Hunters (Ahngel !)

"Afhængig af hende?" fnes Ahngel kort. "Det var jeg måske dengang kontrakten blev formet, men nu... tja.. vi er mere eller mindre vokset fra selve forholdet, men desværre kan det ikke brydes." sagde han så idet hans makabre tandsæt endnu engang kom til fylde imod det næste ord. "Er du da jaloux, Ma'lakel?" sagde han ulmende og betragtede dæmonen derefter stille med et afventende sindsomfavnende rødt blik.
"Dog holder jeg dog stadig af friheden af at drikke fra hende.. til de dage hvor jeg ikke finder jagt særlig tillokkende." sagde han og sukkede kort. "Alle har vel deres dovne dage?" sagde han med et makabert grin.
Han lagde hovedet lidt på skrå og kom i tanke om noget.. "Mhm.. Kajika.. hun var dit lam, var hun ikke?" sagde han så efter en tænkepause. Kajika. Endnu en bevarende.. hun var vel den første til at se Ahngels få svagheder.

Dæmonen satte sig ned på sofaen og lod sine arm hvile på dens kant imens han betragtede vampyr herren som snakkede. Nu var det hans tur til at sidde ned og lytte. Han gengældte Ahngel's smil med sit eget, der viste rækkerne af lange skarpe gulige tænder, der kun kunne tilhøre et bæst og ikke et menneske. Hans hånd kørte stille op til hans øre for at klø sig bag det, imens han så væk med en aura der signalerede ligegyldighed, omkring det tidspunkt hvor Ahngel var begyndt at fortælle om ham og Ailience's forhold. Jaloux? Dette ord kendte Ma'lakel ikke.
Men så blev Dådyrets navn nævnt igen.
*Det var fandens til alle de væsener tøjten havde haft fat i!*
Han flyttede ikke blikket, og hans ligegyldige udstråling ændrede sig ikke en millimeter, uden på kunne man ikke se så meget som et glimt af reaktion. Med en tonløs stemme svarede han:
,, Jeg ved ikke hvem De snakker om..."
Hans øjne gled tilbage på vampyren:
,, Du må tage fejl af mig og en anden".

"Ah virkelig?" sagde han og betragtede Ma'lakel med et spydigt smil. "Min lugtesans har nu aldrig fejlet mig.." sagde han og tog en indånding. "Jamen jamen.. det ser også ud til at du har haft fingrene i Mail, huh?" sagde han tænkende og rettede sig lidt op.
Sådan stod han i en tid med et lettere ligeglad tænkende udtryk inden han igen så på Ma'lakel med et roligt dystert smil.
"Det må jeg sige. Du kommer godtnok vidt omkring." sagde han og lod igen kæberne strammes i et smil. "Men selvfølgelig.. jeg har vel ikke noget at sige i den sag." sagde han og trak lidt overdramatiserende på skuldrene, som om han morede sig over emnet, hvilket han egentlig ikke gjorde. Han så sig kort til siden imod døren idet hans øjne lyste op til en nærmest koldbrandende orange. Et skift af humør? Det kunne vel ikke være andet.
Blodtørst? ....

//Skal lige i bad^^//

Ma'lakel trak sit ene ben op og lod hælen på hans store sorte militær støvle stødte sig på kanten af sofaen imens han rynkede brynene over hvad Ahngel sagde. Så vampyren havde en god lugte sans? Det var overraskende. Imens at den udøde nævnte Mail lagde Ma'lakel armene over kors. Han trak lidt på smile båndet i det han mindedes den lille dreng han voldtog i parken. Det havde været let, måske for let? Han undrede sig over om ungen måske havde villet kneppes på det tidspunkt, eller om der virkelig fandtes så svage væsener. Nå ja, Dådyret var nu heller ikke en stor modstand dengang så hvorfor ikke? Blæst øjnene hvilede på Ahngel i det han snakkede, tomme som spejle. Han betragtede vampyrens tavshed der blev brudt hurtigt igen af hans egen stemme.
*Ganske rigtigt.. det rager ikke dig!*
Idet vampyren trak på skuldrene gjorde Ma'lakel den sære vampyr gestus og lod hovedet falde let hen imod venstre: stadig imens han stirrede på vampyren vis øjne pludselig ændrede farve.

