halvmånens stråler [privat ... Ma

Han nikkede, "Kender følelsen alt for godt..." smilede han med et nik og aede hendes hoved blidt. Han kiggede på hende, "Er du sådan en der har brug for slaver?" spurgte han undrende og satte hovedet på skrå. Han kiggede roligt og smilede let. "Eller er du på andre tanker..." grinede han drillende og prøvede at få det misforstået.

”ja for du er tit til besvær i dit hoved” sagde hun roligt og nød at han aede hende. Et kort grin kunne høres fra hende da han kom med kommentaren ”ha ha meget sjovt... ” hun prikkede ham i panden ”du har stadig dårlig humer … eller ikke så dårlig?” hun kunne ikke rigtigt blive enig med sig selv. ”her er koldt” sagde hun pludselig og lagde hovedet let på skrå.

Han gned sin pande agefter og smilede let til hende, "Undskyld, kunne bare ikk lade være..." smilede han og stoppede med det. Han rystede på hovedet, "Hvad taler du om? Jeg har det fint." smilede han let og krammede hende til sig. Han var varm, "her, så kan du holde varmen..." sagde han roligt.

”nej det kunne du vel ikke” sagde hun roligt og så på ham. ”ihhh jo du har det fint … hvor længe har du haft en hjertesygdom??? Og er du sikker på at det ikke bare er Nii-chan der vil ud ?... det er forresten længe siden jeg har snakket med ham” hun lagde hovet på skrå og gengældte krammet

Han rystede på hovedet, "jeg ved det ikk..." sagde han med et suk. "Lige pludselig fik jeg ondt i hjertet, men ahvde nogle piller. Jeg tog en og håbede på det bedste." han sukkede let. Han kiggede undrende på hende, "Nii-chan? Hvem er Nii-chan?" han satte hovedet på skrå og kiggede undrende på hende. Han aede hendes hoved, "Du er måske mere træt end man skulle tro..." smiled ehan opgivende.

”såeee du ved ikke hvad der er galt? ” spurgte hun og så rimelig overrasket ud da han ikke vidste hvem Nii-chan var … ”Ma kan du slet ikke huske ham… det var en anden person der var inden i dig … hvordan kan du glemme ham?” spurgte hun undrende. ”men … hvor længe siden er det han har været ude? ” spurgte hun… hun så en smugle urolig ud.

Han rystede på hoevdet, han kiggede på hende. *Hvordan kender hun til min anden side? Jeg har aldrig fortalt om den!* Han kiggede på ehnde og smilede let. "Hvor kender du ham fra?" spurgte han roligt. "Jeg har aldrig fortalt om den." sagde han undrende og kiggede på hende. "Og hvad mener du med ude?"

”han … han er som min bror … kan du ikke huske da vi gik på skolen?... der var jeg nok den mest ireterene lillesøster han kunne få og alligevel hjalp han mig… ” hun så med store øjne på ham. ”jeg mener hvornår har han sist fået lov at være fremme snakke bruge dig?... du ved …” hun så en smugle uroligt på ham ”og den skal ikke misforstået” sagde hun

Han kiggede undrende, "SKole? Hva taler du om Lg?" han satte hovedet på skrå. "jeg har da aldrig gået i skole, jeg kan ikk en gang læse." sagde han bare. Han kiggede på hende og aede hendes hoved, "Du må have drømt det..." sagde han roligt og smilede opgivende. "Jeg har aldrig gået på en skole. Og han er sjældent fremme." sagde han roligt.

//Det skal lige siges han bare har mistet al hukommelse! xD

”nej det er ikke noget jeg har drømt … hvor langt tilbage kan du huske? … kan du huske din mor?...” spurgte hun. ”du var da god i skolen… har du hukommelses tab?... ” hun var nu rimelig urolig. ”Ma Nii-chan har ikke godt af ikke at komme frem… ” hun lænte hovedet lidt på skrå og så på ham med et lettere trist blik.
”hvorfor kan du huske mig?... hvordan kan du huske mig hvis du ikke kan huske skolen … det var der hvor vi mødets”

//OHHHH NO !//

Han tog en hånd til hovedet og kiggede på hende, "Jeg vågnede bare en dag. Jeg var et sted her i nærheden... Derfra og ikk længere." sagde han roligt og sukkede. "Jeg har ikk hukommelsestab, mine minder og fortid er forseglet a noget jeg ikk ved..." sagde han surt. "Og jeg ved hvad du heder fordi du sagde det til mig ørste gang vi mødtes her, har du glemt det?" spurgte han undrende. Han stoppede op og kiggede væk, "jeg har ingen mor..." mumlede han stille. "SÅ hold op med at spørge ind til noget og sig ting du intet ved om."

