nattens hemmeligheder -Malfurion

Han klemte sig ned ved siden af hende men opdagede hurtigt at der ikke var meget plads. "Hmm.. Har du noget imod at vi ligger i ske? Jeg tror det er den eneste måde der kan blive plads til os begge.." sagde han og kiggede på hende med et forsigtigt smil.

//Krea-svigt//

Hun smilede opgivende.
"Selvfølgelig ikke... Jeg håber jeg væner mig til det, på et tidspunkt." Sagde hun, og rykkede sig tættere på ham, så hun ikke faldt ud af sengen.
"Du griber fat i mig vis jeg falder ned herfra, ikke?!" Spurgte hun, mens hun lo. Greb fat i hans overarme, og puttede sig ind til ham. *Jeg håber virkelig at du nyder det?* tænkte hun, hun kom i tanke om Malfurions ord.
"Malfurion sagde, lige før at du kom ud. At du ikke skulle gøre noget ved mig, som du gjorde ved en... En anden kvinde?" Hun kiggede op på ham, med forventningsfulde øjne.
"Jeg forstår ikke..." Hun sukkede og fortsatte; "Faktisk det hele, der har med dig at gøre. Det er så uvirkeligt, for mig." Hun kyssede hans bryst, selvom hun var bekymret for hvad han havde gjordt ved denne kvinde. *Du er også bare en ulykkesmagnet Sookie* Tænkte hun til sig selv.

"Det er en lang historie.." sukkede han og lukkede sine øjne kort inden han åbnede dem igen. "Du må ikke dømme mig.. Det hele startede dengang jeg styrede Malfurions far, Haze. Haze fandt, som Malfurion, også en pige han kunne lide.. Men.. Han var stærk nok til at holde mig tilbage så jeg ikke kunne fortsætte min søgning.. Allerede dengang var jeg ved at blive desperat.. Haze og kvinden fandt sammen, og de havde det ret så godt.. Så jeg blev nød til at tage drastiske midler i brug.. Jeg påkaldte en dæmon fra en anden verden og installerede den, ligesom migselv, inde I Haze's krop.. Dæmonens navn var Nightmare.. Jeg fik Nightmare til at gøre forfærdelige ting indtil Haze og Kvinden slog op.. Kvinden er, så vidt jeg ved, okay idag.. Men Haze, han blev aldrig den samme.. Så i virkeligheden, var det ikke kvinden, men Haze, der blev knust.." forklarede han og kiggede på hende. Han ventede på at hun skulle svare. Han gjorde sig parat til at forsvinde.. så godt han nu kunne og hærdede sig med mod.

Hun lå tavs ved siden af ham, bare lå og så op i loftet. Hun løftede sig op på ham, så hun sad oven på ham. Og kiggede ham ind i øjnene, mens hun vurderede hvad hun skulle gøre.
"Nogle gange kan du være så... Dum!" Hun lo, men ikke hendes normale latter.
"Du kan ikke se hvad du gør ved folk, før du virkelig har gjordt det, og du ikke kan gøre noget ved det." Hun tog en stor indånding, og lagde sin overkrop ned over ham, med ansigtet gemt ved hans bryst. Hun tænkte på alle de forfærdellige ting han havde gjordt, men at hun stadig kunne lide ham, som... Som man skal elske en mand.

"Jeg ved godt jeg kan være dum noglegange.. Men jeg mener det ikke på nogen ond måde.. Jeg er virkelig ikke ond.. Jeg gør bare det der er nødvendigt" sagde han og kiggede på hende med et stille og roligt blik. "Jeg lover dig at jeg aldrig vil påkalde en dæmon til at gøre noget som helst ved dig.. Stoler du på mig..?" spurgte han smilende.

Hun løftede hovedet, og åbnede øjnene.
"Ja... Jeg stoler på dig, og jeg ved ikke hvorfor. Men det gør jeg, og vil det lige til du svigter mig." Hun lænede sig frem, og kyssede hans mund, med alt den kærlighed hun havde i sig. Hun kærtegnede hans bryst, og en tåre dryppede fra hendes øje. Hun trak sig lidt væk, og sagde.
"Undskyld, jeg er også en pyllerrøv..."

