nattens hemmeligheder -Malfurion

Han holdt hendes ben oppe og sørgede for at hun holdt ordentligt fat i sin hals inden han begav sig fremad. "Hvor bor du så henne?" spurgte han blidt og håbede på at han kunne nå frem i tide før hun blev alt for træt og ikke kunne holde ordentligt fat. Han gik lettere forover bøjet, i tilfælde af at hun skulle falde i søvn, så ville hun falde forover og lande på ham istedet for jorden. Han havde gjort sig alle forholdsregler for at hun ikke skulle falde, han var utroligt beskyttende overfor hende på den måde og heldigvis ikke den sygelige 'Du må ikke snakke med hende der, hun er dårlig for dig' måde. Mere på den kærlige 'Pas på dig selv.. okay?' agtige måde.

Hun vidste ikke rigtigt hvor meget han kendte byen, men biografen ved alle hvor er.
"Altså... Jeg håber at du ved hvor biografen er, og så lige ved siden Af den. Der... Der er der en lille sandfarvet lejelighed. Og så kan vi ligesom læse Os frem til resten." sagde hun med et smil, og holdte ekstra godt fat omkring hans hals. Tog en dyb indånding.
*Kom nu, sig at det et Hurtig færdigt* tænkte hun stærkt.

Han bar hende rundt som hun anviste, og de stod nu udenfor biograffen. "Hvorhen nu..?" spurgte han. Han virkede ikke nervøs, han skjulte det. Han var meget nervøs, de fleste andre vampyrer ville være døende. Han følte det lidt som om hun var en tikkende bombe, og kun ved at bringe hende i sikkerhed kunne han dessamere den.

//KREEASVIGT O_O//

Hun åbnede øjnene, og kiggede rundt. *waw*
"Man må sige at du er ret hurtig, nå... Men den bygning der." Hun pegede over på den lille sandfarvede lejelighed, som hun boede i. "Der bor jeg, bare gå ind i opgangen. Og læs dig frem," Hun lukkede øjnene, og tog fat i hans bluse. Lagde sin hage mod hans skulder, og ventede på at vinden ville slå imod hendes ansigt.

//gør skam ikke noget, samme her//

Han drejede imod bygningerne og gik hen mod dem, da han vendte sig bevirkede dette at vinden begyndte at ramme hendes ansigt. Han læste sig frem til hendes lejlighed og stillede hende forsigtigt ned foran hendes dør. "Sådan.. Så er vi her.." sagde han og holdt hende blidt oppe ved hjælp af sin ene arm.

Hun kiggede op på ham med taknemmelige øjne, hans bekymrede udtryk gjorde hende forlagen, og hun rødmede. Hun så ned i jorden, sparkede til en sten så godt hun kunne.
"Tak... Det er vældig pænt af dig," Sagde hun mens hun så ned i jorden.
"Vis du ikke har andre planer, eller ikke har noget imod ikke at lave det helt store... Så byder jeg dig indenfor." Hun rakte ud mod døren, fik den op, dog med et vuderende blik fra Ace. Og ventede på svar...

"Det vil jeg meget gerne.." svarede han, dels fordi han gerne ville være sammen med hende, og dels fordi han ville sikre sig at hun var helt okay. Han ventede på at hun skulle gå ind først, han var en lidt gammeldags person, så han troede jo selvfølgelig på at kvinder skulle behandles pænt, men på samme tid var han ikke mandssjovenist. Han var en blanding af moderne og gammeldags.

Hun gik ind i opgangen, efterfuldt af Ace. Hun kiggede op på ham, og tog hans hånd i sin. Imens at hun ledte ham op til sin lejelighed, hun støttede sig til galeneret, og lidt ham. Men ikke meget, hun ville ikke vise hvor svag hun i virkeligheden var. Da de næsten var oppe ved døren, fandt hun sin nøgle frem fra hendes inderlomme, ved siden af hendes i-pod. Hun smilede ved følelsen af den, og hun låste op...

Han fulgte efter hende ind og bemærkede hendes korte smil. Han undrede sig over hvad hun havde i lommen der kunne få hende til at smile sådan. Han kiggede lidt ind i lejligheden og afventede igen at hun skulle gå først. Han smilede blot forsigtigt til hende og gjorde en gestus med sin hånd der betød Damerne først.

//Skal lige spise, BRB

Hun trådte ind i den lille gang, som førte ud til stuen og køkkenet. Hun smed nøglerne på det lille bord, og gik ind i den mørke stue. Man skulle tænde lyset fra køkkenet, en lille detalje som hun ville snakke med elektrikerne om. Hun tændte lyset, og en lille stue med et par enkelte møbler kom frem fra mørket, hun vente sig mod Ace, og smilede forlegent.
"Du kan nok se at der ikke er meget plads, men det fint for mig." konstanterede hun, og spurgte;
"Ellers noget du har lyst til? Jeg regner med at jeg har et par spil liggende et sted." Hun kiggede ind i soveværelset, og kiggede om hun havde ret seng.

