Hello stranger – Sansiss.

Som han så det, havde han nu kun to valg:
Han kunne gøre hende til et af hans ofre. Han vidste at han ville nyde det til fulde... hun ville gøre ham i stand til at gå flere uger uden at gøre noget...
Men det ville enten dræbe hende, eller gøre at hun aldrig mere ville se ham - og af en eller anden grund kunne han ikke lide den tanke.

Eller... han kunne fortælle hende sandheden. En sandhed som va rså velbevogtet, selv hos hans fjender, at kun en lille håndfuld personer kendte til den - og de fleste af dem havde endda svært ved at tro på det.

Da Yurie satte sig over ved siden af ham og holdt hans hånd, vendte han blikket mod hende.
Han havde forventet at hun ville forsøge at flygte, eller forsvare sig imod ham... men i stedet...

"Folk kan forandre sig, ja... hvis de vil... men det ligger i min natur at være ondskabsfuld." sagde han roligt, mens han tænkte over sine ord.
"Og nej... de fleste af dem havde intet gjort mig. Jeg gør det af to grunde."

Han kunne mærke hendes silkehud mod sin... og det distraherede ham, samtidig med at det var behageligt.

"Jeg er nødt til det. Og jeg nyder det." sagde han så.

Yurie blev mundlam i et kort stykke tid. Han nød det? Det var noget hun ikke kunne sætte sig ind i. Hun kiggede meget forvirret op på ham og skubbede det lidt væk imens hun mærkede hvordan en indre krig var i gang inde i hende.

Hun ville virkelig gerne lære Zuresh mere at kende, men hun var bekymret for hvad der ville ske ved det.

”Hvorfor er du nød til det?” Spurgte hun lavt imens hun kiggede op på ham og lod hendes egen hånd hvile i hans håndflade.

”Og..” Hun kiggede lidt ned på deres begge tos hænder og mærkede hvordan hendes hjerte bankede svagt i hendes brystkasse.

”Du.. Har jo ikke gjort noget imod mig? Har du.. Lyst til at gøre noget skidt imod mig?” Spurgte hun svagt imens hun kiggede op i hans øjne igen.

Hendes brune øjne lyste med håb og meget bekymring for hendes nye ven her.

Hvorfor flygtede hun ikke? Forsøgte at jage en kniv i ham for at redde sig selv? Han forstod det ikke... hun sad der og talte roligt, holdt hans hånd, mens hun var klar over at han havde gjort kvinder fortræd.

Han lod hende tale ud, mens også han vendte blikket mod deres hænder.
Han lod tommelfingeren glide blidt hen over hendes håndryg... mærkede den perfekte hud og de mærkelige følelser den lille, uskyldige bevægelse satte i gang i ham.

"Det... ville bringe mig i livsfare hvis jeg fortalte dig det." sagde han så.
En del af ham havde en mærkelig lyst til at fortælle hende sandheden... hele sandheden... men han vidste hvad konsekvensen kunne blive, hvis de forkerte personer fandt ud af det.

Deres blikke mødtes atter ved hendes sidste spørgsmål, og han kunne næsten ikke få sig til at svare ærligt... men han gjorde det alligevel:

"...ja, Yurie. Det har jeg. Dig mere end nogen anden." hans stemme var lav, næsten en hvisken, da han sagde det.
Nu kom det... nu ville hun reagere. Det var han helt sikker på.

Yurie’s øjne blev meget store da hun hørte hvad han sagde, hun smilte svagt og mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at banke utrolig meget da hun hørte hvordan han svarede hende og hvad han sagde. Hun bed sig selv svagt i underlæben og gav blidt slip på hans hånd og rejste sig op.

”Uhm.. Jeg.. Ugh.. Undskyld mig, jeg glemte lige jeg har nogle urter jeg skal have vent..” Hviskede hun lavt, hendes stemme rystede svagt og hun rettede lidt på hendes kimono imens hun gik forbi ham med hurtige skridt og ned på hendes værelse, hvor hun lukkede dør lidt bag hende, så hun kunne høre hvis han smuttede eller noget.

Yurie trak vejret dybt, gik igennem hendes sove værelse og over for at åbne de store papirs døre hvorefter hun kiggede over på den lille kommode hvor nogle urter lå, hun vendte dem svagt imens hun kørte en hånd over hendes ansigt.

Hun kunne ikke forstå det helt, hvad han havde gang i. Hvorfor gøre folk fortræd og have det godt over det.

