Hello stranger – Sansiss.

Hun lagde hendes hoved lidt på skrå og så lidt uforstående på ham, dog skubbede hun det lidt til siden og smilte varmt til ham.

”Tak Zuresh..” Hviskede hun blidt. Hun lagde derefter blidt hendes fingerspidser under hans hage, skubbede hans hoved lidt op til hende og kyssede blidt hans læber. Et dybt suk kom fra hende og hun lukkede hendes øjne og levede sig lidt ind i kysset.

Dog gav hun pludselig slip og løb ud af hans arme i et lille, men hurtigt og elegant bevægelse.

Yurie fniste og løb lidt rundt i hans hus og kiggede.

”Hm.. Her er flot.” smilte hun og kiggede på hans bogreoler, kiggede på hans ting og gik roligt over til bordet og greb nysgerrigt den store bog.

”Skriver du dagbog?” spurgte hun nysgerrigt, dog åbnede hun den ikke, men studerede dens omslag.

Han nød kysset til fulde. Det føltes bare så rigtigt... og hans hjerte galloperede af sted mens det stod på - hver gang.
Så da det pludselig sluttede, blev han helt forvirret, og først da hun holdt den store, læderindbundne bog i hænderne, forstod han helt hvad det var der lige var sket.

Han kiggede fra hende til bogen, fra bogen til hende, og så tilbage igen.
"Det kan man vel godt kalde det. Jeg skriver minder ned... men det står på et sprog du ikke ville forstå." sagde han og rejste sig op mens han roligt betragtede hende.

"Og tak... jeg synes nu her er simpelt. Simpelt... men hjemmeligt." sagde han med et lille smil.
"Du er virkelig den nysgerrige type, hva'? Ikke at det gør noget.."

Hun kiggede på ham med forvirrede øjne, lagde blidt bogen ned igen og gik over til ham inden hun kiggede op på ham igen. Han virkede lidt kold pludseligt, hvilket bekymrede hende.

”Er.. Du okay Zuresh?” spurgte hun blidt og kiggede op på ham.

Hun bed sig svagt i underlæben og mærkede nervøsiteten om hun havde gjort noget galt, dukke op i hendes mave.

Yurie kiggede dog lidt mere rundt og fik øje på en træ dør.

”Hvad er derovre bag den dør? Dit soveværelse?” Spurgte hun blidt og gik stille over imod den.

Ja, hun var meget nysgerrig lige nu, mest fordi hun var i Zuresh’s hjem og fordi han også var en anden race end menneske.

Det gik pludselig op for ham at han, uden at ville det, havde virket afvisende. Kølig.
Han smilede varmt til hende og nikkede.
"Jeg har det fint... det var ikke sådan ment." sagde han.

Han fulgte hende med blikket, og ganske som forventet, fandt hun frem til døren der førte ned til kælderen.
"Ikke soveværelse... det er kælderen. Der er intet dernede som er spændende." sagde han, og var helt klar over at han lige havde stukket hende en lodret løgn.
Men at vise hende den kælder... det bord... umuligt. Og alt, alt for risikabelt.

Yurie nikkede lidt og kiggede imod døren, hun trak derefter svagt på hendes skuldre og gik tilbage til ham, hvorefter hun lænede sig ind i hans arme og lagde hende hoved imod hans brystkasse.

”Hm.. Hvad skal vi nu lave?” spurgte hun blidt og kiggede op imod ham.

Hun havde lyst til at lære mere omkring Zuresh. Han var pludselig blevet mere varm og ikke så usikker på sig selv.

Yurie havde intet hørt omkring det med de kvinder, siden han var gået fra hende.

Da hun lænede sig ind mod ham, lagde han armene tæt om hende, og vendte blikket mod trædøren.
Han vidste godt at han på et eller andet tidspunkt var nødt til at være ærlig overfor hende... men at vise hende kælderen, og bringe hans sadistiske trang på bane...

Han rystede meget svagt på hovedet og kyssede hendes hår.
Det var for risikabelt... han risikerede at lysten kom over ham mens hun var der.

"Hmm... hvad end du gerne vil, Yurie. Ingen idéer?" sagde han roligt, ned i hendes dejlige, silkebløde hår.

Yurie rystede lidt på hendes hoved og kiggede op på ham.

”Vi kunne gå en tur i skoven?” Spurgte hun lidt, greb hans hånd og gik imod døren, hvor hun åbnede den og gav lidt slip på hans hånd imens hun dansede ud i lysningen hvor den varme sol nu stod højt på himlen og varmede det hele lidt op.