”jeg kan få dine minder tilbage hvis du vil?... jeg kan få en af mine slaver til at give dig den… ” sagde hun roligt… ”ja men hvor ved du fra at jeg… du gættede bare og håbede på det var rigtigt… ikke?” hun sukkede og lukkede sine øjne … ”så du kan ikke huske hvad jeg lovede dig… så behøver jeg vel ikke at holde det…” sagde hun en smugle rist nu også koldt igen. ”du har haft 2 om man må sige…” mumlede hun. Hun begyndte stille at nynne den melodi som hun havde set/hørt fra da Ma var lille… den som hans mor plejede at synge for ham så han faldt i søvn … det var underligt at hun stadig kunne huske den…

Han rystede på hoevdet, "jeg vil ikk tvinge dem frem..." sagde han roligt. "jeg har prøvet, det gør for ondt at få dem tvunget tilbage..." sukked ehan let og kiggede på hend. "Men hvad mener du med løfte?" han satte hovedet på skrå. Det fangede hans opmærksom og han ville gerne vide det. Hun nussede hendes kinder, "DU skal ikk være trist Lg..." sagde han opmuntrende og smilede let. "Og hvad har jeg af..." han stoppede op og tog hænderne hårdt til hovedet da hun begyndte at nynne. Han krøllede sig sammen og begyndte at ryste let. *Den melodi, hvor kommer den fra!?* han lukkede øjnene hårdt i og prøvede at huske den.

”den vil ikke blive tvunget frem… den vil bare blive aflæst af hende” mumlede hun kort og fortsatte op sin nynnen. ”et løfte jeg ikke behøver at holde…efter som du ikke kan huske det så vil du ikke lægge mærke til hvis jeg ikke holder det.” hun sukkede. ”hvorfor ikke være trist...? tænk over det … du kan ikke huske noget om hvad vi nogle sinde har lavet. Hvad jeg har fortalt dig…” hun sukkede og nynnede fortsat… hun tog sig ikke af hvad han ville sige og heller ikke at han ikke kunne huske.
Hun læste hans tanker og rystede svagt på hovedet… ”din mor … du har haft en… ligesom visse andre” mumlede hun *problemet er bare … din mor ville ha dig* tænkte hun

Han krøllede sig hårdt sammen og prøvede at huske. Men det virkede ikk, det gav ham bare en kraftigt hovedpine. Hans hjerte bankede hårdt en enkelt gang og han fik på et sekund lagt en hånd for hendes mund. Han holdte hårdt fsat og kiggede vredt på hende, han havde gule øjne nu. "Hold så din kæft!" snerrede han vredt og kiggede truende på hende. "Du har bare at forklare mig hvilket løfte det var, hvordan du tror du kender til mig og hvorfor du kender den melodi!" råte han vredt og holdte den anden hånd til hovedet. Han rystede en smule, men viste ingen form for svaghed.

Lg så en smugle overrasket ud men også meget glad… Hun lagde hovedet let på skrå hvorpå hun krammede ham ”Nii-chan?” spurgte hun kort… hun havde set de gule øjne og hørt den vrede snerren og det måtte jo være ham … eller hvad?. Hun var ikke helt sikker men håbede. Hendes nynnen var stoppet men hun var også kommet fri fra hans greb. ”hmmm løfterne… de er vist ikke vigtigt når du ikke kan huske dem… det var dig der krævede det så du budte vide det.”
”jeg kom til at se det meste af din hukommelse da vi gik i skole sammen… vi lavede mange underlige ting … mest mig” mumlede hun og slap ham ikke.

