Childhood friends, What are you talking about? //Adalwin//

''Val tror du ikke du skal få lidt at spise?''

Han så på hende bekymret, fordi hun virkelig virkede afkræftet og så når hun havde været banket... Selvom han healede med sin egen energi krævede healingen nok også lidt af hende for at det kunne lade sig gøre...

Han fjernede den ene arm fra hende og rakte ned bag dem og tog en pose boller frem til hende, og i posen var der også lidt smør og noget pållæg... Han havde sådan set penge nok at købe mad for, fordi han boede gratis i det skur...

''Her tag så lidt at spise søde.''

Han kyssede hende på panden, og slap hende så hun bedre kunne få lidt at spise...

Hun smilede bare mat til ham og det var som om nogen havde trukket et slør ned for hendes øjne. Jo hun var afkraftet, men da hun havde levet under sultegrænsen i flere år var hun blevet vant til sulten, der var blevet som en trofast følgesvend sammen med alle stemmerne. Hans ord fik hendes mave til at knurre en smule, som om den bare havde ventet på at få mad i flere dage, hvilket den enlig også havde. Hun rødmede en smule over sin mave, da hun fandt det en smule pinligt, at den bare brød ind på den måde. Hun var lige ved at takke nej og forsikre ham om at han altså ikke skulle spilde maden på hende og at hun sagten kunne holde flere dage endnu, men den måde han snakkede til hende på, fik hende alligevel til at -lidt tøvende- række hånden ned i posen og frembringe en af bollerne, som hun brækkede et lille stykke af og puttede i munden. Hun mærkede så hans læber imod sin pande igen og et af de lettere generte smil hun tit havde lagt i mundvigen -når de havde været sammen- indtog sin retmæssige plads der...

Han lænede sig til bage lidt væk fra hende, og så stille på hende smilende... Mon hun egentligt havde følt andet for ham end bare et tæt venskab? Han havde tit tænkt over det igennem tiden.

Han var nemlig slet ikke særlig sikker på det længere... Han havde faktisk aldrig være sikker på hvad hun havde følt for ham, men lige der tog han gladeligt til takke med at hun bare var tilbage i hans liv...

''Hvad så?''

Han talte om hendes lille smil...

Hun så bare en smule genert ned og lagde kun kort mærke til hans smil, der fik varmen til at stige op i hendes kinder endnu en gang. Hun havde følelser for ham, det benægtede hun ikke. Hun havde dog svært ved at sætte ord på dem, da hun havde glemt mange af de 'gode' ords navne efter alle de år hun ikke havde snakket om ham og prøvet at undgå det faktum, at han var død, for ikke at glemme, at hun stadig havde mindet om et stort skænderi, som de -ifølge ham- åbentbart ikke havde haft, hvilket forvirrede hende en del. Hun puttede bare stille et lille stykke bolle mere i munden og kunne godt mærke at maven allerede sagde stop, selv om hun kun havde spist 1/10 af bollen. Hun tvang dog sig selv til at spise, hvilket var et stykke tid siden hun havde gjort sidst, da hun før ikke havde haft en grund til at ville ønske at leve vidre. Hans ord tiltrak hendes opmærksomhed, men hun kunne ikke forhindre smilet i at vokse lidt og rødmen i kinderne blev større. Hun vidste ikke rigtigt hvorfor, men lige der havde hun det som en af de dage for mange år siden, den gang de havde siddet på gyngerne på legepladsen. Hun var lige ved at grine eller nærmere fnise lidt...

Han sad bare og så smilende på hende... Nød at se hende gøære noget så trvielt som at spise, mest fordi han vidste at det var godt for hende lige at spise noget... Han nød at se på hende, og bare vide at hun faktisk var ved at få det en smule bedre... Hans lille Val... Hans lille smukke skrøbelige Valmue...

Han lagde en hånde på hendes ben lige over det ene knæ, og smilede bare til hende, mens han med tommelfingren stille aede hende på benet... Han så bare glad, varmt og smilende på hende...

''Er du okay? Du rødmer jo helt?''

Han sagde det smilende og grinende...

