Childhood friends, What are you talking about? //Adalwin//

Hun smilede bare stille til ham og puttede et stykke bolle i munden. Hun havde dog ikke forventet, at han ville smile så bredt over, at hun var begyndt at få det en smule bedre, men det varmede hendes hjerte, at han faktisk bekymrede sig om hendes helbred. Hun smilede bare stille og tog en tår af den varme suppe, men blev positivt overrasket, da han satte sig hen ved siden af hende og lagde armen omkring hendes skuldre. Hans nussen på hendes arm distraherede hende en del fra suppen og hun lagde bare stille hoved ind til hans kraveben, før hun puttede et lille stykke brød mere i munden. Hans ord varmede hende lige så meget inden i, som hans smil havde gjort. Hun lukkede stille øjnene nydende, da hans læber blidt lagde sig på hendes hals og kærtegnede den blidt...

Han flyttede isg ikke, og blev bare siddende, mens han blidt flyttede ist hoved ned til hendes øre, og lod det lige hvile der lidt, før han stille hviskede lidt til hende...

''Få nu spist op...''

Han kyssede hende på kinden, og løftede så sit hoved igen inden han igen fortsatte med at nusse hende på armen... Det at have hende tilbage fik hans hjerte til at banke lidt hårdere, og vise ham nogle gamle følelser som han slet ikke havde tænkt på meget længe... HAn havde slet ikek tænkt på disse menneskelige følelser...

Det var derfor sjovt at se hende nyde hans nærvær på den måde, og gøre opmærksom på det uden at sige noget... Han vidste ikke engang om engle kunne føle behag på den samme måde...

Hun smilede bare stille og nød bare det hele. Hun gøs en smule, da han hviskede hende i øret og sendte ham bare et stille smil, før hun drak det sidste af suppen, men hans kys på hendes kind distraherede hende fra at tage et stykke af bollen i munden og hun grinte en smule, før hun sagde "Du ved godt at det er meget svært at spise når du sidder lige her" med en latter i stemmen. Hun nød bare hans selvskab og kunne ikke forstå, hvordan hun havde kunnet leve i 6 år uden det. Hun undgik at tænke på sine følelser, da det bare forvirrede hende mere end godt var, hvis hun begyndte på det. Hun trak vejret tungt med det stille smil på læben, mens hun brækkede det sidste af bollen i to og puttede det ene i munden, før hun ventede lidt og så spiste det sidste også. Hun så bare ud over hytten, mens hun sank maden og var nu mere stopmæt end hun havde været i mange mange måneder...

Han blev sidden og holdte om hende, mens han aede ehndes arm, og så bare på at hun fik spist færdig... Da hun havde drukket det sidste tog han koppen fra hende og satte den fra sig på gulvet... Han smilede til hende...

''Se det var bedre...''

Han sagde det grinednde, og smilende... Mens han stemme var stadig lige så varm, som den stort set altid havde været overfor hende... Han kyssede hende på halsen igen, og smilede blidt til hende...

Han lagde forsigtigt den anden hånd lige over hendes knæ igen...

Hans nærvær var meget distraherende, men det lykkedes hende dog at få spist færdig efter lidt tid. Hun havde bare stille lagt sit hoved ind til hans bryst og lagde nu også armene om ham i omfavnelsen. Hun smilede bare stille af hans kommentar og krøb ind til ham og hans varme. Hun kunne ikke lade vær med at grine en smule, da hans latter smittede af på hende og hun stragte stille hans, så hun kunne ligge et blidt kys på hans kæbe, kort efter at han havde laget et på hendes hans. Han var hendes svar på en ven, en bror, en far og en potentiel mand i hendes øjne hvertfald. Han var for god til at være sand. Hun trak bare automatisk vejret tungt og indåndede den søde duft af ham...

Han aede bare hendes arm, og smilede til hende, mens han langsomt begyndte at nusse hende ben igen, som han havde gjort tidligere... Han nød at sidde med hnede, og ville ønske han kunne bedre ligge armene om hende, men turde ikke rigtigt bede hende om at sætte sig op af ham...

