Hello stranger – Sansiss.

Han lukkede øjnene og sukkede da han hørte hendes grin. Aldrig i livet havde han troet at hun kunne lyde sådan... nærmest ond.
Da bøgerne blev smidt ud over hele gulvet, trak han stolen ved bordet tilbage, og satte sig.

Han kiggede hende direkte i øjnene da hun dukkede op, og lod ikke til at blive forskrækket af at hun hamrede hænderne ned i bordet.
"Du er her for at straffe mig... og det er forståeligt. Det jeg gjorde imod dig, var utilgiveligt. Jeg tabte til mørket... til ondskaben og sadismen."

Han lod blikket glide ned over hendes blodige krop, før han igen mødte hendes næsten sorte blik.

"Hvad end du vil gøre nu, så agter jeg at lade dig gøre det." sagde han, helt roligt.

Hun kiggede tilbage på ham og denne reaktion havde hun slet ikke forventet. Yuries øjne blev mere kolde og hun slog ud efter ham, men hendes hånd gik lige igennem ham. Hendes ansigt forandrede sig og hun så meget forvirret ud.

Yurie greb ud efter ham igennem og det samme skete en gang til.

”Nej.. Hva-..” Hun tog nogle skridt tilbage og kiggede på hendes hænder.

”Je-.. Mi-..” Hun rystede og greb hendes hoved, skreg ud i smerte og faldt ned på gulvet på hendes bagdel og krøb sammen imens hun begyndte at græde i sorg og forvirring om hvad der er sket med hende.

Da hendes angreb gik igennem ham, reagerede hun som han havde forventet... med fortvivlelse.
Da hun krøb sammen og begyndte at græde, rejste han sig roligt op og gik hen til hende.
Han satte sig på hug foran hende, rakte en hånd ud... og lagde den på hendes skulder.

Hans øjne var grønne nu, og med en reptil-lignende pupil.

"Yurie... du fortjener sandheden. Hvis du ønsker det, vil jeg vise og fortælle dig det hele. Alt. Og når du ved det hele, kan du gøre med den viden hvad end du vil. Hvis du vil gemme den i dit hjerte, så gør det... og hvis du vil gå til mine fjender med det... så gør det." sagde han og gav hendes skulder et klem, som burde være umuligt.

Hun kiggede op på ham med store øjne da han rent faktisk rørte hendes skulder, han rørte hende!

”Okay.. Men jeg forventer du gør noget ved mit lig, inden det begynder at rådne alt for meget i mit hus..” Hviskede hun med en kold stemme, fyldt med foragt.
Yurie rejste sig op og kiggede på. Hendes øjne var stadig utrolig kolde og det var tydeligt at hun ikke var tilfreds med ham overhovedet, men hun ville gerne høre hvorfor han havde gjort, som han havde.

”Du skal ikke tro.. At jeg vil tilgive dig efter jeg høre dette.. Jeg åbnede mig op for dig.. Og.. Du..” Hun rystede på hendes hoved og lagde en hånd på det åbne sår hun havde i hendes brystkasse.

Han nikkede stille, og rejste sig op.
"Jeg forstår..." sagde han og så på såret i hendes brystkasse.
Han havde gennemboret hendes hjerte... ikke med kniven, men med sine handlinger.

"Det du skal se nu, kan være svært at tro på... men det er sandheden. Jeg er ikke, og har aldrig været, en sortelver." sagde han.
Han stod lidt tid og fokuserede, før hans ansigt fortrak sig i vanvittig smerte.
Med et råb faldt han på knæ og bredte armene ud til siden, mens en sort og grøn dis begyndte at vælte ud af hans mund.
"GhaaaAAAH!!" skreg han, og et øjeblik efter blev hans øjne blanke, og han faldt om.

En sky af hvad der mest af alt lignede skyggerdukkede op i luften over hans livløse krop, og et par mandelformede, grønne reptiløjne åbnede sig i dem.
"Kom... jeg kan ikke forlade kroppen i lang tid..." lød en stemme fra skyen. En dyb, buldrende stemme.

En sort, skællet arm med krumme kløer skød ud af mørket omkring de grønne øjne, og greb fat i Yurie's arm.
Øjeblikkeligt føltes det som om de begge to blev hevet opad med ekstrem fart. Alt omkring dem blev forvredet, fordrejet, og forsvandt nedefter i ren, hvidt lys.

