Hunters (Ahngel !)

Nitten takter igen. Stille, rolig og fattet.. Sådan kunne man beskrive den sindstilstand Ahngel havde genvundet sig selv langsomt, men ganske sikkert. Hans blik igen neutralt og koldt som det måtte ha været før. Ingen følelser eller hemmeligheder kunne gennemskues lige da, men Ahngel var nu ikke i tvivl om at Ma'lakel havde fanget hans opgivelse. Det ville nok ikke kunne slippe udenom den store halvdæmon kunne det? Indtil videre havde den genstridige satan jo været ufattelig heldig med at analysere Ahngels adfærd. En evne de fleste havde fejlet fuldkommen. Ikke engang de nærmeste fra den forgamne tid havde kunne trænge så langt ind under huden, og hvor det dog nagede vampyren til helt ud i fingerspidserne. Aldrig havde han set folk på et niveu der kunne minde om hans eget.. Gjorde denne dæmon på en måde til en rival af instinkt, men så alligevel noget man gerne ville vide mere af.. Gøres tættere på på en mærkelig måde. Havde dæmonen virkelig fanget Ahngels interesse så voldsomt at han, hvis han ønskede det, ikke kunne gennembore hans hud med motivet til at slå ihjel?
Ahngels øjne lå stadig på Ma'lakel imens hans hænder stille lod sig være mere afslappede og fjerne sig imod den grå fuge der holdt klinkerne sammen.. Lod albuerne være hans støtte imod væggen i en tid imens han med en lukket, dog letudregnelig, utilfreds grimasse. Selvfølgelig ville han ikke fuldt ud acceptere et nederlag. Aldrig i livet, også selvom det nok var så åbentlyst som det nu var. En afventning spottedes stille i hans blik imens han kiggede på dæmonen med et utålmodigt ansigtsudtryk. Havde han bare tænkt sig at stå på den måde eller hvad? Hvor provokerende... Dog som Ahngel havde færdiggjort tanken mærkede han stille dæmonen gennemtrænge hans inderste imtimsphære igen. I takt bevægede Ahngel sig igen instinktivt lidt tilbage ved at knejse nakken nogle få vinkler og holde masken lidt endnu. Først da Ma'lakel igen krævede et kys og nærmest skubbede Ahngel imod væggen med de ru klinker, spærrede Ahngel øjnene op igen og kiggede direkte på den sejrende dæmon. Hvad fanden?! Et langtrukkent åndedrag bevægede sig bevidst ud af Ahngels næse imens han kneb øjnene en smule sammen. Hans øjenbryn krummede sig sagte imens han hadefuldt betragtede dæmonen, alene fordi han ingen responds havde kommet med. Trak tiden ud for sin hoveren? Gjorde han det bevidst for at tynge Ahngel yderligere ned i støvet end han for pokker allerede var. Refleksivt skubbede Ahngels tandkød sig tilbage og neglene om hans fingre krummede sig ligeså og frigjorde sig fra neglebåndende til en klolignende version, der ridsede nye flænger i de allerede krakkerlerede fliser. Hans hjerterytme forholdt sig dog rolig og ligeså hans holdning. Sådan stod han i godtogvel et halvt minut og tillod sig selv at hade alt hvad den pokkers dæmon stod for lige nu, men lidt efter lidt lod han sit blik nedres tankefuldt først for derefter at kysse igen. Først halvhjertet og koldt, som ville han det bare afsluttet og glemt igen, men gengav gradvist en mere passional tone. Ahngel følte det på en måde en lettelse da Ma'lakel igen trak sig den smule væk. Det havde ærligttalt været ham en mærkelig form for lidenskabelig pine over ikke at have skubbet Ma'lakel fra sig og afvist hans kærtegn. Han havde modtaget det igen.. Ahngel vendte igen stædigt blikket på Ma'lakel. Kors hvor det dog irriterede ham mere end mange ting. Ahngel fnøs kort da Ma'lakel lagde hænderne på hans ansigt. Han hævede akkurat hænderne imod Ma'lakels håndled, men holdt inde da Ma'lakel hviskede til ham. Ordene der lå deri blev først ordentligt registreret efter han havde sagt det sidste og strøg Ahngels kind. Ahngels pupiller snørrede sig hurtigt sammen og virkede allerede stikkende i kontrast til den lyse sølrøde farve hans øjne indtog. Han kiggede ikke på Ma'lakel, men igennem ham. Hans mund lukket stramt i, som var et frygteligt lys lige gået op for ham. Selvom tanken før var kørt igennem hans hoved, så virkede det noget så klart og stikkende som aldrig før. Bekræftelsen.. Bekræftelsen var altid det værste punkt, som når man i lang tid har tænkt over den kropslige sygdom og dens mulighed for at besmitte ens krop.. Man ved godt at chancen var der, men den virkede ikke skræmmende.. først når man rent faktisk kendte den livstruende bakterie følte man suget i maven. Ma'lakel var blevet bekræftet som Ahngels truende sygdom. Den havde været i luften omkring ham siden dæmonen første gang tiltrak ham og nu var den i hans blodbaner.. Ædende af ham. Det virkede som om der akkurat var et sindsligt glas der var sprunget.. sådan havde hans ansigtsudtryk ihvertfald udvist. En form for dyrisk og tankeløs række af rodede stemmer i hovedet, men alle med samme tone og budskab. Lucifer Mort De sang den trettende.. var knækket?
Først da Ma'lakel vendte sig om igen og viste sin solbrune rig til Ahngel, vågnede han kort op af den upålagte trance han var blevet sat i.. En indespærret arrighed begyndte at vokse og rette sig imod dæmonens nakke og det mørke hår over hans baghoved. Denne person truede ham.. Trængte ham op i en krog..? De lange negle klemtes om en klinke for hver hånd, hvor den ene flækkede i to og den anden mistede hjørnet hvor Ahngel lagde trykpunktet.. de faldt stille til brusergulvet og slog et klink, der virkede som om at der ingen lyd var omkring dem. Ikke engang bruseren fjernede den mærkelige stilhed Ahngel befandt sig i. Ahngel sank langsomt en klump, som kort tillod hans hals at bevæge sig. Han bøjede nakken og så imod gulvet, stadig med vidt opspærrede øjne imens han fortsat trykkede hænderne bagud og lod hans håndryg komme med et kort, men modbydeligt knæk og en klirren imod sølvlåsen over hans højre håndled. Hans læber parteredes og nærmest tvang hans tænder blottede og hans tandkød tilbagetrukket. En prikken steg ham stille til hovedet imens han prøvede at lokalisere og redegøre for hvad der foregik. Fandt en logisk løsning. Et eller andet i form af et begreb. Et begreb der kunne forklares og dermed lokalisere en løsning, men nej..? Nej?!
Hvad sker der med et rovdyr der bliver trængt op i en krog?
Ahngel rettede igen blikket imod Ma'lakels ryg. Hele hans tankespil.. søgen.. Det havde kun taget meget få sekunder. Det virkede som om tiden gik langsomt da.. Som om han kunne veloverveje hans næste trin, som ville slå dæmonen ud af kurs? Noget der kunne fjerne det virkelighedssøgende blik fra Ahngels eget ansigt og til Ma'lakels. Tiden tøede stille op igen og Ahngels lemmer var igen til at bevæge. Han trådte et skridt frem og tog hårdt fat om Ma'lakels skulder med den højre hånd med den glinsende Ange De Fer over. Nu var der kun et enkelt valg at redegøre.. En enkelt ting der skulle bekræftes af hans overjeg. En higende lyst til at gennembore skulderen og slikke blodet op fra gulvet. Et makabert smil bredte sig og løftedes til en grad han ikke havde brugt i et godt stykke tid efterhånden.. Det skulle lige ha været hvor han før havde mistet besindelsen, hvilket man ikke kunne kalde det nu. Han var mere end sikker på at se dæmonens blod farve hans hænder og kæbe mørkerød. En trykken kom fra hånden om Ma'lakels skulder og stak de krummede negle imod huden og gennembryde det øverste hudlag, dog uden at trænge ned til blodet endnu. Ahngels lange lyse tunge gled kort hen over den højre hjørnetand og forvandt bag de hvide tænder igen inden hans blik blev frataget skulderen og gled ned på Ange De fer, der mærkeligt nok ikke stikkede. Det var hvad der manglede? Hvorfor stak den ikke? Det burde den siden han ønskede Ma'lakel skaddet? .. medmindre.. Det var underbevidst ikke hans intention? Ahngels smil stummedes imens han lidt klarere betragtede en uklar genspejling af den brune hud fra Ma'lakel i låsens omrids. De røde øjne lagdes igen på Ma'lakel og dvælede derved med et opklaret blik.. Galskaben var væk og der var knapt en underkastelse eller fortvivlelse at finde deri. Den venstre hånd bevægede sig op af bruserens kant og drejede skiven, lod vandet slukkes og efterlade Ahngel glinsende og dryppende af det varme vand. Hans hånd på Ma'lakel lettede trykket og gled op over halsens side, hvorefter han bevægede sig op på siden af Ma'lakel, lod kort hans hånd trykke Ma'lakel imod ham imens han kort betragtede dæmonen i profil. Hans øjne fattede og tilstedeværende.
"I så fald.. Jeg gratulerer." sagde han stille, hvorefter han bevægede blikket frem og selv trådte ud af badet, slap Ma'lakel. Han placerede sig ikke langt fra ham og kiggede roligt ud i rummet imens vandet atter lod sig glide af og blot lade få dråber efterlades i hans ravnsorte hår og marmorhvide hud. Hans tunge bevægede sig stille hen over hans forreste tandsæt inden han samlede sine bukser op og trak dem op om sine ben for at lukke dem om hans bækken ved at oplyne den lille metal lynlås og knappe en enkelt knap med motiv som et ugenkaldeligt våbenmærke. Han rettede kort på sølvkæden derom, der krummede kort og lod den igen hænge fra en af bæltestropperne og ned om sygningen der var prydet med en lås. Deri de små symboler i form af kranier, våbenmærker og tilogmed et enkelt lille sort kors.
Han rettede sig op igen, gjorde et knæk med den ene skulder og gennemredte det lange hår over hans pande for at fjerne overskydne dråber.

