Sorgens Fløjtespil

Han så på hende.
"Det er okay. Jeg går ud fra jeg bliver ved med at se dig hvis du flytter til byen en dag."
Han smilede lidt trist ved tanken om at hun ville bo i byen. Men han vidste jo også godt at han ikke ville kunne få hende til at blive hos ham.
"Jeg laver frisk mad. Jeg er jæger og laver maden over bålet." sagde han dels for at svare på hendes spørgsmål, og dels for at lede tankerne væk fra det triste.

kajika kiggede nysgerrigt på ham nu og sagde"årh ! wauw hvor facinerende, Må jeg egenlig godt kalde dig arian? eller Vall selv om du starter med Vel" hun smilede kært og tænkte lidt over det og sagde"men selv vis jeg flyttede så ville jeg komme vær dag altså når jeg kunne og besøge dig og holde øjne med dig fordi jeg er jo en lille stalker" hun blinkede drilsk til ham fordi hun drillede nu og sagde"jeg glæder mig egenlig til at smage frisk mad altså kød?" hun kiggede på ham intresseret i at vide hvordan han jagede og hvad han jagede med

"Haha, du må kalde mig hvad du vil søde" sagde han og lo.
Han blev virkelig rørt over hendes ord.
"Ville du virkelig komme og besøge mig hver dag?"
*det ville være vidunderligt* tænkte han, og han kunne ikke lade være med at tænke på, at hvis han en dag skulle have en der var mere end en ven, så skulle det være sådan en som Kajika.
Han smilede for sig selv og sagde så:
"Der er ikke noget som frisk mad. Hvad kunne du bedst tænke dig? Fisk? Vildt?"

hun grinte sødt og kiggede lidt rundt og lukkede øjnene mens næsen var i vejret og hun stille tænkte på hvad hun mund ville have og spise fisk lød godt men vildt gjorde også hun kunne nærmest ikke bestemme sig alt lød til at være så fantastisk godt, hun smilede og sagde"vildt lyder godt og hvad med fisk i morgen så??, så får vi prøvet lidt af vejrt" hun grinte og kiggede stille mod ham i det hun sagde"ja jeg besøger dig da vær dag..." hun bed sig let i underlæben over frustration over det Zann havde sagt til hende og det valg hun måtte traffe...

"Det er en aftale" sagde han glad.
Han øjnede hendes humørskift, og lagde hænderne på hendes skuldre.
"Kajika, jeg kan se at der er noget der nager dig. Vær sød at fortælle mig hvad det er."
Hans øjne var fulde af bekymring.

Kajika rødmede let og kiggede lidt fra ham og kunne mærke hans blide hænder på skuldrene hun kunne godt li det ikke var en kold og hård tone han havde overfor hende eller han skubbede hende væk men sagde stille"det angående ... Zann... ser du... han har fået fjernet sin forbandelse men altså... jeg?? .. det bare han dør ved vand berøring nu... og han vil dræbe sig selv ved mindre jeg gir mig selv og min krop til ham og lader ham ha mig og milla ... så han en dag vil vælge... men jeg har ikke lyst til at gi min krop til ham og han kan ikke vælge og han er jo os min ven og alt er bare et stort rod" Zann var jo hendes ven intet andet sådan rigtíg for hende og hun ville ikke give sin krop til ham aldrig.. men hun ville heller ikke ha Zann døde, hun tog om Velarian og krammede ham og sagde trist "jeg så glad for du ikke er sådan velarian ellers havde jeg ikke kunne klare mere..."

Han stivnede ved hendes ord.
*Zann? og Kajika? Tvang!?* han spændte musklerne, og begyndte at blive vred.
Hvad i alverden bildte Zann sig ind!? Velarian krammede Kajika og tænkte lidt over hvad han skulle gøre. Han strøg hende trøstende over håret.
Han havde to idéer. Den ene ville måske støde Kajika, så han troede mest på den anden. Men han måtte tænke lidt mere.

