Hunters (Ahngel !)

Ma'lakel kom med et lille 'heh'-smil, til den lille beretning. Et meget sarkastisk 'heh' smil, som var det 'virkelig' underligt at Ma'lakel kunne mere end at dræbe og horer. Der var dog mere til alle tænkende væsener end blot instinkter, det var forskellen fra de intelligente og dyrene, at tænke, at kunne danne meninger og at huske ting man enten har hørt eller lært, selvom Ma'lakel havde arbejdet hårdt på at lade være med at være dette tænkende individ. Gemme det i en æske indtil det kunne bruges eller bare have det liggende uåbnet for evigt. Hans blik gled ned af bagefter, til Ahngels mave imens han så på.. arene, de ar som han førhen i sin blodrus ikke havde lagt mærke til, men som hans øjne nu fæstnede sig på. Han lod den hånd der havde ligget på maven stille køre kort men meget sensuelt op af vampyrens krop igen, lod sine lange fingre følge arene der prydet væsnets krop. Ma'lakel fik endnu engang en gnist i øjne som han betragtede dem. Ar, skamfærret som Ma'lakel havde gjort det ved den udødes ansigt, ligeså havde nogen valgt at torturer hans krop. Sadisme, machocisme, det hele hobede sig op i hans krop på en gang og megen selv kontrol skulle der til for at fjerne blikket fra dem igen. For at abstrahere fra det, lod han sine lange fingre glide væk fra dennes kolde hud, og placerede hans håndflade imod gulvet imens hans anden hånd også separerede sig selv fra den udødes kolde ryg. Roligt rakte han hånden ned i lommen, men det var tydeligt at han stadig rystede let, det hele var endnu ikke ude af kroppen, var ikke blevet omvendt inde i hans krop, blodet var endnu ikke blevet uskadelig gjort. Men hans pupiller var normale igen, og han havde ikke længere en hajs instinktive vanvid i øjnene. Han trak en smøg op af lommen, en af de gode ting mennesket hidtil havde opfundet. Tavst førte han den op til læberne men stoppede som han åbnede munden og skulle til at placere dem ind i mellem.

,, Hvad? Troede du jeg var en lille primitiv gade hund...? Jeg har skam levet længe nok til at vide et og andet om nogle ting, bare fordi man lever af at dræbe er det ikke ens betydende med at man er dum som en dør.”
Hans øjne låste sig på vampyrens røde og med et løftet øjenbryn spurgte han:
,, Må jeg?”.
Det var tydeligvis et retorisk spørgsmål, for han satte filtret ind imellem de smalle læber meget hurtigt efter at have spurgt, hvorefter han tænde den ved at fremmane en lille ildkugle på spidsen af hans finger. Han viftede derefter hånden som når en person slukker en tændstik. Han inhalerede, hvorefter han skød en lille røg sky væk fra vampyrens retning imod en af siderne. Bagefter satte han også den anden hånd imod bredderne, imens han lende sig bagover i en meget afslappet position, stadig så Ahngel sad ovenpå ham, men ikke så deres ansigter var lige udenfor hinanden som skulle de til at forene deres læber.

Berøringen af Ahngels ar fik ham kort til at vende ansigtet væk med et koldt udtryk. Pokkers til ar. Man ville ikke kunne se dem på afstand, men tæt nok på ville de være ret merkante med en farve der var en tone mørkere end hans egen hud. Nærmest sølvfarvet hvis man kunne sige det på den måde. De var ret forskellige alle sammen af dem. Nogle var aflange fra sværdklinger og dolke og andre var dybe og runde som var han blevet gennembordet flere steder. Meget få af dem havde han selv påført sig da han var dreng, mens de andre såden set var ene lemlæstelser og kampe. Kløer, pigge, sværd og knive. Man skulle ha troet at med Ahngels hurtige healing ville de forsvinde, men arvævet ville nok aldrig gå helt væk, om ikke andet blive tegnet op igen efter et par repetationer. Ahngel fnøs kort over Ma'lakels bevægelse over dem. De mærkedes endnu mere prikkende nu da hans blod havde været tyndt fra bidet.
Han rettede stille sine øjne tilbage på Ma'lakel idet han talte om sin intelligens. Ahngel trak på smilebåndet tænkende. Han havde nok ikke forestillet sig noget direkte kunstfærdigt med hensyn til hans forestillinger med farver og visioner, men han havde nu aldrig troet at han var dum. Var han dum så ville Ahngel ikke ha spildt tiden med at tale med ham og ikke engang ha gjort videre for at hjælpe ham henne i bordegaet forrige aften. Hans smil var tilfredst, selvom det var lidt svært at se under det harmoniske ansigt. Hans blik blussede let op idet Ma'lakel tændte den lille flamme, som efter Ahngels mening lige var tæt nok på. Hans pupiller insnævrede sig igen kattelignende idet lyset derfra kort gjorde pupillens sammentrækning. Skiftede størrele med en merkant bevægelse og selvom det blot var en lille flamme virkede lyset som at se direkte op i en lampe. Han sagde ikke noget, men holdt skarpt øje med ilden indtil den var slukket og Ma'lakel tog et hiv af den aflange smøg. Hans blik vendtes automatisk lidt nedad imens hans pupiller genvandt sin normale, mere menneskelige størrelse.
Ahngel trak sig endelig lidt væk. Ikke langt, men bare så denne personlige linje ikke længere var fuldkommen mikset op med Ma'lakels og så han ikke længere nærmest sad oven på ham. Lidt stolthed havde han dog tilbage og fandt det egentlig ret anderledes at ha siddet så tæt op ad ham igen uden selv at have taget initiativet. Det var en underlig tankegang. Når han normalt forsøgte sig på folk og gjorde nærhed for at komme tæt på blodet, var der aldrig noget, men når han pludselig var den der blev berørt og lignende blev det fuldkommen anderledes. Ahngel skævede stille til Ma'lakel. "Hvor gammel er du overhovedet?" sagde han så efter at have ladet Ma'lakels ord genlyde lidt rent mentalt. Ahngel ville ikke undre sig hvis han var en del ældre end han selv, sådan rent fysisk.. trods selve hans bevidsthed der fulgte med embedet ganske vidst var flere tusinde år gammelt, men det var jo ikke Ahngels minder eller Ahngels tanker der havde været gemt på den måde. Det var Lucifers.

Ma'lakels øjne gav et klart genskær fra månelysets stråler der stadig kyssede ham. De var små og smalle, for det var kun lige nogle små sprækker fra den barrikaderede dør de kunne klemme sig ind imellem. Men alligevel var den midterste sprække stor nok til at kunne ligge sig over halv-dæmonens ansigt. Ma'lakel blev urokkeligt stadig siddende, imens Ahngel rykkede sig ned fra ham, og ikke længere ville have så stor en fysisk kontakt som de havde haft tidligere. Hvilket Ma'lakel på en måde ærgrede sig over. Han kunne godt lide vampyren, det havde han fundet ud af lige fra da de var i bordegaet. Han var spændende, og ny, Ma'lakel havde aldrig været så tæt på en udød, og det pirrede hans nysgerrighed. Hans legesyge, som et lille barn havde han lyst til at rive Ahngel i håret, som var vampyren en tålmodig gammel hund. Han ville prøve grænser af, se hvor langt han kunne gå med hvad. Ahngel var blevet til hans eget lille eksperiment, og indtil videre havde han fundet ud af en del omkring ham. Tændingerne, var et ømt punkt havde den store halv-dæmon for længst regnet ud, arene syntes den udøde heller ikke at være glade for, selvom de var smukke ar. Ar der aldrig kunne slettes, aldrig helt ville forlade både krop og sind. De fortalte historier, om ens kamp, om ens liv. Men det var klart den udøde ikke endnu delte hans synspunkt på det område. Lungerne fyldtes igen med røg, og halv-dæmonen pustede det ud i retning af vampyren efter han havde spurgt indtil hans alder. Med et udtryksløst ansigt, lavede en den så velkendte vampyr gestus, lagde hovedet på grå, en åbenlyst lille efterabning af vampyr herren selv.

