Hunters (Ahngel !)

Ma'lakel holdt Ahngel ind til sig, han skælvede stadig svagt, men var så småt begyndt at få styr på sin krop, og overtale den til at falde ned. Hjertet galoprede af sted, stadigvæk som afhang halv-dæmonens liv af det. Hans vejr trækning forblev hurtig og tung i en tid, han stoppede et par gange med at trække det for at slippe for at høre på sit eget paniske åndedrat. Det havde været en rædsom oplevelse, og dog så ville hans hænder ikke slippe vampyren. Han følte sig svimmel, og i sin svimmelhed troede han at det han så ikke var virkeligt. Vampyrens øje var anderledes, som deres øjne mødtes, og den side af det smukke ansigt Ma'lakel uden skam havde skamfærret, det så fantastisk ud. Det kildrede i maven, tanken om at det var ham der havde brændt det så vidunderlige ansigt, det gav ham lyst til at grine, græde, slå ihjel, og kærtegne. De grønne morderiske øjne dirrede som vampyren så på ham, det var ikke svært at se forundringen i den udødes øjne, hvorfor han havde trukket ham tættere i stedet for at stikke af? Han vidste det ikke engang selv, men dets længere tid han holdt fat i vampyren føltes det mere ... naturligt? Han ville vide mere, han ville have mere! Grådig, så umådelig grådig. Den stemme som han havde hørt sige de sidste ord til vampyr herren, hvem var det, eller rettere hvad var det? Han vidste at han kunne være sunket hen til ingenting hvis det ikke var fordi vampyren havde brudt det på det tidspunkt han havde. Men.. igen, mere! De hænder der før holdte fat om den kolde krop som Ahngel besad, kørte stille op imod dennes ansigt efter at han havde set vampyren sukke og snakke. Han vidste ikke hvad han skulle svare, han vidste bare at han ville prøve igen. Mere, mere af det! Som var det stoffer han havde fået. De lange fingre slangede sig op på hver sin side af det smukke klassiske ansigt, for ja selvom den ene side var blevet skamfærret så fandt Ma'lakel ham stadig smuk, han fandt det smukt! Hans fingre blev klistret ind i det blod der sad i vampyrens tændinger, men Ma'lakel så ikke umiddelbart ud til at reagere synderligt på det. Måske fordi han stadig ikke helt var sig selv. Som han havde begge hænder på hver sin side af vampyrens ansigt trak han væsnet tættere på hans og pressede så sine smalle læber imod vampyrens is kolde. Man skulle næsten tro at der ville opstå damp imellem dem, da Ma'lakel gjorde det. Han brændte men Ahngel forblev vel isende kold? Kysset var hverken agressivt eller grådigt som det havde været første gang han gjorde krav på den udødes læber. Det var let, og nænsomt på sådan en sær måde, det virkede surrealistisk at Ma'lakel kunne gøre det. Kunne kærtegne et væsen mere blidt end han ville ae en kattekilling, så forsigtigt og tøvende at det mindede om en teenagers første gang. Hans hjerte faldt, blev svagere og svagere, indtil det stoppede fuldstændig, og hans vejr trækning begyndte igen at blive rolig. Han kom stille tilbage til virkeligheden igen og brød det sære kys. De grønne øjne fik deres glød igen, det fjendtlige skær der fortalte at han afskyede en, selvom man lige havde mødt ham. Han lod sin tommelfinger glide over vampyrens kind inden det så velkendte skæve smil kom frem, flabet, provokerende, drenget.

,, Sindet... jeg tror det er dig der ikke er særlig rar..sig mig".
Lettere hviskende stemme:
,, What did you see?".

Ahngel betragtede stille den lamslåede dæmon med et opgivende blik idet hans øjne kort flakkede ud imod siden. Fandt han det mon en smule pinagtigt at have ladet sig trække med ned på gulvet på den måde. Igen hørte han Jean og Michell i sit hoved. Om det var ren jalousi eller om det bare var ren hån imod deres alfahan kunne Ahngel ikke påpege. Godt disse ynkelige scener forblev i Terre.
Ahngel stivnede atter da Ma'lakel bevægede sine fingre imod tindingerne. Meget kort. Han rystede. Den nærhed der var. Ma'lakel havde rørt et af de punkter han aldrig ville berøres på, aldrig ville lade nogen røre. Alene på grund af disse tanker om at denne smerte som han for længst havde forsøgt at smide af sig ville komme igen. Skarpe klør imod den følsomme hud på en meget ung dreng. Ahngel mærkede ligeså sine armen dirre kort da det fortsatte. Han følte en svimlende form for temperatursløs kulde glide igennem ham alene på grund af den berøring, som om drengen inde i ham skreg og prøvede at komme væk alene frygt for at Ma'lakel skulle skade det yderligere. Han havde det sådan med meget få steder, som var blevet skamferet i løbet af sit liv.
Frosten der havde gennemboret ham var nærmest tydeligere end hans forbløffelse idet hans pupiller stille dirrede og hans underlæbe fæstnede sig imod hans øvre skarpe tandsæt. Da blev han fuldkommen vækket op fra det mørke hans tanker nu lå i.
En mærkelig anderledes bevægelse kom fra Ma'lakel idet han kort løftede sig samtidig med at Ahngels ansigt blev ført let ned ad hænderne om hans ansigt. Ma'lakel kyssede ham. Endda blidt som han engang havde blevet kysset som dreng af den som han før havde forsøgt at beskytte fra selv disse læber. Sådan var han ikke blevet kysset i lang tid.
Ma'lakel fjernede sig nu igen og Ahngel løftede instinktivt ansigtet op igen med et halvt arrogant og et halvt fuldkommen sanseløst udtryk, som om Ma'lakel lige havde givet ham en mavepumper så forfærdelig at alt luften aldrig ville vænde tilbage til lungernes grene og kar. Ahngel rynkede kraftigt på næsen da han igen indtog denne flabede form. Irratation! Simpel irritation, som den samme da det pokkers væddemål blev sat for mål. Da han igen tabte et kys til en, som han ikke mente havde fortjent det for den flabethed. Stjæl et kys fra Ahngel.. det burde ikke gøre ham noget.
"At være rar betaler sig bare ikke." sagde han så og satte sig op med en kav bevægelse og lænede sig op ad den ene side af sofaen uden at vige væk. Han holdt kort imod sit vesntre håndled. Han rystede endnu.
Han skævede de uens øjne imod Ma'lakel igen da han spurgte ham om noget.
"Noget ødelagt." sagde han kort og præcist.

