Childhood friends, What are you talking about? //Adalwin//

Hun vidste, at han ikke ville lade hende gå og mærkede hvordan han tvang hende til at vende rundt og se på ham. Hun nåede kun at vende hove lidt før hun mærkede hans hånd, der med stor kraft gav hende en lussing. Hun mærkede hvordan det brændte og hans stemme var vred, da han råbte "Du er min datter og du gør som jeg siger, forstår du det!?!" Hun mærkede hvordan verden svimlede for sit blik og hun langede ud efter ham, så flasken han havde i den anden hånd knustes og skar hendes hånd alvorligt. Hun råbte hidsigt og surt af ham "Jeg er voksen! jeg bestemmer over mig selv!" Hun rev prøvende i sin hånd, men han havde ikke givet slip. Hun mærkede hvordan han tvang hende op af vægen, før han langsomt og smertefuldt brugte et af glasskårene til at skære hende på kindbenet, mens han hviskede hende i øret "Du er min lille bitch ligesom din mor" hans ord var hånlige og kolde, hvilket fik hendes blod til at gå i kog. Hun svang automatisk og instinktivt den tunge taske imod hans hoved og hørte et bump, da slaget næsten slog ham ud og han gav slip på hende.
Hun hvæste vredt af ham, før hun løb hen og tog sit overtøj på, greb pungen, der lå på køkkenbordet og gemte sin hånd i jakke ærmet. Hun smækkede døren efter og og kunne høre hvordan han råbte efter hende og hørte hans hurtige skridt, da hun tvang døren i opgangen op og tog benene på nakken. Hun så til sin overraskelse at solen var stået op og hun satte farten mere op. Hun kunne mærke blodet der løb ned af kinden -lidt lig som en tåre- og hånden der dunkede voldsomt. Hun løb bare og rundede hjørnet, før stien ind til parken kom til syne. Hun kunne mærke hvordan maven knurrede og sidestikket begyndte at gøre mere og mere ondt, hvilket tvang hende ned i et gå tempo.
Hun tænkte stille og kunne skimte det lille skur et stykke fremme. Hendes hjerte bankede hurtigere, mens adrenalinen pumpede rundt i hendes krop. Hun kom til at overveje om han overhoved ville have hende, hvilket resulterede i at hun bed sig let i læben. Hun nåede træt hen til hytten og brugte den ikke skadede hånd til at banke på med…

Han reagerede ikke på den stille banken lige med det samme, fordi han ikke vidste hvem det var, men han fik sig overbevist om at han hellere måtte åbne, og han gik over til døren og åbnede langsomt døre, og da han så det var hende, gik han næsten i chok, og det blev ikke bedre da han så blodet på hendes kindben. Han stod stadig bare i døren, men trådte så til side og med en håndbevægelse inviterede han hende indenfor, i det lille skur. På grund af det lille sår på hendes kind var han en smule bange for at der var sket hende noget slemt og lagde hånden på hendes kind, og da hånden ramte kunne han mærke lidt af hans energi forsvinde, og det lille så lukkede sig hurtigt efter at han havde sluppet hendes kind igen. Han mærkede en svag vrede der vældede op i ham indefra, fordi ingen skulle skade hende, dog havde han ingen anelse om hvem det var, men noget sagde ham at det var hendes far.

"Hvad er der dog sket..."

Hun var lettet, da han åbnede døren og lukkede hende ind, selv om det lettere forfærdede udtryk i hans ansigt sagde noget for sig selv. Hun kunne stadig mærke hvor han havde slået hende i ansigtet og hånden -der ikke var synlig for ærmet- dunkede som om den havde fået sit ejet hjerte. Hun mærkede hans hånd blidt på sin kind og den stille smerte på kindbenet forsvandt. Hun satte stille tasken på gulvet og hørte døren, der lukkede sig bag hende. Hun mærkede smerten, der gik igennem den venstre hånd, da hun stille trak jakken af. Hun bed sig hårdt i læben, da smerterne blev værre og der gik stille hul på hendes læbe. Hun fik forsigtigt trukket jakken af og vendte sig om imod ham igen, med tårene løbende ned af de bleje kinder. Hendes stemme var stadig lettere rystende, mens hendes blik var bedende og skræmt, lidt ligesom en lille dyreunge hvis mor lige er død for øjnene af den.

