halvmånens stråler [privat ... Ma

Hun smilte kort ved hans fotsøg på at komme væk fra hende , hvilket blod resulterede i at han var nød til at rygge tættere på hende end han havde været før. Lg satte ild til nogle flere af buskende og der blev hurtigt varmere , meget vamere faktisk. Hun sukkede tiæfreds og knugede ham
Ind til sig imens hun nussede hans hår blidt... *lige nu brokker ham sig
Da ikke over min tilstædeværelse* tænkte hun og smilede for sig selv

Han kiggede ned og sukkede surt. Han pustede den ene kind lidt op og surmeluede uden at hun kunne se ham. Han mærkede buskene der blev brændt og gjorde det hele varmere. Han smilede lidt behaget over at det hjalp ham med at få lidt varme. Han sukkede over hendes tanke og rystede på hovedet. Skulle hun nu ogs træde i alt? Kunne hun ikk bare holde kæft og være tilfreds med han er så tæt på hende.

”suresen!” sagde hun drillende og holdt øje med månen og hvor meget den rykkede sig… der var snart gået 7 timer siden han var blevet ’vækket fra de døde’. Så måtte han da ha det lidt bedre. Hun smilede kort over hans tanke ”ja jeg skal jokke i det” sagde hun og rakte tunge af ham. ”men jeg er nu meget tilfreds med at du er så tæt på mig” hun smilte for sig selv og regnede med at han ville blive mere eller mindre ’sur’ eller irriteret over hende. Men idet mindste havde han det varmt nu.

Han kiggede på hende, han havde et irriteret udtryk. "kan du ikk bare tie stille!? Klart jeg er sur, du giver mig kvalme og så skal jeg endda sidde ved dig fordi jeg ikk kan holde på varmen selv...!" han lagde armene over kors og kiggede væk. Hun var skide irriterende. Han sukkede og knyttede hænderne. "I det mindste er der en af os der kan li det." sagde han vredt og kiggede på hende. Han kunne se på hende hun gjorde det for at irritere ham. Han kunne ikk holde sin vrede tilbage. Han slog hende i maven så hårdt han kunne. Hun fløj en smule væk, fordi han var ved at have sin normale styrke igen. Han kiggede vredt, "Kan du ikk bare lade mig være!?" han stoppede op og begyndte at ryste. Han krøllede sig hårdt sammen og gned sine arme. Han åndede på sine ben, han frøs selvom ilden var der. Den var ikk nok på en måde, fordi den kun gav ham varme på den ene side.

”nej nu har jeg muligheden for at irritere dig uden at du kan gøre noget” sagde hun drillende. Hun smilte og så lidt på ham, ”er du sikker på at det er mig der giver dig kvalme og ikke det at du stadig mangler blod?” spurgte hun drillende. Hendes blik skiftede hurtigt til en mørk kold og dog medlidenhedsfyldt blik. ”det er der vel” mumlede hun. Hun så længe på ham efter han havde slået hende, hun blev siddende og betragtede ham, vær eneste bevægelse. Da han atter begyndte at ryste kravlede hun hen til ham og krammede ham ind til sig, alt imens hun førte sin højre hånd over til hans bryst hvor hans hjerte sad, så hun kunne mærke hvordan det slog. *hvorfor gør mit ikke sådan?* tænkte hun men hun kendte svaret.

Han knyttede hænderne og rystede fortsat. Han åndede uroligt og gned sine arme hårdt. Han kunne ingen varme få udover på ryggen da ilden var bag ham. Han kiggede på hende da hun kom over og krammed eham. Selvom han ikk ville, knugede hans krop sig automatisk til hende. Han rystede vildt og åndede stadig uroligt. Han var koldere end før, *FAnden tage det lort!* tænkte han vredt. Han kiggede ned og kiggede bagefter på hende. Han fnøs og kiggede væk. Han prøved at skubbe hende væk, men hans krop lyttede ikk. Hans hænder tog fat i hendes ttrøje og rev hende mere ind til sig. Han dækkede sit ansigt ind til hende og bed tænderne hårdt sammen. Den gjorde intet af det han ville.

