Childhood friends, What are you talking about? //Adalwin//

Hun ønskede så brændende bare at kunne være i den verden med ham, men selv det gode vare ikke evigt. Hun blev langsomt trukket væk fra drømmeland af en hvis indre klokke, der fortalgte hende, at hun altså var frisk nu. Hun erindrede dog ikke overgangen mellem søvnen og den vågne tilstand, da begge dele stadig virkede så uvirkelige. Hun kunne mærke varmen fra hans nøgne hud, der var i tæt kontakt med hende forslåede bleje skind. Et dybt suk af velvær forlod hendes læber og blev kastet blidt ind på hams bryst, hvorefter hun trak vejret dybt og indåndede den søde duft af ham. Det var endnu ikke gået op for hende, at det ikke var en drøm mere. Hun havde stadig lukkede øjnene, mens hun bare koncentrerede sig om at sanse ham...

Han aede hende stadig med rolige blide bevægelser, der bare kærtegnede hans hud, lige så stille og roligt... Han nød i sin drømmeløse søvn at mærke hende, fordi han drømte ikke men tilgengæld sansede han verden omkring sig på en helt anden måde, og han nød det, og hørte hendes suk i hans søvn, og det gjorde ham godt tilpas at høre...

Han vågnede selv lidt efter, men gjorde ikke noget... Han blev bare liggende, med armene om hende og vingerne der også lagde om dem beskyttende... Han lagde selv svagt mærke til vingerne og åbnede selv sine øjne, hvor han bare så på hende, og forsigtigt og blidt kyssede hende på hovedet...

Hun var vendt tilbage til virkeligheden, som hun stadíg ikke havde noget bevis på var virkeligt. Hun nød hans blide bevægelser over hendes skind, men kunne dog også mærke den stikkende smerte, hver gang hans hånd -tros det at den var blid- rørte et af de mange blå mærker hun havde fået igennem tiden med sin far. Hun kunne godt være drysset hen i søvnen igen i den tro, at det bare var drømmen, der ændrede sig endnu en gang. Hun mærkede så en blødere kærtegn, da han blidt plasserede sine læber på hendes hoved. Hun kunne ikke se hans vinger, men gik bare ud fra, at de var der, da det -ifølge hende- var en drøm som hun helt selv kunne bestemme over og hun ønskede, at de skulle være der. Hun mumlede en smule og puttede sig endnu en gang ind til ham. Jo en rigtig god drøm, selv om hun var vågen...

Han blev bare ved med stille og roligt så blidt som han kunne at ae hende forsigtigt over ryggen... Han ville gerne trykke hende ind til sig men vidste at hendes krop var skadet... Istedet vidste han at han kunne heale hende... Hans hænder begyndte at lyse blidt op, og han aede hende bare stadig, hvorved hendes blå mærker burde langsomt at forsvinde...

Han bøjede hovedet lidt ned, og kyssede hende på tindingen... Og hviskede så forsigtigt og blidt til hende...

''bare vær helt rolig...''

Hun spandt stille som en kattekilling under hans hånd og lagde enlig ikke mærke til sine blåmærker, selv om de var ret fremtrædende på hendes krop, hun havde kun fokus på ham og hans blide berøringer. Et svagt lys lagde sig over hendes øjnlåg og fik det til at flimre for hendes øjne, som hun langsomt åbnede og blinkede et par gange. Det tog hende lidt tid at vende sig til skæret, der mindede lidt om månens blide stråler. Hun vendte stille blikket imod hans ansigt, der blidt havde fået skæret lagt omkring sig og et stik af genkendelse gik igennem hende. Hendes Al. Månelyset. Og så begyndte hendes hjerte at slå en smule hurtigere. Hendes øjne flakkede en smule forvirret, før billederne væltede ind over hende. De rædselsfulde billeder som hun ellers havde kunne holde på af stand. Hun mærkede ikke hans blide læber imod sin tinding og ej heller hørte hun hans blide stemme i sit øre. Det var ikke fordi hun ikke gerne ville høre ham, men hun var fanget af billederne, der totalt crachede hendes hjerne. Hun spirrede øjnene op og det hele virkede som en stor tyk tåge, da hun brugte hænderne på hans brystkasse til at skubbe sig bestemt væk fra ham. Hendes øjne blev langsomt våde, mens de begyndte at svi så forfærdeligt. Hun frigjorde sig af deres omfavnelse og hans vinger, før hun skubbede sig hulkende helt i det nærmeste hjørne, før tårnene strømmede som vandfald ned ad hendes kinder, da billederne bare ikke ville stoppe. Hun pressede hulkende sine hænder imod tindingerne som i et forsøg på at få det til at stoppe, men hendes hjerne viste ingen nåde, da det gang på gang viste hende de forfærdelige billeder. Hun hulkede højt og skubbede sig bagud imod vægen, selv om hun ikke kunne komme længere. Hun rystede voldsomt på hoved og var helt væk...

