Sorgens Fløjtespil

Han så på Luciel, og svarede med en stemme der var både sorgfuld, kold og ligeglad:
"Jeg gør det som skæbnen har besluttet."
Han gik forbi hende og strøg hende blidt over armen. Hans flammende aura skadede hende ikke, for det ønskede han ikke. Ilden var kold som is mod hendes hud.
Han fortsatte dybere ind i skoven.

// jeg forsvinder nu, kajika :P
luciel rystede på hovedet, og forsvandt i den modsatte retning af velarian.

kajika så på Velarian og løb hen og var ligeglad om han ville såre hende med sin aura flamme eller ikke hun tog fat i hans arm blidt og tog om ham og sagde"Hvem siger at han er det mere Velarian.... og jeg vidste ikke du kunne li mig" hun tog blidt fat ved hans hage og så ham i øjnene og rødmede ved tanken om det stjålende kys og sagde"ikke vær ked Velarian jeg ber dig stop nu dette her du såre mig mere nu end du gjorde før"

Han så hende trist i øjnene. Hans aura skadede hende ikke. Den føltes bare som om flammerne bestod af levende is.
"Kajika. Du lå med ham i dit telt. Jeg hørte jeres samtale. Lyv ikke for mig."
Han strøg hende over kinden.
"Min skæbne er en anden end jeres. Gå tilbage og tag din elskede dæmon med langt væk herfra."
En enkelt tåre fandt vej ned ad hans kind, men de blå flammer forvandlede den til en glitrende isperle. Den faldt til jorden.
Han hev blidt sin arm til sig og fortsatte med at gå.
Han var snart ved sin destination.

Kajika stivnede og sagde"ja jeg .... jeg elsker ham... men jeg ved ikke med ham han vil holde alt hemmeligt okay... indtil jeg mister min mødom og det vil jeg ikke miste ... kun når jeg ved den rette er der og vis han først vil afsløre sit forhold .... når min mødom er væk ... så så...." hun kiggede væk og sagde"så ved jeg ikke hvad jeg gør...." hun kiggede ned og mærkede han slap hendes greb og begyndte at gå hun gik hen til ham og sagde"Velarian .... bliv ved mig jeg kan ikke overleve uden dig.... vil du ikke nok du er min bedste ven... jeg nogen sinde har haft" hun rødmede lidt og så ked og flovt ned i jorden og håbede inderligt han ville høre hendes ord og fortvivelse... hun gik foran ham med ryggen til det sted han ville hen

"Kajika. Jeg kan ikke længere være din ven. Det ville flå mit hjerte i småstykker at se dig sammen med en anden. Især Zann." sagde han trist og stoppede op.
"Gå tilbage og elsk den dæmon som kræver din mødom, din krop og dit hjerte og pakker løgne og grådighed ind med flotte ord. Gå tilbage til ham, og forlad den her skov omgående"
Sagde han. Hans stemme var umulig at læse.

kajika så på ham og sagde"Hvad mener du med at han pakker løgne ind han har sagt ... han elsker mig og er stoppede med at være player velarian" hun så på ham og fik det som om hun næsten døde da han sagde at hun skulle gå fra hans skov og ikke komme tilbage og han ikke ville se hende. tårene trillede ned.... og presset blev for stort hun så på Velarian og gik ned i knæ og sagde stille men fast besluttede"vis jeg ikke kan ha dig ved min side....! så vil jeg hellere dø Velarian..... dræb mig fordi jeg rokker mig ingen steder og det gør du heller ikke" hun så på ham og der kom noget vand flyvende og tog om hans ben og holdte ham fast som var det sten eller sement han stod i

Han så på hende, og så på vandet der holdt ham fast.
"Kajika... Zann er en dæmon. Han vil aldrig holde op med at lyve. Han stjal Milla fra mig, og han vil såre dig. Jeg ved det. Og det er den skæbne du har valgt. Min er en anden!"
Hans stemme rystede.
Vandet om hans fødder frøs til is, og splintrede, men han blev stående og kiggede ned på hende.
Tårerne løb ned ad hans kinder, og ramte jorden som små isperler.
"Jeg kan ikke slå dig ihjel. Og jeg kan ikke være din ven." sagde han med skælvende stemme.

