Childhood friends, What are you talking about? //Adalwin//

Han kunne god forstå, at det var lidt mærkeligt at han nu stod der foran hende, i levende live, eller hvad man skulle kalde det, når hun jo selv havde været ude og skulle erklære at det faktisk var ham, da hun var den eneste der var kendt med at omgås ham, og det havde vel taget ret hårdt på hende, at skulle slæbes ud til en bilulykke og skulle identificere et lig af ham, men stort set alle knogler i kroppen, det var blevet knuset af sammensødet.

"Jeg forstår, det må være svært at jeg nu er her igen, men jeg er her for at hjælpe dig."

Hans stemme var venlig, varm og fast. Han var der virkelig for at hjælpe hende, og da hun fortalte om hvad der var sket med hendes familie så han kun endnu mere grund til at han skulle hjælpe hende, fordi det var absolut ikke sikkert at bo sammen med en far, der drak så meget. Han kunne ikke vide hvad hun tænkte på, men det var tydeligt for ham at fornemme at det ikke var noget behagelig der gik i gennem, hendes hoved i det øjeblik.

"Så er der bare endnu mere grund til at du har brug for mig, og min støtte, Val. Jeg vil så gerne gøre godt for at jeg har været død i seks år nu."

Hun havde stadig hovedpine, en ret stor hovedpine endda, mens hendes tanker stadig var langt væk. Hun lod blidt de kolde fingre løbe ned over hans bare overkrop, mens blikket i hendes øjne ikke ændrede sig overhoved. Hendes stemme var en næsten uhørlig hvisken, da hun konstanterende sagde til sig selv

"D-du er i live... D-du er her"

Hun nikkede let og langsomt, mens det begyndte at sive helt ind. Hans blide stemme trak hende ud af tankerne, hvilket fik hendes hånd til at stoppe i skildningen mellem hans bryst og mave, før det gik op for hende at hun havde lagt hånden på hans bryst i første omgang. Tanken om at hun havde gjort det rørte hende ikke rigtig, da verden var som en utydelig tåge rundt om hende. Trangen til at holde om ham faldt ind over hende igen, men denne gang i større styrke på grund af hans bare hud under hendes spinkle hånd. Hun blev lettere varm inden i ved hans ord og hendes hjerte sprang et slag over, da han sagde 'Val'. Hun havde næsten ingen ord tilbage. Der var sket så meget på bare en aften. Hun havde fået sin bedste ven tilbage fra dødens golde mørke og nu stod han og ville gøre alt godt igen for de seks år som han var væk. Hun havde bare løst til at ligge armene om ham og knuge sig ind i hans favn, så han aldrig skulle forsvinde igen...

Han nød faktisk hendes kolde hån med hans varme krop, som hans krop altid var. Det var altid noget han havde været, og det var faktisk bare blevet varmere af at han var gået hen og blevet en engel. Det var sjovt at være blevet det, men samtidigt var det mega skræmmende at være det, og han var ikke sikker på hvad han kunne og ikke kunne, og hvad han måtte og ikke måtte.

"Jeg er er lige her, Val og jeg har ikke tænkt mig at forlade dig igen."

Det var noget han ikke havde tænkt sig at gøre, det ville være så ondt mod hende, og han var ikke sikker på at hun ville kunne holde til at det skete igen, og derfor ville han med glæde gøre alt han kunne for at være der for hende. Det var virkeligt ikke noget han hellere ville, og han var også klar til at give sit liv for hende, men kun for at hun kunne få det godt også, ikke bare for at hun kunne leve, og vide at han var død igen.