"Ikke meget plads? Jeg har levet i indersiden af Malfurions hovede i mange år nu, det her er et slot sammenlignet!" udbrød han nærmest og kiggede rundt med et forundret blik, næsten som om han aldrig havde set et sådant sted før. "Spil? Hvilke spil?" spurgte han og kiggede på hende mens han lagde hovedet på skrå. "Det eneste jeg nogensinde har spillet er det der spil hvor du skal føre en håndfuld kugler rundt på et bræt. Kal-.. et eller andet.. Og en del poker da jeg var i Haze's krop.. Lille snydepels.." sagde han og smilede. "Jeg snakker for meget. Hvilke spil har du?" spurgte han stille med et kærligt blik.

Hun smilede over hans bemærkning, og gik ind i soveværelset. Og håbede på at han gik med. I soveværelset kunne der lige kunne være et skab, og en tre-kvart seng. Hun åbnede skabet og tog de få spil hun havde ned på sengen;
"Altså der er ludu, egentlig et ret kedeligt i længden. Trival pursuit, sådan et kloghedsspil af en art. Og så hm... Ja kalaha, kuglespillet." Hun lod en hånd gå igennem hendes hår, og rettede ryggen.

"Hmm.. Den første er kedelig, den anden.. Well, jeg har levet i næsten 2000 år, så, meget af det ved jeg nok.. Hmm.. Kalaha, længe siden jeg har spillet det. Meeen, de lyder alle sjove, jeg vil lade dig bestemme, du kender dem bedre end jeg" sagde han og satte sig på sengekanten ved siden af hende. Han kiggede på spillende mens han sagde det og rettede sit blik op mod hende da han satte sig ned.Han bemærkede hurtigt at han følte en varme ved at være her.. Det var.. et hjem. Sådan et havde han aldrig rigtigt været i, og selvom det ikke var hans eget, så følte han sig alligevel godt tilpas. Det gjorde det jo bare endnu bedre at hun sad der, som kirsebæret på toppen af en is, rosinen i pølseenden. Den perfekte slutning på et fedt eventyr. Han kiggede på hende med et forelsket blik, hun var virkeligt en af de mest betagende kvinder han nogensinde havde mødt, ja, faktisk så var hun DEN smukkeste og sødeste han nogensinde havde mødt.

//Krea FTW xD//

Hun kiggede ned på spillende, for hans blik var så intens, at hun fik det helt dårligt.
"Altså nu når jeg skal bestemme, så vil jeg nok vælge kalaha. For det er vel et meget 'historisk' spil, og så er der fifty fifty chance for hvem der vinder." Bestemte hun sig, hun kiggede ind i hans øjne, som hun kunne ligge og ligge på i timevis. Og studere de små detaljer, som altid var i et øje, øjet er for nogle den del der viser sine følelser fuldt ud. Som tilfældigvis var hendes tilfælde.
"Jeg tænkte på, om vi bare kunne sidde på gulvet. Primitivt vil jeg nok sige." Hun smilte, og vred sig under hans blik.

Hun kiggede ned på spillende, for hans blik var så intens, at hun fik det helt dårligt.
"Altså nu når jeg skal bestemme, så vil jeg nok vælge kalaha. For det er vel et meget 'historisk' spil, og så er der fifty fifty chance for hvem der vinder." Bestemte hun sig, hun kiggede ind i hans øjne, som hun kunne ligge og ligge på i timevis. Og studere de små detaljer, som altid var i et øje, øjet er for nogle den del der viser sine følelser fuldt ud. Som tilfældigvis var hendes tilfælde.
"Jeg tænkte på, om vi bare kunne sidde på gulvet. Primitivt vil jeg nok sige." Hun smilte, og vred sig under hans blik.

"Selvfølgelig.. Det er også den måde vi gjorde dengang i Ægypten, sad på jorden, altså" sagde han og så ud til at have været fanget i hendes øjne, fulstændigt ligesom hun havde været i hans. "Det var også I et kalaha spil, jeg vandt retten til at lære den besværgelse jeg bruger til at gå ind i folk. En meget advanceret gammel besværgelse, jeg skulle fortælle den min største drøm, hvis den så ikke går i opførelse indenfor 2000 år, så vil jeg visne bort og forsvinde ud i den sorte intethed. Det er grunden til at jeg var så.. brutal i min jagt på dig.. For, jeg er lige fyldt 1950 år den 5 Januar i år.. Så jeg var begyndt at blive en anelse desperat.." forklarede han og gjorde ligeså langsomt klar til at sætte sig ned på gulvet. Der var ingen tvivl om at han havde oplevet meget, mødt mange forskællige mennesker, så mange historier han måtte have.