Hun fniste og stoppede op, hev hendes sokker af og lod hendes bare tær stå på jorden imens hun kiggede ned på dem og grinte lidt.

Hendes boblende glæde var forfriskende... som ren, kølig kildevand på en glohed dag.
Det var absolut skønt, og det fik ham til at smile helhjertet.

"En tur i skoven lyder som en fin idé..." sagde han g fulgte med.
Det var nok også godt nok at komme væk fra hans hus... og den fordømte kælder, som han ikke var parat til at vise hende.

Han spekulerede lidt på om han mon nogensinde ville være parat til det - men det var selvmodsigende, for det var nødvendigt

Zuresh fulgte med hende udenfor og lukkede døren efter sig.

Et øredøvende skrig kom fra Yurie da der pludselig blev lagt nogle arme omkring hendes mave og hun blev trukket op i luften. Hun kiggede rundt omkring sig og så hvordan Zuresh, som kom ud af hans hus, og han blev mindre og mindre siden personen bag hende løftede hende op i luften.

Yurie rev og flåede i den store stærke og sorte arm som holdte hendes tæt ind til sig og hun mærkede fordi hende Obi bag hendes ryg blev flået op og hende Kimono åbnede sig i hendes front.

”Nej.. Nejjjj.. ZURREESHH!!” Skreg hun højt og rakte hendes hænder ned efter ham, men han blev blot mindre dernede, på jorden.

Det skete så hurtigt at han ikke nåede at reagere i første omgang.
Hendes skrig aktiverede dog omgående hans kamp-instinkter, og han vendte det røde blik mod hende og den mørke skikkelse der fløj afsted med hende.
Solen blændede ham så han ikke kunne identificere angriberen - men det var også ligegyldigt, for al glæde forsvandt fra Zuresh' sind i det øjeblik, og blev erstattet af et hvidglødende raseri.

"Nej...! NEEJ! YURIE!!!" skreg han mens hans røde øjne omgående ændrede sig til lysende grønne, og med en lodret, reptil-agtig pupil.

Han var lige ved at slynge ild efter angriberen - men tanken om at han risikerede at ramme Yurie, og dræbe hende på stedet, fik ham til at lade være.

I stedet satte han i sprint, nåede et træ som han vanvittigt hurtigt løb op ad, og da han nåede toppen, skuede han efter Yurie og angriberen.
Han måtte være hurtig nu... og han måtte nødvendigvis se hvad det var der havde taget hende!

Hendes gråd og skrig blev båret rundt af vinden og hun mærkede hvordan hun blev hevet afsted i vinden, ned blandt træerne og kastet hårdt på jorden, meget langt væk fra Zuresh.

Hun hostede og hakkede lidt, siden hendes luft i lungerne blev banket ud da hendes kidnapper havde kastet hende på jorden.

Yurie vred sig rundt og kiggede op på personen og så det mest frygtindgydende hun nogensinde havde set før. En kæmpe mand stod foran hende, kun i ført et par sorte bukser og intet andet. Han havde sort hud, horn, lange øre, store flagermus vinger og en lang modbydelig hale. Han gik hurtigt hen til hende, greb hendes kimono og flåede den af hendes krop.

Hun skreg op og skyndte sig bagud, da stoffet blev flået af hendes krop. Dog blev hun hurtigt stoppet igen, mærkede den store hånd omkring hendes hals og hun blev presset op af en træstamme.

Manden lænede sig op af hendes og en lang klam tunge blev trykket op af hendes hals.

”Hm.. Zuresh har en god smag i kvinder.. Jeg kunne ikke modstå synet af dig.. Mmmmh.. Sååå lækker..” Hviskede han ind i hendes øre.

Yurie var hvid i hendes ansigt af skræk og mærkede hvordan hun kun havde hendes undertøj på lige nu, som var det hvide lingeri, hun altid havde på.

Han spottede dem næsten med det samme.
Enten en dæmon eller en djævel, så det ud til... han havde ikke tid til at bruge sine evner for at finde ud af hvilken, og det var også totalt ligegyldigt.
Han så Yurie falde, og vidste at på trods af hans hurtighed, ville det tage ham lidt tid at nå derover... de var simpelthen for langt væk.

'Hvis bare jeg var mig selv...!' tænkte han desperat. Men det var ikke tid til ønsketænkning nu... det var tid til at reagere. Ellers ville Yurie komme til skade - måske endda dø.