,, Har man humørsvingninger?", spurgte Ma'lakel på en måde der kunne tolkes som enten harmløs drillen eller bitter hån. Der kom en ond klukken fra ham imens han forsat stirrede på vampyren.

// det er bare ok :)

"Noget i den stil." sagde han med et kaoskorrupt smil. "Ikke langt fra ihvertfald." sagde han og drejede om og gik imod døren. "Hvis du vil have mig undskyldt et par minutter, vil jeg lige forsørge mig selv, s'ill vous plãit." sagde han og nikkede til Ma'lakel og skubbede let til døren som gik op inden han gik ud på vejen. En af hans smag havde bevæget sig forbi kroen lidt før, hvilket var det Ahngel var blevet distraheret af.
24 år gammel.. narkoman.. brookdestiin.. Sikke en storslået fangst det måtte blive. Ahngel smilte bredt for sig selv og begyndte at gå i den retning kvinden havde gået, så hende fra ryggen med målrettede røde øjne. Hun drejede af imod en gyde. Hun havde nok opdaget hans forfølgelse og prøvede at gemme sig. Sikke et spild af krafter, men hvem bekymre sig? Varmt blod er det bedste alligevel.
Kun få sekunder efter stod Ahngel med begge arme fastlåst imod gydens væg, med hende vendende skrækslagent imod hans torso. Hendes påvirkede øjne fastlåstes i en sælsom panik idet Ahngel tog fat om livet og halsen på hende og synkede tænderne i hendes nakke. Langt ned..

Halv-dæmonen så på imens vampyren forlod ham alene i et tom bordega, og han gav et utilfreds fnys fra sig. Han havde regnet ud hvorfor han gik eftersom vampyren ikke have prøvet at skjule det. Trang til at æde, trang til blod... det var vel de udødes forbandelse. De kunne ikke dø men de kunne heller ikke leve uden at de skulle bruge dem der stadig holdte liv. Han lænede sig forover og satte hans albuer på knæene imens han støttede hovedet med hænderne. Han greb hårdt fat om det strittende mørke hår der sad på en lettere komisk måde siden det havde været vådt. Der kom en utilfreds brummen fra ham imens han kneb øjne sammen og koncentrerede sig et øjeblik. Fandens til lyster, og fandens til vampyrer og andre mider! Som han forbandede alle væsener i verden begyndte hans utilfredse brummen at udvikle sig til en manisk latter der stille blev højere indtil han igen blev grebet af et grine flip der gjorde at han kastede sig forover og holde sig for maven imens han grinte. Det gjorde ondt! Så vidunderligt ondt imens han lå der i noget tid, til sidst udstrakt på ryggen imens en hånd endnu lå på maven. Med et anspændt ondt smil lå han der og trak vejret tungt og hurtigt.
,, Pha'hilla no de'reso (Lad mine synder æde mig op)", sagde han stille på abyssel.

Kvinden faldt sammen imod hjørnet af den mørke gyde idet Ahngel slap taget om kadaveret. Han stod nu bare og kiggede på hende med bøjet hoved og opspilede kattelignende øjne. Stoffet fra hende flød i ham.. som en ekstra kryderi til den søde smag af deres blod. Dog når han stod der og mærkede seglet brænde på sit håndled, mærkede han ingen skyld eller forsmåelse..
Han drejede om og begyndte stille at gå tilbage uden en lyd. Han var hengivet i mørke, idet blot hans røde øjne sendte sig som et kort lys igennem mørket. han hørte en latter fra bordegaet. Ma'lakel? Han tog stille i døren og gik ind igen og kiggede på Ma'lakel som lå ustyrligt på gulvet. Han sagde ikke noget til det umiddelbart og nøjedes med at slikke læberne og fingrene rene for den nærmest oplyste røde farve. En ekstase der lignede et dyr fanget i et meneskeligt legeme.. et kattedyr uden sprog eller andenmands føling. I det øjeblik hvor stoffet og blodet løb igennem ham, var han knapt nok en person.