//Det havde du så meget planlagt! xD//

Ma'lakel lod hænderne placere på gulvet efter at Ahngel havde trukket sig tilbage og han selv havde afbrudt deres lille kys. Det havde ikke været meningen, rigtigt, at han ville have kysset den udøde igen men han havde på fornemmelsen at grunden lå gemt et sted i hans underbevidsthed hvor han ikke kunne få fat i den. Det lettere flabede smil fadede i det Ahngel så over på ham igen, og de alt ædende dyriske øjne opfangede hurtigt den lette rysten der kom fra vampyren. Havde han mon trykket på nogle forkerte knapper, eller på anden måde skræmt den lille vampyr? Måske var den udøde herre ikke forberedt på at Ma'lakel ville handle på den måde som han havde gjort, og for at være ærlig havde Ma'lakel heller ikke selv ønsket det på lige præcis den måde. Men instinktet havde rådet over hans krop, ikke begæret, men instinktet: som var det noget han skulle gøre for at... opnå et eller andet? Måske hævn, at se vampyren kæmpe med at forblive rolig og fattet imens at resten af ham syntes at skævle og falde sammen. Han betragtede de forskellige øjne og undrede sig, over hvorfor de ellers så flotte blod røde øjne havde ændret sig, eller det ene havde. Hans blik gled ned på gulvet i lidt tid på grund af en pinlig tavshed, indtil at vampyren begyndte at tale. De sidste ord fik halv-dæmonen til at se op på det smukke ansigt igen. Ødelagt? Nej, udslettet, udslettet, til støv! Men det passede ikke, for hvis det virkelig var udslettet så ville vampyren aldrig ha' kunne se det. Hvad havde han set? Hvilke af de mange minder der havde flakket rundt foran hans "øjne" inde i hans sind, havde vampyren fået indprintet på sin nethinde?! For i minderne, lå Ma'lakel's eneste rigtige svaghed. I hans fortid lå den eneste knap der kunne få ham til at adlyde som en marionet dukke, det eneste han virkelig frygtede: sandheden om sig selv. Måske var det derfor han var så god til at se andres fejl, se igennem deres løgne og facader, fordi han selv så desperat prøvede at gøre det samme? Uanset hvad hostede halv-dæmonen lidt efter halv-dæmonen havde talt, og så ned. Efter han havde fået styr på sit lille hoste anfald der ikke varede mere end nogle sekunder. Så han op igen og bevægede sig langsomt tættere på vampyren.

,, Ditto...", sagde han næsten hviskende, på en måde der virkede ond og modbydelig.
Som frydet han sig over det han havde "hørt". Han rakte hånden ud imod det håndled Ahngel så desperat prøvede at få styr på. Med en undren i stemmen og en tydelig nysgerrighed sagde han så:
,, Hvad er det .. udøde... hvad er det.. du.. aldrig vil kunne glemme?".

// Neeej da xD!!//

Ahngel betragtede stille Ma'lakel med samme stille udtryk som han nu altid havde på sig. Viste at han ingen svaghed ville lade komme til syne, selvom hans krop reagerede fuldkommen anderledes. Han mærkede stille et pulsslag fra sine krafter igen idet hans øje med et på en måde forandrede sig som små gittre i et mosaicvindue eller som klinker imod den hvide hud. Hans øjne blev atter normale igen for det blotte øje, selvom det ar altid ville være der, men det er jo det der er så smart ved ar. De kan skjules. Med tøj, med magi og med rent psykisk overlegenhed. Ahngel vendte blot blikket lidt væk atter igen da Ma'lakel igen kom tættere på. Han betragtede Ma'lakels hånd nærme sig sit håndled og fjernede instinktivt den anden hånd, hvor Ange De Fer gemte sig under hans skjortestof. Sammen med alt det andet.
Han lod ikke til at have noget imod det lige der. Hans håndled på venstre arm var ham dog skrøbeligt som hans tindinger, men det var beskyttet af låsens metalremme og kæder.
Ma'lakel spurgte ham om noget, som Ahngel helst ville snærre ud til ham og banke dæmonens korpus tilbage i ilden han kom fra, men nej.
"Blot et simpelt lille fragment." sagde han. Et mindefragment, men var mere fysisk end nogensinde. Var det mon en løgn eller bare en fordrejet sandhed? Var linjen imellem han og sin..? Hvorfor var stemmen igen vågen? Det had han havde lagt bag sig for længst gik igennem ham som et lyn. Genoptændedes som gløden i hans røde øjne. Hadet til den hvis hånd lukkede jernjomfruens dør om sin barnekrop og han der åbnede brystet på ham og indsatte den pokkers tingest.
"Jeg kan vel ikke længere kalde ham mig selv..." mumlede han så stille og så ud i rummet.

Ma'lakels øjne gled igen op på Ahngel's smukke marmor hvide ansigt som han fik en kuldegysning igennem kroppen, et kort stød. Han så hvordan det ene øje blev rødt igen og den skamfærrede del af hans hud også blev hel. Magi? Brugte han konstant magi til at gemme de smukke detaljer i hans væsen, hvor var det synd og hvor måtte det afkræfte ham. I det øjeblik undrede Ma'lakel sig over hvor stor en brøkdel af væsenets styrke han egentlig havde set? At blive slugt af ham var skræmmende, ja rædsomt og en mindre person en ham selv ville være løbet for livet efter at være kommet tilbage til det. Han forstod ikke hvordan han havde kunne undervurdere dette væsen, måske fordi han ikke havde mødt andre udøde som ham. De havde alle sammen været... kedelige, simple, og irriterende. Det var sært at efter at have mødt så mange af den samme rase så havde det kun været den her vampyr han havde kunnet føre en nogenlunde samtale med uden at de sprang i struben på hinanden med det samme. Det havde måske skyldtes den ro der lige nu var vendt tilbage til den udøde, og som var den samme ro der havde lullet Ma'lakel i søvn. Hvordan kunne han holde den samme ro, den samme balance efter hvad der lige var sket. Det var et mysterium for Ma'lakel hvordan han kunne være så rolig, når alting syntes at være et stort kaos? De grønne malakit øjne mistede fokus fra Ahngels blod røde øjne, han var ikke interesseret i at se ind i dem længere. For selvom Ma'lakel ikke bevidst frygtede at blive slugt igen, gjorde hans underbevidsthed. Hans hånd lukkede sig om det venstre håndled som havde rystet i måske frygt. Han tog fat om det og trak stille hånden imod sig. De sad efterhånden meget tæt på hinanden, nok til at deres ben blev nød til at flette sig ind i hinanden før det var muligt for dem at sidde med ansigterne overfor hinanden. Til Ahngel's svar trak Ma'lakel på smile båndet igen, men dog ikke flabet eller nedladende på nogen måde, mere et kort: heh, smil.
,, Fragment af noget der fik dig til at reagere voldsomt."
Ma'lakel vendte og drejede hånden, imens hans øjne nysgerrigt studerede den. Indtil bæst øjnene igen låste sig på Ahngel og han rakte den anden hånd ud imod hans bryst. Mon det kunne lades at gøre? Han vidste ikke om udøde besad hjerter, siden det var en muskel, men når de jo levende af blod havde de vel brug for den ene muskel i kroppen der fik deres elskede blod til at løbe rundt? Han satte sin store håndflade midt på den udødes bryst, og lukkede øjne for at fokusere på en af hans andre sanser: at føle. At mærke efter om den udøde's hjerte heller ikke bankede som andre blod væsener, om det var sunket væk. Det hele kunne på sin vis godt minde om et læge check af en sær art, i hvert fald var det ikke svært at hvad Ma'lakel havde gang i var at sammenligne sig selv med vampyren. Han var nysgerrig, og den nysgerrighed var tilsyneladende ikke blevet svækket af den rædsomme oplevelse.