Hun tænkte stille og stoppede langsomt med at nikke. Hendes hånd på hans bryst sank langsomt ned igen, mens hun trak vejret dybt. Hendes hoved smertede meget og det var som om at det eneste hun kunne se af verden var ham. Ham. Ham med vinger. Ham med sort hår. Ham liggende død på asfalten. Ham med buketten i hånden. Ham med bar overkrop. Ham siddende på gyngen hvor hun havde mødt ham første gang. Ham. Ham. Og atter ham. Hun kunne mærke tårene, der stille kom op i øjnene igen, mens hun svejede let. Hendes hoved var ved at springes, da tågen for hendes blik blev mere og mere intens. Hun fik det lettere dårligt, før hun næsten væltede om. Kulden havde hun ikke bemærket, selv om den var ved at tage livet af hendes ben, der kun var let dækkede af støvlerne og jakken. Hun kunne mærke svimmelheden som en underlig rulende fornemmelse i hoved, da hun blidt mumlede konstanterende til sig selv

"Du er en engel"

Hun holdte ubevidst en lille pause, før hun i samme tone hviskede, da et sagligt og lettere mat trak to millimeter op i hendes mundvig

"Du ville ikke forl-lade mig igen"

Hun mistede fodfæstet, da trætheden og mørket overvældede hende, hvilket fik hendes ben til at kække sammen under hende og hun faldt om på jorden...

Han kunne se på hende, at hun ikke havde det alt for godt, og han tog fat i hendes arm, og gav sig bare til at nikke til det hun sagde for at fortælle hende at hun havde ret, i alt hvad det var hun stod og sagde om ham, og han ville virkeligt værre der for hende, det var der absolut ingen tvivl om, og det skulle ingen prøve at skabe omkring det.

Da hun var ved at falde om på jorden, holdt han hende stadig næsten oprejst, men hun væltede bare ind mod hans brydt, og han tog sin trøje og svang den om hende, før han løftede hende op, og begyndte at gå væk fra parken, og hen til det lille, men godt isolerede, skur han boede i for tiden så hun kunne få varmen. Han havde en trangia, en madras, tæpper og soveposer liggende, for at kunne holde varmen.

Hun nåede lige at mærke han tog blidt fast i hendes arm, hvilket fik hendes hjerte til at slå lidt hurtiger, før hun besvimede af både kulde og udmattelse. Det lettere saglige smil i hendes mundvig sammen med hendes lukkede øjne fik hende til at se fredfyldt og uskyldig ud. Hendes krop skuttede sig stille, da den mærkede hans trøje omkring sig. Hun lå bare stille med hoved ind imod hans bryst og den kolde hånd, der havde ligget på hans bryst, lå der nu stille igen.
Hendes tanker var langt væk, mens hun gennemlevede de sidste dage hun havde haft med ham for seks år siden igen og igen. Der var et eller andet underligt skær over dem, selv om hun ikke kunne komme på hvorfor. Hun var helt væk og uvidende om hans nærvær og varme favn...

Han nåede hen til det lille skur, og da han åbnede døren til den, blev de ramt af en varme fordi der faktisk altid var ret varmt der inde, da skuret var meget godt isoleret. Det var et dejligt skur, det var lille og hyggeligt og han elskede det, men han havde jo også boet der i 2 år nu. Det var blevet hans hjem, og han var mere glad for det end han nogensinde havde været for noget andet sted han havde boet.

Han lagde hende ned på soveposen der lå på madrassen, og lynede den så, så hun kunne få varmen hurtigt. Han satte så noget vand over på trangiaen. han havde nemlig tænkt sig at lave hende noget te, så hun kunne få varmen inden hun kunne få lov til at sove helt. Han var slet ikke glad for at hun var besvimet grundet kulden. Han satte sig ned ved hendes hoved oven på et tæppe, og tog sin trøje på igen.

Hendes ansigt var lagt i fredfyldte folder, mens det søde smil stadig lå på hendes røde læber. Bevistløsheden gik stille over i en let søvn, mens varmen fra hytten og soveposen, begyndte at genoplive hendes næsten frosne krop. Hun var stadig iklædt vinterjakken og støvlerne, hvilket også hjalp lidt med at varme hende op igen. Hun krøb stille sammen i fosterstilling, mens hendes krop begyndte at ryste og derved genvinde varmen hurtigere.
Hun lå stille med ansigtet vendt imod ham og mumlede stille hans navn i søvne, hvor efter hun puttede sig mere sammen og det søde smil blev lettere varmt.
Hun drejede stille hoved så det lå normalt på puden og lidt af hendes lange sorte hår lå hen over det spinkle ansigt...