Zuresh hvæsede noget på et sælsomt sprog, og satte af fra træet.
Han forsvandt i skyggerne, og dukkede op nede på jorden igen, omgående, og godt tredive meter fra træet han havde siddet i.

Med et rasende brøl, satte han af imod det område de befandt sig.
Han løb så hurtigt som han kunne, og undveg træerne én efter én.
Der ville gå næsten to minutter før han nåede frem, selv med denne hastighed.

"Yurie...!" hvæsede han mens han løb. Det måtte ikke ske... DET MÅTTE IKKE SKE!!

Yurie skreg op da hun mærkede hvordan den klamme dæmon næsten inhalerede hendes hår og hendes hud. Hun græd og skreg mere da hun mærkede hvordan dens hænder greb hendes bagdel og gramsede utrolig meget på den.

”Hmm.. Ham Zuresh har virkelig smag.. Mmmmhhh.. Jeg vil nyde dig..” Knurrede Dæmonen ind i hendes øre.

Hun mærkede hvordan den greb omkring hendes hofter, løftede hende væk fra træet og vendte hende rundt, så hun igen havde hendes ryg imod dens brystkasse og hun mærkede hvordan den hamrede et ben op imellem hendes og greb fat omkring hendes mave og så i hendes hår, så smykket faldt ud.

”Lad os se hvordan han reagere når han ser en gammel ven..” Knurrede den i hendes øre og pludselig var der en frygtelig smerte som rev ned igennem hendes ryg, hun mærkede hvordan hendes BH blev løsnet og noget vådt gled ned over hendes hud. Smerten skød op og hun skreg ud i et frygtelig skrig.

Dæmonen havde taget 3 af dens skarbe negle og revet hende hele vejen ned over hendes ryg.

Hendes hjerteskærende skrig, som var en blanding af både rædsel og smerte, fik ham til at brøle i blindt raseri, mens han stormede gennem skoven.
Han havde set det bæst før... men hvor..!?

Kort tid efter, sprang han hurtig som lynet ud i lysningen mens han lste blikket fast på dem.
Han så blodet... tårerne... og positionen... uhyrets bekloede hånd på hendes bare mave, og den anden som havde revet hende ned ad ryggen.

Raseriet gjorde det svært for ham at styre sig... men frygten for at dæmonen skulle sætte kløerne i maven på hende også, gav ham kontrol.

"Du... lad hende gå..." sagde han hvæsende, og hans raseri var meget, meget tydeligt.
Han havde lyst til at flå dæmonen i småstykker...

Yurie’s øjne blev store da hun så Zuresh kom springende ud af skoven og hun rystede utrolig meget, siden hendes svage krop allerede havde optaget de bakterier som dæmonen havde haft på sine negle, så hun var allerede næsten ligbleg og feberen var på vej.

”Z-Zuresh..” Hviskede hun og kæmpede for at komme fri, selvom dæmon blot havde fat i hendes mave, så kunne hun ikke komme nogen veje på grund af hendes meget afkræftet krop.

”Hmm.. Hvorfor det? Hun dufter så dejligt.. Er hun en af dine nye kæledyr Zuresh? Hun er fin hende her. Sikke en skam af jeg har været nød til at ødelægge hende, ligesom du gjorde ved en af mine..” Tornede Dæmonen til sidste.

Den lænede sig langsomt ned og slikkede noget af blodet af hendes sår og Yurie skreg svagt op i smerte.

Frygten skyllede ind over ham da hun forsøgte at kæmpe sig fri. Kløerne...!
Han hørte dæmonens ord og stirrede vildt på den.
Men han genkendte den ikke...

Hvad havde han taget fra den...?
En kvinde??

"Nej stop!" råbte han da hun igen skreg.
"Hvem fanden er du?!"

Dæmonen kiggede op på Zuresh og vreden boblede op i den og han kiggede på Zuresh med øjne som tornede.

”Så du har glemt mig, dit beskidte svin!!” Brølede den og greb Yurie hårdt omkring hendes mave. Hendes øjne spærrede op og blod løb ud fra kløerne som nu sad i hendes mave.

Hun hostede og blod sprang op fra hendes mund.

Den store dæmonen kiggede ned på hende med et ligeglad blik, løftede hende op og kastede hende væk fra sig.

Hun fløj igennem luften og landede på jorden lidt længere væk, til højre for Zuresh.