Yurie trak vejret dybt og gnubbede hendes ansigt imens hun åbnede den nederste skuffe i hendes kommode og fandt en lille kniv som lå gemt. Hendes bedstemor havde givet hende den med, for en sikkerhedsskyld.

Endelig kom der en reaktion fra hende, som man kunne forvente i hans sted.
Han var klar over at hun nu enten ville snige sig ud og stikke af, eller finde en eller anden form for våben så hun måske kunne forsvare sig imod ham.

Hendes rystende stemme havde gjort det helt klart for ham, at hun var bange for ham nu.
Og det havde hun da også al mulig grund til at være.

Han rejste sig op og strakte sig. Irritationen skyllede ind over ham, og han havde lyst til at sparke til bordet så det fløj ad helvede til... men han lod være.

Hvad skulle han gøre...?
En del af ham havde lyst til at finde hende... finde hende og gøre det som han havde så meget lyst til at gøre...
Men en anden del af ham fortrød at han ikke havde taget chancen og fortalt sandheden.
Ikke at han var sikker på at hun ville forstå ham hvis han havde fortalt hende det... men måske...

Han fnøs og begav sig hen til døren.
Han sparkede indeskoene af og trak støvlerne på.
Meget imod sin trang, begav han sig udenfor, og begyndte at gå ind imod skoven.

Yurie kom ud fra hendes værelse, hun havde gemt kniven i hendes kimono under bæltet. Hun kiggede rundt i huset efter Zuresh og havde blevet enig med sig selv om at hun ville give ham en chance, som hun havde sagt.. Det havde måske været hans egen måde at sige at han bedre kunne lide hende end andre?

Hun løb ud til fordøren og så at han var på vej imod skoven igen. En klump dukkede op i hendes mave.

”Zuresh..” hviskede hun. Okay, hun havde en potentiel ven lige der. Så Yurie stormede ind, smed forklædet og båndet som holdte hendes ærmer, greb en lang cardigan, hvorefter hun løb ud, smed hendes sutsko og hoppede i hendes træ sandaler hvorefter hun løb så hurtigt hun kunne efter ham.

”Zuresh! Vent! Hvorfor går du?!” Råbte hun efter ham ind hun kæmpede for at indhente ham.

Han var nået et lille stykke ind i skoven da han hørte hende bag sig. Vent...? Hvorfor gik han...? Var hun vanvittig!?
Han stoppede op og vendte sig halvt om mod hende.
Hans røde øjne lyste svagt og han så på hende med et usigeligt blik, der indeholdt alt lige fra trusler og ondskab til respekt.
Han stirrede på hende med de unaturlige øjne, og tog en dyb indånding.

"Er du vanvittig...? Jeg har lige afsløret at jeg er den mand som gør de kvinder ondt... ondt, Yurie... og at jeg har den største lyst til at gøre det ved dig også." hans stemme var underligt kold. Der var en slags magt i den lige nu, som føltes urgammel... og som ville få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste.

"Frist ikke skæbnen... jeg går fordi jeg af en eller anden grund vil skåne dig for det som jeg har lyst til at gøre." sagde han og vendte sig igen for at gå.

Yurie løb op foran ham, hev efter vejret og kiggede op på ham imens hun hev noget løst hår væk fra hendes ansigt. Hun kiggede op i hans øjne og smilte svagt.

”Zuresh, jeg havde godt hørt dig og har taget mine forholdsregler.. Men husk nu på det jeg havde sagt.. Jeg giver alle en ekstra chance.”

Hun greb blidt hans hænder og smilte utrolig varmt og stort til ham. Yurie mærkede det lille stød igennem hendes hænder igen da hun rørte ham, gispede svagt og kiggede ned imens hun svagt rødmede.

Hun vidste virkelig at dette var en stor chance at tage og hun havde ingen idé om hvordan han ville reagere overhovedet.
Dog håbede hun kun for det bedste.

Han var målløs over hendes reaktion på dette... han stirrede bare på hende da hun pludselig stod foran ham. Selv var han stoppet op, overrasket og forvirret...
Ikke om han anede sine levende råd! Frustrationen var modbydelig... og han forstod stadig ikke hvorfor den var der.

Da hun greb hans hænder, mærkede han også støddet og følte hvordan en knude dannedes i hans bryst.
Hun rødmede let, og det gjorde kun hendes skønhed så meget mere overvældende...
Han mærkede selv varmen i kinderne igen...