Han sad bare ved hendes side, og smilede over hvordan hun så ud. Hun lignede nu den lille uskyldige pige han en gang havde mødt, og han var meget i tvivl om hvad han skulle synes om hende, lige nu. Han kunne jo ikke lade være med stadig holde af hende, og han kunne stadig mærke at han havde været forelsket i hende. Han kunne høre vandet koge og han lavede to kopper te, og vækkede hende blidt og forsigtigt.

"Val søde, her er der noget te så du kan få varmen."

han tog selv lidt af sin egen te, og smilede så til hende. Hvis hun vågnede ordentligt op, ville han have taget og hjulpet hende op og sidde, op af det hjørne i skuret ved madrassen hvor væggene var blevet polstret med puder.

Hun lå bare helt stille og blev langsomt trukket ud af søvnen af hans varme stemme. Hun glippede let med øjnene, før hun nogenlunde kunne fokusere på omverden. Det første der mødte hendes blik var hans venlige ansigt. Det tog hende to sekunder at huske, hvad der var sket, men smilet på hendes læber forsvandt ikke. Hun mærkede hvordan hans varme arme blidt hjalp hende op at sidde og hun lænede sig stille op af puderne på vægen. Hendes blik gik stille rundt i det lille skur, før de lysegrønne øjne faldt på ham. Hun kom til at overveje hvor de var og hvordan de var kommet her hen, selv om hun godt inderst inde vidste det sidste, hvilket fik hendes bleje kinder til at få en let lyserød farve. Hun tog stille imod den varme kop og var lige ved at få et sagligt udtryk i ansigtet over den måde koppen varmede hendes stadigt kolde fingre op. Hun holdte stille om koppen med begge hænder, før hendes blik gled op på hans ansigt, mens det søde smil stadig ikke var var forsvundet, da hun sagde
"Tak, Al" med den normale og stille stemme hun havde brugt over for ham den gang for mange år siden...

Han var glad for at hun havde fået det bedre, og han var også meget glad for at se hende smil. Det fik ham til at føle sig som et rigtigt godt menneske igen, og han nød følelsen af det. Det var dejligt at hun også vågnede op igen, og med et stille suk over at hun snakkede til ham på den måde, og han svarede hende først med et smil, og så med ord.

"Det var da så lidt for pokker Val, du har brug for det."

Han mente det virkeligt hun havde brug for at få noget hjælp fra folk, og han ville meget gerne være den person der hjalp hende, så han kunne føle sig som et rigtigt godt menneske, og rette op på de ting der var sket på hende mens han havde været død.

Hun sad bare og puttede sig ind i den -nu næsten- varme jakke og soveposen, der i forvejen var varm. Hun havde det stille smil i mundvigen, da hun forsigtigt tog en slurk af den dejligt varme te, mens hun lyttede til hans stemme. Hun havde stadig den lettere lyserøde farve over kinderne, og hun havde stille trukket benene op under sig, selv om hun havde havde trukket soveposen godt op omkring sig. Hun havde stadig en smule hovedpine, men lagde ikke meget mærke til det, da hendes opmærksomhed var lagt på ham.
Hun bebrejdede ham ikke hans død og hun havde aldrig givet ham skylden for sin egen elendighed de sidste år. Det var hendes drukkenbold af en fars skyld. Det var hans skyld, at hun var blevet sky og holdte sig for sig selv det meste af tiden. Hun drak stille lidt af teen, før hun ubevidst lukkede øjnene halvt i, i nydelse. Hun kunne mærke hvordan varmen fra teen varmede hende op indefra og hytten udefra.
Hun svarede ham stille i samme tone som før

"Jeg har klaret mig selv i seks år, en dag fra eller til rager mig en høstblomst, Al"

Hun drak stille lidt mere af teen, da hendes øjne smilende søgte hans...