Ahngel sad stille og havde åbentbart heller ikke tænkt sig at se tilbage i Ma'lakels øjne overhovedet. Fragment. Fragment for pokker. Da han hørte Ma'lakels bemærkning om det, glødede hans blik kort op og et deformt anderledes udseende smil kom frem. Noget mere betynget af alder i øjnene og et meget mere medlidenhedsløst blik end samtlige psykopater heromkring. Ikke et af Ahngels egne smil. Dette.. Dette var gået i arv.
"Heh.. Du har ikke set mig reagere voldsomt." sagde han nærmest klippekoldt og bittersødt som bare pokker. Det fortog sig dog igen da han opdagede at Ma'lakel igen havde begivet sig ind i hans imtimsphære. Han så kort ned. Var han overhovedet ændret fra dengang? Nok var han barn af mørket og fuldkommen kold for de fleste liv, men.. han ville aldrig blive som ham. Hans far.
Ahngel mærkede igen berøring fra Ma'lakels side. Berørende endnu et af punkterne. Hans brystkasse med det langsomt slående hjerte og den metalliske smag der ville være dertil. Det der forsejlede hans eneste gave der var tilbage fra hans moder. Det han selv havde taget fra hende den gang. Blod der ikke flød i hans årer. Blod der ikke var hans og aldrig ville blive det. Dog passerede disse tanker ikke i det igen fastfrossede blik på ham. Alt.. for ... meget.. berøring. Hvorfor fandt han sig dog i det i det hele taget. Han mærkede sine tænder presse sig imod hinanden med hans spændte kæbe. Og så den lugt der efterhånden plagede ham. Den evige nysgerrighed fra Ma'lakel og søgen efter hvad der lå bag det kolde ydre. Den samme som de fleste havde, men ikke nærede så dybt som Ma'lakel. Dog var Ahngels fuldt fast i sine meninger. Hans sind var hans.. kun hans...?
Han rettede igen øjnene fast imod Ma'lakel med et ret koldt udtryk. Ja han havde et hjerte.. dog ødelagt som meget andet. Ahngel gengældte Ma'lakels førhenværende heh, smil med et kort fnys.
"Bare fordi jeg er udød, betyder det ikke at jeg stopper med at leve." sagde han så, tydeligt at han ikke mente rent fysisk. Han talte, lærte, gik, og tænkte. Det faktum af at han var et dødfødt væsen betød ikke at.. eller hvad? Han havde nu sine mangler, men det havde alle.
"Nu du er i gang.. Hvorfor river du det så ikke ud af mit bryst?" sagde han så med en stilfærdig mine.

Ma'lakel trak igen på smile båndet på grund af den måde Ahngel ændrede sig, et klart forsvar der blev stillet op foran halv-dæmonen, det lå i stemmen og i krops sproget. Han vidste at han rørte ved noget meget personligt, og at hans små bemærkninger ville gå vampyren på, uanset om væsnet ikke ville vise det eller ej. Når man havde omgået væsener i flere hundrede år lærte man efterhånden at læse dem uden at de behøvede at sige noget. Som han mærkede det bankede hjerte rynkede han kort brynende i forvirring, ikke fordi han undrede sig over hvorfor det bankede, men at han kunne mærke det banke. Så var de alligevel ikke så forfærdeligt ens som dæmonen havde håbet. Han sad stadigvæk med Ahngels hånd i det vampyren bad ham rive hjertet ud, nu han var i gang. Det fik Ma'lakel til at se op og møde de blod røde øjne igen der nu syntes mere... kolde? Fjendtlige, på en sær rolig måde. Det smil der prydet Ahngels læber virkede også fremmed, og inde i hovedet blev Ma'lakel hurtigt enig med sig selv om at det ikke klædte blodsugeren overhovedet. Til Ahngels ord slog Ma'lakel over til et lettere roligt smil, det var som om de byttede roller et kort øjeblik. Ahngel var oppe på dupperne og Ma'lakel nede på jorden for en gangs skyld.
,, Kun hvis jeg må æde det direkte fra dit indre..".
Som han sagde det kunne man let fornemme en mellemting imellem dyb alvor og en mine af sarkasme. Men hvis Ahngel bad ham om det, ville han sikkert gøre det. Efter at have svaret rystede han let på hovedet, og så ned på vampyrens hånd igen. Tog den anden op imod den og gned sine fingre over den kolde hud. Det var et mysterium hvordan de kunne forblive så kolde, når kroppen indebar intet andet end varmt blod. Lige så mærkeligt som Ahngel selv. Efter lidt tid tog han dog den udødes venstre hånd imens han stille knappede sin skjorte op med sin den frie. Hans veltrænede bryst med den lettere mørke hud blev afsløret foran vampyren og Ma'lakel tvang den udødes venstre hånd op til midten af det brand varme bryst, hvor venstre side havde slutningerne af en snoret tatovering, placerede dennes håndflade imod det og rettede øjnene imod den lidt ældre udseende vampyr herre, med et smøret dog sørgmodigt smil på læberne.
,, Find Holker.."
,,

//Lol xD Find holker//

Ahngel sagde ikke noget efter Ma'lakels bemærkning. Riv det ud, æd det, brænd det, ødelæg det. Det ville ikke forsvinde. Det ville genopstå i vævet og ligeså ville den lille metallås deri. Det var en af de ting der gjorde Ahngel meget unik blandt vampyrene. Blev hans hjerte gennembordet fra anden hånd, ville han ikke kunne slås ihjel. Alene på grund af den kerne i ham, som var i live men som var fastholdt og løb forbi hans blodbaner. Det var Ahngel en pest og et skrækkeligt skud af virkelighed i hans nakke. Hvor mange gange han end havde fået det gennembordet og forsøgt at rive det ud selv, var det aldrig lykkedes. Det var dengang. I de dage selvfølgelig. Han betragtede stadig Ma'lakel med et koldt blik, men det virkede ikke så fjendtligt som det havde gjort lige før. Han mærkede endnu Ma'lakel røre ved hans håndled hvilket selvfølgelig ikke ville lade ham gå tilbage til den narrevenlige tone han havde haft tidligere på aftenen, hvor det sjovt nok havde været Ma'lakel der havde været fjendtlig. Han mærkede stille sin hånd blive flyttet imod Ma'lakels bryst og rigtigt nok mærkede han åre igennem huden, men.. ingen rigtig puls fra et hjerteslag. Ligeså så han intet. Normalt havde vampyrer jo det her syn der gjorde dem i stand til at kigge under huden til tider, men det var som om at disse årer bare forsvandt lige pludselig i takt med at tatooveringerne gjorde. Den lettere avantgarde udtaling fra Ma'lakel derefter fjernede ikke Ahngels opmærksomhed synderligt. Hvem end holker var, så var der ingen? Måske var der et hjerte under alt det her, men det slog ikke og Ahngel kunne ikke se det. Det så mærkeligt ud, som en vanskabning inde i hans bryst. Bare dne lille mangel udgjorde den store forskel.
Et kort, men ikke hånligt smil kom frem. "..."
"Derfor det anderledes blod.." mumlede han kort da han indså han havde drukket blod uden puls. Dødblod. Godt han ikke havde fortæret så meget af det.

