Hello stranger – Sansiss.

Yurie vente sig om i vandet og kiggede op på ham imens hun gik op igen. Hendes krop eller tøj var slet ikke blevet vådt eller noget som helst.

”Det ved jeg.. Men.. Mine følelser er utrolig blandet lige nu.. Og jeg ved ikke hvad jeg mangler.. Men verden syntes åbenbart det er så vigtigt at de sendte mig tilbage igen.. En ung menneske kvinde, som har levet alene i hele sit liv, været syg i halvdelen af det og jomfru..” Grinte hun til sidst og kørte en hånd igennem hendes hår.

”Dog.. Vil jeg ikke have du forlader mig.. Du kan jo ikke skade mig mere..” Trak hun lidt på hendes skuldre.

”Plus jeg har nogle blodpletter derinde som du står til ansvar for, plus du ved mere om hvad jeg er lige nu, end hvad jeg gør..” Mumlede hun lidt og kiggede ned af hendes krop.

”Du skulle bare vælge mit mest sexede lingeri, med g-streng endda..” Grinte hun og kiggede bag om på hendes bagdel.

Han lyttede til hendes ord... forsøgte at finde noget der kunne være grund til at hun var blevet sendt tilbage.
Åh, det kunne være så mange ting...! Nærmest hvad som helst!
Hendes grin kom lidt bag på ham, og efter at have stået med lukkede øjne, fordybet i tanker, kiggede han nu forbavset på hende, efter hendes sidste sætning.

Han kastede et blik på undertøjet, og kunne ikke lade være med at smile lidt smørret.
"Jaeh... jeg..." sagde han og rømmede sig.
"Havde egentlig planlagt at sove hos dig... og hvis du så havde det bedre morgenen efter..." han slog ud med hænderne mod hende, som for at sige 'du ved...'

Hun grinte svagt og gik op på stenen til ham imens hun kiggede op imod hendes hus som så virkelig forladt ud.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre Zuresh.. Der er så meget som er forandret nu.. Jeg var slet ikke klar..” Hviskede hun lavt og begyndte at gå op imod huset langsomt. Hun gik op på terrassen og ind i hendes soveværelse som virkelig lignede at en var blevet slået ihjel.

”Jeg kan vel stadig godt bo her.. Leve mit liv som før.. Men..” Hun rystede svagt på hendes hoved og gik over imod hendes make-up bord og så sig selv i spejlet.

Hun gispede svagt og bed sig i hendes underlæbe imens hun svagt rørte ved de 4 sår.

”Jeg ser forfærdelig ud..” Hviskede hun lavt og mærkede hvordan tårerne pressede på.

Han sagde ikke noget det første lange stykke tid... fulgte bare med hende op til huset, indenfor...
Han stod bag hende mens hun betragtede sig selv i spejlet, og da hun sagde de sidste ord, trådte han nærmere, og lagde begge hænder på hendes skuldre.
"Yurie... det du bærer lige nu, er døden. Med tiden vil du lære at ændre dit udseende, når du er i spøgelsesform. Om dagen vil du ligne dig selv... som du var."

Han mødte hendes blik i spejlet, og fortsatte:
"Du kan leve som før, hvis det er hvad du ønsker... husk på, at du om dagen kan manifestere dig som et menneske igen. Med bankende hjerte og alting. Du er død, ja... men det behøver ikke at stoppe dig. Det har ikke stoppet mig."

Hun nikkede lidt og lyttede til hans ord imens han rørte hendes skuldre. Yurie bed sig svagt i hendes underlæbe, vendte sig rundt og kiggede op på ham imens hendes døde øjne var fyldt med en masse forskellige følelser.

Et svagt suk kom fra hende og hun gik ud på terrassen. Satte sig ned og lod hendes ben hænge ud over kanten imens hun tænkte lidt.

”Nu har jeg så også en masse tid til at male.. Måske få en ny hobby.. Måske komme lidt mere ind i byen..” Hun trak svagt på hendes skuldre imens hun gnubbede hendes hænder lidt.

Han ventede et par sekunder før han fulgte med hende.
I de sekunder, stirrede han bare på sit eget spejlbillede, mens han pludselig huskede den allerførste dag. Første gang han så hende.

Første gang han havde følt på den måde... han havde ikke forstået det overhovedet, og det havde skræmt ham.
Og den forbaskede rødmen...
Zuresh smilede trist, og vendte sig væk fra spejlet.

