Hvorfor er jeg her?- Eithan

Eithan smilede svagt af hende. Et gab tydede på at hun var træt. "Du må gerne sove, hvis du vil," sagde han med dæmpet stemme. Selv var han også lidt træt. Men han ville ikke ligge sig til at sove nu; det måtte snart være muligt for ham at gå ud. Eller hvad? Han havde stadigvæk ikke fået opklaret, hvad klokken var. Nej, solen var måske ikke gået ned endnu. Han havde en elendig tidsfornemmelse.

Lilly rystede på hovedet, "Nej jeg vil ikke" sagde hun stille, med lidt frygt i stemmen. Ikke for ham, men for drømmene.. Hun strøg let lidt hår væk fra hendes ansigt.
Hun tænkte kort, men kom hurtigt væk fra alle hendes tanker.

Eithan trak let på skuldrene og rettede derefter blikket fremad. Efter noget tids stilhed rejste han sig op, hvorefter han langsomt bevægede sig over til døren og tog tøvende fat om håndtaget. "Jeg .. skal lige noget," mumlede han lidt utydeligt, men tilpas højt nok til at hun kunne høre det. Forhåbentlig var det blevet mørkt udenfor. Han ville ud nu. Ud på jagt. Der måtte være nogen forsvarsløse mennesker derude, han kunne tappe for blod. Bare der ikke var for mange.

"Okay" næsten hviskede hun, og lagde sig let på madressen. Hun bed sig kort i læben, og holdte hendes øjne åbne. Hun sukkede let, og mærkede at hendes øjne ville klappe i snart. Hun sukkede igen lydløst og rullede sig let sammen.

Eithan smilede lidt af hende, inden han så trykkede håndtaget ned og åbnede døren, hvorefter han forlod værelset og lukkede lydløst døren bag sig. Et grumt smil gled henover hans læber, da han begav sig hen mod hotellets dør, der førte ud til gaden. Efter noget tids søgen og venten, måtte han skuffet vende tilbage. Solen var ganske rigtigt gået ned, men der var ikke et eneste menneske udenfor - eller nogen andre overnaturlige væsner. Han ville ikke gå længere væk fra hotellet uden først at fortælle det til Lilly. Men hun var måske lidt ligeglad med, hvor han befandt sig. Hun sov sikkert allerede. Eithan åbnede, så lydløst han nu kunne, døren indtil værelset, da han var kommet indenfor igen.

hun havde lukket hendes øjne, men så skræmt ud. Et skrig passerde hendes læber. Hun ddrømte igen. Hun krøllede sig let sammen. Mens hun vred sig lidt.
Hendes hår lå bredt ud til alle sider, mens hendes hud var krid hvid...

Eithan fik et lettere chok, da et skrig hørtes fra hende. Var det ham, der havde forskrækket hende? Han tøffede lydløst over mod hende. Nej, hun drømte vist bare. Skulle han vække hende? Han satte sig på knæ ved siden af hende. Ikke på den anden madras, men på gulvet. Eithan lagde en hånd på hendes skulder og ruskede let i hende. "Lilly," hviskede han og lænede sig ned mod hende.

Tårene trillede ned af hendes hvid kinder. Hun vågnede kort tid efter han havde sagt hendes navn. Hun slog øjnene op. Hun rystede over hele kroppen. Men kunne ikke sige noget , hun lod bare hendes arme tage om ham, mens hun trykkede sig ind til ham. Tårne løb stadig ned af hendes kinder.

Eithan så forundret på hende, da han bemærkede tårene på hendes kinder, hvorefter han så lagde armene om hende og vuggede hende stille frem og tilbage. Havde hun haft mareridt? Eithan var virkelig ikke specielt god til at trøste folk, og han var da også lige ved at rulle med øjnene og sige til hende, at hun skulle tage sig sammen - men han fik heldigvis stoppet sig selv og holdt sin mund. "Hvorfor græder du?" spurgte han lavmælt, slap grebet om hende og trak sig ligeså stille ud af hendes arme. Han løftede det ene øjenbryn og så spørgende ned på hende.

"Jeg så det igen hviskede hun og tørte hendes tåre væk.. *Tag dig sammen Lilly!* tænkte hun kort. Hun hadede gråd. Hun hadede det mere når det var hende selv.
Men det kunne hun jo ikke gøre ved.

Eithan strøg hende let over hendes lyse hår. "Så hvad?" spurgte han, eftersom han ikke var helt med på, hvad 'det' var for noget. Var det hendes syn, hun snakkede om? Det hvor nogen havde overfaldt hende? Forhåbentlig ikke. Havde hun ikke sagt, at hendes syn ikke altid gik i opfyldelse? Eithan bed sig usikkert i underlæben. Det håbede han var sandt; at de ikke gik i opfyldelse. Men det var jo ikke ham, der overfaldt hende .. vel?

Hun rystede.. "Jeg så døden" hviskede hun let, det var ikke selve døden. men det var dem hun elskede som kastede sig ud i døden. Hun sukkede lydløst, måske var det tegn på at hun skulle dø eller en hun elskede skulle dø. Men hvem mere kunne dø?
Hun sukkede igen, hvorfor sad minder bare fast!?