// XD Det lød fedt i mit hoved...//

Halv-dæmonen holdt sit smil på læberne og lod hans øjne glide fra vampyrens hånd til hans ansigt. Selvom han tidligere havde viet bort fra de blodige røde øjne, så han ikke ud til at trække sig denne gang. Han kunne stadig mærke hans mave krølle sig sammen indeni, en lurende angst der var klar på spring hvert øjeblik det skulle være. Forberedt på at blive slugt. Men Ma'lakel var overbevidst om at vampyren ikke ville lade ham blive suget ind igen, det havde trods alt måske også været en ubehagelig oplevelse for vampyr herren selv? Hvilket fik Ma'lakel til endnu engang at tænke på stemmen og på hvilke billeder fra Ma'lakels minder Ahngel slæbte rundt med? Hans nysgerrighed blev ikke mindre end før af disse tanker, og det var tydeligt at se på Ma'lakel, der var mester i at gemme alle andre følelser end nysgerrighed. Hans øjne glimtede over spændingen som han følte der var over hele situationen, og de blev lidt større efter vampyren havde talt. Hvad mente han med det? Derfor det er anderledes blod? Det var hans blod hvad var der så specielt ved det? Ikke at han aldrig selv havde smagt sit blod og for ham var det kedeligt som alle andres, han fattede ikke at de udøde kunne smage forskel. Alt blod var næsten ens, nogle havde en snert af bittert, andre sødt, nogle alt for sødt, et par stykker salt, og så videre og så videre! Han lod vampyrens kolde fingre glide ned langs hans bryst i det hans egen hånd blev lidt mere slap, og da de kolde fingre nåede ned til hans navle fjernede han den stille, men gav dog ikke slip på den hvide hånd.
,, Blod er vel blod...", lød det fra ham.
Han kørte vampyrens venstre hånd op imod sine smalle læber og lod tungen glide over noget størknet klistret blod der vel stadig ville pryde vampyrens fingre.
,, Selvom jeg ikke ville have noget imod at smage dit.."
Det sidste blev sagt med en mærkelig form for charme der lå over dæmonen, den var twisted men forførende hvis man havde en ting for farlige væsener. Det kunne sammenlignes med et kompliment der blev sagt via en døds trussel.

Ahngel lod stille sin hånd føre. Dog fandt han det meget direkte at Ma'lakel med disse berøringer ligenu, men hans stædighed ville ikke lade Ma'lakel vide at disse berøringer generede ham på en meget speciel måde. De gav ham lyst til at flække dæmonens nakke og æde direkte fra årene i det dødfødte blod. Så megen kontakt med det blod der ikke engang burde falde i hans smag, men blot gøre ham syg, om ikke andet trække ham med i døden hvis der i virkeligheden intet liv var i Dæmonens bittersøde blod. Stærkt blod.. Ahngel smilede halvpsykotisk over Ma'lakels bemærkning om det han selv havde viet sin kærlighed for. Blodet.
"Blod er ligeså forskelligt som væsenernes ansigter og fingerspidser. Levede du af det, så ville du ligeså kende til det." sagde han nærmest hviskende...
Ahngels udtryk ændrede sig lidt igen da Ma'lakel lod sin tunge stryge imod Ahngels blodplettede fingre fra hans let blødende tinding. Først nu indså han at han selv i al den psykiske panik havde kradset sine klør imod den tørre, dog bløde kolde hud imod hans skrøbelige område. Sindsygen var ikke jaget på flugt, blot gjort mere udholdelig, dog mærkede han den indestemte alarm der havde været igang siden dæmonens nænsomme berøring af Ahngels ellers reserverede læber. To modpoler og alligevel sad han sådan overfor Ma'lakel som var det ingen ringere end en han med vilje tog nærhed til bare for at vente på det rigtige øjeblik, men hvor det var Ma'lakels initiativ følte han sig som den der ventede på at blive ædt fuldkommen. Han kiggede kort imod Ma'lakel med et roligt, dog lettere alvorligt blik. Da smilte han atter smøret og overlegent med det perlehvide tandsæt prikkende imod hans underlæbe. Han havde en smule overbid.
"I større mængder er mit blod desværre ikke så medgøreligt." sagde han så og betragtede ham som om han havde taget en udfordring op. Han så kort imod sin finger igen med et tænkende blik.

Hvad bilder han sig ind?!
Lucifer vil sikkert ikke finde sig i det meget mere. Vent og se!

Ma'lakel's øjne mødte grådigt Ahngels i det vampyr herren skænkede ham et roligt men alvorligt blik. Halv-dæmonen fandt det ulæseligt men sammentidig åbenlyst. Han kunne mærke den sagte kildren inde i kroppen, forførende og slesk, den overbevise ham om at gøre ting ved vampyren der kunne få de mest traumatisk konsekvenser, men det var ikke så sært som den udødes blod pirrede hans smagsløg. Efter vampyrens ord, ændrede Ma'lakel's øjne sig fra at være nærværende og levende, til at være fraværende og stille. Han ændrede sig fra et tænkende væsen til et tankeløst dyr. I det øjeblik det skete var det ikke bare tungen der stille lod sig glide langs vampyrens fingre men den skarpe spids fra Ma'lakels takkede gullige tænder der stille skar en fin smuk linje der ikke engang få sekunder efter sikkert ville blive røde af blod, derefter pressede han læberne imod fingrerende som for at skjule sin virkelige intension med et kys, selvom det han ville var at indtage noget af det blod i Ahngel's krop der stadig blev pumpet rundt af den udødes stille bankende hjerte. Han drak de små dråber han fik ud af det, men selvom han var grådig efter mere stoppede han for ikke at bryde det lille skuespil han havde sat op, et skuespil han vidste at den udøde herre kunne se igennem, men som han alligevel valgte at fremføre. Hans tunge skreg af nydelse, af ren extercy, og den forførende kildren blev ved, stadig lige grådig, lige nysgerrig, og lige trængende. Han kunne mærke sin krop bluse op af indre flammer, mærkede berørelsen af tusinder hænder der kærtegnede hans brune hud. Tændt, det kom frem i hans blik igen, efter det dyriske, tankeløse blik stille var forsvundet igen og erstattet med det brændende blik. Et blik der kunne fortælle om århundredes voldtægter, og omgange med både det samme og det modsatte køn. Han kunne mærke kulden hos vampyren, se den fjendtlighed der så pænt var sat op som et lille forsvars skjold og mest af alt det ny fødte had den smukke udøde havde fået til ham. Hans tilnærmelser var knap så ekstreme som de kunne være og selv nu veg vampyren tilbage, afslog Ma'lakels "tilbud".

,, Det er jeg ikke i tvivl om...".

