Hunters (Ahngel !)

Ahngel blev tavs da Ma'lakel lagde frakken over hovedet på ham. Han kiggede undrende på Ma'lakel i en tid imens de gik. Så solen var alligevel ved at stå op. Ikke noget godt tegn overhovedet. Normalt havde Ahngel ellers en ufattelig god tidsfornemmelse og kunne gå ind og finde ud af tider med ti minutters afstande alene over nattens måde at bevæge sig på, men ganske rigtigt havde han ikke været ude hele natten næsten. Han var endnu tavs og betragtede Ma'lakel tænkende.
"Merci." sagde han så med et stille udtryk. Det lød ikke hjerteskærende taknemmeligt, men selvfølgelig var Ahngel heller ikke kendt for at lægge for meget følelse i sin omverden. Ham og følelser var en rodet omgang som hans hoved. Bevægede man sig ind lukkede man op for for meget end et enkelt sind kunne holde til. Det var nok også skyld i den tilkommende svigt i hans hukommelse. Sind havde dog sine grænser og specielt et vampyrsind. Vampyrvæsenet er som en vægtskål. Hvad der er ordentligt og massivt udenpå ville være skrøbeligt og aflukket indeni. Sådan var det nok med de fleste væsener. Var der rod i skabet ville tøjet være rent.
Han vågnede lidt igen af sine lidt for dybe tanker og skævede stille til Ma'lakel igen med et skævt smil. Lettere dystert.
"Mærkelig nat.. det må jeg sige." sagde han overbærende og kom med et lille heh-smil. Han tav dog da han mærkede den voksende træthed der ophobede sig. Ikke til at komme udenom, men den var dog i stand til at kunne udskydes alt efter hvor stædig man dog kunne være.

//Srry det kort svar ^^''//

//Gør aldeles intet!! Elsker det<3 ^^//.

Der kom blot en lettere irriteret brummen fra Ma'lakel som svar på Ahngels 'Merci', enten fordi han ikke så dette som værende meget, eller også brød han sig ikke om den måde vampyren sagde det på? Med så lidt taknemlighed og følelse i stemmen. Men, måske kunne det også være det var meget mere simpelt: han forstod ikke fransk. Han fattede ærligtalt ikke at han blev takket, en normal person ville have regnet det ud, hørt ordet før, men for Ma'lakel der trods alt havde levet længere end de fleste virkede det som tåge snak, mest fordi han kom oppe nord fra, var vokset op i de store skove i sverige, men havde dengang hverken set sig selv som en dane eller en svensker, selvom hans levetid egentlig var før selve sverige blev samlet under et rige. Han tilhørte ikke et land, havde ikke nogen påtvunget pligt til at beskytte det. Hans rase, ham selv havde ikke noget land, de kom meget simpelt fra en anden verden, fra The Abyss. Og selv ikke den verden, følte han sig forpligtet overfor. Og på grund af dette så var Ahngels trang til at udtrykke sig på et fremmed sprog, ham uforståeligt, men et sted følte Ma'lakel sig også ophøjet idet han tolkede det som at vampyren burde gå ud fra at han kendte til ordet. En status han prøvede at spille på som et lille barn der kræver anerkendelse, men selvfølgelig var alt dette i hans underbevidsthed. Ma'lakel var ikke selv klar over hvilken følelse det fremannede i hans ellers følelses kolde sind.
De gik, ikke langt, men langt nok til at himmelen stille blev mere og mere orange. Solen var på vej med faretruende hast, og det ville blot være et spørgsmål om sekunder før at de første dræbende stråler ville ramme vampyr herren. De kom ud på en åben plads, stadig lige så snusket og ubefolket som gyderne havde været da de forlod dem. Og dog, syntes de stadig at ligge på grænsen imellem dem, og de lidt forsømte bygninger i Terre. Det var et stort hus Ma'lakel gik hen imod. Solidt bygget hvis man kunne kalde det det, i forhold til de andre der lå omkring det var da ikke styrtet sammen endnu, og man kunne godt se at en vis dæmon havde været i gang med at lege handimand, og gør det selv-lars, da der var avet hurtig løsninger rundt omkring som fx bredder sat foran åbne huller i vægenes sider. Flot hus, en familie kunne bo i et helt liv uden at beklage sig. Men ligesom den åbne plads med blot nogle få andre falde færdige huse, så var det forladt. Et af de bygge projekter kommunen aldrig havde givet sig selv tid til at se på, og få repareret. Dog var det Ma'lakel et fedt, hvad menneskene ikke kunne bruge: tog han! Han gik op af trappen, og åbnede døren indtil imens han stadig holdte sin frakke over vampyr herrens hoved. Mere og mere lyse orange syntes himmelen at blive. Døren knagede noget så forfærdeligt i det han åbnede den indtil et mørkt hus, hvor der kun få steder kom lys ind. Han gik ind med vampyren og nåede lide præcis at lukke døren og indhylle det udøde væsen i det underskønne mørke før den første smukke solstråle hilste godmorgen. Han fjernede jakken og fik vampyr herren til at blive ved døren imens han gav den udøde et meget hårdt blik og sagde med en pludselig tilbage vundet fjendtlighed:
,, Rør dem, og jeg dræber dig..", efter han havde givet sin lille trussel, vendte han sig og gik frem i en solstråle der kom ude fra det beskidte og ubrugte køkken i huset. De grøn gullige øjne lyste op i den orange stråle og fik dæmonen til endnu engang at ændre udseende: fra at være markant og hård, som den fodsoldat han var, til at få en gnist i sig der gav ham en smule af denne guddommelige skønhed nogle af hans artsfæller havde, dog var det blot i et kort øjeblik det skete og han fosvandt derefter ind i køkkenet, og man kunne pludselig hører små trip på gulvet inde fra det modsatte værelse. Først kom der en, en halvstor buttet grå stribet kat med hvide poter futtede igennem gangen over til køkkenet, med dens ører og hale lige i vejret. Derefter fulgte en rød kat, tre hvide, fem sorte, og et par trefarvede. Man kunne høre dem velkomme ham med deres lystige spinden og små klynkende miavs, og som han gik tilbage ud i gangen igen for at gå imod vampyren, kunne man se den store grå kat der nærmest prøvede at spændeben for ham fordi den absolut ville nusse sig op af hans ben! Forgabt i dens herre. De andre fulgte hurtigt trop, som en lille flok der fulgte deres leder. De havde alle fokus på ham og så forventnings fuldt op på ham som om de kunne tale med ham, og forstod hver enkelt ord han sagde med enten kropssproget eller blot en sagte knurren eller "spinden". De stoppede dog alle sammen med at følge efter ham som de fik øje på den udøde. Deres før oprejste ører lagde sig ned i fjendtlighed, og alle kattene rejste deres hår på ryggen, men hvæsede ikke. Og man havde en idé at det var fordi de ikke havde fået lov. En hær af bitte små uhyrer som Ma'lakel selv blev genskæret i de forskellig farvede dyriske øjne. Han gik op foran Ahngel og gav ham et nik:
,, Så kan vi frit passere gangen uden frygt fra at du bliver grillet..".

// Welcome to Ma'lakels Summer palads xD! Eller bare hans hjem :P Anden karakter som har været der indtil nu ;)//

//O___O Yay!!! Katte!!!! :D//

Ahngel var stille imens han blev fulgt imod huset og igennem området. Han havde ikke rigtig lyst til at se frem for sig idet han mærkede det begynde at prikke i hans fingerspidser og øjenlåg. Han mærkede ikke varmen fra solen, så der var andre signaler der gik i gang. Han tav kort og flakkede blikket ned ad sig selv. Hvor patetisk bare at blive fragtet rundt på den måde. Han sagde dog ikke noget til det. han havde for længst indgået den aftale med sig selv at han ikke skulle opføre sig som på samme måde han gør på Point Du Lac. Ligeså gav han også personerne her i Terre det andet navn. Dog havde Ma'lakel fået den bekræftelse af ham. Han måtte godt kalde ham for Lucifer, men det var også kun fordi at det netop var den del af ham der kaldtes Lucifer som han havde kommet i kambolage med. Normalt prøvede folk at komme ind pålivet af ham på en sådan måde at Ahngel instinktivt nægtede at lade dem, men netop på grund af Ma'lakels mærkelige måde at skabe kontakt på, havde Ahngel ladet en smule ekstra af sig selv komme frem i lyset.
Han mærkede jakken fjernes fra hans hoved og rettede sig op. Selvom der ikke direkte var lys i huset insnævrede hans pupiller sig en smule, som var han lige trådt ud i skarpt lys. Det var han ikke og hans øjne var heller ikke generede. De reagerede bare ekstremt hurtigt og sensitivt på de små lysforskelle. Den lille trussel fik ham til at rynke på næsen, men bevægede sig dog ikke. Respekt havde Ma'lakel dog vundet fra hans side, selvom det virkelig pirrede i ham af ren lyst for at overtræde denne lille grænse bare for at se hvordan Ma'lakel ville reagere. Han lagde hovedet lidt på skrå da han fangede en lyd. Katte. Han rettede sig lidt op idet hans pupiller igen blev runde og sorte i den glødende røde iris. Noir ville ha elsket det her.. Nu han tænkte på det. Hvor pokker var den kat overhovedet? Han havde ikke set ham i godtogvel en måned snart. Så meget for uafhængige katte. Ahngel smilede skævt og lagde igen hovedet på skrå da Ma'lakel igen kom til syne og talte til ham.
"Jeg siger tak." sagde han så og nikkede inden han igen kiggede ned på kattene. Han kiggede lidt længe på dem med et neutralt ansigtsudtryk idet han mentalt prøvede at lade være med at ville røre deres poter. Han så op igen inden han for første gang lod sit blik glide rundt i huset.