Ma'lakel lå bare på gulvet. Han kunne sagtens lugte at Ahngel igen var trådt ind, men han reagerede ikke meget på hans tilstedeværelse. De grønne bæst øjne stirrede op i loftet, tomme og væk som havde nogle tanker slugt ham. Der kørte en masse forskellige ting igennem hovedet på ham som han lå der og kunne dufte blod. Vampyren havde altså måtte gå fordi sulten kaldte? Huh, og så kaldte nogen ham for blodtørstig. Hans brystkasse løftede sig stille op og ned imens han stadig stirrede op i loftet. Efter lidt tid kom det, ord, stemme der alt sammen lød fladt som havde dæmonen fået en slags åbenbaring:

,, Hvad er meningen med galskaben, lille Ahngel? Hvad er meningen med at der skal findes væsener som dig? Smukt, dødeligt, men fanget? Hvis nogen skal bevares, må skæbnen vel bevare dem hvis de personer er vigtige for den?".

Ahngels øjne trådte ud af det dyriske slør og lagde sig ned på Ma'lakel med et opgivende blik. Han forstod hvert et ord og pintes selv af sådanne tanker.
"Skæbnerne er blevet korrupte. Det er derfor jeg er som du siger.. 'fanget af den'." sagde han så og rettede sig op inden han stille satte sig i sofaen og fjernede det overskydne blod fra sine tynde hvide hænder. "'vi' gør hvad skæbnerne ikke selv er i stand til. Sorterer fras.. fjerner og gemmer." sagde han så. "Indtil vedkommende, som har lavet uorden i det hele bliver uskadeliggjort, så er 'vi' på sagen.. det vil sige. Jeg vil blot indtil min gæld er afsonet, men der er nu en del år til jeg har fået det gengældt. Det er hvad der sker når man selv er hvad man jager." sagde han opgivende og strøg en hånd igennem sit mørke hår.
Han fnes kort dystert over sine egne tanker. Havde 'de'ø ikke siddet blandt Croix 4 ville han aldrig blive afsonet... men stadigvæk. Var det ikke for de, så ville der ikke være nogen gæld.

Ma'lakel rynkede brynene efter hans hænder havde hvilet ombag hans hoved i den tid vampyren havde snakket. Det var svært at forstå for et væsen der ikke troede på skæbnen, der ikke troede på at nogle væsener havde en større mening med livet end andre. Selvfølgelig var han da vigtig, selvfølgelig var han det! Men tanken om et andet væsen der var ligeså vigtig huede ham ikke. Efter en lille pause satte halv-dæmonen sig op og så på vampyr herren. Hans øjne lyste med en nyfunden menneskelig følelse: medlidenhed. Han kendte den alt for godt, den havde fået ham til at slå ihjel før, og et eller andet sted vidste han godt at vampyren ikke ønskede hans medlidenhed! Men han gav den alligevel:

,, Sucks to be you...", kom det fra ham.

Et bredt smil kom dog frem efter dæmonens kommentar. Ahngels røde øjne lå ulmende på Ma'lakel. Dog ikke i en truende forstand. "Jeg har det bedre nu end jeg havde samtlige år førinden kontrakten." sagde han med en lidt hemmelighedsfuld eftertone. Han nikkede kort for sig selv og bøjede sig lidt tænkende forover og hvilede sin hage på sine to hænder, som lod aburne støtte imod hans ben. Han så kort ned på de hvide hænder og Ange de fer som strammede om hans højre håndled. Endnu et smil.
Han kunne dufte den.. den bittersøde duft af den urimelig lille følelse af medlidenhed fra Ma'lakel. Ikke osende, men mere merkant som en beskeden eu de cologne.
"Selvfølgelig vil jeg af med det, men jeg fortryder ikke ét sekund at jeg gik med til det.. det har dog sine frynsegoder, og selvfølgelig får man også noget for den gæld man senere betaler.." sagde han så og smilede. Ikke dystert denne gang men rent faktisk venligt imod Ma'lakel, dog stadig med den samme senistre baggrund i de sugende blodrøde øjne.

Malakel skuttede sig i det Ahngel sendte ham et klamt smil, et venligt blik. Han kunne hver enkel sirende gå af inde i hans hoved. Venligt, ad.. hvorfor blev dette væsen ikke alarmeret ved Ma'lakel's tilstedeværelse, det ville en hver da gøre også selvom de havde hygge snakket som to gamle tanter. En lav knurren kom fra ham, som for at give tegn på at han ikke brød sig om det. Medlidenheden var blevet udryddet af vantroen. Halv-dæmonen følte sig utryg i vampyrens selskab lige pludselig.

