nattens hemmeligheder -Malfurion

"Nah, for så mister de respekt, så ser de det som et arbejde og ikke noget de er tvunget til. Og det er de jo lige netop, de er tvunget til at skovle kul, ellers bliver jeg jo nød til at gøre det selv, og det har jeg helt ærligt ikke lyst til" sagde han og drejede sit hovede mod hende. "Jeg kan være en enormt doven satan nu og da" grinede han og foldede sine hænder over sin mave da han drejede sit hovede op mod himlen igen. "Jeg håber dog at jeg en dag kan trække mig tilbage. Det handler jo bare om at få nogle børn der kan gøre mit arbejde for mig, så kan jeg sove, rigtigt sove.." sagde han med et sagligt smil, at sove var noget af det bedste han vidste.

//Kender det alt for godt :P//

"Så få dig nogle børn! I en vis fart, kan jeg sige dig." hun grinede af sin lille spøg, og så op mod den lyse himmel. "Har du fånet en, der kunne blive mor til dine børn?" Hun sank en klump, for hun vidste ikke om der var sådan en høfelighedsgrænse. Så hun smilede bare.

//Sorry, bliver nødt til at løbe.//

"Jeg ved det ikke.. Jeg vil være hundrede procent sikker på at kvinden er den rette før jeg beslutter mig.. Forstår du hvad jeg mener? For.. Jeg skal jo rent faktisk leve en evighed med hende, så det skal jo være en jeg kommer godt ud af det med på sigt" forklarede han og kiggede på hende. "Hvad med dig, har du fundet en du vil have til at lave børn på dig?" spurgte han, den lidt grove metode at spørge på var bevidst, mest ment som en spøg.
//Okay, ses :P//

Hun blev lidt chokeret over spørgsmålet.
"Altså jeg har aldrig oplevet kærligheden, sådan rigtigt. Jeg tænker tit at jeg skal have et liv uden kærlighed og kys," Okay det lød måske lidt ment som en spøg, men det var det hun troede på. Hvorfor var hun da ellers ikke blevet forelsket i en mand, og i det helle taget kysset med en.

"Det nægter jeg at tro på" sagde han og kiggede på hende. "Alle finder kærlighed en dag, også et monster som mig. Du er ikke et monster, du er en køn ung pige med et rigtigt flot smil, selvfølgelig finder du en fyr, en heldig en ovenikøbet" sagde han og smilede blidt til hende. Han kastede lidt med hovedet for at fjerne det hvide hår fra sine øjne.

"Det tror jeg ikke du skal være så sikker på Malfurion," Sagde Sookie, og lagde sit hovede på skrå
"Det er som om at jeg ikke har noget hjerte, og jeg tror at hvis jeg endelig blev forelsket, ville jeg blive så forvirret over mine følelser, at jeg ikke ville se det gode der stod lige foran mig." Hun havde virkelig lyst til at have den nervær, som sådan nogle personer har. Men hun var bange for hvad hun ville kunne gøre mod manden hun var sammen med.

"Min halvbror er vampyr, han har fundet sit livs kærlighed, han har tre børn og en fantastisk kone, også selvom han ikke har noget fungerende hjerte" sagde han og gav hende sit venligste smil. "Du bør ikke tænke sådan. Hvis du tænker negativt så finder du helt sikkert ikke en.. eller.. det skulle da lige være mig.. jeg får energi af negative følelser ser du.. Jo mere du tænker negativt, jo mere frisk og stærk bliver jeg"

Hun tog sig selv i at stene, for der var nemlig et problem:
"Efter hvad jeg har hørt kan kvindlige vampyre ikke få børn." Sagde hun trist, *Hvad er det du sidder og tænker på, du er kun 17 år Sookie.* Men enerst inde havde hun dette kvindeønske, om at få mand og børn. *Hey nu ikke negative tanker* Hun smilede alt hvad hendes mund kunne, og fuktede læberne. Han kiggede på Malfurion med længsel efter et 'almindeligt' liv, i øjnene.