...og så stod alting stille.
Da Yurie igen blev i stand til at se, befandt hun sig i hvad der mest af alt mindede om lys.
Hun stod på en solid overflade, men som var usynlig. Det eneste der var at se, var den hvide farve omkring hende.

"Yurie..." lød den mørke, buldrende stemme bag hende, og denne gang lød den som om den kom fra noget enormt.

Hvis og når hun vendte sig om mod stemmen, ville hun se et ti meter højt væsen med en lang, slangelignende krop dækket af tykke, sorte skæl.
Fire korte ben som endte i fem tæer med krumme, sorte kløer holdt skabningen oppe, en lang, lang hale som endte i hvad der mindede om en man af sort hår piskede roligt i luften bag den, og dens hoved var stort og nærmest løveagtigt.
To lange følere som mindede om skæg stak ud fra snuden, lige ved siden af hvert næsebor, og to gigantiske horn stak bagud fra dens hoved.

Det enorme væsen betragtede hende med lysende, grønne øjne, og da det åbnede gabet for at tale, kunne hun se rækker af sylespidse tænder - minus en enkelt hugtand.

"Mit sande navn... er Zureshalon-di-wer-Vutha-Kaden. I det gamle Japan var jeg kendt som Kurokumo." buldrede det enorme væsen, og dets stemme fik intetheden omkring dem til at skælve.

Yurie var stille under det hele, da han faldt om i smerte, da hun blev hevet op i det hvide sted og da dragen pludselig stod foran hende. Hendes ansigt viste ingen reaktion. Hun lagde hendes arme over hendes brystkasse og stirrede på ham koldt.

”Mmh? Hvad er så grunden til at du skulle slå mig ihjel?” Spurgte hun lavt med en stemme som dirrede af vrede. Hun havde respekt for drager ja, ellers ville hun ikke have spurgt så pænt.

Hun var også imponeret, men hele hendes sind var blevet forandret efter hun havde været død. Hun var så koldt og negative følelser hamrede igennem hele hendes krop og hun var så forvirret.

Han så på hende og lukkede langsomt øjnene mens han sænkede hovedet en anelse.
"For tusinder af år siden blev jeg fældet, og min sjæl blev spærret inde i en amulet... det var hensigten at bruge amuletten til at styre mine magiske kræfter, men den civilisation som havde fanget min sjæl, fandt hurtigt ud af at det var umuligt. Efter ganske kort tid, kunne jeg bryde ind i sindet på en bruger af amuletten."

Han åbnede øjnene igen, og mødte hendes kolde blik.
Der var et sælsomt lys i hans, som kunne betyde hvad som helst...
"Amuletten blev forseglet i et tempel som lå under havet, dybt nok til at trykket fra vandet ville knuse enhver som forsøgte at komme derned. Og det var det perfekte sted at gemme amuletten, og dermed min sjæl, væk... det virkede i tusindvis af år. Indtil en ung sortelver fandt ud af at han kunne bruge skyggemagi til at undgå vandets knusende kræfter, ved at rejse igennem de mange skygger under havets overflade. Sortelveren fandt amuletten og tog den med her til Di Morga... det er seks år siden nu."

Zureshalon løftede en af sine mægtige kløer, og en illusion dukkede op mellem dem. Den var på størrelse med en lille væg, og hun ville stadig kunne se ham, dragen, tårne sig op bag den.
Illusionen viste hvordan en sortelver, som lignede 'Zuresh' på en prik, med undtagelse af øjnene, som var lilla, tog en lille amulet fra en piedestal, smilede triumferende, og forsvandt i skyggerne - nøjagtigt som Zuresh selv havde gjort det flere gange.

"Sortelveren forsøgte at bruge amulettens kræfter til at styre Di Morga, og det lykkedes ham for en tid, for jeg var svækket efter så mange års indespærring... men for tre år siden, lykkedes det mig endelig at påvirke hans sind." buldrede dragen.

Billedet i illusionen ændrede sig, og Yurie kunne nu se den samme sortelver stå i en mørk tronsal, med hænderne på hovedet, mens han vred sig i tilsyneladende stor smerte.

"Jeg brugte hans krop til at knuse amuletten så min sjæl kunne komme fri. Desværre havde det en side-effekt..." fortsatte dragen.

