Childhood friends, What are you talking about? //Adalwin//

Han forstod godt at hun ikke vidste hvad hun skulle tro eller gøre... Det måtte sgu være underligt at der pludselig dukkede en person op fra ens fortid, og man havde set at personen var død, så det ville sgu da helt klart være ret svært for den stakkels pige at finde rundt i det hele...

''Det forstår jeg godt Val... Det er også meget, men hvorfor skulle jeg lyve for dig?''

Han så på hende, fordi han stadig klamrede sig til den del af hende han kendte den del af historien hvor de stolede og troede på hinanden...

Der var så mange faktore i spil. Hver og en af de faktore var i stand til at vælte hende fuldkommen af pinden. Det eneste hun virkelig havde at tolke på, var hans opførsel og tydningen af hans kropssprog som hun havde brugt mange år på at strikke sammen. Det var godt nok en forældet manual, men det var det eneste, hun havde at forholde sig til. Det var også en af grundene til, at hun var blevet en smule rådvild. Hendes erfaringer med ham sagde hende nemlig, at han normalt ville have lagt armene om hende på dette tidspunkt, hvor hun følte sig helt forvirret og faret vild, men det faktum, at han ikke havde gjort det støttede bare hendes negative side, der mente at altting havde ændret sig mellem dem og sagde hende, at han stadig var død. Det gjorde hende en smule ilde til mode, da det virkede til -tros alt det han sagde- at det havde ændret sig mellem dem. Hun tænkte bare stille over hans ord og svarede bare, mens hun stadig gled sig i øjnene "Jeg ved det ikke... det hele er bare... bare uvirkeligt" Hendes stemme var stille og hun syntes erligttaget at guden der oppe godt kunne give hende bare et eller to gode kort på håndem, som f.eks. at fortælle hende hvad fanden, der enlig var sandt...

Han vidste ikke selv hvorfor han ikke lagde armene om hende, men da hun talte igen og hendes stemme virkede så lille og svag, syntes han også den lød som om hun var trist eller ked af det, og han kunne ikke lade være længere... Han lagde forsigtigt armene om hende, og trykkede hende blidt ind til sig... Han vidste ikke om det ville hjælpe hende men noget var han nød til...

''Rolig nu Val... Det kommer nok med tiden...''

Han holdt hende bare, og sukkede selv en smule svagt af velvære, fordi han syntes det var noget så behageligt at sidde med hende, og mærke hende igen...

Hvorfor skulle det også altid være hende der fik de komplicerede forhold til andre? som en genopstået bedste ven, hvis man skulle tage et eksempel eller en døddrukken far? eller en død mor? eller det faktum at hun var blevet mere og mere dyrisk og fjentlig igennem de sidste år? Inderst inde var hun jo stadig den lille 10 årige pige i sommerkjolen på gyngen. Det var nærmest som om hun var blevet delt i to, hvor den ene del var stoppet med at vokse og bare var en lille svækket skabning inden i hende, mens den anden del voksede forkert sammen og blev en forskruet, manipuleret og fjendtlig ting, der ikke kunne være i nærheden af andre uden at såre dem. Var der ingen, der kunne se forbi det og se den lille pige inden i hende? Den lille pige, der bare ville sidde på gyngen hele dagen og gang på gang flyve op imod himlen, for derefter at blive trukket ned til jorden af tyngdekraften endnu en gang. Hun mærkede så hans arme omkring sig og begravede bare hoved i hans skuldre, mens tårene stille begyndte at trille ned ad hendes kinder en efter en. Hans velkendte arme, de arme hun havde savnet i seks år og aldrig havde troet, at hun ville kunne mærke omkring sig igen. Hun hulkede bare imod hans skuldre både af fustration, men også af glæde. Der var bare ingen ting, der gav mening for hende mere...

Han holdt hende bare og aede hende stille over ryggen... Det var længe siden de sidst havde sat sådan, men sådan havde de ellers sat meget engang... De havde virkelig sat meget sådan en gang...

Han aede hende bare stille og roligt mens han stille lagde sit ansigt mod hendes hår, og snusede ind... For at fange hendes behagelige duft... For at sikre sig at hun virkelig var der... Hvilket han gjorde nemmest ved at finde flere måder at bekræfte hende på...