Han smilede derfor bare, og sagde ikke rigtigt noget til hende... Han kyssede hende på læberne igen, denne gang mere lidenskabeligt og længere end de andre gange... Han følte det så naturligt at gøre, og det var derfor han bare gjorde det, og så fordi det var en rar følelse at gøre...

''Hvad så søde?''

Hun sad bare og holdte om ham, mens hun efter lidt tid lukkede øjnene og bare lod tiden gå som den nu skulle. Hun nød bare at sidde sådan med ham, selv om hun var træt uanset hvor meget, hun havde sovet. Hun trak bare vejret tungt endnu en gang, før hun mærkede hans læber imod sine, dog fjernede han dem ikke som de forrige kys. Hun besvarede bare blidt kysset til han igen trak sig lidt væk og hun lagde hoved ved hans kraveben. Hans ord tiltrak nu hendes opmærksomhed, men hun åbnede ikke øjnene eller fjernede sit hoved. Et mat smil trak bare op i hendes mundvig. Hun kunne godt lide, at han kaldte hende søde, selv om hun ikke var det, og også selv om hun bedre kunne lide, når han kaldte hende Val. Hendes stemme var bare stille, da hun svarede "Hvad så hvad?" med et lille smil i stemmen...

Han havde ikke rigtigt noget at sige, så han holdt bare stille om hende mens han bare lod hende sidde... Han sad sådan set selv en smule dårligt men ville ikke ødelægge noget... Han blev bare siddende og selvom han fysisk sad dårligt nød han alligevel at sidde på den måde, da han jo sad sammen med hende...

''Val... Du er fantastisk...''

Han løftede hendes hoved lidt op, og kyssede hende på læberne blidt dog lidenskabeligt...

Hun sad bare med hoved hvilende på hans kraveben og armene blidt lagt rundt om ham, selv om det fysisk krævede en del af hende, da hun som sagt levede på dampene af den bolle hun havde spist, man kunne nok være gået så langt som at sige, at hvis han ikke var dukket op havde hun nok været død inden en uge. Hun holdte bare om ham så godt, som hun nu kunne i sin svækkede tilstand. Det var enlig alt hun havde brug for, at sidde der med ham til at holde sammen på de mange dele, hun var smuldret til i hans fravær. Bare at sidde der og falde i søvn i hans arme gang på gang på gang, hun ville kunne gøre det i evigheder, men i sidste ende vidste hun også, at det ikke var muligt. Hendes krop havde lidt meget last igennem årene og til tider kunne hun bare falde om helt spontant. Hun vidste ikke en gang om hun ville kunne overleve at komme tilbage til en helt normal hverdag, da det ville kræve meget af hende både mentalt og fysisk, men tanken om, at han ville hjælpe hende gjorde det en smule næmmere at forholde sig til. Hun sad bare og da hans ord nåede hendes øre varmede det hendes hjerte og det stille smil i hendes mundvig blev en smule større. Hun skulle lige til at komme med et modagument, men blev stoppet og distraheret af hans hånd under sin hage, der stille og blidt løftede hendes hoved op, før hans bløde læber mødte hendes i et blidt kærtegn og hun slappede bare stille af i velbehag. Han var virkelig en engel... Hendes engel...

Han holdt kysset lidt tid før han igen slap hendes læber og hendes hoved... Han aede så hendes ryg, mens han stille kyssede hende på halsen og derefter blidt på øret for at hviske blidt til hende...

''Val, prøv nu at få sovet og spist lidt mere ikk?''

Han aede hendes ryg, igen og sad ellers bare og nød det, nød følelsen af at være sammen med den eneste person han nogensinde havde elsket oprigtigt, det var en dejlig annerkendende følelse for ham at opleve det...