"J-jeg tog hjem... F-far ville ikke lade mig gå... Han..."

Hun lod blikket falde igenog hun kunne ikke få de sidste ord over sine læber. Tårerne blev flere og flere sammen tidig med, at hun stille begyndte at ryste og smerterne i hånden dunkede, så blodet løb ned af hånden og underarmen, og dryppede ned på gulvet...

Han sad og lyttede til hende, uden rigtigt at vise følelser. Det at hun var skreddet fra ham havde slået ham ud og nu kom hun tilbage, og var det bare for at gøre det hele værre. Han var ikke sikker på sig selv og det var ellers noget han altid plejede at være. Han havde altid været sikker på at han gjorde det rigtige og intet andet end det rigtige.

"okay, giv mig din hånd."

Udadtil viste han ingen følelser, men i virkeligheden var han knust indvendigt og havde en masse følelser han gerne ville have ud, men han lod dem blive inde for at hun ikke skulle blive chokeret alt for meget, da det absolut ikke var noget af det han ville.

Hun tænke stille og trak besværet vejret, da det var som om hun havde mistet stemmen og hendes stemmebånd voksede til dobbelt størrelse. Hun nikkede stille, før hun tøvende ragte ham den sårede hånd. Hendes blanke lysegrønne øjne lå stille på hans alvorlige og næsten helt kolde ansigt. Det så forkert ud, meget forkert ud. Hun sank stille en klump og prøvede at stoppe tårerne, fra at trille ned af hendes bleje kinder. Hun havde nemt ved at tyde på ham, at han ikke kunne lide hende, hvilket enlig gjorde mere ondt end det faktum, at hendes hånd var revet til blods og små glasskår stadig sad i den. Hun havde blikket låst fast på gulvet og prøvede at vende sig til den kulde han udviste over for hende. Normalt ville hun ikke have noget imod, at folk var kolde og kyniske, det ragede hende en høstblomst, men problemet var bare, at det var ham der lukkede hende ude. Hun havde måske nok ændret sig meget, men følelserne for ham var det eneste hun ikke selv havde kontrol over...

Han sad bare og holdt sig kold, mens han forsøgte at fjerne alle spor af stærke følelser for hende, og bare nøjes med de følelser at han gerne ville være hendes ven, og gerne ville beskytte hende. Han ville ikke føle stærkere for hende da han vidste eller det troede han ihvertfald, at det bare ville så ham ud på et eller andet tidspunkt.

Han tog hendes hånd, og begyndte forsigtigt og nænsomt at tage glasskårene blidt ud af såret, og da han var færdig med at tage dem ud af hånden, hold han bare om hendes hånd indtil han igen kunne mærke den fjernelse af energi der kom fra det, og da han fjernede hænderne igen, healede hendes sår hurtigt efter det. Han gik så over og lagde sig ned på sin madras da han var træt.

Hun tænkte stille og holdte bare blikket ved gulvet, mens han pillede de små skår ud af hendes hånd. Hun bed sig stille i læben og mærkede så til sin overraskelse, at smerten langsomt forsvandt. Hun mærkede han gav slip på hendes hånd og hun tog den stille til sig, før hun vendte og drejede den stille. Forbløffet. Hun løftede blikket kort og så ham, mens han bevægede sig hen til hans sovepose. Hendes blik gik stille tilbage til hånden, som hun stille holdte ind til sig. Hun tænkte stille og mumlede så lavt et "Tak" før hun begyndte at rode i den hastigt pakkede taske efter noget hun kunne lave. Stadig med tårene trillende ned af kinderne...