,, Sikkert meget ældre end du...”, svarede han med sin mørke stemme.
Krops mæssigt var de nok ikke så langt fra hinanden, men deres raser havde forskellige leve perioder, og det var en lille smule svært for Ma'lakel at læse vampyren's kropssprog og ansigts udtryk, for at gennemskue hvad han dog ville bruge den information til. Efter at have set indgående på Ahngel et stykke tid, så han væk imens han ømmede sig en smule. Han inhalerede endnu engang noget røg og lod det igen forlade ham lige så stille. Var det mon klogt at oplyse sådan noget? Meeh, det var jo ikke som om vampyren kunne lave voodo med hans alder og forbande ham til evighed, eller kunne han? Hans blik rettede sig igen imod vampyrens døde.

,, Et tusind og fire hundrede år, det er så længe jeg ved jeg har levet.. ”

En meget diskret bevægelse på grund af røgen kneb Ahngel øjnene en smule sammen og træk i musklerne om kæbepartiet, som en kat havde gjort hvis den havde lagt ørene tilbage. Han mærkede røgen i sin luftbane og smagte nærmest på den. Igen. Hans lunger var ikke nødvændige og ej heller hans åndedrat, men det var svært at komme af med vaner. Det var forfriskende på sin måde at ånde. Gav en smule liv i ingenting og ikke mindst holdt hans hjertes langsomme slag. Han rynkede på næsen idet Ma'lakels første kommentar kom ud, men tænkte ikke videre efter han havde sagt det konkrete nummer af år han havde været i live. Sikke mange år, måneder, dage og timer det måtte være. Allerede nu begyndte en masse tal at dukke op i Ahngels hoved. Ganske rigtigt. Her var Ahngel den yngste, men det var ham ikke fjernt. Han var ir for sig også yngst rent kropsmæssigt derhjemme, selvom han var hannen. Han blev det ved meget ung alder på grund af faderens fordømte fraværd. Hvis de dog bare vidste hvad de havde lukket ind. Den yngste alfahan endnu og dog havde han år på bagen. En del, men de blev talt anderledes end de år Ma'lakel kom frem med. Han talte dem i menneskeår ganske vist, hvorimod vampyrårene var anderledes ligesom med hundeår overfor menneskers. Problemet var bare at han ingen anelse havde lige i øjeblikket. Overhovedet ikke, selvom han var klar over at Ma'lakel var en hel del fordoblet af hans egen alder.. Dog var Ahngels intelligens ufattelig hurtigt udviklet. Selv som barn brugte han de mange timer alene ved at ridse neglene blodigt af jernkamrene og skrive samt tegne skitser af bygninger, konstruktioner og musikstykker. Ahngels røde øjne lagdes imod gulvet i en tid imens hans iris stille formørkede sig som var det en sten i en humør-ring, blot med en lidt anderledes form for virkning. Han rev tankerne løs og imod det egentlige spørgsmål som han stille opbyggede med disse år Ma'lakel havde fortalt ham. Han lænte sig lidt frem imod Ma'lakel og rakte sin arm ud, så ærmet af hans skjorte kort smøg sig lidt tilbage for det bare hvide venstre håndled. Hans fingerspidser strejfede Ma'lakels venstre brystkasse uden at trykke de lange negle for hårdt imod. En forsigtig bevægelse men alligevel fast besluttet på at den aktion var vigtig. "Og så...?" sagde han stille og lod igen sine pupiller insnævres med en ærefrygtig nysgerrighed idet han stirrede imod Ma'lakels øvre torso. "Hvornår stoppede det?" sagde han så og lod endelig håndfladen røre i stedet for blot fingerspidserne. Et af de øjeblikke hvor hans person var fortabt i den dyriske nysgerrighed og i ønsket om at vide hvordan og hvorledes. Efter at have tænkt længere over det, da han mærkede hjertet slå det stykke. Det måtte være så fandens befriende med et lammet hjerte..

Hans åndedræt var roligt som vampyren for første gang tog initiativ til at rører ham. Før havde han lagt mærke til at vampyren havde tilladt blikket at dvæle væk igen, som om væsnet igen blev fortabt i intet andet end sine tanker, der burde være noget så interessante siden at han lod opmærksomheden glide fra Ma'lakel, der ellers ihærdigt prøvede på at få øjn kontakt, som en anden legesyg lille hvalp. Han stoppede med at inhalerede smøgen da Ahngel rakte hånden ud efter ham, afslørede mere af sin hvide hud i processen, indtil fingerspidserne koldt lagde sig på ydersiden af Ma'lakels snavsede mørke blå skjorte. De første ord som vampyren fik fremmanet, gav halv-dæmonen et undrende og nysgerrigt udtryk. Og så? Hvad mente den udøde med det? Der var ikke mere til det, det var så gammel han nu engang var... af det han vidste. Om han havde levet længere det var han ikke sikker på, siden han aldrig fejrede fødselsdag, han vidste hvornår han var født og årstallet men... det var ikke ligefrem fordi at der kom familie med varm kakao og gaver til ham om morgenen og sang fødselsdags sang når det blev den anden december. Han fulgte vampyren som trykket af dennes fingerspidser blev stærkere, men den udødes negle borede sig ikke ind igennem stoffet, sådan som man skulle tro. Det var mærkeligt, i et hvert andet øjeblik ville han havde fjernet sig fra vampyren. Skubbet sig væk i bare frygt for at blive 'forrådt'. Men ligesom der på bordegaet så følte Ma'lakel en vis, mærkelig tryghed hos den udøde. Noget afslappende der lå omkring den smukke genganger. Men som spørgsmålet blev stillet, fik Ma'lakel et meget anderledes udtryk. Ahngel havde ramt en svaghed! Havde fundet det eneste sted hvor denne ondskabsfulde skabning var sårbar! Det emne der kunne få ham til at blive mundlam, til at ville løbe væk i bare rædsel om at tale om det. Hans øjne dirrede i frygt, som Ahngel nu havde presset sin håndflade imod hans bryst. Hjertet begyndte at banke igen, meget hurtigt fik det liv, blev til noget! Blev genoplivet! Blodet blev pumpet meget hurtigt rundt i kroppen, og noget af Ma'lakel's overnaturlige aura forsvandt så det menneskelige i ham fik lov til at komme frem. Han vendte hovedet væk i skam imens han automatisk greb fat om Ahngels håndled meget hårdt, og rykkede hurtigt hånden på hans bryst væk imens han råbte for første gang af vampyren:

,, Det rager ikke dig!!!”.