Hun huskede ikke specielt mange af deres stunder sammen, men kunne godt mærke, at hun virkelig havde savnet hans favn. Hun havde ellers troet, at hun var kommet sig over hans død. Tiden læger alle sår, siger de jo, men hun havde åbentbart taget fejl, når hans favn kunne udløse en sådan reaktion hos hende, så måtte hun da have savnet ham. Hun glæd bare stille og lagde armene om halsen på ham. Hun var lidt ligeglad med, om han var en god drøm -nu med lyst hår- hun havde savnet ham og det kunne hun ikke benægte over for hverken sig selv eller ham, det reagerede hendes krop for meget på hans, til at hun kunne. Hun nød hans nussen og prøvede at indsamle beviser på, at han virkelig var hendes Al og ikke en eller anden fremmed, der mindede om ham. Hun græd bare stille, mens hun knugede sig blidt ind til ham uden planer om at give slip lige forløbig...

Han blev bare ved med at ae hende over ryggen, og han knugede hende ind til ham, mens han lagde hovedet ned til hendes øre, for at hviske et eller andet til hende...

''Jeg har savnet dig Val...''

Han smilede svagt mens han bare holdt hende indtil sig...

Han var virkelig hendes Al. Han var virkelig hendes Adalwin. Hun blev ved med at gentage det for sig selv, mens hun bare holdte sig ind til ham. Tårene trillede bare stille ned ad hendes kinder, mens hun havde arme om halsen på ham og hoved begravet ved hans skuldre. Et stille smil trak let op i hendes mundvig, da han hviskede hende i øret og hendes stemme var bare en stille og lettere grødet mumlen, da hun svarede ham "Og jeg savnede dig" Hun havde virkelig savnet ham, men hun havde også ændret sig. Hun var blevet knust og syet forkert sammen så utroligt mange gange og hun var en smule bange for at åbne helt op for ham igen i frygt for, at han endten ville såre hende igen eller ikke kunne lide hvad han så. Hun kom også til at tænke på, at de jo var næsten jævnaldrende i udseende nu, hvilket var helt underligt at tænke på...

Han smilede og kunne ikke lade være med lige kort at kysse hende på kinde... Han blev så ellers bare siddende og trykkede hende indtil sig... Han nød det, nødt at mærke hende mod ham... at få bekræftet at hun ikke bare var et tankespind han havde skabt...

''Og jeg har ikke tænkt mig at forsvinde igen...''

Han ville nok ikke selv kunne holde til det...

Hun stoppede langsomt med at græde og holdte sig bare tæt ind til ham. Hun sad bare mellem hans ben og krøb sammen i hans velkendte favn, mens et stille smil fandt vej til hendes læber igen. Hun mærkede hans varme læber imod sin kind og gjorde ikke rigtigt noget videre ved det, da hun ikke havde noget imod det. Hun havde bare savnet ham og var næsten sikker på, at han ikke bare var en god drøm. Hun sukkede tungt og indsnusede bare hans velkendte duft,lod den fylde sine næsebor og kærtegne hendes tunge. Hans ord fik hende til stille at lukke øjnene og smile mat. Hun håbede virkelig ikke, at han ville forsvinde igen, det ville hun ikke kunne bære...

Han blev ved med at holde hende tæt ind til sig... Han havde ikke lyst til at slippe hende på noget tidspunkt overhovedet... Han ville bare have hende så tæt på sig som det var muligt at have hende og det skulle gerne være hele tiden... Han nød hendes nærvær...

''Jeg har virkelig savnet dig...''

Hun smilede bare stille og holdte sig ind til ham, mens hendes opmærksomhed og tanker var rettet kun imod ham og hans varme behaglige favn. Lige nu var hun ligeglad, med de minder hun kunne huske, lige nu var han der og det var det der betød noget for hende. Hans ord varmede hendes ellers kolde og vanskabte hjerte og hun havde bare lukket øjnene let i, mens hun stille lagde sig ned på siden på madrassen uden at give slip på hans hals, hvilket var en pæn opfordring til, at han helst gerne skulle ligge sig ned ved hendes side. Hun trængte bare til at ligge med ham og forhåbentligt også falde i søvn i hans arme, men hun ville jo få at se om han gav hendes lov..

Han lagde sig bare ned med hende... Han havde intet imod det hun gjorde... Han ville lade hende gøre alt hun ville, så længe hun ikke var direkte sur på ham når hun gjorde det... Han ville endda også lade hende afreagere på ham hvis det var det hun havde brug for...

Han nød at ligge med hende... Hun var simpelthen så behagelig at lægge med...