Han havde nået at heale langt største delen af hendes blå mærke inden hun skubbede sig fra ham... Det efterlod ham svagt afkræftet men det måtte han tage sig af bagefter... Han kravlede over til hende lige så forsigtigt, og rent instinktivt ae han hende over den ene arm, mens han forsigtigt lagde en arm om hende hvis hun tillod ham at gøre det...

''Rolig nu val... Bare tag det helt roligt... Der er intet farligt eller skidt her... Kun dig og mig...''

Han fjernede hendes tåre lige så blidt med den ene hånd...

Hun var ret så afkraftet, da hun stadig ikke havde spist i flere dage, hvilket også var let at se på hendes pleje hud. Hun skubbede sig bare bed benene ind imod hjørnet, som om hun prøvede at mase sig igennem vægen. Hun pressede bare hænderne imod tindingerne og havde det som om nogen havde banket søm ind i dem, hvilket fik hende til at kratte og nive sig selv der i forsøget på at få de ikke eksisterende søm væk. Hun krattede hårde og hårde, mens hun hulkede, da smerten i hoved bare ikke ville gå væk og billederne kastede sig rundt som sandkorn i en sandstorm i hendes hoved. Hun kunne mærke hans arme som en svag varme og gjorde ikke noget ved det, da hun havde mere travlt med at flå sømmene ud af tindingerne. Hun hulkede bare højere endnu, mens hun febrisk krattede huld i tindingerne, for at få de forbistrede søm -som ikke var der- ud. Hun var helt fra den, mens billederne af den nedkørte Al flimrede på hendes nethinde. Hun krattede, mens blodet samlede sig under hendes negle, men hun blev bare ved i forsøget på at få det væk...

Han lagde mærke til hvordan hun begyndte at skade sig selv, og flyttede sine fingre op til hendes tindinger, og de begyndte at lyse og hendes sår lukkede sig igen, og han håbede bare at hun ikke lavede flere...

''Hvad end der ske lige nu, så kom tilbage... Vil du ikke nok?!''

En tåre fald fra hans kind ned på hendes næse, og han så sorgmodigt på hende... Han savnede hende noget så grusomt, og ikke det med at sidde og få hende til at være normal... Nej han savnede at havde hende i hendes glade tilstand... Men det andet tog han med...

Hun krattede bare vidre og mærkede en smule kulde ved det selv om små bloddråber begyndte at trille ned fra hendes tinding. Hun kunne svagte høre nogen, der snakkede til hende, men det var ikke meget sammenhæng, der var i det. Virvaret i hendes hoved frøs fast på et enkelt billede, der fik hende til at stivne og stirre ud i luften, før hun hviskede klynkende "Nej..." Hendes stemme tog en smule til i styrke "Nej..." Hendes stemme rystede mere og mere "N-Nej" Hun begyndte at ryste langsomt på hoved "Nej..." Hun rystede hurtigere og hurtigere på hoved "Nej... Nej... Nej..." Hun hulkede nu mere end før og rystede voldsomt på hoved, som om hun kunne ryste billede ud af hoved. Hun knep øjnene sammen og begyndte at rive håret ud af hoved på sig selv, mens hun nærmest skreg "Nej!!!" Hun hulkede bare mere og mere. Hun kunne ikke få billederne eller smerten til at gå væk. Hun genoplevede scenen, hvor hun havde skulle identificere hans lig...

Han lagde sine arme om hende, og krydsede dem, hvor efter han flyttede hænderne op til hendes tindinger igen, og begyndte endnu engang at heale hende, mens han stille begyndte at vugge hende fra side til side, med sin egen krop til at styre det med...

''Rolig nu... Kom til dig selv...''

En tår mere faldt og ramte hendes nakke, og den blev fulgt af et par stykker mere, som ramte hende i nakken også...

han snøftede lavt, og blev bare ved med at heale hendes sår, og vugge hende fra side til side...