Han blev en smule bedrøvet over at hun ikke rigtigt værdsatte hans hjælp alligevel, og det gik ham meget på, så derfor vendte han ansigtet bort fra hende, og lagde derfor ikke mærke til hendes øjne, og han havde ikke engang noget at sige til hende, og han sad bare med ansigtet vendt bort fra hende. Han ville ikke hjælpe hende hvis hun ikke ville havde den, hvis hun bare gerne ville klare sig selv var det i orden med ham.

Han sad bare og stirrede på de dansende flammer i trangiaen, og så lyset der kom imod ham som den gang han var blevet ramt af bilen, og det var tydeligt for ham at se det for sig, det var noget af det nemmeste han kunne.

Hun værsatte hans hjælp, det gjorde hun virkelig og den stille bemærkning havde ikke været for at såre ham, men nok nærmere for ikke at få ham til at føle sig skyldig over alt det hun havde været igennem de sidste seks år. Hun blev lidt såret, da han vendte sig væk fra hende og det lille smil forsvandt fra hendes mundvig, mens hun tog blikket til sig. Hun drejede stille lidt på glasset og drak lidt af den varme væske. Sandheden var at hun var blevet ældre og havde lært, at verden var urimlig og ond. Hun var ikke længere den søde og uvidende lille pige han havde kendt den gang. Hun var vokset meget endda og var endda blevet voksen. Dog kunne hun ikke lade vær med at ønske sig tilbage til den gang, hvor alt havde været så ukompliceret og hvor de havde kunnet snakke i timevis samme eller bare ligge og se på stjernerne. Det gav et lille stik i hjertet og hun satte stille den halvt tomme tekrus ned på gulvet, før hun lagde sig ned igen. Denne gang på siden med ryggen til ham...

Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre lige nu, for han var både skuffet over at hun ikke værdsatte hans hjælp, men faktisk var det mere ham selv han var skuffet over fordi han ikke havde gjort nok for hende til at hun kunne værdsætte det. Det var hans skyld og det vidste han, men han var stærk og kunne derfor sagtens tage at have alt det ansvar på sig selv. Han var ikke vant til det, men han var klar til det hvis hun havde brug for at skulle have det.

Han lukkede stille sine øjne for at sove, og hørte derfor ikke helt lydende der kom fra hende, og vidste derfor ikke at hun havde lagt sig ned igen, men han håbede at hun snart ville sove, og at hun stadig ville være i skuret når de begge vågnede igen, men hvis hun ikke havde lyst til at være der kunne hun bare gå, for han ville ikke holde på hende. Han ville dog gerne gøre alt han kunne for at overbevise hende om at hun skulle blive, fordi det var bedre for hende hos ham end hos hendes far. Han faldt så i søvn.

Hun tænkte stille og lukkede øjnene, mens hun prøvede på at falde i søvn, selv om det ikke rigtigt ville lykkes for hende. Hun lå bare vågen og kunne svagt høre hans rolige vejrtrækning. Tankerne for bare forvirret rundt i hendes hoved som møl. Hver gang den ene tanke var blevet lagt væk faldt en ny ned i hoved på hende, hvilket gjorde, at hun lå vågen i langt tid. Hun begyndte også at få det ulideligt varmt. Hun satte sig stille og så lydløst så muligt op, mens hun holdte øje med, at hun ikke vækkede Adalwin.
Hendes blik fæstnede sig ved hans rolige og velkendte ansigt. Hun kunne lige knap ane hans ansigt i lyset fra de svage flammer, mens hun stille trak den store jakke af, samt støvlerne. Hun rejste sig stille og gik på bare fødder hen til døren, hvor hun satte støvlerne pænt og lagde jakken sammen. Hun skævede sig over skuldrene, for at være sikker på, at han stadig sov og gik ud fra at han gjorde, da der ikke var noget tegn på liv fra ham. Hun gik stille hen til soveposen igen og satte sig på den, før hendes blik gled over på den sovende Adalwin...

