Hello stranger – Sansiss.

Yurie aede blidt hans hår da hun pludselig mærkede hvordan han greb fat i hendes hænder, hun kiggede på ham og stoppede hendes sang imens hendes øjne mødtes med hans.

De var kolde, hans øjne. Utrolig kolde og hun mærkede hvordan hun blev nød til at synke svagt inden hun faldt ned på hendes bagdel og hendes krop rystede stadig svagt på grund af feberen, men også den begyndende frygt som dukkede op i hendes krop.

”Z-Zuresh? Er du okay?” Hviskede hun blidt og rakte ud med hendes frie hånd for blidt at nusse hans kind.

”Hvad er der galt?” Spurgte hun lavt og følte hvordan hun stille og roligt begyndte at blive ret forvirret over hans opførsel. Han var ikke sig selv lige nu. De øjne var helt forkerte, han var jo så sød og blid før, nu virkede han bare virkelig kold.

Noget i ham skreg om at han skulle lade være... at han skulle stoppe... da han mærkede hendes hånd mod sin kind.
Men det var for sent... i sit svage øjeblik havde han sænket sine parader, og ondskaben havde sejret for en tid.

Hans ondskabsfulde smil blev ved med at være der, da han lagde sin frie hånd over hendes.
Han lukkede øjnene og mærkede hendes silkebløde hud...
"Åh, Yurie... du har fristet mig alt, alt for længe." sagde han - og også hans stemme var kold som is.

Så åbnede han øjnene, og greb fat om hendes frie håndled.
Med en hurtig bevægelse, skubbede han hende ned på ryggen og placerede hendes arme over hendes hoved.

Han holdt hendes håndled sammen, og tog omkring dem med kun én hånd... og den anden førte han blidt ned ad hendes kind, ned over hendes bryst og mave, indtil han fandt frem til rebet, som han løsnede.

Yurie gispede svagt da hun hørte hans ord og pludselig fandt hun sig selv ligge på ryggen med hendes hænder holdt fast og ham i gang med at åbne hendes kimono.
Hun vred sig lidt og kæmpede imod imens hun kiggede op på ham og mærkede hvordan hendes smertende hjerte bankede hurtigt.

”Z-Zuresh.. Hvad la-laver du?” Gispede hun og prøvede at sparke ham væk fra sig imens hun vred sig så meget som hendes trætte krop kunne.

Dette kunne ikke være rigtigt, hvad lavede han? Dette var ikke den Zuresh hun holdte af. Nej, han var anderledes lige nu, helt anderledes!

"Hvad laver jeg...? Åh, Yurie... jeg advarede dig jo allerede for nogle dage siden. Jeg ønsker at gøre dig fortræd, kan du slet ikke huske det?" lød det fra ham, med en provokerende, ondskabsfuld stemme.

Han fnøs da hun forsøgte at sparke ham væk. Det havde ikke virket for nogen af hans tidligere ofre... aldrig. Så at en ung menneskepige skulle kunne gøre det, virkede absurd.
Dog irriterede det ham, så han hev hurtigt rebet af hende, åbnede kimonoen... og med øjnene lysende af sadisme da han så kanten af hendes bryster og det meste af hendes alt for perfekte mave, knyttede han næven og hamrede den dybt ind i maven på hende.
Det skulle nok stoppe hendes sparken... for slet ikke at tale om hvor meget han ville nyde det.

Yuries øjne sprang op og hun mærkede smerten før hun forstod hvad der var sket. Et hoste anfald ramte hende og hun hostede og hakkede højt og blod sprøjtede ud fra hendes mund imens hun lå svagt og hvæsede af ham imens hun kiggede op på ham med øjne blanke af feber og tårer.

”Du er ikke Zuresh.. Du er ikke ham jeg sov med.. Ham som lige havde badet mig..” Hviskede hun lavt imens blodet gled ned fra hendes mund og hun mærkede kulden på hendes krop da kimonoen var åben.

Hun lukkede hendes øjne svagt og gispede da smerten spredte sig i hendes mave og et blåt mærke var allerede på vej.

Følelsen var vidunderlig! Hans næve mod hendes bare mave...
"So soft..." hvislede han mens den ondskabsfulde lyst lyste ud af hans røde øjne.