Smøgen faldt ud af munden på ham, og ramte gulvet imens små gløder lagde sig på træ bredderne og glimtede. Der kom en kold vind ind fra sprækkerne men kulden nåede ikke til halv-dæmonen der stirrede på Ahngel. Hverken skræmt eller rædselsslagen, men mere med den samme store mistro der var blusset op efter spørgsmålet, som da Ahngel gik imod ham for at tilbyde sit blod. Imens han så på vampyren kunne man godt se noget var ændret, han virkede ikke lige så stor og stærk, lige så voksen og overlegen. Hans brystkasse kørte op og ned i hastige bevægelser imens hans hjerte højlydt hamrede som besat. Et bæst lå inde i maven på ham, et stort gult trodsigt bæst, der havde rejst sine pikke op og hvæsede vredt af den smukke marmor hvide vampyr. Han kendte væsnet alt for godt men det havde været flere tusinde år siden det havde vist sig, han kendte det fra da han var barn, fra når han blev vred, når der var noget han ikke kunne klarer eller magte. Og det spørgsmål... det kom ikke blodsugeren ved! Hvorfor helvede spurgte han også om.. det var vel ligegyldigt! Skulle han måske stille sådan nogle spørgsmål til ham?! Nej! Han var ikke klar til at svarer vampyren på det spørgsmål. Det... det kunne for helvede da være så fandens ligegyldigt! Det gule dyr fortsatte med at bide ud efter vampyren, imens Ma'lakel trak sig hen imod bordet så hans ansigt ikke længere blev oplyst af det blålige måneskin, men i stedet opslugt af skygger så det kun ville være omridset af hans ansigt og så de lysende grøn gullige øjne man kunne se hvis man altså var et menneske. Det var ikke til at vide om vampyren havde evnen til at se i mørket. Han blev siddende, tavs, og iagttog den udødes bevægelser. Hans krop skreg, tiggede, og bad ham om at lade være men han blev ved, han blev ved! Han ville ikke! Ville ikke!!

Ahngel knyttede kort hånden idet han igen mærkede det mærkelige hjerteslag og nåede ikke at få mærket efter inden Ma'lakel rev ham ud af nysgerrigheden og fjernede hans hånd hurtigere end Ahngel havde kunnet nå at være trodsig og holde hånden imod det bare fordi han nægtede at lade sig bestemmes over. Han så endelig op igen da Ma'lakel for første gang viste denne fjendtlighed. Meget brutal som en hund i et hjørne. Han havde ramt en nerve og endda en stor en. Hans hjerte. Ma'lakels hjerte var den hemmelighed han ville værne om. En dybfølt respekt hobede sig op idet Ahngel holdt sin rette positur og lod Ma'lakel bevæge sig væk. Dog mærkede Ahngel denne indre person prikke ham i baghovedet og få ham til at sparke til dem der ligger ned. Havde han ikke vidst at det ikke var hans egen holdning ville han havde gjort alt for at gøre det værre og bare pirre til det her sårede væsen der i hans reaktion kunne lugtes meget merkant. Han fulgte Ma'lakel med øjnene idet han krøb hen imod bordet. Såan en fysisk og mental uorden havde han sjældent set fra andre. Ironisk. Ahngel lagde blikket væk fra Ma'lakel i en tid. Han havde hverken vist en frygt eller en skuffelse i sit ansigt der nu forholdt sig lidt koldt. Et køligt smil kom frem men det lastede kun i meget fåsekunder som om han diuskuterede noget indvændigt i en tid. Han så da igen hen på Ma'lakel og lod sine røde øjne gennembore ham i en tid. Han så den høje puls og de irritable og let paniske dufte hang tugt over ham som havde de hver en farve som kun Ahngel kunne se lige nu. Et øjeblik bestemt for at se som han gjorde. Var situationen ikke som den var, havde han kaldt det kunstfærdigt på en måde. På en grotesk måde, men sådan var kunst vel. Grotesk. Anderledes og djævelsk inspirerende.
"Det har du vel ret i, men det gør mig næppe mindre nysgerrig." sagde han med et roligt blik. Han var klar over at han ingen ret havde på den oplysning, men det var også derfor han ønskede den så brændende og ikke mindst hvordan det udførtes. Det ville være så meget nemmere. Alting. Han ville kunne lade alt ligge... fuldkommen.
"Det var måske ikke meningen..." mumlede han så derefter og knejsede nakken i en tid imod loftet. Igen væk fra Ma'lakel. Måske lidt arrogant men det var dog et tegn på at han ikke frygtede ham og at den lille scene ikke havde påvirket ham synderligt, selvom han vidste hvor ulmende en vrede fra en brækket nerve kunne være. Ahngel forholdte sig dog mest i stilhed når det var. Det ville ophobe sig til sidste øjeblik hvor det ville lukkes ud som en monsun. Hans røde øjne lagdes igen imod Ma'lakel og lod i et kort glimt et blik vises som befandt det sig over et menneskes ansigt. I mørket virkede hans øjne brune nu hvor følelserne ikke dominerede særligt og kuløren virkede ligeså lidt mørkere. Det forsvandt igen da han rykkede sig lidt og månen igen belyste ham. Som en dæmon ude af skyggerne oplystes hans hud og øjne.

Han sad stadig tavs og panisk og så på vampyren. Hver en bevægelse, hvert blik, alting. Som var Ma'lakel i sandhed bange for at der lige pludselig skulle ske noget. Noget der gjorde ham sårbar, noget som gjorde ham svag! Gjorde han mistede det, mistede sin magt! Magt, magt! Det var alt, alting, der var intet større, intet bedre! Han måtte ikke vise det, han ville ikke! Ville ikke, 'den' kunne ikke tvinge ham til det! Den var død, død, død!
De grønne øjne lyste som en kats imens stilheden fik lov at leve, og imens vampyrens blik først gled væk fra ham, så i loftet på en meget afslappet måde. Denne rolighed, denne afslappende aura, den omvæltede igen hans sind på en mærkværdig måde, men fik ikke hans hjerte til at stoppe eller hans ansigt til at virke mindre... dødeligt. Det kriblede i alle lemmer, og det gule dyr fortsatte med at hvæse vredt. Han vidste ikke hvor dette ville fører hen. 'Det' kradsede og bed, tiggede ham om at få lov. Bare et øjeblik, bare et lille øjeblik. Men han ville ikke, kunne ikke! Det var sket én gang, hvor han havde mistet sin selv kontrol, hvor det hele fik lov at falde. Alting, den udødelige, det som bare ikke ville sig udslette havde slupper ud. Hver gang han blev mindet om det, hver eneste gang der skete noget som kunne fremmane det, det var det samme! Han kunne ikke, han kunne ikke tillade det! Væk, dø, gå væk!! Han stirrede på vampyren efter han havde talt, og lod sine øjne blive hos ham i det hans læber formede de sidste ord. Det stak, og rev, det gik ud af kontrol. Ikke med vilje? Det... stop så! Lad være at grave i det! Bare hold din forbandede kæft nu! Møg vampyr, han hadet ham! Hadet ham! Ma'lakel kneb øjnene hårdt sammen så han så ikke at Ahngel's mørke øjne kom frem i det hvide månelys og at han blev omfavnet af månen med det samme. Hans hals begyndte at lukke sig sammen, stille, med en overanstrengt stemme for at snakke sagde han:

,, ......hold kæft! ”, host! ,, Hold så kæft!”.