Ahngel rynkede kort på næsen da Ma'lakel lod sig trænge ind til Ahngels blodårer. "Det må jeg sige." sagde han stille med et skummelt smil idet han tog sin finger til sig inden Ma'lakel kom for godt i gang. Han strøg den til sine læber inden de healede som et edderkoppespind i hans hvide væv.
"Så meget for imtimsphære og personligt rum, huh?" sagde han skeptisk og lagde hovedet lidt på skrå idet han lod et brændende spørgende, dog endnu smilende, som morede hans sig sadistisk, blik sendes ud til ham og holde hans blik fast. "Hvad vil du mig, Ma'lakel Lemoris?" sagde han så med en lettere provokerende attitude. Det havde nu brændt en del i hans hoved. Hvorfor opsøgte Ma'lakel denne kontakt og ikke mindst. Hvorfor han så pludselig virkede så kærlig. Det gav ingen mening for Ahngel overhovedet. Kiggende tilbage på tidligst på aftenen da han slæbte Ma'lakels krop ind på bordegaet og til nu, hvor de mere eller mindre var en sær form for bekendte. "Du er nok det mærkeligste væsen jeg har mødt her i Terre..." sagde han stille inden han smilede lidt lettere, dog endnu ikke overført til muntert. Var det en kompliment. Ahngel havde nu sin forkærlighed for det okkulte og abnormale og fandt interesse i alt der skillede sig ud fra det normale borgerlige mønster. En skam at sådan et væsen var så meget under tøflen på en lille patetisk lille elver.. Havde Ma'lakel mon egentligt et valg i den sag.. Var Zane ikke en dæmonhersker ligeså? Hvis ikke så havde han svært ved at forstå hvordan de franske dæmoner gav op så hurtigt.
Hvordan klarede de sig mon lige nu?

Ma'lakels lyst og blik forblev atter trængende, og ligeså gjorde hans begær for dette kolde væsen der ikke havde forstået hans måde at sige: jeg kan lide dig. Det forekom sikkert også sært, taget i betragtning af at det knap var et par timer de havde kendt hinanden sammenlagt. Og første gang Ma'lakel havde ladet sine grønne øjne hvile på den udøde havde han ikke regnet med at skæbnen ville kaste ham i hænderne på vampyren én gang til, specielt ikke på denne mærkværdige måde. Men spørgsmålet fortjente da et svar, et svar som senere skulle vise sig at holde flere ord end dem hans tunge og læber kunne udtale.
,, Mit efternavn er vist ikke nødvendigt, bare kald mig Ma'lakel. Og spørgsmålet er ikke hvad jeg vil med dig, men hvad du vil med mig...".
Et smil formede sig, og han gav vampyren et af sine normale overlegne smil. Deres lille alfahan dans fortsatte endnu engang. Som to slanger der stod overfor hinanden svejende og truende, ventede på det bedste tidspunkt at angribe, en perfekt åbning! Men hans overlegne blik ændrede sig som deres samtale gik videre, han havde en sær fornæmmelse af at de snart ikke længere var alene. Et instinkt der alarmerede ham. Hvad end der var på vej imod dem så var det noget som han i hvert fald ikke bare kunne ignorere. De grønne øjne blev alvorlige, fjendtlige om man vil, og gled hen på døren ud til. Han trak sig væk fra vampyren lige så stille, prøvede at lave så lidt larm som muligt. Han tog fat om hans pistol efter at have rejst sig og rakte en hånd ned i lommen. En efter en, skubbede han patronerne i magasinet. Da den gav et klick, skubbede han magasinet tilbage i pistolen og rakte sin frie hånd ned imod vampyren som en gestus til at hjælpe ham op.

,, Så er hygge stunden vist forbi".

Ahngel lyttede stille og et sadistisk smil bredte sig stille på hans læber da Ma'lakel så næsvist svarede igen. "Ma'lakel så... så er der vist ingen grund til at du fortsætter med at kalde mig for udøde, vel?" sagde han og lagde hovedet på skrå. Nu skete der vist noget der virkede mere appellerende for Ahngel. Ahngel tog stille imod Ma'lakels hånd og lod sin handflade lukkes om hans håndled og trække sig selv op med et kort ryg.
"Men jeg vil selv lade dig vælge hvem du ønsker at være i rum med." sagde han så og slp derefter hans hånd. "Du kan kalde mig Ahngel..." sagde han først hviskende.
"Eller.. du kan kalde mig ved mit rigtige navn, Lucifer." sagde han og smilede endnu engang bredt og satanisk. Han havde klart hørt patronerne og glædede sig på en måde allerede. "Og hyggestunden, Ma'lakel dog, den er jo bare ved at starte..?" sagde han og trådte ligeså et skridt tilbage for at skabe en bedre rækkevide. Spændende. Skulle man trække sit vågen alligevel?
"Sådan en pludselig fjendtlighed?" sagde han med en legende form for sadisme idet hanfjernede en sort hårtot fra de røde øjne og kiggede ud imod døren med et tænkende blik. Selvom det endnu ikke var klart, følte han dog at der var noget der gjorde ham interesseret i at skulle bruge mere tid på Ma'lakel og faktum af at navnene var på plads, gjorde det en smule mere personligt så at sige.

//Wait a sec xD Har jeg helt glemt at give Ma'lakel navnet i starten af emnet? xD Typisk mig //

Han rev også til i det den kolde hånd rørte hans varme, og igen skulle man tro at der ville komme damp op fra deres hænder men det gjorde der ikke. Han så ikke et øjeblik væk fra døren udtil, da han sagtens kunne hører det, noget stort var på vej imod dem, noget der kom nede fra og arbejde sig vej op. Han trak på smile båndet af det Ahngel sagde, en sær form for smil der ville virke fremmed for en hver der havde mødt Ma'lakel før. Han smilte, han smilte rent faktisk. På en måde der fik ham til at se tilfreds ud, ikke sadistisk, ond, eller morderisk, tilfreds, varmt på en abnormal måde, som smilede han for første gang rigtigt. Han lod sin finger presse stille imod aftrækkeren, det kunne være hvert øjeblik:
,, Lucifer.... navnet på selve djævelen... I'm impressed!".
Lige efter de ord, begyndte jorden at ryste, de eksotiske møbler inde i bordegaet skævlede nærmest og på hylderne hvor der stod glas og flasker, kunne man hører lyden af dem der splintres imod jorden. Hvad end der kom imod dem, var det tæt på nu. Ma'lakel lukkede øjnene for at fokusere, på det kan gerne ville hører. Den svage lyd af jord der blev skubbet til hver side, tvang sten og plante rødder væk fra sig. Og inden Ma'lakel kunne nå at opfange det, blev bordegaets ene side der hvor døren skulle have været, flået fra hinanden og revet i stykker, og denne gigantiske slimede blævrende orm kom til syne. Pegede dens slimmede ansigtet imod dem begge (hvilker bare er en stor mund :P) og viste dens kæmpe gab med en rundkreds af skarpe tænder. Den gav en skinger øredøvende lød og Ma'lakel slog øjeblikkeligt sine grønne bæst øjne op og stirrede på kæmpe ormen. Hans smil var forlængst forsvundet, erstattet af alvor. Han var klart mere fokuseret på ormen end på Lucifer i dette øjeblik. Han sigtede på bæstet, og skød imens han gik imod det. Et brag kom fra pistolen for hver gang han skød, og et tomt patron hylster fløj i luften sammen med noget røg. Bæstet jamrede og skreg som den blev skydt og slim fløj ud fra den, men den var ikke død, end ikke efter den sidste kugle (der var i alt seks). Efter at bæstet ikke var faldet om efter at være blevet skudt, smider han pistolen fra sig og begynder at fokusere mere på sin ild.