Han kiggede undrende på hende, han skubbede hende væk. "Hold op med det der Liger! Jeg hader når du kalder mig Nii-chan." sagde han vredt og tog en hånd til hovedet. "Takket være dig har jeg hovedpine, og du ved squ da godt jeg ikk gider huske løfter! SÅ fortæl dem lige." sagde han surt og sukkede. "Og jeg hedder Black nu, bare så du ved det." sagde han surt og sukkede igen. Han lagde armene over kors, 2Hvorfor kan du ikk bare lade mig være i fred?"

”det er dig!” sagde hun glad … ”jeg troede du kunne huske det… jeg kalder dig aldrig mere andet end Nii-chan … eller klodsmajor … eller tumpe… vi lader lide de mere negative ligge ? ” man kunne tydeligt høre at hun var glad… ”jeg kan ikke lade dig være i fred fordi jeg er din søster og sådan er det bare… husk på at du kaldte mig det” sagde hun roligt. Hun lagde begge sine hænder på hans hoved og tog hans hovedpine. ”jeg lovede dig at vi nok skulle ses igen … og vist nok et par flere” sagde hun roligt… ”noget i den stil”

Han kiggede på hende, "Det var i søvne, så det tæller altså ikk." snerrede han. "Man siger de mærkeligste ting i søvne, desuden ved du ikk om det var dig jeg talte til!" sagde han overlegent og nikkede let. "Det løfte lovede du ikk mig, så hvorfor skulle jeg huske det? Og desuden kan han huske lige så meget som du kan huske jeg ikk er din Nii-chan." sagde han opgivende. "Så det vil sige, ikk en dyt."

”nej jeg sov… troede du ” grinte hun … ”Du har sagt det hele 2 gange” grinte hun… der var langt mellem at man hørte hende grinte … ”hvad mener du … jeg lovede Ma … og dig at jeg ville se jer igen … og jeg kan da godt huske… ” hun var ikke helt med. Hun havde da kunne huske det hele… ”ehhhh forklaring så JEG kan forstå det ” sagde hun med et smil på læben.

Han sukkede og kiggede på hende, "DU kan intet bevise." sagde han roligt og kiggede væk. Han havde pustet kinderne en smule op fordi han var sur. "Og tror du selv jeg ville se dig?" spurgte han roligt. "Du lovede det med ham, ikk mig. Så derfor skal du ikk balnde mig ind i din søster-bror ting.." sagde han og himlede med øjnene. "Jeg er ikk din Nii-chan og vil aldrig være det."

”måske, måske ikke … men pointen er at jeg ved det” sagde hun roligt … ”ja det tror jeg faktisk… jeg tror du har savnet en at være så mobset overfor…” lige pludselig var det som om de havde skiftet rolle… han var sur og hun var glad???...
Hun så roligt på ham … ”søster-bror tingen…. Hmmm jeg blander dig ikke ind i den … du ER allerede en del af den” sagde hun glad.

Han rystede på hovedet, "Ikk det mindste..." sagde han roligt og kiggede på hende. "jeg savner den tid vi to ikk snakkede sammen..." sagde han opgivende og tog en hånd til hovedet. "Og jeg er IKKE din bror!" råbte han vredt. Han tog fat i halsen på hende og tvang hende ned i jorden, "Fat det nu, du er så irriterende!" snerrede han.

Lg virkede ikke den mindste smugle overrasket, hun havde vel forventet det. ”jo du har savnet mig! Og jo du er min bror” grinte hun og krammede han så godt hun nu kunne i den position hun nu var stillet i. ”nu er jeg endnu mere irriterende!” sagde hun roligt.
Det havde på ingen måde påvirket hende at han havde væltet hende.

Han tog hårdt fat i hendes ene håndled og tvang ogs hendes arm i jorden. Han kiggede vredt på hende, "Jeg er ikk din bror!" råbte han igen. Han kiggede opgivende, "Hvad skal man gøre før du fatter en hentydning..." sukked ehan opgivende. Han kiggede på hende, "hvad skal jeg gøre for at du hader mig? Voldtage dig!?" sagde han og mente det ganske nok.