Kajika så på ham og sagde"du må ikke forlade mig Velarian....." hun græd nu meget og var helt ødelagt over han ville forlade hende fordi hun holdte så inderligt af ham... hun så ikke op men sagde"vis du ikke vil dræbe mig..... dræber jeg mig selv" vandet rejste sig og blev langt som spyd næsten og ligesom knive i det de fløj mod Kajika fra en sto afstand, hun så stille op mod velarian og sagde"jeg vil ikke ha du forlader mig Velarian du betyder alt for meget for mig... til at ..... at lade dette ødelægge vores venskab...."

Han stillede sig mellem hende og spyddet.
"Jeg kan ikke, Kajika. Jeg kan ikke være din ven og se på at du er sammen med Zann. Det ville slå mig ihjel."
Han kastede et blik over skulderen og så på vandspyddet.
"Hvis du vil dræbe dig selv, må jeg stoppe dig. Og hvis ikke jeg kan det, vil jeg dø med dig."
Han satte sig på hug foran hende og tørrede blidt hendes tårer væk.
"Jeg har aldrig sagt sådan her til nogen før Kajika... men jeg elsker dig. Og jeg gør det her for din skyld. Hvis jeg blev, og var din ven, ville jeg ende med at dø af det, og du ville måske bebrejde dig selv."
Han aede hendes kind mens han græd. Han så ned i jorden.
"Stop nu. Tag tilbage til Zann og gør hvad du vil." sagde han.

kajika græd stadig og så på Velarian og sagde"jeg kan ikke tro mine egne øre.... velarian... jeg ligeglad med at jeg ville få skyld følse men jeg vil ikke ha du dør men vil du virkelig forlade mig.... vil du virke smide det væk vi havde de dage?..." hun sukkede dybt og græd næsten igen og tog om ham og krammede ham i det spyddene stoppede og hun holdte blidt men dog fast i ham godt så han ikke bare kunne slippe hende sådan, hun græd helt vild og troede at hun ville drukne i sine egne tåre vis hun blev ved... hun så ikke på ham men havde hovedet mod hans skuldre og sagde"ik forlad mig.... velarian jeg vil gør alt for du ikke forlader... mig ... hvorfor forelskede du dig os i mig hvorfor" hun kiggede på ham med sine sølv øjne

Han strøg hende over håret og sagde: "Fordi du er det mest vidunderlige væsen i den her verden."
Han aede hende på ryggen. Trøstende selvom han selv græd.
"Jeg kan ikke. Jeg ville slå ham ihjel. Og jeg ville selv dø af sorg. Åh Kajika..."
Han lagde armene om hende og krammede hende som ville han aldrig give slip. Han hulkede og var så ulykkelig som man kan være.

Kajika græd med ham og sagde"Jamen jeg vil ikke miste dig og han har tilgivet alt... Velarian du må ikke gå jeg vil ikke miste dig og ikke vide hvor du er eller om der sket dig noget jeg vil ikke ! gi ´slip på dig aldrig" hun holdte ham blidt ind til sin krop meget og ville ikke slippe hun ville aldrig slippe ham... han var hendes ven aller bedste ven og hun var ked over alt dette koliderede med hinanden med Zann og hende med Velarian og hende med Zann og Velarian.... alt dette drama og det eneste hun ville var bare at hendes liv kunne være som før med tryghed, hun kiggede på ham og sagde"Jeg vil ikke miste nogen af jer.... Velarian..."

Han tog en dyb indånding.
"Det er for sent Kajika. Jeg vil aldrig kunne holde ud at se jer sammen."
Han strøg hende over håret.
"Du er nødt til at give slip." sagde han.
Hans stemme rystede ikke længere. Han forsøgte at holde den voldsomme sorg nede.
"Du elsker ham, og han siger han elsker dig. Jeg elsker dig, men du elsker ikke mig. Det er afgjort, og der er intet nogen af os kan gøre. Du er nødt til at give slip på mig."
Han egyndte at skubbe hende væk. Blidt.

kajika græd og lagde ham ned og holdte om hans mave og sagde"nej jeg slipper dig ikke..... jeg vil ikke lade dig gå fra mig det tillader jeg dig ikke... du må ikke gå fra mig!" hun sukkede meget og prøvede at lade vær med at græde hun ville ikke slippe Velarian, hun så stille på ham og sagde"du må ikke gå ellers må du tag mig med dig" hun uglede blidt hans hår og sukkede i det tårene kom igen og sagde"Ikke... gå Velarian"

"Jeg kan ikke tage dig med. Du elsker ham!" sagde han og forsøgte igen at skubbe hende væk.
Hans aura var stadig kold som is og lignede blå flammer.
"Du er nødt til at give slip Kajika."
Han så hende i øjnene.

