Hello stranger – Sansiss.

Dagene gik langsomt derefter. Han blev i sit hjem, trods de mange frustrationer, og den stigende trang til at finde sig et offer... eller ti. Han kunne sagtens klare ti lige nu. Det ville nærmest være oplagt!
Måske det endda kunne formindske hans smerte...

Efter tre dage begav han sig endelig udenfor. Han gik bare. Og gik.
Han vidste ikke rigtig hvorhen, før han pludselig stod i lysningen hvor Yurie's hus stod så smukt...

Han blinkede lidt med øjnene. Trangen... den var der...
Men nej. Nej... han kunne ikke gøre hende ondt. Han måtte tage ind til Terre i stedet... finde en køn, ung kvinde...

Zuresh rystede på hovedet, samlede sine sygelige tanker, og fortsatte hen forbi huset...

Yurie havde ikke haft det godt efter løbeturen hjem. Hun var blevet syg, med både feber, hoste og en smerte i hendes brystkasse som gjorde så utrolig ondt lige nu.

Så nu lå hun der, på 3 dag efter hendes brud med Zuresh. Hun sad på hendes terrasse, lænet op af en pæl i hendes nat kimono med hendes fødder hængende ud over kanten. Hun hostede højt og stønnede i smerte.

Hun greb en lille kop med te, som havde nogle urter i den, hun stønnede svagt igen, drak lidt og tænkte på hvad i alverden hun skulle gøre af sig selv lige nu.

Lyden af hendes smertefulde hosten nåede hans ører, og han stoppede op.
'Nej... du gør det FANDEME ikke!' tænkte han nærmest advarende til sig selv.
Men jo.

Zuresh vendte front mod huset og begav sig derhen.
Det tog ham ikke lang tid at nå ind i hendes have, og da han fik øje på hende, sank hans hjerte en smule.

Hun var så smuk som altid... smukkere end noget menneske eller væsen han havde set før, og blot synet af hende sendte stadig en helt utrolig følelse igennem ham - men samtidig så hu så trist og svækket ud.
Og det var hans skyld.

Uden at tænke over hvad han gjorde, trådte han frem så hun kunne se ham.
"Yurie... er du okay?"
Han vidste at

Yurie hørte pludselig en stemme og hun kiggede op, imens hun mærkede hvordan den hurtige bevægelse gjorde hende svimmel. Hun så pludselig ham, stå lige der i hendes have og sorgen tog et godt tag i hende.

”Z-Zuresh..” Hviskede hun med sine utrolig hæse stemme. Hun hostede højt og dækkede hendes mund med hendes ærme og kiggede forvirret på ham.

Hvorfor stod han der?

Hvad lavede han?

Han ville jo ikke se hende mere…

Yurie lavede en lille grimasse og drak lidt mere af hendes te og trak vejret tungt.

”Hvad laver du her?” spurgte hun svagt.

Han kiggede bare på hende i et par lange øjeblikke, mens tusinder af tanker strømmede gennem hans sind... han skulle have gjort hende til sit offer første gang de mødte hinanden. Det ville have løst alle problemer - selvom han nok havde ladet hende overleve og gå fri.
Men sådan var det ikke gået, og nu stod han her...

"Jeg kom forbi, og hørte dig... du er syg." sagde han, uden rigtig at vide hvad han ellers skulle sige.
Den farlige lyst til sadisme lurede stadig bagest i hans sind, og han ville ikke for tæt på hende lige nu...

Hun nikkede lidt og kiggede ned på hendes kop te, som hun havde i hendes hænder lige nu. Koldsveden trillede af hendes pande og hendes lange sorte hår hang løst omkring hende i klistrede totter. Hun så forfærdelig ud, næsten dødende ud.

”Ja.. Tror den lille løbetur har gjort det..” Hviskede hun.

Dog blev hun hurtigt grebet af svimmelheden og faldt forover, imod jorden.