Han smilede svagt for sig selv, over hendes tak, fordi selvom han forsøgte at glemme følelserne for hende, varmede hendes tak ham rigtigt meget, og gjorde det svært, men han ville helst bare glemme de følelser han havde haft for hende, og som ikke helt var væk endnu.

"Det var så lidt."

Han kunne ikke lade være med at svare hende selvom han gerne ville, og han kunne heller ikke andet end at tale med sin normale stemme, fordi han ikke helt havde mistet det han følte for hende, og nok aldrig helt ville miste dem helt. Han pegede så over mod der hvor hans trangia stod og mumlede lidt.

"Der er te i gryden, og der ligger også noget brød og pålæg."

Hun tænkte stille og hans normale og blide stemme var som en kniv i hjertet på hende. Det ville have været bedre, hvis han bare havde beholdt den kolde tone, i stedet for at sige det venligt til hende, som om hun stadig betød noget for ham. At give hende falske forhåbninger, om at det hele nok skulle ordne sig til det bedre. Hun stoppede med at rode i tasken, da han hentydende sagde, at der var noget te i trankiaen og noget med ved siden af, hvilket fik sulten til at melde sig igen. Hendes mave rumlede beklagende, men hun ignorerede den. Hun havde kunnet udholde sulten mange dage i træk før, så hvorfor ikke gøre det nu? hun ville bare spise unødigt, hvis hun tog af hans mad. Hun mærkede hvordan rumlen stoppede og den velkendte tomhed i maven meldte sig i udkanten af hendes bevidsthed. Hun svarede ham stille med en mumlende og stille stemme "Jeg er ikke sulten, sry" Hun havde ingen ide om hvorfor hun undskyldte for det, men det virkede bare rigtigt. Hun begyndte stille at sortere i tingene. Maden hun havde fået slæbt med i den ene bunke, tøjet i den anden, værdi genstande i den tredje osv. Det ville tage sin tid, men det holdte tankerne væk fra sulten...

Han trak bare på skuldrene over hende undskyldning, fordi han var da sådan set ligeglad med om hun spiste noget eller ej, eller det var han indtil hun faldt om af sult, fordi så vidste han at den gamle Adalwin ville bryde frem og gøre alt han kunne for Melecia. Han kunne ikke lade være med at gerne ville hjælpe hende, men sådan var han, og han vidste selv at han ikke ville kunne holde sine følelser i ave ret meget længere.

Han lagde bar og kiggede på hende en gang imellem, og forsøgte at undgå at hun skulle se at han kiggede på hende, hver gang han fik chancen.

Hun var nogenlunde ved at have accepteret, at han ikke kunne lide hende mere, hvis han da overhoved havde kunnet lide hende i starten. Hun sad bare stille på gulvet og pakkede tingene ud en efter en. Hun sørgede for at ligge det krøllede tøj pænt sammen og opdele det i bunker efter hvilken slaks det var. Tårerne var stoppede med at trille ned af kinderne på hende og hendes grønne øjne havde fået et hårdt udtryk, lidt i nærheden af en døds, hendes normale blik, eller det var det blevet efter hvad hun havde været igennem i løbet af de sidste år. Hun så ikke over på ham, men fokuserede bare stille på bunkerne foran sig. Hun fik alt maden pakket ud, og begyndte så med undertøjet, sort alt sammen. Hun trak stille vejret og havde trukket de tunge parrader op for sit hjerte, hendes kolde hjerte...

Han lagde bare, og på det tidspunkt var han ligeglad og det faktum at hun ikke rigtigt kunne lide ham, gjorde det lidt nemmere for ham at holde følelserne borte, men det var ikke noget der gik ham på. Han kunne ikke have følelser og slet ikke den slags som han havde for hende, det tillod gud ikke nogen engel, og det måtte han bare lære at leve med. Han kunne ikke lade være med at bare gå lidt i stå med sit liv, og bare lukke øjnene krølle sig sammen, og gemme sig så langt væk fra hende som han kunne gøre det.