Kajika sukkede og sagde"han kan bare ikke bestemme sig... jeg har ondt af ham jeg har Velarian han er sådan en go ven til mig virkelig...." hun sukkede dybt igen og tog mere om Velarian og begyndte stille at græde men prøvede at stoppe tårene og sagde"Velarian??... jeg tænkte på om du ville lære mig at jage?" hun kiggede stille på ham og begyndte stille at grine sødt og tørte tårene blidt væk og sagde"men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre men jeg holder fast på at han ikke får min krop uanset hvad..... kun vis jeg nogen sinde kom i forhold med ham og det har jeg ikke tænkt mig... nu og her når det er sådan det er mellem mig og ham" hun grinte og prikkede blidt velarian på næsen og sagde"jeg har jo lige mødt ham næsten som dig Velarian"

Da hun havde sagt de sidste ord, droppede han alle tanker om plan A. Det ville helt klart støde hende, og det ønskede han på ingen måde.
"Kajika, Zann er ingen god ven når han forsøger at tvinge dig til sådan nioget... og ja jeg vil godt lære dig at jage." sagde han.
Han var bekymret for hende.

Hun kiggede stile på Velarian og nikkede sødt i det hun sagde med stille ord over de blide læber der lød som om de kunne briste hvornår det skulle være" jeg.... det har du vel lidt ret i Velarian men han var bare så anderledes i starten .... og han tvang mig ikke rigtig men han ville bare dø fordi han ikke ville såre nogen af os men han fik mig til at føle mig som et legetøj men altså han er jo min ven" hun kiggede ned og så stille på velarian igen og smilede kært

"Du er for god til ham Kajika. Alt for god. Og han forsøger at tvinge dig til at give ham din krop... Jeg... Jeg vil aldrig tillade det." sagde han alvorligt.
Han strøg hende over håret og var selv lidt trist.
*Det her har hun ikke fortjent. Hun er så sød...* tænkte han.

Kajika over rødmede og puttede sig blidt ind til Velarian helt glad igen og så op mod ham med glæde i øjnene og sagde stille" tak Velarian du er rigtig dejlig at snakke med du er" hun lukkede blidt øjnene og sagde"ja det er os det jeg tror at han bare vil have min krop... jeg ikke sikker på jeg overhovedet betyder noget sådan rigtig for ham.... jeg syntes ærligtalt han skulle vælge hende.... milla.... fordi... fordi de kan jo godt li hinanden og ja" hun sukkede og sagde"Undskyld jeg ville ikke bringe emnet op igen"

"Det gør ikke noget Kajika. Milla bedrog mig, og hun har ikke længerre en plads i mit hjerte."
Han tænkte sig lidt om. Han var ikke helt klar over hvad han skulle sige.
"Jeg tror desværre at det eneste Zann vil have, er din krop. Lige meget hvad han så siger. Jeg er ked af det Kajika. Men du er alt for god til ham."
Han overvejede sine næste ord i et par sekunder, før han forsigtigt sagde:
"Kajika, misforstå mig ikke. Men jeg kunne godt se du og jeg sammen en dag."
Han håbede ikke at hun ville blive vred.
*Måske skulle jeg ikke have sagt det* tænkte han mens han fortsatte med at stryge hende over håret.

hun pillede lidt ved sit eget hår i mens hun var i gang med at tøre tårene væk og rødmede stille i det han sagde det med hende og ham og sagde"hvor er du nuttede Velarian" hun grinte kært og sagde"men du har måske ret... at han bare vil ha min krop desværre" hun sukkede stille og kiggede mod ham i det hun havde det lidt mærkeligt nu og så rundt og sagde"Hva? velarian skal vi ikke snart få jaget inden det bliver helt mørkt??" hun grinte sødt og kiggede stille på ham

Han smilede. Hun havde ikke misforstået det.
"Jeg mener det Kajika. Men... jeg har ikke travlt." sagde han.
"Du har ret. Lad os jage."
Han gik ind i sit telt, og kom ud med en træbue og et pilekogger.
"Vi gør det på den rigtige måde" sagde han med et smil.

hun smilede sødt og sagde"du bliver nød til at lære mig at skyde med sådan en der" hun grinte og hun så ikke rigtig nogen mere som venner altså hun var ikke lige den bedste til at det der med forhold og kærlighed og alt det, Hun så stille på velarian og gik stille ud i skoven med ham og sagde"så hvad skal vi ha i dag altså? hvad vil du skyde" hun kiggede nysgerrig på velarian og kiggede på buen han havde og smilede sødt og tænkte*det må være svær at styre den*

