Sorgens Fløjtespil

kajika kiggede på Velarian i det han sagde navnet Zann bang... gik hele hendes verden i stå og det var som at få en pil igennem sig... hun sad der helt med blanke øjne der nærmest døde hen... det eneste der kunne gå igennem hendes hoved var ... intet hun tænkte slet ikke... hun så bare lige ud og sagde intet men var helt væk... hun tænkte stille*Zann....... utro...... jeg... jeg... hvordan kan det være.... han ... han har såret... velarian...* Zann var jo hendes nyeste ven, og han havde sagt alt muligt til hende med at han intet havde kørende med en anden pige men hun var ligeglad de var venner i hendes øjne men det var være fordi hun havde fået en ny ven og var splittet nu

Han lod mærke til hendes overraskelse.
"Du kender ham?" spurgte han.
Han lukkede øjnene. *Åh gud, lad ham ikke også have såret Kajika!* tænkte han.
"Jeg hader ham Kajika."

kajika kiggede stille på ham og sagde"årh ja det gør jeg" hun smilede sødt ved tanken om ferien i new york og sagde"vi er venner faktisk mig og ham men han fik lidt af et anfald og ville slå sig selv ihjel på grnd af han havde såret en... og det må så være dig og han var splittet mellem mig og hende den anden pige som du kunne li.. men altså? jeg vidste godt han havde en anden derfor blev jeg ved med at holde mig på et venne plan med ham" hun rødmede let og sagde"jeg ikke så god til forhold altså jeg har aldrig været i et og jeg vil gerne kunne stole 100 på min fyr vis jeg nogen sinde får en men altså... det jo også hendes skyld husk det at hun od sig friste og sådan... men måske burde i... alle sammen få en snak.." hun så stille på ham og kiggede lidt genert væk

"Vi har snakket" sagde han. "Og det endte i kamp".
Han så på hende.
"Du af alle har fortjent det bedste. Jeg har aldrig i mit liv mødt nogen som var så sød og venlig som du er." sagde han og smilede til hende.
"Jeg vil aldrig se hende igen, og hvis jeg møder Zann... så skal jeg nok lade være med at angribe ham. For din skyld."

Kajika kiggede stille på Velarian og slugte vært et ord han sagde og lagde det ved sit hjerte hun havde regnet med at han ikke ville lytte til hende og måske endda blive sur men ligefrem blive rost og at han lyttede og forstod det gjorde hende så lykkelig inden i og rørt over at han syntes sådan om hende at hun begyndte stille at græde og sagde"Det.... det er det sødeste jeg nogen sinde har hørt nogen sige Velarian og tak fordi du ikke vil angribe ham... fordi han er en meget nær ven af mig" hun smilede kært og strøg genert og lidt flovt de randende tåre væk som de kom ned af hendes kind og sagde for sjov"ej se nu der... nu fik jeg nået i øjnene" hun grinte sødt og smilede til ham mens hendes øjne hvilede blidt ved hans ansigt,

Han kiggede på hende og blev selv lidt rørt.
"Jeg tror nu ikke at dy fik noget i øjet" sagde han og gik hen til hende. Han lagde hænderne på hendes skuldre og så hende i øjnene, og med et smil sagde han: "Kajika Guldhjerte, Du er noget helt særligt."

kajika rødmede over at han lagde sine hænder igen på hendes skulder og lagde stille tæppet mere ind til sin krop og så rigtig nuttede og uskyldig ud i det hun sagde med en meget sød og nuttede stemme"ååårh.... guldhjerte ved jeg nu ikke og speciel...." hun rødmede endnu mere nu og kiggede stille på ham og fik jo øjenkontakt og så rigtig uskyldig ud og flov i det hun sagde"måske lidt mere speciel end de fleste men det så os kun fordi du siger det så" hun grinte og sagde"og okay for din skyld vil jeg med glæde tage guldhjerte til min samling i hjertet" hun blinkede til ham i det hun smilede kært og lagde hovedet lidt på skrå og sagde"se nu mig hihi nu det mig der græder når det egenlig var dig jeg burde bekymre mig om... altså om du er okay??"

Han smilede. "Jeg er okay nu" sagde han.
"Nu skal du høre. I aften sover du i mit telt. Jeg tager en behagelig gren i det træ derovre, og i morgen bygger jeg et telt til dig. Jeg vil ikke have at du går hjemløs rundt." Han smilede til hende og sprang op i et træ.