Sikke et spild af vand...

Ma'lakel blev stoppet. Stoppet inden at han trådte ud fra brusekabinen og hen til de håndklæder han havde smidt på toilet brættet. Han havde ellers regnet med at vampyren ville synke sammen ved den flækkede klinkevæg og forblive der. Denne havde i hvert fald set ud til at være godt på vej til det efter Ma'lakel's ord. Selvom de måske blot var ord, så var de sande. Mere sande end noget andet i hele verden, og uanset hvor meget nogen ville benægte det så kunne vampyren ikke længere løbe fra det faktum at hvad end for en kamp som han og Ma'lakel havde udkæmpet underbevidst, så var det halv-dæmonen der gik derfra med triumfen i sin hule hånd. Men var det stadig ikke slutningen eller havde Ma'lakel endelig gjort det, drevet vampyren ud hvor at hans kolde facade døde hen og blev til ingenting igen. Ingenting. Den store halv-dæmon reagerede ikke som andre sikkert ville have gjort hvis en vampyr hårdt greb fat i ens skulder for derefter at lade sine skarpe negle bore sig ned under ens gyldenbrune hud. Mange ville gå i panik, begynde at tænke over hvad de skulle gøre for at komme væk. Eller meget simpelt vride sig væk fra vampyrens greb, hvis de da kunne, og løbe imod døren. Skræmt fra vid og sans. Men det gjorde han ikke. De grønne malakit øjne lukkede i, imens at hans krop spændtes. Musklerne på hans overarme blev stærkt markeret, så blodåre blev synlige og slangede sig over de stramme muskler. Igen blev man påmindet om hvor meget af ham der egentlig var muskler og ikke fedt, selvom at han ikke bare var skin og muskler. Han var en soldat, en kriger der havde et ubalanceret sind, men stadigvæk så gjorde han ikke andet end blot at spænde musklerne i sin overkrop. Måske var det for at kunne holde den smerte som jog igennem hans skulder ud? Uanset hvad så forholdt Ma'lakel sig roligt og inde i hans hoved gentog han igen og igen: gør det! Han ønskede at vampyren skulle skade ham, han ville mærke det! Mærke den galskab der hærgede inden i det kolde korpus som den udøde kaldte sin krop. Det han hele tiden så hver gang han betragtede vampyren eller afslørede sig selv i at stirre på ham. Bare det at føle at vampyren havde 'det'. 'Det' samme som han havde set dengang han blev opslugt af ham. I hans hoved, kørte der en scene igen og igen. Og det startede altid med en person hvis sorte hår kildrede ham i ansigtet, så forsvandt fornemmelsen og han hørte igen en stemme hvis ord han ikke forstod (stemmen taler fransk), men alligevel kunne han forstå tonelejet. Den var ikke desperat men mere, trist og stille, som en lille dreng der skamfuldt fortæller en at han altså har taget en ekstra kage fra dåsen. Dog var Ahngel ikke just lige så trist som denne dreng men han havde den samme tendens til underlegenhed, til at acceptere, og til at nøjes. Noget som Ma'lakel ikke besad. Og så var der stemmen som han genkendte, den samme stemme han havde opsnappet da han var faret vild i vampyrens øjne. Dets længere stemmen talte dets mere fortrolig følte han at 'deres' forhold blev. Han var stadig nysgerrig. Nok havde han lagt med vampyren, kysset ham, og brudt samtlige led der burde holde dennes psyke sammen, men stadig, ingen drastiske ændringer udover denne: underkastelse. Og måske ville dette føre til det Ma'lakel gerne ville føle. Han åbnede de grønne øjne da der efter nogle sekunder ikke skete noget yderligere. Han så nedad først, på de dråber vand der faldt imod toilettets gulv og de andre der lande inde i brusekabinen. Hvorfor gjorde vampyren intet? De grønne ulve øjne var på vej til at kigge bagud da hånden på hans skulder blev kørt op imod hans hals, og lyden fra bruseren bagved ham forstummede. I det lyden fra vandet forsvandt, tillod Ma'lakel sig selv at slappe af igen. Hans muskler blev ikke længere spændt til briste punktet, og i det vampyrens kolde fingre gled op af hans hals, strakte han den en smule for at give de lange fingre bedre plads. Alt imens at han lukkede øjne i stor velbehag. Som en kat der bliver kælet fandt han en pludselig nydelse ved vampyrens berøring. Han åbne øjnende igen svagt efter at vampyren havde passeret ham langsomt. Følelsen af et par øjne på hans person var blevet registreret men han agtede ikke at standse midt i hans lille behagelige trance ved den kolde berørelse fra vampyren. Først da Ahngel's fingre forlod ham og de gratulerende ord blev slynget ud i luften så det ud som om han vågnede.
Han stod lidt stille tilbage, og betragtede vampyren imens at denne ikke tog fat i et håndklæderne men blot tog sit tøj til sig og begyndte at klæde sig på. Om han kunne begribe hvor sær denne udøde var. Han trådte ud af brusekabinen helt og gik hen til toilettet for at gribe fat i et håndklæde og smide det over hovedet for at tørre sit hår som det første. Han havde en systematisk måde at gøre det på, først hovedet, så overkroppen og så benene. Og han brød aldrig det mønster. Hans hår puffede let i det han havde tørret det, så det strittede til alle sider og han lignede en pjusket kat der lige havde været ude i regnvejr. Han blev hurtigt færdig med at tørre sig og bandt sit håndklæde om livet af sig så det dækkede for hans køn, hvorefter at hans øjne lagde sig på vampyren endnu engang. Lod hans øjne glide op og ned af dennes væsen inden at de igen låstes på vampyrens ansigt og så de fingre der gled igennem de sorte tråde for at tørre det lange hår. Halv-dæmonen hvis væsen ikke længere besad dråber af vand, rystede kort hovedet af vampyren, som en person ville gøre overfor et uvident barn. Han greb fat om det andet håndklæde på toilet brættet og gik hen til den våde udøde hvor efter han svang håndklædet omkring hovedet på denne med et opgivende udtryk, og satte hver sin hånd på dennes hoved hvor efter han stille begyndte at gnide indersiden af håndklædet imod vampyrens hår for at tørre det: som et menneske ville tørre dens våde kæledyr. Han så ret så følelsesløst på vampyren imens at han gjorde det.

,, Du er godt nok speciel..", tilføjede han, ingen at han lod håndklædet glide fra den udødes hoved og ned til de våde hår spidser.
Han samlede disse i håndklædet og nulrede det nænsomt imens at han fortsat ikke rigtig foretrak en mine. Kørte igen håndklædet opad og skubbede det lange hår med sig, så det sikkert ville samle sig omkring den udødes kæbe parti idet Ma'lakel stoppede med at tørre vampyren og så på den marmor hvide skønhed. Håndklædet der stadig var omkring den nedre del af vampyrens baghoved blev holdt oppe af Ma'lakels hænder der hurtigt havde genvundet deres varme, som det våde ikke længere omfavnede dem.
Med et betænksomt blik så han ind i de røde øjne, hvis vampyren ellers ville møde hans blik.
,, I lige måde.", sagde han først.
Derefter betragtede han vampyren i nogle sekunder, lod sine øjne glide over hver detalje ved dennes smukke, fejlfrie ansigt. Inden at han sagde noget der virkede, fuldstændig unaturligt, eller i hvert fald som noget denne sindssyge halv-dæmon måske kun ville tænke men ikke sige højt.
,, Og med det.. kan jeg vel også afsløre at du er det mest interessante væsen i denne ynkelige lille by, som jeg har mødt.", i det han havde sagt det havde han ikke set vampyren direkte i øjnende men fortsat med at 'studere' ham.
,, Jeg har mødt mange blod junkier.. men ingen..", han klemte øjne svagt sammen, og lod da sine øjne hvile på vampyrens, og opsluge den røde farve. ,, .. var helt lige så..", på grund af mangel på bedre ord. ,, .. mærkelig som dig. Uanset hvad jeg gør ser du bare ikke ud til at ville...", han ville sige noget men det virkede som om at han ombestemte sig hvilket endte med en svag rysten på hovedet. Han greb fat i håndklædet og trak sig væk med det i hånden, hvorefter at han ville til at sætte kurs imod døren ud til gangen, som en form for flugt.