"Jeg tænkte at vi skulle have vildsvin..." sagde han, men hans tanker var et andet sted.
"Kajika. Jeg har ikke travlt.. og jeg ved at du ville afvise mig hvis jeg spurgte dig nu... såjeg er med på at være venner, og så må vi se om det udvikler sig. Men du må love mig en ting." Han fiskede en halskæde op ad lommen. Den var lavet af læder og vedhænget var skåret af træ. Det lignede en lille flamme.
Han havde lavet halskæden mens hun sov.
"Hvis Zann nogensinde virker truende eller forsøger at komme i bukserne på dig igen, så hold fast i den her og hvisk mit navn."
Han rakte hende halskæden med et alvorligt smil.

Hun tog stille halskæden om sin hals og nikkede stille i det hun sagde"Ja Velarian det lover jeg at gøre" hun så stille på ham og sagde"Hmm vildsvin det lyder lækkert" hun grinte sødt og tænkte på det han sagde og at han ikke havde travlt og det kunne hun godt li at høre endelig en der ikke havde travlt med noget og tog det stille og roligt, hun så på halskæden og syntes den var smuk og vidste hun altid kunne kalde på hjælpe efter velarian

Han gik på jagt med hende, og lærte hende de basiske ting. Han lod hende endda skyde med buen, og til sidst fandt de og nedlagde et vildsvin. Skuddet fra Velarian's bue var rent, og dyret følte ingen smerte.
Han parterede dyret, og de begav sig hjem til lysningen.

//Jeg er nødt til at smutte nu. Men vi skrives enten senere i aften eller i morgen du! ^_^

Kajika smilede og sagde"det her er du bare mega go til du er " hun kiggede på buen og sagde"den er virkelig svær at spænde egenlig du må ha virkelig mange kræfter altså flere end mig ihvertfald" hun grinte sødt og gik med ham hjem af og hun holdte nogen af tingene de skulle bruge og nogen af ´pilene de havde brugt som ikke var knækket, hun kiggede stille rundt mens de gik hjem igen og sagde"hvor er her dog fredfyldt"

Han lo. "Ja her er fredfyldt. Jeg holder meget af at bo herude. Det er bedre end al den larm og vold inde i byen."
Han tændte bålet, spiddede et stort stykke kød på et træspid, og begyndte at stege det over bålet. Han kontrollerede varmen og flammerne med sin magi.
"Jeg håber du er sulten!" sagde han.

Hun nikkede meget og sagde"Ååårh jo det er jeg det kan du tro jeg er efter alt den drama denne uge er jeg glad for at være et sted jeg kan slappe af og ikke bliver angrebet eller noget som helst og jeg vil aldrig glemme denne halskæde" hun rødmede let og tog om den og sagde"tak for den, jeg føler mig meget meget mere tryg når jeg har den på mig nu... i stedet for at jeg ikke har sådan en ..." hun kiggede stille på Velarina og tog tæppe om sig og sad og ventede på madet var færdig

Han smilede.
"Du er i sikkerhed her." sagde han.
Han fortsatte med at stege køddet lidt endnu, til det var gennemstegt og mørt.
Så løftede han spiddet op og ud af flammerne. Han krydrede køddet med nogle urter, og gik over til Kajika med det.
Han trak en kniv og skar en luns af.
"Her. smag." sagde han og rakte det til hende.

Hun tog stille lunsen og tog en bid og sagde"mmmmh" hun tog endnu en bid af lunsen og sagde"ååårh det smager fantastisk Velarian !" hun grinte og spiste lidt af lunsen igen og tyggede løs på den mens hun så på ham og sagde"hvad har du krydret den med??? det smager jo mega godt bedre end det jeg plejede at få altså fra min familie og sådan" hun grinte og tog endnu en luns selv og kiggede stille på Velarian

Han smilede stolt og glad for komplimenten.
"Den er krydret med de urter jeg plejer at finde i skovbunden. Mange ved slet ikke at de eksisterer, men de er virkelig gode."
Han satte sig ved siden af hende, skar en luns kød af og begyndte at spise.
Lige nu, lige her, med Kajika, var han virkelig glad.