Ordet elske lå så langt væk i hendes hukommelse og ordforråd, at det var svært for hende overhoved at sætte ord på det. Hun var bogstaveligt taget bare en stor klump af forvirrede følelser uden navn og helt uden bestemmelsesretning. Det eneste hun enlig kunne skele imellem var ting hun syntes var gode og dårlige, resten af katagorierne havde hun utroligt svært ved at placere, for det hun troede var kærlighed var i andres øjne bare gode venner, hvilket forvirrede hende en del, for hvordan havde hendes far så kunne gøre de ting han havde gjort imod hende, hvis han 'elskede' hende -som andre nok ville sige, at han havde gjort. Hun nød bare kysset, til han fjernede sine læber fra hendes og hun placerede hoved ved hans kraveben igen. Hun mærkede hans læber på sin hals og derefter på hendes øre. Hun nød det bare. Hans ord i hendes øre. Hun forstod meningen af dem, men havde stadig utrolig svært ved at tro på, at han faktisk var virkelig. Hun var stadig meget i tvivel, om hun overhoved ville kunne trække sig væk fra den afgrund, hun stod ved igen, men hans blide berøring, søde ord og kys mindede hende om, at der faktisk var en, der ønskede, at hun overlevede, hvilket varmede hendes svækkede jeg indefra...

Han blev bare siddende, og holdt om hende, knugede hende ind til sig i en tid, som om hun var det eneste der betød noget i hele verden... For ham var hun også det eneste der faktisk betød noget, og det var grunden til at han så gerne ville have hun fik det bedre...

''Sov godt, og så kan jeg lave noget mad til dig?''

Han kyssede hende på kinden...

''Hvad vil du have når du vågner?''

Han så på hende...

Hun tænkte bare stille og puttede sig en smule ind til ham, ind til hun fandt en behagelig stilling. Han betød meget for hende og han var den eneste der kendte hendes historie -eller noget af den- til fulde, hvilket også gav ham en fordel til at forstå hende bedre. Hun vidste ikke, hvor meget hun ønskede at leve mere, men han var en af de to grunde til, at hun prøvede at bekæmpe de indre stemmer, der var underligt stille. Hun puttede sig bare ind til ham og søgte trykhed i hans varme favn. Hans ord tiltrak hendes opmærksomhed og hun svarede ham bare med et stille nik. Så igen hans læber imod sin kind, hans bløde, varme læber. Hun havde stille lukket øjnene og flyttede sig ikke en tomme, da han spurgte hende igen. Hendes stemme var en halvtræt mumlen, da hun svarede ham med "Suppen var god" Hun flyttede ikke rigtigt på sig, men blev bare siddende i hans favn...

Han løsnede stille sit greb om hende, for at se om hun ville lægge sig selv, da han ikke kunne få sig selv til at flytte sig fra hende... Han var simpelthen for nervøs for at han kom til at såre hende hvis han flyttede sig eller hende...

Han kyssede hende blidt igen...

Hun var meget træt og hendes krop udmattet, så da han stille løsnede grebet fattede hun godt hentydningen: Se at få hvilet og kom til krafter. Hun trak vejret tungt, før hun skulle til at kysse ham på kinden, men blev forhindret af hans læber imod sine. Hun havde bare lukket øjnene halvt og nød den, før hun med en del besvær fik sig frigivet fra hans arme. Hun krøb stille ned i soveposen og krøb sammen i fosterstilling. Hun vidste snart ikke, hvad hun skulle tro mere...

Han lagde sig i første omgang ned ved siden af hende... han lagde armene om hende men uden at krybe ned i soveposen. Han lagde blot uden for soveposen med armene om hende, og sugede hendes duft til sig... Han ville ønske hun ikke havde det skidt...

Han blev liggende sådan der til hun var faldet i søvn, og så satte han sig til at lave suppe igen... Denne gang tilføjede han dog lidt hønsekød han havde liggende, da han troede på hendes krop godt kunne holde til lidt kød nu... Han sad bare og varmede ind til hun vågnede...