Han sad bare og sov stille og roligt, uden at vide noget som helst af det der foregik. Han havde ingen anelse om at hun havde fået det varmt eller noget som helst andet. Han ville bare gerne sørge for at hun havde det godt, og det regnede han med at hun havde lige i det øjeblik hvor han dog ikke vidste noget. Hun kunne jo godt være skreddet i mellemtiden, uden at han ville ligge mærke til det.

Hun havde helt mistet tidsfornemmelsen og kom til at tænke på, at hun skulle have været på arbejde i nat, hvilket fik hende til stille at sukke. Hendes blik lå stadig på ham, mens hun overvejede om hun skulle prøve at nå sin vagt, selv om det sikkert var for sent. Hun kunne mærke tankerne, der stille lagde sig til ro og hun afviste stille overvejelsen. *Nej, en dag kunne man godt være 'syg'* Tænkte hun stille, før hun lagde sig ned i soveposen. Hun betragtede stille hans sovende ansigt, mens søvnen stille sneg sig ind på hende, som en panter på jagt. Hun lukkede stille øjnene i og vendte sig om på siden med ryggen til ham. Hun tog taknemligt imod det blide mørke der svøbte sig om hende...

Han vågnede da det var blevet morgen igen, da klokken var cirka 11 om formiddagen. Han kiggede rundt, og fordi han ikke kunne se ordentligt, da han lige var vågnet var han i tvivl om, om hun stadig var til stede. Han havde ingen anelse om det. Han havde på fornemmelsen at hun var taget afsted af en eller anden grund, inden han var vågnet op. Han ønskede det næste, men på den anden side vidste han jo at hun kun havde sin far at tage hjem til, og at han ikke var særligt flink ved hende.

Han satte sig helt op og stirrede bare over i det modsatte hjørne, end hende da han var bange for at hun ikke var der, og det ville han have svært ved at klare og derfor ville han heller bare være i uvished.

I løbet af natten var Melicia vågnet mange gange og havde rasteløst vendt og drejet sig, før tanken om hendes far blev ved med at holde hende vågen. Hun havde til sidst givet op og var stået op. Hun havde betragtet ham stille, før hun var kravlet ud af soveposen, havde lynet den og der efter lagt den pænt sammen. Hun var stille listet hen til sit overtøj og havde taget det på. Hun havde kastet et stille blik på Adalwin, før hun var gået ud i det kolde tusmørke. Hun havde lukket døren efter sig så lydløst som det havde været hende muligt og var sat afsted i retningen, der førte ud til stien igennem parken Sombre. Hun havde fulgt stien ud til hovedvejen, hvor efter hun var sat afsted imod sin lejlighed.

Hun prøvede så vidt at holde tanken om ham væk fra bevistheden, selv om det ikke gik godt over hoved. Hun rystede på hoved og skuttede sig lidt, da det stadig var meget koldt. Hun drejede om et hjørne, før hun gik ned af den mørke og mennesketomme gade, hvor hun boede...

Han blev bare siddende, og vendte sig langsomt om, hvor han lagde mærke til at soveposen var lagt pænt sammen, og hun ikke var der. Ja hvad havde han ellers forventet? Havde han bare forventet at alting ville blive godt igen, bare fordi han kom tilbage. Nej han var dum og naiv over det, og måtte nok bare leve med at det lod til at hun var en lost cause, som han godt kunne glemme alt om at forsøge at redde. Han skulle nok bare forsøge at finde en anden person at hjælpe i stedet.