Hun smilede bare sagligt, mens hun puttede sig ind til ham og endnu en gang trak vejret tungt, for at indånde hans velkendte duft og bare mærke, at det altså ikke var en god drøm det her. Hun nød bare hans nærvær, hvilket nok var en af de ting hun havde savnet mest ved ham. Hun var ikke sur på ham lige nu, hun kunne måske godt blive det, men så længe hun kunne få lov til at ligge sådan med ham, så ville hun helt klart vælge det, frem for at blive sur. Hun mumlede stille med hoved imod hans skuldre "Jeg savnede dig" mens hun godt kunne mærke trætheden, der meldte sig hurtigere, da hun stadig ikke havde spist i to-tre dage...

Han aede og nussede hende stadig over ryggen mens han lagde med hende... Han nød at mærke hende så dejligt tæt ved sig igen, og ikke længere være bange for at hun hadede ham, selvom han godt kunne mærke at hun var blevet noget mere ilter i det...

Han kyssede hende igen på kinde, og kunne svagt mærke på hende at hun blev træt... Han havde dog stadig ingen intentioner om at slippe hende...

Hendes lukkede øjne gjorde, at hun lagde mere vægt på de andre sanser og træk ved ham. Hans duft. Hans muskulatur. Hans blide bevægelser. Hun nød den kildrende fornemmelse, når hans hånd gentagende gange strøj hende over ryggen og hun slappede bare af i hans arme. Resten af verden kunne bare forsvinde eller brænde op, hun ville være ligeglad så længe hun havde hans arme at flygte ind i. Hun sukkede nydende og var godt på vej ind i søvnen, hvilket kunne både ses og mærkes, da hendes arme løsnede deres nærmest kvælende greb en smule og hendes ansigt blev lagt i mere rolige folder. Hun smilede en smule mere, da hun mærkede hans bløde læber imod sin kind, men var også så træt, at hun ville have svært ved at skildne det fra en god drøm, når hun vågnede næste dag. Hun trak bare vejret i rolige og lidt mere tunge åndedrag, mens hun langsomt faldt hen lidt efter lidt...

Han blev ved med at holde hende ind til sig... han rykkede sig heller ikke nogen steder... Han flyttede dog lidt på sig selv og hende så hun lagde på en måde der gjorde det mere behageligt at falde i søvn for hende...

Han kunne lige akkurat nå noget tøj som han trak ind til sig, og lagde under hendes hoved, mens han bare selv lagde sig til at sove med hende i hans arme...

Hendes mundvig trak let op, mens hun mærkede, hvordan han ryggede lidt på sig, så de begge kom til at ligge lidt mere behageligt. Hun kunne mærke han rykkede lidt på sig og løftede hendes hoved, så han kunne ligge noget blødt ind under hendes hoved, hvilket fik det til at trække lidt i mundvigen. Hun lå bare stille og drev langsomt længere og længere ind i søvnens varme favn, der med glæde tog imod hende. Den tog stille hendes hoved mellem sine varme hænder og kyssede hende blidt på hver kind, før den lagde armene omkring hende og trak hende længere og længere ind i mørket. Det eneste hun kunne skimte var de velkendte mørke øjne, hvilket fik hende til at putte sig mere ind til ham med et fredfyldt udtryk i ansigtet. Hendes engel. Hendes bedsteven. Hendes Al. Hendes Adalwin...

Han faldt selv hurtigt i søvn, med hende i hans arme... Den pige han engang ahvde svoret at han ville passe på, og sørge for at hun havde et godt liv, og han var skuffet over at han ikke havde gjort det godt nok, nu da han så hvordan det var endt hende...

Han holdt af hende meget... Det havde han altid gjort...

Hun gled bare ind i søvnens velkendte lune, men til forskel fra alle de andre nætter hjemme i lejligheden kunne hun mærke varmen imod sin bleje og forslåede hud, da det stadig kun var kort tid siden hun havde fået sin sidste overhaling af sin far. Til forskel fra alle de andre gange var det ikke hagl, der faldt som perler fra de mørke skyer over hendes hoved. Nej, regnens blide dråber og den lune luft svøbte hende i et varmt tæppe og gennemblødte hende, mens hun med et smil vendte hoved imod himmelen, slog ud med armene og grinede højt, mens hun snurrede rundt i sin -nu driv våde- sommerkjole, mens hun blev gennemblødt til skindet af den behageligt stue-temperatur-varme regn. Hun snurrede bare hurtigere og hurtigere rundt, mens hendes latter blev højere og højere. Det var så dejligt befriende og hun havde det som om hun var let som en fjer og hvert sekund kunne blive båret væk af den lune brise. Hun forstillede sig at flyve højt over skove, marker, enge, byer og lande i uendelighed, mens hun lavede styrtdyk som en musvåge efter sit bytte, fløj i cirkler, loop og lod sig føre, hvor vinden end blæste hende hen, men naturligvis var han ved hendes side med sine store, bløde, hvide vinger, klar til at gribe hende, hvis hun nu skulle falde. Hun sov bare tungt i hans favn...