Billedet skiftede igen, og viste hvordan amuletten blev splintret. Otte stråler af sort og grønt lys skød ud fra den - og én af dem ramte sortelveren i brystet.

"Min sjæl blev knust, og delt i otte. Kun den del som fandt vej til sortelveren har mit sind. De andre er blot brudstykker... men selv brudstykker kan give en potentiel bruger uanede kræfter. Som du ser, fandt en del af min sjæl vej til sortelveren, og jeg vidste at jeg måtte separere mig fra ham, for ellers ville vi begge dø. Så... jeg tog en del af hans egen sjæl, og brugte den til at skabe en klon af ham, som jeg besatte."

Yurie så nu hvordan sortelveren skreg i smerte, og blev delt i to. Det så hæsligt og smertefuldt ud, og den lilla-øjede elver faldt om. Den anden elver rejste sig, og åbnede øjnene - som var lysende røde.

"Jeg stak af... jeg løb... mit sind var ændret. Påvirket af hans sjæl, og jeg var ude af stand til at finde en metode at kontrollere det væld af menneskelige følelser jeg pludselig oplevede. Drager har ingen følelser, forstår du... det er en ting som er forbeholdt dødelige. Midlertid havde jeg ved at tage en del af hans sjæl også 'arvet' hans mørke side. Hans sadisme... man kan sige at jeg fik den onde del af hans sjæl - og det er derfor jeg er nødt til at gøre som jeg gør, med de kvinder. Hvis ikke jeg kan tilfredsstille hans sjæl, vil den påvirke mig til en grad så jeg går amok. Og hvis det sker, så ved jeg ikke hvad konsekvenserne er... men de er ikke gode for nogen. Det var den påvirkning, som tvang mig til at gøre dig ondt."

Han sænkede hovedet yderligere, og det ville nok gå op for Yurie, at dette var et buk.

Yurie stod og lyttede imens han talte og sugede informationen til sig imens han talte. Hun sukkede dybt til sidst, da han var færdig og mærkede hvordan vreden var faldet lidt. Hun bed sig i underlæben og gik lidt frem og tilbage i det hvide rum.

”Så.. Du er en drage.. Hvor er de 7 andre dele af din sjæl? Og.. Er det i virkeligheden den anden sortelver som har følelser for mig, eller er det dig? Siden du nu siger at drager normalt ikke har følelser?” Spurgte hun lidt vredt og kiggede op på ham.

”Du kunne have fortalt alt dette til mig da jeg levede.. I stedet slog du mig ihjel.. Og wupsi, nu vil du gerne?” Hviskede hun til ham.

”Er du overhovedet klar over at jeg slet ikke kan se dig ordenligt?” Hviskede hun med en svag stemme.

Han hævede hovedet igen, og illusionen imellem dem forsvandt.
De store, grønne øjne var fulde af ældgammel viden og erfaring, men der var også et stik af bedrøvelse i dem.

"Det er sandt at drager ikke kan føle... men ingen før mig, har nogensinde fusioneret sin sjæl med et menneskeligt væsen. Alle mennesker har en medfødt evne til at føle, ligegyldigt hvordan de er som personer. Alle som én har de evnen... og den del af sortelverens sjæl som jeg fusionerede med, er ingen undtagelse - heller ikke selvom den er mørk og forvredet."

Han gik et par skridt over imod hende, og det var tydeligt at bevægelsen var svær for ham.

"Sjælen påvirker min egen... og den har givet mig evnen til at føle, på godt og ondt. Det er ikke sortelveren som er faldet for dig... det er det umulige... det er mig. Du må forstå at jeg ikke fortalte dig om alt dette før, i et mislykket forsøg på at beskytte dig. Ingen har set en drage i over hundrede tusind år... og hvis du som menneske var klar over, at der fandtes én, ville du være i enorm fare."

Hun stirrede blot mere vredt på ham og mærkede hvordan det langsomt opslugte hende.

”I det mindste ville jeg ikke være blevet dræbt af den person jeg elskede..” Hviskede hun koldt tilbage til ham og kiggede væk imens hun knyttede hendes hænder, som svagt rystede.

”Jeg er fanget sådan her på grund af dig..” Hviskede hun lavt og hendes hår faldt ned og gemte hendes ansigt imens det var tydeligt at du begyndte at græde igen.