De lange smidige fingre indkransede en god håndfuld af de sorte tråde og klemte dem imellem fingrene og håndfladen, trak dem stille ud i spidserne og lod dem dryppes med de små glitrende dråber. Han gentog bevægelsen et par gange. Strøg håret tilbage og tillod hans ansigt i korte træk at være næsten fuldkommen frit for de sorte totter der satte kontrasten i hans ansigt. Først da virkede hans træk rigtigt tydelige.. Når det uregelmæssige lange hår var af vejen. Hans hage en smule spids og nederste kæbekanter tydelige hvor de trak sig sammen med den linje der separerede muskler fra skelet og ned over adamsæblet, der kun meget svagt var fremme fra hans hvide hals. Selvom knoglerne der var tæt på huden, var meget markante over hans krop. Hans bækken og kraveben, så var det ikke i hans ansigt. Huden ikke stramt omsat kraniet og området omkring øjnene bløde og løse, som de levendes nu ville have. Hans øjne ville nok også være en af de eneste forskelle fra ham og de andre Lucifers. De var noget af det eneste der tilhørte hans moder, trods den røde farve som egentligt skulle ha været blå, hvis han var sin moder identisk. Hans hænder ligeså havde et strejf af noget let og elegant, men var lidt for lange til at kunne kaldes feminine. Hænderne lod et sidste tag omkring hårene inden han igen sænkede hænderne og lod dem lægges med hans arme ved hans sider. Han kiggede i en tid ud i luften uden et egentligt formål eller en direkte tankesteg. Han betragtede bare kort hans omgivelser i en langsom forstand. Han havde i den tid lyttet til Ma'lakel og lokaliseret ham i rummet, selvom han ikke havde kigget på ham overhovedet. Fra han gik ud af badet og til der hvor han måtte være nu. Tørrende sit hår. Det lange hår gled stille på plads om hans ansigt igen efter at ha sluppet en klistrede tilbageholden fra de øvrige totter. En lyd kom fra Ma'lakel. Ikke en lyd sådan direkte men et lille tegn i luften på at han rørte på sig. Gik imod Ahngel, hvilket lod Ahngel vende sig imod ham med et køligt blik, som havde han ikke tænkt sig at smide sit stolte ydre endnu engang.. og dog.. Igen måtte masken sprækkes og falde på gulvet over Ma'lakels næste træk. Man kunne mildt sige at det ikke havde været noget Ahngel var forberedt på overhovedet. Det faktum var dog ikke en overraskelse. Ma'lakel havde trods alt været i stand til at bryde det personlige mønster Ahngel havde forsøgt at skabe i hans nærvær. Forsøgt at regne hans næste træk ud, ud fra forrige træk, men desværre været vidne til en række nye bevægelser og nye reaktioner på ting der ikke engang var ment som forsøg, men som noget instinktivt. Alene da.. der de salte følelser gled ned over Ma'lakels ansigt. En ting som et stillestående hjerte havde været kilden dertil.. også ligeså uden at Ahngel havde tænkt over hvordan det skulle forme sig. Hvorfor var det nu..? Var det.. misundelse over denne stillestående tingest? Alle disse tanker lod sig udmunde.. tones ud som ekkoer imens den bevægelse der havde slået hans tanker tilbage lod til at træde i karakter. Et håndklæde om Ahngels hoved og Ma'lakel der med dette opgivende udtryk tørrede det sorte hår. Ahngels røde øjne var vidt åbnede, dog ikke overraskede som sådan.. bare.. sat i bås. Sat i undring. Den måbende tone i hans øjne ændrede sig langsomt da Ma'lakel endelig talte til ham igen.. de sænkedes en smule, men alligevel så han stadig imod ham. På en måde var det lettende, selvom ordene ikke direkte huede ham som sådan. Speciel? Han? Hvorfor? Bevægelserne over hans hoved sænkede sig og drog opmærksomhed til de lange tynde spidser, der egentlig overhovedet ikke var lige lange. I det lille tomrum bevægede Ahngel sig knapt. Han sænkede kun blikket en enkelt gang mere for at lægge øjnene på tatoveringerne over Ma'lakel der snoede sig om ham fra hans hals af. Han så dem dog ikke i en helhed. Han så dem fra en enkelt 'spids' og lod dem ellers bare glide til ukendelighed i hans øjenkrog. Hvad tænkte han på? Hvad foregik der i dæmonens hoved og ikke mindst.. hans eget? Hvad ønskede han siden han ikke bare forsvandt fra dæmonen? Hvorfor havde han dengang ikke ladt ham ligge på bordegaet efter hans ærinde var slut. Alt han skulle gøre var at sørge for at han ikke døde derude, ikke? Så hvorfor blive? Han havde vel god grund til ikke at ville have noget med ham at gøre.. Først… var det vel interesse? Ren interesse for at se hvad der foregik omkring denne dæmon? Se hvad der egentlig fungerede i ham og studere ham i hans eget rum, som en forsker der betragtede dette vilde dyr alt alt for tæt på.. Det var vel det? Det havde vel været grunden da? Så var spørgsmålet bare.. var det i sidste ende kun observationer? Var det hele kun studier af Terres befolkning.. søgningen på ting der kunne ha noget at gøre med hans befrielse fra Ange De Fer. Det hele løb egentlig i en større enhed imens han stod der og tænkte.. tænkte meget på få sekunder og lod konklusioner og fornuftige svar glide igennem ham.. Alle fornægtende.. Alle frastødende selve kernen til grunden den sidste tid.. En virkelighedsdannelse? Fornægtelse? Stædighed og en essens af stolthed der i sidste ende slet ikke tilhørte ham selv, men var noget han kunstigt havde opnået… og nu.. Nu havde Ma’lakel brudt igennem de tykkeste skaller. Han havde slået en ridse i den stive maske der konstant dækkede over hans ansigt.
Ma’lakels stemme fik igen Ahngels blik til at bryde sig fra den snoede tatovering og fulgte hans hals op for at finde centrum i hans ansigt. Han hævede øjenbrynet stille og placerede tænderne bag sine læber imod hinanden med et let tryk. I lige måde? Hvad pokker mente han med det? Han mødte Ma’lakels observerende blik og følte på en måde sig blottet. Det ville dog være et mærkeligt tidspunkt at føle netop det. Han havde før været overfor Ma’lakel og før med blottet bryst og med arme der nærmest indbudte øjne til at omstryge ham og den arrede krop. Dog på grund af de uregelmæssige dråber over hans krop, virkede arrene ikke specielt tydelige.. gik i et med vandets krusede linjer og lag over den glatte hud. Ligeså.. en meget knap kropsbehåring. Cellerne havde aldrig givet det fra sig, hvor hans lange sorte manke var en undtagelse og de mørke øjenbryn. Igen var de røde øjne tilstedeværende.. Observante imens han prøvede at regne ud hvad dæmonen fablede om. I lige måde hvad? Hvad havde han sagt der kunne gengældes, og hvorfor havde det overhovedet nogen relavans.. og til sidst.. Hvorfor var der en svag gnist af modstand i den nyligt dugfriske lugt af vand der kom fra hans krop? De næste par ord virkede langsomme i Ahngels hoved.. rungende med en genkendelig baggrundsstøj i form af hans egne læber og stemmebånd der udtale netop samme ord. Det.. mest.. interessante? Trykket lettede stille fra Ahngels sammenbidte kæber, men ville ikke kunne ses bag de lukkede let røde læber. Ma’lakels mangel på øjenkontakt med ham var nærmest uudholdelig da disse ord blev udtalt. Et brændende krav om at få de grønne øjne til at møde hans igen. Bare for at bekræfte at hvad pokker han havde sagt ikke bare var endnu en gengivelse af hans egne ord, men med Ma’lakels fortolkning og mening. Han krummede brynene en smule, men det ville ikke overgå den mærkelige tavshed Ma’lakel havde bragt over ham. Se så på mig menneske!
Nærmest lige på slaget til denne irriterede tanke fik han igen den ønskede øjenkontakt, men igen smeltet sammen med nye ord, der ville lade de forhenværende stilles i baggrunden og forblive stumme. Nu ville blikket betyde noget andet og være i en anden sammenhæng, men nej.. Igen var emnet denne form for ’specialitet’ han åbenbart udgjorde. En forskel fra andre vampyrer. Igen bed han tænderne lidt sammen. Det havde han hørt mange gange før i hånlige toner af andre vampyrer der tvivlede på hans hørelse. Som om de nogensinde ville kunne tale uhørt så tæt på ham, men så igen.. det var mange år siden efterhånden var det ikke..? Nu havde de ikke længere disse tvivlende samtaler mellem hinanden om den endnu ganske unge alfahan. Alligevel.. denne måde for mærkelighed Ma’lakel talte om.. Hvorfor virkede den ikke så.. kolossal? Så tung og svær at forholde sig til? Hvorfor var den så lettende på denne mærkelige måde. Ahngel sænkede langsomt skuldrene og betragtede Ma’lakel med et forholdsvist passivt og tænkende udtryk. En mærkelig form for barnlighed ville et øjeblik kunne skimtes, men det var væk igen da Ma’lakel endnu engang talte til ham.. Men.. Men hvad? Han stoppede. Hvorfor stoppede han? Ser ud til at ville.. Ser ud til at ville hvad? Hvorfor stoppede han der? Al åndedrag og indre aktivitet stoppede da Ma’lakel forsvandt ud af Ahngels rækkevidde.. Flygtede han? Fra hvad?
Hvorfor?.. Hvorfor helvede? Noget tændtes langsomt i Ahngel.. Noget der først virkede som en rolig flamme imens hans blik stabiliserede sig og et ganske stille, dog anstrengt smil kom frem over hans læber. Igen kørte disse spørgsmål rundt. Igen og igen.. En dyb irritation over den mangel på de sidste ord. Hvorfor kunne han dog ikke bare.. afslutte sin sætning?!
Ahngel vendte sig brat om og stirrede imod åbningen hvor Ma’lakel havde gået igennem. Han vippede stille på sin nedre læbe og fangede siden med hans ene hjørnetand som en stædig modhage.. En lang trækken med tanden imod den let røde læbe lod en hvid streg efterlades og forsvinde igen. Pokkers til.. Ma’lakel.. Det anstrengte smil stummedes… Blev til et hadefuldt udtryk, dog med en fattet flamme og ikke med denne sindssyge udgave Ma’lakel havde set den forhenværende aften. Et langtrukkent suk, mindende om et hvæs gled igennem hans læber inden han lagde hovedet lidt på skrå. Han bevægede sig stille imod denne åbning for forhåbentlig at finde Ma’lakel ikke langt derfra. Han ville i så fald sende ham et rødglødende blik, hvor denne uforstående, nærmest barnlige person var brændt op i øjnenes gloende helvedesild.
”Afslut for helvede dine sætninger Ma’lakel!?” sagde han, ikke råbte, men sagde ganske højt og med et iltert udtryk. Han ville stirre direkte på ham med et utålmodigt udtryk. Langsomt ville et smil dog dannes, men hans øjne stadig uforandrede. Smilet hakkede og lod sig aldrig rigtig placeres over hans ansigt, som vidste hans ansigt ikke om han skulle smile eller fortsætte sig irriterede udtryk. På en måde var det urkomisk. Ma’lakel der ikke ville afslutte sine sætninger.. Hvorfor?! Hvad lå der bag det??