Han lo kort og hånligt af hendes ord, før han lænede sig lidt ned over hende, så deres ansigter var tæt på hinanden.
"Jeg er skam Zuresh... jeg har bare givet efter for lysten. Og det jeg lige gjorde? Det føltes godt... og hvor er det komisk at tænke på at jeg ikke ville gøre det før. Maksimalt for at komme lidt ekstra krydderi på sex med dig... men ikke for at skade dig. Men nu... hvor jeg ikke er svagelig..." sagde han og lagde roligt næven mod hendes mave.

"Lad os gøre det igen... og hvis du holder til det, kan vi jo gå videre til at bruge en kniv." hviskede han ondt, og gav hende to dybe, hårde slag mere, lige efter hinanden.

Yurie gispede lidt da hun hørte ham snakke om noget med en kniv også, hun kiggede forvirret op på ham og rystede svagt på hendes hoved i panik og begyndte at græde mere.

”Jamen.. Du sagde.. Du elskede mig..” hviskede hun og skreg op da hun mærkede de 2 slag mere hun fik i maven og hun spyttede blød ud til den ene side og gispede svagt.
Smerten jog op igennem hendes krop og hun begyndte at græde mere imens hun vred sig under hans krop.

”Ikke mere Zuresh.. Ikke mere…” Hviskede hun og hyl op i smerte da hun mærkede hvordan det dunkede i hendes svage mave.

Dette kunne ikke være rigtigt, han var jo ikke sådan! Dette var ikke ham hun havde kysset med og nusset ham.. Det var umuligt.. Men igen, han havde jo snakket om de andre kvinder.. Han kunne jo have leddet hende i fordærv?

"Åh, jeg kunne gøre det her hele natten med dig, Yurie... du giver så meget mere end de andre." hvislede han mens han holdt næven inde i hendes mave efter det andet slag.

"Du har ingen muskler at stå imod med... og din skønhed blandet ind i det hele..." han lo lavmeldt. En kold, ond latter.
"Jeg sagde jeg elskede dig, ja... og det var sandt. Men nu er det mørket der bestemmer. Jeg kan mærke hvordan det gode i mig kæmper for at redde dig... og desværre gør det, at jeg må gøre det her kort."
Der var en smule fortrydelse i de iskolde, røde øjne - som om han ville have givet hende tyve slag mere hvis ikke det var for risikabelt.

Han fjernede endelig næven fra hendes stakkels mave, og holdt den op foran hendes ansigt.
Langsomt begyndte skyggerne at trække sig sammen i hans hånd, og efter et par sekunder, havde de dannet en kniv i noget der lignede sort stål.

"Nå... halsen, eller maven...? Jeg ved godt hvad jeg foretrækker... men du får lov at vælge." sagde han, og smilede endnu en gang til hende.

Hun gispede og prøvede at holde igen med hende små mavemuskler imod hans hånd. Yurie ville gøre alt for at Zuresh kom til sig selv lige nu, specielt efter hvad hun havde hørt ham sige.

Frygt dukkede op i hendes øjne da hun så det sorte blad foran hendes ansigt og hun sank svagt og mærkede frygten dukke op i hendes svage krop, specielt nu hvor hun kunne se hvad han holdte.

”Nej.. Zuresh.. Ingen af de steder.. Jeg vil ikke dø..” Hviskede hun og begyndte for alvor at græde og kæmpe imod hans hænder.

Hun vred sig så meget at hendes kimono faldt helt af hendes krop, så hendes brystkasse og underliv var blottet for ham.

Han rystede bare på hovedet og blev ved med at smile.
"Åh, Yurie... det gør kun ondt et lille øjeblik når det er halsen..." sagde han og lagde knivbladet mod hendes ene skulder.

"Men... når det er maven..."
Langsomt, nærmest som et kærtegn, førte han kniven ned over hendes kraveben, ned mellem hendes bryster, og ned over hendes mave - uden at bryde igennem huden.

"Så gør det langt, langt mere ondt end med næven." hviskede han, og en blanding af triumf og sadistisk fryd var at se i hans øjne, da han jog kniven i hende.
Han stak hende en enkelt gang, et par centimeter over navlen, og trak så langsomt kniven ud igen.

Noget inde i ham skreg i en blanding af raseri og sorg, og Zuresh lo ondskabsfuldt og lavmeldt.