// Lmao det havde du faktisk :P.. men det er okay xD spiller bare på du ikke havde. //

Ahngel trak ligeså kort på smilebåndet idet Ma'lakel kommentarede hans navn, der end ikke var hans eget. Han måtte dele det med minder og den tro om den faldne engel.. Hm.. Ir for sig var der jo ikke noget at dele. Ahngels opmærksomhed blev brat omvendt på lydene der kom og til sidst på væggen, hvis sten og træ og andre materialer blev flået fra sig på få sekunder. En acceleration på styrke han end ikke selv kunne formå at udføre. Måske blev dette alligevel ikke så nemt som han havde troet, men selvfølgelig... hvilken kamp i hele verden er noget værd hvis der ikke er modgang. Hans smil sad dog ikke længere på ham af synet af den kæmpemæssige tingest der nok allerede havde ødelagt flere områder her i slumkvarteret allerede. Ødelægger hans jagtmark. Det møgdyr var ikke så lidt fræk. Han skævede kort til Ma'lakels patroner der skød af sted uden at gøre megen anden skade på væsenet end smerte og få skrig.
Ahngel nikkede for sig selv idet han lagde armene over kors og lod begge hænder glide ind under hans lange frakke og udrive noget der med en klirrende lyd, lod to store spidse lod falde fra hver ende af en mindst fem meter lang sølvkæde, hvorpå der på hvert link sad et lille knivblad som modhager. Det overskydne kædemateriale viklede sig om ahngels håndled og satte sig på plads indtil hans rækkevide skulle forlænges. De var tunge. Meget tunge, dog viste Ahngel ikke tegn på overbelastning og holdte det så let som var det bare et simpelt stykke reb. Han skævede kort til de pælformede lod der skinnede kort imod den dunkle belysning. Han håbede væsenets blod var rødt.. det klædte det rene metal så godt om ikke andet måtte han bruge andre krafter end blot den fysiske styrke og præcition. Det var han da heller ikke ked af.
"Det må jeg sige. Man tror man har set det hele og så..?!" mumlede han lettere irriteret og lod begge lod begynde at bevæge sig i G inden han sendte den ene lange ende imod en lavere del af væsenets kæbe. Loddet var tungt. Omkring en voksen menneskevægt vær.

Den store blævrende orm giver et skingert højt skrig fra sig som krogen fra Ahngels våben når at sætte sig fast imellem to af de meget skarpe tænder. Som en fisk på en krog prøver den af vride sig fri men foreløbig uden held selvom vampyren sikkert ville få noget besvær med at holde balance når han er oppe imod sådanne stort og stærkt bæst.
Ma'lakel ser kæden der kommer flyvende og sætter sig fast imellem de to skarpe tænder, hans øjne lyser op som er noget gået op for ham. Det var en vidunderlig taktik, han holdt bæstet og Ma'lakel dræbte slimklatten inde fra. Efter at have tænkt over denne storslåede taktik råber han til vampyren for at være sikker på at de begge har samme idé:
,, Hold den, og hold den væk fra mig!".
Hans mørke stemme er alvorlig og på sin vis måske en lille smule kommanderende, men det var også en situation hvor at man blev nød til at kunne samarbejde for ikke at blive slugt af blæver bæstet. Han sætter sin venstre hånds fingre imod hans højre, og står overfor det store bæst der fortsætter med at vride og dreje sig voldsomt for at trække Ahngel imod den og komme fri af den skarpe krog der har sat sig imellem de bøjede savtakkede tænder. Halv-dæmonen lukker øjnene og begynder lige så stille at fokusere, og stille begynder de blå flammer at bredde sig ud til hans skuldre hvor de lige så stille begynder at vokse opad. Den store orm kan tydeligvis mærke varmen som stiger omkring ild dæmonen og lader dens interesse falde på ham i stedet for. Med endnu et skingert skrig retter den sit store gab imod den brun hudet halv-dæmon og strækker sig så langt den nu kan uden at blive afbrydt af Ahngel for at lade gabet lukke omkring Ma'lakel imens han koncentrere sig.

//Sorry kort svar, smadret efter Live Rollespil Dx

Ahngel rettede blikket imod Ma'lakel og nikkede fast til ham og holdt derefter imod en halvvæg så hans vægt ikke blev revet med af ormens overlegne masse. Han betragtede kort ilden komme frem på Ma'lakels krop, men blev dog ved med at blive dístraheret af ormens uregelmæssige vriden og skrigen, så krogen mistede en smule af sit greb. Da den strakte sig tav Ahngel sammenbidt og begyndte at svinge den anden ende af sit vågen i den nu frie hånd, resulterende hans anden arm måtte tage hele vægten af ormen for sig selv. Han svang den og skød den imod ormens anden kæbeside, hvorefter han satte af fra sin plads og accelerede på under to sekunder og stødte sine ben imod den modsatte væg for at få kraft i selve revet i ormen, hvorefter han placerede sig på den anden side, resulterende i at han nu stod bag den med begge ender af kæden siddende fast i hovedenden, gjorde det sværere for den at tilnærme sig Ma'lakel. Et højt knæk kom fra hans ene skulder idet han trak den mere til sig. Han bed sig kort i underlæben inden hanlavede en bevægelse med selve de to håndtag i kæden. Der lød et klik og flere små led kom ud af de store, gjorde den en del længere, så Ahngel kunne bakke længere bagud. Han kunne nu mærke regnen imod sit baghoved, da han praktisk talt stod udenfor og rev ormen imod sig.
Derefter begyndte at stille at hvisle. et eller andet uhørligt for ormens skrig, men nok til at Ahngel selv kunne høre de franske ord han lagde i det.