Huset var som beskrevet faldefærdigt, havde ikke rigtig noget specielt, måske udover at en dæmon boede der. Ma'lakel tog jakken af sig og lod den glide ned af skuldrene for så at svinge den over hovedet på vampyren igen. Han stod tilbage i en sort skjorte der virkede alt for... pæn, til ham. Man ville normalt have regnet med at den enten var revet i stykker et eller andet sted eller havde pletter af størknet blod, som gjorde den uren. Men det var en ganske almindelig sort skjorte. Han rullede ærmerne op da de føltes irriterende. De grønne øjne så over på vampyren igen:
,, Behold den på indtil vi kommer ovenpå, jeg garanterer ikke for at der ikke er huller rundt omkring."
Det var nok ikke det bedste sted at befinde sig for en vampyr men i det mindste syntes det at være det hurtigste tilflugtsted de lige kunne få fat i, uden at skulle bruge kræfter på at dræbe nogle små ligegyldige væsener. Ma'lakel gav et skævt smil til vampyren inden han vendte sig for at gå op af den meget stejle trappe. Kattene så ud til at blive mindre fjendtlige efter at Ma'lakel havde vendt ryggen til Ahngel, deres instinktive fjendtlighed overfor ham havde sikkert været den samme som en vagthunds når den første gang for øje på et nyt væsen i huset. Dette var bare en hel flok af mindre, mere elegante vagt 'hunde'. De spidsede straks ører som Ma'lakel begyndte at gå igen og tumlede efter ham op af den stejle trappe selvom det sikkert gjorde det lettere besværligt for Ahngel. Men de ville tids nok alle sammen nå op på første sal. Som Ahngel passerede døren indtil køkkenet ville han kunne se et meget gammelt køkken der lignede noget fra 80'erne. Faldefærdigt, forældet og tilsyneladende aldrig brugt af Ma'lakel. I det andet rum hvor kattene var kommet fra, lignede det en stue, med væltede møbler, ødelagte madrasser, og en rimelig stor papkasse udskåret så det nærmest lignede en sove kurv, med nogle gamle håndklæder i. Der var også et lille hul i væggen nær papkassen, hvor sollyset skinnede ind igennem. Støvet, snusket, ligesom Ma'lakel selv. Som vampyren ville blive ført ovenpå var det en anden sag. Den første sal virkede mere, hvad skal man sige, beboet! Det så ikke nær så støvet og urørt ud som det andet, og en lille dør som stod på klem afslørede et badeværelse. Der var to døre udover den, den første var den første man lige så når man første gang så ned af gangen, og så var der den sidste Ma'lakel var på vej imod med kattene lige i hælene. Han åbnede døren ind til et stort værelse der helt sikkert var det sted han befandt sig normalt. Der var et mindre bord, to stole, og en kommode med en mikrobølgeovn oven på. Inden lamper kunne man se i rummet, det eneste der kunne tyde på at han overhovedet havde brug for lys om natten, var de mange starinlys som stod omkring en rimelig bred madras med nogle tæpper og to puder. Uden tvivl det sted han sov, når han endelig gjorde det. Herinde var der fuldstændig tillukket, det der engang skulle have været et vindue, var der blevet sat bredder for, og i forhold til de små huller der havde været i taget ude på gangen så det ikke ud til at der var huller nogle steder herinde. At der ikke var udluftning gav dog også værelset en stærk duft af netop Ma'lakel, den krydrede lette duft der syntes at følge ham hvor end han gik lå tykt i rummet. Han trådte ind men kattene blev overraskende nok udenfor, som om de vidste at det var forbudt at gå derind. Kun den lidt buttede grå stribede kat vovede at følge efter og nusse sig stædigt op af Ma'lakels ben for at få opmærksomhed. Det fik halv dæmonen til at knurre lavmælt, hvilket resulterede i at den grå hurtigt stak af sted, ud af døren og de andre fulgte ligeså trop. Han gik stille over imod kommoden og trak en skuffe ud imens han talte til Ahngel som han gik ud fra var i rummet, uden at se på ham:
,, Du kan ligge dig på madrassen, hvis du vil lege kiste må du trække tæpperne over hovedet.. jeg ved ikke hvad I udøde ellers plejer at gøre, udover det.. I sover vel bare?".

Ahngel kunne ikke lade være med at føle sig som et lille barn idet Ma'lakel igen gav ham jakke over hovedet og fortalte ham at han skulle være forsigtig. Han var ikke så lidt fræk. Ahngel kiggede opgivende på Ma'lakel i en tid inden han rettede sig lidt op og så sig omkring igen. Selvom måden var Ahngel fjern, så var det vel bare for ikke at skade hans hud, selvom han følte sig lidt mindre værd over bare at få smækket et stykke stof over hovedet. De ville være forulæmpede ville de hvis de så dette.
Ahngel skød det stille fra sig og løftede lidt op i jakken så hans syn ikke blev spærret. Han betragetde stille Ma'lakels hjem med tomme øjne. t have sådan et sted at bo.. igen var det en underlig følelse for Ahngel der selv boede på et sterielt viktoriansk palæ i lang tid.. dog kunne han ikke komme frem med nogle tanker der ville virke stødende omkring det. Det havde meget mere personlighed end pokkers Point Du Lac der ikke havde ændret sig siden den sjette Lucifer gjorde krav på statussen. Samme borde havde stået de samme steder i lang tid og endda rummet hun blev lemlæstet i står stadig uberørt med størknet blod op og ned ad væggene.
Ahngel gik stille videre og skævede kort til køkkenet. Uberørt. Ikke fremmed. Et køkken der for det meste bare stod for at stå, som han selv kendte til. Han vendte blikket igen imod trappen og lagde hovedet lidt på skrå. Han betragetde stille kattene der forsvandt op ad trappen og trak på skuldrene for sig selv. Et lille stik i hans baghoved fik ham til at føle at han endnu nu ikke var alene, også selvom Ma'lakel havde fortsat op ovenpå. Ahngel lod det risle af sig og begyndte at gå op ad trappens stejle trin med et blik på underetagen der forsvandt jo længere han kom op. Han trådte op på overetagen og så sig igen lidt omrking, endnu stille. Hvad skulle han kunne sige? Det ville komme til at lyde forkert ligemeget hvad. Det føltes mærkeligt denne måde at få stukket ordre i ansigtet uden ideel lyst til at flå ansigtet af ham og fodre Noir med det. Han vågnede igen lidt op fra sine tanker da Ma'lakel igen talte til ham. Uopmærksom kunne man ikke sige at Ahngel nogensinde kunne være. Trods hans hoved altid var fyldt til bristepunktet med tanker og koncentrerede emner, kunne han sagtens følge med i hvad der foregik udenfor hans hoved. Det kunne han ihvertfald for det meste.
Han lagde kort armene over kors. Rigtigt nok havde han en kiste, men den var blot til at rejse i, så han vidste ikke rigtig hvordan han skulle placere det.. godt nok var det en gammeldags måde for vampyrer, nu da en seng fungere mindst ligesågodt. Han lagde hovedet lidt på skrå. Bare ligge sig huh? Han så kort på madrassen med et tænkende blik. Det ville være kvit så. Ma'lakel havde ladt sin bevidsthed sygne hen i Ahngels tilstedeværelse og nu skulle Ahngel gøre det samme. Han så kort igen på Ma'lakel og nikkede derefter. Han havde ikke lyst til at indrømme det men han skyldte nok Ma'lakel en større tak hvis det ikke skulle være løgn. Havde det ikke været for ham var hans ansigt nok halvbrændt op nu.. Han gik stille hen til madrassen og lagde sig ned på ryggen og kiggede op i loftet idet han lagde armen bag baghovedet for lidt støtte. Det hugede ham ikke at bare ligge sig på den måde. Han vendte kort blikket imod Ma'lakel igen og bed sig kort irritabelt i læben.
*Arg skyd dog hul i det!"
"Tak fordi du hjælper mig." sagde han så med lidt besvær med at få det ud. Det var tydeligt, men så igen. Når han gjorde sådan et nummer ud af at få det sagt var det heller ikke uden betydning. Han rettede igen blikket op imod loftet med en irratation der ikke burde komme frem bare af et tak. Hans blik stummede kort og hans ansogt blev igen roligt. Han havde intet at være irriteret over udover sig selv.

Ma'lakel rodet rundt i sin skuffe og rev så endelig en skjorte op fra den, det var en lidt kedelig mørke blå en, der ikke havde meget personlighed i sig og syntes at være død et år for længe i mode land. Men den var lige så god som alt andet Ma'lakel sådan lige kunne fiske op. Han tog fat i kraven med tænderne og strippede et kort sekundt for vampyren som endelig havde fået fremstammet sit tak. Ma'lakel kunne sagtens hører det ændrede tone fald i vampyrens stemme og det tog ham ikke lang tid at mærke hvor irriteret vampyren var bagefter. Over hvad, var stadig mysterium for ham. Han reagerede først med et sammenbidt: ,, mhm?", da det var svært at tale med tøj i munden (lol!). Han trak den sorte skjorte der ellers virkede alt for pæn til ham, af, så dens overkrop kunne ses af blod sugeren, og det var her hans tatoveringen for første gang blev vist frem for den udøde. Sorte, med en dybte der syntes at være overnaturlig, snoede tatoveringen sig på hele den venstre side af hans krop og stoppede først lige ved hans kæbeben. Smukt i et japansk lignende mønster med skarpe takker der stak ud som lange torne fra det ellers så elegante potrat han havde fået malet på sin krop, så smukt, og dog med et budskab så stærkt. Han vaklede stille lidt bagover og gik ind i bordet med et lille dump, imens han hurtigt klædte sig på igen. Smed den sorte skjorte på stol lænet, og så sig så forvildet rundt efter sin læder jakke. På gulvet ved siden af vampyren lå den, han rakte hånden ned efter den og sank på hug foran madrassen samtidig imens han gav vampyr herren et skævt lidt triumferende smil bare for at stikke til den faktor at den udøde ikke havde brudt sig om at takke ham. Han rejste sig derefter og lod sine arme glide ind i ærmerne på hans frakke. Imens han gik over i den anden ende af rummet. Gemt væk for det blotte øje lige som man kom ind, vippede han et lagen af noget langt og stort der lå nede på gulvet. Han løftede det i det den hang i en læder rem i sin ligeså modbydeligt store skede, og fæstnede det store sværd Zenkai fast til ryggen. Dagen var altid fastlagt lige for morgen stunden, han skulle til Abbadon for at lege udmyg tjener for den person i byen han foragtede mest. Han mærkede efter om han havde sin pistol, det havde han, patroner, check! Alting var på plads. Han lignede på en måde en enlig mor der havde travlt med at komme på arbejde men alligevel ikke kunne nænne at forlade sit syge barn. Han så kort over på Ahngel inden han forsvandt ud af døren:
,, Husk, mine katte er ikke natmad!", sagde han, tydeligvis bekymret for de små kræ.
Og så forsvandt han ud af døren.