Hun gispede og rystede hurtigt på hovedet da kniven langsomt gled ned over hendes krop. Det kolde blad føltes utrolig koldt imod hendes feber hede hud og hun stoppede kort med at græde da hun hørte hans ord, kiggede skræmt på ham og hviskede lavt.

”Nej.. Zuresh.. Ne-.” Mere noget hun ikke at sige før hendes øjne blev store og hun mærkede smerte skyde op igennem hende, så voldsomt som hun aldrig nogensinde havde troet det ville.

Hun gispede og vred sig svagt da hun mærkede hvordan det begyndte at blive vådt på hendes mave da hendes varme og røde blod væltede ud af såret og ned af hendes mave.

”Nej..” Hulkede hun svagt og gispede i smerte.

"Jo..." sagde han roligt, og slap hendes håndled. Han satte sig op så han sad ved siden af hende, mens han lod blikket glide ned over hendes krop.
"En skam... så smuk en kvinde..." sagde han med et lille smil.

"Jeg ville ønske at jeg kunne gøre det igen... og denne gang få det til at vare flere timer... men så længe du stadig er her, kan jeg tabe til det lys du gav mig. Den godhed du gav mig."

Han smilede nærmest saligt mens han så på hendes mave, der langsomt blev farvet af hendes blod.
"I sandhed en skam..."

Hun rystede på hendes hoved, mærkede hvordan han slap hendes håndled og hun hev dem med det samme ned til hendes mave og pressede den ene imod hendes sår. Hun gispede i smerte, kæmpede sig rundt imens hun hørte hvad han sagde, kravlede langsomt hen til hendes kommode, ligeglad med hvad han sagde lidt nu, mest fordi hun kæmpede for sig liv.

Yurie hulkede, hostede og hev efter vejret, men hun fik kæmpet sig frem til kommoden, vidste at hun stadig ville kunne redde hendes eget liv.

Hun hev skuffen åben, rakte ind i den og greb kniven imens hun satte sig op imod kommoden og satte sig imod den imens hun hev kimonoen op og pressede stoffet imod såret.

”Giv.. Mig.. Zuresh.. T-tilbage..” Hvæsede hun svagt og hendes øjne viste at hun ikke have lang tid endnu, men det at hun holdte imod såret, gjorde blot at hun ville overleve lidt længere.

Han fulgte hende med blikket og smilede fornøjet da hun forsøgte at stoppe blødningen, om en dikke andet, så midlertidigt.
"Du vil dø... jeg ramte et sted hvor kniven gjorde meget skade." sagde han.

"Og nej, det tror jeg bestemt ikke... for han kan stadig heale dig og redde dit liv. Så skulle du have ladet mig stikke dig to gange." sagde han og så på hende med et hånligt blik.

"Kærlighed... har ingen magt. Det er blot en sygdom. En sygdom som nu har kostet dig livet, på yderst smertefuld manér."

Hun holdte kniven frem imod ham og kiggede på ham med øjne som begyndte at blive mere blanke. Hun mærkede hvordan hendes krop blev mere slap og hun blev meget træt. Hun kæmpede for at holde sig oppe, dog begyndte hun svagt at glide længere og længere ned af kommoden.

Yurie mærkede hvordan hendes krop begyndte at blive meget kold og hun begyndte at græde meget mere. Hun hadet ham, virkelig hadet ham utrolig meget. Han havde slået hende og nu stukket hende. Dette var hvordan Zuresh var, hun vidste det og hun ville ikke dø sådan her, ynkelig.

Hun kæmpede sig op på hendes fødder med mange kræfter, holdte mere på såret og holdte den anden hånd frem med kniven.

”I min.. Ku-Kultur.. Dø-Dør vi ikke.. U-Uden kamp..” Hvæsede hun og pludselig skød hun frem med kniven lige imod ham og væltede ind over ham, håbede at hun blot ville ramme ham, bare skade ham på måde. Hadet vokskede inde i hende som et bål der brændte med fuld kræft.

Han betragtede hende helt roligt mens hun pegede kniven imod ham.
Ligegyldigheden i hans blik blev blandet med en anelse forundring...
"Javel... så du er af den gamle skole. Det må jeg alligevel respekte-" hun var over ham før han nåede at tale færdig, og han hvæsede da kniven skar sig ind i hans skulder. Han havde været for langsom... og havde ladet et menneske såre ham!