//Jeg må smutte nu :) Vi skrives i morgen!

Kajika rødmede stille og sagde"ååårh jamen jeg kan godt sove her ude ved bålet og lave mig et telt det er alt for meget at forlange for dig i såfald vil jeg hjælpe til så godt jeg kan" hun smilede kært og kiggede op i det træ han havde sprunget op i og kiggede ind i teltet i det hun fandt endnu et tæppe og gav ham det og sagde"så nu skal du jo ikke fryse ihjel i aften så okay lov mig det jeg vil ikke finde en is pind oppe i træet" hun grinte kært og sagde"godnat Velarian" hun smilede og gik stille ind i hans telt med tæppede han havde givet hende rundt om kroppen og lidt tid efter faldt hun i dyb søvn

//okay og ja :D//

Han vågnede tidligt, og kiggede ned på det lukkede telt. Han smilede.
Så sprang han ned fra træet og satte af i hurtig løb for at finde materialer til et nyt telt til Kajika.
Han samlede de bedste ting han kunne finde. Lerredet til teltdugen havde han en rulle af inde i teltet, men han ville ikke bare brase ind. Kajika var jo en pige!

kajika vågnede stille i hans telt og kiggede lidt rundt dagen der før stod lidt sløret i hendes tanker ikke fordi hun havde været fuld men fordi der var sket så meget og hun havde grædt lidt men hendes hoved dunkede ikke mere og hun fik et smil frem på læberne i det hun kraglede stille hen til åbningen med tættet halvt om sin krop og sagde med et glad smil og vidunerlig stemme"Godmorgen! Velarian har du sovet godt?? oppe i træet?" hun kiggede på de ting han havde samlet og sagde"Wauw! kan du lave et telt ud af alt det??" hun rejste sig stille op og strakte sig stille i det hun gav et gab fra sig

Han sad dovent på en gren oppe i det træ han havde sovet i.
"Jep. Jeg har sovet fantastisk og ja, jeg kan lave et telt ud af det der. Jeg mangler lige en enkelt ting som er inde i teltet. Jeg ville bare ikke forstyrre dig."
Han sprang ned, smilede til hende, og gik ind i teltet for at lede efter hans rulle med lærredsstof.

Kajika kiggede på ham og sagde"Sikke en gentleman du er velarian ??" hun strøg elegant sit hår til siden så vinden fangede det blidt og det sorte lange hår flagrede smukt i mens hendes sølv grå øjne hvilede med blikket mod Velarian og med et smil over de lyse røde læber gik hun stille hen til tingene og så mod Velarian og sagde kært"Skal jeg ikke hjælpe dig ?? Velarian eller du kunne jo lære mig hvordan man gør efter som du har været så sød at finde tingene og ikke forstyrre mig og lade mig sove i dit telt er det, det mindste jeg kan gøre" hun rødmede let og stod der og så helt uskyldig og genert ud og vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige mere

"Hvor er du sød" sagde han og smilede. Han fandt rullen med lærredsstof og løftede den ud ad teltet. Så smed han den på jorden ovre ved de andre ting.
"Jeg vil godt lære dig det." sagde han.
Han tog de stærke stolper, som han havde skåret til og begyndte at stille teltets skelet op og binde det sammen med reb.
Han forklarede Kajika hvordan han gjorde imens han gjorde det.

Kajika fulgte godt med og smilede meget fordi hun havde det så godt her og Velarian var virkelig sød i følge hendes mening, hun tog stille stroppen og hjalp ham med at binde den fast i det hun sagde"åååårh det egenlig hårde end det ser ud til at være??" hun grinte sødt og så mod Velarian og stod helt uskyldigt og så rigtig nuttede ud i mens hun stille strøg sit hår til siden og lod en hårtot stille sno sig om sin pege finger

"Charmetrold" grinede han.
"Ja, det er ikke så let som man skulle tro. Teltet skal jo kunne holde til lidt af hvert."
De blev færdige med skelettet og han gik det efter. Strammede rebene her og der.
Så rullede han lerredet ud og rev nogle store stykker af.
Han lagde hånden på hvert stykke og mumlede nogle ord.
"Så." sagde han.
"Nu er lærredet både vand- og vindtæt."