Hun lå bare unden rigtigt at tænke og uden at bevæge sig, da det krævede for meget af hendes krop bare at flytte sig en smule. Hun trak vejret tungt og havde lukket øjnene, mens hun langsomt gled ind i søvnen, da hans arme lukkede sig om hende og han holdte hende ind til sig. Hun havde det skidt fysisk, hvor hun lignede en, der havde været udsat for en hungersnød og mentalt, hvor den bygning, der var hendes liv var faldet om ørene på hende og de få sten, der var lagt til den nye konstruktion var stadig varme, efter at være kommet ud af ovnen, så den skrøbelige lille hytte ville kunne falde sammen om ørene på hende hvert minut, da hun langt fra var stærk nok til at holde det på plads helt selv. Hun blev langsomt trukket ind i mørket med hånden om den røde line og den beskyttende varme mur omkring sig...

Han sad bare over ved den lille trangia og græd lige så stille. Han sad og græd over at han var død og nu kunne han se hvad det havde gjort ved hende at han havde ladet sig dø. At han ikke bare havde været stærk nok til at stå imod og overleve.

Han græd også over at han ikke bare kunne knipse med fingrene og så ville hun have det godt igen, og at han i det hele taget ikke følte sig god nok til at være sammen med hende. Han følte sig utilstrækkelig. Han følte sig virkelig utilstrækkelig.

Han sad bare og varmede suppen til hende når hun vågnede...

Hun sov bare tungt og anede ikke noget om, at han sad og græd ikke mindre end et par meter væk. Hun kunne simpelhen ikke erindre at have set ham græde, så derfor kunne hun ikke forstille sig, at han græd nu af alle tidspunkter. Hendes søvn var dyb og hun var endnu en gang fanget i det tidløse mørke, hvor hun bare svævede rundt som om tyngdekraften slet ikke eksisterede der inde. Det eneste, der holdte hende fra mørket, der normalt havde klæbret sig til hende som tjære og kravlet ind under huden på hende i form af maddiker, mider og orme var det varme skjold, der lå omkring hende og den røde tråd hun havde i hænderne. Det overraskede hende derfor utroligt meget, da den røde tråd blev sort og smuldrede væk i hendes fingre og den varme mur omkring hende begyndte at falme. Hun kunne mærke, hvordan det klistrede mørke trængte ind og lagde sig som slim på hendes hud, som hun fustreret prøvede at fjerne, men uden held. Hun skreg, men skriget blev snart stoppet af mørket, der fandt vej til hendes mund og gled ned i den, fyldte den med det klistrende stas, før det fandt vej igennem hendes krop og forhindrede hende i at trække vejret. Hun kunne mærke, hvordan det begyndte at svi i øjnene og en tåre trillede ned af kinderne kunne hun se i det nyopdukkede spejl foran sig, men til hendes rædsel var tåren ikke gennemsigtig eller af vand, men en tyk stort masse, der klæbrede sig til hende og bare ikke ville gå væk. Hun begyndte at skrige i søvne og panisk begyndte hun at kratte sig over alt på sin nøgne hud, mens hun kastede sig frem og tilbage på madrassen, som et forsøg på at rive og flå det ikke eksisterende mørke af sig. Hun skreg bare og koldsveden begyndte at komme til syne på hendes bleje hud samt nogle små røde dråber på de steder, hvor hun krassede sig selv...

Han sad og varmede suppen og den var lige begyndt at koge da han kunne høre bag sig at der var noget der bevægede sig, og han vendte blikket om for til sin rædsel at se hende ligge og rive og flå i sig selv... Han drejede sig rundt og fik væltet den kogende suppe ned over benet, som han lige der bare ignorerede...

Han lagde sig henover hende, og greb fast i hendes hænder, og forsøgte at holde hende fast ned mod jorden for at sikre sig at hun ikke kunne komme til at skade sig selv mere end hun allerede havde gjort...