Hun rejste sig stille og tog madtingene i armene, før hun gik hen og satte sig, der hvor han havde trankiaen og maden. Hun sorterede stille maden i hvad der var drikkeligt og hvad der var spiseligt. Hun brugte unormalt langttid på det og kunne mærke sulten, der begyndte at nage mere og mere, før den udstødte et utilfredst knurren. Hun kunne mærke trangen til bare at tage noget af maden, der var lige foran hende. Hun knyttede stille hånden, før hun rejste sig og gik hen til tasken. Hun lagde stille tingene ned i pæn orden igen, men lod medvillige et sæt korte natbukser og en nattrøje blive oppe.
Hun tænkte stille og skævede stille til ham, før hun trak den korte kjole af og derved blottede den slanke perlemorsfarvede ryggen og de feminine former. Hun trak stille de korte ternede shorts på, før hun iførte sig den hvide t-shirt. Hendes hænder lagde automatisk kjolen pænt sammen og placerede den i fodenden. Hun satte sig stille ned på soveposen og tog børsten, som hun glide igennem det lange sorte hår, uden at kigge på ham...

Han lagde bare og forsøgte på at falde i søvn hvilket ikke gik særligt godt, da hver gang han fik lukket øjnene dukkede hun op på indersiden af dem. Hun var der hele tiden og forsøgte at trænge ind i hans minder og åbne hans følelser op igen, og bare det at hun var i nærheden gjorde det svært at glemme følelserne for hende, og jo tættere han vidste hun var på ham jo sværere var det for ham at holde følelserne i ave.

Hun tænkte stille og lod fingrene glide igennem det silkebløde natsorte hår, mens hun mærkede sulten som en lille stikken i hukommelsen, selv om hun ville kunne holde sulten i skak længere end det, så var de første dage altid de værste. Hun bed sig stille i læben og slikkede det størknede blod væk fra dem. Hendes hjerte bankede stille og roligt afsted, før hun tog en dyb indånding. Hun fandt stille en blok papir frem fra tasken og en blyant, før hun kravlede ned i soveposen og satte sig med ryggen op af den-pude-tildækkede-væg. Hun trak benene let op til sig, før hun åbnede blokken og begyndte at tegne, mens hun brugte lårene som støtte. Hun lod sig opsluge af tegningen og strøg stille lidt af det glatte hår om bag øret...

Han blev bare liggende, og kunne mærke at hun kom tættere på ham, hvorfor kunne hun dog ikke bare lade ham være. Han ville næsten bare have hende til at gå, men han vidste godt han ikke kunne få sig selv til at bede hende om at gå.

Han ville bare gerne sove, men kunne ikke, og satte sig langsomt op igen. Det var træls fordi der så ville være større sandsynlighed for at for at de kom til at se på hinanden, og som han havde det lige nu, ville han bare gerne undgå at det sket. Han ville gerne tale med hende, men det måtte blive senere.

Hun tænkte stille og lagde ikke mærke til at han satte sig op. Hendes opmærksomhed var sat på tegningen, der stille tog form på papiret. Hun lagde mærke til at det lignede en rose, hvor blodet stille løb ned ad og hun begyndte stille at ligge skygger på den. Hun tegnede bare ud fra sit inderste og havde ingen ide om hvorfor det var en rose, der dukkede op på papiret. Hun lod blidt tungen løbe hen over de bløde læber, mens hun næsten havde glemt sulten, der stadig nagede som et uhyrre i afkrogen af hendes bevidsthed. Hendes kolde grønne øjne havde fået et lettere intenst skær, da hun fordybede sig i tegningen og lukkede helt af for om verdenen...