"Jeg kan lide det.. Det viser at du.. på en måde.. er menneskelig.. Det er sødt" sagde han og nussede hendes kind og fjernede tåren væk fra hendes kind. Han kiggede på hende med et blik fyldt af kærlighed. "Jeg elsker dig skat.. Det er okay jeg kalder dig skat.. ikke? Ellers kan jeg godt lade være" sagde han og lagde hovedet lidt på skrå mens han overvågede hende stille.

Hun lagde armene rundt om ham, og lod sig gå ind i hans varetægt.
"Selvfølgelig er det okay, jeg syntes nu vi skulle få noget søvn. Der er jo en nat i morgen." Sagde hun sødt, og lagde sig til rette halvt over ham.
"Godnat, vi ses imorgen." Sagde hun, og kyssede ham på kinden, trak det lidt ud.

Han smilede og lukkede øjnene da hans kind blev kysset af hendes fløjlsbløde læber. "Godnat min elskede.. Vi ses imorgen.." sagde han træt og smilede inden han lod et lille suk undslippe sine læber, han faldt langsomt i søvn med armene omkring hende. Lige inden han faldt i søvn tænkte han: *Jeg håber ikke at dette er en drøm.. 1950 år.. og endelig.. Endelig.....* Han faldt hen og overgav sig til søvnens greb.

Hun så ham falde i søvn, men til sidst tænkte hun at hun nok også selv skulle til at sove. Så hun lagde sig til rette, så hun ikke lå på hans arm. Til sidst faldt hun i søvn, og drømte om skoven. Hende og Ace der løb om kap, med sne der faldt rundt om dem.
Nogle timer senere...
Hun vågnede brat, med en kold seng. *var det bare en drøm?* Umuligt, han måtte være virkelig. Hun gik med bare føder ud på badeværelset, hun tog et håndklæde på vejen. Hun tændte for bruseren, tog sit tøj af, og gik ind under den varme stråle med vand. Vandet var dejlig mod hendes kolde hud, lidt efter hvor hun havde sæbet sig ind, og vasket sit hår. Gik hun ud af bruseren, tog sit håndklæde om sig, og gik videre ind i stuen. Ubevist om at Ace var kommet hjem...

Ace sad inde i stuen og spillede ligeså stille på sin violin. Han havde et spot af blod sivende ned af mundvien. Man kunne tydeligt se at han havde fået lidt 'Tidlig Morgenmad'. Efter noget tid opdagede han at hun var kommet til. Han havde været helt væk i sit violinspil. Han kiggede op på hende med de lilla øjne og et bloddryppende smil. "Godmorgen smukke, du må undskylde, men jeg blev simpelthen nød til at få noget blod i en fart. Undskyld.." sagde han skyldbevist og rejste sig hvorefter han bukkede undskyldende.

Hun rettede lidt på håndklædet, så det sad af sig selv. Og gik hen til ham med hurtige skridt, tørede det resterende blod fra hans mundvige af, med en finger. kiggede bekymret på ham, og sagde;
"Bare du er okay, så har jeg det fint." Hun smilede til ham, men sagde også:
"Du øh... Du gjorde det ikke mod personens vilje, gjorde du?" Hun var
meget bekymret, det var hun ligesom født til at være.
"Nå nok om det... Du spiller violin?"

"Nej.. Hun bad mig faktisk om det.. Og om at lave hende om til en vampyr.. Jeg har faktisk skabt min første vampyr idag" sagde han og virkede selv helt overrasket, det var faktisk først nu at han rigtigt tænkte over det, han var en skaber nu.. Han havde lavet en ung kvinde om til en vampyr.. "Man kan vel sige at jeg er blevet far?" sagde han og grinede lidt. Han kiggede på sin violin med et lille suk. "Ja, jeg har spillet violin.. Altid.." sagde han. Det var det eneste der havde holdt ham i live inde i andre folks kroppe..

Hun lod lige sætningen vende i sit hovede:
"Hvad?... Har du.. Du.. Du har. Sig det er løgn," hun lagde sit hovede mod hans bryst, og lukkede øjnene.
"Hvordan?... Jeg tror lige jeg skal Sætte mig engang." Sagde hun med en meget rusten stemme, og satte sig i sofaen, med våst hår.
"Ønskede hun virkelig at blive vampyr?" Hun kiggede ind i hans øjne, og ønskede inderligt at de bare var to helt almindelige mennesker.