Dog vidste han at hun ikke ville vinde...
I samme øjeblik som kniven skar gennem hans kød, greb han fat i hende og rullede bagover så hun blev hamret ned igulvet og han sad oven på hende.

"Du... er en død kvinde." hvislede han, hvorefter han vristede kniven fra hende. Han holdt en hånd mod hendes hals, og stak hende så tre gange: To gange i maven, én gang i brystet, tæt på hjertet.

Så smed han kniven fra sig og rejste sig op.
Som en mørk dødsengel, tårnede han sig op over hende, mens hans blodrøde blik kiggede på hende som om hun var intet andet end en mide.
"Dø..." hvislede han.

Yurie gispede da hun rendt faktisk havde ramt ham, dog mærkede hun pludselig gulvet under hendes ryg og de 3 stik hun fik mere, virkede som kold ild som skød igennem hendes krop og hendes blik blev helt sløret. Hun vidste at det var forbi, hun kunne ikke længere bevæge hendes krop og hendes vejrtrækning blev meget langsommere sammen med hendes hjerte.

”Zuresh..” Hviskede hun og blodet væltede kort ud af hendes mund.

”Dit.. Monster..” mumlede hun til sidst og lå helt stille der på gulvet, med hendes arme og ben strakt ud og hendes hvide kimono lå foldet ud omkring hendes blodige krop.

Der gik ikke lang tid før hendes blik blev tomt og hun åndede ud.

Han så ned på hende som hun åndede ud, og han mærkede hvordan livet forsvandt fra hendes krop...
Yurie var død. Han havde dræbt den kvinde han havde ladet sig forelske i... og det var godt. Han var tilbage hvor han ikke længere havde så farlige svagheder.

Men samtidig... tanken om at han aldrig skulle se hende igen. Aldrig skulle mærke hendes læber mod hans.
Han begyndte langsomt at skælve, ganske lidt.

Han havde dræbt hende... myrdet hende... hun, som havde været så naiv og sød og som havde stolet på ham.
Hun, som muligvis endda havde elsket ham.

Zuresh vendte sig, og med vaklende skridt forlod han huset.
Da han nåede udenfor, kastede han voldsomt op.
Sorgen havde ramt ham som en forhammer, og lige nu, vidste han ikke hvad han skulle gøre af sig selv.

Så han fortsatte med at gå... ind i skoven, og ind mod sit hjem...

Der gik mange dage hvor Yuries krop bare lå der, helt stille og livløs. Pludselig satte hun sig op, kiggede rundt og trak vejret tungt. Det var nat og hun følte intet, der var ingen smerte, inden hosten eller feber? Hun rejste sig op, kiggede rundt i hendes soveværelse og vidste med det samme at der var noget galt.

Yurie vendte sig rundt og kiggede ned fra hvor hun lige havde lagt. Hun lå jo lige der? Hendes døde krop? Hun skreg op og væltede bagud, mærkede hvordan hendes krop lige nu var så let og det var så nemt at bevæge sig.

Hun kiggede rundt og forstod intet lige nu, kiggede ned af sig selv og så at hun stod der i hendes åbne hvide kimono, 4 stik sår i hendes krop og blodet var stadig vådt på hendes krop.

Hun.. Var blevet.. Et spøgelse?

Tiden var blevet brugt i hans hjem, hvor han havde givet sig hen til den store, læderindbundne bog.
Han havde nedfældet mange, mange ord i disse dage, for der var meget han havde erfaret.

Som dagene gik, syntes han flere gange at han hørte hendes glade latter, men da han kiggede op, var hun der naturligvis ikke.
Hver eneste gang hans sind havde spillet ham det puds, var han blevet umådeligt trist.

Han forstod ikke at følelser kunne gøre så ondt... hvordan i alverden kunne folk dog leve med dem?

Yurie brugte noget tid på at forstå hvad der var sket, hun gik frem og tilbage i hendes hus med den åbne Kimono og det hvide undertøj. Hun mærkede hvordan hadet begyndte at æde hende op indefra.

Hun gik pludselig hen, greb kniven hendes døde krop havde i hånden og gik hurtigt ud af hendes hus.