//Det er helt i orden ^^//

Ormen fortsatte med at kæmpe en brag kamp for at komme fri fra Ahngel's kæde, og det ville skam nok også have været lykkedes hvis ikke vampyr herren var så kvik og hurtig som han var. Det store blævrende bæst nåede ikke at reagere idet den udøde passerede den, ikke engang et hak nåede den at give, da den allerede sekunder før havde givet den brændende dæmon al dens opmærksomhed, undervurderet den udøde med de lange kæder. Alt dette skete på under et minut så der var ikke gået længe fra ormen var kommet og så til nu. Ma'lakel havde fortsat med at have lukkede øjne og koncentrerede sig, satte sin lid til at den udøde ikke ville lade den store orm æde ham. Han var trods alt en af dem som vampyren sagde skulle bevares, hvis skæbne var forudbestemt og ikke måtte forstyrres. Som han havde stået i noget tid og fået sine alt ædende blå flammer til at strække sig godt og vel en meter over ham så de slikkede noget af bordegaets ødelagte tag og forvandlede den brune træ farve til sort. Efter det åbnede han øjnene igen, hans arme og hænder dækket til med dette varme blålige inferno, og han hamrede først sin venstre hånd ind i dyrets "mave", den skreg op, vred sig endnu mere vanvittigt i det den blev påført så smerte fuld en skade. Han slog med den anden og hans blå flammer dræbte alt indmad der kunne eksistere inde i det større bæst. Det resulterede i at den blev endnu mere umedgørlig for Ahngel, men som Ma'lakel blev ved med at sende knytnæve efter knytnæve ind i den blev den tydeligt svagere, og mere afkræftet. Indtil... den svulmede op, blev større og større, som gik den fra at være en aflang orm til en rund kugle af slim. Ma'lakel stoppede sin venstre hånd lige som den var ude for bæstet, og så op på den. Han nåede knap at sige sin sætning færdig:
,, For Sata-..!?!".
Slim! Der fløj slim udover alt, det store orme væsen sprang?! Og i en overflod af ulækkert stinkende snask blev både vampyren og Ma'lakel dækket i. Ma'lakel's flammer slukkedes og han stod med indmad og snask overalt udover sig, stiv som et skræmt lam.
,, Det var som...".

Ahngel holdt endnu fast i ormen idet han blev ved med at tale uforståeligt og roligt, til trods for at hans krop flere steder begyndte at give efter for dets kraft og vægt, som stadig ville være ham overlegen hvis det blev sat op på den måde. Hans rygsøjle gav ligeså et knæk, samt hans underarm. Han blottede endnu engang tænder, men tav da det blev mere afkræftet af Ma'lakels voldomme angreb. Det begyndte at vokse, resulterende i at kæderne blev rykket ud fra det ødelagte væv og falde imod jorden. Ahngel vaklede meget kort da vægten var taget af og han igen stod ret op og ned, men så måbende på den voksende orm der bare forstørredes og forstørredes. Ma'lakels ild havde vel fået sammenstød med dens materie og dannede et tryk af gasser og opkogt kød. Ahngel vrængede kort da det begyndte at stinke yderligt og trådte kort et skridt tilbage inden dens væv begyndte at sprækkes for derefter at lade materien skydes ud fra dens destruerede krop. Slimet flød kraftigt ud af alene trykket og fik Ahngel væltet af den ene korte bølge. Han rettede sig dog med det samme op, med nu slim over hele kroppen. Det dryppede fra hans hår og tøj. Han blottede tænder da stanken var så uudholdelig at den nærmest brændte sig igennem hans sanser. Ahngel gøs kort af følelsen af at være dækket af noget der havde været inden i et væsen som en orm. Blod.. blod kunne han leve med, men slim! Og endda så stinkende og ækelt. Ikke noget nogen vampyr ville bryde sig om. Han så på det ødelagte kød der lå tilbage fra ormen med væmmelse og irritation, hvorefter han så hen imod Ma'lakel. Kunne man kalde det vellykket? Ormen var nede.

Ma'lakel lod en hånd køre over overfladen på hans jakke der var klistret ind i slimet og trak så hånden væk igen bare for at se slimet danne små snorer imellem hans jakke og finger spidser. Det... var vel lykkedes den at dræbe bæstet, på den bekostning at de begge to blev indsmurt i dens indmad. Et sted kunne man vel kalde det en lille smule ironisk for på en måde fik de den, men den fik også dem på samme tid. Han blinkede et par gange da det lige skulle sive ind hvad der rent faktisk var sket. Hans øjne gled over det gode stykke af jorden/gulvet som var blevet forvandlet indtil en tallerken med en slimet ulækker klat grød på. Stille rystede han hånden som han så på det, og der fløj noget orme masse af den og lagde sig sammen med alt det andet nede på den bare jord. Det var vel hvad man kunne kalde en hurtig men ret så frastødende kamp. Selvom lugten måske ikke nagede ham så meget som den burde. Efter at have rystet noget slim af hænderne og så ellers betragtet de menneskeforladte omgivelser, og lyden af den alt ødelægende regn, fokuserede de grønne bæst øjne på Ahngel igen. Vampyr herren var åbenbart heller ikke sluppet for at få et slim bad, og et eller andet sted kæmpede han med sig selv for ikke at grine da han gættede på hvor meget den fine vampyr måtte hade at være til klistret i det stinkende snask. Han så over imod det sted han var sikker på han havde kastet sin pistol hen, men den var selvfølgelig også tildækket af denne slimede masse der syntes at have opslugt det meste af borgedaet. Det gav et knas og nogle klamme sjask som halv-dæmonen tog sit første skridt hen imod sit hjertens kære våben, og lod fingrene tvinge det meste af slimet væk. Han samlede den op og rejste sig med den i hånden, studerede den tænkende og børstede en lille klump fedt af dets løb. Derefter trak han på skuldrende og satte den i det lige så indsmurte hylster på hans bælte. Han kørte en hånd op i det til snaskede hår og brugte det klamme slim som en form for hår gelé til at skubbe sit hår væk fra ansigtet igen.
,, Chamerende... ", han gave et drillende smil over imod Lucifer.
,, Det klæder Dem!".

Ahngel havde ligeså fået sig oprejst, så slimet nærmest drev af ham. Ganske rigtigt var han kommet noget under og var simpelthen gennemtværet af den ulækre materie. Han hev sit våben til sig ligeså og klikkede leddene deri på plads og satte den tilbage på kryds over brystet inden under hans lange frakke, der var blevet lettere farvet af den transperante ækle farve som slimet havde. Han rynkede på næsen af Ma'lakel med et arrogant udtryk. Han måtte more sig kosteligt over dette, måtte han ikke? Han rystede kort på hovedet. "Meh. En af ormens tænder ville også ha klædt dig, men den fornøjelse fik du ikke." sagde han lettere bittert og lod med begge sine hånde rede sit sorte hår tilbage og fjerne det meste slim derfra, som når man vrider sit hår fra vand. Langt hår var ikke altid en fordel, men han kunne heller ikke ændre det. Klippede han det, ville det vokse ud på få min utter alligevel.
Han vrængede sig endnu engang inden han kiggede ned ad sig selv igen og derefter rundt på det tilsølede bordega. Ejerne ville ikke være glade for dette. Ahngel smilede dystert da den lille tanke kom i hans hoved: Den lille kvabsede mand mødte op på arbejde og så det store hul i væggen og sin gennemslimede kro på denne måde. Ahngel fik helt lyst til at skrive en seddel:
Døren virker ikke.
Ahngel rystede kort på hovedet og bevægede sig lidt igennem slimen for at kigge nærmere på kadaveret. Trods han gik langsomt blev hans holdning ikke meget ødelagt af slimets påvirkning af hans gang. Han gik på samme måde, blot langsommere. Han ømmede sig kort og lagde sin hånd på den beskadiget skulder og rykkede den kort tilbage, resulterende i et modbydeligt bræk derfra. Ligeså gjorde han med sin nakke.

