Hunters (Ahngel !)

Halv-dæmonen blev ved med stille at brumme: han sov videre i en dejlig drøm. Han så ikke just farlig ud som han sov, mere som et barn. Et træt og udmattet barn. Det var ikke fordi der var noget der havde gået ham på, ikke hvad han vidste af men, vampyren fik ham til at slappe af på en mærkelig måde. Der gik noget tid hvor halv-dæmonen var væk, helt præcis en god halv time hvor Ma'lakel bare sad og fik sig en "lur". Han vågnede stille og som han gjorde stoppede den fred fyldte brummen også fra ham. Han blinkede lidt forvirret da stedet han var ikke lige kom til ham så hurtigt som det måske skulle have gjort.


//Sorry, lack of insp :/

Ahngel havde i midlertiden været ude og få lidt mere blod på hænderne, rent metaforisk og sad nu med et tænkende blik ned i en bog han helt tilfældigt havde fundet bag ved disken. Ilden var halvt gået ud, men Ahngel havde ikke just lagt mærke i det. Lyset ville være blidere for hans følsomme øjne og varmen.. ja.. han ville ingen forskel mærke.
Han rettede sig lidt op, men havde stadig blikket nede i den tilfældige kriminalroman som kasseren havde læst dovent igennem på regnvejrsdage. En af de bøger der fik Ahngel til at trække hånligt på smilet over de dødeliges latterlige måde at opklare forbrydelser på. Man skulle tro at de var mere logiske. Disse naturens yndlinge. Ahngel kiggede kort op da han hørte Ma'lakels regulerende åndedrat. "Jamen jamen.. det er da rart at vide at du slapper af, Ma'lakel." sagde han så med et tænkende, dog lettere drillende blik imod dæmonen.
Havde han mon selv indset at han i princippet havde ladet sig stå forsvarsløs til Ahngel i al den tid. At han kunne ha taget en grusom og dødelig hævn over Ma'lakels forhenværrende lemlæstelse af Ahngels nu igen perfektsymmeterede marmorhvide ansigt. Hvis han havde villet det, havde byen været en dæmon mindre og Ahngel kunne ha taget æren for at have dræbt en af de største, ja, pestilenser blandt de godhjertede borgere.
Han ønskede vel ikke den triumf?

Der gik en sitren ned langs hans ryg da han hørte Ahngel tale, og som en naturlig reaktion, hoppede han nogle få meter væk fra den retning stemmen kom fra! Om han vidste hvad der var sket, det gjorde han skam! Den.. møg vampyr! Fabrilsk tog han sig til halsen, som et andet menneske ville efter at være faldet hen i nærheden af en vampyr. Man måtte give ham at selvom han var stærk og faretruende var det i disse øjeblikke han virkede som en normal dødelig, hvis det altså ikke var for den konstant stigende aura der var begyndt at vågne igen så småt. Hans fingre gled over den mørke hud på hans hals, men han fandt ingen åbninger eller huller! Hvorfor havde?! Det..?! Han fattede det ikke! Burde blod dyret ikke tage chancen efter at have vugget ham i søvn med sin... magi?! Var det ikke meningen med den sære aura omkring væsnet? Halv-dæmon sad på gulvet og så meget fortumlet ud i en tid, som om det slet ikke gav mening for ham at vampyren ikke havde suget ham tør: han ville jo selv have gjort det hvis det var ham? Som han lod hånden glide ned fra halsen efter at have vendt situationen hundrede gange inde i sit hovedet, fæstnede øjne sig på vampyr herren der sad og var i gang med at læse? Hvad helvede, havde væsnet læst i den tid han havde været væk? Hvilken spild af kræfter! Han skuttede sig:

,, Hva-... hvor lang tid var jeg væk?", spurgte han lavmælt, med en hæs mørk stemme.

((Bare så du ikke bliver forvirret, jeg ved godt Ahngel ikke brugte nogle kræfter eller noget for at få Ma'lakel til at falde til ro/isøvn, men det er noget min karakter tror da det ikke giver mening for ham at han føler sig så afslappet i en andens selskab.))

Ahngel kiggede endnu ikke op fra bogen før Ma'lakel endelig talte til ham igen. Han rettede sig op og betragtede ham tænkende. "Du har været væk i.. for mennesketid.. omkring tyve minutter til en halv time vil jeg tro." sagde han og vendte en side i bogen og betragtede meget kort sidetallet i den lettere komiske (for ham) kriminalroman, der ikke skænkede ham flere mysterier end hvordan denne morder kunne være så håbløs dårlig til sit fag. Dog skænkede disse indre billeder om mordscener ham kort blodtørst, men ikke nok til at han havde ville udgyde dæmonens blod endnu engang. Han havde sådan set ikke noget imod at Ma'lakel var i live, men egentlig var det ikke så meget det ene faktum. Han havde vel mere end en eneste grund til at ville holde ham ved sin bevidsthed.
Et kort smil bredte sig hen over hans ulæselige blik imod dæmonen og udviklede sig kort efter hans undring som hang i luften som en udtvungen cologne. Dæmonen undrede sig huh? Over Ahngels overbærenhed.. hans nåde?
"Du undrer dig over hvorfor jeg ikke for længst udnyttede lejligheden og sugede dig tør som en mumie fra svundne tider, ikke, Ma'lakel?" sagde han tænkende og lukkede endelig den halvlæste bog med en kort vacuumlignende lyd. Havde han læst en halv roman igennem på den meget korte tid?!
"Misforstå endelig ikke min person. Jeg er ikke et indbegreb man kan sætte ind i hverken god... eller ond."