Ma'lakel gik ud af døren og noget lettende faldt over ham imens at han førte en hånd op til hovedet. Hvad i alverden skulle det til for? Det han havde sagt? Hvorfor havde han sagt det, det gav absolut ingen mening overhovedet, men et eller andet sted måtte han vel indrømme overfor sig selv at det rent faktisk passede. Vampyren var noget af det mest interessante der var sket for ham, og så havde de trods alt været i selvskab med hinanden i over to dage og endnu ikke slået hinanden ihjel, selvom hvad end der fandtes i gudelige form, vidste at de hver især havde haft chancen mange gange, hvis ikke dengang hvor de begge havde været i dyb søvn til de tidspunkter hvor de var tæt på hinanden. Vampyren havde haft chancen for at sætte tænderne i ham flere gange hvor imod at Ma'lakel havde kunne sætte ild til den udøde og brænde ham til aske lige så mange gange. Han var godt på vej imod døren indtil hans opholds værelse inden at han hørte vampyrens stemme bag sig, udtale ord med en stemme der var al for rolig i forhold til betydningen af det han sagde. Halv-dæmonen stoppede op i gangen, med ryggen imod vampyren endnu engang. Han havde midlertidigt svunget det håndklæde han havde tørt vamprens hår med over nakken så det hvilede over hver side af hans skuldre. Havde han virkelig ophidsigt den ellers rolige og selvbeherskede udøde ved blot ikke at færdiggøre en sætning? Det virkede absurd, men ud fra det vampyr herren sagde var det udentvivl sandt. Blikket som der var blevet skænket ham da han havde sagt det var næsten ikke til at tage fejl af, Ahngel havde lyttet til hvert ord han havde sagt intenst, vendt og drejet det i hans hoved, eller det var sådan den udøde havde set ud for Ma'lakel. Han vendte sig kort imod vampyren som stod i åbningen ud til badeværelset, kun tre meter fra Ma'lakel selv. Han stod med siden til ham, og betragtede de glødende øjne der så ud som en vulan der var gået i udbrud, smilet der virkede mærkeligt falsk: måske vidste vampyren ikke hvordan han skulle håndtere sine frustrationer. En ny opdagelse for Ma'lakel, den udøde var dårlig til at takle forvirring og deraf frustraton. Men nu havde han også kørt vampyren så langt ud som han kunne uden at gøre noget der fysisk ville skade denne. De piercende grønne bæst øjne mødte frygtløst Ahngels. Igen var blikket følelseskoldt, der kunne ikke spores morskab, eller sadisme som der ellers altid kunne når den sinds forvirrede halv-dæmon så på en, han virkede kold. Som havde han adopteret Ahngels egen kolde og beherskede facade og brugte den imod ham. Med en lige så behersket og tonløs stemme som stilheden i hans blik, reagerede han og gav vampyren et svar på hans meget desruktive spørgsmål. Det måtte undre en hvorfor han beherskede sig selv og ikke gik ind i det samme stadie som han havde gjort i badet, da Ahngel blot havde udvist en meget mild form for irritation.

,, Hvorfor? Er mine sætninger da så vigtige for dig at jeg bliver nød til at afslutte dem?", spurgte han som var det Ahngel sagde så forbandet ligegyldigt, som var vampyren ligegyldig, og værdiløs, samme ligegyldighed blev afspejlet I Ma'lakel's grønne blik i det ordrende blev talt, og i den tid vampyren ikke svarede.