Det gjorde tydeligt ondt på ham nu, for han spjættede en enkelt gang og trak vejret dybt og tungt. Han lød lidt som en enorm blæsebælg... men det var intet i forhold til den pinsel som hendes ord bragte frem i hans grønne øjne.

"Jeg ved det, Yurie... jeg ved det..." sagde han besværet, før han blev nødt til at lægge sig ned.
"Lige meget hvad du vælger at gøre med denne viden... så sværger jeg at når jeg fibder endnu en del af min sjæl... så vil jeg... genskabe dit... liv... som hvad end... væsen du ønsker... at være..."

Hun stirrede på ham med øjne som var så utrolig kolde.

”Jeg er død Zuresh! Og du skal ikke lave om på det.. Det er sådan som det er lige nu.. Og jeg vil ikke sige dette til nogen, for jeg vil ikke synke så lavt..” Hun hviskede det sidste utrolig koldt og stirrede blot på ham, imens hun lagde hendes arme omkring sig selv.

”Hiv mig tilbage, så jeg kan finde ud af hvad jeg skal gøre med mit lig.. Som du bare har efterladt..” Hviskede hun lavt og kørte træt en hånd igennem hendes hår.

Smerten i dragens grønne øjne var intens, og en ulmende vrede kogte roligt i ham. En vrede som gjaldt ham selv, og som gjaldt sortelverne...

"Som du vil..." hviskede han, og den lyse verden omkring dem forsvandt i et blidt mørke.
Det føltes som om de faldt nu... og et par sekunder senere, var de tilbage i hans hus.

Han gispede og åbnede de røde øjne. Han skælvede lidt, og han var dækket af sved. Han så syg ud.

Zuresh kæmpede sig op at stå, og mødte så hendes blik.
"Vil du tillade at jeg tager mig af din krop?" Spurgte han hæst.

Hun kiggede lidt på ham og følte et kort sekund utrolig skyldfølelse, men hun skubbede det hurtigt væk og sukkede svagt. Han havde dræbt hende, han havde nydt det og hun havde åbnet sig for ham og elsket ham. Hun skulle ikke bukke under, hvordan kunne hun vide at dette var sandt? Han kunne lave så meget magi, at han lige kunne have løjet op i hendes ansigt!

Yurie trak lidt på hendes skulder og kiggede på ham, med et ansigt som ikke viste noget overhovedet, andet en kulde.

”Det ved jeg ikke.. Har aldrig prøvet at skulle gøre noget ved min egen krop..” Mumlede hun svagt og satte sig på ryggen af hans sofa.

”Der er så meget som er nydt lige nu.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Kan jeg sove? Kan jeg spise? Kan jeg røre folk? Kan de se mig, ligesom jeg ser dem?” Hun sukkede og gemte kort hendes ansigt i hendes hænder og pludselig var hun lidt som sit gamle jeg, forvirret og trist.

Han vaklede over til bordet og satte sig tungt i stolen. Han hev kort efter vejret, før han vendte blikket mod hende igen.

"At tage sig af sin egen krop... kan ikke være godt. Selvom den blot er et hylster, så er den stadig lidt en del af dig." sagde han.
Kulden i hendes blik var helt forståelig... at hun overhovedet havde ville høre på ham, var næsten utroligt.
Han havde gjort hende ondt... og så havde han dræbt hende, på brutal, smertefuld vis. Og han havde nydt det.

Hendes ord om hvor nyt alting var, og hendes triste forvirring, fik ham dog til at skubbe de tunge tanker en lille smule til siden.
"Du kan lade folk se dig... og når det er dag, kan du manifestere dig så du fungerer som et almindeligt menneske... kød og blod... bare udødelig. Du vil kunne gøre alt hvad mennesker kan gøre. Om natten vil du være i spøgelsesform, sådan som du er nu. Og i den form er det lidt mere udfordrende... den eneste grund til at jeg kan røre dig, er at jeg, i teorien, blot er en ånd."

Hun trak vejret tungt og lyttede til hans ord, før hun rejste sig og gik over til ham, hun havde virkelig lyst til at gøre ham ondt, virkelig utrolig meget lyst. Yurie stod i lidt tid og stirrede på ham, før hun mærkede noget anderledes i hende.

Hun kiggede ind i hans øjne, stirrede i lang tid, før hun mærkede hvordan hun næsten sugede noget ud af ham, et kort øjeblik ville han føle at han blev meget ældre, hele hans krop ville føles som om den blev gammel, før hun stoppede og kiggede væk med et suk.