Halv-dæmonen sad med hænderne imod gulvet og stirrede imod vampyren. Hans ord, ikke ond eller god? Det fik ham til at spærrer øjne op: kunne det være at han fattede den? Der gik noget tid hvor silheden tog over, den stille knitren fra kaminen hvis ild desperat prøvede at holde sig i live, blev mere i ørefaldende end før. De grønne øjne fæstnede sig på vampyrens, han kneb dem halvt sammen imens han blev ved med at se ind i den udøde's øjne. Han kunne ikke læse tanker eller noget i den stil, knap nok kunne han fortælle om nogle løg eller ej. Men der var en ting han altid kunne se, det var ikke magi, det var intet andet end ren dømmekraft, at han kunne se væseners urenhed. Det hamrede inde i hans hoved, netop de ord forvirrede ham endnu mere end det andet. Der fandtes ikke godt eller ondt, der fandtes mennesker og deres råddenskab, og så var der dem som blev født fra menneskene's væsen. Nogle viste deres smukke og formidable sider, andre... var skabt af en forvreden ting mennesket besad, om det så var egoisme, forfængelighed, grådighed, jalousi, eller had. Det vidste han ikke, men det var et mirakel hvis andre end ham havde indset det også? Eller også... hans øjne fjernede sig fra vampyrens. Så var dette væsen bare doven og mente at han hellere ville holde sig neutral istedet for at tage "parti". Det sidste lød mere logisk for Ma'lakel, så det var det han holdt fast i. Han drejede overkroppen og hovedet og så over imod ilden.

,, Jeg misforstår intet. Din nåde kunne du have sparet dig...", han vendte hovedet tilbage imod Ahngel efter at have studeret ilden i lidt tid.
Vantro. Mistroisk, var hans blik.
,, Du for ikke noget ud af det...".

Der var ingen der vidste nogen nåde uden et håb om at få noget til gengæld. Egoisme, den fik verden til at kører rundt. Han rejste sig stille op, og lod blikket glide til gulvet i en kort tid imens han lod en hånd fører op til nakken, skjulte at han mærkede efter en ekstra gang om han var blevet bidt, ved at lade som om han bare kløede sig i nakken. Hånden gled ned langs hans hals og han så imod vampyrens hænder, låste sine øjne på bogen.

"Jeg er klar over at jeg ikke får noget ud af dette.." sagde han derefter stille. "Sådan er mange af nætterne. Det eneste rigtige jeg får ud af dem for tiden er blodet som jeg tvunget er hovedkulds besat af. Som sex er for mange af mine kropslige jævnaldrene.." sagde han stille med et tænkende blik. Dog var han overbevist om, at der nok ikke var nogen der direkte kunne glide ind i døden hvis de ikke havde fået noget i lang tid, men han havde dog erfaret at denne by ikke var så irettesættende som mange andre. Meget frigjorte.
"Udover det.. er det hele bare een lang venten.." sagde han så. Han vendte de røde øjne imod Ma'lakel og smilte meget stille, dog endnu dystert og indelukket. Han havde meget indelukket. Det havde han altid haft.
Ahngel betragtede ham tænkende i en tid, uden egentligt at se på ham. Blot en stirreplet af værste skuffe, som om han rent faktisk så direkte igennem Ma'lakels ligeså makabre øjne, men fuldkommen forskellige fra hans egne. To forskellige væsener under den mørke måne. Nattevæsenerne som begge blev frygtet af dem der foretrak den afslørende sol og hele ideen med at være unikke.
Ahngel rystede sit blik fri med en kort halvirriteret mine inden han kort strøg bogens omslag og lod den derefter dumpe ned på pladsen, hvor hans ene ben var placeret idet han halv sad op og halvt lå ned af den gammeldags håndudskårne sofa.

Hans øjne fortsatte med at hvile tungt på bogen i det Ahngel talte lavmælt, han lyttede. Prøvede at opsnappe selv de mindste, og gemte ord der eventuelt kunne have sneget sig ind imellem sætningerne. En dybere betydning. Et egoistisk motiv der måske ville ligge bag dem. Måske ville vampyren blot narre ham til at tro på den udøde's så "uskyldige" og "gode" gerning. Skifte emne for at få hans opmærksomhed over på noget andet, så han kunne fortsætte sin lede lille plan og nare Ma'lakel, nare ham til igen at slappe af og måske forhekse ham med ord? Der lå noget bag, der lå altid noget bag! Altid! De grønne bæst øjne rettede sig senere hen imod vampyr herrens, og deres øjne mødtes som skæbnen ville det. I modsætningen til vampyren der syntes at være fortabt i måske tanker og derfor sikkert ville give halv-dæmonen et ganske blankt blik, som han stirrede på ham, brugte Ma'lakel tiden på at stirre ind i de gro opvækkende røde øjne som vampyren besad. Han søgte efter svar, efter det som han mistænkte: uærlighed! Motiv! Noget der kunne tyde på at vampyren blot ville spinde ham i et net. Men han fandt det ikke. Som Ahngel lod sit blik flakke væk med en halv irriteret mine, løftede halv-dæmonen øjenbrynet og så halvt fornærmet ned på vampyren. Han fulgte dog vampyrens hånd med sine øjne inden han små irriteret spurgte:

,, Er mine øjne så uinterresante?"