E kort summen fra Ahngels hoved lod ham kort række sin bare arm ud og støtte imod dørkarmen i det sekund han tvivlede på sin motorik. Hans lange arm, muskuløs i udtrukket form og med blodårer der var tydelige og blåviolette ved det ømme skind ved albuens bløde bagerste side. Fremhævede blodårer var egentlig nemme at spotte. Hans håndled, hals, tændinger og arme var alle let optegnede med disse let blårøde farver, men det var endnu ikke noget der umiddelbart ville fange hans øje. Hans lånte liv var ved at løbe ud og han måtte inden alt for længe kræve mere i form af denne grådige fratagelse af andre, hvis liv han måtte vurdere var mindre værd end hans eget. Egentlig en gerning der måtte være psykisk nedbrydende i sidste ende… arrogant ville det gøre en. Stolt som var man en af de ældgamle guder, dog ikke.. Ahngel var ingen gud, men måske en form for slægtning til de første. Guder.. Urvampyre.. Hvor stor var forskellen? Det var vel ærkeenglenes og dæmonherrenes form for øverste ligeså? Alle racerne havde vel en hovedrod, hvor vampyrerne havde omkring disse frem grene. Fra blod til blod og nu med tyndere grene end der nogensinde havde været.. og de ville fortsat blive tyndere indtil de sidste slægter ville smuldre og vie pladsen for tidernes nye vampyrer.. Dem som kun med halvt blod ville kunne slå fuldblodens af tronen. Blod.. Det hele handlede om blod. Blodet var centeret for hvad det var dengang og til nu.. Nu da han stod der og kiggede endnu koldt på Ma’lakel. Koldt af hans krop. Kold som sne, men med et blik der brændte af samme styrke som selve denne begærlige dæmon kunne fremmane. Endnu bidende selvom det var mange måneder siden de egentlig afbrændte hans marmorhud til aske. Ahngel fjernede igen hånden fra dørkarmen og stod igen rank som altid. Mødte dæmonens øjne med samme ufrygtsomme udtryk. Et glimt af en igen optændt stædighed.. en nægtelse af den opgivelse han før havde mærket. Nej.. Nej for helvede! Det ville ikke blive så nemt! Ahngel ville ikke tillade det. Ahngel nægtede at være svag i nærheden af Ma’lakel. Nægtede at lade sig fremstå som noget så sølle som dette næsten menneskelige væsen han for mange år siden havde været. Han var gået for meget igennem til at han bare ville stå og lappe det i sig. Ma’lakels mærkeligt bindende ord og berøring. Man sagde at modspil var sundt ikke.. Ahngel havde i sinde at give Ma’lakel netop dette.. også selvom det blot var dette utålmodige had der brændte i hans ellers sanseløse øjne i det øjeblik. Han betragtede Ma’lakel som han stod der med ansigtet imod ham. Dette kolde ydre han påsatte sig.. På en måde kunne Ahngel finde sig selv i det udtryk. Syne at det hele havde taget en drejning der ikke huede ham det mindste. De havde skiftet roller et kort øjeblik. Ahngel som den usanitære hadbrændende djævel fra undergrunden og Ma’lakel som det kølige væsen der havde ladet sig vænne til overfladen. Svinskt! Det var hvad det var, men så alligevel.. Da Ma’lakel talte og de sidste ord farede igennem luften og til Ahngels sensitive ører brusede en mærkelig form for lettethed over ham. Sært som det var. Normalt ville han… om ikke andet.. ikke ladt det passere på den måde. Han ville ha konfronteret Ma’lakel aggressivt og fortsat sin lille scene af let undslupne hadefulde følelser.. men nej. Disse ord der virkede så ligegyldige overfor Ma’lakel.. havde en kølende virkning, som langsomt fremmanede den transparente ismaske og lagde den nænsomt på Ahngels ansigt, der igen stille gled i sig selv. Hans øjne lod sig ligeså falme fra denne gloende rød til en nærmest blid, dog kold mørk udgave. Ikke fordi hans tanker fløj af sted som de plejede.. Tværdigmod. Han var meget til stede. Mere end normalt. De ord der blev sagt var provokerende, ja, ja for pokker, men samtidig kunne det ikke lades tolkes på andre måder for Ahngel lige da. Langsomt.. meget langsomt gled der et smil hen over hans læber igen imens han fortsat kiggede på Ma’lakel. Smilet bredte sig så langsomt at man egentlig ikke ville opdage ændringen i hans ansigt før det var intakt. Diskret, men det var der. Først virkede det egentlig lidt sølle, men da hans blik igen flammede op kom denne let djævelske glød ind over det.
Var det ligegyldigt så? Behøvede han ikke tænke på det så?
Egentligt plagede det Ahngel.. en del faktisk, men han havde ikke tænkt sig at lege med på den.. Han ville ikke lade sig oppuste på samme, ifølge ham selv, taktløse måde, da Ma’lakel var blevet arrig over denne mærkelige stilhed og det samme ligegyldige udtryk og samling af ord. Her kunne det ligge. Her skulle det være.
”Hvorfor?” sagde han så for kort at gentage Ma’lakels første ord, som jo egentlig var nøglen. Hans stemme var ligeså toneløs, men alligevel med en mærkelig gnist af undertrykt irritation. Han kneb stille øjnene en smule sammen imens smilet kort lod en lille del af hans forreste tandsæt vises i et skævt, dog koldt smil. Det lukkede sig hurtigt igen, som var det kroppens egen form for kortvarig og fattet latter. Han lagde stille hovedet lidt på skrå.. vækkede en scene op som før var blevet udført. Før deres samleje og før denne oplukkelse af ham selv. Før masken var sprukket. Stille førte han sin hånd op på toppen af sit hoved og fik fat i en enkelt tot og mærkede på den. Ikke gennemtør, men alligevel. Det kunne ikke ses eller høres, men han sukkede kort og kiggede en smule distraheret imod ingenting. De røde øjne lagdes igen på Ma’lakel, stadig holdende smilet, men nu engang kun holdt. Selve smilets betydning var død og nu holdt han bare ansigtsudtrykket stille og uforanderligt for en stund.
”Ja..” sagde han sagte. ”Ja jeg tror det betyder noget.” sagde han så og lod smilet endnu engang gnistre af en nedgravet djævelskab inden det døde ud. Hvorfor det betød noget.. tja.. Det var jo ligegyldigt, ikke? Blot en uafsluttet sætning uden betydning, ikke? Heh. Hvor poetisk.
Ahngel lagde blikket kort til siden inden han igen fjernede hånden fra hans hår og tog sine næste par skridt imod området der før havde været deres ’slagmark’. Han samlede den ødelagte skjorte op med et opgivende udtryk inden han stak armene igennem ærmerne og knappede de få steder der var intakte. Den så endnu en smule præsentabel ud alligevel, selvom den var blevet let forulempet af Ma’lakels bevægelser. Selv den var blevet besmittet af stedets duft. Af Ma’lakels duft. Ahngel betragtede det ene ærme i en tid, inden han rettede på det og fjernede øvrige hårtråde der sad fast ved kraven. Det var vel ved at være tid til at stige ud i virkeligheden igen?

Ma'lakel holdt sig roligt indtil at vampyrens ene hånd blev hamret ind i dørkarmen, da så det ud til at deres roller igen stille begyndte at falde på plads. Den store halv-dæmon så stadig afventende på vampyren imens at denne stille begyndte at, forandre sig en smule? De grønne øjne gav et svagt skær som han stille begyndte at lægge mærke til forandringerne ved den udøde's krop. Blodårene der stille blev mere og mere tydelige på den udødes overkrop, det undrede ham hvorfor at han nød at køre dette væsen så langt ud? Hvorfor han fandt glæde i at presse andre til det sidste, eller blot se dem ødelægge sig selv. Hvorfor? Men selvom dette spørgsmål begyndte at trænge sig på, et sted i hans så skræbelige menneskelige sind, begyndte noget andet at finde vej igennem hans indre. En uro bredte sig, den var velkendt og bestemt ikke fremmed. Hvad det var, var blot følelsen af hans kræfter der kom helt tilbage. Der hang altid en form for uro over hans indre, som de flammer han selv besad så var hans sind, hans væsen lige så destruktivt og ukontrolleret. Men selvom han kunne mærke denne forvredne uro skylle indover ham forblev han stående, hans øjne og mund stille som var de forseglet og kunne ikke tale før at vampyren valgte at reagere til hans ord. Utålmodigt ventede han på svar. Hvorfor, af alle de ting som Ma'lakel havde gjort ved vampyren var det hans halv-færdige sætninger der havde tvunget dette individ ud i agression, og ikke hans nærgående handlinger eller andre hånlige ord men dette. Det synes som en evighed før at vampyren lod sin hånd falde ned ved hans side igen og hans ansigts udtryk forandrede sig. Genvandt denne sin sanitet? Eller var det blot endnu en maske som dette væsen satte op. Ma'lakel var ved at være træt af masker, træt af vampyrens skalkeskjul, han havde jo set hvad der lå under, hvilket kaos denne gemte på så hvorfor insisterede den hårdnakkede udøde på at holde den facade oppe. Det førte til en svag rynken ved halv-dæmonen's bryn, og to små på hver side af hans næse. Og så kom der nogle ord efter at Ma'lakel i lidt tid blot havde stirret ind de rødglødende øjne der imodsætningen til resten af Ahngels krop stadig reflekterede dennes følelser. Det første ord føltes som en form for angreb tilbage på Ma'lakel, uden at det helt kunne være det, men det fik dog den effekt på halvdæmonen der derefter fik tildelt et halv hjertet smil af den udøde, som han ikke helt vidste om han skulle se som et smil. Hvad foregik der inde i det væsens hoved?! Derefter kom den kolde vampyr gestus som Ma'lakel så mange gange før havde set vampyren lave igen. Et øjebliks forvirring, hvorfor denne pludselige forandring, et nyt skjold, endnu et lag? Hvorfor? Hvorfor kunne vampyren ikke bare se sandheden istedet for heletiden at gemme sig. Han så en smule fortvivlet til imens at de næste ord ramte ham, og den mærkværdige vampyr herre var begyndt at lege med spidserne af sit hår. Betydning, hvilken betydning? Nu var det Ma'lakel der stod forvirret tilbage og ikke kunne regne ud hvad det var den udøde mente. Hva-.. han nåede knap rigtigt at tænke over det han ville spørge om før at den udøde passerede ham, endnu engang begyndte noget der kunne minde om et brud at regenerarer sig selv, skabe et skjold, så Ahngel kunne forlade stedet helskindet. Ma'lakel stod tavst tilbage ude i gangen i en tid, og bare stirrede tankeløst på væggen henne ved siden af trappen som førte ned til hans katte der var begyndt at beklage sig over at han endnu ikke havde fodret dem endnu. Hans krop føltes pludseligt så tung, og han havde det.. mærkeligt, forvirret, så forbandet forvirret. Hvad var der galt med den mand?! Han vendte sig og gik ind i opholdsværelset hvor vampyren imellemtiden ville have fået sin skjorte på igen. Knapperne som manglede lå spredt i diverse afkroge af rummet.
De grønne øjne så hverken vrede eller rasende ud men fortvivelede. Det lå indeni dem, og ligesom ved Ahngel genspejlede disse hvad der plagede halv-dæmonen, hvad det var han følte under facaden af at være stærk og stor. Han stoppede ikke for at tage tøj på eller gjorde andet for at tildække sig som vampyren havde det mest bekvemt med, men gik direkte op til vampyren for at konfrontere. Til forskel for denne kunne Ma'lakel i den grad ikke håndtere forvirring. Han grab fat i dennes ene håndled, en smule stramt som var han bange for at Ahngel ville prøve på at stikke af. Med en hævet, mørk og brummende stemme talte han til vampyren som havde denne gjort en forfærdelig forbrydelse imod ham:
,, Hvorfor bliver du ved?! Hvorfor gemmer du dig bag ...", han stoppede et øjeblik og man kunne fornemme frustrationen ved ikke at kunne finde det ord han ville have, så derfor gled hans øjne bare op og ned af vampyren.
,,.. det der?! Jeg har set igennem det.... så lad det dog smuldre for helvede!", gradvist blev Ma'lakel's ord mere og mere hidsige, som halv-dæmonen følte sig mere og mere presset. Men efter de sidste ord faldt han dog en smule ned igen. Hans hånd der før blot havde holdt fast i vampyren for at gøre det, havde strammet grebet om dennes håndled så det på et hver andet væsen ville gøre ufatteligt ondt. Hans brystkasse gik i halv hurtige træk frem og tilbage og hans ansigt havde langsomt fået en lettere rødlig farve. Vrede. For hvad? Fordi vampyren var så dum! Så naiv! Så pokkers blind! Efter nogle sekunder med blot at stirre mundlam ville han slippe vampyrens håndled for derefter at se væk, ned imod gulvet som en dreng der skammede sig over at have råbt af sin lillebror.
,, Jeg...", fik han sagt lavmælt.
Igen virkede det som om han ville sige noget men, der var noget der gjorde at han bare ikke kunne. Han rystede igen på hovedet ikke fordi at han ikke ville sige det, men for at give sig selv et mentalt slap i hovedet for at få ordrende ud på tungen. Det var vel ikke så svært at sige var det? De grønne øjne gled langsomt fra gulvet og op på dennes ansigt, stirrede ind i de røde øjne hvis vampyren ellers ville se på ham efter hans råberi. Hans stemme var stadig hård og fast, bestemt og mørk, og i det hele taget alt for alvorlig til de ord han skulle til at sige, det ville lyde som en form for trussel i stedet for en form for erklæring.
,, Jeg.. vil se dig igen..", kom det ud af ham.
Derefter rullede han øjne af sig selv, da de ord var for absure, alt for søde! Forbandet svage!
Jeg bliver fucking nød til at æde et barn efter det her...