Han begyndte stille at pibe efter vejret imens han lod hovedet hænge ned imod hans mave. Kroppen var i en kamp med sig selv, det samme var han mentalt! Kæmpede konstant med sig selv for ikke at miste den! For ikke at vise det, han vidste ikke hvordan han ville reagere, hvilken følelse der ville være dominerende denne gang. Den sidste gang havde det været hjertesorg, den alt ødelægende følelse af at have mistet nogle man troede man aldrig kunne fortsætte uden. En forbandelse, hans egen lille forbandelse, der skulle forblive hans og hans alene. Måske ville hævntørsten komme frem? Måske had? Måske et enormt begær! Han vidste det ikke! Udover at det ville få ham til at eksplodere med noget, en af dem. En af menneskets hæsligheder! Hans host blev højere endnu, som var han ved at blive kvalt under hans egen lille kamp med sig selv. Forbandede spørgsmål! Han ville ikke have ham her mere! Bare forsvind, forsvind! Den hæse, halvt kvalte stemme talte igen:

,, Skrid! ... Skrid med dig!!”, sagde han imens han disorienteret slog ud med sin ene hånd.
Vampyren skulle ud, han kunne ikke holde det ud! Han måtte ikke se det! Forbandede udøde... dø! Fald om, besvim! Gå væk!.. Bare forsvind!
Klodset rakte han udefter et af bordbenene på det væltede bord han sad op af, og fik først fat efter at forgæves at gribe fat i luften et par gange. Han fik fat i det, og prøvede at trække sig op men faldt med det samme ned igen, og tog sig hvæsende til halsen. Bare forsvind, bad han indvendig! Bare lad mig være!!

Ahngel betragtede stille Ma'lakel. Han måbede dog kort indvændig idet hans bevægelser blev deformede og hans vejrtrækning ustabil. Alt dette på grund af hjertet? Var det mon en essens af grunden til at lade det stoppe. Det gjorde vel for ondt. Et kort nik kom fra ham idet han støttede benet imod gulvet og rejste sig op med en langsom bevægelse. Igen lang og ranglet og hans ryggrad gav et kort knæk fra sig idet han havde siddet lidt ubekvemt i en tid. Hans øjne hvilede kort ned i gulvet med en halvåben aflsappet mund. Fordybet i tanker i en tid. Han vidst hvad der brændte lige nu, selvom han ikke kendte årsagen. Hans nakke rejste sig atter og hans ansigt vendtes imod Ma'lakel og pludselig flammede en uhyggelig og koldbrændende alvorlig mine over ham idet selve ildens farve blev gendannet i hans øjne, som selv den ild Ma'lakel knyttede sig til. Sjælens vinduer brændte kort idet det havde sat et par ting i gang. Det var nærmest uhyggeligt. Han vendte sig endelig imod Ma'lakel og gik hen imod ham med faste trin, som havde han tænkt sig at slå ham eller det der var værre. Hans gang var hurtig men sleve tidsrummet virkede som en evighed inden han stoppede op foran Ma'lakel. Lige i den afstand som ville holde ham fra Ma'lakels udsvingninger og ved hans næste slag i luften tog han fat i Ma'lakels håndled med sin højre hånd, så Ange De Fer kort gav en klirken fra sig. Han satte sig hurtigt ned imod ham. Satte sig på en måde på hug hvor de ene bens knæ dog støttedes imod gulvet med en kort bank. Ahngels jerngreb i Ma'lakels håndled førte den hen imod sit eget mellemgulvet. Hans anden arm lagdes hår imod bordkanten lige ved siden af Ma'lakels hoved. Ahngel kiggede alvorligt på ham med endnu et af de brændende blikke. Barnligheden der før havde været set i hans små bevægelser og nysgerrighed brændte i takt til øjnene idet han formede ord fra sin mund, hvor hans tænder så pludseligt var meget mere merkante end før. Gav ham endnu et af de øjeblikke hvor der ikke fandtes noget ydre skin og hvor selve bæstet der gemte sig i hver en vampyr kom frem. Målfast, grådig og fuldkommen sikker i sin mening.
"Ma'lakel tag dig sammen!!" sagde han så med blottede tænder.
"Hold ikke det pis inde mere! Du ødelægger dig selv af det! Destruerer..." sagde han idet han nu trykkede Ma'lakels håndled imod sit torsos midte igen og løsnede grebet. "Gør det. Skad mig. Det ønsker du jo.. ikke.." hvislede han med et sammenbidt udtryk. "Få forløsning. Det kan ikke passe at det eneste interresante væsen i denne sølle by skal lade sig gå ned i sølet på den måde! Ønsker du at flænse.. Gør det!" sagde han og lukkede endelig munden igen og kiggede afventende på Ma'lakels reaktion. Han ville ikke lade det foregå sådan. At se sådan et forfald i Ma'lakels betagende dæmoniske væsen. Så hellere spiddes af de klør han besad. En dæmon der ikke lod sig give efter var et syn der smertede Ahngel. Ligegyldigheden om hvorvidt Ma'lakel ville se på dette var tydeligt i Ahngels ansigt.

Vanvid, det hele, på engang, han ville ikke. Bare gå væk, bare vær sød at gå væk! Det begyndte lige så stille, han kunne mærke det. Og håbefuldt så han stille op og fik øje på vampyren som rejste sig, han sank hovedet igen. Hans indre lettet! Nu ville han gøre som Ma'lakel havde bedt ham om. Forsvinde, gå sin vej og lade ham være. Aldrig mere komme tilbage, som Dådyret. Bare forsvinde og dø hen i ingenting. Vampyren var ingenting, ligesom alle andre, uden betydning. Uden nogen form for mening, ligegyldig, ligesom alle andre omkring ham, ligegyldig, uden betydning. Fascinationen af den udøde ville sikkert også dø, i takt med at han glemte ham, at a lod ham dø inde i hans erindringer. Han havde aldrig ført ham ind i hans hjem, han havde aldrig sovet der, han ville bare forsvinde. Forsvinde som alt andet, der var ingenting der betød noget, ingen ting. Fodtrin, han ville sikkert gå nu, på vej væk ud imod døren! Det var godt det samme, alt sammen, ligegyldigt så uendeligt ligegy-?!
Han mærkede et stærkt greb lukke sig om hans hånd. Der gik en skælven igennem ham, som da han drak fra vampyrens nakke. Han kunne mærke uroen brede sig igen, de mange paniske tanker flyve rundt i hovedet på ham! Frygten for at blive set, bæstet kunne jo for helvede sprede nyheden om Ma'lakel til alle. Fortælle dem de knapper man skulle trykke på for at få ham til at blive sådan her. Bare tanken, han kunne ikke fordrage den, kunne ikke magte eller håndtere den. Han så op meget hurtigt som han hørte en hånd blive sat på det væltede bord, tæt på hans ansigt (går jeg ud fra da bordet ikke er så stort xD). Han lod sin hånd følge vampyren som han trak den med sig ned imod mellemgulvet. Ma'lakel's øjne syntes blanke, våde. Følelsen der ville dukke op, den samme som før, igen, hjertesorg. Han ville ikke, vær' nu sød at lade være?! Han kunne se målbevidstheden i Ahngels blik, den faste, urokkelige vilje der lå gemt og alvoren der lyste ud fra ham. Hvad end han skulle til at sige til Ma'lakel mente den udøde det. Det var anderledes end den vampyr der før havde siddet overfor ham, legesyg som en killing der havde fundet en spændende mus eller noget i den retning. De grøn gullige øjne så direkte ind i Ahngel's flamme røde, der syntes at være meget mere voldsomme, et farve inferno af rød der skinnede igennem mørket! Et sted under Ma'lakel's panik kunne han ikke lade være med at finde det smukt, smukt som det.. Han stoppede sig selv i tænke mere, ikke mere. Han ville have tømt hovedet, bare få det til at forsvinde, han var parat til at se væk igen da de lange hvide tænder for alvor blev blottet og ordrene rullede ud af vampyren. De fik ham til at se op igen. Han spidsede ører og lyttede! Som han mærkede hans hånd der blev forenet med den udødes hvide hud igen, gik endnu en sitren igennem ham, han kunne ikke føle noget et øjeblik men bagefter vendte det hele tilbage, tifold! Hans pupiller blev stille mindre, som de grønne øjne blev blankere. Skade? Var det det vampyren troede, det hele handlede om? En simpel blodrus endnu engang? Det var ikke derfor han holdte igen, det var... nok det præcis modsatte hvis der var et ord for det. Efter at de sidste ord var faldet ud af vampyrens mund. Kneb Ma'lakel øjnene sammen, hans fingre pressede sig ind imod den udødes torso. Han begyndte at ryste let, for at holde det tilbage. Derefter lod han den anden hånd der før hans støttet ham, ved at være imod gulvet fører op til vampyrens mund. Den lagde sig over den udødes læber, ikke stramt men stramt nok til at det kunne mærkes. Han så ned igen, måske bange for at se på den udøde mere end han allerede havde gjort med de blanke øjne, der fik dem til at se endnu mere lyse ud. Man kunne dog ane et lille 'heh' smil der kom fra ham i et øjeblik, imens at han stille genvandt sin vejrtrækning lige akkurat så han kunne tale uden at lyde alt for grådkvalt:

,, Du snakker... for meget...”, det blev sagt med en sær form for drillende, men også taknemlig tone, selvom det var tydeligt han ikke ønskede medlidenhed.
Han slugte, og prøvede på at trække vejret meget stille, men det lykkedes kun halvt.
,,. ... luk øjnene.. ”.

Ahngel var derefter stille og ventede egentlig på at Ma'lakel enten ville slå ham eller flå hans mellemliv op som han havde sat sig i position til. Han kunne allerede forestille sig blodet der endnu engang ville udgydes, men han kunne ikke gøre for det. Han ville bare for pokker.. Han ville. Hvad ville han overhovedet. Ahngels røde øjne lænede sig langsomt imod venstre side som om han kort ville skjule denne irriterende usikkerhed på hvad han ir for sig ville frem tid. Noget ville bare ha ham til at sige det til Ma'lakel og lægge endnu et ar på samlingen. Gør det nu for pokker! Hvad venter du på din infantile..
Ahngels øjne blev igen rettet imod Ma'lakel idet han lagde sin hånd imod sin mund. Hvad pokker? Det var overhovedet ikke hvad han havde forestillet sig som det næste træk. Pokkers til ulæselige halvdæmon og hans spontane og uforklarelige sider.
*Snakker for meget..* huh? .. Det var hvad han havde sagt og i det øjeblik havde Ahngel en stor træng til at bide fingrene af ham i et enkelt snap, men hans bedre halvdel forbød ham det denne gang. Normalt ville han ikke sige at han talte meget, men hvad vidste han også om det.. Han havde svært ved at være fuldkommen inde i en samtale og snakke løs om ligegyldige ting. Så hellere tænke og lade sin egen stemme vandre og laves om på den måde man selv ønsker. Alt andet var så besværligt og nogengange ønskede Ahngel et sprog så enkelt som dyrenes, der ikke behøvede svar, men lod det hele lægges på kropssprog. Han hadede al for megen ligegyldig talen. Det var spildt på menneskene som brugte det i flæng.
Ma'lakels mærkelige form for position gav et undrende udtryk i Ahngels ansigt. Han talte ikke. Han havde ikke tænkt sig at tale nu, men blot lytte for denne gang. Hans ord ville være spildt lige nu. Han havde ikke mere tilbage denne omgang. Et kort uforstående blik kom da Ma'lakels anden bemærkning blev løssluppen.
Luk øjnene...
Normalt blinkede Ahngels aldrig rigtig, så det gav en ekstra effekt på det uforstående, dog stadig alvorlige udtryk han stadig havde sig fastprintet på sig. Ikke sådan bare til at rokke. Pupillerne rykkede sig i en tænkende form derefter. Lidt ud til siden og øjenlågende dækkende halsdelen så de sorte øjenvipper kort så mere fremtrædende ud. Han skulede kort til Ma'lakel derefter. Først var det hårdt og ret stædigt og ville give de fleste et gys ned ad ryggen, men derefter hævede hans bryn sig lidt til en mere opgivende og halvt medgørelig mine. Igen så han ikke så satanisk ud som han gjorde i sine vrede og alvorlige stunder. Nu bare begrebet Ahngel. Den som nogle endnu ville huske fra dengang han endnu studerede for at komme væk hjemmefra. Den stille dreng der aldrig sagde noget og aldrig tog kontakt.
Han lukkede øjnene derefter med et roligt udtryl, som hvilede han i sig selv i samme nu. Opgivende, som om han havde tabt et slag og lod sig give efter for en ordre bare denne ene gang... forhåbenlig.

Han kunne se det, idet han så op et øjeblik, se spørgsmåls tegnet der skinnede i Ahngels øjne efter han havde bedt ham om at lukke sine øjne i. Mon han havde misforstået dette med at Ma'lakel igen ville kræve hans læber? Drukne sig i deres bløde struktur og ellers fortabe sig i den udødes arrede krop? Dog ikke. Han ønskede blot ikke at blive set, ville ikke vise det ansigt han var på vej til at udløse. Hans varme store hånd var stadigvæk på brystet af Ahngel og han kunne mærke det stille bankende hjerte i den udødes bryst. Så normalt men unaturligt på samme tid. Et øjeblik føltes det ikke som om at Ahngel var en vampyr, men et væsen der rent faktisk var i live, og ikke givet bort til efterlivet. Mon han ville dø en dag? Mon det hjerte ville stoppe, tie, og stå stille som det burde? Og hvad skulle der til for at det gjorde det? Spørgsmålene gled igennem hans hoved på mindre end et par sekunder og så kom det paniske tilbage, frygten, de blanke øjne, følelsen af ydmygelse. Han blev lettet over at vampyren valgte at adlyde og lukke sine øjne og så om det. Pressede på, åbnede de mange låste døre og fik lov til at komme frem. Hans fingre gled ned af Ahngel's læber. En efter en lagde de sig på hans underlæbe og trak lidt ned i den før de forsvandt fra den udøde helt. Han flyttede hurtigt hånden op til ansigtet bagefter selvom Ahngel havde lukket sine øjne dækkede han alligevel over ansigtet i skam. Han satte sin pege og lange finger på panden, og sin ringefinger lige under øjet imens lille finger fik lov at være lige ved begyndelsen af hans over læbe, og tommelfingeren lå blidt på hans anden kind. Den første følelse gled ned af hans kind, efterfulgt af mange. Sorg, overvældende sorg, som den der dræber ens indre når man mindst forventer det. Gråd, lavmælt, sammen bidt gråd kunne med tiden blive hørt med små minutters mellemrum for hvert tungt små pibende åndedrat. Hånden på Ahngel bryst begyndte så småt at presse sig mindre imod hans hud og blev slappere. Som blev Ma'lakel svagere i det øjeblik, sårbar. Han gav nogle små grådkvalte ord fra sig men de var umulige at forstå eller tyde. Hans krop rystede svagt, hans hjerte hamrede som besat stadig. Kroppen gik nærmest i baglås. Han ville være et let bytte i dette øjeblik, sårbar, ude afstand til at kunne gøre noget, hvis han blev svunget på. Sikkert derfor han havde ønsket Ahngel ude af sit hus. Det var nedværdigende at være i et selskab på denne måde, ydmygende, forfærdeligt for et væsen der ellers fremstod som noget selvstændigt og stærkt. Han skælvede overalt som kunne han ikke finde ro, ikke finde en udvej fra dette anfald som han fik. Der var ingen livs linje.. ingenting der kunne formidle øjeblikket hvor Ma'lakel var omfavnet i sorg, omfavnet i angst og fortidens grimme mentale ar!