Løbeturen...? Der havde ikke været så koldt...
Han reagerede hurtigt da hun faldt forover: som en mørk vind, strøg han lydløst hen over græsset, knælede ned og greb hende før hun ramte jorden.

Han så på hende, og opdagede hvor slemt det lod til at stå til...
Selv den sadistiske trang havde trukket sig en anelse tilbage lige nu, trods den stadig lurede derinde.

"Yurie..." mumlede han mens han holdt hende i sine arme.
"Hvad er der i vejen?"

Hun rystede svagt og mærkede hvordan kulden ramte hende og hun snøftede svagt og kiggede op på ham.

”J-Jeg ved det ikke.. Det gør ondt.. Overalt.. Og.. I min brystkasse..” Hviskede hun svagt og hostede igen i hendes ærme.

”Jeg.. Ved det lyder.. Jeg ved ikke… Men jeg har ikke kunne komme i bad.. I lang tid.. Vil du.. Måske?” Hviskede hun og kiggede op på ham.

Hun havde knap nok kræfter til at lave mad til sig selv, så hun havde slet ikke spist ret meget og overhovedet ikke været i bad.

Hans bekymring voksede da han mærkede hendes skælven, og da hun spurgte om han ville bade hende, nikkede han med det samme.
Han vidste hvor farligt det ville være for ham at klæde hende af... hvor meget det ville friste ondskaben, og hvor meget han ville få lyst til at gøre det som han plejede at gøre med de ofre som han lod leve - men i hendes tilstand, var han bange for at selv det kunne slå hende ihjel.

Han skubbede vredt tanken til side og løftede hende op.
Med hurtige, sikre skridt begav han sig ind på hendes badeværelse, hvor han satte hende lige så stille ned på gulvet, mens han støttede hende med den ene arm.
Den anden brugte han til at tænde for vandet til badekarret.

Mens det skønne badekar langsomt blev fyldt op, bandt han Yurie's obi op og lagde den på gulvet ved siden af dem.
Han tøvede et øjeblik, før han tog sig sammen og åbnede hendes kimono for derefter at trække den af hende. Den fik lov at slutte sig til obi'en på gulvet.

Synet af hende i undertøj var ualmindeligt betagende for ham.
Han mistede i et kort øjeblik besindelsen, og lod fingrene på den ene hånd stryge blidt hen over hendes bare mave. Huden var nøjagtigt lige så blød som han havde forestillet sig... og hun var absolut skøn at se på, på trods af at hun var lidt udsultet.
Efter at have kørt fingrene en enkelt gang hen over hendes mave, knyttede han næven... og stoppe omgående sig selv.
'Nej...' tænkte han. Nærmest som en ordre til sig selv.

I stedet knappede han hendes BH op og tog den af, fumlede trusserne af hende, og løftede hende op i badekarrets varme vand.
"Så... ro på nu... du skal nok klare den. Jeg er her." sagde han.

Yurie smilte blidt og mærkede hvordan hendes krop langsomt opsugede varmen fra ham imens han gik ind på badeværelset med hende.

Hun gispede svagt da hun mærkede hvordan han satte hende ned på det kolde flisegulv, men det var virkelig rart at sidde i hans arme imens han blidt klædte hende af.

En rar følelse skød op igennem hende da hun mærkede hans mave hånd på hendes mave. Hun kiggede lidt ned og mærkede hvordan han blidt nussede hendes mave, hvilket fik hende til at smile lidt. Det var virkelig rart når han rørte hende på den måde.

Dog blev hun lidt trist, da han løftede hende op i vandet, men det blev hurtigt skubbet væk da hun sukkede glad da det varme vand langsomt sluttede sig omkring hende. Hun sukkede blidt og lukkede hendes øjne imens hun mærkede hvordan varmen blev suget ind i hendes krop.

Feberen var der stadig og hun svedte stadig en smule og var utrolig bleg.