En spændt tavshed dominerede Ahngel i den lille tid han rettede på skjorten og kort trådte ned i hans sko der var ikke langt fra hans plads. Den djævelske gnist havde sig forstummet lidt igen og hans mund endnu ikke trækkende på et smil, men blot reduceret til en beskeden steg over hans mund, med denne lette røde farve der omkransede læberne. Det virkede surrealistisk.. og så i den grad. Øjenlågene sænkede sig en smule og lod hans røde øjne nærsten dækkes af de hvide øjenlåg og de mørke vipper.. reducerende den røde farve til en let rødbrun inden han igen lod sine øjne bevæges over hans omgivelser. Han skævede kort bagtil.. lokaliserede Ma’lakel der endnu stod ude i gangen. Smilet tippede tilbage et kort øjeblik. Så fik han vel endelig fået ham gjort stum i en tid.. Et kort og næsten usynligt vip med hans følsomme ører fangede bevægelse fra Ma’lakel.. lidt tidligere end han havde forventet, men hvad gjorde det? Han havde ikke været i stand til at fuldbyrde Ma’lakels mønster endnu.. hvilket faktisk var en plage så at sige. Han tænkte sig lidt om imens Ma’lakel nærmede sig ham.. fokuserede på noget andet i en stund inden han mærkede Ma’lakels hårde tag om hans egentlig tynde håndled med de markante blå blodårer der bredte sig som rødder under det tynde lag hud. Han vendte sig halvt om og kiggede stille på Ma’lakel. Denne mærkelige frustration havde rigtigt nok gledet fra Ahngel og over til Ma’lakel som han havde forudset. Det frydede ham og prikkede til hans mundvige, men han smilede ikke. Slet ikke. Han vendte nakken yderligere, hvor kraven af den sorte skjorte endnu sad en smule krøllet, og lagde ansigtet parallelt med Ma’lakels. Han hævede stille begge øjenbryn en smule.. lod et nærmest hævet udtryk glide ind over hans ansigt, selvom han mest af alt havde lyst til at gengive dette blik som Ma’lakel sendte han selv. I stedet var han stille. Han lod Ma’lakel tale og først da han nævnte dette såkaldte ’det der’, kom et udtryk over hans ansigt igen. Alvor. Benhård alvor, som havde han lige accepteret at diskutere på et plan, hvor ikke engang hans velformulerede verbale udtryk kunne bruges. Det her var kun igennem hans blikke imens han betragtede Ma’lakel. Ma’lakel.. havde.. set igennem det huh? Var det virkelig hvad han troede? Hvornår havde han? Da Ahngel var på randen til sindssyge? Da han gav efter eller da han blev rasende over Ma’lakels mangel på troværdige ord? Hvordan kunne det være at se igennem? Hvordan kunne det ha været nøglen til noget som helst?.. medmindre.. Det ikke var den måde han mente at ’se’?
Ahngels hånd knyttedes stille da grebet om den blev stærkere, men han veg den ikke. Han rørte ikke en muskel deri overhovedet. Ej heller hans blik. Hans øjne var vendt imod Ma’lakel med denne rolige fatning, som tog han rollen som den modne der lyttede.. tog imod og lod drengen græde ud over egne fejl. Da denne stilhed endelig faldt over halvdæmonen og den lille sekvens med blot et blik for et blik begyndte, knep Ahngel stille øjenlågene sammen, som ville han få øje på noget konkret og ganske små på Ma’lakel.. et eller andet i hans ansigt. En nerve der havde sat sig fast? En åre måske eller et udtryk. Om ikke andet betragtede han ham bare stille. Denne frustration.. Hvad kom den af? Ahngels kølighed der ikke blev erstattet med den helvedesild kun de færreste havde set. Var det det Ma’lakel ønskede at se.. En kopi af sig selv. Nej.. Det ville aldrig kunne lade sig gøre. Det var vel forskellen på ham og Ma’lakel. Den egentlige forskel var det ikke.. Ahngel var.. elsker af kaos, men slave af balance. Social arv.. lænket af disse følelser og havde aldrig kendt andet? Hvordan skulle han kunne se noget overhovedet? Da Ma’lakel vendte sig om syntes luften igen at bevæge sig igennem Ahngels lunger, for uden at han havde lagt mærke i det.. havde han holdt vejret.. Lukket ned for de få kropslige funktioner der måtte fandtes.. Bevægelser.. hjerteslag.. lungernes bevægelse og musklerne der ligeså lukkede luften ud og trak sig sammen som vakum. Han hånd, som Ma’lakel havde haft fat i lod sig stille hænges om siden igen og folde fingrene i en afslappet og ukontrolleret pose. Han betragtede stille Halvdæmonen, stadig halvt med ryggen til ham og det lange sorte hår dækkende det meste af den hvide slanke hals og hans skuldre og nakke. Kiggende over skulderen på ham, som et tilbagesyn på noget han havde tænkt sig at forlade. Et sidste glimt af den by han forlod.. et glimt af elskeren der stod i havnen og vinkede. Hjemstedet før soldaten gik i krig. Da Ma’lakel igen talte, lagde Ahngel blikket frem for sig igen. Vendte ryggen til dæmonen med et opgivende, dog målfast udtryk. Mærkeligt væsen.. Mærkeligt til fingerspidserne og uforståeligt. Der fandtes ingen analyse på Ma’lakel.. der fandtes intet skema og ingen almindelig psykologi i hans handlinger. Ingen sprækker der var store nok til at bryde igennem og se grunden til det egentlige brud. Ulæselig som bare pokker.
Da sagde Ma’lakel det sidste til Ahngel, som fik hans blik genoplyst en smule. Hvad ville han? Ahngel hævede et øjenbryn og vendte nakken igen.. så på Ma’lakel som han stod der med det selvnedladende udtryk. Først måbede Ahngel en smule i en dæmpet tone men derefter gled et skævt smil ind over hans læber og han vendte sig langsomt helt om, for igen at se på Ma’lakel. Tankerne derfra var ikke noget han kunne røre, men impulserne.. de var ganske tiltalende og selvom en lille del af ham ønskede at træde på ham da han lå ned, trådte han et skridt tættere på Ma’lakel med smilet fastsiddende, stadig diskret. Et ganske veltilfreds fnys med næsen kom fra ham inden han nikkede for sig selv og så kort ned. Javel ja..
Ganske få, men dødeligt hurtige trin blev taget og Ahngel stod direkte overfor Ma’lakel med et bredt, lidt djævelsk, men ikke hånligt smil. Han kiggede intenst på Ma’lakel med et ansigtsudtryk, som en af de malede spillekorts jokere fra det gamle romantikkens tid. En smule flabet dog. ”Lader det.. smuldre?” hviskede han nærmest, men højt nok til at det ville kunne høres. ”Havde du set nok, ville du også være klar over at jeg ikke kan smuldre noget af dette..” sagde han stille. Han tog et skridt nærmere på Ma’lakel og strakte den elegante hals en smule. Tæt nok så deres næsetipper ganske rigtigt ville være må millimeter fra at berøre hinanden. En afstand, hvor man ville kunne se noget så detaljeret som øjets omrids af farvespillet og de små mørke hakker der ville sætte nuancer dertil. Hans sammenknebne øjne åbnede sig langsomt igen inden han lagde hovedet lidt på skrå og strakte halsen lidt yderligere.. lod ham være den der denne gang gik lidt for tæt på imens det sataniske smil blot voksede og viste hans række af først lige tænder, men som gradvist blev mere kantede og skarpe, nu mere hans læber blev trukket tilbage.
Så da lukkedes hans mund og smilet døde hen. Han lagde ansigtet en smule mere på skrå inden han nærmest strøg sin nedre kæbehalvdel imod Ma’lakels kindben i et langsomt mønster.. Tillod ham at mærke en smule af Ma’lakels mørke hår tæt på hans ansigt. Et lille heh kunne høres fra ham. Stille og diskret. ”Jeg ville se dig igen.. også selvom du ikke selv ville..” sagde han så med en hvislende stemme inden han trak ansigtet lidt tilbage og mødte Ma’lakels blik igen.. endnu engang gled det mærkelige smil hen over hans læber. En smule kynisk men samtidig.. på en måde.. varmt.