Da han kom ud til hende, satte han sig ned ved hendes side, og sukkede.
"Det skulle aldrig være sket... men nu er det sådan det er, og selvom jeg fortryder det, vil du ikke have at jeg gør noget ved det... og så må du få det bedste ud af det. Du vil være i stand til at føre et næsten normalt liv... uden nogensinde at ældes eller dø." sagde han.

Yurie nikkede igen og sukkede svagt. Hun glædet sig til når solen stod op, så hun kunne blive menneskelig.

”Sjovt.. Spøgelser sover sikkert heller ikke.. Jeg spiser nok heller ikke..” Hun trak sine ben lidt op til sig og kiggede på Zuresh.

”Hvordan.. Får du tiden til at gå?” Spurgte hun imens hun pillede lidt ved en løs tråd i hendes kimono. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle lige nu. Hun følte sig rastløs, forvirret og.. Irriteret..

Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle give sig til, hun anede ikke hvad hun skulle bruge alt den tid på.

"Spøgelser kan sove hvis de vil... og om dagen kan de spise." sagde han.
Han ændrede sin position lidt, så han sad med fronten halv imod hende.
Hun havde stillet et godt spørgsmål... et meget godt et endda.

"Jeg laver hvad der passer mig... nogle gange skriver jeg, nogle gange øver jeg mine magiske kundskaber eller går en tur og nyder naturen. Min pointe er, at du kan gøre hvad end du vil. Alt hvad du har drømt om." sagde han, men uden at virke glad over det.
Nok var der vel gode ting ved det... men hun ville nok altid huske den smerte han havde påført hende. Både fysisk, og i hendes hjerte...

Hun nikkede lidt og kiggede ned på hendes hænder i hendes skød. Hun ville altid se sådan her ud om aftenen. Hun sukkede svagt og kørte en hånd igennem hendes hår.

”Jeg.. Tror måske jeg vil prøve det med at sove.. Kunne.. Du måske.. Få blodet væk?” Spurgte hun svagt og rejste sig op for at kigge ind i hendes soveværelse. Blodet var overalt, specielt i hendes seng. Hun havde brug for at slappe af og sove. Mest fordi hun helst gerne ville vågne op i hendes menneskeform, få et bad og gøre mange af de normale ting som hun altid havde gjort.

Han nikkede langsomt og rejste sig så op.
"Ja... det kan jeg." sagde han, og begav sig indenfor igen.

Han stillede sig midt i rummet og kiggede rundt. Han fokuserede kort på hver enkelt ødelagt tig, hver enkelt væltet genstand, og hver enkel lille dråbe af størknet blod.

Så klappede han håndfladerne sammen og tog en dyb indånding. Hans øjne skiftede til de grønne, reptil-agtige, og en svag vind kunne mærkes i rummet.

Med ét, satte alting sig i bevægelse; de væltede genstande rejste sig, de ødelagte samlede sig, og blodet forsvandt som dug for solen... efter ganske kort tid, var værelset nøjagtigt som det altid havde været, og i stedet for lugten af blod og død, duftede der nu af en frisk bjergbrise...

Zuresh sænkede hænderne og vendte blikket mod Yurie.
"Jeg vil lade dig alene..." sagde han, og begyndte at gå imod hoveddøren...

Yurie smilte svagt da hun så hvordan han gjorde hendes værelse normalt igen og det var rart at se. Hun gik langsomt over til en buket blomster som stod på en kommode og rørte lidt ved dem. Hun kiggede efter Zuresh og fulgte lydløst efter ham hvorefter hun lænede sig op af væggen i gangen.

Hun var stadig vred på ham og ked af hvad der var sket. Hun ville nok aldrig tilgive ham, men hun holdte stadig af ham, på en måde.

”Jeg kan nemt give en kop te, hvis du kommer forbi i morgen.. Helt op til dig..” Hviskede hun lavt og så ham smutte inden hun vendte sig rundt og begyndte at gå imod soveværelset.

Han vendte sig halv om imod hende da hun talte til ham, og efter en kort tøven nikkede han blot som svar.
Så fortsatte han ind imod skoven, hvor han ville finde noget hvile i sit hjem...

Dagen efter var vejret smukt. Der var lunt og solen stod højt på himlen. Fuglene kvidrede i træerne, og alt syntes at have glemt hvad der var sket de sidste dage...

Zuresh gik igennem skoven, ganske roligt og stille - men også målrettet og bestemt.
Han var i en ny skjorte, nye bukser, og han havde vasket sig...
'Fjols.' tænkte han om sig selv og himlede med øjnene.

Snart dukkede Yurie's hus op foran ham, og han gik langsomt hen imod det.
Da han nåede døren, bankede han roligt på trærammen som omgav den, og ventede.