Han sad bare og kiggede på hende... Han lagde ikke mærke til hvad hun tegnede, og vidste slet ikke hvad han skulle sige eller gøre over for hende... Hun var så svær at finde ud af efter hun åbenbart havde mistet hukommelsen men han kunne jo sagtens huske hende, og havde stadig stort set de samme følelser for hende som han altid havde haft...

Han sad bare og lod sine øjne hvile på hende, lod dem glide over hende og ned på hendes papir før han lod dem glide over hende igen og bagefter lod han sit blik falde til jorden...

Hun lagde ikke mærke til det. Hun lagde ikke mærke til hans vudrende og nærmest søgende blik, der gled over hende. Hendes tydeligt forårsgrønne øjne sad bare fastklistret til papiret foran hende. Rosen tog form og da den blev færdig begyndte hun at tegne faldende fjer omkring den, helt ned til mindste detalje, mens hun med den ene hånd fjernede alt håret fra nakken, i et forsøg på at få kølet kroppen en smule af. Hun kunne næsten se, hvordan tegningen kom til live for hendes øjne og så et glimt. Et kort glimt og en latter. Hun blinkede en smule med øjnene, mens hun forvirret konkluderede, at det ikke var virkelighed, eller var det? Den lyse lille pige latter og et glimt af en sorthåret lille pige iklædt en fin sommerkjole, siddende, gyngende på en legeplads, mens et kort og utydeligt glimt af en dreng, der skubbede den lille pige dukkede op... Og så var det væk. Billedet forsvandt lige så pludseligt, som det var dukket op, og efterlod kun den underlige følelse af déjá vú i hendes indre. Hun rystede stille på hoved med en rynken i panden, rev tegningen ud af mappen, krøllede den sammen og smed den ned i den anden ende af madrassen med en irriteret og fustreret bevægelse. Hun var officielt ved at blive skør eller søvnig... Eller måske var det sulten, der meldte sig? Hun vidste det ikke, men det korte billede havde sat tvivel i hendes kolde og døde hjerte...

Han satte sig over foran hende og så på hendes ansigt da hans kunne se der var et eller andet der havde ramt hende, og han var jo hendes engel... Han var jo ikke bare en tilfældig engel der bare var stødt ind i hendes tilfældigt, nej han var kun blevet en engel i døden fordi han havde været et godt menneske og fordi hun havde brug for at han passede på hende og holdt af hende...

''Du ved godt at du er den eneste grund til at jeg blev engel?''

Han kendte godt svaret... Hun kunne jo knap nok huske ham så spørgsmålet var sikkert meget dumt at at stille hende men han var egentligt ret så ligeglad med det han snakkede når han ville, medmindre folk direkte sagde han ikke måtte...

Hun var stille begyndt på endnu en tegning, men denne gang var det et blødende menneskehjerte, der var sømmet fast til et kors, så blodet løb ned ad det og vædede jorden rosenrød. Hun havde ikke set, at han havde sat sig op og var stadig lykkeligt uvidende om hans nærhed. Hun var en smule fustreret, over at hun ikke kunne få billedet ud af hoved igen og hun rev den halvt færdige tegning ud af hæftet, før hun kastede den i samme retning som den anden. Hun kunne bare ikke samle tankerne helt, de myldrede rundt som møl i hendes hoved og var ved at gøre hende lettere fustreret. Hun blev en smule overrasket over at høre hans stemme så tæt på. Hans velkendte og venlige stemme, men hans ord var en smule mere uforståelige i hendes hoved. Var hun hans grund til at vende tilbage? Det havde hun fog alligevel svært ved at tro på. Hun løftede blikket op til ham og blev endnu en gang overrasket, denne gang var det dog over, at han sad så tæt, at hun bare kunne række ud og røre ham. Hendes stemme var en smule overrasket, da hun svarede ham "Nej... det vidste jeg ikke" hele tanken om. at hun skulle være skyld i, at han kom tilbage, virkede absurt i hendes øre. Hun huskede ikke specielt meget og de få ting hun huskede var ikke just de bedste minder, hvilket også var grunden til, at hun stadig var en smule tøvende med at flyve om halsen på ham...