Hun var en smule bange over at kigge ham op i øjnene, da hun lidt frygtede, at hun så bare ville trimle om eller lignende. Han var jo ikke bare en dreng, han måtte være en ung mand nu... En pæn ung mand, som kendte hende lidt for godt til, at det skulle være sandt. Han prøvede faktisk at forstå hende og passe på hende, hvilket hun virkelig satte pris på. Hun puttede et stykke mere af bollen i munden, mens hun prøvede at skjule sin rødmen en smule med sit sorte hår, hvilket ikke gik helt. Hun mærkede og så så hans hånd, der stille lagde sig lige over hendes knæ. Hun gøs en smule, da han begyndte at nusse hende der, mens hun bare stirrede smilende på bollen, som om den bare skulle forsvinde, selv om den kun var halvt spist og hun var så mæt. Hun fniste en smule ved hans bemærkning og grinte, da hans latter smittede af på hende. Havde det ikke været fordi hun var så udmattet, havde hun været i fuld fart ud af huset med ordene 'du kan ikke fange mig!' hængende efter sig, velopmærket efter hun havde givet ham et kys på kinden og hvisket ham i øret 'hvis du ville have et mere må du fange mig først', men hun var for udmattet og fysisk ikke i stand til det...

Han blev bare siddende og nussede hende stille, mens han smilede varmt til hende, og kiggede på at hun spiste... Han tog selv en bolle fra posen, og begyndte at spise lidt af den... Han ville virkelig ikke kunne lide at forlade hende igen og håbede ikke hun havde tænkt sig at gå igen...

''Søde... Du har ikke tænkt dig at forsvinde igen vel?''

han så meget bekymret og bange på hende... Han var virkelig bange for at hun ville gøre det af den ene eller den anden grund... Men hans stemme var dog stadig varm...

Hun havde ingen planer om at forlade ham permanent, måske gå en tur i ny og næ for at trække vejret lidt og for at overbevise sig selv om, at han ikke bare var en drøm, men hun regnede med at blive hos ham, med mindre han ikke ville have hende. Hvis det kom så langt at han ikke ville have hende mere vil hun ikke kunne se, hvad der skulle blive af hende. Hun tog et stykke af bollen igen, før hun løftede blikket og kiggede ham ind i øjnene med at fast blik "Al, Adalwin, søde" Hun lagde den halve bolle på sengen ved sin sidde og satte sig på knæ, før hun blidt tog hans hoved imellem sine hænder og lagde panden imod hans "Du må forstå, at jeg nogen gange gerne ville være lidt alene" begyndte hun. Hun holdte en lille pause, før hun så fortsatte "Men jeg ville ikke forlade dig på noget tidspunkt, med mindre du ber mig om det og selv da tror jeg ikke, jeg ville kunne det... og hvis vi bliver adskildt i en time eller to så ville jeg altid være..." Hun tog stille hans hånd og placerede den på hans bryst med sin egen oven på, før hun sagde "...Lige her... Så længe du har følelser for mig ville jeg ikke være væk... Jeg ville altid være her i dit hjerte..." Hun tøvede lidt og hendes blik sænkedes kort, før hendes øjne søgte hans igen og hun sagde "Selv hvis jeg går bort ville jeg altid være der, så længe du gerne ville have mig til at være der" afsluttede hun stille, før hun sænkede blikket, lod hånden falde ned i sit skød og trak sig lidt tilbage, så han kunne spise sin bolle. Energien fra bollen var endnu ikke begyndt at sætte ind så selv de få bevægelser og den faste blide stemme havde udmattet hende meget. Hun kunne mærke, hvordan koldsveden langsomt kom tilbage og hun blev en smule svimmel...

''Er jeg glad for søde...''

han så på hende, og tog hendes hånd igen... Han holdt den bare stille, mens han sad og så på hende... Han havde noget han var nød til at sige til hende, og han vidste ikke om hun vidste det...

''Ved du godt at jeg føler mere for dig end bare venskab? at jeg faktisk elsker dig?''

Han så på hende stille...