Han sov også trygt... Hans søvn var dog helt drømmeløs, hvilket den altid var... Han vidste ikke om det havde noget at gøre med at han ikke længere var menneske... Eller om det måske var fordi han havde en mision en opgave, som han ikke måtte vie fra og at drømme kunne forvirre ham nok til at han ville vie fra den opgave...

Han sov bare... Han trak vejret stille og roligt og rimeligt dybt... Han vidste ikke noget om hvordan hun havde det, men han trak hende langsomt ind til sig... Han gjorde det meget blidt, mens han i søvnen langsomt aede hende over ryggen, mens han lod sine vinger folde ud...

Hendes krop frydede sig over hans nærhed. Den havde ikke glemt hans velkendte figur igennem de 6 års adskillelse og havde ikke udviklet sig mere end at den stadig passede ind i hans arme som altid. Hun puttede sig bare ind til ham med hoved begravet ved hans skuldre og hænderne let placeret på hans brystkasse. Et stille smil dannede en buet trækning i hendes mundvig, mens hun kom med en stille lyd. Hun fløj højt oppe mellem skyerne, mens vinden greb fast i hendes hår og hun virvlede rundt med en høj latter. Det var befriende. Hun trak armene ind til sig og lod sig falde i et lodret styrtdyk. Det gav et underligt sus i maven og kort efter forsvandt vinden og en kølig dråbe lagde sig på hendes lukkede øjne. Hun åbnede stille øjnene og kiggede nu op imod den lyseblå himmel og de få skyer, der så generøst dryssede de kolde hvide krystaller ned over jorden. Hun lod blikket glide rundt på det hvide vinterlandskab bedækket med de fine krystaller, der havde lagt sig i et tykt lag og forandret landskabet fuldkommen. Hun smilede bare og rakte hænderne ud efter en nedfaldende krystal, der blidt lagde sig i hendes hænder. Hun betragtede stille det lille væsen, før det smeltede væk og efterlod en dråbe på hendes håndflade. Hun sov bare tungt og trygt i hans arme...

I søvnen lod han sine vinger lukke sig om dem... Lagde dem som en beskyttende kuppel om dem begge og lukkede dem bare stille inde i deres egen verden langt væk fra alt andet...

Han sov stille dybt og meget roligt uden at være bange for noget, uden så meget som at tænke på at hun måske ville vende tilbage til at være vred og irritabel når hun vågnede... HAn var ligeglad i det øjeblik han sov bare tungt...

Selv i søvnen aede han hende stadig, som om det var blevet en del af ham at gøre, en refleks og et instinkt... Noget han ikke kunne lade være med at gøre overfor hende...

Hendes krop reagerede, som en kælen killing på hans blide berøringer og krøb så meget ind til ham, som det overhoved var mennesket muligt. Hun elskede den følelse, bare lade sig omfavne af ham og lade ham lukke sig om hende, som om han faktisk var i stand til at være en mur imellem hende og resten af verden. Hun havde altid elsket den følelse, hvilket var en af de få ting, der ikke havde ændret sig igennem deres adskillelse. Han kendte hende stadig lidt for godt. De var fanget i deres egen lille verden. Hun smilte stille, mens de krystaliserede vanddråber faldt fra himmelen i form af hvid støv. Hun holdte hånden op og fangede endnu et lille fnug, som hun stille førte ind til sit bryst med tankerne et helt andet sted. Hun kunne mærke, hvordan snefnuggene lagde sig omkring på hendes nøgne hud, men hun frøs ikke. Hun blev dog kun glad, da en hvid skikkelse landede et stykke væk i sneen. Hun smilede stort og tumlede igennem de store snemasser, før hun kastede sig om halsen på ham og mærkede hans faste arme omkring sig... Hendes engel... I hans arme begyndte hun stille at vende tilbage til virkeligheden...

HAn lagde der bare lukkede dem inde i deres verden, den verden hvor intet kunne skade dem, og sådan havde han altid ønsket det for hende... Han havde altid ønsket at være det der skæremde hende fra alle fare, og alt hvad der på nogen måde kunne gå hen og skade hende... HAn havde altid ønsket at inte ondt skulle ske hende...

HAn aede ehnde stadig, og vågnede ikke... Han havde ikke lyst til at vågne, ikke fordi han drømte eller noget, men bare fordi han var bange for at hun var væk når han vågnede engang...