Sorgens Fløjtespil

han så på hende med et trist blik "jeg kan jo ikk blive her og jeg skal osse sove et sted" sagde han og så hende i øjne "men du må gerne jeg finder på noget" han smilte lidt og agede hende på ryggen "han er faktisk en ret flink fyr alligevel men lidt skør i boldten" sagde han og grinte lidt "ikk for at disse ham det gør jeg ikk"

hun smilede stille og så på Zann og sagde"tak fordi du prøver Zann at holde ham ud og sådan noget og du kan sove i mit telt vis du vil ved min side og holde mig dejlig varm og lun" hun grinte lidt og uglede blidt hans hår i det hun fik det til at stritte her og der og lidt tupering så der rigtig stod op og sagde"så nu ligner du en der har fået stød søde" hun grinte og tog om halskæden men havde helt glemt dens virkning og sukkede over han ikke var her

han smilte til hende "nej tak jeg tror ikk det vil være en særlig god idé" sagde han indtil han hørte det med ved hendes side "okay måske alligevel for din skyld" sagde han og blinkede til hende mens han agede hende på kinden "men tror du at det vil være en god idé at jeg er her" spurte han og uglede hendes hår som gengæld

hun sukkede sitlle og sagde"nej det ville det måske ikke vis han kom tilbage så ville han nok ikke være her og snakke om det når du var her men jeg lover at jeg kommer her fra dag til aften altså ved dig og sover her kun og så kommer jeg om dagen til dig så jeg altid er ved dig okay Zann fordi du skal ikke være alene" hun grinte sødt og rødmede let i det hun roede lidt i sit uglede hår så det sad ovenligt og begyndte stille at grine

han smilte glad "er du så bange for at jeg finder en anden" spurte han drillende "at du vil holde øje med mig så meget du kan mener jeg" han grinte lidt over hendes frisure "jeg mener mere der mangler noget" sagde han han tog en håndfuld blade og kastede over hendes hår

hun grinte og tog nogen og pustede blidt mod ham med et smil på læberne og sagde"ååårh ja Zann det har du ret i jeg elsker at være lure især ved dig for at se om du er mig utro når du ingen gang er helt ovenlig sammen med mig i nu?? fordi du bange for hvad milla vil sige men Velarian var min bedste ven og han ved det godt nu og var forelsket i mig fuldkommen som milla nu det din tur til at fortælle hende om dine følser... for hende..." hun kiggede stille på ham og havde fuldkommen ret Velarian var som milla... lige nu forelsket og fik sandheden af vide... og det samme skulle milla os ha...

Zann nikkede opgivende "men du kender mine betingelser" hviskede han roligt og smilte til hende "før bliver forholdet ikk (kan ikk husk hvad det modsatte af hemmeligt er)" sagde han roligt og så hende i øjne med et smil han kyssede hende på munden kort og så rundt

//offenligt det var det det hed

hun sukkede og sagde"hvorfor alt det hast søde.. det jo ikke som om Zork har sat en dato på det at vis du ikke inden for det så kommer han og gør det.." hun gøs ved tanken om vis Zork kom igen så skulle hun nok slå ham bevidstløs igen og få Zann frem.. hun tog om Zann med et smil og sagde"lad os ikke forhaste os okay Zann og du rimelig urimelig... syntes jeg nu men okay det dine betingelser... og sådan er det jo bare?"

han smilte "du må da osse sætte betingelser" sagde han og så på hende med et smil "jeg mener ellers ville jeg være unfair og det vil jeg helst ikk være specielt ikk over for dig søde" sagde han og agede hende på ryggen han snittede starten af hendes røv men fjernede hurtigt hånden igen

hun kiggede stille på Zann og kyssede ham blidt på kinden og lagde sig op af ham igen og sagde"Er jeg giftig siden du ikke mere tør at tag på mig bare sådan her og der" hun smilede lidt overrasket og glad over hans nye opførsel, og puttede sig ind til ham og sagde"ved du hav du er altså virkelig nuttede når du sådan går hen og bliver lidt bange i det heh" hun prikkede ham blidt på næsen og kiggede på hans smukke ansigt og lukkede øjnene