Hun rystede som om hun frøs og hun kunne mærke, hvordan koldsveden satte ind, mens tårene trillede ned ad hendes kinder. Hun hulkede nu bare stille, som om hun var ved at have indset, at han var død i mindet. Hun snøftede og knyttede stille hænderne, mens hun hulkende hviskede så inderligt bedende, skingert og helt hjerteskærende "F-få d-det v.... v-v-væk!" Hun klemte øjnene hårdt i, før hun begyndte at græde helt hemningsløst igen. Billedet stod stadig lysende klart på hendes nethinde, men hun kunne bare ikke indse, at det var fortid og ikke nutid. Hun hviskede næppe hørligt "D-du m-må ikk-kk-kk-kke f-f-forl-l-l-lad-d-de m-m-m-m" hendes stemme knækkede over og var helt skinger, da ordet endelig kom over hendes læber "mig" Hun rystede stadig meget, mens hendes tænder klaprede og hun var helt fra den...

Han vidste ikke hvad det var der var galt eller hvad han skulle gøre for at få det til at stoppe... Men han vidste en ting og det var at han ikke ligefrem havde nogen planer om at skulle forlade hende... Aldrig, han havde jo ikke engnag selv lyst til at være væk fra hende...

''Jeg forlader dig ikke Val... Aldrig!''

Han kyssede hende på kinden, og aede hende blidt over håret, og sikrede sig at hendes sår var healet ordentligt igen, før han bare fortsatte med at vugge hende...

Hun rystede bare, mens billederne begyndte at skifte igen og stemmerne i hendes hoved begyndte at råbe af hende for fuldt drøn *Se på dig dit lille udskud!* *Du kan ikke engang tage dig af dig selv!* fortsatte den anden *Hvad må alle andre dog sige?* *at du er en horeunge?* *det er du bestemt!* *Du er et lille selvisk monster* *nej nej, en lille uartig psykopat* *DU fortjener ikke at leve!* *Dit lille egoistiske bæst!* *jeg væmmes ved dig!* Stemmerne ville bare ikke lade hende være i fred et enkelt sekund *Du ville gøre alle en stor tjeneste ved bare at ligge dig hen og dø!* *jeg... j-j-jeg* prøvede hun at forsvare sig, men stemmerne var over hende *du hvad?* *hvad siger du bitch?!* *Snak højere din lille ludder!* *Er du bange for at du er noget værd?* *det forstår jeg godt, men der er ikke noget at være bange for...* *du betyder nemlig ikke noget overhoved!* Hun hulkede bare endnu mere, mens hun pressede hænderne imod tindingerne igen og hviskede "Få dem til at stoppe..." med en bedende, halvkvalt stemme. Hun mærkede godt hans læber imod sin kind, men stemmerne spolerede det hurtígt *Se, vent du bare og se!* *Han kysser dig kun fordi han er tvunget til det!* *han ville have dig til at holde mund!* *han kan ikke klare synet af dig!* *Han ville bare have dig til at lukke skuffen og lade vær med at flæbe som en baby!* Hun pressede bare hænderne imod tindingerne "Vil du ikke nok?..." hviskede hun bedende og pint, mens hun prøvede at ignorere stemmerne fra minderne...

''J...Jeg... Jeg ved ikke hvordan Val...''

Han sukkede opgivende, og kendte næsten kun en måde, men den ville han ikke bruge på hende... Han ville ikke kvæle hende, det var simpelthen for ondt, og han skulle jo beskytte hende... Ikke skade hende...

''Val se på mig, og mærk varmen fra mine hænder i stedet...''

Han tog fast i hendes hænder, og begyndte at heale de blå mærker og skade hun havde fået på hænderne... En varme ville brede sig fra hans hænder, og over til hendes...

Han vidste ikke hvad han skulle gøre, men han græd... Han var træt udkørt, og han kunne ikke klare at se hende sådan... Ikke fordi han syntes det var dumt eller noget men det var fordi han blev slået af det...

''Søde... Val... Stop vil du ikke nok... Det gør ondt på mig at se den jeg elsker sådan der...''

Tårene flød fra hans øjne og dryppede ned på deres hænder...