,, Så... de har noget du gerne vil have, og når du har været deres skøde køter i noget tid for du det tilbage?".

"Ah.." sagde Ahngel tænkende og kiggede nu igen lettere ligegyldigt på dæmonen. "Jeg har allerede fået hvad jeg ville have." sagde han og nikkede kort og lod blikket flyde ud igennem det tomme rum og ned på ilden der brændte imod kaminens stenfacade.
2Det var heller ikke fordi de havde beholdning på hvad jeg havde. De hjalp mig med at genvinde det. Hvordan, husker jeg desværre ikke. Mit hoved var forfærdeligt uklart i de dage." sagde han så med et tænkende blik. Hans røde øjne gik minderne igennem så det næsten kunne ses. Et kort glimt der skar igennem hans kolde facade.
Sindssyge. Usanitær opførsel og opgivelse, men disse var blot minder som der var lagret i en pinefuld ydmygelse. Nu havde han hvad der skulle til. Kontrol og lyst på livet som en vampyr.

Ma'lakel rystede på hovedet af Ahngel. Han forstod ikke, han anede ikke hvorfor vampyren ikke prøvede at kæmpe imod hvad end der holdt ham fanget. Når han havde fået det han gerne ville have, når han alligevel ikke havde nogen grund til at blive ved udover: at betale tilbage. Det var kun engle, elvere og mennesker der kendte til de begreber, og så selvfølgelig de der små væsener, hvad hed de? Nå, side spor. Hans øjne så mere matte ud end de plejede idet han så op på ham igen, og halvt forventede at vampyr herren ville sige det bare var en joke.
Han satte sine hænder imod gulvet og skubbede sig op. Et stort suk kom fra ham imens han lod hans fingre glide igennem det fedtede hår.

,, Jeg burde måske komme videre?"

"Det bedømmer du selv, Ma'lakel.." sagde Ahngel stille og placerede igen sin pegefinger imellem sine to makabre hvide tandsæt med et tænkende blik og betragtede stille den hårdføre dæmon foran sig. Små glimt af deres slåskamp for få måneder siden gav ham et kort sadistisk smil over sig, men han vendte stille ansigtet så det ikke blev for merkant. Man havde vel pli?
Dog frydede disse billeder ham stadigvæk uden at tænke videre på det. gav ham endnu et kick og lyst til at se blod. Han blev åbentbart appeleret på af denne dæmon..
Zanes lille yngling hvis han ikke duftede forkert.

Ma'lakel trak på skuldrende til det Ahngel sagde og fulgte vampyren som han lod sin ene finger snige sig ind i munden på ham. Dæmonens øjne glimtede, som et dyr der havde fanget noget interessant. Han betragtede vampyren nøje, så godt at han faktisk lige kunne ane det smil der senere formede sig på det lyse læber. Det fik Ma'lakel selv ti at trække på smile båndet, dette føltes sært. En samtale, faktisk en samtale der ikke involverede trusler, eller anden form for vold. Hvor mange år var der ikke gået uden at han ikke havde vresset af en person, eller på anden måde sagt ting der kunne få væsnet i hans nærhed til at bryde sammen. Det føltes rart... på en sær og irriterende måde. Som han stod foran vampyren rakte han en hånd ud til ham, lod fingrene glide over vampyren fløjs hud, hvor efter han lod den blive foran ham. Hans øjne virkede fjerne: som om han var opslugt af tanker.

,, Bid!", sagde han, på en måde der var kommanderende men så alligevel ikke.
Der lå en foruroligende alvorlig i hans stemme, som hvis Ahngel ikke bed ville han tvinge ham til det.