”Tak Zuresh..” hviskede hun blidt og kiggede op på ham med hendes mørkebrune øjne, som var helt blanke på grund af feberen og ret røde, fordi hun havde grædt så meget.

Han kunne næsten stadig mærke hendes bløde, fejlfrie hud mod sine fingre, ,og han vidste at han gerne ville røre hende igen - især lige der.
Noget i ham fordømte tanken, og han blev en smule vred på sig selv...

"Tak mig ikke. Det er det mindste jeg kan gøre..." sagde han mens han så på hende.
Han mødte hendes blik, og vidste omgående at det var hans skyld at hun havde det sådan her...
Men hvad kunne han gøre?

'Vis hende sin mørke side... gør det, som du har haft lyst til fra starten...' sagde hans indre stemme, og Zuresh rejste sig og gik et par skridt bagud mens han forsøgte at få styr på sine tanker.
I et forsøg på at fjerne tankerne, så han på hende og spurgte: "Er der andet jeg kan gøre for dig?"

Yurie’s øjne blev store og skræmte da han gik bagud og hun panikkede. Et flash-back fra da dæmonen tog hende væk ramte hende og hendes krop reagerede uden hendes tanker.

Hun sprang op fra badekarret, rakte hendes arme ud og skreg i smerte efter ham. Snublede næsten op fra karret og løb igennem rummet og ind i hans favn, helt våd, kold og nøgen.

Tårerne trillede af hendes kinder og hun hulkede.

”Nej. Nej.. Ikke gå.. du må ikke forlade mig..” Hviskede hun svagt og et hoste anfald ramte hende.

Hun knækkede sammen og hostede utrolig voldsomt, hakke og mærkede hvordan svimmelheden ramte hende endnu engang og hun væltede på gulvet, fordi hendes ben gav fra under hende. Yurie holdte sig for munden og hostede endnu mere. Pludselig røg der noget op, fra hendes lunger. Lidt blod endte i hendes hånd.

Hendes reaktion overraskede ham, og det var kun desperationen i hendes stemme der fik ham til at forstå hvad det var der foregik... så han lagde armene omkring hende da hun løb ind i hans favn - dog måtte han fælge med hende ned på gulvet da hun fik et hosteanfald.
Han så blodet, og rystede langsomt på hovedet.

"Yurie, du må slappe af... du kommer til skade af det her." sagde han roligt mens han los den ene hånd køre beroligende op og ned ad hendes ryg.

'Nu...! Læg hende om på ryggen og vis hende smerten!' skreg hans indre stemme, men han ignorerede den hårdt.
Han var nu helt sikker på at hun ikke ville overleve en sådan omgang...

I stedet trak han hende op at sidde så hun sad med ryggen op ad ham.
"Er du okay?" hviskede han bekymret.

Hun trak vejret langsomt og nikkede svagt imens hendes krop svagt begyndte at ryste meget, siden hun sad på det kolde gulv og var helt våd efter vandet.

Yurie lagde hendes arme omkring sig selv og hendes vejrtrækning var blot små hvæse hiv.

”J-Jeg er b-bange Zuresh.. Ba-bange for at d-dette t-tager livet a-af mig..” Hviskede hun lavt og hendes hoved hang lidt så hendes hår faldt ned omkring hendes ansigt.

Ja, hun var utrolig bange.. Specielt da hun var alene, mest fordi hun tænkte på, at
hvis hun døde, hvornår var der mon så nogen som ville finde hende?

Han lagde armene tæt omkring hende og forsøgte at give hende tryghed med sin nærhed.
"Du må op i vandet igen... du må have varmen." sagde han, og løftede hende nænsomt op. Igen forbavsede det ham hvor let hun var... denne smukke, unge kvinde, som havde hele sit korte menneskeliv foran sig.

Han bar hende hen til badekarret og lagde hende ned i vandet, hvorefter han tog en svamp og begyndte at vaske hende ganske, ganske blidt.