Hun blev nødt til at gøre noget. Hun kunne bare ikke holde ud at høre på dem mere. Det kunne hun bare ikke! Hun prøvede at fokusere på hans stemme og gøre som han sagde, men det virkede bare ikke. Hun havde det allerede varmt og fik det bare endnu varmere jo længere tid der gik. Hun vidste ikke hvad det var for et svagt skær, der kom fra hans hænder, men noget sagde hende at det var noget godt. Hans stemme nåede igennem til hende og det plagede hende at høre, at han havde det sådan, men stemmerne lod hende ikke tænke længe *Han lyver!* *Alle HADER dig* *Du er kun til besvær* *Du kan ikke gøre noget rigtigt* *Du er krævende, egoistisk, grådig og led* *Tingene ville aldrig fungere for dig* *Du gør verden elendig* *En person som dig fortjener ikke noget rart* *Hvis du prøver på at slippe af med mig, vil jeg bare finde en anden og såre, og hvis jeg gjorde det, ved du at du ikke ville kunne leve med det, så jeg bliver her!* *Du er fed og grim og ulækker* *Du burde brænde i helvede* *Du fortjener ikke at leve* *Du er en byrde for samfundet* *Du burde dø!* Hendes hænder gled nemt ud af hans hænder og hurtigt op til hendes hals, hvor hun fandt pulsårene og pressede hårdt ind på dem, så det så ud som om hun prøvede at kvæle sig selv. Hendes øjne blev helt slørede og fjerne, mens hun langsomt blev helt slap og det sortnede for hendes øjne. Stemmerne stoppede deres brokken og der trak et lettere sindssygt smil op i hendes mundvig, da hun lod sig glide ind i mørket og blev helt livløs i hans arme. Endelig fred...

Han lagde mærke til det hun gjorde og vidste godt hvad det var hun gjorde, og stoppede hende ikke, det var alt hun kunne gøre, men når hun vågnede blev han nød til at spørge hvad der skete... Hvorfor hun havde fået det så skidt, så han kunne hjælpe hende næste gang det skete, så hun ikke skulle kvæle sig selv igen...

Han lagde hende ned på madrassen, og satte sig så ellers med en klud og noget vand og duppede hende på panden... Han kunne fornemme og se på hende at hun vidst havde det ret så varmt, og han håbede det hjalp på hende...

Han kyssede hende på den ene kind engang imellem og nogle få tåre landede på hendes ansigt...

Der var kun mørke og intet andet end det. Tomheden og intetheden var det eneste der herskede, hvilket enlig passede hende fint nok, da stemmerne ikke kunne nå helt der ind. Det var nok ikke sundt for kroppen at blive frarøvet bevidstheden på den måde, men det var den eneste måde hun kendte, hvor på hun kunne få fred for stemmerne, når grænsen mellem minderne og nutiden blev brudt på den måde, hvilket hun havde undgået ved ikke at tænke på den. Hun havde kunnet holde det i skak ind til han var dukket op og havde rodet ud i det hele igen. Hun bebrejdede ham ikke, men det forhindrede hende ikke i at flygte fra stemmerne endnu en gang. Hun trak stille vejret og hendes hjerte slog regelmæssigt. Den hårfine grænse mellem de sindssyge andfald og hende selv var blevet sat på en hård styrkeprøve ved hans tilbagevenden fra de døde...

Han sad der bare og plejede hende så godt han kunne med vand og sone healende evner... Han kunne mærke at han blev svagere og svagere, og at det ikke længere var nemt at holde øjnene åbne... Hans øjenlåg blev tungere og tungere, men han ville ikke falde i søvn før hun vågnede...

''For pokker Val... Jeg har savnet dig...''

han kyssede hende på kinden...

Hun begyndte stille at komme til sig selv efter en halv time eller lignende, men det startede med at hendes hørelse langsomt vendte tilbage, tæt efterfulgt af hendes følesans, lugtesans, lugtesans og syn. Hun havde en frygtelig hovedpine, men ikke så værst, at hun ikke kunne klare den. Hvor var det befriende at slippe af med stemmerne igen. Hun trak vejret tungt og hørte godt hans stemme. Han var i live, godt. Hun var i live, taget til overvejning. Hun mærkede så godt hans læber imod sin kind, men der gik lidt tid, før hun langsomt åbnede øjnene og det første der mødte hendes blik var den trætte Al, der sad ved hendes side. Han lignede en, der ikke havde sovet i flere dage, hvilket sagde en del. Hun trak vejret tungt, før det trak lidt i hendes mundvig. Hun var en smule sløv, men ved bevidsthed. Hun bevægede prøvende fingrene og tærene, for at sikre sig, at hun stadig kunne bruge dem. Hun mumlede stille og en smule grødet, da hendes stemme var en smule sløv i det "Jeg har savnet dig Al" Hun prøvede at stille skarbt, men det gjorde stadig ondt i hoved...