Hun kunne næsten ikke svare, hun følte sig bare en lille stresset. Men det var ikke hans mening at gøre hende stresset, bare lidt desperat, men hun lagde det bag sig. Hun gik hen til ham, strøj ham over brystet, og sagde:
"Kommer du gamle." sagde hun, med et sødt smil på læben.

"Mit sind er måske 1950, min krop er dog kun 18. Der er stadig meget energi i denne her 'Gamle'" sagde han og lod et lille grin unslippe sine læber. "Men først.." startede han og rykkede lidt tættere på hende inden han fortsatte "Så synes jeg du skal have et kram, hvis du vil have det, altså?". Han smilede venligt til hende, og også en smule kært, dette var dog ikke med vilje, sådan var hans smil bare. Hans hugtænder havde svært ved at holde sig inde når han smilede rigtigt, dette var fordi de var ret så store, i forhold til hans mund. Det var dog ikke galt, de var pæne nok, bare en anelse store. Han kiggede på hende med de lilla øjne, der virkede lidt mildere her i lyset. Det var egentlig mærkeligt, jo lysere der blev, jo svagere blev den lilla øjenfarve, jo mørkere det blev, jo stærkere blev den.

Hun kiggede ham ind i øjnene, og trådte nærmere ham.
"Det tror jeg godt at jeg kan klare." sagde hun, og lagde armene rundt om ham. Hun nød virkelig hans nervær, mere end aldrig før. Hun gemte sit ansigt i hans trøje, og indåndede hans dufte.

Han lod sine arme slynge sig om hende ganske langsomt og trak hende lidt tættere på hvorefter han stille og roligt duftede til hendes hår. Hun havde den mest fantastiske duft, han lod den opfylde sig, han kunne straks føle en ro, og en tryghed. Når han duftede til hende, og holdt om hende, så følte han at hun var der, så følte han at hun var ægte.. så følte han at han levede. Kan placerede sine læber imod hendes hovedbund og kyssede hendes hår ligeså blidt som overhovedet muligt. "Jeg kan godt lide kram.." sagde han, næsten i et tonefald der lød som om han aldrig havde prøvet et kram før.

Hun krammede lidt hårde, og blev helt varm indeni, da han kyssede hende.
"Det kan jeg også, især med dig." sagde hun mod hans bryst. Hun løftede hovedet en smule, og sagde;
"Skal vi til at gå igang med spillet, eller skal vi stå her hele dagen." Spurgte hun fint, og smilede sødt.

"Altså, jeg kan lide begge dele" grinede han og nussede hendes ryg meget kærligt med sine fingrespidser. "Sookie.. Hvordan har du det, sådan, lige nu?" spurgte han og kiggede ned på hende med sit kærlige blik. Han håbede inderligt at hun følte sig tryg ved ham. Hun var i sandhed den pige han havde ledt efter, hele sit liv.. Hun var den pige han havde ventet 1950 år på.

Det spørgsmål havde hun ikke ventet, hun tænkte at hun hellere måtte være ærlige.
"Altså... Jeg føler mig hjemme, okay, jeg er hjemme. Men når du holder om mig føler jeg mig elsket, og ufatteligt, men piget." Hun tog en dyb indånding. Og fortsatte;"Rettere sagt, jeg har det virkelig godt" Hun lænede sig ind mod ham, og tog imod alt den kærlighed hun kunne bære.

"Hør Sookie.. Jeg elsker dig.. Jeg ved det er et stort ord.. Men jeg har tænkt meget over det hele aftenen.. og jeg er kommet til at den konclusion.. at, jeg helt sikkert elsker dig.. Er du okay med det?.." spurgte han og kiggede på hende. Han afventede et svar, men han forventede ikke et positivt et, så han hærdede sig selv og besluttede sig for ikke at lade hende se hvordan han tog det.

Hun kiggede ned, de havde ikke kendt hinanden i særlig lang tid.
"Jeg forstår stadig ikke hvorfor du allerede kan elske mig, og jeg ved at vis jeg kan få lidt tid. Så kan jeg også komme til at elske dig. Selvom at jeg ikke har noget, at sammenligne det med." Hun smilede op til ham, og lagde kinden mod hans bryst, der hvor hjerter sad.
"Det eneste jeg har brug for, der er tid. Det er det eneste jeg beder om Ace." Hun så op på ham med et smil.