Ahngel rettede sit let arrogante blik imod Ma'lakel idet han tog skjorten af. Ahngels blik forandrede sig fra stolt til noget i retningen af undrende og samtidig som om han havde forudanet et eller andet tragisk. Mærker. Tatooveringer. Ar som var påsat sig med farve og budskaber. Ahngel gøs indvendig. Han rettede blikket op endnu engang da Ma'lakel fandt sværdet frem og en indelukket mine kom frem over Ahngels ansigt. Nå ja.. Zanes loyale hund, ikke? En skam. Han havde ikke troet at Ma'lakel ville være en der var underlagt en anden. Specielt ikke en patetisk lille elver som Zane. han havde lyst til at spytte navnet blasfemisk ud men undlod det. Ahngel vippede kort med ørene da Ma'lakel sendte ham den sidste bemærkning og vrængede kort igen uden at det kunne ses. Han vendte blikket hen imod en af kattene med et tænkende blik. Han ville aldrig kunne gøre katte noget, ligemeget hvor forskruet han måtte ende med at blive. Af alle dyr havde katten hans respekt mere end andet. Ma'lakel forsvandt ud af døren og samtidig forsvandt Ahngels udtryk.. Han blev mere neutral og menneskelignende som han bare lå der og kiggede på kattene med et tænkende blik. Han rystede på hovedet og så imod loftet igen. Hvad havde han helt konkret gang i? Han sukkede stille og lukkede endelig øjnene. *Noir Ma chere..* tænkte han stille idet den sidste del af den lammende søvn tog over og lod sig strømme hen over ham som en bølge der forhindrede ham i at bevæge sig. Den sidste del af hans arrede bevidsthed smuldrede stille igennem to mørke psykisk formede hænder med lange kløer. Længere end hans egne. Lydene fra omgivelserne afsluttede i spændt ekko og lod langsomt verden forsvinde for hans blik. Ganske uønsket. Var der noget han hadede var det ubevidsthed. Og så i den grad. Det tidspunkt hvor stilheden kunne være skræmmende i stedet for befriende. Den tilstand hvor han kunne stå lige ved siden af Ahngel og ånde ham i nakken uden at han vidste det. Ubehageligt...

Øjnene åbnedes atter men i en ny form for bevidsthed og med et syn så abstrakt at det ville give de fleste hovedpine, men nej. Ahngel var vant til det. Han lyttede til den sære brummen fra væsenets hals idet den mærkede hans tilstedeværelse. Skov.. Fõret skovens i solopgang. Ganske vidst ikke med synet et menneske ville have, men at se noget af de fra hans kats vinkler var nu også noget. Noir. Lille Noir. Du er i skoven nu ser jeg. Det overrasker mig ikke det mindste..

Igen tog mørket til idet den allersidste del af ham summede væk til en lang drømmeløs søvn langt væk fra virkelighedens minder og bekymringer som han så ihærdigt prøvede at minde sig selv om var intet af betydning. Sanitet af betydning.
'Jeg kan godt se dig'

// Resten af spillet udformer sig efter at der er gået en dag, tidspunktet lige nu er omkring 22:30 det tidspunkt i sommer tiden at solen er ved at sætte sine sidste stråler på himmelen. ^^//
_

Han åbnede den knirkene dør indtil det sted han kaldte for sit hjem. Eller midlertidige hjem. Han kunne mærke musklerne dirre i hans krop, skrige på grund af overanstrengelse. Men det var på sin vis vel selvforskyldt, han kunne bare have skredet i stedet for at gøre det han fik besked på. Men i hans øjne var alting en prøvelse, alting var et skridt der førte ham tættere på det han ville have: magt, styrke, alt der kunne give ham kræfter, gøre ham stærkere og bedre. Grunden til at han havde vækket Zane til at begynde med, han vidste at selvom han afskyede den møg hund så havde sort elveren noget andet end hvad han selv havde: magt. Styrke nok til a dræbe hvem end der stilede sig i vejen for ham, han behøvede ikke bøje sig, uanset hvad. Det ville Ma'lakel også, han ville have det samme, han begærede sort elveren på grund af det faktum at denne var stærkere end ham, og at denne let kunne æde ham hvis han lystede. Og her på det sidste havde det sidt nævnte ikke virket så usandsynligt. Men selvom han havde sine motivere, selvom han vidste at han var blevet flere gange stærkere end for bare et år siden følte han sig stadig ikke stærk nok til at gå op imod Di Morga's hersker, ikke endnu. Det var for tidligt. Man vidste hvornår det rigtige tidspunkt kom når man havde overgået sin mester, så var det tid. Så skulle man dræbe. Regelen i blandt dæmoner, så vel som andre væsener der var blevet født af mørket, guided af Stemmen. Når man havde fået sig en mester blev man ved indtil man kunne knuse ham. Det var som at placere en ed på personens hoved, den der blev ens mester, blev ens livs lange rival. Den person man ikke ville lade andre dræbe fordi at det var ens egen opgave når tiden kom. Og når tiden kom, ville Di Morga få en stærkere hersker, en hersker der ikke lod sig forfører af et par lange øjenvipper, eller nogle bløde lyserøde læber. Han vaklede ind i gangen, og døren lukkede i, bag ham. De mange katte der ellers havde befundet sig oven på, stirret på vampyren som han sov, igen legede de miniature vagthunde. Nogle kom gående ned af trappen og satte sig på de nederste trin, gav nogle små lyde fra sig som for at sige: velkommen hjem, til Ma'lakel. De spant i det han gik forbi dem. Han rev efter vejret, og holdt en hånd på siden hvor blodet smukt løb imellem hans fingre. Kattene undtagen den grå, slikkede blodet der faldt på gulvet, hvilket ville få deres tunger til at brænde men det så ikke ud til at det stoppede dem. Måske var de vant til smagen af Ma'lakel's brændende blod? Hans fodtrin kunne tungt høres ude fra gangen, samt den normale raslen der kom fra hans lomme hvor patronerne lå og klaskede stille imod hinanden. De mange katte gik bagved ham, igen som en flok der fulgte deres leder. Deres ører stod lige op, deres øjne fokuseret på Ma'lakel som forventende små børn. Han skubbede døren op til hans værelse, som han kun havde sat på klem da han gik. Han trådte ind, og kneb øjende sammen i smerte. Blodet faldt stadig ned på gulvet, og han gav et lavt jammer fra sig som han støttede sig til dørkarmen inden han gik ind.
,, Fandens rebeller...", bandede han meget stille.
Ikke fordi at vampyren lå ovre i hjørnet på hans seng, han havde ærlig talt glemt Ahngel i dette øjeblik. Kunne ikke huske han havde reddet endnu en 'killing' fra gaden og bragt den med sig hjem.
Han vaklede ind i rummet over imod sengen med halvt åbne øjne der havde svært ved at fokusere, satte sig på kanten af den, midt på den(Der hvor Ahngels mave sikkert ville være, eller ryg hvis han havde vendt ryggen ud til), efter at have smidt Zenkai på gulvet så det gav et ordentligt klonk!

En række lyde begyndte stille at forvride den tomme søvn til noget lettere påført. Igen mærkedes luft imod halsen og ned igennem lungerne, selvom han det ikke behøvede, men at trække vejret var blevet ham en vane han godt ville beholde. Han havde ikke bevæget sig det mindste imens han havde sovet. Stort set kunne man godt have sagt at hans krop ville være mere eller mindre død i den tid. Knapt et hjerteslag og knapt en puls. Ikke de store livstegn, men så igen. Han var jo heller ikke rent fysisk...
...i live......
Hvad der fik mest liv i ham da var den stærke lugt af blod der ramte ham hurtigere end Ma'lakel havde plantet sig og smidt det larmende sværd fra sig. Ahngel slog øjnene op og fandt atter sig selv under loftet til den faldefærdige bolig med den stærke bittre, dog pokkers velduftende aroma fra Ma'lakel. Ahngel fnøs indvændig inden han vendte blikket hen imod Ma'lakel da hans bratte nedsætning på ham ikke lod til at skabe nogen irratation. Hans humør var vel forandret efter at have sovet. Han havde ikke den irriterede holdning ligenu og fandt sig nu heller ikke direkte patetisk liggende der. Igen blev han lullet ud af de søvnige tanker idet han så imod Ma'lakels side hvor blodet løb. Han havde mest af alt lyst til at vælte ham over og fjerne det med sin lange tunge men lagde kort blot blikket ud til siden. Han ville helst ikke ind og indrømme at den krydrede smag af Ma'lakels dødgjorte blod havde sat et mærke på Ahngel. Det var et held at det blot havde været en smule han havde drukket da, ellers ville han sikkert gå ind og få et trip som han ville få af det vanedannende junkieblod som han så ofte jagede efter. heh. Selvom man er fin i kanten betyder det ikke at man er forfinet. Ahngel holdt af ting der ikke lige lå øverst på den sociale liste. Junkieblod.. De fleste fra hans familie ville ønske sig aristrokrater eller blod fra racedyr. Indavl. Føj.
Et kort sadistisk smil kom stille på Ahngels tynde læber idet ordene fra hans søvn begyndte at forme sig i hans hukommelse. Rebellerne. Tsk.
"Hård arbejdsdag går jeg ud fra?" mumlede han stille og satte sig op og betragtede stille Ma'lakel. Han havde ikke indset Ma'lakels rigtige intentioner om at følge denne patetiske lille elver af en 'hersker' så han var sådan set blank. Han havde ingen ide om hvorfor en dæmon som Ma'lakel ville tage imod ordrer fra noget overhovedet. Specielt ikke Zane den satan. Ham havde han også et par ar fra. Så meget for at redde en pokkers 'bevarende'.. Hun havde efterhånden kun været til besvær for hele planen.
Han så igen hen på Ma'lakel med et tomt blik. Han ville ikke dele disse tanker. Ikke endnu. Han havde sin egen grund til at deltage i det her pis. Hvis Zane var den mand han ledte efter, så ville hans gæld snart være betalt.