"Bestemt nej." sagde Ahngel så og betragtede igen Ma'lakel med et mere løst blik så og sige. Han smilede skummelt endnu engang og betragtede dæmonen med et tænkende blik. Sikke en masse undring der skød ud af denne dæmon?
"Du vil vel ikke suges helt ind vel?" sagde han så og betragtede køligt Ma'lakel med et spørgende blik. Var det hans svar til Ma'lakels spørgsmål? Indsugning. Dog havde han ikke bevidst forsøgt sig noget på Ma'lakel, men hans øjne havde denne konstante indsugende effekt. Hypnotiske og givende lyst til at falde hen og lade ham gøre hvad pokker han ville med den krop der lå tilbage. Sindet ville flakke i en komfortabel trance og Ahngel ville i mellemtiden suge livet ud igennem nakken eller håndleddet. Det var et af de triks alle vampyrer nærmest var født med, men som meget få kunne mestre til fulde. Det kunne Ahngel heller ikke. Han kunne ikke slå det fra, men han kunne skrue op for det. Og så i den grad.
Han rettede sig kort op og sukkede lettere opgivende.
"Du undrer dig over så meget, Ma'lakel? Er det virkelig så farligt for dig at udtrykke dig lidt mere verbalt og spørge mig i stedet?" sagde han så med et afventende blik idet han roligt bed sig i pegefingeren som han havde gjort tidligere på aftenen.

Mistroen til vampyr herren gro endnu større i det han spurgte om han havde lyst til at blive slugt af den unaturlige trance som vampyren vel mente han kunne få ham til at falde hen i. Det var det han havde gjort?! Havde han mon set ind i de røde øjne for meget og for længe. Hans blik trak sig fra Ahngel's og han skjulte sin rigtige grund til at trække øjne ved at lade som om at han havde fundet gulvet meget fascinerende lige pludselig. Undring, forundring, ja, der var da meget af den men hvad kom det "den" ved? Han følte sig stadig mere og mere utryg i væsnets selskab mest fordi at han bare ikke kunne sætte ord på hvorfor han havde følt sig så afslappet, den trance som vampyr herren snakkede om kunne være en del af det, men der var bare én ting der nagede ham. Normalt ville han kunne føle hvis han blev manipuleret med på den måde, eller sat væk på en unaturlig måde der ikke ville være normalt for ham at gøre. Men det havde netop følt normalt, det havde følt befriende. Hans blik gled tøvende op på vampyren igen, men det var tydeligt at han følte ubehag i at møde de røde øjne nu. Han valgte at lege uvidende til Ahngels spørgsmål:

,, Hvad skulle jeg da ville spørge om?".

Kom det fra ham, imens han stille tog et skridt imod vampyren. Ubehagen gav ham lyst til at trække sig væk frem for at nærme sig, men han ville for alt i verden ikke fremstå bange overfor den udøde. Det var langt under hans værdighed! Han var ikke bange... blot, forvirret?

Ahngel var stille i en tid imens dæmonen igen lod til at grube. Ahngel forbandede den dag hvor hans gener blev omvendt. Hvor ville han dog ønske at han var i stand til at gå ind og se hvad der foregik inde i hovedet på Ma'lakel. Han rettede sig kort op da Ma'lakel spurgte, i Ahngels tilfælde afvigende, men hvem havde også lyst til at give ham ret, når han så skruppelløst gik ind og lugtede sig til andre væseners følelser?
"Jeg ville gerne give dig et konkret eksempel, men desværre kan jeg ike læse hvad du undrer dig over. Jeg kender kun det faktum at du forvirres af et eller andet og jeg vil gerne rode bod på det. Mistanke er ikke en rar følelse at blive skudt igennem af." sagde han så og trak på skuldrene med et lukket, dog lettere smøret dystert smil.
"Men selvfølgelig er det jo dit eget valg." sagde han så og nikkede. "..men du ville nok få mere ud af det end at gætte dig frem." sagde han derefter og bevægede kort sin pegefinger tænkende hen over sin underlæbe og snittede kort sin højre hjørnetand med den lange klolignende sorte negl. Der lød et diskret lille klik af sammestødet, men det var væk så hurtigt som det var opfattet.
Han vendte igen blikket imod Ma'lakel og lagde hovedet lidt på skrå, som Ma'lakel før på aftenen havde gjort. Endda i samme, nærmest provokerende tone som et lille dyr der ikke så det logiske i hvad han havde gang i.

Ma'lakel valgte stædigt at blive ved med at lege til at han ikke vidste hvad vampyren talte om i noget tid, selvom det burde være klart for en hver at han allerede var blevet gennemskuet, men hvem ved sine fulde fem ville indrømme hvad de følte overfor en komplet fremmed som Ahngel i Ma'lakels øjne var. Som dæmonen kom tættere på vampyr herren var det ikke svært at se på han krops sprog at han var forsigtig, men som han kom tættere trak det sig meget hurtigt, og han virkede: rolig. Rolig, hvilken fæl og bedragerisk følelse. Som dæmonen selv kunne mærke denne forandring i både atmosfere og krop, kunne man tydeligt se at han trak sig tilbage, veg væk fra vampyren, diskret men vampyre herren ville nok kunne se det.

,, Hvad er det?", spurgte han endelig.

Med en tydelig undren i sit blik. Som han lagde mærke til at vampyren lavede den lille udøde gestus, ligge hovedet på skrå, kom et lille skævt smil frem, som fandt dæmonen det meget underholdende, og sjovt. Han valgte dog ikke at efterabe, men blev stående på en afstand af en meter. Som en nervøs ulv der både var bange men også utrolig nysgerrig, og derfor ikke valgte at stikke af.