Nå, det var en anden evne hun havde? Spænende. Yurie slikkede kort på hendes fingre, som om hun smagte på noget, trak svagt på hendes skuldre og gik over imod døren.

”Kommer du? Du skal tage ansvar for hvad du har gjort..” Hviskede hun, åbnede døren ud til og bevægede sig langsomt og lydløst ud i måneskindet.

Det var umuligt for ham at afbryde deres øjenkontakt, selv da han mærkede hvordan dødsmagien langsomt begyndte at virke.
Et eller andet sted ønskede han heller ikke at kigge væk...

Han blinkede med øjnene og hev igen efter vejret, da hun endelig afbrød øjenkontakten... hun kunne have slået hans krop ihjel, og udslettet ham. Men hun gjorde det ikke.

Da hun talte, rejste han sig op uden et eneste ord, og fulgte med.
Der var ikke mere at sige lige nu... ingen undskyldning eller ord kunne ret op på det, som var sket.

Hun næsten svævede udenfor og kiggede efter ham da han også kom ud.

”Man kan vel sige at efter min død har jeg fundet ud af hvor få venner jeg endelig har.. Hvor lang tid er der gået siden?” Spurgte hun lavt imens hun gik. Kimono bølgede i luften efter hende og hun gik lydløst igennem skoven med ham efter sig.

Yurie ville ikke slå ham ihjel, hun ville ikke synke så lavt som han havde, specielt fordi hun følte at det blot ville være for nemt for ham at slippe.

Hun gik og sagde intet før de kom til hendes hus, hun stoppede brat op og mærkede hvordan en klump blev dannet i hendes mave, da hun så hvordan hendes soveværelses papirs dør stod åbnet og en hvid skikkelse lå derinde helt stille.

"Tre dage..." sagde han mens han fulgte efter hende.
Han var ved at komme til kræfter igen efter turen ud af kroppen... men hans sind føltes lige så smadret som før.
Det var åbenbart sådan det føltes, når man angrede... heller ikke noget han nogensinde havde prøvet før.

Da Yurie stoppede op, var han lige ved at lægge en hånd på hendes skulder... men han stoppede vredt sig selv.
'Hun vil ikke have din sympati... du slog hende ihjel Tag din straf, for du ved at du fortjener den.' tænkte han til sig selv.

Så i stedet for at røre hende, gik han forbi hende og op imod soveværelset.
Da han nåede derop og fik øje på hendes livløse krop, tvang han sig selv til at se på den.
Så smuk hun var... men med dybe sår i maven og brystet. Sår som han havde skabt i ren fryd.

Zuresh trådte indenfor, knælede ved Yurie's lig, og lagde en hånd på hendes kolde pande.
"Tilgiv mig..." hviskede han, og fokuserede sin magi.
Den livløse krop blev langsomt mere og mere gennemsigtig, og til sidst forsvandt den helt...

Yurie stod og kiggede på ham imens han fik hendes lig til at forsvinde. Hun vendte sig om og gik lidt ned imod søen. Hun stod oven på en sten og mærkede hvordan vinden greb hendes hår og kimono. Et svagt suk kom fra hendes og hun mærkede hvordan kulden gled igennem hendes krop, men det påvirkede hende ikke. Imens hun stod der, kunne hun nemt ligne sit gamle, livlige og smukke jeg.

”Hvorfor sker dette imod mig..” Hviskede hun svagt og kiggede ned på hendes let gennemsigtige hænder, hun knyttede dem og lagde hendes arme omkring sig selv. Hun savnede kontakt med andre, savnede varme og følelsen af hendes bankende hjerte.

Yurie satte sig ned på stenen og kiggede ud over vandet. Hun lod hendes ben glide ned i det og mærkede hvordan det svage gik igennem hendes fødder. Et lille snøft kom fra hende og hun krummede sig sammen og kiggede ud på månen som blev genspejlet i vandet.

Da Yurie's livløse krop var væk, rejste han sig op og vendte fronten mod hende.
Hun stod der på stenen, og lignede nærmest sig self, fra da hun var i live...
Tanken om hendes varme vejede tungt hos ham, og han vidste at hun hadede ham for at have taget alting fra hende.