Hun var fanget i marridtet og den spinkle mulighed, det spinkle glimt af håb var tabt og væk fra det øjeblik den røde snor forsvandt fra hendes hånd. Hun krassede og rev for at få mørket af, men hun var ved at blive kvalt i marridtet og det gjorde hende bare mere panisk, da der blev lagt lænker om hendes håndled, der umuligtgjorde det for hende at fjerne mørket. Hun prøvede febrisk at ryste ham af, men hun var for svag til overhoved at kunne flytte sig. Panikken fik hende til at skrige og skrige og skrige, hvilket ikke gjorde noget i marridtet ud over, at hun hurtigere indtog den klistrede tjære, hvilket var modsat i virkeligheden, hvor hun bare skreg og skreg af sine lungers fulde kraft i forsøget på endten at komme fri eller få hjælp på en eller anden skør måde...

Han slap hendes hænder, og lagde i stedet armene om hende, mens han stil knugede hende ind til sig... Hans øre begyndte at gøre ondt af hendes skrigen, og han kunne ikke rigtigt gøre noget for at få det til at stoppe på nogen måde overhovedet...

Han var nød til at gøre noget, men præcist hvad vidste han ikke rigtigt... men noget faldt ham ind at gøre, og han kyssede hendes læber blidt og lidenskabeligt... Han vidste ikke helt hvad han ellers skulle gøre...

Hun mærkede, hvordan lænkerne forsvandt og straks begyndte hun at krasse sine arme til blods igen med en større iver end før, så de små røde dråber blev tvunget frem fra de skjulte åre under huden. Tårene trillede ned ad hendes kinder i stride strømme, mens skrigene ingen ende fik, før han lagde sine læber imod hendes, hvilket øjeblikkeligt fik hende til at stivne, hvor efter hun blev helt livløs i hans arme. Hun var så tæt som man kan blive på at blive kvalt af mørket og hendes krop havde ikke energi til at kæmpe imod det mere, hvilket var grunden til, at hun bare lod sig opsluge helt og holdent af det. I sidste sekundt før mørket indvaderede hende helt mærkede hun en ukendt varme kort imod sine læber...

Han vidste ikke hvad der gik af ham... at gøre noget så menneskelig, og fjerne en del af sin egen renhed og uskyldighed ved at gøre det, og så specielt mens hun sov og ikke rigtigt var til stede, det var så forkert af ham, men han holdt kysset og flyttede på ingen måder sine læber fra hende...

Han holdt bare om hende, og hendes skader måtte han så tage sig af når hun vågnede igen... Han elskede hende og vidste ikke hvordan han kunne hjælpe hende fra den slags mareridt hvis de kom igen, det var simpelthen ikke noget han forstod, og vidste jo heller ikke helt hvad der skete...

Hans ben var blevet ret så forbrændt, og han måtte passe på det, men mærkede det dog ikke rigtigt da det hele drejede sig om hende...

Han slap først kysset da han havde brug for luft...

Hun lå bare helt livløs i hans arme og det eneste, der bekraftede det, at hun var, levende var hendes svage vejrtrækning og næppe bankende hjerte. Mørket var over alt for hendes indre blik. Det var i hver en porre i hendes krop og hun kunne ikke længere bedømme, hvor hun selv sluttede og mørket startede. Efter noget der virkede som en uendelighed kunne hun åbne øjnene, bare for at finde sig selv hjemme i sin lejlihed stående i døråbningen ind til stuen. En ikke mere end 6 årig pige med sort hår og en rød hånd på kinden samt blå mærker på armene kom styrtende grædende imod hende, løb igennem hende og ind på værelset, hvorefter døren blev smækket hårdt. Mindet fik det til at gyse ned ad hendes rygrad og pludselig stod hun i den lille piges krop på værelset foran spejlet. Den lille piges øjne så helt døde ud, mens tårene løb ned ad hendes kinder. Hun stod iført en hvid kjole med let spredte ben og knyttede hænder. Hun kunne langsomt høre ord udtalt af en stemme langt væk, men pigens mund bevægede sig ikke overhoved. Hun kunne ikke rigtigt høre ordene tydeligt, men mere som en messen i baggrunden, mens en sort skygge langsomt maltraliserede sig bag den lille pige. Skyggen lagde sine klamme langt fingre på pigens skuldre og de lysende gule katteøjne stirrede sultent på hende, mens den blottede de sorte læber i et hvidt-haj-tands-smil...