Ahngel kiggede nu lettere opgivende på Ma'lakel med et tænkende blik inden hans ene kind lod sig forme til et skævt lunkent smil, hvor blot en af hans drabeliger hjørnetænder sås.
"Du morer dig kosteligt, gør du ikke?" sagde han så idet han havde fanget Ma'lakels lille leg. Prøvede han at provokere ham eller lignende? Ahngel rystede kort på hovedet og lænte sig tilbage imod sofaryggen og kiggede stille på ham.
"Der skal noget mere til før jeg bliver direkte irriteret." sagde han så, men kiggede kort ud til siden med et opgivende udtryk. Han huskede tydeligt hvad der skete sidst han sagde det. Det gik op i et belastende væddemål resulterende i at han måtte afgive den pokkers premie hele to gange. Han himmelvændte kort øjnene over sine egne tanker og kiggede igen på Ma'lakel med et undrende blik. Han ville være den onde tvilling, ville han ikke?
Ahngel stoppede kort op idet han fandt sig selv flyde ud af selve området han befandt sig i og så igen på Ma'lakel.

//Srry for det korte svar ^^''//

Halv-dæmonen betragtede blot vampyr herren som han stod der, på hvad Malakel ville kalde en "sikker" afstand. Han indrømmede overfor sig selv at han var betaget, fascineret på en mærkelig og syg måde af dette individ, men på hvilken af de mange syge mærkelige måder han før havde været fascineret på, kunne han ikke finde ud af. Provokere? Den døde havde misforstået, han var ikke fjendtlig sindet eller havde intentioner om at ville provokere, hvis han ville gøre nogle af de dele så ville vampyren blive irriteret, gud hvor ville det lille forbandede væsen blive irriteret. Han trak på smile båndet, faktisk så tiltalte tanken man meget endda, men nej.. ?! Nu gjorde han det igen! Lod sig glide væk, der var noget mærkeligt over det forvredne væsen på sofaen! Han var falsk, falsk og slesk og aldeles ikke til at betro hverken ens tid eller ord. Han ville bruge det, han havde et motiv, en plan! Det var han sikker på! De grønne øjne der før havde set på Ahngel et øjeblik med en åbenlys fascination og måske ligefrem begær? Blev smalle og vantro lige pludselig. Hvis man kendte bare lidt til Ma'lakels mærkelig tænke måde ville det ikke være svært at regne ud at han havde en samtale med sig selv inde i hovedet der tydeligvis involverede Ahngel.
Det var også den dumme vampyrs egen skyld, at slange sig på sofaen som en anden moden jomfru! Ma'lakels blik flakkede og han kunne igen mærke nervøsiteten stige. Møg vampyr, hvorfor skulle den også være så satans mærkelig og sær? Alle andre vampyrer var normale, men ikke den her... skulle absolut være speciel! Han lagde mærke til at Ahngel endnu engang blev opslugt af tanker, hvilket straks vakte nysgerrighed hos halv-dæmonen der blev reduceret til en lille "hvalp".

,, Hvad er det der opsluger Dem?".

Ahngel betragtede stille Ma'lakel og kom til at smile djævelsk over alle de blandede former for føleser af undring irratation og andre. Det morede ham rent ud sagt at ligge næse til alle de forskellige udbrud fra dæmonen. Tja.. generalt troede Ahngel egentligt at han morede sig ganske udmærket i Ma'lakels nærvær, til trods for at hvis alt var klart imellem dem, ville de kæmpe på livet løs uden stop indtil en af dem faldede. De havde så forskellige motiver og gøremål som egentlig stridede imod hinanden. Ahngel.. ja han ønskede at smage det blod, som holdt hånden over Ma'lakels nakke. Sin DestiinFatal. Zane.
"Jeg er blot opslugt af hvad der opsluger dig selv." sagde han så og smilede sleskt. "Tanker og undringer der aldrig bliver mer end mine helt egne." sagde han med en nærmest drillende tone hvis man kunne kalde hans mørke nærmest sadistiske udgave for drilleri. Det var ikke hån tværdigmod. Han hånede ikke nogen han respekterede... mere eller mindre.
Ahngel fandt det morsomt at Ma'lakel gang på gang prøvede at brække op hvad han tænkte på, velvidende at hvis han lod Ma'lakel komme helt ind i sindet (lol), så ville han sikkert drives til vanvid af at tage del i de syn og de tanker Ahngel havde gjort sig. Hans kvalmende barndom med ønsket om at kunne blive et menneske. Hans fader og sine elskedes død. Skyld skyld, bedrag bedrag og masser af blod. Nu da Ahngel tænkte over det ville det ikke undre ham hvis Ma'lakel endda ville more sig over nogle få af tingene, men hvad..
Det fandt man jo aldrig ud af...

Mærkelig og dog så tiltrækkende. Det var svært ikke at fortabe sig i væsenets blotte tilstedeværelse. Og han forstod ikke hvorfor. Hvorfor alle disse ting tumlede rundt i hovedet på ham, hvorfor han blev så nervøs og mest alt, hvad der gjorde vampyren så forbandet tiltalende. Han følte sig betaget af Ahngels ord men forrådt af sine egne. Det summede i hver en afkrog af kroppen. Og det virkede så uvirkeligt at det var så let for bæstet at tale til ham på den drillende måde. Det var ikke hån, det vidste halv-dæmonen med det samme, men det stødet ham alligevel. Sitrede indvendig som var han en vulkan der snart ville gå i udbryd. Han lod en fremmed sno ham om dennes lille finger så hurtigt, så let som ingenting. Og han vidste godt selv at han bevilligede. Normalt ville han sidde og mæske sig i den udødes kød lige nu, men han... den følelse der emmede ud af vampyr herren. En ro, en stilhed. Alt det som han selv havde forsøgt at opnå ved hjælp af magt og korruption. Ro, fred! Hvad han ikke ville give for at få det.
Han bevægede sig tættere på, tvang sig selv til at gå nærmere vampyren for at overbevise sig selv om at han ikke var nervøs, at vampyren ikke ændrede på hans opførsel overhovedet. Han så dog heller ikke ud til at være nervøs i det han igen rakte en hånd ud imod blodsugeren, og strakte sine lange fingre ud for at røre ved den marmor hvide hud. Der for Ma'lakel et øjeblik syntes at mærke som glas? Man kunne igen se den syge fascination i Ma'lakel's øjne og det endnu mere forstyrrede begær. En gnist kom frem og lyste de grøn gullige bæst øjne op, som blev han igen tændt. Idet hans fingre stoppede med at kilde ydersiden af vampyr herrens kind, trak halv-dæmonen den tilbage igen. Så så han ind i de røde øjne, meget bestemt, som da han bad Ahngel bide ham før.