Ahngel mærkede stille Ma'lakels berøring forstumme og fandt sig allerede mere rolig ved tilværelsen. Lige indtil der var noget der begyndte at hamre løs på hans sanser og nerver. Den salte lugt af løssluppen overflod af følelser. Smertefulde følelser.. Koncentreret så delikat og så fuldkommen kompagt at bare en dråbe af det på tungen ville lade alle følelserne glide imod en selv og overtage styret fuldkommen. Som gift der gør en krop korrupt og ude af stand til at stoppe eller gemme beviset på grund af blodskudte øjne der dernæst ville følge. En refleks startede i Ahngel. Noget der forekom ham helt normalt og automatisk, som når man blinker eller går. Ahngels højre hånd bevægede sig op imod Ma'lakels ansigt. Meget tæt endda, men lige akkurat inden hans fingerspidser kunne snitte de nedre øjenlåg og de eventuelle korte vipper og røre ved selve denne overflod af følelser, stoppede hånden og lavede en krampelignende bevægelse i takt med at Ahngel strammede kæberne idet han havde stoppet sig selv i at røre ved tårene og kræve dem. Tage dem til sig og studere dem. Lugte til dem og smage dem. Hans fingre krummede sig stille sammen, endnu foran Ma'lakels ansigt inden han tog hånden til sig og lod den hvile lidt i knyttet format lidt foran brystkassen. En positur der fik ham til at se ud som om han fortrød, men med de lukkede øjne blev det udlignet til noget mere neutralt og menneskeligt. Når øjnene var inkapslet af de hvide øjenlåg og lettere lange sorte vipper, så det så normalt ud at hvis man endnu engang så bort fra den nærmest koldbrændende hvide hud, så havde man troet at det var et menneske der sad foran en. Et menneske eller noget lignende hen af en mørk engel. Et meget lille træk han måske havde fået fra sin afstamning.
Ahngels hpånd bevægede sig igen ned og støttede imod gulvet med håndfladen let trykket ned imod årene i de beskidte brædder. Han havde ikke rørt og det ærgede ham. Tårer.. Dyrebare og værdigfulde.. tårer blandt regn ville være som en rubin blandt sten for Ahngel. Han ante dog ikke hvorfor? Måske fordi hans egne tårer ikke længere var væske af salt og vand. Han havde haft røde tårer i lang tid nu og aldrig ladet dem ophobe sig særligt ofte. Ikke offentligt.. aldrig offentligt.

En gnist gik igennem halv-dæmonens krop som han kunne mærke de kolde fingerspidser der stille pressede sig imod hans kind, blidt, højst sandsynlig med intention om ikke at gøre fortræd men alligevel var den udøde alt for nysgerrig til at lade være med at mærke: med at rører. Der gik et lille spjæt igennem ham og han åbnede de grøn gullige øjne der iblandt tårer så meget mere lyse og klarer ud. Det var pinligt, så pinligt. Han så på vampyren for at sikre sig at denne ikke havde åbnet sine øjne endnu. At han undlod at se på Ma'lakel. Han tillod de kolde fingre at rører ved ham, siden han ikke rigtig kunne reagere på andre måder, hans krop ville ikke samarbejde på dette tidspunkt. Ville ikke lade ham gøre noget som helt udover dette: at overgive sig til det han havde flygtet fra de sidste et tusind trehundrede og tre og firs år. Han lagde mærke til at den udøde hurtigt trak hånden til sig igen efter at have rørt ham, som skammede denne sig over sin egen nysgerrighed. Troede han ikke dæmoner kunne græde? Self-... han stoppede sine egne tanker, det kunne han på sin vis ikke rigtig udtale sig om. Han var ikke en hel dæmon, kun en halv. Osse den tanke bragte en stikken i brystet på ham: han hadet det ord, halv. Hadet at være halvblod, det.. alting ville have været meget bedre hvis han bare vare blevet født som en rigtig dæmon i stedet for at skulle døje den menneskelige del! Den var modbydelig og ækel, stod for alle de ting han ikke kunne tage, han ikke kunne holde ud. Forfærdig, irriterende, hvorfor kunne alting ikke bare for en gangs skyld være som han gerne ville have dem. Men på den anden side, man lærte af at have modgang, men blev blot mindre klog af at få det hele gjort for sig. Få alting serveret. Hans øjne låste sig på Ahngels ansigt: havde vampyr herren mon fået det? Alle adlød ens mindste vink, gjorde hvad man sagde, alt man behøvede at gøre bare blot at give dem et enkelt blik og de forstod hentydningen? Dets mere hans hoved begyndte at fyldtes med spørgsmål imod vampyren, dets mere indgående så han på ham. Som ville han se igennem ham, nysgerrighed blussede igen op under alt det hjerte knuste. Men overskyggede det ikke. Han lignede ikke en dræber, som han sad der med lukkede øjne. Hans hånd imod gulvets overflade igen. Mere et meget blegt menneske som Ma'lakel sad foran og stirrede på, men han vidste ikke om det var til det bedre eller værre. Han tog sig selv i at stirre, men hvad, vampyren kunne jo ikke se at han gjorde det alligevel så han blev ved. Prøvede at finde fejl, fejl ved den udødes kropsbygning, ved hans hår, ved hans ansigt, ved alt... men det var umuligt, han var fejlfri. Som en dukke nogle havde bragt til live. Hans gråd begyndte still at ebbe ud men som den gjorde fik Ma'lakel også mere kontrol over sig selv. Han rakte en hånd imod den udøde. Blodet galoperede rundt i kroppen som han gjorde. Tog fat i en lille lok af denne's hår imens han blev ved at stirre, at lede. Den sidste hjerteknuste løb ned af hans kind og faldt imod gulvet, og som det ramte ætsede dråben nærmest væk. Ma'lakels øjne var helt røde efter det lille anfald, og han rystede stadig stille på hænderne. Han skubbede sig længere op imod dæmonen ved at fjerne den hånd der før havde gemt hans ansigt, sætte den imod jorden og skubbe ham længere op at sidde. Han nussede et stykke af det sorte hår imellem fingrene, og bøjede hovedet forover imod den lille lok af hår han havde fanget. Uden helt at være klar over hvorfor han gjorde det, duftede han til det: forventede nærmest at det skulle dufte af noget specielt.