"Jeg kan mærke din negativitet.. Du kan sagtens få børn, det skal bare være med en anden vampyr" sagde han og vendte sig om på ryggen igen. Han betragtede himlen med et længselsfuldt blik. "Jeg er tvunget til at finde en anden kvinde med evigt liv.." sukkede han og lagde hænderne bag hovedet.

Åh. Det havde hun ikke regnet med. Og hvorfor lød han så trist da han sagde det med et evigt liv?
"Er der da en anden kvinde i dit liv, en der ikke har et evigt liv?" Okay hun var meget nysgerrig, måske lidt for meget. Så hun bøjede hovedet en smule.

//du er ikke den eneste//

Han sukkede. "Der er en kvinde i mit liv, og hun har evigt liv.. Hun er perfekt.. Desværre.. så perfekt at alle drengende kigger efter hende.. Det bringer det værste frem i mig.. Jeg er noget så forfærdeligt jaloux.." forklarede han og kiggede kort på hende igen hvorefter han kiggede op i himlen igen. "Jeg hader at være jaloux.."

Hun strøj sit hår væk fra ansigtet, og om bag øret.
"Det var godt at høre, jeg mener at du har en... Ja en kvinde i dit liv. Men så skulle du måske holde bedre fast på hende, være sammen med hende. Måske... Jeg ved ikke hvad i har som trationer, men måske... jeg ved ikke. Jeg er jo også ny på dette punkt. Men gifte dig med hende, så ved du at hun er din, og omvendt." Sagde hun glad. Kvinden der var i hans liv var heldig, for han havde en masse følelser gemt i sig, måske dybt derinde, men de var der, for det kunne Sookie mærke.

"Det kan jeg ikke byde hende.. Jeg kan ikke lide tanken om ægteskab.. tanken om at eje hinanden.. Desuden.. er hun den der har mest grund til at være jaloux.. Jeg er nemlig ikke til at stole på. Jeg er som sagt mere bamse end dæmon og jeg har enormt let ved at falde for piger.. det eneste de behøver er at smile sødt til mig, og så har de mig.." sagde han trist og sukkede. Han var ikke just stolt af at han var så nem at lokke.

Hendes smil blegnede, men han havde jo overhovedet ikke lagt and på hende, så der måtte være nogle han ikke faldt for.
"Hey, jeg mener altså at jeg har smilet hele aften. Og jeg mindes ikke at jeg har fået dig?" Sagde hun drillende, med et endu større smil på læben.

//Kreasvigt//

"Det har du skam.. Jeg har bare lagt migselv i lænker.." indrømmede han og kiggede på hende med et trist blik. "Du har et utroligt smukt smil, det ved du godt ikke?" spurgte han så og smilede varmt til hende, dog lidt trist. Han var træt af at han kunne blive trukket rundt i manechen sådan.

//Også her :P//

Hun grinede.
"Det siger du sikkert til alle kvinder du går forbi, om de så er vandskabninger," Hun smilede over sin lille joke, men kom så på bedere tanker. For hun ville nødigt gøre det svære for ham, end det i virkeligheden var.
"Måske skulle du bare sammenligne kvinden, med din kvinde. Og så vil din kvinde sikkert vinde. Okay det lyder måske lidt dumt, men meget nyttigt tror jeg nok." Hun lagde sig ned ved siden af ham, "Eller så skulle du bare gøre som nu."

"Jeg kan ikke holde mig tilbage særligt længe af gangen.. Og gider du stoppe med at kalde digselv en vandskabning.. Hvis nogen her er en vandskabning så er det mig.." sukkede han og kiggede på hende med et trist smil. Han kunne mærke sine følelser puste sig op som en badesvamp der langsomt sugede vand til sig.