Han sad faktisk og halvsov da hun talte, men han spærrede øjnene op med det samme og så på hende... Han kyssede hende på panden, forsigtigt...

''Jeg har virkelig også savnet dig Val...''

Han sukkede lidt, og så på hende hvorfor skulle han også være død den gang for mange år siden... Det var simpelthen ikke fair, overfor nogen af dem... Hun fortjente ikke at opleve ham dø...

''Bare lig dig igen... slap af...''

Hun træk vejret tungt, mens hun prøvede at fokusere endnu en gang, hvilket gik en smule bedre end før, dog ikke meget. Hun mærkede så hans læber imod sin pande, jo hun havde savnet ham. Det trak en smule op i hendes mundvig, da hans ord nåede hendes øre. Han havde savnet hende, tanken varmede hende inden i. Hun sukkede tungt ved hans sidste ord, da Han tydeligvis havde mere brug før det end hende. Hun orkede ikke at sige ham imod, men løftede bare armene en halv meter op, som en insisterende indledning til et kram, som hin ment Han godt kunne bruge og hvis muligt også gå ham til at slappe af ved sin side. Hun ventede stille på hans reaktion, men havde stadig svært ved at få øjnene til at fokusere...

Han deltog i det kram hun gjorde an til og sukkede afslappet og træt mod hendes tinding, somn han blidt kyssede før han lagde sig ordentligt ned ved siden af hende, og ikke længere kunne holde sine øjne åbne... Han døsede langsomt hen i søvnen...

Han gled bare dybere og dybere ind i søvnen, og lod den omfavne ham, mens han stillede hviskede til hende...

''Undskyld...''

Hun mærkede bare hans faste arme omkring sig endnu en gang og snuste dybt ind, så hendes lunger blev fyldt med den duft af ham. Hun mærkede hans læber imod sin tinding, som hun kort for inden havde krattet til blods. Hendes ene hånd gled stille op til den anden tinding bare for at mærke, at den var, som var intet sket. Hun trak vejret dybt, før hun lukkede øjnene. Han kunne heale folk, ny viden. Hun var ret tæt på at glide ind i søvnen igen, men hans undskyldning overraskede hende en del. Hun åbnede stille øjnene og så på hans ansigt, før hun blidt strøj ham over kinden med et mat blik i øjnene og det lille smil i mundvigen. Hun var selv godt træt og havde hovedpine, så hun kyssede ham blidt på panden, før hun lukkede øjnene og puttede sig ind til ham igen...

Han var helt væk denne gang, og sov bare tungt indtil han havde sovet i godt og vel 8 timer hvor han så vågnede stille op, og da han vågnede lagde han bare forsigtigt armene om hende og knugede hende indtil sig...

Han kyssede hende blidt på kinden og lagde så ellers bare og smilede til hende... Han elskede den pige, men han vidste ikke hvor meget hun følte for ham, eller hvor godt det 4egentligt var at han elskede hende, men det sidste var han ligeglad med...

''Hvor er jeg glad for at have dig tilbage Val...''

Hun havde bare det stille smil på læberne, mens hun blidt lagde hoved ind til hans bryst. Hun faldt langsomt ind i en let søvn, der ikke helt kunne kaldes en søvn. Hendes indre var helt stille og hendes krop så afkraftet og udsultet, at det ikke ville være til at vide, hvornår hun kunne falde død om af det, sulten var dog langt fra det, der var i hendes tanker, selv om hun ikke var andet end skind, ben, vand og blod. Hun lignede næsten -under sit nattøj- en, der havde været udsat for en hungersnød. Hun tænkte faktisk ikke over det mere, da hendes tanker var på ham, hendes fantastiske engel. Hun faldt næsten i søvn, før hun mærkede hans varme og faste arme omkring sig, dog gik der lidt tid, før hun åbnede øjnene og blev mødt af hans smil og venlige øjne. Hun var helt overvældet over, at han var tilbage, men turde stadig næsten ikke tro på det, af frygt for at skulle miste ham igen. Hans ord fik hende til at smile træt, selv om hun havde sovet meget var det, som om hun ikke havde sovet i flere dage. Som svar til hans ord strøj hun ham bare blidt over kinden, mens hun fortabte sig i hans velkendte mørke øjne...