Hun kiggede op på Zuresh da han lagde hende ned i karret igen. Hun hvilede hendes hoved imod kanten og kiggede på ham med et blidt smil, imens hun svingede hendes slanke ben hen over kanten og lod ham vaske den.

”Sjovt.. Hvis jeg går hen og dør af dette.. Så dør jeg uden at mærke hvordan virkelig tæt kærlighed er..” Hviskede hun hæs og lod hendes fingre glide igennem vandet.

”Der er så meget jeg ikke har prøvet..” Hviskede hun endnu lavere imens det var tydeligt på hendes blege ansigt at hendes feber var alt for høj.

Han førte badesvampen blidt op ad hendes ene ben, mens han vendte blikket imod hende.
Hun blev svagere... feberen blev højere...
Det var ikke til at holde ud.

"Nej... det gør du ikke." sagde han blidt, mens han lod svampen dumpe ned i badekarret.
Så lagde han den ene hånd på hendes kind, tog hendes hånd med den anden, og kyssede hende så inderligt at han troede hans hjerte ville stoppe.
Intensiteten i hans kys viste hvor meget han var kommet til at holde af hende... og hvor lidt han ønskede at hun skulle tages fra ham nu.

Da deres læber skiltes igen, hviskede han til hende: "Jeg elsker dig, Yurie Hayashi...", og for første gang nogensinde, mærkede Zuresh hvordan en enkelt tåre fandt vej ned ad hans kind.

Yurie gispede blidt da hun mærkede hvordan han blidt kyssede hende og hun brugte de kræfter hun havde og kyssede tilbage. Mange tårer væltede ned af hendes kinder og hun snøftede da hun hørte hvad han sagde.

”Jamen.. jamen.. Du sagde jeg skulle gå.. Du ville ikke se mig..” Hviskede hun hæst, da hun begyndte at græde mere og greb hans ene hånd i hendes feberhede hænder.

Hun lænede blidt hendes hoved imod hans håndoverflade og krøb sammen i karret imens hun mærkede hvordan det gjorde ondt i hendes brystkasse.

"Jeg ved det... jeg ved det..." sagde han mens flettede sine fingre ind i hans.
"Jeg sagde det for at beskytte dig... mod mig og mod mine fjender..."
Hans stemme dirrede nu, ikke af vrede eller frustration, men af sorg og frygt for at miste hende.
Hun, som havde givet ham en lille smule godhed...

"Åh, Yurie... hvis bare jeg var mig selv... så kunne jeg fjerne din sygdom og gøre dig til hvad end du ønsker at være... hvis bare..." sagde han fortvivlet.

Hun kiggede forvirret op på ham og lagde hendes hoved lidt på skrå.

”D-Dig selv? Hvad snakker du om?” Hviskede hun lavt og greb hans hånd lidt hårde og tættere imod sig. Hun mærkede hvordan hendes krop endelig var blevet lidt ren.

”T-tror jeg gerne vil op nu, fryser..” Hviskede hun lavt og rakte hendes arme om til ham, så han kunne trække hende op af vandet.

”Du.. Bliver nok nød til at hjælpe mig med tøjet igen.. Der er noget nyt og rendt.. På mit værelse.. Plus en meget nem kimono.. Dens bliver kun bundet.. Med en snor..” Mumlede hun lidt til ham.

Han lukkede øjnene i et par øjeblikke, mens han forsøgte at få styr på de mange følelser der lige nu strømmede igennem ham. Han var slet ikke vant til den slags... at føle på den måde.

I stedet for at svare hende, greb han om hende og løftede hende op.
Han lagde et tykt, blødt håndklæde over hende, og forlod badeværelset med Yurie i armene.

Kort efter satte han hende ned på den japanske seng(Tatami), hvorefter han fandt den simple kimono frem.
Uden så meget som at røre hende på måder der kunne være krænkende lige nu, gav han hende tøjet på, hvorefter han roligt lagde hende ned på ryggen, på sengen.