Ma'lakel betragtede ensomt vampyren som denne bevægede sig rundt. Stadig med en brændede nygerrighed i hans øjne. Umættelig, selv efter alt denne lidelse, alt denne død som omgav den udøde, udødelige. Stanken af råd kildrede stadig i hans næsebor som han betragtede den hvide herre. Et ønske, et begær, begyndte igen at lyse, selvom de begge var indsmurt i den ækleste substands man kunne forestille sig. Modbydelig, ubehagelig, slimet, nøgle ordrende for at beskrive dette form for ulækkert snask. Men selvom det ikke just prydede nogle af dem, fik Ma'lakel dog en sygelig lyst til at fælde vampyren, skyde ham og se hans blod kombineret med den hvide slimede masse der omgav dem.
Døren var væk, hytten der før havde indeholdt så megen mystisk, som havde halv-dæmonen virkelig ladet sig opsluge af den udødelige, den var blevet ødelagt. Men lysten, lysten blev ved.
Han gav et halv hjertet smil over Lucifers lille kommentar til at hans død burde være kommet tidligere end forventet. Men hvis den gjorde, ville det så ikke bryde den unådige skæbne som Lucifer prøvede så inderligt på at beskytte. Eller var det monstro blot en undskyldning han havde for at retfærdigere sine handlinger: menneske blod spildt, en efter en, efter en! Alle de mennesker, de væsener der ikke måtte have stirret ind i den udødes øjne, ligesom han havde gjort, for knap et kvarter siden, velvidende at det ville være sidste gang de kunne se nogen, noget, føle sig i live før de forsvandt ind i fortabelsens edderkoppe spind.
Hans skridt var bestemte og faste, de gik imod vampyren, hurtige, raske skridt der fik dæmon til at give en rasle lyd fra sig når han bevægede sig med så megen fart. Han virkede målbevidst, gik imod vampyren. Og lige som man troede han ville stoppe foran den udøde, fortsatte han forbi den udøde, imens han lod sin krydrede svage duft ligge tilbage ved vampyren side som et sidste minde. Slimet strakte sig som han forlod den store pø af sammel, på vej væk, imens regnen var igang med at skylle det klamme indmad væk fra hans mørke hud. Dog stoppede han blot nogle få meter væk fra bordegaet. Vandet sivede ned over hans ansigt, han vendte hovedet halvt så han lige præcis kunne skimte Ahngel ud af øjenkrogen:

,, Interreseret?", lød det fra ham. Stille, men så det kunne høres.
Men præcis hvad han mente, var ikke til at vide, hvilken slags indbydelse som vampyr herren fik uforudsigelig. Kun det blotte spørgsmål hang og dinglede i luften. Et spørgsmål de rkune havde to svar muligheder: ja, eller nej?

Ahngel stod stille idet Ma'lakel gik forbi ham med den kluntede gang forsvunden igen. Ahngel hævede stille et øjenbryn og vendte sig halvt om for at kigge på Ma'lakel der fortsatte ud i regnen. Han lagde stille hovedet en smule på skrå og betragtede ham derefter med et tænkende udtryk. Interesseret? I hvad dog, men der fangede han den. Interesse i at finde ud af den, så hvordan skulle han kunne fravælge det. Han smilte dystert og så hen på Ma'lakel med et blik der viste at han var klar over at han havde noget for.
Han vendte sig om imod ham og traskede igennem sølet og ud på asfalten ligeså og kiggede på Ma'lakel imens regnen stille redte de slimede klumper ud af hans hår og af hans person. Det gik langsomt, men sikkert.
"Jeg kan ikke prale og sige at jeg ikke er." sagde han og satte armene over skrå idet han flyttede vægten ventende fra den ene fod og over til den anden i en meget langsom vuggende stilling. Han betragtede Ma'lakel indgående inden han vendte blikket kort og skævede til kadaveret inde på bordegaet. Endnu engang smilede han skadefro over det mentale billede af ejerens fjæs når morgendagen kom.. Hvornår den end kom. Ahngel tva kort og rettede blikket frem igen. Hvor længe havde de mon været der? Hvis det snart blev morgen måtte han søge tilflugt et sted.. ikke blot for at gemme sig fra solens brændende stråler men også så han ikke ville være sårbar når dagen lagde sin lammende skygge hen over ham og tvang hans tilstand lukket indtil den næste måne ville rejse sig. Ahngel misundede de vampyrer der var i stan til at bekæmpe denne træthed der ville påfalde ham om morgene,m men forhåbenligt var der masser af nat tilbage, og himlen så endnu mørk ud.
Hans svar havde været 'ja'.

Ma'lakel så undrende på vampyren som han gav sig til at gå imod ham. Men blev stadig mere forundret over hans svar, men måske havde den udøde alligevel læst hans ord, alligevel regnet ud hvad det var hans indbydelse gik ud på. Og hvis ikke... ville den hvide skønhed snart finde ud af det. Han gav et kort nik lidt efter vampyrens sidste ord. Og som den udødelige igen fortabte sig kort i sine egne tanker som Ma'lakel havde opdaget han havde en tendens til tit at gøre, bevægede han kort hovedet en smule imod ham med et spørgende blik som om han uden at bruge ord spurgte: hvad?! Han kunne ikke læse det skæve lille smil som Ahngel fremstilte så let, og et eller andet sted gik det ham ufattelig meget på. Hans hår faldt ned over de grønne øjne lige så stille på grund af regnen der stilnede som skyerne trak sig fra hinanden, hvilket fik hans ansigt til at se endnu mere kantet og hårdt ud. Alt der kunne have den mindste antydning af fint eller elegant forsvandt under det rubuste kamphunds udseende. Han lignede trods alt ikke en aspara eller anden form for super model, men det gjorde ham dog ikke grim, rettere unik. Hans charme lå i de grøn gullige monster øjne og de specielle træk der nogle gange faldt over ham. Men udover det, var der ingenting der fik ham til at virke overnaturligt attraktivt, i modsætningen til andre af hans voldelige rase. Efter at vampyren var kommet tilbage til "virkeligheden" efter at have været fløjtet væk et kort 'øjeblik, så Ma'lakel en smule fladt på ham imens han stille kunne se himmelen der blev lysere og lysere bagved den udøde. De kunne ikke tåle sollys kunne de? Hans øjne gled op imod øst hvor solen snart ville sprede sine stråler. Derefter så han ned på Ahngel med et lettere alvorligt udtryk:

,, Kom..", nærmest kommanderede han.
Han tog fat om siden på hans lange læder frakke og tog en hånd på vampyrens hoved for at bukke det. Ahngel var trods alt meget høj for en udød. Efter at have taget lidt af den udødes højde af svang han noget af sin frakke over hovedet på ham, imens himmelen stadig begyndte at blive lysere. De havde mødtes i gyden ved midnat så lige nu, var klokken tæt på fem om morgenen, det tidspunkt hvor solen normalt ville begynde at vågne og lade sine første stråler falde på overfladens væsener. Han begyndte at gå væk fra gyderne, i et rask tempo.