Hun tænkte stille og nåede hen til opgangen, hvor hun stille låste sig ind. Hun skubbede stille døren op og stanken af alkohol hamrede hende voldsomt i hoved, mens hun var lige ved at falde bag over. Tanken om hvor skuffet Al ville blive når han vågnede op og hun ikke var der skar hende i det hjerte hun troede hun havde mistet for seks år siden. Hun skubbede bestemt tanken om ham til side og tog en dyb vejrtrækning, før hun gik helt ind og lukkede døren efter sig. Hun tog stille jakken og støvlerne af og lagde det pænt på gulvet, hvorefter hun gik ned af den stille gang og lyden fra tvet nåede hendes øre.
Det var ikke fordi hun havde specielt løst til at vende hjem, men manden var jo tros alt hendes far, selv om han aldrig havde opført sig som en. Hun tænke stille på om han mon var stået op endnu? og tog sig selv i at forstille sig ham med bar overkrop og de hvide vinger. Hun knyttede stille hånden og prøvede at fokusere på noget andet, selv om det ike helt virkede. Hun kiggede ind af døren og så sin far ligge på sofaen og som selvvandeligt med et halvt dusin tomme ølflasker på det lille bord ved sin side. Lugten sved hende i øjnene og hun lukkede stille døren ind til ham, før hun hørte et utilfredst grynt. Hun ignorerede det og gik ind på sit værelse, mens den skærende smerte i brystet nægtede at forsvinde...

Han sad bare på gulvet, og kunne ikke slå håbet om at hun ville komme tilbage væk. Han ønskede det så inderligt, men det var der jo ingen der vidste om det ville ske. Han var bare meget opsat på at han gerne ville have hende til at dukke op igen. Han var dog ikke selv klar til at være den der opsøgte hende. Han var ikke sikker på helt hvordan hun havde det med ham, og derfor ville han ikke tvinge sig id i hendes liv, hvis hun ville lukke ham ind ville han blive glad men det skulle være fordi hun gerne ville lukke ham ind, og ikke fordi hun lid følte sig nødsaget til det.

Hun tænkte stille og gik hen til skabet. Tanken om Adalwin ville bare ikke slippe hendes hjerte eller hjerne, uanset hvad hun sagde til den så ville den ikke. Hun kunne forstille sig hvor oprevet og ked han ville være. Det var ubæreligt at tænke på, hvilket fik hende til at tage beslutningen. Hun hev en slidt sports taske ud af skabet, før hun hev den smule tøj hun havde ud af skabet og ned i tasken. Hun hørte døren ind til stuen der gik op og hun skyndte sig at pakke de vigtigste ting ned i den, før hun skyndte sig ud på det lille badeværelse og proppede de ting som var hende ned i tasken. Hun smed tasken på madrassen -som hun brugte som seng- før hun skyndte sig ud i køkkenet og begyndte at rode i skufferne. Det var bare med at komme afsted, før hendes far ville opdage hende.
Hun tog det hun kunne bruge, da hun vidste, at hendes far alligevel ikke levede af andet end barmad og alkohol - helst den stærke slaks. Hun tog nogle få ting fra køleskabet, før hun nærmest løb ned på sit værelse. Hun skyndte sig og hjertet satte farten op, da lyden af skridt nåede hendes øre. Hun proppede det hele ned i sportstasken, før hun tog den over skudren og gik ud på den lille gang. Hun låste døren til værelset af ren refleks og puttede nøglen i lommen.
Hun kunne mærke panikken, da en hånd tog fast i hendes.
"Hvor skal du hen Melicia!?" Hans stemme var kold og hans sprut ånde fik hendes øjne til at løbe i vand. Hun rev hånden til sig og skulede til den lettere muskuløse og høje mand foran hende. Han havde en gang været en nydelig ung mand, men de mange år på sprut og stoffer havde sat sit spor. Hun tog sig sammen og svarede i et koldere og bestemt tonefald "Jeg flytter hjemme fra! hvad tror du ellers?!"
Hun rev sin hånd ud af hans og skulede til ham, før hun skyndte sig ned af gangen. Hun nåede dog ikke langt før han fik fat i hende igen...

Han sad bar i hytten, og drak lidt te og spiste en smule af det brød han havde tilbage, og håbet om at hun ville vende tilbage, forsvandt langsomt mere og mere bort. Han havde ingengrund til at ville gøre noget, hun havde været hans grund til at han selv ville tilbage til livet, for at han kunne støtte hende, men det skulle han åbenbart ikke få lov til, og nu ville han næsten bare ønske at han aldrig havde mødt hende.