,, Lad mig prøve...”, bad han.
,, Lad mig prøve at blive slugt.”

//Sorry det ikke er så godt.. jeg skrev et meget bedre indlæg men jeg var ikke logget ind åbnenbart så da jeg prøvede at poste ville den ikke og alt jeg havde skrevet var slettet ... ^__^'''!!

Ahngel lod ham stille røre ved sig. Han tav kort, men rokkede hverken sit blik eller udtryk, selvom det var som et temperaturskifte inden i ham. Han kunne lige høre Jean eller Michells ord i sit hoved: 'Hvor vover han!' og 'Hvordan kan hans nåde stå model til den beskidte berøring?!' .. Ahngel betragtede stille Ma'lakel og lagde hovedet på skrå da han tog hånden til sig igen. Ahngels hud havde været kold og blød, dog fugtløs og mindede i den grad om dens farves lighed. Marmor. Hvid bøjeligt marmor, som sad som en beskyttende skal om hans forsjelede hjerte og hans tynde blålige blodårer. Normaltvis var Ma'lakel blevet straffet for at tage sig den frihed, men alligevel.. Det føltes nu engang en smule betryggende at nogen turde røre ham. Ahngel var måske et af de mest blodplettede væsener under den mørke måne, men det betød ikke at hans sind var evigt sten. I at han ikke troede på denne rene form for ondskab, men blot gav efter for hvad han var. En vampyr, åh ja og så i den grad, men han var ligeså en person hvis man så bag det.
Ahngel hævede kort et øjenryn da Ma'lakel talte til ham igen. Han talte om at lade sig selv sygne hen i Ahngels røde øjne? Frivilligt? Ahngel lagde hovedet på skrå en smule idet han betragtede Ma'lakel tænkende. Betød det at Ma'lakel i selv samme nu havde opgivet tanken om at det kunne være hans død? Selvom det ikke var tilfældet var det at stole blindt på Herskervampyrens hensigter der lå låst og boltret fast langt inde i sindet, hvor end ikke hans øjne ville genspejle det. Ma'lakel ville med frivillig afmagt lægge hovedet under Ahngels le og blive en top i den allerede eksisterende bunke.
Dog var dette ikke Ahngels hensigt at slå Ma'lakel ihjel. Ikke som det hele forholdte sig nu, selvom han dog ikke tvivlede på at der ville komme endnu en dag hvor de ville kæmpe imod hinanden. "Mener du det?"

//Det er i orden. Sker osse for mig for tiden. tror det er siden der ikke funker optimalt.. ^_^''//

Ma'lakels hjerte begyndte pludselig at banke, små dunk, små stille dunk som kunne mærke. Om han mente det? Tsk, hvorfor ville han dog bede om det hvis han ikke mente det, han havde lyst til at prøve. At blive opslugt af de røde øjne, blive ædt af dem. Han var allerede blevet bidt af ham i aften, nat, hvad tid var det overhovedet? Det føltes som en evighed siden de var kommet ind i det lille bordega, og i alle andre dele af byen ville politiet sikkert være kommet hurtigere end man kunne nå at tælle til tre. Men de var selvfølgelig i et af de laveste kvartere, snusket, og ækelt, men lige nu føltes det lille bordega som et slot. I skæret af det halvt udbrændte ild ved kaminen, og de forskellige lettere eksotiske møbler, følte Ma'lakel at han befandt sig i en anden verden.
Han så stadig Ahngel i øjnene, med samme beslutsomhed men også samme begær og fascination. Han ville mærke det, han ville se hvad der skete når man lod sig opsluge af så mægtig en vampyr, og mest af alt ville han finde ud af om han kunne modstå det. Med andre ord, det var en test for egentlig at se hvad vampyr herren kunne og hvor farlig han i sidste ende ville være for Ma'lakel. Døden, holdt ham i hånden som han havde bedt om det, men hvornår havde Ma'lakel gjort noget der ikke på en eller anden måde havde kunne betyde hans død. Og hvis han skulle dø, hvis det var menningen, ville han ikke have noget imod at dø imens han druknede i vampyrens natte øjne.
Han satte sig ned foran vampyren, med begge knæer imod det hårde gylv, og nikkede langsomt imens han ventede på at der ville ske noget vildt!

,, Gør det.."