Han klemte øjnene sammen, smerten i hans side dunkede. Han lod fingrede glide ind under trøjen imens han trykkede imod det sted hvor det varme, krydrede, blod sivede ud fra. Det var et sår der var blevet givet ved at man havde lavet en form for indvendigt angreb på kroppen, såret var ikke blevet skabt ved et sværd eller anden form for våben der havde flækket tøj og hud op, en magiker, en person der var stærk nok til at koncentrere sig og på ind i ens krop, ens hoved, havde påført ham smerten inde fra, flækket celle vævet, kødet, og huden op: som sprang han såret åbent inde fra. Ma’lakel pressede fingrende imod det, det gav nogle knasede lyde fra sig, et knust ribben måske? Det lød i hvert ikke godt, overhovedet. Enten skulle han til hospitalet eller også skulle han opsøge Kilia for at få det healet sammen, med hendes vand manipulering og evner til at lappe folk burde det ikke tage hende lang tid. Men, der var langt til Kilia’s hus. Hun boede i den anden ende af Terra og, hvis han bevægede sig udenfor så var chancen for at han blev sangrebet endnu større. Han ville tiltrække blodsugere!
Han hørte en stemme bag sig og hårende rejste sig overalt på kroppen af ham. Han fór væk fra madrassen, greb fat om Zenkai på jorden og prøvede at komme op på benende og stå og se overlegen og sej ud. Men virkeligheden var en anden, han fik fat i Zenkai, løftede det men sværdet var for tungt og gav ham overbalance, det gav et smertefuldt knæk fra hans side og Ma’lakel udstødte et smerte støn. Styrtede direkte ind i det lille bord med hovedet først. Væltede både det og stolene der stod med enden inden under det, imens man kunne høre flere knæk og ubehagelige knas der kom fra hans smadrede krop. Han kom til at ligge med bordet bag sig, stolene hvor en af dem havde knækket et ben. Med svedperler der stille dalede fra panden lå han krøllet sammen med en arm slanget omkring maven og den anden der gentagne gange hamrede imod gulvet. Hans måde at abstrahere fra smerten og holde den ud. Han gav ikke nogle lyde imens han lå der, men det var tydeligt at se hvordan han anstrengte for ikke at gøre det. Hans tænder var presset sammen så man skulle tro de ville knække, hans øjne hårdt lukket i imens hans vejrtrækning blev tungere. Han lå der dog kun i nogle få sekunder hvorefter han tvang sig selv op at sidde og stirre hen imod det sted hvor stemmen var kommet fra. Først var hans blik sløret, et væsen sad i hans seng. Hans seng?! Hvad helvede, møg dyret skamfærrede hans seng! Men som hans blik blev bedre kom et ansigt frem han kunne genkende. Lucifer? Navnet klingede i hans hoved, forbundet med ansigtet, øjnende der stirrede på ham. Kattene som var sprunget til side i det øjeblik Ma’lakel pludseligt havde rejst sig og væltet rundt, stod med ørene oprejste i gangen og tøvende begyndte de at gå hen til ham. Nusse sig op af ham som for at spørge: er du okay? Ma’lakel følte det og knurrede advarende, og kattende trak sig lige så hurtigt som hans knurren begyndte. Han ville ikke have medlidenhed fra dem. Et lille kækt smil kom fra ham idet han kunne se Ahngel mere tydeligt:

,, Nå ja, min nye hjemløse killing”.
Et latter kom fra ham, den var stille og drillende. Han nedværdigede ikke Ahngel med den, det var tydeligt at hører forskel fra når Ma’lakel grinte fordi han fandt noget morsomt eller når han fandt en latterlig. Dog knækkede hans stemme over i endnu et smerte støn og dæmonen faldt igen ned imod gulvet, med hovedet imod bredderne, imens han prøvede at holde overkroppen oppe med sin frie arm der ikke var omkring hans mave og holdte ved hans side.
,, Ja, den var ganske underholdende, kære hustrtu..”, sagde han med en sammenbidt stemme der tydeligt prøvede på ikke at knække over.

Ahngel kiggede let overrasket på Ma'lakel idet han fløj væk og fik nærmest med det samme lyst til at forvrænge et smil og grine, men holdt det inde med et let anstrengt udtryk. Det fortonede sig dog idet han bukkede sammen for smerten fra hans sår. Ahngels røde øjne glødede kort op og farverne spillede i en tid idet han forsigtigt kiggede lidt væk. Kiggede ned på en af kattene bare for et øjeblik at fjerne det filter som de fleste vampyrer ville få på når de duftede blod. Igennem hud og skalp og igennem væv. Blodårer der dansede farverigt med pulsens svage tryk. Gløden fortog sig let og han lagde blikket hen imod Ma'lakel med et tænkende blik.
"Jeg er langt fra hjemløs, men jeg sætter pris på den fine overnatning." sagde han stille. Det burde nok lyde sarkastisk men det gjorde det sjovt nok ikke. En et helt andet sted. Nemlig hans blødende sår. ig et helt andet sted. Nemlig hans blødende sår. ig et helt andet sted. Nemlig hans blødende sår. Hans blik blev igen fast da den sidste kommentar kom frem. Hans øjne lå spydigt på Ma'lakel i en tid hvorefter han rejste sig op. Kort støttede han sig til væggen inden han genvandt den vågne balance igen og lagde hovedet lidt på skrå og så på Ma'lakel med et let dystert smil, hvor de to faretruende tænder akkurat pressede sig imod hans tørre marmorhvide læbe.
"Åben munden og sig 'ah'." sagde han let sarkastisk inden han med en let voldsom bevægelse havde flænget sin håndryg imod sin overmund, hvorimod den nedre del af hans kæbeparti kun gjorde en lille forrevning i huden. Vampyrblod. Mest brugt til at gøre andre vampyrer, men det ville ikke have den effekt når Ma'lakel ikke var blevet suget tør. Normalt satte det blot et par ekstra egenskaber med sig som.. hurtig healing. Dog ikke nok til at smerten ville forsvinde med et trylleslag. Det ville dog også gøre ondt , men det gik hurtigere på den måde. Han gik hen imod Ma'lakel med et stille blik og løftede sin skadede hånd imod ham med et fast udtryk.
"Du sagde at du gerne ville smage, så værsågod." sagde han og lagde hovedet lidt på skrå. Han ville nødig til at tvinge ham til det som et barn der ikke ville have sin medicin, men hvis det pokkers sår ikke snart lukkedes ville det gøre ham mere eller mindre sindsyg. Det let legende sadistiske smil sad dog let på ham. Ikke på hans mund, men i hans faste blik, som han ikke veg. Et let strengt blik idet han ikke havde tænkt sig at stå model til sådan et fristende sår for længe. Har man kage i køleskabet er det om at spise det inden der kommer gæster. (Personal quote xD)

Som Ahngel bevægede sig lod Ma’lakel opmærksomheden falde på vampyren igen. Hans grønne øjne lyste af mistro til ham, og et sted inde i hans underbevidsthed frygtede han vel at vampyren ville kaste sig over ham som var han dagens morgenmad. Let, let, det ville være alt for let for ham! Og tanken om det fik Ma’lakel’s blod til at koge, han var ikke et let byttedyr. Han var ikke noget byttedyr overhovedet, og han agtede heller ikke at være det. Og hvis vampyren gjorde så meget som tegn til at han ville hoppe på ham, skulle han også nok vise det. Han stolede ikke på blodsugere eller andre væsener der altid i hans øjne havde været mere sleske og sadistiske end ham selv. Han knurrede advarende af Ahngel som han førte sin hånd op til sin mund og bed, så Ma’lakel kunne dufte det vidunderligt lokkende blod der kom fra den udøde skønhed. Selve blodets duft fik meget hurtigt samme effekt på Ma’lakel som en haj der kunne dufte det i vandet. Hans pupiller blev lige pludselig større end de før havde været. Blod ros? Eller var det en anden form for trance halv-dæmonen udviste? Det var i hvert fald en tilstand hvor han stadig godt kunne reagere, og havde egen fri vilje, for han bakkede længere væk i det vampyren kom over imod ham. Hans knurren blev endnu højere, mistroen i hans øjne stærkere ligeså. Selvom vampyren havde fået lov at komme i hans hjem, og sove i hans seng havde han tydeligt langt fra vundet halv-dæmonens tillid endnu, og noget sagde en at det højst sandsynligt ville tage meget lang tid hvis man gerne ville have den. Han hørte ikke rigtig det første som den udøde fik fremsagt, mest på grund af den overvældende smerte i kroppen og så følelsen af at han hele tiden skulle være på vagt. Et såret dyr der var blevet set af en anden kødæder. Han forbandede vampyren inde i hovedet for at lave den provokerende gestus igen, ’ligge hovedet på skrå’. Møg vampyr, irriterende, så død irriterende i det øjeblik. Hans blik flakkede da han blev bedt om at drikke af vampyrens blod. Han sad stadig ret så sammen krøllet op af bordet, dog ikke som en lille pige. Han havde armen om maven, en flad hånd på bredderne, og så et ben hvis knæ stod op i luften og det andet der lå ned på jorden, bøjet ind imod det andet. Sveden gled ned af panden på ham stadig, han ville gå i kramper hvis ikke der snart skete noget. Eller måske det der var værre: dø!
Han vendte stædigt hovedet væk fra vampyren hånd, et klart tegn på at han afslog den. Men hans smerte fik overtalt ham til at ændre mening meget hurtigt. Han kneb øjnene sammen, på grund af at han blev nød til at sparke sig selv mentalt for at gøre det! For at tage imod ’medlidenhed’ fra et andet væsen selvom det sikkert for vampyren, bare var at betale tilbage hvad han skyldte Ma’lakel. Så han ikke længere skulle tumle rundt i endnu mere gæld. Da Ma’lakel’s øjne endelig faldt på vampyren igen, var der gemt en vrede i dem, ikke imod vampyren men imod ham selv, han hadet det.
Hurtigt rakte han den hånd der før havde holdt omkring det blødende sår op efter Lucifers, tog imod tilbudet selvom han før havde afslået. Som han fik fat i hånden og dæmons og vampyrens blod blev mixed sammen, trak Ma’lakel den udøde herre ned imod ham. I en stilling de før havde befundet dem selv i. Alt for tæt på, alt fortæt til at det var sikkert. Ma’lakel havde revet vampyren ned på knæ foran ham, imellem hans ben som han havde spredt for at vampyren’s kunne komme tættere på, så Ma’lakel kunne få hans hånd tæt nok på sig. De grønne bæst øjne glimtede som et blåligt lys skær lagde sig over dennes ansigt. Smukt, som et silke slør. Dog når man vidste hvilke bæst det var månen’s stråler kyssede, ville skønheden i det sikkert blive betydeligt formindsket. Han kørte stille Ahngels hånd op til hans mund, havde fat om den i et stramt greb. Først brugte han sin glohede ru tunge, lod spidsen af den samle små bidder af den udøde’s blod op. Det pirrede hans smagsløg, gav han et indvendigt kick, og fik en kuldegysning til at vandre ned langs hans rygrad. Det kunne tydeligt mærkes på Ma’lakel og ses at han et kort øjeblik skælvede som fik han stød fra at lade tungen glide over vampyrens håndflade. Stilheden, uforglemmelig. Som stilheden før stormen raser, før man ved at der er noget der skal til ske. Adrenalinen, ville pumpe, hjertet hamre i bare spænding, og ens sind fortabe sig i øjeblikket. Vidunderligt, sådan en vidunderlig stilhed, indtil Ma’lakel’s greb blev strammer og han lod munden lukke omkring det åbne sår Ahngel havde lavet på sig selv. Han drak af ham, ivrigt, grådigt, brutalt! Lod sine egne skarpe tænder flænse endnu mere af Ahngels hånd op, for udelukkende at få mere af hans blod! Han havde ingen pli, ingen manerer, ingen naturlig sans for hvornår det var høfligt at stoppe, han blev ved så længe Ahngel ikke prøvede at skubbe ham væk. Imens han drak som blev han pisket, kom der en meget lav knurren fra ham, som en ulv der er ved at spise sit bytte. En knurren der kom naturligt, der hørte hans barbariske og dyriske natur til og som han ikke selv var bevidst om at han lavede!