Han lukkede sine hænder om hendes. Mærkede igen hendes perfekte hud, og frustrationen nåede endnu højere op.
"Ingen forholdsregler vil kunne redde dig... du er blot et menneske. Jeg har en trang, som må og skal tilfredsstilles - for hvis den ikke bliver det, så bliver der et blodbad uden lige. Et blodbad som ville ende med min egen død. Du forstår det ikke... jeg er farlig for dig... jeg kan skade dig... og jeg har lyst til det." sagde han, og frustrationen havde endelig nået hans stemme, som lød nærmest desperat.

Yurie så op på ham og smilte svagt imens hun blidt nussede hans hænder. Årh hvor havde hun ondt af ham, hun kiggede lidt ned og mærkede hvordan hun inde i hendes selv virkelig havde lyst til at hjælpe den stakkels mand.

”Skal det være menneske kvinder du skal dræbe? Hvad med nogen som allerede er døde.. Eller folk som allerede venter på deres død, som for eksempel folk i fængsel?” Spurgte hun blidt og mærkede hvordan bekymringen i hende blev værre og værre.
Hun ville virkelig gerne have Zuresh som en ven, hun kunne mærke hvordan det trækkede i hende.

Yurie bed sig svagt i underlæben og mærkede hvordan hendes tårer begyndte at vælte ned over hendes kinder, hun fniste lidt og prøvede at tørre dem væk hurtigt.

”Undskyld.. Jeg har bare så ondt af dig..” Hviskede hun lavt og prøvede at bruge hende ene ærme på at tørre dem væk imens hun holdte hans anden hånd.

Medlidenheden i hendes øjne... var meget tæt på at gøre ham rasende.
Alt i ham skreg at han skulle gribe hende, tage hende med sig, og udsætte hende for noget endnu værre end det han havde lyst til... hvor vovede nogen at have ondt af ham...? Ham!?

Men hun var jo anderledes... noget var anderledes.

"Du ser det gode i noget som er født ondt. Noget som altid har været ondt. Noget som er sadistisk..." sagde han, nu med en rolig, dog letter bedrøvet stemme.
Hvor han dog nød hendes berøring... hendes hænder der roligt nussede hans... det var næsten ekstatisk.

Da hendes tårer begyndte, blinkede han en enkelt gang med øjnene.
Hun måtte ikke græde... han vidste ikke rigtig hvorfor... men hun måtte ikke. Det var smertefuldt for ham.

"Hav ikke ondt af mig af den grund... det er blot en lille sideting, som jeg for det meste ikke har noget imod." sagde han så.

Pludselig slog en tanke ham... en tanke som i et øjeblik lammede ham med rædsel.
Støddet når de rørte hinanden... fornemmelsen han havde omkring hende... det som han så når han så ind i hendes smukke, mørkebrune øjne... det var ikke magi. Hun var ikke en Succubus.

'Umuligt...' tænkte han, mens verden stod stille omkring ham.

Han blinkede igen, og trak roligt sin hånd til sig.
"Vi... kan ikke ses igen. Det er... alt for farligt." hviskede han og gik hastigt forbi hende, med mindre hun forsøgte at stoppe ham.

Yurie kiggede forvirret op på ham da han ville til at gå, en skræmmende følelse dukkede op i hendes brystkasse og hun mærkede hvordan hun prøvede at gribe ud efter ham, men hun lod hendes hånd falde. Hun kiggede ned i jorden og mærkede hvordan det var som om noget inde i hende gik i stykker.

Hun ville ikke tvinge ham, hvis han ikke havde lyst til at blive, dog kunne hun ikke stoppe sig selv før hun kiggede op efter ham.

”Okay.. Men du ved hvor du kan finde mig..” Hviskede hun blidt til ham og vidste at han ville kunne høre det. Yurie trak hendes cardigan omkring sig og på en måde kunne hun mærke dybeste inde i sig selv at Zuresh nok ville komme på et tidspunkt.
Yurie vendte rundt og begyndte at gå roligt tilbage imod hendes hus. Hendes dør var aldrig løst og de tynde papirs vægge kunne nemt bare blive trukket til siden.

Da hun kom tilbage til hendes hus, gik hun langsomt indenfor igen og smed hendes sandaler, før hun hoppede i de varme sutsko igen. Hun kunne hurtigt mærke en dyb følelse af at skulle male noget, var inde i hende. Hun gik hurtigt ind på værelset igen, lagde kniven tilbage og løb ind i stuen til hendes lille maler sted, hvor hun satte det hele op, åbnede væggen og nød den friske luft, før hun gik i gang med at tegne på en lille blok.