Det var ikke tiden der foruroligede ham, mere den respons han fik. Kropssproget der atter forblev uændret, blikket der ikke flakkede, ikke vigede tilbage som tegn på at han havde ramt noget. Eller hånden der burde prøve at klemme sig ud imellem sprækken ved hans tommel finger og de andre. Men der kom ingen tegn denne gang, ingen respons der kunne tolkes som den underkastelse som Ma’lakel havde set tidligere. Som var den smeltet væk ligesom vampyren opbyggede sin maske endnu engang, fandt et nyt skjul at kravle sig ned i. Men samtidig fik det rolige blik ham til for første gang at oprigtigt tvivle på hans evne til at ’se’, til at gennemskue. Havde han fejlbedømt vampyren, havde han ikke ramt plet, og fundet en skjult ustabilitet i dennes ellers så urokkelige sind? Dets flere sekunder der gik dets mere urolig blev han i kroppen. Dette ville være en første gang, hvis han ikke var korrekt.
Kroppen begyndte så småt at reagere mere voldsomt som vampyren vendte sig helt imod ham, og denne bevægede sig imod ham. Der løb en blanding af angst men på samme tid forventning op igennem ham, som var han henrykt over at få en reaktion, men samtidig angst over konsekvenserne af den. Det kunne dog ikke ses. De grønne slange agtige øjne, lod sig stadig hvile over den udøde’s ansigt, hans kropssprog var endnu anspændt og musklerne svagt markerede ved både mave og overarme, samt brystkasse. Han så ikke ud som om at han anstrengte sig men som om det var en naturlig reaktion han fik når han enten følte sig en smule nervøs, eller måske bare var vagtsom? Dog ville disse små tegn fra Ma’lakels krop være svære at skimte med et menneskes øje, og for en der ikke gik så meget op i at tolke andre væseners kropssprog ville det sikkert heller ikke være noget man villet tage særlig stor notis af.
Skridtende over imod ham syntes længere og en pludselig trang til faktisk at forberede sig på et angreb strejfede kort hans tanker, men han gjorde det ikke. Hvorfor? Det var vel i og for sig et rigtig godt spørgsmål: hvorfor lod han ikke ilden fremmane og ristede dette individ til ukendelighed, når han var så tæt på? Så chanceløs hvis han valgte at grille stedet i en stor spektakulær forestilling. Men han gjorde det ikke, fordi.. han måske ikke ville? Han havde trods alt givet udtryk for et ønske om at se denne igen, så hvorfor gøre det af med personen så dette aldrig kunne ske. Om han så benægtede det eller ej, var der noget der krattede i hans underbevidsthed, et ønske, et ønske om at vide mere. Ikke om vampyrer, men om ham, om denne Lucifer der lå under det såkaldte kælenavn Ahngel.
Vampyrens ord, der slangede sig ud imellem dennes læber. Lige så giftige som en pytons spyt, og lige så svære at dræne fra kroppen igen efter at man var blevet bidt. Han havde virkelig fejlbedømt, havde han ikke? Enten det eller den smukke vampyr var genial til at dække over det, til at skjule at Ma'lakel rent faktisk havde ramt en øm nerve et ellet andet sted i dennes mærkelige sind. Smilet på dennes læber, slesk men på samme tid mærkeligt stolt, hvad var det der lå under facaden, der gjorde at han ikke kunne knække ham, ikke kunne grave ned under vampyrens psyke. Det syntes at lige i de øjeblikke han troede at det ville ske da fandt vampyren tilbage til et andet stadie, som der indeholdt mange flere lag end det forige. Hvorfor var denne udøde så fandens modbydelig men på samme tid , uimodståelig. De næste ord enten bekræftede hans mistanke eller også var det en løgn, men der var ingen uregelmæssigheder i vampyrens kropssorg. Vantro kneb Ma'lakel øjnende sammen som han før havde gjort af den udøde, og en indre stemme mindede ham om hvilken magtfuld fjende personen foran ham kunne blive, og hvorfor han ved deres første møde vågnede med kirkens jord malet over hans læber. Hans ansigts udtryk forblev en smule anspændt, alvorligt kunne man vel sagtens betegne det. Men da vampyren strakte hals og lod sit ansigt komme Ma'lakel nærmere, veg halv dæmonen hovedet en lille smule væk, men dog kun svagt. En slags reaktion på at hans intimsatmosphere blev brudt af vampyrens nærhed. Dog forblev han stille derefter. De grøn gullige øjne udviste et farvespil af en hidsig gul der blandede sig med en dominerende grøn, begge lige aggressive, men stadigvæk i en perfect balance der gav Ma'lakel øjne det ekstra specielle glimt, den dyriske gnist som mange før var faldet for hos ham. Men det var vist nok ikke øjnene som vampyren ønske at tage et nærmere kig på, ikke så snart at den udøde havde brudt Ma'lakel's ydre lag, kunne denne mærke kulden der aede hans kindben, som den udøde viste hals, og nussede sin hovedside imod Ma'lakels. Hans tykke hår, der trods det stadig var halv vådt, trykkede imod vampyrens ansigt gav en sitrende følelse igennem halv dæmonens nakke. Men uanset hvor stille og følelses kold Ma'lakel havde tænkt sig at være, kunne han ikke lade være med svagt at gengælde den sælsomme nussen som vampyren udsatte ham for. Han stødte svagt sit hoved imod vampyrens også og lukkede i nogle få sekunder øjnene i velbehag. Der var noget magnetisk omkring denne sadistiske forfører som Ma'lakel blev stærkt tiltrukket af kropsligt. Som fik hans mentale tilstand til at falde i en dyb søvn og handle ud fra kroppens egen vilje. Men sindet er nu engang stærkere end overfladiske kropslige lyster, så derfor druknede han ikke helt i vampyrens kulde. Men ordrende som stille blev nærmest hvisket til ham derefter, fik ham dog til at ønske at han endnu engang kunne tvinge vampyren ned på madrassen og gentage deres ritual endnu engang. Selvom han ikke havde ramt plet, var der måske også noget ved ham som vampyren fandt lige så magnetisk? Det var en sær sitrende, prikkende, stikkende følelse der forlod ham i det den udøde trak sig tilbage for at se på ham, ikke lettende overhovedet, da hans begær allerede var blevet tirret og lysten til mere pressede på. Han så ind i de røde øjne der udviste en kynisk form for varme, der var svær for selv Ma'lakel at tolke. Dog forstod han at dette var et farvel, eller nærmere et 'vi ses igen', selvom det ikke engang var sikkert at de ville ses igen. Ma'lakel var efterhånden sjældent hjemme i sit eget hus, men, måske var det på tide at give huset et dagligt besøg fra nu af?
Han trak svagt på smilebåndet en sidste gang, imens at det vantro blik i hans øjne forsvandt. Uden at sige et ord igen lænede sig imod vampyren for at placerede et sidste kys på dennes læber. Nænsomt og forsigtet, så skindet klistrede let til hinanden men ikke blev presset sammen. Et kys som var så let og forsigtigt at det måtte undres en at Ma'lakel vidste hvordan man udførte det, uden at lægge en større kærligheds erklæring bag.
Han trak sig derefter igen, og gav vampyren et blik der ville fortælle alt hvis kysset ikke havde afsløret det: vi ses. Derefter ville Ma'lakel flytte sig og gå hen imod kommoden for at trække den øverste skuffe ud og optaget begynde at rode rundt.