Synet af dæmonens kløer som borede sig ind i hendes sårbare mave, og blodet fra hendes mund, fik nærmest verden til at gå i slowmotion omkring ham.
Han så hende flyve gennem luften, men han var som forstenet, og det var ham umuligt at flytte sig så han kunne gribe hende.

Han stirrede bare på hende, som hun ramte jorden og lå der... hårdt såret... døende...

Synet fik noget frem i ham, som han ikke havde følt i mange, mange år...
En ældgammel sindstilstand, hvor intet ud over hans mål havde nogen som helst betydning... en sindstilstand som kom med visse specielle evner.

Zuresh vendte blikket mod dæmonen, og mødte den med det mest iskolde blik han nogensinde havde givet nogen.
"Ligegyldigt hvem du er... ligegyldigt hvad jeg har gjort dig... ligegyldigt hvad du gør nu, om du så flæber, tigger og beder... så vil jeg dræbe dig. Og det sidste du nogensinde kommer til at opleve, er den smerte du aldrig ville kunne forstå eksisterede." sagde han, og hans stemme var rolig... rolig, og lige så kold som hans blik.

Han hævede hånden mod dæmonen, og med en sælsom, dyb stemme som var meget ulig hans normale, sagde han: "Daconis Ignis."

En mærkeligt flakkende, grøn og sort flamme skød ud fra hans udstrakte hånd og fløj hurtigt hen imod dæmonen.
Hvis dæmonen blev ramt, ville flammen udvikle sig til en vortex, som holdt offeret fast.
Ilden ville så langsomt, men sikkert, fortære dæmonen stykke efter stykke.

Dæmonen blev taget med overraskelse og blev hurtigt ramt af hans evne og flammerne sprøjtede op omkring ham og begyndte hurtigt at dræbe ham, meget langsomt.

Yurie lå på hendes sidde på jorden. Hun stønnede dybt i smerte og tog sig til hendes blødende mave imens hun lå der, meget koldt på jorden.

Hun havde kun de fine hvide underbukser på, siden resten lå rimelig ødelagt lidt over det hele på jorden.

Vortexen opslugte dæmonen, og Zuresh vidste at han havde vundet kampen før den rigtig var begyndt.
Han vendte hurtigt blikket mod Yurie, som stadig lå på jorden, hårdt såret.
Hun ville nok dø hvis ikke han gjorde noget...

Med hastige skridt nåede han over til hende, satte sig på knæ og lod blikket glide over skaderne på hendes ryg og mave.
Det så alvorligt ud... dybt...

Han måtte redde hende.

'Men hun er min svaghed... jeg kan ikke beskytte et menneske... på et eller andet tidspunkt vil nogen slå hende ihjel for at ramme mig!' tænkte han, og han mærkede atter hvordan den indvendige kamp begyndte.

Hun var ham kær... han var faldet for hende, det vidste han.
Men sandheden om ham, og sandheden om hvad han nogle gange havde lyst til at gøre ved hende - ville hun mon nogensinde acceptere det? Acceptere ham hundrede procent?

Han trak vejret dybt... det var tåbeligt. Det hele.
I sandhed var der kun én ting at gøre.
"Fokuser på at trække vejret, lige så stille... og luk øjnene nu." sagde han og lagde en hånd på hendes arm.
Så løftede han hende nænsomt op i sine arme, mens han passede på ikke at komme imod hendes sår.

Øjeblikkeligt blev de suget ind i skyggeverdenen, hvor alt var sort og det føltes som om de fløj - og sekundet efter, stod de i hans fakkeloplyste stenkælder, hvor det massive træbord med læderremmene stod.

Zuresh gik hen til bordet og lagde hende ned på siden.
"Lig stille... jeg får brug for noget ekstra for at helbrede disse sår." sagde han roligt, og med en beroligende stemme.
Han lagde kort en hånd på hendes kind, før han forsvandt i skyggerne, som om han aldrig havde eksisteret.

Omkring ti sekunder senere, dukkede han atter op.
Denne gang stod han med noget der lignede en stor hugtand i den ene hånd.
Han kiggede på den, og vendte så sit lysende, grønne blik mod hende.

Langsomt begyndte han at mumle en masse forskellige remser, på et sprog hun aldrig havde hørt før... og efter næsten et helt minut, lød der et Sssshhhh..., og den store hugtand blev omdannet til grønt lys.
Zuresh førte lyset over imod hende, mens han fortsat mumlede de underlige remser - og da det grønne lys ramte hendes hud, kunne hun mærke hvordan hun blev løftet op så hun hang i luften ti centimeter over bordet.
Det føltes som om hun lå i vand... men omgivet af et smukt, grønt lys.