Hendes ord bosatte sig i hans sind. 'Du ved hvor du kan finde mig...' - det var umuligt at få dem ud af hovedet, og selv da han var nået så langt ind i skoven at hun var ude af syne, kunne han stadig høre hende for sit indre øre.

Han fortsatte... satte i løb... spænede hurtig som en gepard ind imellem træerne, hen over det tørre græs, sprang hen over buske... indtil han nåede så langt væk at hun umuligt kunne høre ham.
Han stoppede op i en lysning, snerrende af raseri.

Sekunder senere lå lysningen øde for træer. Kun sortsveden jord var tilbage, som intet ville kunne gro i de næste par år.
Han stod i midten af det hele og stirrede ligefrem.

'Du ved hvor du kan finde mig...'

Han lod sig dumpe ned at sidde, og sukkede dybt.
"Jeg forstår det ikke... det burde ikke være muligt..." mumlede han for sig selv mens han førte en hånd gennem sit lange, hvide hår.

Sådan sad han i time efter time, uden at lave andet end at samle tankerne...

Da natten var faldet på, og ikke længere var helt ung, rejste han sig op, og begav sig ind i skoven igen.

Kort tid efter, dukkede Yurie's hus op foran ham.
Han fortsatte med rolige, lydløse skridt op til døren, som han hurtigt fandt ud af var ulåst.
Han sparkede sine støvler af, åbnede døren, og gik lydløst indenfor... klokken var mange, så han regnede egentlig med at hun var gået i seng.

Yurie havde brugt lang tid på at sidde og tegne, hun lagde blokken lidt fra sig, gik derefter i gang med hendes aftensmad som bestod af nogle lækre grønsager, ris og lidt fisk. Hun fik spist hvorefter hun gik rundt og tændte nogle stearinlys og satte sig ned med blokken igen, efter hun havde lukket nogle vægge til, så kun den på hendes soveværelse og stuen var åben.

Hun sad i cirka en time efter solen var gået ned, før hun lagde blokken fra sig på bordet.

Yurie havde tegnet Zuresh, hendes indre billede af ham, så var ham, i hans skjorte og bukser i måneskins lys, og et blidt smil var på hans læber. Han så utrolig rolig ud og helt nede på jorden. Hun smilte lidt, hvorefter hun rejste sig og lukkede døren til stuen og gik ind i hendes soveværelse.

Hun skiftede til en tyndere og hvid kimono, som kun havde en tynd og simpel bælte omkring, hvor hun kun havde nogle små trusser på inden under. Hun slukkede derefter lyset i huset og kravlede under hendes dyne og trak myggenettet for. Hendes seng var på gulvet, som alle japanske senge, plus den var stor.

Yurie trak pinden som holdte hendes hår ud, lagde den på gulvet og kravlede ned under dynen.

Der gik ikke lang tid før hun var langt væk i drømmeland.

Han så sig omkring i mørket, som for ham var lige så let at se i som dagslys.
Hun var som forventet ikke i stuen... men noget andet fangede dog hurtigt hans blik.
En tegneblok... midt på bordet.

Han gik med rolige, lydløse skridt hen til bordet og tog tegneblokken op.
Han lod blikket glide hen over tegningen, og mærkede hvordan følelserne blev blandet i ham... det var en tegning af ham, og den lignede godt.
'Bortset fra, at det ikke i sandhed er dig...' hviskede hans indre stemme.

Han lod fingrene løbe hen over papiret, og vendte blikket mod døren som førte ind til hendes soveværelse.
Han fornemmede hende derinde...

Uden at lægge blokken fra sig, gik han hen til døren, åbnede den meget forsigtigt, og trådte indenfor.
Hans hjerte hoppede en ekstra gang da han så hende... sovende ganske sødt, med det silkeagtige hår befriet fra den hårde knude...
Han så hende tydeligt gennem myggenettet, og flere indskydelser dukkede op i hans hoved...

Hun ville være et let offer lige nu... hun ville knap nok vågne før han havde fået fat i hende.

Men... han havde lige så meget lyst til blot at slutte sig til hende.

Halvirriteret skubbede han tankerne væk, og tog en chance da han roligt sagde: "Yurie."

Yurie lå sødt på hendes ryg og sov, hun havde hendes arme over hendes hoved og hendes hoved lå lidt til den ene side.