Ahngels øjne lå end ikke på hånden endnu men roligt imod Dæmonens egne øjne. Selvom de begge var født under den mørke måne, så var der alligevel disse merkante forskelle på to dræbere. Meget merkante endda. Han smilede breft og kort inden han lod sin håndflade tage kort fat omkring dæmonens håndled og trække hånden en smule til sig inden han bukkede nakken kort og lod kæberne åbne sig omring dæmonens håndryg, rigtigt placeret så han ikke ville bryde igennem dæmonens knogler med sin ufattelige kæbekraft. Hans bed og lod sine fire skarpe hjørnetænder synkes igennem vævet og ned imod den pulserende kerne. En kort stribe blod faldt ned omkring Ahngels hvide hage, som blod der løb igennem en klippe is.
Han sugede roligt, men lettere aggresivt til sig, men lukkede ikke øjnene for det. Han kiggede roligt på dæmonens håndryg imens det stod på. Havde øjnene rettet imod noget udvalgte blodåre, som han havde udset sig på og ville betragte imens de skiftede kulør.
En markant violet blodåre viste sig over Ahngels hvide hals. Blot en refleks der pulserede i takt med hans nu nærmest svimlende røde øjne. Han lod endelig sine kæber parteres igen og lod tænderen trække langsomt ud, som 4 kanyler ført af en ubamhjertig læge.

Halv-dæmonen rynkede brynende som vampyren gav et kort smil. Han ville vel ikke rigtig gøre det, var smerten fra hans "lås" ikke for ulidelig? Men han havde vist regnet forkert denne gang, for da vampyr herrens tænder skår åben fire dybe huller i hans håndled, kneb han øjne sammen meget hurtigt: udelukkende på grund af smerten. Den føltes så dejlig først men som han kunne mærke blodet fra hans krop der blev tvangsfuldt suget ud af ham, blev glæden ved smerten formindsket. Han var aldrig blevet bidt af en vampyr, så dette var den første gang en udød havde sat tænderne i ham. Grunden var at han aldrig havde fundet en vampyr han mente "fortjente" at bide ham. Alt hvad han var, hans råddenskab der for nogle ville virke værdiløs, betød alt for ham! Han tog stor stolthed i ikke at være bytte, men jæger!
Som Ahngel blev ved åbnede Ma'lakel stille øjne, og så ned på bæstet der var i gang med at tappe ham for hans dyrebare blod. Blodet der stille ville glide op i Ahngels gane ville være stærkt, krydret, som når man spiste noget der bagefter ville få ens mund til at brænde så man blev nød til at drikke tonsvis af vand for at kunne holde det ud. Idet vampyren trak sine lange tænder ud, var Ma'lakel meget hurtig til at trække den til sig igen, og tage fat med den anden hånd om det sted hvor vampyren havde bidt ham. Han pressede fingrene imod det, så lidt blod stadig løb ned af håndledet. Han gav et mindre mørkt stille støn fra sig og så ned på det med en mærkelig form for fascination.
*Så det er sådan det var at blive bidt af en udød... nu kan jeg bedre forstå hvorfor mennesker løber væk i frygt... det var ubehageligt.*

Ahngel rettede nakken op og kiggede på dæmonen med en helt ny glød i sine øjne. En opflammet orange som spillede sig i mange gyldne nuancer og bevægede sig i takt med hans nylig opsatte puls. Han smilte bredt og dæmonisk da han mærkede den anderledes smag fra dæmonblod. Han havde aldrig rigtig bidt en ilddæmon, da selve lgten fra blodet aldrig havde tiltalt ham, men smagen var noget andet. Stærkt i smagen som junkieblod, men mere uforstyrret og til at forholde sig klar i hovedet af. Han lænte sig tilbage i sofaen og rørte kort sine egne læber idet blodet stadig løb ned over hans hvide kæber. Hans smil forstummede en smule. Akkurat nok til at hans nu blodige tandsæt blev skjult bag de smalle hvide læber. "Jeg siger tak." sagde han så. Ganske vidst havde det givet et forfærdeligt stik fra Ange de fer, men det var det hele værd. En helt ny smag gemte sig nu i hans bevidsthed, ikke så sød og let som engleblod, men mere som om det var flydende flammer der løb i ham. Pinefuldt, ja, men det var en god form for smerte. Den eneste måde han ville kunne mærke en flamme på uden selv at gå op i flammer. Nøgleordet var: Ilddæmoner. Ma'lakel.
Han smilede endnu engang bredt da hun lugtede den korte aroma fra Ma'lakel der bevidste at det havde været ham ubehageligt, men det betød nu ikke meget for Ahngel. Sådan havde mange det alligevel. Skulle man have et nydende offer, ville der være meget øjenkontakt at skulle afslippe vedkommende. De skulle lulles ind i denne behagelige falske tryghed inden bidet ville finde sted.