Det lille smil fra Ma’lakel blev uden tvivl tolket som en form for tilladelse til at gå, selvom han med den forhenværende kolde tone ikke ville ha blevet alligevel.. dog.. Der var noget tiltalende i at møde denne dæmon igen. Ahngel følte sig på en måde en smule mere lettet nu.. en smule mere afslappet med tanken om at der ikke var langt at holde igen. De røde, fattede øjne lænedes over Ma’lakel i en tid og fokuserede sig en smule da Ma’lakel tog initiativ og bøjede sig imod Ahngels ansigt. Af ren refleks gjorde han som Ma’lakel før havde gjort. Han veg få centimeter tilbage med nakken, men lod sig dog alligevel kontaktes med dæmonen igennem det mærkeligt ømme kys. Han lukkede ikke øjnene, men sænkede blot øjenlågene en anelse i et tænkende og stilfærdigt udtryk. Et kort sug igennem ham hev og skreg efter han skulle strække halsen yderligere og kræve dæmonens brændende mund på en måde, som fra starten egentlig ikke havde været hans intentioner eller hans forudsigelser. Han forholdte sig i sin lille kuppel af påtvunget ydre ro indtil Ma’lakel igen lod læberne fjernes fra hans egne. Hans blik løftede sig lidt igen inden han betragtede Ma’lakel forsvinde fra hans øjenkrog og bevægede sig til et andet sted i værelset. Et kort fnysende smil skar sig over hans mund, men han tvang det væk med det samme, som ville han ikke vise at der var noget der morede ham på en mærkelig måde.. Ham selv. Meget kort lod han sig ryste på hovedet og med så små bevægelser at det nok ikke ville blive set alligevel. Han løftede sine arme kort og placerede begge hænder på kraven til hans skjorte inden han rettede på den med en diskret bevægelse og tillod sig selv at tage de første skridt væk fra den person der havde været hans mærkelige selskab de sidste få døgn. Han så sig ikke tilbage for kort at skimme dæmonens bare ryg igen, men bed stille tænderne sammen og sænkede blikket for det gulv han få sekunder efter skulle betræde. Så stiv og endnu formel i sine led og bevægelser, som var han bevægende sig ud fra et møde med det andre fuldblods eller alfahanner.. Ma’lakel var ingen vampyr, men man kunne vel.. på sin egen måde sagtens kalde ham for en af disse alfahanner, kunne man ikke? Jo.. jo i hvert fald i Ahngels hoved. Det gjaldt jo ikke kun blod og arv. Ma’lakel havde noget over sig der sagtens kunne være en ønsket egenskab for mange alfahanner og kun udført af få.. Det var egentlig hvad der foruroligede ham en smule. Skulle man placere ham som en af de bærende Mort De Sangs.. ville det være den tolvte.. lige meget hvor meget Ahngel hadede tanken om det, så var det sandt. Meget sandt endda. Det kunne ikke ses dog. Hans ansigt var stadig stille og fattet selvom hans tanker var bekymrende og svært håndterlige.. at en han på denne måde kunne begære, men med så mange identiske træk fra hans eget kød og blod. Fra hans fader tilogmed. Den person der havde vækket ham mest had nogensinde havde fundet ligheder i noget han ønskede at være tæt på. Tæt på? Hvad pokker forestillede han sig? Igen kom det let sarkastiske smil over Ahngels mund. For sig selv og sig selv alene morede han sig mørkt over den idioti der lå i det. Det kunne være lige meget? Kunne det ikke?
Langsomt rakte Ahngel hånden i vejret og lod håndryggen veje fra side til side i et halvhjertet og let drenget vink hvor han med en forsøgende tilfreds tone udtalte: ”Til en anden gang.” Ordene var lidt tørre, men troværdige af udtale, også selvom hans ansigt var trukket ind i en mørk tone, som ikke stemte overens med hverken ordenes klang eller deres budskab. Da sænkede han sin arm og besluttede sig for at fjerne sig fra området der var overdækket af Ma’lakels velduftende mærkede område. Han lod kort sine tåspidser bøjes imens han let lod gulvet forsvinde under sig og bevæge sig igennem den krydrede duft med en hastighed, som et menneskeøje ikke ville kunne følge. Han lod sig først igen ses tydeligt i luften da han allerede var udenfor bygningen ved vejen. Han stillede sig i en tid og blot stirrede sløvt ud i luften foran sig inden han skævede til bygningen igen med et opgivende og let irriteret, samt uforstående udtryk. Hvad pokker havde han gang i? Luften virkede igen ren og fri for dæmonens ristede duft. Det havde en beroligende, samt klargørende effekt på den stillestående vampyr med det lange sorte hår dækkende hans halve ansigt og svajende let i vinden som skygger der ikke kunne slippe sin herre. Sin herre… Den mægtige Lucifer Mort De Sang den trettende. Frankrigs yngste alfahan og efterkommer af de tolv destruerende.. Hvad havde han opnået ved dette besøg? En død skæbnebryder? Nej? Nej overhovedet ikke, nej. Hvad han havde opnået ved hans besøg der havde udviklet sig til noget der ikke bare brændtes over Ahngels tilsyneladende normale hud, men også Lucifers glasklare marmorham med de mange ar. Hans anonymitet og hans formål havde fordrejet sig fra noget ligegyldigt til et helt konkret ønske om at se de væsener igen. At se dæmonen igen. Ma'lakel. Typisk.. og dog ufatteligt morsomt på sin egen måde.
Ahngel bøjede hovedet en kort tid og lod øjnene glides ned på fliserne der udgjorde fortoget foran ham. Et langt suk sved sig vej igennem ham inden han rettede sig op med et koldblændende udtryk. De små fortvivlelser og de små bekymringer svitsede sig selv i en rød farve over hans øjenlåg da han lukkede dem og åbnede dem igen. Alt dette.. det kunne være så forbandet ligemeget nu.. Nu ville han glemme og æde. Han ville drikke og hore på en måde vampyrer mestrede på egne måder. Lemlæste kroppe med forførende bevægelser og hypnotiserende blikke og lade mennesker og engle dø i deres egen falske tryghedsrus. Et kort glimt af Ma'lakels ryg kom frem over hans nethinde inden han igen begyndte at gå. Gå imod midtbyen og gå imod det nærmeste menneske eller andet væsen. Vise at han ikke kunne manipuleres eller tæmmes af noget så patetisk som en bedende menneskehånd eller en blid berøring. Efter al den nærhed var alt han ønskede at dræbe, at flænse og få lov til at ødelægge alt det han havde higet efter at udføre på Ma'lakel de aftener. Åbne halse, flække brystkasser og brække knogler, men samtidig elske, hvor hans puplikum ikke ville kunne se andet en blod og en sindsyg kerne når han slikkede det af fingrene med sin lange tunge.
Mærkelig følelse at ønske at 'elske' med et andet væsen så slemt, men samtidig ikke ønske det dødt på den måde. Opsluge men ikke ødelægge.. Hvor problematisk.

Han rev først en skjorte frem, sort som natte himmelen selv, tog fat i den med tænderne hvor efter han åbnede en anden skuffe og trak bukser samt underbukser frem, der tydeligvis stadig havde både pris mærker og mærkater på. Alt hans tøj var stjålet, taget fra butikker, og hvorfor skulle han også vaske tøj? Hvad var pointen med det overhovedet? Han gad ikke! Han var for doven til at vaske noget der alligevel ville gå i stykker.
Han trak skjorten på men nåede ikke at få resten på før at han hørte de sidste ord fra vampyren inden dennes duft forlod lokalet, ja faktisk hele bygningen. Halv-dæmonen stod lidt derefter og så imod det kolde gulv. Kulde, som... Han rystede på hovedet og tog aggressivt resten af tøjet på!

.. Han var bare endnu en.. det er ikke spor anderledes!

Prøvede han at overbevise sig selv om. Vampyren var blot endnu en elsker der var kommet og gået, det var vel ikke så meget anderledes? Udover selvfølgelig den magnetiske tiltrækning, dennes mærkelige måde hele tiden at blive optaget af sine egne tanker, vampyrens mærkelige smil, det dyriske kys. Han var gået i stå midt i en handling, hans hænder holdt fast ved kraven på hans skjorte. Han havde været ved at rette den men stirrede nu blot på kommoden uden helt at se den, imens at han genkendte følelsen af at være alene. Tre dage, sammen med et andet væsen, og nu syntes alting tomt. Ingenting dominerede alt og det var et øjeblik som om at verden stod stille for ham. Med et tænkende udtryk begyndte han lige så stille at færdiggøre hans handling, og stilheden blev brugt af små ensomme klager fra de små pelsede dyr nedenunder. Han smilte ved lyden af dem, og vendte om for at gå barfodet ud på gangen og ned af trappen indtil han kom ned til dem. De løb imod ham, deres poter trampede let imod trægulvet i gangen. Han gik målrettet forbi dem uden at bide meget mærke i dem, men deres nærvær gjorde tomheden mindre overvældende og alt ædende. Han stoppede ude i køkkenet og åbnede et af skabende over køkkenbordet og tog en pose kattemad ud, hvorefter han satte sig hen på det sidste trappe trin og lod kattene samledes for hans fødder. Tålmodigt, som havde de allerede forstået mønstret af dette, ventede de på at Ma'lakel åbnede posen med hans skarpe tænder og rakte en hånd derned for så at tage en håndfuld op og række ud imens de forskellige hver især åd deres andel.
Ma'lakel så på dem med en sær følelse, de var her, de var her fordi at de var hans 'folk'. Deres formål: at gøre tilværelsen mindre uudholdelig. Nok var han dæmon, men han var også menneske, og intet menneske kan holde ud at leve alene.

// Og dette er så slutningen på et episk emne :)