//Jaah det er sikkert det xD

Ahngel tøvede stille, men nikkede derefter stille og lod ikke længere sine øjne halvskygges af sit rolige udtryk idet han med et koldbrændende rødt blik lod sig fæstne imod Ma'lakel. Fint. Ville han, så kunne han. Han lod stille sit eget blik glide ind i Ma'lakels. Se farverne og omridsnerne og derefter se igennem det. Fidusen var at Ma'lakel ville se det samme, men meget mere omtåget end Ahngels udsyn var. Som om Ahngels øjne var det eneste med lys på sig i området ville de ses. Hans røde øjne ville ikke blot spille i blodets farve, men ligeså i ildens, i helvedets og dog den matte røde solnedgang. Og ligeså dragende ville det være som en sølvrød himmel. Omgivelser ville blive til skygger og blot den flakkende ild i baggrunden ville ikke oplyse andet end nemlig disse øjne, der omlagde resten af Ma'lakel i en tåge. En døsig og ufattelig tiltalende tåge, som ville være en plage at ønske sig ud af. Som om alene farverne ville omkredse en. Tage en om sig og vugge den til tavs musik. Ligge sig om ham og udfylde hvert tomrum og hver navle. Endda bevæge sig ind i en og lægges som var hjertet alt der endnu var liv i og trommerne derfra ville ikke længere være hjerteslag, men en puls, som hverken tilhørte Ahngel eller Ma'lakel. Den ville tilhøre den person der lå bag det. Lucifer, som langede sine lange arme ud og med blide bevægelser lokkede markmusen overfor slangens blik og farverige dans. Intet hed luft og intet hed had eller godt og ondt. Der var bare den uendelige lyst til at lade sig synke endnu dybere og miste ideerne om at stritte imod og lade sig tænke på andet. Det ville være et forfærdeligt spild at lade sig tage fra sådan en nærmest altødelæggende varme. Altødelæggende øjne der fjernede tanker, minder, håb og mål. Der var kun denne drøm om at søge længere ind og blive der. Den uendelige omfagnelse vil være det eneste der betød noget.

//Ska ned og se bål, så kommer igen om jeg ved ikke xD//

Han stirrede ind i de røde øjne, først kunne han ikke mærke noget, men pludselig som hvis nogle havde hamret ham i hovedet med en bar stol, slog det ham. De røde øjne slugte ham lige så stille, tog ham ind og lod ham "drømme". Flyde væk. Smukt, så smukt at han simpelthen ikke kunne fjerne blikket, også selvom hver eneste del af hans krop ringede med alarmerne! Hans hjerte hamrede, hurtigt, hurtigere end det nogensinde havde gjort. Bare det at det havde dunket lige så stille var et mirakel i sig selv da hans hjerte næsten aldrig gjorde ham opmærksom på at det var der. Og nu hvor det galoprede afsted kunne Ma'lakel føle "det", bevæge sig. Skrige i rædsel, i fortvivlelse, den røde farve der førhen slet ikke havde været skræmmende var nu mere frygtindgydende end noget andet Ma'lakel kendte til. Alt omkring ham syntes at forsvinde, blive lukket ude. De eksotiske møbler, det svage skær fra kaminen og ikke mindst resterne af vampyr herrens ansigt, kun øjnene, kun de brændende øjne var tilbage i den verden hvor Ma'lakel før befandt sig. Hårende rejste sig på halv-dæmonen's arme, imens følelsen af halsen som lukkede sig gennemborede ham men blev stille lullet væk af en tredje tilstedeværelse. Et væsen, hvis aura og duft Ma'lakel fandt alt for fremmed. Han rev efter vejret uden på imens hans sind var ved at blive destrueret indeni. Ma'lakel virkede fuldstændig fredelig indeni men hans krop var ved at besvime og falde om på grund af angst, og til sidst som skæbnen nu engang ville det gik det galt. Hans blod begyndte at løbe igennem hans krop hurtigere end det burde være muligt imens hans hjerte desperat prøvede at følge trop. Som han stille begyndte at få et angst anfald slog de ellers flotte grønne øjne over i en rød med nogle næsten gule mønstre indeni, og ubevidst blev små billeder plantet inde i Ahngels, og sikkert også væsenet som Ma'lakel's sind havde fuldstændig overgivet sig til's hoved, og halv-dæmonen bryder ud i et smerte skrig af den anden verden imens billederne bliver implantet i de to væseners hukommelse, som var det noget de selv havde oplevet:

En dreng løber, imens at han gisper desperat efter vejret, han slår grene og blade væk fra sig for at komme væk. Væk, der er nogle efter ham der vil have ham.
Mindet/billederne skifter:
En kirke, en stor stolt kirke der står i blandt nogle smukke birke træer. Pisk, blod der flyver overalt, og den lille dreng der ligger sammenkrøllet nede på et mørk sten gulv, hvor lyset fra hvad de to væsener der for billederne ved er et smalt vindue, det eneste vindue. Følelsen af forvirring er overvældende sammen med billederne, uanset hvad disse billeder fra Ma'lakel's sind er, så har vampyr herren højst sandsynligt gravet noget frem som halv-dæmonen virkelig har forsøgt at fortrænge.