Ahngel blev endelig let forstyrret i det mørke han havde påtvinget sig selv. En lille berøring der pirrede imod hans hovedbund. Noget som de fleste nok ikke ville registrere, men nu hvor han bare sad stille virkede det nemmere at fokusere på alle de små ting, som kildren imod hårrødderne, og det svage gennemtræk stryge hen over hans hud, samt de små ujævnheder imod hans håndflade. Duften af de salte tårer begyndte endelig at svinde, hvilket Ahngel tog som en tilladelse af sig selv til igen at åbne øjnene. Langsomt og fattet lagde han igen de røde øjne frem for sig og blev egentlig lidt overrasket af at se Ma'lakel dufte til hans hår. Han sagde dog ikke noget til det men sad først lidt undrende inden han stille lod blikket glide til siden igen og blinke en enkelt gang. Noget han ellers aldrig gjorde, men denne gang havde det faktisk opstået et par eller flere gange. Underligt. En ny tone havde lagt sig hen over Ahngels farveløse ansigt. Noget let fortrydende og undrende, samt en meget lille spids af medlidenhed og endnu den respekt for at Ma'lakel endnu ikke havde sagt god for at han igen måtte lade blikket lægges på ham. Han fokuserede i lang tid på ingenting. Ud imod væggen og let hen over de forskellige ting hans øjemål kunne skimte. Hans ansigt så noget mere afslappet ud og ikke nær så koldt som det havde gjort tidligere. Slet ikke. Det var nok en del af det faktum at han efterhånden var vant til Ma'lakels selskab og hans krop langsomt accepterede ham. Gøre Ahngel til en person og vise den del af ham der ikke just var en alfahan fuldt ud som han ellers så tit foregav at være. Kold, kynisk og djævelskt logisk. Nu så han sådan set ud som havde han som mange andre vampyrer denne menneskellige halvdel, men som for Ahngel blot var denne effekt af hans mærkelige opvækst. Et lille øjeblik der skabte en speciel form for balance. En uortodox balance og uønsket hos hans eget og de folk der ofte kom ham nær og ønskede ham som den ene kopi af sin fader. Han var ikke ond. Ikke hundrede procent. Det var efterhånden tydeligt. Han handlede for sig selv dog. Selvisk og arrogant, men der var stadig den ting som han var den eneste i sin slægt som besad. En del af ham var stadig som han var som da han var barn, selvom den langt fra var den dominerende. Man skulle dog ikke tage fejl. Han var ingen helgen overhovedet, og de gennemskinnede også hans rolige øjne som han sad der nu. Kiggede væk fra Ma'lakel alene fordi han ikke følte denne lyst til at glo på en der akkurat havde været helt nede i kulkælderen. Respekt kunne man finde hos ham og endda til tider venlighed, men alligevel. Selvom hans navn endnu var intakt, så var han vel personligt mere Lucifer end Ahngel lige nu. I disse tider. Kun meget få personer kendte ham som alene Ahngel. Faktisk så.. kun en. En eneste person kendte ham som ingen Lucifer. Alle andre havde smagt hans forvandling. Forandring og hans merkante natur der forsvandt med den dreng de engang havde kendt.
Han så stille hen imod Ma'lakel igen derefter og lod øjnene fæstnes på ham i en tid uden et konkret udtryk. Hverken et smil eller en vrænging. Ingen reaktion overhovedet. Hjertesorger. Hvordan skulle han kunne sige noget til det?

Han opsnappede let at vampyren stille begyndte at lade hans øjne få udsyn igen, han ville sikkert have protesteret hvis det ikke var fordi at vampyren lige så hurtigt fik blikket fjernet fra hans ansigt. Ganske rigtigt havde han ikke givet tilladelse endnu, ikke sagt at den udøde kunne åbne hans øjne, selvom han ikke var dennes herre eller mester, eller burde have nogen som helst magt over ham. Kunne han tydeligt se den respekt han blev tildelt. Det kom naturligt, på en sær måde. Når vampyren selv ikke trodsede ham, betød det enten frygt eller respekt: for det meste var folk for bange til at give ham medlidenhed, eller var for indædte af had til ham, til at kunne føle med ham. Derfor strejfede den tanke han ikke, også mest fordi han regnede med at vampyren ikke var dum nok til at tro at det ville hjælpe at fortælle hvor umådeligt synd og træls det burde være for ham. Den sang havde han hørt for meget, de ord der kom ud var ubetydelige, de forandrede jo ingenting så hvad gjorde de godt for ham: de bekræftede bare at han havde det elendigt og derfor havde han ret til at være så sølle og ynkelig som han nu havde lyst til. Han kunne ikke fordrage det! Der var ikke nogen undskyldninger for at lade følelser opsluge fornuft. Og det værste var når folk fik en til at tro det. Sådanne mennesker: var helt klart dem han ikke kunne døje mest!
Han lukkede øjne et kort øjeblik som han indtog duften fra det sorte hår, der ikke syntes at være overdækket med en sød parfume eller anden sær eksotisk aroma som forventet. Derefter åbnede han de rød sprængte øjne der nu så endnu mere uhyrlige ud eftersom de førhen ikke havde været just venlige at se på. Den røde farve spillede stærkt ind med den mørkegrønne og den dyriske guld agtige gule. Fik øjne til at se mærkeligt betændte ud. Efter at have holdt ved det lange bløde hår, lod han lokken falde ned på vampyrens skulder igen. Lidt efter lidt, faldt de små tråde af hår ned igen, som Ma'lakel begyndte at trække hånden til sig igen. Hans øjne forblev på de faldende strimler af sort der faldt, men gled så forsigtigt over på det arrede bryst igen. En undren fyldes atter engang, og en smule hævnbegær af grunde han sikkert tids nok ville forstå hvorfor kom frem. Den kolde, døde kropsvarme: han fik en kuldegysning i det øjeblik Ahngel's øjne faldt på ham uden han havde nået at se ind i dem. Men efter den lille skælvende berørelse af kulde så han op imod vampyrens ansigt, ordrene der var parate til at rulle ud af munden på ham, men vampyren havde åbenbart læst hans tanker eller noget i den stil for han så på ham i det han ville sige at han ikke længere behøvede at vige blikket væk fra ham. Som de fik øjen kontakt lagde han mærke til det følelses forladte udtryk vampyren gav ham. Ingenting, som om væsnet foran ham virkelig ikke følte noget som helst, og et sted fik det nok noget til at krølle sig lidt sammen indeni, da han fandt dette fattede individ ubegribeligt. Forstod ikke at nogen kunne være vidne til dette ynkelige jeg han havde frem ført og så ikke håne, eller triumfere over at have noget på ham. Noget at afpresse med, noget at æde af... for han vidste med sig selv at det ville han have gjort. Hvis ikke med det samme, så ikke meget senere. Enten var det her blot en vente tid, en process som ville være lang og smertefuld, eller også... var det venlighed? Han klemte øjne sammen let så det kun lige var en grøn strej af hans øjne man kunne se, i et øjebliks vantro, men så blev de mandel formede øjne helt åbne igen. Ægte venlighed? Nej! Det var for naivt at tænke sådan, det var et trick. Hans blik flakkede nervøst og han så væk igen, ned imod gulvet. Sad og rodet med tankerne, og selve den stilhed han før havde udnyttet til sin egen fordel blev til tortur. Med et halv-hjertet smil fik han blikket imod vampyren igen, men dog varede det ikke længe før det gled væk igen, som en sætning kom til ham.

,, 'det eneste interessante væsen i denne sølle by' .. hvornår vandt jeg den titel?”.

