Sorgens Fløjtespil

Kajika holdte sig for munden og tænkte*Zann og Velarian ! nej hvad har de nu gang i årh bare jeg ikke kommer for sent* hun begyndte stille at løbe mellem grene og var lige glad med de fleste svip de gav det var hurtigst igennem skovens krat i stedet for at finde stien og følge dens snoede ruter i det hun kom til lejren kunne hun bedre høre dem nu og satte farten ned og kom til syne blandt nogen træer, hun havde lidt blade i håret og hendes smukke hud på armene og lårene var lidt revet i fra nogen torne grene, hun kiggede på dem begge to med åben mund uden at sige noget.....

stenen ramte ham på panden og han blev slået ud af bevidst han lå livløs på jorden det så nærmest ud til at Velarian havde dræbt ham

Han kiggede på hende, hivende efter vejret. Han forsøgte at sige noget, men havde nu mistet evnen til at tale. Han hostede svagt .

kajika kiggede på begge drengene og sagde"Hvad er der sket her!!!" hun fik tåre ned af kinderne og vidste ikke hvad hun skulle gøre så stærk var hendes helings evner ikke til deres alvorlige skader, Hun så på dem og sagde"Zann !??... Velarian!??...." hun så på dem stille og tog blidt zann hen til Velarians side og lagde hænderne på dem begge hun skulle blot rør dem og så helede hun de sår de havde, ´hun så på dem og lukkede øjnene og hendes hænder lyste og hendes øjne gjorde os helt hvide blev de, hun kunne se hvordan deres sår forsvandt og mærke på deres kroppe at de blev iorden igen men hun led ved at hele dem... meget fordi hun ikke var vand til så stor helings dosis at skulle gi

Han tog hendes hånd og skubbede den væk.
"Nej... Kajika... jeg har... fejlet..." sagde han.
Hans blik blev sløret. Han vidste godt at han var ved at dø.
"Hold dig væk... fra... Zann..." hviskede han svagt.
Han kunne nu ikke længere holde øjnene åbne, og lukkede dem. Han mistede bevidstheden.
Velarian var lige ved at dø.

Zann var bevidstløs

Kajika så på Velaria og så på Zann og sagde"Velarian stop så" hun tog fat i ham og tvang ham til at blive helet og hun helede alt i ham i det hun slap ham var han helet helt nu og uden for døds farve men han ville være svag, hun så mod Zann og sagde"Zann vågn op!??" hun slog ham blidt på kinderne og kunne ikke huske hvad man skulle gøre ved en der var bevidstløs....

Han åbnede langsomt øjnene. Han så et øjeblik på Kajika, og kiggede så væk. Han kunne ikke holde det ud.
Han satte sig op.

han rørte ikk på sig

//ved ikk helt hvad jeg skal skrive så håber ikk jeg bliver taget på grund af at man er besvimmet

Han lukkede øjnene. *Det gik så galt som det kunne gå* tænkte han smertefuldt.

//Bare rolig. Jeg er ikke uretfærdig :)

Kajika kiggede på velarian og sagde"Hjælp ... Velarian du har ikke fejlet okay... men du fejler i mit hjerte som en meget nær person jeg holder af! vis du ikke hjælper" hun så stille på Zann og skulle bare hele ham men hun vidste ikke om hun havde nok kræfter til det, hun begyndte stille igen at hele ham og såret ved hans pande og så på dem begge og kunne mærke at Zann ville komme til sig selv, hun så dem begge og sagde"Hvad er der dog sket her...."

"din ven der har sagt at jeg skulle holde mig fra dig" sagde Zann og satte sig op "næste gang du kaster en sten efter mig giv mig lige en advarelse" han grinte lidt for sig selv og tog sig til hovedet "han ville slå mig ihjel"

Han så på hende. Hans øjne var fulde af fortvivlelse.
"Jeg angreb ham. For at befri dig fra hans kløer. Jeg forsøgte at slå ham ihjel fordi han ikke ville lytte. Det er hvad der skete." sagde han.

kajika kiggede på dem begge og tog om dem i et stort kram og begyndte at græde og sagde"i må aldrig mere slås okay skændes må i med glæde og kaste skumfiduser eller puder på hinanden ting der ikke gør ondt vis trangen til vold bliver for stor men aldrig aldrig!... skade hinanden" hun så stille på dem med tårene trillende ned af de smukke kinder og hendes sølv grå stjerne klare øjne rettee mod dem begge og læber der rystede og sår på armen og lår der ikke kunne heles af hende...

han smilte "vil du så fortælle ham hvad det er han har misforstået" sagde han roligt "han siger jeg har tvunget dig til ting som du ikk ville ja jeg har sat pres på dig men aldrig tvunget dig det er Zork som gør det" sagde han trist og kom i tanke om det som der var sket

Han så bedrøvet på hende.
"Jeg kan ikke holde det her ud Kajika. Jeg kan ikke holde ud at han vil have dig og du lader ham få hvad han vil have."
Tårerne begyndte at trille ned ad hans kinder, og han rejste sig op. Han begyndte at gå med ordene: "Du fandt vej ind i mit kolde, livløse hjerte Kajika Guldhjerte. Jeg vil aldrig glemme dig."
Han gik mod skovens mørke.