kajika over rødmede ved det han sagde med charmetrold til hende og kiggede med blide øjne på ham og tog sig blidt til de over røde kinder og sagde"åååårh mig... arrgh det ved jeg nu ikke??.... du da mere end mig" hun grinte kært og satte sig stille ned og så på det han gjorde og sagde undrende"Wauw?? hvad var det" hun bed sig blidt i underlæben og rødmede endnu en tand til i ansigtet og tog hænderne op for kinderne så det ikke kunne ses og sagde"Nøøøj her er lidt køligt hva??" hun så på det han gjorde og sagde"Cool, hvordan gjorde du det??" hun smilede kært og legede lidt med sit hår og lod de grå øjne hvile på ham

"Du er sød" sagde han "Og det kan ikke diskuteres."
Han smilede til hende og svarede på hendes spørgsmål: "Magi."
Han tog lærredet og lagde noget af det i bunden af Kajikas kommende tælt. Så bandt han det fast til stolperne.

kajika stod bøjede stille over stolperne i det hun kiggede stille på det og sagde"hmm?? hvor mange gange har du lavet sådan nogen her velarian fordi du ser helt professionel ud til det og din magi hjælper jo egenlig os meget" hun glædet sig helt vildt til endelig at få et hjem at hun besluttede sig for at tag på hemmelig indkøb for at glæde Velarian hun smilede lumks og satte sig ned i det hun sagde"såå?? Velarian hvad kan du rigtig rigtig godt tænke dig? altså af ting eller noget?"

"Tak. Jeg har prøvet det e par gange." sagde han og smilede.
Han begyndte at binde den ene vægdug fast til stolperne.
"Hmmm... der er ikke rigtig nogen ting jeg gerne vil have" sagde han lidt tænksomt.
Han smilede for sig selv.

Kajika nikkede sødt og sagde"Jeg tager lige hurtigt et smut mod byen men jeg er hurtigt tilbage igen så bare vent her og ja lav videre på den men over anstreng dig nu ikke Velarian" hun grinte sødt og begyndte før han svarede at løbe mod byen med hendes kondi var hun snart inde ved byen og købte lidt mad her og der og vand flasker mange vand flasker med et smil og gik stille mod lejren hun havde købt en gave til Velarian, det var noget lækkert chokolade og en tallisman der skulle bringe held, det var en lang sølv halskæde og noget tynd i det og vejede ingen gram... og havde en sort agtig dråbe med blå inden i hun anede ikke om han ville kunne li det men ellers havde hun os købt noget de kunne fyre hurtigt op med vis det var. hun kom tilbage og sagde"see hvad jeg har" hun gav ham stille gave æsken med tallismanen og chokoladen og sagde"som et tak for telt gave og at du vil lave det for mig" hun grinte kært og satte sig stille og sagde"og så har jeg købt alt muligt mad altså frugt mest jo?" hun smilede

Han var færdig med teltet da hun kom tilbage. Det var et hyggeligt telt som var stort nok til at Kajika ville kunne stå op inde i det.
Han blev helt overrumplet da hun gav ham gaver, og han rødmede.
"Tusind tak Kajika.. det er alt for meget" sagde han.
Han smilede og gav hende et kram.

kajika smilede sødt og sad der og vippede lidt frem og tilbage i det hun stille sagde undrende"nej?? det da slet ikke for meget se hvor smukt mit nye hjem er blevet jeg elsker det og derfor fortjener du gaver og lykke" hun grinte kært og sagde"men du fortjener det altså virkeligt Velarian fordi du tilbød mig et sted at bo til jeg har fundet et job og lejlighed og ikke nok med det så ved jeg jo ikke hvor lang tid der vil gå før jeg kan bo i byen så tusind tak nu kan jeg nemlig altid sove trygt" hun smilede sødt og krammede igen i det hun tjekkede teltet ud

Han så efter hende da hun gik over mod sit nye telt. Et stik af skuffelse ramte ham da han forstod at hun ville flytte til byen en dag. Han var virkelig begyndt at holde af hende.
Han satte sig ned og slappede af.
Han betragtede hende med et smil.

kajika kiggede i teltet og smilede sødt i det hun sagde lidt trist" det ellers synd og skam altså? at du har lagt så hårdt arbejde i dette telt og så jeg skal flytte en eller anden dag desværre" hun sukkede let men fik et smil på læberne igen efter noget tid og lagde sig i teltet og sagde"ååårh ja det her det er virkelig dejligt" hun kiggede mod Velarian, da hun havde lænt sin overkrop op og støttede af med albuerne og sagde"forresten hvordan laver du mad? velarian"