"Du så .. døden?" Eithan så betuttet på hende og rynkede øjenbrynene. Hvad kunne det betyde? Måske skulle han tage et kursus i drømmetydning. Det kunne have været meget belejligt lige nu, hvis han havde kunnet det. Men det kunne han ikke, så det måtte han bare lade ligge. "Hvad skal det så betyde?" spurgte han med et løftet øjenbryn. Han kravlede hen til sin madras, som han lagde sig på med front mod hende, da det faktisk ikke var særlig behageligt at sidde på gulvet.

Hun rystede før hun kastede sig tilbage på maadressen.. Hun trak på skuldren.. "Jeg ved det fatisk ikke" sukkede hun stille og gned sig i øjet. Men nu havde hun allermest lyst til luft, ren luft. Men hun gad ikke til ud på gaden og ind igen. Hun kiggede hen på ham. Mens hendes øjne blev tunge,.

Eithan smilede kort til hende, hvorefter han rullede om på ryggen, så han nu så op på loftet. "Du har tit mareridt, hva'?" Han vendte mundvigene opad i et smil og drejede hovedet, så han kunne se hende. Hun lod til stadigvæk at være træt. Ville hun mon med udenfor? Eithans tanker blev hurtigt ledt over til hans sultne mave. Måske var der nogen mennesker, der havde vovet sig udenfor nu? Nej, det kunne være ligemeget, hvis Lilly skulle med udenfor. Han ville ikke have, at hun så ham sådan - når han blev forvandlet til det blodtørstige monster, han nu en gang var. Det skulle hun ikke se på.

Lilly nikkede stille, "Hele tiden..." sukkede hun næsten lydløst. Maridt og atter maridt passerede sig ind gennem hendes hoved når hun sov det var enormt fustrerede når hun havde det sådan. Hun sukkede kort igen. "Vil du med udenfor?" spurte hun stille, med et lille suk.

Eithan satte sig op og så over mod døren, hvorefter han lidt tøvende nikkede med hovedet til svar. Derefter forlod han sin madras, da han rejste sig og traskede over til døren, hvor han tog fat om dørens håndtag, pressede det ned og åbnede døren. Han blev dog stående, lænede sig op af dørkarmen og ventede på Lilly. Det regnede heldigvis ikke mere, som det havde gjort i går, hvor de var blevet drivvåde.

Hun rejste sig og gik hen mod døren, med tunge skridt. Hendes hud var hvid som sne, og smuk som krystaller. Hun sukkede lydløst da de gik op af trappen og udenfor igen. Hun mærkede vinden, mod hendes hud, den var isede kold, ligesom hans.

Eithan fulgte efter hende op af trappen og videre ud af døren, indtil de så nåede udenfor. Han lod søgende blikket glide op og ned af gaden. Ikke et øje. Sært. Han begravede hænderne i sine forreste bukselommer og vendte sin opmærksomhed mod hende. "Er der noget i vejen?" spurgte han med et forsigtigt smil og hovedet lagt på skrå.

Hun rystede let på hoved. "Nej det er okay" hviskede hun stille og lukkede nydene øjnene.. Vinden rramte hendes hud. Det var rart men koldt. Hun holdte stadig af ham,men hun troede ikke at han holdte af hende, men så sukkede hun lydløst.

Eithan nikkede kort, da der ikke rigtig var mere at sige til dét, hvorefter han lod sit blik flakke lidt rundt omkring. Så skiftevis på Lilly, de forskellige bygninger overfor og hen langs vejen. Han slog blikket ned mod sine sko, hvor han opdagede, at det ene snørrebånd var gået op. Ligemeget, det gad han ikke binde lige nu. Eithan flyttede sit blik over på Lilly og fugtede let sine læber med tungen, hvorefter han efterfølgende rykkede en anelse tættere på hende.

// Jeg skal lige spise <_<

Hun kiggede kort hen på ham da han rykkede tættere på. Hun smilede lydløst og trippede lidt tættere på ham. Hun smilede stiille, nu var de ikke alt for langt fra hinanden. Hun smilede stadig, mens hun stille flakkede blikket ned i jorden xD

Eithan rettede blikket op mod himlen, hvorefter han tog hendes hånd og gav den et forsigtigt klem. Forsøgte at gøre det hele så diskret som muligt. "Skal vi gå en tur?" spurgte han dæmpet og flyttede sin opmærksomhed mod hende, da han sendte hende et svagt smil. Følte sig lidt akavet. Det var kedeligt bare at stå her og blomstre.

Hendes kinder blev igen rosa, da han tog hendes hånd. "Ja det kan vi godt" smilede hun forsigtigt og begyndte stille at gå sammen med ham. Hendes hud var dog kold, men blev lettere varmere da hans hånd holdte i hendes. Hun smilede let og kiggede kort på ham.

//Soorry mangler krea xD

Eithan smilede skævt, hvorefter han ligeledes begyndte at gå i et tempo, der passede til hendes. Selvom det måske var lidt småkoldt, generede det ham ikke. Det var lige præcis sådan noget vejr, han godt kunne lide. Ikke for varmt og ikke for koldt. Og så regnede det ikke. Han prøvede at komme på noget, som han kunne bringe på bane, men hans hjerne lod til at svigte ham, da han slet ikke kunne komme på noget at snakke om.

// Også jeg - min kreativitet har totalt forladt mig T__T