Zann rejste sig irriteret op og gik hen til et træ som han begyndte at slå og sparke på "hvorfor skal jeg såre andre" sagde han hårdt til sig selv mens han blev ved med at sparke og slå "hvorfor skal lige meget hvad jeg vælger blive til at nogen bliver såret" han forstod det ikke engang selv

kajika tog om velarian da hun løb hen til ham og sagde"gå ikke Velarian se.... Zann vil ikke såre dig og jeg vil ikke såre dig jeg holder af dig velarian ikke gå jeg ber dig... bliv ide midnste bare for min skyld du lovede mig os at handle nyt tøj med mig og lære mig at skyde med bue og pil og Zann han er blevet meget mere forsigtig med at presse mig og det ingen gang hans mening.... at gør det nogen gange og tro mig Zann får nærmest aldrig hans vilje ved mig spørg ham selv.." hun kiggede på de to drenge og tog Velarian hen til Zann og tog deres hænder og førte dem sammen og sagde"i kan sagtens enes i behøves ikke være perle veninder bare enes... for min skyld blive her begge to og være der for mig" hun kiggede med tåre på dem

Han så på hende.
"Det kan jeg ikke Kajika. Jeg er faldet for dig. Det er for sent..."
Han strøg hende over kinden, og tog en beslutning.
Han kyssede hende på munden.
Så slap han hende, og satte af i løb. Han løb ud i natten, ud i den mørke skov omkring dem.

//Jeg er nødt til at smutte. Skal op i morgen ^_^ Fedt rollespil i to, og vi skrives!

Zann så på hende med et trist blik han havde lige set sin pige blive kysset af en anden det gjorder ondt indeni han vente sig ig begyndte at gå den modsatte vej for at komme lidt væk men samtidig ville han ønske hun kom op ved siden af ham og sagde noget til ham han vidste ikk hvad men bare noget

Kajika sad stille mellem de to drenge og da han kyssede hende stivnede hun og hele hendes verden blev sat i slow-... den gik langsomt og først så hun Velarian gå og så Zann i vær deres retning og hun kunne ikke gør andet end at sidde der helt ødelagt og begyndte stille at græde... hun lagde sig ned mellem bladene der stille omfavnede hendes krop og hun lå der i et stykke tid indtil hun stille rejste sig op og så mod begge sidere og vidste ikke hvad hun skulle gør hendes nye ven Velarian der var utrolig forstående og venlig mod hende elskede hende os og var gået og Zann som os elskede hende var såret og gået i den anden retning ... hun så på Lejren og sukkede dybt...

Zann stoppede "der var intet ment i det kys for dig vel" spurte han over skulderen og vente sig mod hende "jeg mener du får ikk de samme følelser for ham vel" spurte han så han gik hen og agede hende på kinden og tørte hendes tårer væk mens han så hende i øjne han var ked men han ville ikk miste hende bare fordi en anden kunne li hende

hun så stille op mod Zann og veltede ham ned i bladene ved hende og holdt eom ham og sagde"nej men.... men han gik fra mig han var min ven en rigtig go ven endda måske nok den bedste ven jeg ahr haft... og han skred bare og nu er han forelsket i mig... og jeg aner ikke hvorfor og det er bare det samme med milla og dig og ham der sker om her....." hun græd lidt og holdte stadig om ham i det hun stille så på ham og sagde"du går ikke fra mig vel Zann"

han rystede på hovedet "nej jeg bliver lige her" sagde han og smilte "han kommer nok tilbage" han kyssede hende på panden "men øh var der en grund til du ville have mig ned og ligge" sagde han drillende mens han smilte frækt og blinkede til hende men kun for sjov han vidste godt at det kun var for at få ham til at blive men tænkte at lidt sjov måske ville få hende i bedre humør

hun smilede sødt og prikkede ham blidt på næsen i mens hun rakte tunge til ham og sagde"baaaah fjolle ... selv i sådan nogen situationer tænker du perverst" hun blinkede drilsk til ham fordi hun vidste godt han lavede sjov og så stille rundt og sukkede i det hun puttede sig ind under hans arm og mod hans side og sagde"tak fordi du ikke forlader mig og jeg håber han kommer tilbage men Zann jeg vil bo her indtil han kommer tilbage må jeg ike nok det??" hun kiggede pp tingene der tilhørte hendes bedste ven Velarian og så mod Zann og nussede hans hår