Ahngel rullede halvtirriteret med øjnene idet Ma'lakel indtog sin hundelignende stilling. Hunde. Han havde mest af alt lyst til at stikke ham et: tag dig sammen, men han var efterhånden klar over at Ma'lakels sindstilstand måske endda var værre end hans egen. En grund til respekt for Ma'lakel for selvom der var pokkers store forskelle på dem havde de vel begge et rodet sind og en pokkers pinefuld baggrund at tænke på. En baggrund der ville ha hærdet dem begge og gjort dem fysisk stærke men pokkers sårbare på det mentale. Han holdt stille øjenkontakten for at vise at han mente det her i den dybeste alvor og med en gnist i blikket som fortalte at han var mindst ligeså irritabel af denne position som Ma'lakel var. At give noget væk.. endda blodet fra hans familie. Meget få havde fået lov til at drikke fra Ahngel før. Faktisk så kunne han kun komme på en anden, men hun ville han ikke sætte ind i billedet. Blodet var sikkert blevet blandet med mange efterhånden. Ah jo.. der var lige een mere. En enkelt mere. Dog havde det aldrig været nok for den satan bare at drikke.. åh nej. Det var blot snakken til dagens underholdning. Endelig mærkede han Ma'lakel tage imod hånden og endnu engang trække Ahngel til sig. Denne gang med et lidt omvendt motiv.
Han lod sig sætte sig ned på knæ og holdt endnu blikket imod Ma'lakel. Igen den pokkers nærhed og igen havde han fat i et af de pokkers punkter. Dog var det ikke så galt denne gang. Denne gang havde han selv taget initiativet og ladet ham høre hans håndleds nedre ned. Det bløde hud omkring hans pulsåre, som efterhånden var blevet let farvet af det røde blod der løb let ned af sidern epå hånden og ned igennem de lange hvide fingre. Han mærkede Ma'lakels kontakt med hånden som det næste som tillod Ahngel at forblive i virkeligheden i stedet for igen at svømme væk i sine tanker, som han egentlig altid gjorde. Måske kunne han bedre lide at hvile i sig selv end at sætte sin lid til den ydre verden. Ahngel blottede kort tænder da hans hånd blev yderligere flænset op, men sagde ikke noget til det og bevægede sig heller ej det mindste. Ma'lakels knurren lød ikke høj for ham i øjeblikket fordi hans blod havde begyndt at cirkulere noget kraftigere, så hans eget kraftfulde, dog langsomme hjerteslag hørtes som trommer for ørene. Næsten så han kunne mentalt påmale strømmene i hans blod og mærke dæmonblodet der, med en anderledes farve gik ind og blandede sig med det. Gjorde det tyndere.
Ahngels alvorlige blik forstummedes igen inden han fjernede blikket fra Ma'lakels øjne og ned på sin blødende hånd. Han mærkede den rystede en smule. Det fysiske forsvar som bliver ignoreret af det mentale. Han var klar over at det ikke var godt for sin krop, men vidste så alligevel at det var bedre end at drikke de fire liter dødblod som Ma'lakel måtte besidde uden det slående hjerte. Det ville vel gøre en ende på hans bevidsthed i ret lang tid. Noget tæt på døden ville det blive.. men så igen. Det var vel en af de måder Ahngel helst ville dø på. I en rus fra det han tilbad og levede af i stedet for at gøre en ende på sig selv og svine velourtæppet i sin midlertidige residens fuldkommen til. Nej.. en død i et blodrødt inferno ville han intet have imod, men ikke nu.. Han lod fortsat Ma'lakel drikke, selvom han mest af alt havde lyst til at trække hånden til sig.
"Man skulle ikke tro du var kattemenneske.." hvislede han stille.

Som Ma'lakel blot fik lov at tappe vampyren mere og mere, til trods for den smerte han påførte den udøde, med de lange, store slurke han indtog af dennes livs væske, blev han lige så stille mindre og mindre 'grådig'. Det blødende sår i hans side begyndte meget stille at heale, men processen var ikke smerte fri, langt fra! Det var den samme smerte som da halv-dæmonen fik såret. Nu, kørte smerten bare baglæns, og meget mere langsomt. Der dannede sig små rynker ved hans næse og hans øjn bryn i det han klemte sine øjne hårdt i, efter vampyren havde talt til ham igen. Kommet med en kommentar om at han burde være blevet født som et katte menneske. Men en dæmon, er vel på sin vis også et blodtørstigt dyr, et væsen der kører på de samme instinkter som en kat, eller hund, ulv, eller løve, forskellen var bare at dæmoner havde udviklet en menneskelignende krop, og at de havde udviklet sig intelligens nok til at tale, tænke og i nogle tilfælde endda føle. Men Ma'lakel's opførsel kom på grund af at alt det der kunne tolkes som følende, var blevet afskåret ham. Eller det havde han selv gjort. Uden følelser, var det svært at fornemme mange ting, uden egentlige følelser kunne man næsten ikke skelne imellem rigtigt og forkert, venlig og ubehøvlet. Hvis man tog halv-dæmonen og satte ham i en boks var han noget af det mest simple i hele verden, men på samme tid, også noget af det mest mærkelige og indviklede. Som han var nu, var han blot en skal af det væsen han egentlig burde være. Alt for primitiv, alt for... dyrisk. Grådighed, overlevelse, magt, de små instinkter der tilhørte hvert et væsen uanset hvor meget de benægtede det, var nøgle ordrende bag ham. Og måske var det derfor Ma'lakel var anderledes, han havde ikke 'stop' knappen!
Han blev stille ved med at tømme Ahngel, imens at såret lukkede sig lige så stille. Hans knurren blev engang imellem erstattet af et kvalt pib, der til trods for det var et pib, så var det ikke lyst og jomfrueligt. En mørk brummende piben, der lænede sig mere over imod at være et støn end en egentlig reaktion på smerte. Den hånd der før havde været imod gulv bredderne rakte frem og tog fat i vampyren's skjorte trak ham tættere på. Så tæt, alt for tæt, tærrerer! Som han havde fået vampyren helt hen til sig, stoppede han med at drikke blod fra dennes hånd. Hans tunge gled dog over den en sidste gang før hans øjne atter fæstnede på vampyrens blod røde. Et begær, en hypnose, trance som Ma'lakel var faldet ind i, afspejlede sig i dem. Grådigt, løftede den blodige hånd som havde haft fat i Lucifers med, sig. Tog fat om bag ved vampyrens hoved imens halv-dæmonen lagde hovedet på skrå som skulle han til at presse sine blodige læber imod vampyrens igen. Men det gjorde han ej, han tog et fast greb om vampyren, tvang ham til at blive hvor han var hvis han prøvede at komme væk: Ma'lakel var stadig ufattelig stærk selvom han var såret. Hurtigt lukkede hans tænder sig om vampyrens venstre side af halsen, og bed til. De skarpe gullige bæst tænder ville gennembore den marmor hvide hud, og tvinge mere blod frem. Alt imens Ma'lakel sugede til sig som en igle hviskede han ind imellem sugende:
,, Mere... mere... mere!”.

Ahngel var stille og kiggede roligt på Ma'lakel med et tænkende udtryk i de røde øjne. Der var en lyst til at vide mere om dette væsen der så grådigt lappede hans ellers kostbare blod i sig som bar det almindeligt drikkevand efter ni dage i tørke. Normalt ville Ma'lakels hoved for længst været parteret på grund af dette. Et tyveri imod staten ville mange mene fra der han kom fra. Ahngel var ikke kun deres leder men også noget alla en meget værdigfuld aktie eller genstand på grund af det blod han besad. Sin faders blod. Det blod der havde løbet igennem alle de trettende lucifers og altid været på afstand fra de normales hugtænder.
Igen. Distraktion idet han mærkede Ma'lakel slippe hans hånd, men derimod tage fat ved hans baghoved, hvor hans halvlange sorte hår ville lægge sig omkring Ma'lakels hånd med et køligt strøg. Ahngels blik faldt fra sin hånd og op på Ma'lakel igen og betragtede det nyopdagede vanvid der gennemlev blodrusen fra hans koncentrerede blod. "Hvad har du tænkt dig Ma-"
Han stoppede med det ene at Ma'lakel lagde kæberne om hans hals og tvang Ahngels hoved lidt på skrå. Han havde ikke set det komme. Det var tydeligt. Utroligt hvordan Ma'lakel kunne håntere blodet på den måde. Endda holde sig vågen på den måde. Eller. Man kunne vel sige at saniteten virkelig var blevet let beskadiget af det lille opspin. Ahngel knejsede nakken en smule, så hans blik blev ført op imod loftet en smule imens han bed det i sig. Af en eller anden grund kunne han ikke.. nej.. ville ikke lade sig rives fra ham lige nu. Der var et eller andet over det. Noget voldsomt bekendt og svært at placere. Åh jo.. Ahngels blik forstummedes lidt. Om det var tabet af sit blod eller det denne scene mindede ham om var ikke til at vide. Han mærkede loftet forandre sig i en tid. Et glimt af en høj hvælving og røde duger hen over loftet for at få farve på det hvide marmor. I øjenkrogen var trappen og fremfor var den blodige flise fra indgangen. Ligeså følte han sine lemmer og kendetegn formindskedes og som var han et barn.
Han rystede sig ud af det idet han mærkede bidet begynde at svide pokkers meget og igen så han det faldefærdige loft over sig og mærkede igen sin egen krop. Sin voksne krop. Hans læber parteredes idet han blottede de hvide tænder et øjeblik.
"Slip mig Ma'lakel.." hvislede han og tog fat om skuldrene på dæmonen. Hans stemme var helt klart medtaget af den styrke Ma'lakel var ved at tage fra ham.

