Childhood friends, What are you talking about? //Adalwin//

Da han havde fået luften igen kyssede han hende igen på læberne, mens han blidt ruskede i hende for at forsøge at vække hende... Han var bange, endnu mere bange end han havde været tidligere og han forstod det ikke... Var dette virkelig hans skyld at hun havde det så skidt? var det virkelig hans skyld fordi han ikke havde reageret hurtigt nok på bilen?

Han begyndte at græde, og ret kraftigt denne gang, og tårene trillede ned af hans kinder og dryppede ned på hendes ansigt og hals, og han kunne ikke stoppe dem, de blev bare ved...

''Val! vågn op! Jeg elsker dig!''

Hun lå bare livløs i hans arme med øjnene halvt åbne og et tomt udtryk I dem. Hun reagerede ikke på hverken hans kys eller det faktum at han rystede hende. Hun havde lovet ham at Hun ville fortælle ham alt, hvordan hendes anfald virkede, hvilken effekt det havde på hende og hvad der fremprovokerede dem, men hendes fokus var blevet afledt og nu havde de begge kvaler grundet hendes glemsomhed. Hun stod bare og betragtede den lille pige I spejlet, mens de hviskende stemmer blev højere og højere, så hun nu begyndte at kunne høre hvad de hviskede til hende "It is scratching on the walls in the clothes in the halls, it comes awake and I can't control it, hiding under my bed in my body in my head, why won't somebody come and save me MAKE IT END!" Stemmernes messen blev højere og højere og til sidst skreg de hende direkte ind I hoved, hvilket fik hende og den lille pige inde I spejlet til at tage sig til hoved og krybe sammen på gulvet, hulkende voldsomt, men stemmerne stoppede ikke der, de fortsatte, men nu var det den lille piges stemme der var tydeligst "it's hiding in the dark, it's teeth are razor sharp, there's no escape for me, it wants my soul it wants my heart, no one can hear me scream, maybe it's just a dream, maybe it's inside of me! STOP THIS MONSTER!!!" de begyndte begge at skrige og et skygge væsen kastede sig sultent over de skrigende piger. Hun begyndte at ryste og tårene trillede ned ad hendes kinder, mens hun gemte sit hoved ind I hans skuldre og hviskede næppe høreligt "få det til at stoppe..." hendes stemme var pint og grådkvalt...

Han sad bare med hende, vidste slet ikke hvad han skulle gøre, og jo længere han sad med hende jo mere græd han... Han brød sig virkelig slet ikke om at hun havde det skidt. At hun ikke bare kunne have det lige så godt, som hun havde haft det for længe siden inden han var blevet dræbt... Det var virkelig ikke noget han syntes der var særligt fair over for nogen af dem...

Da hun grådkvalt bad ham om at få det til at stoppe, pressede han sine håndflader mod hendes tindinger og brugte sin evne... Hans hænder blev stille og roligt varme og han vidste ikke om det ville have nogen effekt, men han var klar på at gøre hvad han kunne for at få hende til at have det bedre...

''jeg prøver... Jeg prøver virkelig...''

Hun rystede en del og gemte bare sit hoved ind til hans bryst, mens tårene trillede ned ad hendes kinder i stride strømme. Hun var stadig bange, men i det mindste var hun nu ved bevidsthed. Hun mærkede hans hænder imod sine tindinger og snøftede en smule, før en beroligende følelse spredte sig i hende, dog stoppede tårene ikke helt, men det gav hende mulighed for at samle stemmen så meget, at hun kunne få et par ord over læberne igen "J-jeg bliver nødt til at gå en tur" hviskede hun stille, mens hun lukkede øjnene i, sank en klump og prøvede at stoppe med at ryste...

''Okay...''

Han sagde det med en svag og stille stemme... Han havde sjældent brugt sin evne så intenst og han var rimelig svag over det... Han vidste virkelig ikke hvordan han skulle arbejde med det, og det var meget underligt for ham også...

''Jeg lægger mig bare...''

Han lagde sig stille ned på madrassen og faldt en smule hen lige så langsomt...

Hun trak vejret tungt og åbnede stille øjnene, før hun satte sig prøvende op og kyssede ham blidt på kinden, før hun rejste sig, hvilket i sig selv krævede en del af hende, men hun nægtede at vise det, da han ellers bare ville blive mere bekymret. Hun betragtede ham lidt og tvang et stille smil op i mundvigen, før hun svarede stille "tak, og sørg for at få sovet godt ud ik" Hun gik stille hen til døren og tog sit overtøj på, før hun kastede et blik tilbage på ham, der allerede så ud til at sove tungt. Hun gik ud og lukkede stille døren efter sig, hvor efter hun satte afsted imos parken en smule haltende...

//Out//