Ahngels øjne holdt sig. Han blinkede ikke en eneste gang, dog spærredes hans øjne op da hans egen sindstilstand ligeså var faldet hen. Dog var han klar på hvert sekund omkring dem, emn hans øjne sygnede ligeså hen til slørede billeder. Han mærkede billeder trænge sig på og printe sig ud på hans nethinde med en voldsom klarhed. Ikke langt tid efter mærkedes piskeslagende imod Ahngels ryg, men han holdt dog tæt. At vandre i andres minder og fortrængninger var ricikapelt for dem begge to. Blev Ahngel distraheret af disse pinsler han så den lille dreng blive påført, ville det sikkert tage en drejning til hans egne øjeblikke. Han holdt fast i blikket og forsøgte at holde hovedet tomt fra det. Se det hele i øjnene og skyde resten væk. Væsenet i hans baghoved hviskede ulmende som en vind. Forhåbenlig var det kun Ahngel der kunne høre dem og ikke Ma'lakels tilsygnede tilstand. Hans stemme. En der burde være dybt begravet under Ange De Fers korslås. Ahngel mærkede sin højre hånd ryste, men brød ikke kontakten endnu. Fingerneglene pressede sig mentalt imod Ahngels bløde tindinger og brød igennem huden og syntes at gå fuldkommen igennem hans hjerneskal og ind i selve kernen. Begyndte at rode med det:
'Har du glemt mig, dreng? Jeg er det eneste du aldrig vil kunne glemme!
Ahngel brød hårdt og brutalt sin øjenkontakt med Ma'lakel inden det gik for vidt. Han lukkede stramt øjnene i og så derefter ned imod sin rystende hånd med et foruroliget blik. Små blodige perler dannede sig på hans tindinger. Ikke sved, men blod, men hvordan skulle han også kunne svede normalt når man ingen anden væske havde i sig end det røde blod. Hans blod var ligeså hans tårer. Blod udgjorde alt hvad der skulle være væske.
Ahngel lukkede kort øjnene uden en lyd. Hans øjne bevægede sig under øjenlågene skabende små vibrationer i hans sorte vipper. Tænderne stødte imod det ømme kød og Ange De Fer brændte sig igennem hans hud. Han var endnu stille inden han rettede blikket imod Ma'lakel igen. Ville se om han sad fast eller om det var blevet brudt ligeså ved 'hans' forulempelse.

Billederne stoppede selvom de engang imellem ville prøve at trække vampyren indtil sig igen og vise mere, men det tredje væsen tog overmagten. Som blev der pludselig skabt en ubalance i deres lille fortabelse af hinandens øjne og sind. Det flakkede i Ma'lakel's sind imellem den tredje person der gemte sig bag ved Ahngel som et bange dyr der ikke turde eller ikke kunne komme længere frem, og minder. Det blev for meget, dette var ikke den ro, og den stilhed som halv-dæmonen havde regnet med, det var et lige sindet kaos! Vampyr herren var lige så rodet og i stykker som Ma'lakel selv, og det fik halv-dæmonen til at falde helt og aldeles hen, og overlade sig selv til det kan frygtede mest: det ødelagte, det udslettede, det der ikke burde være der men var der alligevel. Dog brød en mærkelig stemme det hele, først var det et stort blur, en mørk brummen som Ma'lakel ikke forstod men det blev højere og højere og inde i hans hoved kunne han høre de sidste ord af en sætning: aldrig vil kunne glemme! Og så blev han skubbet væk, det blev brudt hårdt og brutalt og Ma'lakel skreg imens han tog sig til sine øjne! Det sveg, det sveg som bare fanden og han. Han prøvede at åbne dem som han sad nede på gulvet: han kunne ikke se?! Han kunne ingenting se! Hvad skete der! Hvad var der sket?! Hvorfor.. nej! Nej! Han gik fuldstændig i baglås idet han ikke kunne se, han skælvede overalt på hele kroppen som et skræmt lam, men sagde ingenting, hans tunge lå bare som en tung svamp i hans mund. Uden på ville Ahngel kunne se en meget skræmt Ma'lakel, der sad og stirrede på vampyr herren men så alligevel ikke. Han var stadig væk, stadig ikke helt kommet tilbage igen. De røde ild øjne var fuldstændig fastlåst på vampyrens ansigt, og det gullige i dem syntes at bevæge sig langsomt. Han kunne ikke... hans læber bevægede sig, igen og igen, men ingen lyd ville komme fra ham. Som sagde han noget inde i hovedet men det kunne ikke høres af dem udefra.

Ahngel rettede sig op og betragtede stadig Ma'lakel, liggende sin ene hånd hen over højre øje og stødte ansigtet som om han havde en form for migrene, men nej. Det var øjet den var gal med igen. Endnu engang havde det ændret sig. Han havde ellers håbet at det ikke ville blive arret igen uden hans tilladelse. Arret som Ma'lakel selv havde ham påført, men som 'han' nu havde frataget evnen til at holde det usynligt. Et kort sekund var hans krafter lammet på stedet og hobede sig atter op som en puls der dunkede igennem hans lange tynde krop. Han betragtede Ma'lakel stift. Så på hans skrækslagende ansigt og vendte blikket ned imod den lydløse talen han syntes at skyde frem. Ma'lakels sind var.. stærkt korrupt af fortid, som hans eget. Traumatiseret af fysiske og psykiske smerter og nedsættelser, dog med tilsyneladende vidt forskellige baggrunde. Kirken i Ma'lakels baggrund. Han var vel blevet anset som en hedning. Forpint og ødelagt af den fanatistiske tro og dertil mere. Det slog Ahngel. Ma'lakel havde vel aldrig.. ladet sig selv omvende. Det var vel hvad der skabte denne forskel?
Han rystede kort på hovedet og bøjede sig lidt frem imod Ma'lakel og satte en kold hvis hånd på hans forhoved med en lidt ligegyldig bevægelse. Han ville ikke kunne Mærke Ma'lakels brænden, men forhåbenligt ville dette stik af frostbidende virkelighed tage fat i Ma'lakel og få ham tilbage til sin sans og samling.
"Ma'lakel?" sagde han stille og betragtede ham med et hoved på skrå. Var det.. medlidenhed han havde for dette ødelagte væsen, eller var det medlidenhed for selve den genkendte situation. Et barn der lider under sølvpæle og piskeslag. En økse der tærer alle lemmer fra, men aldrig slår en ihjel.