Han havde ikke regnet med at hun havde troet det eller at hun faktisk troede på ham, og derfor syntes han at det var en god ide for ham selv i hvert fald og nok også for hende, at få det hele talt igennem og få fortalt hvorfor hun var grunden til at han var vendt tilbage som engel...

''Jeg, og 'de', valgte at jeg skulle vende tilbage til jorden... Fordi jeg gerne ville være sammen med dig og fordi 'de' mente jeg fortjente det... Og 'de' mente du fortjente at blive holdt af, og om...''

Han sad bare og vidste slet ikke hvad han mere skulle sige eller forvente af hende... Det var utroligt forskellige egentligt når man så deres udseende... Han var så lysende, og hun var så mørk...

Hun tænkte bare stille og kunne godt mærke, at han mente det her alvorlig, hvilket gjorde det en smule nemmere for hende at forholde sig til. Hun lgde stille blyanten og blokken på gulvet, før hun lagde armene omkring sine ben og så på ham med et fast blik, mens hun trak det mentale pudslespil frem igen og indstillede sig på at få lagt nogle brikker. Hun havde stadig meget svært ved at tro på, at han faktisk var vendt tilbage fra de døde, hvilket i sig selv var et mirakkel. Det faktum, at han så mente at have gjort det for hende og tilsyneladende huskede deres minder sammen helt anderledes end hun, gjorde det bare en smule svære for hende at tro på. Hun lyttede stille til ham og nikkede langsomt, før hun konstanterende sagde "Så 'de' mener, at jeg fortjener at blive holdt af og 'de' mener, at du ville være den bedste til det? korekt?" hun løftede let på det ene øjnbryn, mens hun prøvede at sætte sig ind i, hvad han mente...

Han vidste ikke helt hvorfor hun gjorde som hun gjorde med at se på ham på den måde, men han så hende bare i øjnene med vanlige, varme øjne der viste hvor meget han faktisk holdt af hende og hvor stor en lyst han havde til bare at ligge armene om hende og holde om hende...

''Ja... 'De' mener at jeg vil være bedst til det, da de ved hvordan jeg har det med dig...''

Han smilede igen varmt og venligt til hende...

Hun trak vejret tungt. Okay. Først så dukkede han op ud af det blå påstående, at han var hendes gamle bedsteven og sagde at alle de minder hun tilsyneladende kunne huske var falske. Så viste han hende, at han var engel og tog hende med hjem. Så tog hun hjem for at pakke sine ting og flytte hjemmefra, men da hun så kom tilbage blev han en smule fjendtlig i det og hun trak sig lidt tilbage i sig selv. Nu sad han så smilende som om intet var sket eller havde ændret sig. Hun vidste virkelig ikke mere, hun prøvede at forholde sig objektivt og se både de gode og dårlige ting, men han gjorde det ret så svært for hende, når han smilede til hende på den måde og så på hende med det blik. Den ene del af hende troede på hendes egne minder og havde bare lyst til at fare op, hvæse af ham, stikke ham en lussing som tak for sidst og tage hjem, men den anden troede på ham og ønskede inderligt, at det var sandt, det han sagde. Den anden del havde bare lyst til at mærke hans arme omkring sig igen, bare putte sig ind til ham og søge beskyttelse og ly for alverdens problemer. Hendes splittede sind var også grunden til, at hun holdte sig på måtten. Hendes blik tøede en smule op, men hun havde stadig utroligt svært ved at tro på ham, da hun svarede opgivende og rystede langsomt på hoved, mens hun brugte tommel- og pegefinger til at gnide sig i øjnene "Jeg ved virkelig ikke havde jeg skal tro mere, jeg ved det virkelig ikke.." Hun havde en indre kamp og var ret tæt på at bryde sammen eller styrte ud af hytten for at afreagere på det nærmeste træ. Hun var rådvild...