Da han sagde hendes navn, mumlede hun svagt, rullede rundt på hendes side og hendes arme trak sig ned foran hendes brystkasse. Dog gled hendes hvide kimono let ned over hendes skulder og vidste den fejlfrie hud.

Hun nussede svagt hendes ansigt imod puden og var lagt væk i den dybe søvn.

Hendes drømme var rolige og klare, med billeder af forskellige ting hun altid forstilte sig at tegne og skrive omkring.

Hendes forige position med armene over hovedet havde været en utrolig fristelse for ham... og til hans egen store overraskelse havde han modstået.

Han var lettet da hun skiftede position og ikke længere virkede så blottet og sårbar...
Og så lagde han mærke til hendes skulder... den bare, fejlfrie hud så ud til at være så blød at det var for meget for ham.

Han trak roligt myggenettet fra, satte sig på knæ ved siden af hende, og rakte nu en hånd ud mod hende.
Han kærtegnede super blidt hendes smykke hår, og strøg derefter fingrene blidt hen over hendes skulder en enkelt gang...
"Yurie..." sagde han igen.

Hvis ikke hun snart reagerede, ville han miste fatningen... og så ville sadisten i ham vinde.

Yurie mumlede lidt mere og greb dynen og trak den over hendes hoved, som om hans berøring havde hendes underbevidsthed blot tænkt var en flue eller et andet dyr. Hun var en af den personer som sov utrolig tungt, siden hendes svage krop brugte så mange kræfter om dagen af hun bare var slået ud om natten.

Hun bevægede sig rundt under dynen og lod hendes hoved dukke lidt op igen, dog dækkede dynen hendes næse og nedefter.

Hendes hår lå overalt på puden omkring hende og det var utrolig langt og bløde krøller efter hendes knold var i det.

Hun vågnede ikke... reagerede knap nok...
En krig var startet inde i ham. En klassisk krig hvor et spinkelt lys desperat kæmpede mod et altfortærende mørke... godt imod ondt, og det gode havde ingen erfaring, mens det onde havde årtusinder af erfaring.

Hun var så sød som hun lå der... så uskyldig... så ren og smuk.. og så sårbar...
Han kunne ikke have det i sit hoved, og han mærkede hvordan alle muskler i hans krop spændtes i et forsøg på at bekæmpe sig selv og den ondskabsfulde, sadistiske trang der væltede ind over ham...
Hans hænder skælvede, og han gispede svagt mens han kæmpede med sig selv.

Han førte den ene, skælvende hånd ned mod hendes hår. Måske... bare måske... ville berøringen af det silkebløde, mørke hår give ham mere styrke til at stå imod mørket i ham.

Hun var nødt til at reagere, hvis ikke han skulle tabe denne kamp. Det vidste han nu... og mørket havde omringet det lille, spinkle lys i ham.

Det her var sidste chance...
"Yurie..." fik han sagt, højere end før, og med desperation i stemmen.

Yurie mærkede en varm hånd på hendes hoved, varmen trængte igennem og ind i hendes drøm. Hun gryntede lavt og hendes hånd bevægede sig op, greb hans og den anden trak hendes dyne lidt ned, så den kun lige dækkede hendes brystkasse, hvor den tyndekimono var blevet ret løs.

”Mmh.. Zuresh?” spurgte hun lavt og åbnede hendes åbnede lidt og kiggede op på ham. Det var tydeligt at hun lige skulle have 3 sekunder til at vågne ordentlig op fra den dybe søvn. Hun gabte og rullede om på hendes mave, satte sig op med hendes dyne omkring hendes skuldre.

Hendes kimono hang løst omkring hende, siden hun havde rodet meget rundt i hendes søvn, men den dækkede hendes bryster og hendes små hvide trusser. Hun kiggede over på ham, trak hendes ben lidt til sig og kiggede forvirret.

”Hva så? Hvad er der galt?” Spurgte hun lavt og gnubbede hendes øjne med hendes hænder så hun kunne se lidt klart.

Lettelsen strømmede ind over ham da hun vågnede, og han mærkede hvordan hans skælven fortog sig da hun tog hans hånd i sin.
Hendes stemme gav det spinkle lys mere håb, og det var nok til at mørket trak sig tilbage - for nu.

Han lod sig falde lidt tilbage så han nu sad helt ned.
Han trak vejret tungt og mærkede hvordan en kuldegysning løb igennem hans krop.