Hun skubbede ham lidt længere hen mod de brænderne buske og fulgte selv med, ”det skal nok gå” sagde hun roligt og smilte over hans tanke… Hun krammede ham hårdt ind til sig og varmen fra hende burde give ham en del varme, hun holdt sin højre hånd ved hans hjerte for at være sikker på at det slog. Og hun smilte kort da hun bemærkede at hans krop faktisk gjorde det modsatte af hvad han ville… ”kan min Nii-chan ikke rigtigt finde ud af hvad han vil`?” sagde hun drilskt men tav så ”sorry” mumlede hun… ”jeg prøver at være stille” sagde hun roligt.

Han var ligeglad med at hun fik ham tættere på branden. Han kiggede end og surmulede en smule som et barn. Han sukkede lavt og gemte hovedet ind til hende igen da hun var ved ham igen. Han mærkede hun krammede ham hårdere og mærkede hendes hånd ved sit hjerte. Det bankede langsomt og lavt, men det bankede. Han kiggede på hende hånd og gemte sig derefter ind til hende igen. Hans krop rystede stadig lidt af kulde, men varmen begyndte at blive i hans krop. Han knyttede hænderne hårdt da hun sagde noget og han hævede hånden. Han skulle til at slå hende, men hans hånd faldt ned og var allerede frosset kold. Han tog den ind til sig og blev siddende ved hende. "Hvis du kan..."

Hans hjerte slog fortsat og vær eneste gang hun kunne mærke det blev hun lidt mere roligt. Det hjalp dog ikke da hun uden at vise det var ved at gå i panik over det. *nourrr* tænkte hun da hun lagde mærke til hans sure mine... den var ret så nuddet i følge hende. "hmmm" mumlede hun og så ham løfte hånden til et slag, og havde egentligt ikke noget i mod det, hun grinte kort på grund af at han ikke kunne slå hende, men grinet var en smugle sørgeligt og kort efterfulgt kom et lavt suk... "ja ... men det kan jeg nu nok ikke..." mumlede hun...

//skal vi springe lidt frem???^.^ //

//Kan vi godt, hvor meget vil du springe frem?^^

// hmmm omkring de 7- 8 timer ??? ..^.^//

//Hmm, ok... ^^


Han kiggede på hende og sukkede let, "Du kan heller ikk holde mund..." sukkede han let og rejste sig. Han svimlede lidt, men blev stående. Han kiggede på flamerne og sukkede let. "Sluk dem nu..." sagde han og kiggede på hende. Han gik hen til et træ og satte sig op af det, "Og bagefter skal du gå..." sagde han bestemt. "Du har gjort jeg har hovedpine med din snak om NIICHAN NIICHAN NIICHAN!" sagde han lidt surt.

"nej det har leg lidt besvær med når du er her" kom det fra hende. Hun lænte hovedet på skrå og så lidt på ham, han var så vidt hun kunne se ikke helt ovenpå endnu. "okay" sagde hun lavt og de blev slukket lige så hurtigt som de blev tændt. "jeg går ingen steder, og det kan du ikke... indtil du er helt okay igen bliver jeg her" kom det hårdt fra hende hun gik lidt hen mod ham men stoppede så, måske skulle hun holde lidt afstand hvis hun faktisk gav ham hovdepine. denne gang undlod hun at sige niichan som hun egentligt ville ha gjort.

Han kiggede på hende, han snerrede lidt da hun ville gå tættere på. Han sukkede og begyndte at gå, "Bare fordi du mener jeg ikk er okay, betyder det ikk jeg ikk kan gå." sagde han og gik roligt. Han ville ikk svimle eller noget. Han gik dog lidt skrå fordi han ikk ville svimle imens han gik.