"Hvil dig nu, Yurie... glem hvad jeg sagde... og vid at jeg ikke går fra dig." sagde han.

Yurie smilte da han bar hende ind i værelset i det bløde håndklæde og lænede sig blot træt op af ham imens han gav hende tøj på. Hun sukkede svagt og nød fornemmelsen af hans hænder omkring hendes krop imens han fik kimonoen på.

”Det.. Kan jeg jo ikke..” Hviskede hun lavt og greb ud efter hans hånd.

”Vil.. du ikke lave noget suppe til mig?..” Hviskede hun lavt og mærkede hvordan hendes krop lige nu rystede efter noget at spise, så den kunne arbejde sygdommen ud.

Han mærkede hendes hånd på hans, og rystede kort på hovedet.
"Nej... jeg kan ikke fortælle dig det. Det er for farligt for dig at vide." sagde han, mens han så hende i øjnene.
Nærmest ufrivilligt, lod han blikket glide ned over hendes krop - og så mærkede han hvordan den mørke trang blev stærkere.

'Nej...' tænkte han, men denne gang var hans stemme svag af de mange følelser.
Han følte det som om han blev ramt af en bølge, og kampen rasede på ny i hans sind.
Han hørte slet ikke hendes ord, men tog sig i stedet til panden mens han skar ansigt.
Mørket blev stærkere og stærkere, og Zuresh vidste med ét, at han ville tabe denne gang.
Og så ville han gøre hende fortræd.

Panikken fik tag i ham da dette gik op for ham, og hans krop skælvede under det enorme, psykiske pres...

Yurie lod mærke til at han ikke sagde noget tilbage til hende. Hun kiggede forvirret op på ham og satte sig langsomt op med et svagt suk.

Hun kravlede langsomt hen til ham og trak den lange hvide kimono op omkring sig, satte sig lidt foran ham og lagde blidt hendes arme omkring ham.

”Zuresh.. Jeg skal nok blive rask.. Så kan vi lærer hinanden virkelig at kende.. Få mere te sammen.. Gå flere ture.. Sove sammen.. Og..” Hendes stemme var hæs og hun brugte alle hendes kræfter på at holde sig oppe.

”Bare rolig.. Det.. Skal nok gå.. Jeg ser måske svag ud fysisk.. Men mentalt er jeg stærk.. Okay?..” Hviskede hun blidt og aede hans hår imens hun langsomt begyndte at nynne.

Hendes nynne begyndte at udfolde sig til sang. Hendes bedstemor havde lært hende denne sang og hun havde aldrig helt forstået hvad den handlede om 100% men den fik hende altid til at slappe af.




(Bare forestil dig at hun synger om at være alene og kærlighed. Kun sang xD Ved ikke 100% hvad hun synger om, men det er at være alene og kærlighed.)

Han mærkede knap nok hendes arme omkring ham, hørte knap nok hendes sang... han var tilbage i fortiden.
Den gigantiske, grotteagtige sal med de mange, flakkende fakler, de tusindvis af tons af guld og juveler og magiske artefakter... tjenerne, der vimsede rundt og passede deres arbejde... og ham. Tårnende op over det hele, som en majestætisk statue - blot en levende en af slagsen.

Han mærkede hvordan den sidste del af lyset i ham svandt ind. Det ville vende tilbage... men lige nu... lige nu var der kun den såkaldte 'Mørke Jæger' tilbage. Den nye Jack the Ripper... morderen og sadisten.

Han smilede koldt, og da han hævede blikket for at se på hende, var hans røde øjne fyldt med en mørk, sadistisk lyst. Åh, hvor han havde haft lyst til at gøre hende til et offer længe... så smuk... og så sårbar!

Han greb fat i hendes håndled, mens han stirrede hende i øjnene med det modbydelige blik der sagde: Nu... kommer det til at gøre ondt.