"Risv shio ezoukeic!" sluttede han, og Yurie kunne mærke hvordan hendes sår begyndte at lukke, og hvordan hendes indre skader blev helbredt.
Efter ganske få sekunder, blev hun atter sænket ned på bordet.

Zuresh stirrede på hende med udkørte øjne. Hans krop var dækket af sved og han trak vejret tungt.

Yurie mærkede de varme arme omkring hendes skrøbelige krop da hun blev løftet op af Zuresh. I disse øjeblikke opfangede hun ikke meget, mest fordi hendes bevidsthed ikke ville det som hun ville.

Da de teleportede til hans kælder, gispede hun og mærkede hvordan hendes sårede organer vred sig inde i hendes og kvalmen dukkede op i hendes meget utilpasse krop.

Hun kiggede svagt op på Zuresh og gispede da han forsvandt.

”Nej.. ikke forlade mig..” Gispede hun og hostede endnu mere blod op, som faldt ned på træbordet som hun lå på.

Hendes øjne faldt i, da han kom tilbage og hun rakte svagt ud efter ham og mærkede hvordan hendes krop blev utrolig kold og træt. På en måde var det virkelig svært at få den til at lystre.

Yurie kiggede op da hun så tanden begyndte at flamme op og hendes øjne faldt tungt i.

Et kort øjeblik følte hun at hun var i noget vand, som blidt holdte omkring hendes krop og hun mærkede hvordan letheden spredte sig omkring hende.

Et dybt suk kom fra hende da hun landede på bordet igen og hun mærkede hvordan hun kom mere til sig selv.

Han lagde begge hænder på bordet for at støtte sig selv. Hans lunger brændte og det var svært at få luft ned i dem.
'Rolig... rolig...' tænkte han, og begyndte langsomt at slappe mere af.
Hans grønne øjne begyndte også langsomt at blive røde igen, og pupillerne runde.

Efter et lille stykke tid, vendte han blikket mod hendes ansigt.
Han så træt på hende, og der var ingen smil at se i hans øjne.

"Du vil aldrig... aldrig være i sikkerhed sammen med mig..." nærmest hviskede han.

Yurie satte sig lidt op og mærkede hvordan hendes krop var healet pludselig. Hun lå hun blot i hendes eget indtørret blod og de hvide lingeri trusser. Hun gispede svagt og så Zuresh. Kravlede hurtigt over til ham og lagde hendes hænder på hans imens hun stod på hendes knæ på bordet.

Hendes lange sorte hår hang ned foran hendes bryster og gemte dem rimelig godt.

”Z-Zuresh, er du okay?” gispede hun blidt og hørte hans ord.

Hun satte sig lidt op igen og ned på hendes bagdel. Mærkede hvordan hendes hjerte sprang et slag over imens hun bed sig lidt i hendes underlæbe.

”Ja.. Jeg er blot et menneske..” Hviskede hun og kiggede ned.

Han mærkede godt hendes hænder på hans, men han reagerede ikke på det...
Inderst inde havde han lyst til at tage hende i hans arme og kysse hende, dybt og inderligt - men han gjorde det ikke.

I stedet blev han ved med at se på hende, mens han forsøgte at finde ordene der skulle siges...

Det tog ham nogen tid, og det var med smerte i blikket, at han sagde:
"Du må tage hjem... og du må glemme at jeg eksisterer. Jeg vil aldrig opsøge dig igen."

Yurie mærkede hvordan hendes hjerte sprang et slag over og hun bed sig i underlæben, mærkede hvordan tårerne sprang op i hendes øjne og ned over hendes kinder. Hun trak vejret dybt og rystede på hendes hoved.

”Jeg åbnede mig for dig.. Vidste dig min verden.. Og du gør dette?” Hviskede hun og kravlede ned fra bordet. Landede elegant på hendes fødder og kiggede væk fra ham.

”Så.. Må det være sådan..” Hendes stemme rystede og hun gik hurtigt op af de trapper, som hun regnede med var vejen ud. Hun smækkede døren efter sig og løb ud i skoven. Skreg op af hendes lunger og løb afsted, hurtigt igennem skoven.

Hendes tårer trillede ned af hendes kinder og hun hulkede hele vejen hjem til hendes hus, selvom det tog hende lang tid, fordi hun slet ikke vidste hvor hun var.