Ma'lakel stod stadig og holdt om hans håndled idet Ahngel sagde tak for skænken. De grønne bæst øjne låste sig atter fast på vampyr herrens ansigt og et eller andet sted dybt indeni dem, lå der en meget sød og smuk trang til at hævne sig på blod-monstret. Men hvordan skulle han egentlig gøre det, han havde teknisk selv bedt om det, så hans hævn ville ikke være hævn. Han slap håndledet med sin anden hånd, og vendte blikket tilbage til de fire huller der sad i den.
,, Velbekomme..", sagde dæmonen i en meget stille og lidt sammenbidt tone.
Derefter førte han sit håndled op til munden og lod sin lange tunge glide over de stadig lidt blødende åbninger. Alt blodet der havde været på vej til at pible ud, sugede han selv til sig. Derefter trak han håndledet væk igen, lod sin pege finger på den anden hånd indhylle i de blå flammer, og pressede den ned på hvert hul for at "heale" det. Såret blev brændt, så åbning ikke længere ville give blod fra sig. Det så ikke smerteløst ud, og Ma'lakel lavede også en lille smertefuld grimasse hver gang han pressede fingeren ned imod hvert hul. Efter han var færdig med at få "lappet" sig selv, vendte han blikket imod vampyren, og sagde noget han aldrig ville have sagt hvis andre hørte på det. Hans blik var en smule arrogant i det han sagde det, som signalerede han at selvom han sagde dette var han stadig den udøde overlegen:
,, Tak."

Ahngel lagde stille hovedet på skrå og slikkede blodet af den hånd han nu havde gjort blodig efter at have tørret sin mund. Han smilte stadig nederdrigtigt og kiggede stille på Ma'lakel med øjne der ulmede af den lettere ekstase fra det livgivende blod. Ahngel rettede igen nakken og lod langsomt sit hår falde på plads ned ad hans skuldre og over hans ansigt. Trods det lange hår og de lettere feminime øjne og hænder, så virkede han langt fra kvindelig, men heller ikke ufattelig maskulin på samme måde. Han var kønsløs af sjæl, men mandlig af krop. Han havde aldrig troet på det faktum at Vampyrer i virkeligheden skulle have samme former for køn som mennesker. Nok var der hanner og hunner, men nogengange blev rollerne byttet. Ahngel skænkede det dog ikke megen tanke. Han så sig selv som en af hankøn, hvilket han ir for sig også var nød til. Han.. hannen. En af de øverste. En pureblood. Fuldblodsvampyr til det mindste.
Ahngel kiggede stille på Ma'lakels sår med et tænkende udtryk. Underligt at takke for noget han ikke havde givet ham. Egentlig, så burde han jo være den som takkede Ma'lakel.
"Du er en underlig skabning, Ma'lakel." sagde han så, men i hans ord lød det ikke som en negativ ting overhovedet. Tværdigmod. Var der ikke noget mærkværdigt ved hans selskab, ville han nok aldrig bruge sin tid på dem.
Han hadede alt det, som der i menneskenes øjne blev kaldt.. normalt.

Ahngels ord fik endnu engang Ma'lakel til at trække blødt på smile båndet. Var han det mærkelige væsen? Lige nu, i dette rum syntes han at vampyr herren var den eneste som var sær. Kedelig, men på en mærkelig måde der ikke gjorde at Ma'lakel havde lyst til at forlade hans selskab, men blive. Også selvom deres tale emner sikkert ville ebbe ud meget hurtigt. At være i dette væsens selskab, føltes afslappet, beroligende, og han havde mest af alt lyst til at sætte sig ned med ryggen imod sofa benet og glo ind i den alt ødelægende ild. Bare sidde, i dette væsens selskab, og beundre de smukke flammer. Det var som om ord ikke havde nogen betydning, de gjorde det ikke sjovere eller mere spændende at være i nærheden af Ahngel. Det at være der, gjorde.
De brændende grønne bæst øjne blev ved med at hvile på Ahngel i en tid, inden han så imod døren ud til. Gå, eller ikke? Han havde ingen grund til at blive, men han havde heller ikke lyst til at gå. Han rynkede brynende og udstødte et: ,, Baah!!".
Derefter satte han sig ned på gulvet, lænede ryggen op af sofaen, og lagde arme over kors. Han tillod sig selv at stirre ind i ilden imens han tænkte. Krops sproget signaleret at spørgsmålet om hvorfor han ikke gik, ikke ville falde i god jord som dæmonen lige nu.