Hun havde meget ondt i hoved og var allerede ved at blive træt igen. De sidste år havde ikke været gode for hverken hende helbred eller hendes psyke. Hun trak vejret tungt og mærkede så hans hånd om sin, hvilket fik hende til at holde fokussen på ham, selv om det var svært. Hun løftede stille blikket til hans øjne ved hans ord, der frembragte et kærligt smil på hendes læber, men hun havde endnu ikke energi nok til at fjerne det matte fra sine øjne. Hun lagde blidt en hånd på hans kind og nussede den med tommelfingeren i små blide strøj, før hun lænte sig lidt frem og lagde blidt panden imod hans, så deres læber var under en centimeter fra hinanden...

Han så på hende, da hun rykkede deres hoved mod hinanden, og da deres læber kun var få milimeter fra hinanden, kunne han ikke lade være med at mærke lydten til at kysse hende vokse op på ny... Han havde virkelig lyst til det...

Han lod derfor deres læber mødes kort, i et blidt kys, før han trak sig tilbage igen og så ned i jorden...

''Undskyld...''

Han så hende i øjnene...

Hun tænkte stille og så ham bare blidt i øjnene med det kærlige smil på læberne. Hun lukkede så stille øjnene, da deres læber mødtes i det blidt kys og hun nød det bare stille. Hun åbnede øjnene igen, da han trak hoved blidt væk og det smil, der lige havde sat sig på hendes læber forsvandt, da han undskyldte og så ned i jorden, hvilket forvirrede hende en del. Hun var meget udmattet og træt, men nægtede at ligge sig til at sove igen også selv om hospitalet nok ville have dømt hende i en kritisk tilstand. Hun lagde stille hånden under hans hage blidt og løftede hans hoved op eller nok nærmere opfordrede ham til det, da hun var forsvag til at ligge styrke i det. Hun kunne mærke, hvordan selv de mindste kraftanstrengeler fik hende til næsten at gå i sort. Hun så bare intenst på ham, da hun spurte med en svag stemme "Hvad undskylder du for søde?" hendes stemme var blid og skrøbelig, men også en smule ked, da han virkede til ikke at være så glad for et eller andet hun ikke kendte til, hvilket plagede hende...

Han så på hende da hun bad ham løfte hovedet, og han gjorde det lige så stille... Han vidste ikke hvorfor han ikke skulle gøre det, men ihvertfald så så han hendes øjne, og han kunne ikke lade være med at smile til hende lidt svagt...

''For at kysse dig... Vidste ikke om du ville have det...''

Han så bange, bekymret, glad og spørgende på hende... Og først der lagde han mærke til hvor svag hun var...

''Men mon ikke du skal sove?''

Hun var svag, ingen tvivel om det. Hun ville sågar tabe en kamp til en tandstik, hvis hun kom op og toppes med den, dog insisterede hun på ikke at ville sove, selv om hendes krop skreg på det. Et kærligt smil trak op i hendes mundvig ved hans svar og hendes stemme var næppe hørlig, da hun svarede ham "Så havde jeg ikke placeret mit hoved så tæt på dit, hvis jeg ikke ønskede det" hendes øjne var matte og meget meget trætte, mens hovedpinen begyndte at tage til i styrke. Tros hendes smerter, træthed, magtesløshed og svaghed smilte hun blidt og kærligt til ham, mens hun trak vejret tungt. Hun måtte endna give op og lade sit hånd falde til jorden, da hun ikke kunne holde den oppe mere og hendes mave begyndte at brokke sig højlydt igen over pludselig at få -hvad der normalt svarede til- to dages madrationer ned, hvilket den slet ikke var vant til. Det hele var slørede for hendes blik og hun begyndte at fryse en smule -tros det lune vejr og varmen i hytten- da kroppen ikke kunde holde specielt godt på varmen mere heller. Hun blev nødt til at drikke, spise og sove meget uden at spinde energien på selv de mindste ting, hvis hendes krop overhoved skulle have en chance...

''Læg dig nu søde...''

Han tog forsigtigt fast i hendes skuldre og lagde hende ned på madrassen... Han smilede blidt til hende... Mens han lagde et tæppe over hende, og forstod godt at hun var fuldstændig træt og smadret... Men selvom hendes krop ikke brød sig om mad, havde hun brug for det...

''Bare sov, så har jeg noget varm suppe klar når du vågner...''

Han aede hende over kinden og kyssede hendes læber blidt, før han gik over til sin trangia igen...