Zuresh vendte blikket mod hende, og mærkede en klump i halsen.
Endnu en ting han aldrig havde prøvet før... dem var der mange af lige nu.
Han skubbede tankerne væk og kiggede bare på hende...

Han så ikke engang på hendes krop lige nu... kun hendes ansigt.
"Jeg... jeg ved det ikke." hviskede han.
Han blev ved med at se på hende med de røde øjne, og for første gang nogensinde, var der taknemmelighed at se i hans blik.

Yurie bed sig selv lidt i underlæben og kunne mærke hvordan hendes nu meget vågne hoved kørte rundt. Hvad havde bragt Zuresh til hende her midt om natten?
Hun kravlede over og satte sig imellem hans ben, greb blidt hans hånd og smilte varmt til ham.

”Vil du gerne have noget? En kop te? Noget at spise?” Spurgte hun blidt og nussede venligt hans håndryg i hendes hænder. Hun vidste at på en måde, fik ham til at slappe af når hun nussede hans hænder.

Der var noget inde i hende som fortalte at der var noget helt galt med Zuresh, siden han var kommet nu og det var tydeligt at se bekymringen i hendes mørkebrune øjne. Hun rakte hendes ene hånd op og lagde den blidt imod hans kind.

”Zuresh.. Hvis der er noget som går dig på, så sig det okay? Nu vil jeg lave en kop te til os.” Hviskede hun blidt og begyndte at rejse sig op.

Han tog en dyb indånding da hun rykkede hen til ham. Så tæt på... han forstod ikke rigtig hvordan hun turde.
Hvis hun havde vidst hvad han næsten havde gjort for blot et øjeblik siden, ville det nok se anderledes ud lige nu.

Da hun nussede hans hænder, slappede han lidt mere af. Følelsen var speciel... som om hendes blotte berøring satte ild til ham - men en form for ild der ikke gjorde nogen skade.
Hånden på hans kind kom dog bag på ham, og han blinkede overrasket med øjnene, mens han fortsat så ind i hendes bekymrede, mørke blik.

Da Yurie skulle til at rejse sig op, greb han fat om hendes skuldre og trak hende ned igen.
"Nej... gå ikke. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige... jeg ved ikke hvad der er sikkert at sige. Intet af det, tror jeg..." sagde han.
Han var klar over hvilken fare han var ved at bringe sig selv i - og hvilken fare han ville bringe hende i, hvis han afslørede sandheden sådan som han havde lyst til lige nu...

Han besluttede dog hurtigt at tiden måske var inde til en anden sandhed...
Så han så hende dybt i øjnene, slappede mere af, og sagde:
"Yurie... jeg er så tiltrukket af dig at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke forstå den slags."

Yurie faldt ned på hendes bagdel, da han greb hendes skuldre og hun kiggede forvirret op på ham og lyttede. Han var tiltrukket af hende? Hun var helt mundlam og mærkede hvordan hendes hjerte sprang et slag over og en kilden fornemmelse i hendes mave dukkede op.

Hun bed sig selv svagt i hendes underlæbe og mærkede en rødmen dukke op i hendes kinder.

”Åhh Zuresh.. Gid jeg vidste det… Jeg.. Har aldrig prøvet at være sammen med en anden før eller.. Have et fysisk forhold til en.. Så alt dette er utrolig nyt for mig..” Hviskede hun blidt og kiggede genert ned.

Hun havde lige fortalt ham at hun var jomfru og aldrig havde prøvet at være tiltrukket til en anden person før. Det var utrolig privat for hende, siden man slet ikke snakkede om sådan noget i hendes kultur.

”Men.. Det betyder jo bare at du har en samvittighed derinde..” Hviskede hun blidt hvorefter hun gjorde noget hun aldrig havde troet hun ville gøre imod ham.

Yurie rejste sig op på hendes knæ og lod blidt hendes arme glide omkring hans nakke, lænede sig frem og krammede ham utrolig blidt imens hun svagt krop helt tæt på ham og gemte hendes ansigt i hans hals.

Han vidste ikke rigtig hvilken reaktion han havde forventet af hende, men det forekom ham helt bestemt at den hun havde valgt var en af de bedre.
I det mindste var hun ikke stukket af...

Han hørte hendes ord, men reagerede ikke lige med det samme - men da hun krammede ham, flyttede kroppen helt tǎt til hans, og gemte ansigtet ved hans hals... da lagde han armene omkring hende og gengældte det varme knus.
"Det har jeg... men ikke sådan som jeg vil det med dig..."