Hvorfor er jeg her?- Eithan

hun smilede lydløst og kiggede på ham. Hun smilede stille før hun stille gav hnas hånd, et klem.. "Hm..Hvor går vi hen?" spurte hun bare for at sige et eller andet. Hun smilede stille, mens hun kort betragtede ham. Hun ventede let på hans svar, men hun troede ikke at han vidste det.

Eithan trak blot på skuldrene til svar. Det havde, han ikke tænkt yderligere over. Det var vel ikke et specielt sted, de var på vej hen til. Bare gå en lille tur i området og så tilbage igen. Medmindre der var et andet sted, der fangede hans interesse - eller en person. Eithan undrede sig lidt over, at der ikke var andre herude. Så sent kunne det da heller ikke være - og han havde faktisk troet, at dette sted var lidt mere populært. Men måske stødte de på nogen om lidt. Måske ved det næste hjørne?

hun sukkede lydsløst og trak let på skuldren. hun pustede let en hår tot væk. Hun smilede ikke rigtigt nu. Det var ligesom forsvundet. Hun kiggede stille rundt, mens hun bare stille gik med ham. Hun spekulerde lidt på hvad hun endelig, følte lige nu. Hun havde faktisk lyst til at slå et elller andet.

Eithan satte ubevidst tempoet en tand op og slap lidt efter hendes hånd, hvorefter han kørte sin hånd gennem sit sorte hår og stak den derefter ned i lommen på hans bukser. Det var dejligt at være udenfor igen. Dér følte han sig bare bedst tilpas. Han var jo ikke vant til at være indenfor, da han hverken ejede hus, lejlighed eller en anden form for bygning med tag på.

Hun lod hendes arm hænge nede af siden. Hun sakede lidt bagud, men ikke meget. Hun gik og kiggede ned i jorden. hu gik i hendes egene tanker. Hun smilede let, mens hun strøg sig elegant over det lyse hår. Hun sukkede igen lydløst, men hendes blik blev nede ved jorden. Hun bed sig kort i læben før hun bare fulgte med, selvom han var lidt foran hende.

Eithan så sig over skulderen et par gange for at sikre sig, at hun var med. Selvom hun tidligere havde sagt, at hun var helt okay, virkede det nu ikke sådan. Nåh, det var muligvis bare ham. Han slog blikket op mod himlen og så betaget på den halve måne, der lyste svagt. Eithan kunne godt lide månen. Der var et eller andet mystisk over den. Noget nærmest hypnotiserende. Han blev revet ud af sit tankespind, da han nær var gået ind i en lygtepæl, men det lykkedes ham dog lige at tråde et skridt til siden, så han undgik at støde ind i den.

Hun sparkede let tiil en sten som lå på vejen. Hun sparkede til den mens hun giik.
Stene trillede ud på vejen, og hun sukkede kort. Hun bemærkede ikke at han var ved at gå ind i en lygtepæl. Hun var opslugt af tanker. Og ting, minder og sådan noget træls noget.
Et suk strejfede igen hendes læber.

Eithan satte tempoet ned, så han nu gik ved hendes side og prøvede at holde sit forholdsvis langsomt, så han ikke endte med at overhale hende. "Hvad tænker du på?" spurgte han med blikket rettet mod hende og lagde hovedet på sned, hvorefter han smilede sagte til hende. Evnen til at læse tanker, ville være ret god at eje lige nu. Men desværre besad han ikke denne evne .. så han måtte bare spørge sig frem for at få svar på, hvad der mon fløj gennem hovedet på hende.

Hun kiggede op.. "Bare alt muuligt, minder osv.." sagde hun og kiggede op på ham..
Hendes smil, bredte sig på hendes læber. Stille,og lydløst. Mens hun betragtede ham..


//Sorry skal logge >.< svare imorgen xD

"Aha; er det så gode eller dårlige minder?" spurgte han med løftede øjenbryn og så skiftevis på hende og fortovet foran sig, da han helst ville undgå lygtepælene, der spredte et mat lys over fortovet/gaden. Det ville nok have været ret så mørkt, hvis de ikke havde været der. Men de slukkede jo også på et tidspunkt, og så ville der være fuldstændig sort. Heldigvis vænnede hans øjne sig ret hurtigt til mørket, så det bekymrede han sig ikke om.