Yurie var gået i seng og vågnede op med et sæt efter mange timer. Hun satte sig op og kiggede rundt, solen var lige stået op. Hun kiggede ned af sig selv, sårene var væk, dog var hun stadig i det samme tøj. Men hun lignede sit normalt jeg.

Et stort smil dukkede op på hendes læber og hun stod op med højt humør. Yurie tog et langt bad, fik en af hendes normalt kimonoer på, med en flot himmelblå farve og røde blomster. Derefter fik hun lavet morgenmad til sig selv, som hun sad og nød i lang tid imens hun kiggede ud i hendes have.

Hun fik ryddet lidt op og gjort rent samt bagt nogle småkager.

Yurie gik og små sang lidt, da der blev banket på døren. Hun vidste med det samme hvem det var og hun gik ud til døren.

”Bare kom ind Zuresh!” Råbte hun imens hun gik igennem huset med nogle lærreder som hun ville sætte på plads.

Han smilede lidt da han hørte hende synge derinde, og da hun sagde han bare skulle komme ind, åbnede han skydedøren, tog støvlerne af, og trådte indenfor.
Duften af nybagte småkager ramte ham, og han vidste med det samme at Yurie var glad... ihvertfald lige nu.

Han gik indenfor og så sig omkring.
"Pænt og rent... du har virkelig gjort noget." sagde han med et lille smil.
Da han så hende, smilede han igen. Hun så pragtfuld ud... så smuk som altid, og hun virkede helt levende igen.

Hun fniste svagt og lukkede døren ind til hendes lager imens hun gik tilbage til ham, nussede blidt hans arm inden hun små løb ud i køkkenet, åbnede ovnen og tog en småkage ud, som hun knækkede over og tog en lille bid af.

”Hmm.. Perfekt!” Grinte hun og fandt et viskestykke og tog fadet ud, som hun satte på nogle borskåner. Derefter satte hun kedlen over til varmt vand og fandt nogle kopper frem.

”Ja, det er utrolig rart at vågne op levende igen.. Dog ved jeg ikke hvordan jeg har det i aften når solen igen går ned…” mumlede hun svagt, dog tvang hun smilet frem og greb Zuresh, hvorefter hun blidt skubbede ham ned og sidde ved bordet.

Han kiggede efter hende mens hun vimsede rundt... det var næsten som første gang han havde været her. Egentlig ganske forfriskende at se hende sådan her...!

Han fulgte bare med da hun skubbede ham ned at sidde, og da han så sad der, rystede han bare på hovedet.
Han forstod det knap nok... men okay. Dagen skule nydes, for hendes skyld.
Han kunne ikke glemme hvad han havde gjort, og det kunne hun heller ikke - men det så ud til at hun var indstillet på at få det bedste ud af det hele.

Så Zuresh smilede til hende og lænede sig en smule tilbage.
"Du er ganske smuk... og din glæde klæder dig så meget at det er helt svært at forklare." sagde han, og endelig var der lidt liv i hans stemme igen.

Yurie smilte blidt til ham og grinte da hun vendte tilbage til køkkenet. Hun hældte de nybagte småkager op i en skål som passede til de te kopper hun fandt og kanden. Derefter fik hun lavet teen som hun hældte op i kanden og bar det hele på en bakke over til bordet hvorefter hun satte sig ned og satte det hele ud til dem begge.

”Mmh.. Det er dejligt at være sig selv lidt igen..” Smilte hun blidt og hældte te op til dem.

”Det hjælper også at vejret er så dejligt i dag.” Grinte hun og gav ham en småkage imens hun selv tog en.

Han smilede skævt og betragtede sin småkage. Teen var varm, og han kunne se hvordan den roligt dampede en lille smule...
"Ja, det kan jeg forestille mig... " sagde han og tog den lille kop i begge hænder.
Han smagte på teen, og nikkede anerkendende.
"Den er god.."

Så kiggede han på hende igen, og sad bare der... lidt ude af takt med hvad han skulle gøre eller sige.

Yurie sad i lidt tid og pludselig blæste vreden op i hende som en orkan. Hun smækkede koppen ned i bordet og kiggede op på Zuresh.

”Zuresh.. Det nemmeste du kan gøre lige nu er bare.. At lade som om alting er normalt for mig okay? Jeg prøver virkelig at affinde mig med det lige nu, og har mest af alt bare brug for at.. Alt er normalt igen..” Hviskede hun blidt til ham og prøvede virkelig at kontrollere hendes vrede.