Ma'lakel fortsatte som vampyren stadig tillod ham det. Lige så modbydelig grådigt som før, imens den udøde gjorde noget farligt. Han placerede ikke fokus på Ma'lakel, men lod endnu engang sine tanker falde væk, sit sind flyde hvileløst. Halv-dæmonen knurrede lavmælt igen, endnu engang som et dyr der ikke kunne få nok. Der hungrede efter mere, hver en slurk. Som Ma'lakel blev ved med at indtage Ahngel's blod, kunne han stille mærke hvordan det begyndte at dirre i af krogende af hans krop. Som blev han forgiftet med noget. Fik stoffer ind i kroppen der ville gøre ham lam, eller separerer hans forstand fra hans handlinger. Få noget frem der ikke måtte komme frem, tillade det at tage over og æde af den udøde. Hvad der så ud til at være en dæmons uskyldige blod tørst, var i virkeligheden en farlig balance dump imellem vanvidet og forstanden. Han kunne mærke det stille begyndte at sitre i kroppen. Den noble vampyrs blod susede igennem hans årer, truede med at ødelægge ham inde fra og ud, lige som såret havde gjort. Men heldigvis var hans krop stærk nok til ikke at lade sig overtage så let. Desværre, var hans sind ikke lige så standhaftigt. Som Lucifer senere hen bad ham om at stoppe, kunne Ma'lakel ikke hører det. Det var en udsmattet lyd, som hvis man holdt hovedet under vand og talte dernede. Han hørte en stemme som formede ord, men han kunne ikke tolke dem, eller forstå dem. Det susede for hans ører, gav ham et syre trip, og han kunne ikke styre lysten, eller begæret. Han måtte have mere, måtte have mere af vampyren. Tømme ham indtil den sidste dråbe befandt sig i hans krop! Indtil, der ikke var mere. Mere, mere, meget mere! Der gik en skælven igennem ham igen som vampyren satte hænderne imod hans skuldre, som en kat der giver et lille sæt fra sig når den bliver kælet for imens den spiser. Han kunne ikke lade være med at reagerer på det. Hans tænder trak sig svagt ud af vampyren's skind og i stedet for at bide ham, slikkede Ma'lakel det blødende sår. Den ru tunge som lindrede den skarpe svigen, gled hen over den silke bløde hud igen og igen. Samlede hver enkel dråbe blod der løb fra det runde bide mærke, som var Ahngel blevet bidt af et sandt bæst. Imens han slikkede såret, bare for at samle mere blod til sig, begyndte hans øjne stille at skifte farve. De grøn gullige øjne, gik over i en mere rød gullig, orange farve, alt imens at hans greb omkring vampyren ikke blev slappere overhovedet. Han ville fortsætte, fortsætte indtil vampyren ikke kunne andet end bare at ligge stille foran ham, og tigge. Imens han sad med vampyren tæt ind imod kroppen blev hans krops temperatur højere og højere, det mere tændt han blev af det umættelige blod han indtog gang på gang. Hans sår var blot sekunder for at være healet færdigt, og efter det var, ville Ma'lakel ikke have nogen yderlige grund til at drikke af vampyren: eller ville han?

//sorry det blev ikke så langt igen xD.. Hunden piver heletiden -.-''.. herre distraherende.

Ahngels blik lå endnu imod loftet idet han mærkede tænderne gøre sig fri for hans hud. Han kom med et kort 'arg' som en voksen man dville sige når han blev stukket af en kanyle. Som om det faktum at Ma'lakel slap hans nakke var mere pinefuldt end selve det brutale bid der var noget mere smertefuldt end et vampyrbid. Han. Han brugte alle tænderne og flænsede huden i stedet for at synke ned til årene. Han lukkede kort øjnene da endnu en af de ømmende lyde kom fra ham og han lod igen hagen sænkes. Hans øjne var halvt lukkede idet de stikkende flimrende former lod sig aftage, som når man havde stilt sig for hurtigt op og mistede synet et kort øjeblik. Der var dog noget fuldkommen galt med hans halvtlukkede øjne da. Deres farve. De havde indtaget en nærmest oplyst isblå i en tid, som lod til at cirkulere indtil hans blik stabiliseredes og de blev igen røde som det hav af blod de altid havde været for Ma'lakel. Som når et snefnug forsvinder i kogende blod. Den eneste varme der kunne opfanges i Ahngels person ville være den røde farve i hans øjne, men som nu bare virkede som en let dybrødlig brun på grund af det nymanglende blod. Han så stille på Ma'lakel. Tydeligt svagere end før, men det var nu ikke hvad der genspejledes i hans blik. Nærmere en vagtsom undren og overraskelse. De billeder der var ham blevet skænket igen på grund af Ma'lakels mærkelige form for nærhed overfor ham. Alligevel kunne han ikke lade være med at se under det. Hvad det egentligt var han måbede kort over. Det var mere hvad han havde følt der sugede ham tør end hvad han havde vidst det var. Da loftet var af marmor og Ma'lakels hus lignede point Du Lac som det så ud som for mange år siden. Bag Ahngels lukkede mund kunne han mærke tænderne slæbe sig over hinanden så han kunne mærke det igennem hele kæben. Irratation for hvad han i et kort øjeblik havde troet Ma'lakel var og had til den person der ville lade ham huske det igen. Alligevel sagde han ikke noget, men så ofte ud som om han havde noget på hjerte. Noget vigtigt, men som han ikke kunne sætte ord på. For pokker! Så forvirrende. Hvad i alverden var denne dæmon. HVORFOR var han?! Ahngel skulede kort til siden hvor han mærkede en ætsende fornemmelse imod sin nakke hvor dæmonen havde bidt. Noget anderledes fra de andre bid. Nærmest.. Ahngel tav.
Brændende?

Igen gik der en skælven igennem Ma'lakel som Ahngel gav lyde fra sig. Små lyde, der ikke ville være lige så voldsomt ophidsende hvis ikke det var for de stoffer der blev pumpet rundt i dæmonen's krop. Han kunne mærke at han ændrede sig bid for bid. Lidt efter lidt, en mere voldsom følelse kom frem i det han bare blev ved, som var han tryllebundet til vampyren. Som var han bundet fast, kunne ikke flytte sig, kunne ikke handle, kunne ikke tænke. Væk, forsvundet, imens at han stille kunne se ting. Ting, glemt fra det han havde fortrængt, fra alt det han havde udslettet, det han havde prøvet at slå ihjel så mange gange. En hånd listede sig hurtigt ind under vampyren's skjorte, lod finger spidserne spadsere op langs dennes rygrad, drillende, truende, imens hans negle lige så stille begyndte at gro sig længere. Indtil de var små halvlange klør som han stille pressede imod vampyrens ryg, små knive der stak den stolte vampyr herre i ryggen, truede med at gennembore også den del af hans hud hvis han ikke forblev tæt på Ma'lakel. Han lagde bagsiden af hans hånd imod den kolde silke, imens spidserne af hans negle stadig kunne mærkes. Den anden hånd havde et større formål, fra at være den der holdt fat i vampyrens arm, blev det den der greb fat i det åbne stykke af vampyrens krave og trak til! Så knapperne sprang, væltede ned på gulvet med små klonk. Han kørte hånden over vampyrens mave, slangede sig vej op til hans bryst og videre imod halsen. Alt imens han slikkede blodet væk, nippede til hans hud, og små bed for at hører flere små lyde der ville bliver udløst af Lucifer. Alt sammen i en stor tåge, i et edderkoppespind vampyren havde sat op til at starte med, men som havde udviklet sig i en meget forkert retning. Hånden der havde slanget sig vej op til Ahngels hals, stoppede da den nåede vampyrens kæbeben. Fingrene kørte legesygt over den udødes kolde kind, lod lokkende lillefingeren strejfe den udøde's læber for at fremmane en gengældt sult. Imens at halv-dæmonen's krops temperatur blev mere og mere varm, på briste punktet til skold hedt. Hvis det blev ved, ville der gå ild i dæmonen og han ville brænde vampyren samt hele huset og hans elskede katte, uden at være ved bevidsthed, eller have magt nok til at kunne kontrollere det. Imens dette skete så han billeder inde i sit hoved, igen, langt sort hår, ild, skrig og råb. Mænd og kvinder, endda børn, deres blod flød. En blodig klinge. En følelse: hævntørst! Og imens han så det kunne han indeni ikke lade være med at spørge sig selv: for hvad? Den tændte ild Tana're, som Ma'lakel havde udviklet sig til på dette tidspunkt, pressede vampyren endnu tætterer på ham, ved hjælp af klørende på den udødes ryg der prikkede imod hans skind. En hæs stemme kunne høres fra Tana're'n i det han talte, lavmælt, forgabt i vampyren og dennes midlertidige forbandelse over ham.
,, Bid mig...”.