// Okay x).

"hmm.. Jeg har ikke rigtigt nogle gode, så de er vel dårlige" mumlede hun og fjernde en hår tot fra hendes ansigt. Hun sukkede let, før hun lod hendes tunge glide hen over hendes hvide tandsæt. Hun kiggede kort ned i jorden før hun kiggede op på ham igen. Der var lidt køligt udenfor, men det var okay.

Eithan brummede svagt af det, hun sagde. Det måtte være en noget trist fortid, hun havde, hvis hun kun havde dårlige minder. Men det var ligesom ham selv. Han kunne heller ikke erindre nogen specielt gode minder. Det var nok også de dårlige, der hang bedst fast i hukommelsen. Dét der fik en til at føle sig skidt tilpas, når man tænkte på det. Fik en til at græde eller føle vrede. Mærkværdigt. Men det var bare sådan, det var. Måske fordi at det var det, der påvirkede en mest; psykisk.

Lilly kiggede kort op på ham.. "Er du sur?" spurte hun stille; men hvorfor skulle han være sur? Spørgsmålene plagede hende, mens hun vendtede på et svar fra ham.
Lidt efter mærkede, hun igen kulden, mod hendes hud. Et lille gisp fandt vej hen over hendes læber. Hun mærkede at kulden sneg sig ned af hendes rygrad.

Eithan rystede let på hovedet. "Nej, jeg er ikke sur," svarede han med et hævet øjenbryn og satte derefter tempoet yderligere ned. Et gisp afslørede, at hun muligvis var begyndt at fryse. Selv frøs han ikke det mindste, selvom han kun var iført en t-shirt - og bukser selvfølgelig. Sikkert fordi at hans kroptemperatur ikke var meget varmere end luften. Han var koldblodet. Ligesom en haj.

"godt" hviskede hun., mens hun bed sig i underlæben. Hun plejede nu ikke at fryse sådan når man var udenfor, men lige nu frøs hun mere end en løve på nordpolen.
Luften, var kold som sne. Men det underlige var i sne, frøs hun ikke, men nu frøs hun.
Måske var det var føelser som fik hende til at fryse.

Eithan standsede, da han nåede den næste lygtepæl og lænede sig op ad den. "Jeg gider ikke gå mere," mumlede han og gled langsomt ned langs lygtepælen, indtil han nåede fortovet, hvor han satte sig med benene trukket ind til sig og armene rundt omkring dem. Han var stadigvæk ikke spor træt. Faktisk var han blevet endnu mere vågen af at komme ud i den friske, kølige aftenluft. Han havde ikke længere lyst til at tage tilbage til hotellet. Det var meget bedre herude. Et let smil passerede hans læber, hvorefter han løftede hovedet og vendte blikket op mod himlen.

"okay"hviskede hun og satte sig i vej kanten.. På den anden side, gik der en ældre kvinde. Hun så ud til at være omkrig de 70-80 år gammel. Hun sukkede let før huun kiggede hen på ham, men hans bliik var tydeligvis oppe mod himlen. Hun kunne se i hans øjne at han var sulten. Men hvorfor ville han ikke drikke hendes blod.

Eithan fjernede sit blik fra den sorte nattehimmel, da han hørte skridt et sted foran dem. Endelig kom der nogen. Det var dog desværre ikke det, han havde håbet på at se. Han fulgte hende med øjnene og rynkede kortvarigt på næsen, da han ikke mente, at hun var god nok. Det skulle ikke være hende. Han ville have noget ungt, uskyldigt blod. Og helst snart. Han vendte blikket mod Lilly nu og da, men flyttede det så hurtigt op på himlen igen.

"Jeg holder ikke ud at se dig så sulten" sukkede hun.. "Bid mig nu bare!" sagde hun beste,t og satte sig hen ved ham.. "Vil du ikke nok det plager mig at se dig sulte, be be!" sagde hun bedede. Hun kiggede ham ii øjnene. Ville han mon måske gøre det nu? Please. Hans sult, blev til smerte i hende.