Hun sukkede dybt og trak vejret tungt ind og lagde en hånd på hendes brystkasse hvor hendes hjerte bankede svagt.

Hendes vredesudbrud fik noget i ham til at slå klik.
Han vendte blikket mod hende, og det nærmest flammede af vrede... han rejste sig op med et ryk, og hamrede næven i bordet så kopperne klirrede, men uden at noget gik i stykker.

"Tror du det her er let for mig!?" hvæsede han rasende. Hun var måske nok den som det var gået hårdest ud over... men han...

"Jeg kæmpede imod, Yurie... jeg kæmpede virkelig. Men i sidste ende kunne jeg ikke gøre andet end at se til, mens ondskaben i mig tog over og gjorde dig så ondt! Jeg var forelsket i dig, Yurie... og jeg var ude af stand til at redde dig! Fra mig selv!!"
Vreden var blandet med frustration og tung sorg, fortrydelse og bitterhed over at han havde været så svag. At han havde ladet det ske, og at han havde mistet hende på grund af det.

Yurie kiggede på ham og langsomt satte hun sig op på hendes knæ og stirrede på ham imens det var som om alt omkring dem døde langsomt, hendes øjne blev sortere og mere døde. Hun smadrede hendes hænder i bordet og hendes negle kradsede ned igennem træet og efterlod revner imens hun knurrede lavt.

”Jeg prøver alt hvad jeg kan for at ligge det til side, så jeg kan få mere overskud til at måske.. Kun måske tilgive dig.. Du kunne have fortalt mig det HELE.. I stedet frøs du mig UDE! Og efterlod mig.. Jeg blev syg ja, fordi du allerede havde KNUST mit hjerte inden ved bare at give OP.” Hvæsede hun imens hun, hurtigt rejste sig op, hev forklædet af og gik ud på hendes terrasse hvor hun lagde hendes arme omkring hendes brystkasse og prøvede at falde lidt ned.

Hvert af hendes ord ramte ham hårdt, og han stod som forstenet...
De satans følelser... hvis bare han ikke havde været ramt af dem. Hvis bare han ikke havde mødt hende!
For hun havde ret... det så han nu. Han havde knust hende da han afviste hende tilbage i hans hjem.
Han havde dræbt hende allerede på det tidspunkt.

Zuresh kørte en hånd gennem sit lange, hvide hår og rystede på hovedet.
Så vendte han om og gik resolut ud på terassen hvor hun stod.
Han stod der kun et halvt sekund, før han besluttede sig for at tage en chance; han gik over bagved hende, og lagde armene om livet på hende for så at trække hende helt tæt på sig så de stod tæt... så måtte det bære eller briste.

Hun hørte han rejste sig op og havde forventet at han ville gå, måske stille sig ved siden af hende eller noget andet. Dog havde hun slet ikke forventet at han ville gøre det som han gjorde. Hun mærkede varmen fra hans krop og arme, før hendes hjerne overhovedet forstod hvad han gjorde. Hun kiggede op på ham og smilte lidt.

”Bare så du er klar over det.. Det er kun fordi jeg er død, forvirret og trist lige nu at jeg lader dig gøre det..” Mumlede hun svagt, dog vendte hun sig om og lagde hendes hænder på hans brystkasse og gemte hendes ansigt i hans skulder.

Det var ikke fordi det var Zuresh der stod der, eller måske lidt. Men bare det at en person lagde armene omkring hende og holdte hende tæt, trygheden og varmen fik hende bare virkelig til at slappe af og hun lod alle de mørke følelser ud og begyndte at græde.

Han nikkede blot til hendes ord... han forstod det godt.
Han holdt hende tæt og kørte langsomt den ene hånd op og ned ad hendes ryg for at berolige hende... trøste hende... han hadede når hun græd.
Hendes sorg havde en enorm effekt på ham, og han havde selv svært ved at holde tårerne tilbage.

Der var intet for ham at sige nu... hun vidste at han elskede hende... hun vidste også at han havde dræbt hende...
Tilbage var der kun øjeblikket, hvor han kunne holde hende i sine arme, måske for sidste gang nogensinde...

Hun stod der i lang tid og mærkede hvordan hun langsomt begyndte at slappe af. Yurie trak vejret tungt og tørrede hendes øjne i hendes ærme før hun kiggede op på ham med et blidt smil.

”Tak..” Hviskede hun før hun gik ud af hans arme og så ind på hendes bord med et suk. Tekopperne var væltet og der var 8 lange revner i bordet efter hendes negle. Yurie rystede på hendes hoved og satte sig ned på terrassen med hendes ben ud over kanten imens hun slappede mere af.