Alt var kaos, alting gik i stykker, blev ødelagt for derefter at komme tilbage igen hele som før og gentage den onde cirkel igen og igen. Han havde det som døde han hundrede gange. Blevet tabt ned i et hul hvor han prøvede at klatre op af, prøvede at borrer sine negle ind i siden på jord væggen for til sidst at indse det ikke nyttede noget. Tabt, fortabelse, tabt! Han genoplevede momenter fra hans fortid, de mest smerte fulde billeder, de aller skarpeste smerter, for ikke at nævne ansigter der førhen havde været fuldstændig glemt. Sort hår, umådelig langt sort hår, kildrede hans ansigtet følte han, læber der pressede sig imod hans agressivt men på samme tid blidt. Fortalte at han skulle vågne, at han ikke var det sted han burde være, at dette var forkert og han måtte kunne væk. Han spurgte igen og igen: hvordan? Men der kom intet svar, der kom ingen ledetråd, intet reb han kunne trække sig op af hullet med. Men så, som blev han virkelig reddet af noget, der var et lys som kom oppe fra hullets åbning. Skinnede ned på ham og han kunne høre en stemme sige hans navn.
Synet kom stille tilbage, kan begyndte at kunne se omridset af et væsen der sad foran ham. Først kunne han ikke se hvem det var, han kunne heller ikke huske hvem. Men ligesom hans syn kom det langsomt tilbage til ham. Han begyndte at kunne se farver, sort hår igen. Følelsen af en iskold hånd imod hans svedige pande, hans åndedræt der var hurtigt og tungt, hans hjerte der stadig bankede som besat. Han kunne mærke hvordan han skælvede, og kunne ikke forstå hvordan... hvordan han havde kunne lade sig selv blive set på denne måde foran et væsen han ikke engang vidste så meget som én vigtig ting omkring. Selvfølgelig udover... den stemme, den stemme han havde hørt, den var ikke normal, det var ikke vampyrens! Han var sikker, der lå noget mere til den udøde end han lige lod vise. Men Ma'lakel nåede knap at tænke disse tanker, før han tog sig til hovedet og lukkede de røde øjne hårdt i, så han fik små rynker ved både næse og pande.
,, Arrh... mit hoved..", jamrede han lavmælt.
Nu kunne han tale som før, og det føltes mærkeligt at hører sin egen stemme, som om han ikke havde talt i evigheder. Han åbnede øjnene lidt efter at han havde lukket dem og så igen lige ind i Ahngel's blod røde øjne. Hans blik flakkede ikke som det havde gjort og det var let at se at den røde farve stille forsvandt hen og blev til den normale grøn gullige farve igen. Han vidste ikke hvorfor han gjorde det, han vidste ikke om det bare var hans krop der reagerede uden at hans hoved fulgte med. Men meget hurtigt rakte han hænderne imod Ahngel, og hvis vampyr herren ikke var hurtig nok ville han ende i et stærkt greb der trak ham ind imod halv-dæmonen. Han forstod ikke hvorfor han gjorde det, og det føltes ærlig talt klamt at have et væsen der let kunne have slået en ihjel ind imod sig. Men, han forstod, eller han troede han forstod det.

Ahngel kiggede en smule mere lettet på Ma'lakel da hans tale igen var blevet intakt som den havde været før. Forbindelsen havde ikke overrasket ham, men at hans egne minder tilogmed skulle indblandes så gradsbørstigt var ham ikke en bekendt ting overhovedet. Han betragtede stille Ma'lakels blik flakke væk fra hans øjne igen. Ahngel forstod det udmærket. Sikkert instinktivt for ikke at lade sig opsluge igen. Hvad havde Ma'lakel mon set og hørt under det? Ahngel bevægede kort to fingerspidser imod sin tinding og tørrede blodet kort væk, for derefter at mærke efter en gang mere. Intet hul, nej. Ingen stemme mere heller. Ahngel sukkede kort og betragtede blodet i sin hånd.
Før han havde tænkt sig færdig og betragtet Ma'lakel igen mærkede han Ma'lakels greb om sig der begyndte at trække ham til sig. Ahngel bevægede blikket skarpt op og så kort overrasket på ham, inden hans vægt fra sofaen og overbalancen gav efter og han faldt ned imod Ma'lakel, som hvis han havde lagt al kraft i at rive Ahngel til sig, ville befinde sig liggende på gulvet med Ahngel kiggende ned på sig, idet han stødte sine knæer og håndflader imod gulvet og ikke fuldkommen mistede balancen.
Han betragtede først stadig Ma'lakel med stor undring og med overraskelse i blikket. Normaltvis ville folk af denne oplevelse flygte og ikke se sig tilbage, så hvorfor ville Ma'lakel tættere på den kilde der lige havde fået de værste minder op i ham.
Ahngels halvlange sorte hår gled kort ned med tyngden omkring dem og skulte få steder over hans ansigt. Hans øvre ansigtsdel var nærmest helt dækket med en enkelt undtagelse for det højre øje. Det beskadiget øje med de blå blodårer som kunne ses i den tørhvide udbrændte hud og det avantgarde øje, som hvis førhenværende æggevide hinde nu havde farvet sig sort af den korte stund af Ahngels afmagt. Pupillen endnu rød. Den betragtede Ma'lakel som et rødt lys i et mørke. En lille sol måske. Hans blik blev roligere atter og han sukkede kort, dog ikke opgivende, inden han langsomt blinkede og så igen på ham.
"Sindet er ikke et rart sted, huh?"