Igen blev Ahngel fuldkommen stiv i leddene idet han mærkede Ma'lakels hånd bevæge sig op over hans mave og brystkasse. Over alle de små uregelmæssigheder i hans hud. Alle de pokkers ar fra årene. Kun meget få var blevet påført ham efter sin faders død. Endnu et af de pokkers punkter. Specielt ved det korsformede ar over venstre brystkasse. Han sagde ikke noget men bed det atter i sig. Hans vrede ulmede dybt og var klar til at lade sig springe som en koldfront imod Ma'lakels brændende ekstase. Han lod sig presse tættere imod Ma'lakel og mærkede de pokkers negle imod hans ryg. Lange negle der formede sig som hans klør, som han egne havde som vane. Dog trækkedes de sig ikke ud nu. Han var for svag for det. Passeret sin styrke videre og været fastlåst i Ma'lakels grådighed. Havde han gæld til dæmonen ville den for pokker være betalt nu. Mere end rigeligt. Han havde dog ikke ladet der fortage sig. Han havde ikke ville lade ham slippe da han for første gang siden neglene imod hans skalp fjernede den eneste føling med kroppen. varme.. og ikke bare varme men brændende. Han mærkede det men kunne ikke sætte en finger på hvad det var. Varmen fra en krop havde været ham fjernere end når man efter sin opvågning havde set på den aftagende lysblå himmel en sommernat. Solen var mindst ligeså unåelig som denne varme der nu nærmest lammede Ahngel i en måbende tilstand over denne nye ting der angreb hans hud og pirrede imod hans sanser med en alarmerende tone. Det skreg på at han skulle komme væk. Hans had til ild og alligevel denne nærhed med en ilddæmon og hungren efter det døde blod. Det døde blod... var det blodet eller døden der blev hungret efter..
bid mig...
Ahngel spærrede atter øjnene op igen og så på Ma'lakel. Han kunne blot skimte hans hals foran sig da hans hoved endnu var bøjet imod Ahngels egen brændende hals. Virkeligheden slog hårdt imod Ahngels fatning. Som en stortromme efter en søvn klaredes hans blik op og så tøvende på dæmonens årer der langsomt blev mere synlige for hans rovdyrsøjne. Det burde være forbudt at ønske dødens blod så meget. Et stille stående hjerte. Han nåede ikke at tænke længere inden han bøjede sig ned imod Ma'lakels hals og lagde sin frie hånd om hans baghoved og tog fat rundt om højre side og tvang Ma'lakels nakke i bedre position. Dødt blod. Pokkers. Ahngels kæber åbnedes og bed hårdt ned i nakken. Ligeså hurtigt mærkede han stikkene og alarmerne og Ange de fer give udslag. Hvordan kunne det det når han ikke ønskede Ma'lakel død? Måske var det fordi han ønskede ham i live. Han ville få det infantile hjerte til at slå om så han selv skulle skubbe det igang med blodige hænder.

Han trak læberne væk fra den hvide marmor hud i nogle få sekunder, som han kunne mærke det skarpe stik fra vampyren's tænder der gennemborede hans hals. Smerte, bidende, konstant. Det var som om huden i det område han blev bidt trak sig sammen, prøvede at slippe for at blive suget af vampyren. Første gang han lod sig bide i halsen af en vampyr, af en blod junkie, af de væsener vis eksistens altid havde syntes mindre værd end hans egen. De væsener han aldrig havde skænket en tanke, han havde det med dem som han havde det med engle og elvere, han forstod ikke meningen med deres eksistens. Blev de skabt fordi at en person kedet sig? Hvad var grunden til at de var her, fordi at de skulle udfylde et hul som der burde kunne udfyldes på andre måder? Han kunne mærke alting der pressede på, kulden fra vampyren der kolliderede med hans varme igen, og stadigvæk kunne man ikke lade være med at forstille sig den flotte lille damp sky der normalt ville blive dannet når koldt og varmt mødtes på så voldsomt et plan. Trykket fra kroppen, vejr trækningen, så ufattelig opmærksom man blev på sin egen vejrtrækning i det en udød's tænder borede sig ned i ens hud. Det føltes.. skønt og modbydeligt på samme tid. Vanedanende og rædselsfuldt. Men Ma'lakel havde ikke styr på sine gerninger, han kunne blot føle, føle Ahngel's kolde hud under hans finger spidser, smage hans blod og lugte hans afslappende aroma. Selv i sådanne øjeblikke som denne, følte han at han blev lullet i søvn af vampyren, bare væk, fortabt i en trance som da han stirrede vampyren i øjnene for aller første gang. Så dejligt, langt væk!
Der kom et lavt, halv kvalt støn fra Ma'lakel, det lød hverken hæs eller på anden måde anderledes end det havde været før, det lod som Ma'lakel. Men selvom stemmen var nogenlunde vendt tilbage til kroppen, så forblev hans øjne de samme. Fuldstændig røde inde ved pupillen, så fadede de ud i en orange, og så en gylden gullig, med en sort ring der indkapslede dem. Øjne som ild til en ild Tana're, hvor smukt. Som det magma ild Tana're's bliver skabt af. Han holdt Ahngel fast der hvor han var, inden han lukkede de brændende øjne og lod sig rører, lod sig rette på så vampyren fik lettere ved sit nådesløse bid. Følelsen, overvældende. Han bøjede hoved atter ned imod vampyrens hals og begyndte stille at gengælde tjenesten. Hans tænder skar igennem halsens årer, i et nyt brutalt bid, der sikkert ville blive endnu mere smerte fuldt end det første, da vampyrens hud allerede var øm i forvejen efter det sidste. Hans hjerte begyndte så småt at slå så det kunne mærkes, små slag, det ene øjeblik helt væk, det næste fik man et glimt af det banke, og sådan blev det ved. Igen og igen, indtil at det ikke var svært at undgå dets galopperne torden. Den første flamme tændte sig, startede fra bagsiden af hans skuldre, små søde blå flammer der lå over ydersiden af læderjakken men brændte ikke igennem den. Oplyste vampyr herren's ansigt, oplyste rummet de var i. Som kom det ud af blodrosen, det var den der talte for ham, hviskede han nogle små men betydnings fylde ord til vampyren, alt imens hans hånd der før havde været ved vampyrens ansigt langsomt kørte tilbage ned af den udødes hals, brystkasse og til sidst mave. Hånden på ryggen af ham bevægede sig også længere op af vampyren, gramsede sultent på ham:

,, You are unique..”, sagt lige netop så det kunne høres.

//Skrev det på engelsk da det lyder nedern på dansk >__>

Ahngel mærkede igen huden der havde begyndte at danne sig igen blive brudt af Ma'lakels voldsomme bid. Igen kom disse forskelle frem. Disse merkante forskelle på både blod og legeme. Dog denne døde blod. Ahngels øjne åbnede stille og så ud i rummet uden egentligt at have noget punkt at fokusere på. De var stillestående og fuldkommen blottet for visioner. Bare tomhed idet han ikke engang så den faretruende ild eller mærkede det voldsomme bid imod sin pulsåre. Hans kæber strammede let omkring dæmonens krydrede kød idet han ikke længere blot bed men drak og sugede til sig. Nu ikke ligeså langsomt. Han havde, selvom han var i en tilstand hvor han ikke ville tænke over det, drak langsomt og ønskede det til at vare så længe så muligt. Den brændende dæmonblod fjernede stille tanker og nerver. Lammede dem fuldkommen så ingenting udover det lå i Ahngels sind. Ingen smerte og inden minder. Som om hele hans personlighed med et forsvandt under fødderne på ham og han ikke var andet end en dukke der holdes oppe af få snore, sat fast i rækværket. Dukkeføreren fandtes ikke lige nu. Han var væk lige nu og mærkerne fra hans berøring kunne ikke mærkes. Ingen metalpigge igennem huden og ingen metallåse holdt det inde. Den eneste kerne Ma'lakel ikke ville kunne drikke fra ham. Det eneste blod der ikke ville bevæge sig igennem ham. End ikke Ma'lakel fandtes lige nu. Ingen Zane og intet frankrig. En fantastisk lettelse i form af denne dæmons helt specielle blod. Stærk som en dæmons men alligevel også med denne antydelse af menneske. Et lille menneske imod en stor dæmon. Sådan ville opskriften lyde. Helt præcist. Den hvide tåge for hans blik fordampede idet alt fløj tilbage og klarheden atter kom igen. Unique..?
Han løftede skuldrene og lod sine tænder tages op fra Ma'lakels hud idet han mærkede at det havde været på næppet til bevidstløshed. Fuldkommen. Der ville kun ha været et dyr tilbage så. Han mærkede ekkoet af det meget svage hjerteslag Ma'lakels puls havde respondet med, men først tænkte Ahngel ikke rigtigt over det. Hans nakke var endnu bøjet og han havde stadig sit blik imod den blødende hals. Han betragtede det mørke blod i en god tid, hvorefter han gjorde kort efter Ma'lakel og lod sin tunge fjerne det overskydne blod. Hans mund var endnu let dryppende derfra og hans ellers smukke hvide tænder havde ligeså ladet sig farve. Han rettede sig lidt op.
"Det siger du jo.." hviskede han nærmest slangeagtigt. "Men.. så igen. Jeg er her bare." En opbevaring. En kulturskat måske og Ahngel havde lige ladet Ma'lakel stjæle fra selve skatten. Et ironisk smil bredte sig på din blodige mund. Lige da virkede hans ansigt ikke som en kølig skønhed, men nærmere det dyr han normalt holdt på afveje.

*Nej .. bliv ved!*

En uro bredte sig i Tana're'en, som blev noget i ham forstyrret i det den syle skarpe pinsel i hans hals stoppede, det havde været som at opdage sine egne lyster på ny, som at for første gang svæve imellem det der var rigtigt og hvad der var forkert. Men definitionen på rigtigt og forkert, kunne være hvilken som helst, hvad Ma'lakel's var? Han forstod ikke at menneskende kunne kalde noget så smukt, for ubehageligt. Jou, det havde gjort syrligt ondt som bare helvede, men det var en smerte Ma'lakel ville dræbe for at føle igen. Selvom billederne inde i hans hoved flakkede imellem virkelige minder og fiktion, så betød de ingenting. Alting syntes at have ingen betydning, og Ma'lakel begyndte at tro at den mest nådefulde død man kunne skænke var døden tilbragt i en vampyrs hænder. Dog blev han enig med sig selv om at han stadig ikke bryd sig om dem, men han følte at han forstod lidt bedre, han forstod deres grund til at eksistere en lille smule. De var de forbandede døden sendte ud for at ende de liv som døden og dens guder mente skulle dø, imens de var svøbt i en dejlig drøm, omfavnet af minder, gode som onde, men som de ville finde ikke længere betød noget. Det skænderi de førhen havde haft, det var så ligegyldigt, så uendeligt ligegyldigt. Han druknede, fortabte sig, blot nogle få sekunder efter at vampyren havde trukket sine tænder ud af hans kød og forblev i den samme halv drømmende position han havde været fanget i før, imens han slikkede Ma'lakel's bide mærke rent, lod også Ma'lakel sit bid dø hen, trak sine tænder ud og slikkede det sidste blod væk. Imens han hørte Ahngel tale, blodrusen var ved at falde hen, det trip han havde fået af Ahngel's blod syntes stille at blive fortyndet af hans eget i det hjertet var begyndt at slå. Han forblev ved vampyrens hals i nogle sekunder, stoppede dog sine hænders dans rundt på den udødes kolde flotte krop. Så rettede han også blikket imod Ahngel afslørede et ændret udseende. Hans ører var blevet mere spidse, dog ikke lige så strittende og trælse at se på som en elvers. Hans ansigt synes at være blevet meget mere glat, og mindre kantet end før, det havde fået tydelige markeringer på kindbenene, og små naturlige rynker ved næse og mund som ved et dyr. Hans mund var stadig halvt åben og blodige, da han lod den hånd der var på vampyrens mave fører op til dennes mund for at stille tørrer det blod der stadig pyntede vampyrens læber væk, med sin tommelfinger. Neglende på hans fingre som var blevet længere havde en normal farve fra roden og ud til midten men som de blev længere blev de mørkere indtil de i spidsen var helt sorte.
Et smil kom frem som de mærkværdige nye øjne stirrede ind i blodsugerens, det første tegn på at Ma'lakel selv tænkte over hvad han sagde denne gang, var det så velkendte kække, drengede smil, han kunne fremmane, dog kunne man godt hører på stemmen at han stadig var en smule påvirket af Ahngel's blod. Med en drillende undertone sagde han:

,, Ikke spilde... ”

Smilet som Ma'lakel så flot fremførte, afslørede også en ændring i hans tandsæt. Fortænderne var stadig lige så lang og skarpe som før men som man så efter var det side tænderne der var blevet større, stærkere og skarpere.