"Jeg var ligeså overrasket som du min kære.. Men det ønskede hun altså.. Og jeg var sulten nok til at acceptere.." sagde han og kiggede på hende, man kunne se på ham at han ikke var stolt af ikke at have tænkt først, men sulten kom altid før fornuften.. "Jeg kunne ikke gøre for det.. Det er en fuldblodsvampyr's største svaghed.. Blod når vi er sultne.." forklarede han stille og kiggede sukkende ned i gulvet.

Hun sad lidt rastløs, hvad med pigen?
"Du har forvandlet hende, og så er hun vel også dit ansvar. Men hvor er hun nu?" Spurgte hun forundret, hun havde aldrig haft sådan en forfærdelig forvandling, men hun vidste at måtte bære helt uudholdeligt.
"Der burde være nogle ved hende, nu når hun ikke kan blive menneske igen." Hun rejste sig, og tog hans hånd.
"Selvom at jeg godt vil have dig her, så jeg har en til at vinde over i kalaha." Hun grinede sit normale tillidsfulde grin.

"Bare roligt, hun sover hjemme bed sig selv. Hun kommer nok til at sove i nogen tid, jeg drænede næsten hendes krop for blod fulstændigt.." sagde han og smilede til hende, meget roligt. "Jeg skal nok hjælpe hende, lære hende hvordan, når hun engang vågner" sagde han så og klemte hendes hånd lidt hvorefter han trak hende ind til sig og krammede hende.

"Tak... Og hvordan er det så at blive far?" Spurgte hun drillende, og sødt. Og krammede igen, trak lidt op i håndklædet. Som var ved at falde ned.
"Ups... Men du bliver en god far..."

"Det føles.. underligt.. men godt. Jeg har altid gerne villet være far" sagde han og grinede lidt mens han klappede ved på sit skød som tegn på at hun skulle komme og sidde. "Tror du virkelig?" spurgte han og smilede blidt og venligt.

Hun smilede, og lagde sig ned ved siden Af ham, med hovedet på hans skød. Hun strålede,
og tog hans hånd i sin, og lagde den under sit bryst.
"Det tror jeg virkelig du bliver, denne pige er meget heldig." Hun smilede, og glemte helt at hun ikke havde specielt meget tøj på. Hun smilede skævt til ham, og tænkte på hvor heldig hun egentlig også var.

"Du Sookie.. Jeg tænkte på, hvis du beslutter dig for at du gerne vil være min.. Om du en dag vil have børn?.." sagde han og kiggede på hende inden han lagde hovedet på skrå og betragtede hende stille og roligt. Man kunne høre på hans tonefald at det var noget der lå ham på sinde, han havde altid gerne villet have børn en dag, men hvis hun ikke ville så ville han ikke tvinge hende.

Hun blev varm i kinderne, og smilede lidt flovt.
"Men... Nu må du huske på at jeg faktisk kun er 17 år, men ja... Det er vel alle pigers drøm, at... At, du ved, finde en mand. Som man elsker, og vil stifte familie med." Hun sank engang, og bed sig selv i læben. Og kiggede ham i de lilla øjne, blev helt opslugt af hans utrolig kærlige øjne.

"Godt så, ville bare gerne vide det. Jeg har nemlig, som jeg sagde, altid gerne ville have børn" sagde han og løftede hende blidt op på sit skød. Han lod sine arme hvile løst om hendes liv mens han stille vuggede frem og tilbage. "Jeg elsker iværtfald dig.."

Hun smilede glad til ham, og LOs sig blive vugget frem og tilbage. Hun rørte hans hugtænder, og sagde:
"Du er nok også den føreste og eneste, jeg tænker jeg engang kan få børn med." Og spurgte med en drillende stemme;
"Er du sikker på at du vil have en teenanger-vampyr, som kæreste?" Hendes smil blev endnu bredere.

"Ja da.. Selvfølgelig. Husk nu på, min krop er kun atten, mit sind er ældre, men min krop er kun atten" sagde han og nussede hendes kind. Han var dog lidt bekymret, "Husker du at drike blod engang imellem?" spurgte han og kiggede hende ind i øjnene. Han vidste ikke om hun kunne dø af det da hun var halvt menneske og halvt vampyr, men han vidste at hun ville få det dårligt uden.