Hun ville have gjort modstand, men da hun ikke var stærk nok lod hun sig bare blive lagt ned. Hendes øjne så sløret, men det hun kunne se var hans ansigt, ikke helt skarbt, men hun kunne se han smilte, hvilket glædede hende. Tanken om mad fik dog hendes mave til at brokke sig endnu en gang, da den hvertfald Ikke skulle have mere i følge den. Hun smilte bare mat, før hun stille sukkede dybt. Tæppet hjalp med at holde varmen omkring hende og gjorde hende endnu mere søvnig, hvilket var til hendes egen irritation. Hun lukkede bare stille øjnene ved hans ord og selv om maven ikke ville have maden, kunne hun ikke vente med at varme sig på den alligevel. Hun mærkede hans blide berøring af hendes kind og hans læber blidt imod sine, før han trak sig væk og lod hende sove. Hun faldte i søvn med følelsen af hans hånd imod sin kind og hans læber imod sine...

Han satte sig over til tragiaen og begyndte stille at lave noget suppe... Han holdt det på lavt blus så han bare holdt det varmt til når hun engang vågnede... Han holdt stille øje med hende, mens han lavede suppe, for at være sikker på der ikke lige pludseligt var sket hende et eller andet...

Han sad bare stille og nynnede lidt mens han lavede suppen, og da han var færdig med at få den gjort klar, satte han lov over og lod den så bare stå og holde sig varm...

Han gik over til hende og lagde sig ned, og lagde sine arme om ehnde, og lagde så sit hovede på hendes skulder, og lagde så ellers bare og slappede af...

Hun faldt bare stille ind i søvnens beroligende favn, mens kroppen begyndte at omdanne maden i hende til energi og proteiner. Hun lå bare på ryggen og godt pakket ind i tæppet, mens hendes krop kæmpede en brav kamp, for at holde på hendes kropsvarme. Hun sov bare tungt, mens kroppen hurtigt fik opbrugt de få resurcer, der havde været i bollen. Hun sov bare i en tom drømmeløs søvn, hvilket gjorde, at hun ikke opdagede, at han lagde sig ned ved hendes side og trak hende blidt ind i hans favn, mén kroppen slappede bare mere af, da den fik nemmere ved at holde på den sparsomme varme. Hun rørte sig ikke, da hun helt enkelt ikke havde krafter til det. Hendes hud var også en smule kold, selv om hun lå under tæppet i nattøjet og nu med hans krop til at varme sig også. Hvis ikke hun havde trukket vejret eller at hendes hjerte ikke havde banket, havde hun kunnet går for at være død...

Han lagde bare sådan til hun en gang vågnede, mens suppen stille simrede videre i baggrunde... Han kunne mærke hun var kold, så han hev et tæppe mere over hende, og gnede sine hænder op af hendes arme, for at give hende lidt varme der også, mens han bare trak ehnde så tæt ind til sig han overhovedet kunne...

Sådan lagde han og varmede hende, indtil hun vågnede senere...

Der gik et godt stykke tid, før hun langsomt kom til bevidsthed igen og det første, der mødte hende var den varme fra tæpperne og hans kropsvarme samt hans arme, der lå beskyttende omkring hende. Hun trak bare vejret tungt og indåndede den blide duft af ham, mens hun langsomt begyndte at kunne mærke kroppen værke. Hun åbnede stille øjnene og blinkede et par gange, før hun kunne se nogenlunde klart igen. Hendes blik faldt på hans ansigt og det slog hende, hvor meget han enlig lignede en engel, hvilket fik et svagt, mat og kærligt smil til at trække op i hendes mundvig. Han gav hende helt løst til at ville holde om ham og passe på ham, selv om hun ikke fysisk var i stand til det. Hun følte sig virkelig bare gammel, slidt og magtesløs, tros det at hun kun var sytten. Hun kunne høre den summende lyd i baggrunden, af vandet der kogte, hvilket fik hendes mave til at komme med en utålmodig lyd, da den åbentbart havde skiftet mening imens hun sov og nu hellere end gerne ville have noget af det lifligtduftende, der var i gryden, men hun sagde ikke noget, da hun ikke fandt det fair at vække ham. Hun løftede stille hånden op til hans ansigt, hvor hun blidt lagde den på hans kind og berørte den let og blidt med tommelfingeren...