Man kunne tydeligt høre at det lille barnlige udfald fra Ma'lakel havde moret Ahngel en smule. Han trak kort opå smilebåndet og fnes meget kort med en enkelt hurtigt luftudstødende lyd med næsen. Han rystede kort på hovedet og betragtede dæmonen der nu havde vendt ryggen mere eller mindre til ham. Ahngel var måske ikke set som en trussel længere? Dumt at gøre for en uvidende, men Ahngel havde dog ikke i sinde at gøre dette væsen noget. Denne Ma'lakel. Zanes yngling. Ahngel kiggede stille ud i rummet og lagde ligeså blikket ned på flammerne, hvor den opgyldnede røde flamme genspejlede sig meget præcist i Ahngels allerede flammende øjne og lod også hans hud oplyses kort af det dunkelflammende skær derfra. Han lagde tænkende hovedet på skrå. Burde han selv være mere på vagt? Denne dæmon havde før sat mærker på ham, og kunne det måske igen.. men hvad?
Ahngel vidste at der en dag ville komme flere mærker når rebellerne og Zanes styrker mødtes. Egentlig havde han ikke det vilde imod Zane og havde endda snakket temmeligt ligegyldigt og ligetil til ham, som var de ligemænd. Herskere mod herskere? Gad vide om Ahngels eget folk havde tænkt på oprør? Nah. Trods Ahngels hårde hånd så var han god imod sit folk.
Han var imod Zane af andre grunde.. han havde fundet den der rodede med skæbnerne.
Dæmonherren Zane.

Ma'lakel stirrede ind i flammerne, og selvom vampyren ikke kunne se det trak han selv også på smile båndet over at han fik den udøde til at fnise på en ret så piget måde. Der var noget mærkeligt ved disse udøde herskere, de kunne være hvad som helst, kvinde eller mand. Ma'lakel havde ikke helt fattet dem. Deres gestusser ved at ligge hovedet på skrå, deres mærkelige måde at ville have alt og alle under sig, og så deres arrogance. Illusionen om at deres lange levetid gjorde den bedre, gjorde at de kunne tillade sig at se ned på andre. Men denne udøde var anderledes, han gjorde det ikke. Jou de havde haft et lille opgør, i starten, men det virkede så langt væk.
Som halv-dæmonen stirrede ind i flammerne blev de pludselig til personer, væsener, ansigter, og mærkelige ild dyr. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, og stille uden han selv var klar over det faldt han i søvn. Mærkeligt som det end lyder, hang hans hoved ned imod de foldede arme, med lukkede øjne og brummede svagt. Som en bjørn i vinter hi. Man kunne mærke den voldelige aura der før havde cirkuleret omkring dæmonen forsvinde og blive erstattet af noget der var roligt og stabilt. Skødesløst var han faldet i søvn, ladet sine parrader falde, så hvis vampyren ville kunne han sagtens slå ham ihjel.

Ahngel lagde tænkende hovedet på skrå da den lettere anderledes lyd kom fra dæmonen. Han bukkede sig lidt til siden og betragtede den sovende dæmon med et hævet øjenbryn. Han var ikke så lidt fræk at falde i søvn overfor en modstander som Ahngel, men den fredelige tanke kørte stadig i Ahngels hoved.
Det var nok derfor de ikke ønskede en alfahan med den slags moder. Det gjorde noget ved deres personligheder. Ahngel burde være fuldtids kold og kynisk, men han var det kun under stramme forhold og om formelle komsammener. Ahngel rystede kort på hovedet af sig selv. Han havde begyndt at opføre sig om Ma'lakel som han gjorde ved sine venner, selvom Ma'lakel kunne være grund til et had fra Ahngel. Dog ønskede han ikke at hævne sig over ham. Han havde ikke den tro på ren onskab og godhed, som mange i denne by havde. han troede bare på drifterne og deres skilleveje, dog kunne drifter godt være så bestialske at han ikke brød sig om dem, men i sidste ende kommer det vel fra fortiden af individet.
Ahngel betragetde stille Ma'lakel. Var han mon lige som han selv.
Mærket af sin fortid...?