kajika rystede på hovedet og sagde stille men forsigtigt"nej" hun så ham os i øjnene nu og sagde"nej Velarian.... jeg slipper ikke" hun sukkede og ville blive ved ham til han endten slog hende eller skubbede hende med kraft, hun ville ikke slippe Velarian om det så galdt hendes liv. hun så stille på ham og sagde"hvorfor kan vi ikke snakke om det hvorfor vil du flygte fra mig.... han vil jo alligevel ikke ha et offentlig forhold med mig..." hun græd nu og så ned mod jorden og slap nu velarian og sagde"Bare gå..... jeg forstår" hun begyndte stille at rejse sig op og kunne ikke rigtig se noget for tårene

"Kajika... jeg er ked af det. Jeg elsker dig bare så højt..." sagde han og rejste sig.
Han strøg hende over kinden og var tæt på at kysse hende. Men han stoppede sig selv for hendes skyld.
"Tag tilbage til Zann og lev dit liv som du har valgt det."
Han slap hende og gik forbi hende. Da han var et par meter fra hende, vendte han sig halvt mod hende og så på hende.
"Jeg vil altid være din, Kajika Guldhjerte." sagde han og tvang et hurtigt, men sorgfuldt smil frem.
Så gik han.

Kajika så på ham med tåre og rødmede meget da han lige var ved at kysse hende hun turde næsten ikke rør sig men så ham trække sig til sig selv og sagde"Velarian...." der røg tåre ned af hendes kind inden han fik lov til at gå tog hun ham i armen og lagde den tallisman der lignede en dråbe i hans hånd og sagde"Her du vil altid bære på noget fra mig" hun tog om ham meget og sagde"den er blandet med mine tåre og vand jeg holder af dig Velarian næsten ligeså højt som Zann og du skal ikke tro han får min mødom bare sådan" hun så ham i øjnene som et løfte og så ham forsvinde der fra og gik ned på knæ og græd stille

Han lukkede hånden om amuletten. Han ville aldrig nogensinde skille sig af med den.
Han tog den på.
Så tog han blidt fat i Kajika og hev hende op at stå. Han så hende i øjnene, lagde armene om hende, og kyssede hende kærligt på munden. Al hans kærlighed og alle hans fælelser lagde han i det ene kys, og hans flammende aura forsvandt.
Da hans læber slap hendes, slap han hende, og sprang af sted med utrolig fart i den retning han var på vej i før.

Alt dette skete før Kajika kunne nå at reager og hun stod helt lammet og så på Ham og faldt til jorden da han gik hun kiggede bare stift lige frem og han havde endnu en gang kysset hende... hun begyndte at græde fordi hun var jo Zann´s .... pige hun havde jo slet ikke nået at stoppe Velarian... hun begyndte at få tåre igen ned af kinderne og tænkte*nej hvad skete der lige der.... nej... det skete bare ikke...* hun lukkede øjnene og prøvede at få alt ud af hovedet der lige var sket

Han forsvandt ud af syne. *Undskyld Kajika* tænkte han mens han løb.
Hans aura tændtes igen, men han holdt op med at sætte ild til ting.
Han løb og løb, alt hvad han kunne ind i den mørke skov.

Zann kom løbende hen ved siden af Velarian "jeg forstår du er sur men det hjælper ikk at gå fra hende vis der er nogen som burde gå er det mig" sagde han hårdt han så på ham med et smil "men vis du absolut vil gå så lover jeg dig at jeg ikk vil tage hendes mødom før hun selv vil jeg lover dig osse jeg ikk pakker hende ind i løgne ja jeg så det hele og jeg har intet imod du kyssede hende jeg elsker hende meget og jeg vil gerne have et offenligt forhold med hende selvom hun stadig har sin mødom jeg lover dig det Velarian" sagde han og stoppede han lod ham løbe og gik langsomt tilbage mod Kajika

Han havde undladt at angribe Zann. Han troede ikke på dæmonens ord, men der var intet han kunne gøre.
*Farvel Kajika Guldhjerte* tænkte han.

kajika så Zann løbe forbi sig og den vej som Velarian løb fordi de var for langt væk hørte hun ikke hvad de snakkede om men hun ventede og hendes mave slog knuder og hendes hoved gjorde ondt... hun vidste ikke hvordan hun skulle sige til Zann at ... at Velarian kyssede hende igen på læberne... hun fik en tåre ned af kinden og var ked over Velarian var væk og ville ikke miste Zann heller ikke... hun bed sig i underlæben og kunne blot vente på at se om Zann kom tilbage