*Det tror jeg ikke på, du kan sagtens sige fra.*
Hun vendte sig om mod ham, og lavede sine yndige øjne. Nu ville hun sætte ham på prøve, hun vidste hvor grænsen lå. Hun svingede håret om den ene skulder, og satte sig halvt op. Åbnede munden halvt op og lod sin tunge fugte hendes tunge, stilfærdigt. Hun satte sig lidt tættere på ham, var spændt på om han kunne sige imod, og kiggede ham i øjnene.

Det var som om noget ændrede sig i hans øjne, den varme, knaldrøde flamme i hans blik blev erstattet af en mere kærlig lyserød farve. Han blev ved med at tænke *NEJ, NEJ! STOP, NEJ!* inde i sit hovede, men han var ikke længere i kontrol. Det var som om en anden styrede hans krop, han satte sig også op og rykkede lidt tættere på hende, mens han smilede varmt og kærligt til hende. Han lagde forsigtigt en arm om livet på hende og bevægede sit hovede nærmere hendes, meget langsomt.

Hun mærkede varmen i hans øjne, og så pludselig var hans hovede uden for hendes, deres læber rykkede tættere og tættere mod hindanden.
"Pis" Sagde hun højt, og brugte alle sine krafter for at løsne sig fra hans greb. Pludselig stod hun ret op af et træ, med hovedet i hænderne. Og sank lige så stille til jorden. Hun havde været så tæt på sit føreste kys, og brændte det bare af. Hun fattede det ikke.

Han rystede med hovedet og dumpede om på ryggen. "Hvad fanden er der galt med dig O'Maley!?" spurgte han vredt sig selv, Han lod sin ene hånd glide ned over sit ansigt mens han prøvede at køle ned. "Min fars forbandelse lever så sandeligt videre.. Ace.." mumlede han ind i sin hånd og lagde sig fladt ned, med hænderne ud til siderne, som om han havde opgivet alt. Han kunne mærke at hun stadig var tæt på, han kunne føle hendes negative følelser.

Hun hørte ham dumpe ned på jorden, *hvad var det du har gang i?* Spurgte hun sig selv.
"Det var dumt af mig, jeg ville bare... Altså se... om du måske... Kunne sige fra. Bare denne ene gang." Og sekundet efter stod hun foroverbøjet, over ham. Med skyldbeviste øjne.
"Undskyld, det kunne jeg ikke være bekendt over for dig, og heler ikke over for mig selv." Først der kom hun i tanke om Cervo, hun forstod det ikke. Hun havde ikke tænkt på andet end ham i flere døgn, fordi han havde plantet nogle følelser i hende, som hun aldrig ville kunne glemme.

"Den stopper aldrig.. Ikke før den har fundet kvinden den vil have.." sukkede han og kiggede på hende. "Min far havde den før jeg, nu har jeg den, og hvis den ikke finder en kvinde og udskiller sig fra min krop vil den gå videre til min søn eller datter.. Det stopper aldrig.. Den leder efter, perfektion.." sagde han og gemte sit ansigt i sine hænder. Han virkede irriteret da han sagde "Jeg har tit råbt af min far.. men det er jo ikke hans skyld, er det vel?"

Hun stod stadig foroverbøjet over ham, hun så på ham mens han talte. Hun kunne se at han led. Hun havde en trang til at trøste ham, en svaghed hun havde. Hun strøj en tot hår væk fra ansigtet, og vidste ikke hvad hun skulle gøre.
"Hvad skal det være for en slags kvinde?" Hun sank en klump, og tænkte på hvor stor denne svaghed egentlig var. Hun var villig til at hjælpe ham, vis hun kunne.

"Det har jeg ingen anelse om.. Det er jo den selv der ved hvad den synes er perfekt.. Men jeg har dog lært at den altid prøver at finde ud af det igennem et kys.. Desværre er det altid mine læber der bliver offer for det.. De er fandme snart blevet slidt op!" sagde han og grinede lidt. Lige den del havde han ikke klaget over før han havde fundet en han selv kunne lide.