"jeg er ikk bange jeg har bare forstået nu at jeg sætter pres på dig ved at tage på dig medmindre jeg får lov af dig" sagde han roligt og agede hende videre på ryggen et par gange imellem kom han til at snitte starten af hendes røv men fjernede hurtigt hånden igen "undskyld det er ikk med vilje men det er svært at age uden om noget man ikk kan se" sagde han undskyldende

hun grinte sødt og sagde"det gør intet Zann" hun puttede sig lidt mere op af ham og tog ham med hen til sit telt og viste ham det i, det hun tog ham med der ind for at de kunne ligge og få sovet lidt. hun kiggede stille over mod Zann med et smil på læberne og sagde"hvad syntes du så om mit telt er det ikke hyggeligt og jeg kan som du kunne se stå helt op i det, der er rigtig dejligt t ha et sted at bo... faktisk..." hun vidste egenlig ikke hvor Zann boede??

han så væk "siden vores ferie har jeg ikk boet nogen steder altid været på farten men før det boede jeg hos piger jeg scorede knaldede og stak af før de vågnede" sagde han trist han så på hende igen "undskyld at jeg var så respektløs over for piger" han så hende i øjne og rykkede sig helt hen til hende "dit telt er flot"

hun rødmede let og sagde"det gør intet jeg bare glad for du ikke endte med at være det overfor mig... men i stedet knyttede dig til mig som nu og vi kan ha det godt uden stress eller sex og alt det der" hun grinte og kyssede ham blidt på kinden og lagde sig op af ham i det hun gabte træt og sagde"skal vi ikke sove her bare lige i dag Zann så jeg os føler mig sikker i stedet for alene og ikke sikker i denne uhyggelige skov"

han nikkede kort "så okay men du skal sige det magiske ord" sagde han og smilte "og så E ordet selvfølgelig" han kyssede hende på panden han lagde sig rigtig ind til hende han ville ikk slippe hende igen men vidste det skulle ske på et tidspunkt han agede hende på ryggen "må jeg ta dig på røven" hviskede han

Hun så bedende på ham og sagde"Be om pleas elskede.... jeg elsker dig så højt vil du ikke nok ligge og sove ved mig ..." hun rødmede mega over at sige det men efter hånden vendte hun sig ldit til tanken og tog om ham og sagde"ja det må du genre bare du ikke lader din lyst tag over hånd okay Zann" hun kiggede stille på ham og rødmede let i det hun lagde sig tætter på af ham og kunne ikke komme tætter og tog tæppent over deres kroppe

han nikkede "giv mig et kys og så bliver jeg" sagde han og tog hende på røven med den ene hånd "og nej jeg vil ikk lade min lyst tage overhånd" sagde han "men du ved hvad kan jeg ikk bestemme" den var allerede stiv over at ligge sammen med hende han smækkede kort på hendes røv det var en chance han tog men var ikk sikker på om hun brød sig om det

Hun nød det faktisk men turde ikke indrømme det og gav et lille klage støn fra sig og så stille på ham og rødmede let over ansigtet og sagde"nåårh ja det ved jeg godt angående den at du ... ikke kan styre det" hun rødmede endnu mere nu og gemte hovedet ind mod hans dejlige brystkasse og så op mod ham og sagde"jeg så forelsket i dig" hun kyssede ham på munden og havde det mærkeligt fordi hun ikke havde følt sådan før jo

han mærkede hun kunne li det og smækkede hende en gang til men ville ikk gøre det igen medmindre hun sagde hun kunne li det han holdt kysset "det jeg osse" sagde han roligt han kyssede hende videre og ville ikk slippe hende overhovedet ikk det ville være som tortur for ham at slippe hendes fantastiske læber

kajika nød den lidt hårde berørng han havde gang i og rødmede let da han smækkede hende igen men mest af alt koncentrerede hun sig om hans læber og så tæt de var på hinanden nu, hun rødmede let og kyssede videre i det hun så ham i øjnene og stille lod kysset forsvinde fra hans læber da hun trak sig ldit væk men meget langsomt så det ville føles for ham at han næsten mistede vejret vis han slap hendes læbern, hun strøg ham blidt over håret og kom desværre til at tænke på Velarian igen og sukkede... hun tænkte*måske skulle jeg ha løbet efter ham.... og ha trøstede ham og forklarede ham det bedre...*