Eithan rettede blikket mod hende, da hun sagde noget. Bad hun ham om at bide hende? Han bed sig hårdt i underlæben, alt i mens han prøvede at beherske sig. Langsomt, meget langsomt drejede han sig, så han sad bedre i forhold til hende, lænede sig helt ind mod hende, hvorefter han med hånden fjernede noget af hendes hår, så hendes strube nu var helt blottet. Den ene hånd lagde han på hendes skulder, og den anden placerede han et sted bag på hendes ryg. Derefter blottede han sine sylespidse, hvide hjørnetænder, som han satte mod hendes hals. Hans løfte om ikke at bide hende var hermed anulleret. Han var ligeglad med et nu. Han ville bare have blod.

Inden man kunne nå at blinke havede hun klappet hendes øjne i. Hun mærkede hans sylespidse tænder, bore sig gennem hendes hud. Hun blev slap i hele kroppen. Hendes bevidsthed forsvandt. Og lige nu var der kun hendes krop. Smerten havde åbenbart bedøvet hende så hun blev bevidstløs igen.

Eithan fik bidt hul på hendes hud, hendes kød, hvorefter blodet ligeså stille begyndte at løbe, og han så sugede hendes sødlige blod i sig. Det smagte en anelse af dyr, men det var dog ikke så meget. Efter noget tid trak han modvilligt tænderne ud af hendes strube og efterlod to huler i hendes hals. Med tungen fjernede han det værste blod fra hendes hals, der havde undsluppet hans mund og lavet en lang streg/stråle ned langs hendes blege strube. Eftersom hun tilsyneladende var besvimet, holdt han hende i et fast greb, så hun ikke skulle banke hovedet ned i fortovet. Det skete altid. At hans ofre besvimede. Men det var jo klart, eftersom ingen havde godt af at miste så meget blod. Hvad skulle han nu gøre? Bare blive siddende her? Det kunne han da ikke .. hvad nu hvis der kom nogen forbi. Hvad ville de ikke tro hvis han sad med en bevidstløs pige i favnen? Han slikkede sig let om munden og lod vagsomt blikket glide rundt i området.

Hendes hud blev hurtigt blegere. Hun kunne sådan set ikke tåle lugten af blod. Hun mærkede ikke noget andet end hendes tanker.. *Er jeg død nu?, det er jeg vil nok.. Men bare han har det godt og ved at jeg* Hun tænkte hele tiden hen til jeg men stoppede derefter. Hendes livløse krop lå op af ham.


//Sorry skal logge svare imorgen xD

Eithan lagde hovedet let på skrå og betragtede Lilly. Hvor meget blod havde han tappet? Havde han ikke behersket sig sådan nogenlunde? Han rynkede øjenbrynene og så på hende med et lettere bekymret blik i øjnene. Hun kunne da ikke være løbet helt tør for blod. Så meget havde han da heller ikke taget. Havde han? Han strammede sit greb om hende og lagde sit hovedet på hendes skulder. Selv hvis hun bare var besvimet, vågnede hun nok ikke bare sådan op. Hendes krop manglede blod, og det skulle jo laves først. Hvor længe var ens krop om at producere nyt blod? Og hvor længe kunne den holde sig i live uden specielt meget? En væmmelig, usikker følelse bredte sig i hans mave. Hun måtte hen på et hospital. Men hvordan skulle han bære sig ad med det? Han kunne jo ikke bare slæbe hende med hen til vagtlægen og sige, at hun havde blodmangel på grund af ham, da han havde bidt hende. Nej, det kunne han ikke .. men hvad skulle han da ellers gøre?

// Okay x) Sov godt. ^^

Lillys hud var kold, men mere kold end vinden. Hun mærkede ikke noget, sel ikke hvis han stak en kniv i hende. Hun kunne jo ikke føle når smerten var sådan. En ting forstod hun ikke, hvorfor skulle døden gøre ondt? Hun troede jo at hun var død, men det var hun jo endelig ikke endnu. Men blod var der ikke alt for meget af mere. Men han overlevede og det var det vigtigeste.