Ahngel lod stille Ma'lakel lade sine tænder fjernes fra hans kolde kød igen og rettede sig lidt op og blev ærlig talt kort en smule overrasket over Ma'lakels tørren af de klistrede blodige læber med den drillende spydige kommentar. Et skævt smil ophobede sig satanisk idet en ret indelukket, dog merkant latter kom frem. En meget anderledes latter og ret metallisk for det blotte øre. Tæt som en hvisken i øret og fjern som musik der kom fra dne anden ende af byen. Et mærkeligt grin prydet med usanitet og et mere eller mindre merkant glimt af sindsyge, som den lette rus fra Ma'lakels ufatteligt spødre krydrede blod. En kort fjernelse af hans filter som en højtstående person der ligepludselig fandt verden ufattelig humoristisk og helt til hundende. Han mærkede sit sind gennemgå hver eneste sjæleløse genstand i rummet og ønskede at splintre det hele til en bunke pindebrænde, men der skete ikke noget. Han havde dog beholdt den smule fornuft der aldrig rigtigt ville forlade ham, ligemeget hvor skingrende sindsyg han måtte ende op med at blive. En kort rystelse kom dog igennem huset, men ikke nok til at være merkant eller bare et slag fra en dårligt justeret bas. Grinet forstummede igen og han rettede igen blikket op imod Ma'lakel. Dog endnu smilende som en satan. Han betragtede Ma'lakels forandrede udseende med et let skeptisk smil. Pokkers til trip. "Heldige satan.." hvislede han stille og rettede sig lidt til siden for en bedre vinkel. Forandring. Held. Mon Ma'lakel ville blive gammel en dag. Om han ville kunne se på nutidens katastrofer i nyhederne mens han svingede en stok hen over nakken på nutidens unge imens han ville skræppe op om hvordan fanden et massemord skulle foregå.
Ahngel tog sig igen let til hovedet med den hånd, hvor han før havde haft om Ma'lakels nakke. Hans smil forstummede i et kort irritabelt støn idet hans sanitet igen blev fuldkommen hel og han mærkede sine hæmninger igen og sine filtre. Sit sprog. Hans røde øjne lagdes igen på Ma'lakel efter lidt tid endnu.
"Jeg spilder ikke. Rød imod hvidt er bare så pokkers kunstnerisk." sagde han og nikkede stille.

//gah! Kort svar *Skyder mig selv*//

Metallisk, anderledes, mærkværdig, sadistisk, smuk. Den latter som vampyren fremførte kom bag på Ma'lakel hvis flabede, kække smil, falmede på grund af den side han så af vampyren. Igen afspejlede der sig en mistro i hans blik, en vantro, som om at Ahngel havde forrådt ham ved at fremstille sådanne latter, selvom han ikke havde. Men det fik Ma'lakel til at vække lidt mere op af sin lallede blod rus. Komme tilbage til virkeligheden, farven i de glødende øjne begyndte meget langsomt at fadede tilbage til den mørke grøn gullige farve. Det glatte der før lå over hans ansigt begyndte også lige så stille at syne hen til det gamle, markante, hårde, soldat ansigt. Og på mindre en to minutter var han sig selv igen, så ud som han altid havde gjort. Det halv lange brune hår der stille faldt ned over et stykke af hans ene øjne imens resten stod halvt oprejst og det sidste lå bagud. Den samme, det samme som da han var tumlet ind i bordet. Han så på Ahngel der ligeså forandrede sig tilbage, og imens måne skinnet omfavnede dem begge da de stadig sad tæt på hinanden, Ahngel næsten oven på Ma'lakel, og Ma'lakel der havde en hånd på vampyrens mave, og en anden på hans ryg. Neglende var også blevet normale. Igen en stilhed, imens Ma'lakel indså hvad der lige var sket. Ahngel havde set det, havde set Tana're'n indeni, havde set den i øjnene og ikke blevet sindssyg. Et øjeblik følte han at han drømte, at han stadig ikke helt var i virkelighedens verden, men kulden under hans fingre spidser afslørede at han var ved sig selv igen. Som en forlegen teenager rynkede han brynende nervøst og så væk et øjeblik. Måske huskede han at det var en dårlig ide at stirre Ahngel i øjnene, eller også var han meget simpelt forlegen. Ma'lakel, af alle væsener i verden kunne han være forlegen over noget?! Men hvad det var, var hverken til at gætte eller regne ud. Han tøvede, men tvang sig selv til at se tilbage på den smukke vampyr der blev badet af månen. Stille kunne han mærke hjertet der stoppede med at banke igen, lidt efter lidt. Indtil det var forsvundet på samme måde som det kom. Men som han betragtede den udøde i skæret for månen, opdagede han også at han havde set noget hos vampyren, overværet en anden personlighed, måske den der gemte sig bag alle de fine mærkelige ord som det underlige væsen sjovt nok bare skulle sige engang i mellem. Lige så sårbar som han havde været, ligeså havde vampyren. På det punkt var de vel ens, indeni, lige forvredne og ulækre begge to? Men det fik bare nysgerrigheden til at blive ved, og afspejle sig i øjnene igen. Åh ja, nysgerrigheden kom tilbage, den uendelig undren kunne igen mærkes hos halv-dæmonen. Han ville vide mere, desto tættere han kom på Ahngel dets mere havde han lyst til at vide. Dets mere længtes han efter at lærer omkring det væsen der lod som om han var et, når han i virkeligheden tydeligvis var noget helt andet. Hvis han blot kunne tage vampyren, sætte et halsbånd på ham og proppe ham ned i en kælder, lænke ham fast som Ma'lakel's eget lille private legetøj. Finde ud af alt, vide alt, han ville vide mere, opleve mere af det samme som lige før. Se mere af dette væsens sind end han allerede havde gjort, selvom han vidste det var ligeså smadret som hans eget.
Hånden der før havde tørt blodet væk fra vampyrens læber, gled ydersiden ned af Ahngels kind. Imens han så på den udøde med den umættelige fascination:

,, Ja det er... mesterværk, den mest 'uskyldige' farve, som stor for renhed og genopstandelse, blandet med en voldelig farve som rød.. vrede, hævn, kærlighed.. de mest destruktive følelser.”, et smil kom tilbage.
Han følte sig alt for filosofisk, at det fik ham til at føle sig alt for gammel og grå.

Ahngel smilede skævt over kommentaren, dog med den samme let fattede og fine overtone. Han kunne efterhånden ikke gøre for det. Opdragelsen havde vel bare tvunget ham ud i vejen som en aristrokrat. Ihvertfald udadtil. Et pokkers skalkeskjul. Aristrokrater ville være mennesker hvorimod Ahngel blot ville være den primitive klanleder. Ahngel mærkede endnu det brændende blod glide igennem sig og snart fortabes til hans eget blod. Forme det som hans egen mærkelige blodtype og forhåbenligt gemme en smule af det der havde været Ma'lakels. Han tav kort og så på ham derefter. Ekkoet af en puls rungede stadig let i hans hoved. Havde Ma'lakels hjerte lige slået eller var det hans eget hjerte der havde gjort sig uregelmæssig fra Ma'lakels bid. Han havde let på fornemmelsen at han lod Ma'lakel gøre mere end han egentlig havde grænser, til men var alligevel ret nysgerrig efter at se hans reaktioner og opførseler. (Hvis man kan kalde det det xD) "Der kan man se.." sagde han stille og kiggede lidt på Ma'lakel. "Der gemmer sig dog lidt mere end man sådan umiddelbart skulle tro." sagde han til Ma'lakels filosofiske farvebetegning. At kunne gå i dybden med farver var egentligt ikke en mestret egenskab af særlig mange og det overraskede dog Ahngel let at der var andet tilstede derinde end blot drifter og overlevelse. Måske en kerne af hvad han selv havde meget af, hvorimodsom Mille i ham være en del som allerhelst ville som Ma'lakel slippe alle skrupler og være fuldkommen ligeglad med hvad man burde gøre. Trods Ahngel var som han var havde ahn dog en vampyrs høje moral. Ikke noget han havde arvet fra sin far. Langt fra. Førhen ville det endda kaldes en moral så fintfølende at mennesker ville have mest kendskab til dem. Bah. Tænk en længsel han havde haft. Han vrængede kort og næsten usynligt inden han lod blikket lægges op imod Ma'lakels igen med et skruppeløst udtryk. Man måtte give ham at han virkelig sjældent havde besvær med at møde nogens øjne direkte. Det var en måde at se han var utilpads på. Kunne han ikke holde en øjenkontakt var man sikker på at han var blevet sparket direkte i en nerve. Han bed kort tænderne sammen idet vævet fra hans sår i nakken stille begyndte at deforme og samle sig som blodige tråde der gik i et med hans hud, som var han knapt et væsen af kød. Nærmest bare en masse der ville samle sig hvis en del blev fjernet. Selv hans knogler ville gøre det hvis det endelig gjorde sig gældende, men at udvoikse lemmer igen tog sin tid. En pokkers lang tid. Specielt hvis det ville hæmme ens jagt.