Han sov ikke... HAn sov aldrig mere end det var nødvendigt for ham, men han havde lukkede øjne, og hørte først hendes mave der beklagede sig utålmodigt, og mærkede derefter hendes hånd mod hans kind, og han åbnede øjne og så på hende...

Han smilede varmt og kærligt til hende, mens han lagde sine læbere mod hendes og kyssede hende blidt, og satte sig så op, og tog en kop og hældte noget suppe op i den, og tog noget brød fra posen også, og gav hende begge dele...

''Her søde... Spis nu bare og få lidt mad indenbords...''

Han smilede stille og kyssede hende igen...

Hun betragtede ham bare stille med det blide smil på læberne og hoved lagt en smule på skrå. Han så så fredfyldt ud. Han åbnede øjnene kort efter og hun kunne ikke lade vær med stille at smile til ham. Hans smil varmede hendes hjerte og hun lukkede stille øjnene, da hans læber mødte hendes i et blidt kærtegn. Hun åbnede langsomt øjnene igen, da han satte sig op og hældte noget af den lifligtduftende suppe -eller hun gik ud fra det var suppe- op i en kop. Hun betragtede ham bare stille med smilet på læberne til han vendte sig imod hende igen med koppen i den ene hånd og en bolle i den anden. Hun skubbede sig med en del besvær op at sidde, så hun kunne hvile ryggen imod den pudebedækkede væg. Hun tog uden brok imod den varme kop og det var let at se et kort nydende udtryk på hendes ansigt, da koppen varmede hendes hænder. Hun tog derefter imod bollen også, før hun rettede opmærksomheden imod suppen og pustede en smule til den varme væske...

Han satte sig bare foran hende og betragtede hende, spise maden... Han tog ikke lige selv noget, da han ikke havde brug for det... Han slukkede derfor for trangiaen, og lagde låget på gryden igen, så kunne han da altid varme det op igen senere...

Han levede meget af suppe og brød... Og nogle gange fik han da også lidt pasta til...

Han sad bare og så smilende og vamrt på hende, mens han sikrede sig at hun stadig havde tæpperne over sig... Han sad bare og så på hende...

''Har vi fået det bedre?''

Hun lagde godt mærke til, at han ikke spiste, men gik ud fra, at han tog noget, hvis han blev sulten. Hun varmede hånden på koppen, mens hun stille trak af den og sukkede lydløst af velvær, da den varme væske varmede hende indefra. Hun tog også et lille brudstykke af bollen en gang imellem, selv om suppen var den, der var bedst. Hun prøvede at forstille sig at han ikke sad og så på hende, da bare tanken om det fik hendes kinder til at blusse op i samme farve som rudolfs næse. Hun kunne dog ikke helt benægte, at hun godt kunne lide at sidde så tæt på ham, og have hans opmærksomhed. Hun drak og spiste skiftevis af bollen og suppen, mens hun næsten kunne mærke, hvordan maven begyndte at arbejde stædigt igen, for at få dannet nogle proteiner, så kroppen kunne komme på bedre fod igen. Hun smilede bare stille og betragtede den varme suppe i glasset, ind til hans stemme krævede hendes opmærksomhed og hun stille løftede hoved, så hendes øjne kunne møde hans, da hun stille nikkede bekraftende og svarede "En smule" Hun kunne faktisk bevæge sig en smule uden at mærke trætheden fra før, så det måtte vel betyde, at hun havde fået det lidt bedre...ik'?...

HAn sad bare og kiggede på hende, og smilede bredt da hun sagde at hun havde fået det lidt bedre.... Han havde heller ikke forventet hun havde fået det sådan rigtigt godt, men så længe det var på den rette kurs, var det da altid noget... Han nød at være sammen med hende igen...

Han flyttede sig hen ved siden af hende istedet for at sidde foran hende, og lagde en arm om skuldrende på hende, og nussede roligt hendes arm, med blide og bløde bevægelser...

''Jeg er virkelig glad for at have dig tilbage igen...''

Han kyssede hende på halsen, og smilede til hende...