Zuresh gik udenfor, ned til bredden, hvor han sluttede sig til hende.
"Jeg prøver at forstå hvad det er du vil mig... er det hævn?"
Hans stemme var rolig, og det lød lidt som om han havde lyst til at trøste hende...

Yurie kiggede op og rykkede sig lidt på stenen så han også havde plads til at sidde ned. Hun plaskede hendes fødder lidt rundt i vandet og trak lidt på hendes skuldre.

”Jeg ved det ikke.. Det eneste jeg kan huske er.. Jeg døde.. Så var jeg et sted henne, jeg ved ikke hvor.. Det var som om jeg fløj rundt i intetheden, i.. Måske 5 minutter, eller 2 timer, jeg ved det ikke.. Men pludselig vågnede jeg op her igen.. Og vreden rettet imod dig var så stor.. Jeg.. Aner ikke hvorfor jeg er tilbage Zuresh..” hviskede hun lavt og trak hendes ben op, lagde hendes arme omkring dem og lænede hendes hage imod hendes knæ.

Yurie sukkede svagt og kiggede over på Zuresh.

”Jeg ved ikke hvad jeg føler for dig mere.. Jeg vil gerne have du rør mig.. Men jeg er også utrolig vred på dig fordi du.. Bukkede under for mørket.. Selvom jeg kaldte så meget på dig og prøvede at kæmpe igen..” Hviskede hun lavt.

Han tog plads ved siden af hende, og sad bare og lyttede til hendes ord.
Hver og en af dem gav mening... undtagen det, at hun ønskede at han rørte hende. Det gav ikke mening i hans hoved... hvorfor, når han havde slået hende brutalt i maven for sin egen, sygelige tilfredsstillelses skyld? Når han havde stukket hende flere gange med en kniv, og slukket hendes liv?
Han forstod det ikke.

Det gav dog mening at hun var tilbage...
"Du er muligvis stadig i denne verden, netop fordi du blev dræbt af mig. Du siger du elskede mig... og jeg forrådte dig på en måde der kostede dig livet. Ved at jeg tabte til det mørke, som huserer i mig... det giver mening at du er så forurettet at du ikke kan finde fred, og dermed hjemsøger mig." sagde han og så ud over søen. Månens sølvskinnende skær var smukt på overfladen... men samtidig trist.

"Din vrede kan jeg forstå... hævntørst, ja... men at du ønsker at jeg rører dig...? Nej."

Yurie mærkede hvordan vreden boblede op i hendes brystkasse igen, hun satte sig op og kiggede lige på ham, prøvede at gribe hans skulder, men hendes hånd røg lige igennem, dog håbede hun på at det føltes ubehageligt for ham.

”Jeg er ikke tilbage på grund af dig.. Der var en stemme som snakkede til mig i mørket på det tidspunkt.. Den sagde at jeg manglede at opnå noget i mit liv.. Ikke hævn, ikke vrede.. Nej jeg manglede noget..” Hun rejste sig og gik lidt ud i vandet, så det gik op til hendes knæ.

Hun sparkede til det vredt og skreg op.

”Et sted.. Dybt inde i mit knuste hjerte.. Så har jeg stadig lidt følelser for dig.. Jeg ved ikke om det er partner følelser, ven eller andet.. Men der er noget som gør jeg ikke kan skade dig alt for meget..” Hviskede hun og kiggede rundt i vandet omkring hende.

Følelsen var kold som is, da hendes hånd gik igennem hans skulder, og han så bare på hende med øjne der viste alt for mange ting... alt for mange blandede følelser.

"Mangler noget...? Men hvad kan det være?" mumlede han og sukkede.
Han havde forventet at det var hævn... retfærdighed for hendes smertefulde død... hendes knuste hjerte...

"Yurie... hvad end du føler for mig, så ved jeg ikke hvad jeg skal sige til det. Du mærkede selv på din krop hvad der kan ske når jeg mister kontrollen. Men dog... må jeg indrømme, at hvor kontroversielt det end lyder..." han holdt blikket på hende, mens han rejste sig op og rystede svagt på hovedet, "...så blev jeg forelsket i dig allerede første gang jeg så dig. Og det har ikke ændret sig."

Han var klar over hvor latterligt det lød... 'Jaah, jeg elsker dig . men jeg har lyst til at slå dig tredive gange i maven, for derefter at stikke dig ihjel med en kniv! Idiot...' tænkte han til sig selv.