En unge spøgelse hoppede ud af hendes soveværelse, ned igennem hendes have og hamrede afsted ind i skoven. Hun ville opspore en person, en som havde dræbt hende og gjort så hun var sådan her.

På vejen igennem skoven stoppede hun ved et træ, i nærheden af hans hud. Hun lagde hendes hånd på stammen og en mærkelig følelse skød op igennem hendes arm. Hun kiggede på træet og lagde hendes hoved på skrå. Pludselig begyndte hun at opsuge dens energi og træet døde langsomt. Hun mærkede hvordan hendes krop pludselig blev mere frisk og hun kunne pludselig fornemme hvordan hun kunne noget nyt.

Hun lukkede hendes øjne, pustede ud og pludselig var hun et andet sted. Hun var halvvejs over i åndeverdenen og Yurie vidste med det samme at Zuresh ikke ville kunne se hende lige nu. Hun var usynlig for ham.

”Hmm.. Praktisk..” Mumlede hun og gik imod hans hus.

Han var faldet i søvn hen over bogen - endnu et tegn på at tingene var på vej i den helt forkerte retning. Han behøvede normalt ikke at sove.
Alligevel sad han nu der, med overkroppen lænet ind over bordet, og sov.

For en gangs skyld i disse dage, var hans søvn uden drømme.
De fleste gange han havde besluttet sig for at sove, havde han drømt enten om Yurie, der leende dansede rundt i hans hus, eller om den gigantiske, grottelignende sal fra fortiden.

Ingen af de to drømme havde givet ham den ro han havde søgt i søvnens verden...

Yurie gik ind igennem hans dør, så sig rundt og lukkede den lydløst efter sig, hvorefter hun blev usynlig igen. Hun så ham sidde der og sove, hvilket fik hende til at blive endnu mere vrede.
Hun gik lige over og så på ham. Hendes øjne lyste med foragt og vrede. Ham, som havde slået hende ihjel, sad bare der, helt rolig og sov? Hvordan i alverden kunne han det? Havde han ingen samvittighed?!

Yurie kørte en hånd igennem hendes lange fedtede hår og mærkede hvordan hun mest af alt havde lyst til bare at slå ham ihjel.

Dog var der en ting hun ikke helt forstod. Han lignede bare en skygge? Hun kunne genkende nogle få træk, ved at der hvor hans hår var, var det noget lysere.

Det var sikkert sådan spøgelser så folk.. Men hun ville nok vende sig til det.

Yurie rejste hendes hånd hvor kniven var, skulle lige til at hamre den i hans ryg, men i stedet smadrede hun den lige ned i bogen, så den sad fast. Hun løb hurtigt rundt og lænede sig op af trædøren som førte ned til hans kælder og kiggede på ham, stadig usynlig.

Han satte sig op med et sæt da kniven pludselig blev hamret ned i bogen foran ham.
Zuresh blinkede et par gange med øjnene, men genkendte så kniven.
Han rejste sig op og kiggede rundt.
Dette kunne kun betyde én ting...

"Åh nej..." hviskede han og lod roligt armene falde ned langs siderne.
"Du tog ikke videre. Du blev... og nu har du valgt at hjemsøge mig... hvor er du, Yurie?"

Hun kiggede på ham med hendes øjne kolde som is. Han vidste hun var tilbage? Så kendte han godt til spøgelser. Hun lod hendes arme falde, så hendes kimono kun hang lidt ned omkring hendes skuldre, helt blodig og beskidt.

Dog kunne hun ikke lade vær med at smile da han sagde at hun var kommet og ville hjemsøge ham. Hun grinte lavt og vidste han ville kunne høre det. Dog var et ikke det samme grin. Det var mere koldt og ondt.

Yurie gik over imod hans bogreol, væltede en masse af bøgerne ned og gik videre rundt. Hun gik over til hans bord, smækkede hendes hænder ned i bordet foran ham og lænede sig frem.

Hun lod hendes spøgelses krop komme tilbage, så han nu kunne se hende. Hun lignede hendes døde krop helt. Bleg, fedtet hår, blodig, alle de mange sår og blå mærker, plus det beskidte og let påklædte krop.

”Ja, jeg er tilbage.. Og jeg er ikke tilfreds..” Hviskede hun lavt og kiggede ind i hans øjne.

Hendes var ikke den varme brune farve mere, den var mere tæt på sort og utrolig livløse.