Klokken var halv fire om natten da Velarian dukkede op i lejren.
Han fornemmede at de begge var inde i Kajikas telt.
I starten væltede sorgen ind over ham som en sand tsunami, men snart blev den erstattet af noget andet.
Et mørke så sort at det ikke kunne beskrives bredte sig i hans hjerte.
*Så det er altså hvad jeg betyder.* tænkte han ulmende.
*Zann vinder igen. Zann er bedre end jeg. Jeg, som tænkte på andre! og han som tænker på sex!*
Et uhyggeligt smil bredte sig på hans ansigt og han begyndte at le med en uhyggelig stemme.
"Heh... hehehe..." sagde han.
Han lukkede øjnene et øjeblik, spændte alle muskler i sin krop, og da han åbnede øjnene igen, vendte han ansigtet mod den stjernefyldte himmel og skreg af sine lungers fulde kraft:
"FROSTFIRE!!!!"
En chokbølge af iskold, altfortærende og dødsensfarligt blå ild skød ud fra ham og andtændte hele lejren og de omkring liggende træer.
Jorden stod i flammer, Velarians telt stod i flammer, Kajikas telt stod i flammer, og skoven stod i flammer.
De uhyggelige, blå flammer kunne ikke bare slukkes. Det vidste han.
En aura af blå ild bredte sig om ham, og han kastede et sidste blik på Kajikas brændende telt før han med rolige og faste skridt forlod lejren.
Han håbede at de kom alvorligt til skade, eller døde af ilden.
Aldrig havde han følt sig sådan her før.
Han bevægede sig ud i mørket, og andtændte med sin aura skoven så den stod i lys, uhyggelig blå lue.

kajika vågnede med et og sagde"Valarian!!" hun så rundt og opdagede ilden i det hun stille manipulerede med vandet og slukkede teltet og området omkring dem på 100 meters afstand og kiggede stille rundt og sukkede i det hun så mod Zann der vaar i sikkerhed hun havde gjordt så han ikke ville blive våd og løb stille den vej ødelæggelserne kom fra. Hendes ansigt viste frustrationer og især nervøsitet, hun løb så hurtig hun kunne og tænkte*Hvad har du dog gjordt Velarian !* hun så på hals smykket og tog om det i det hun kom i tanke om dens kraft og sagde"Velarian ik forlad mig kom tilbage" hun løb i mens hun holdte om det og begyndte stille at få tåre ned af kinderne og røgen fra de brændte træer prøvede at kvæle hendes lunger... hun kiggede sig forvirret omkring i det hun så en blå slags aura flamme og løb der hen og endte direkte foran Velarian og så på ham. Kajikas tøj var helt forkullet og hendes ansigt mørk fra røgens oss, hun hostede stille og så på Velarian og sagde"Velarian.... hvad har du dog gjordt ved din elskede skov..."

Han så på hende. Hans øjne var bybblå med sorte pupiller.
"Min elskede skov..." sagde han.
"Kærlighed... tryghed... venskab... retfærdighed... Hvad betyder det?" sagde han så.
"Intet."
Han så på de brændte træer, knyttede næverne og sagde: "Gå din vej Kajika. Gå hjem og elsk din player-dæmon." Han gik direkte forbi hende og fortatte ad sin dystre vej mod mørket.

en lav skikkelse hoppede ned lige foran velarian.
han genkendte hende hurtigt som luciel. hendes isblå øjne var store og forbavsede, men der var også vrede at se. hun havde en kort top på der afslørede endnu et langt ar ned over hendes ene arm.
den blå ild omkring hende kastede flakkende skygger over hendes ansigt og hendes hår, og gav hende et farligt udseende.
- hvad. er. det. du. laver!?
hendes stemme var kun en lav hvislen, og hun kunne godt høre at hun var vred, men også bange. det var ikke svært at forstille sig hvor meget kraft der skulle til for at antænde det hele.