Ahngel tav meget merkant idet Ma'lakel igen talte til ham. For pokker. Det havde han vel ikke sagt bare sådan? Hans blik vendtes tøvende ud til siden idet et let irriteret udtryk kom frem. Ikke irratation imod Ma'lakel sjovt nok, men mere fordi han ikke bare kunne sige noget og så var den pokkers sætning væk. Hans øjne vendtes igen imod Ma'lakel med et kort fnys af en fjendtlighed der kun fandtes i hans eget hoved. Han himlede kort med øjnene og lod blikket forstummes til det rolige udtryk igen og så på Ma'lakel. Det var urimeligt at blive irriteret over noget han selv havde sagt. Han kunne bare holde kæft.
"Det overrasker dig måske?" sagde han så med en rynket næse inden han så spørgende og let alvorligt på Ma'lakel. Han havde jo egentligt ytret sig lidt for meget for sin egen smag. Ja han fandt Ma'lakel opnorm interessant og havde mindst ligeså stor spørgelyst overfor ham, som han selv måtte føle overfor Ahngel, dog var Ahngels følelser ikke så langt ude på skjorten som Ma'lakels. Hans foregik så meget mere indvændigt, hvilket jo også var ret smertefuldt til tider. Han sukkede kort som om det var at han skulle forklare et eller andet, men ikke gad.
Han skulle igen til at åbne munden, men der kom ikke rigtigt noget ud først. Han overvejede virkelig hans ord lige nu. Han så igen på Ma'lakel efter en tid med en masse tænkning.
"Jeg bør ikke forklare mig yderligere om det. Jeg mener ordret hvad jeg siger." sagde han så med en ret målsat mine. Han så direkte på Ma'lakel nu. Ingen mere tøven eller lignende. Han havde vel accepteret hvad han selv havde sagt nu, da han egentlig ikke var til at lyve. Han var en mand af sine ord og det ville han ikke skubbe fra sig bare fordi han overtalte lidt.
Han var igen stille og lod bare blikket ligge målsat på Ma'lakel. Der gik en tid med det uden han fjernede blikket og lod sin kolde facade ophobes igen i takt med sin stolthed, som han nok havde en anelse i overskud af.

"Youre... Unique.." sagde han så med samme toneleje Ma'lakel selv havde brugt i takt med de ord.

Ma'lakel's øjne gled op på vampyren efter at han havde spurgt omkring den lille sætning der var poppet op i hans hoved, og presset på som ville den have han skulle sige det. Det nervøse der før havde ligget dybt inde i Ma'lakel, det sammen krøllede og faktisk bange, blev opløst i det øjebik han så Ahngel's ubehag. Han trak endnu engang på smile båndet, let men nok til at det kunne ses, og denne gang var det ikke et halv-hjertet smil. Han så vampyren under hele processen som denne tydeligvis gik igennem med at acceptere de ord han selv havde sagt. Mon han prøvede at finde en nød løsning nu? Noget der kunne dække over hans ord? Eller måske skiftede han emne? Prøvede at afvige situationen ved måske at rejste sig og gå? Det hele var rent gætteri inde i Ma'lakel's hoved og han vidste ikke hvor det hele pludselig kom fra, eller hvorfor den udøde's reaktion var så spændende for ham. Han observerede hvordan Ahngel himmelede med øjende som en irriteret teenager for så derefter at dække over det ved at finde sit normale poker-face frem igen. Et spørgsmål til at besvare et andet? Men var det nu også alt som den udøde havde at sige. Inden Ma'lakel åbnede munden for at svarer forblev han stille da der var noget som sagde ham at den udøde endnu ikke var færdig med at snakke, og det så ganske vist også sådan ud lidt efter. En opgivende sukken, en urolig aura der løb rundt omkring væsnet af hvad Ma'lakel kunne mærke, som om den udøde ikke helt kunne finde ud af om han skulle tie, eller sige mere. Så åbnede denne munden og Ma'lakel så meget indgående på ham: forventende. Men de smukke kolde læber blev presset sammen igen lidt efter, uden at nogle ord fik lov til at få lyd. Endnu engang så det ud som om det udøde væsen's hjerne kørte på højtryk. Han så meget forbavset på ham efter de næste ord der kom. Hans nysgerrighed voksede, og han blev mere og mere ivrig. Som et lille barn der fik en julegave dagen før juleaften. Han mødte frygtløst de røde øjne i det de målbevidst kiggede over på ham: som havde han besluttet sig for at sige noget som kunne få varige men. Det hele virkede en tand for dramatisk i forhold til hvordan det hele egentlig var for Ma'lakel, hvis det var ham ville han sikkert have sagt noget flabet for at skifte emnet hvis han fandt det for personligt, men det var... sødt, at se hvor meget den marmor hvide skabning tog det hele seriøst og alvorligt. Hans hjerte hoppede idet han fik de sidste ord smækket lige i ansigtet. De virkede bekendte og tonefaldet det blev sagt i endnu mere bekendt, kunne det være noget han havde sagt i sin tidligere blodrus? Måske, men hovedsagen var ordrenes betydning: You're Unique, du er unik. Han var blevet kaldt meget før i sit liv, men det... var dog en første. Han skuttede sig nervøst som var han nu blevet til den irritable teenager, og brød deres lidt intense øjenkontakt. Han slugte svagt en klump og kunne let mærke hvordan hans håndflader stille blev fugtige. Hvad? Var det nu hans tur til at blive reduceret til en lille skole dreng? Hvor var det typisk. Dog fik han det ellers falmede smil til at komme tilbage, og tog sig selv i at føle ubehag over de ord han var blevet kaldt. Bæst, morder, djævelens yngel, de var så meget mere vante, at hvis han var blevet kaldt et skældsord ville det prale af. Men... at være unik? Kunne det måske bare være en pænere måde at sige han var mærkelig, en freak? Men... for at være ærlig overfor sig selv så troede han det næppe. De grøn-gule lidt rødlige øjne fæstnede sig på vampyren igen, forhåbentlig ville de få øjenkontakt, med et kækt smil og en lidt sarkastisk og drillende tone kom det fra ham:

,, Du for mig jo helt til at blive forelsket i dig nu, blodsuger. Først prøver du at redde mig fra mit anfald, så lukker du øjnene og acceptere min befaling, og nu fortæller du mig at jeg er unik? Enten er det mig der er helt kuldret med dig, eller også er det omvendt.”

Ma'lakel smilede lidt bredere over det han selv havde sagt men lod så smilet formindske til noget der knap kunne anes, hvorefter han lavede vampyr gestussen: lagde hovedet på skrå, og kiggede forventende over på Ahngel.

Ahngels øjne snørrede sig atter kattelignende sammen til Ma'lakels bemærkning. Et alvorligt udtryk kom frem idet han kort blottede tænder som et andet dyr. Han sagde dog ikke noget først med lod sig selv skule til ham i en tid med et ulmende udtryk.
"Forelsket?" spyttede han nærmest ud med en skeptisk tone. Hans blik mildnedes til det atter kolde ydre. Han vrængede dog stadig en smule. Han trak sig væk fra Ma'lakel igen og så væk med et irriteret udtryk, som om det konkrete emne var hvad han ville undgå. Forelskelse og kærlighed. Bah! Han satte sig med ryggen let krummet og støttende sin ene underarm imod hans knæ fra det ene ben, hvor foden endnu var plantet solidt i jorden. Han så stille ned inden han igen så imod Ma'lakel. Han rynkede på næsen idet han indså at han igen havde taget Ma'lakels bemærkning som en krænkelse og et angreb på hans person. Han nød virkelig at prøve hans grænser af hva?
"..."
Han var stille igen, men denne gang lod han ikke til at lede efter noget at sige eller snuble over sine egne ord. Overhovedet ikke. Han havde ord til dette og endda masse. Han havde en hel predken om det emne. Om kærlighed og dets forfald. Hvordan det ikke tilhørte ham og aldrig ville. Alt for mange gange havde det gået i fordærv. Første gang.. familiekærligheden stod for fald. Anden gang. Svigtelse af første fremmede kærlighed. Tredje gang.. ønsket om at slå ihjel og holde om gik hånd i hånd og det endte ligeså i tragedige. De havde alle tre sluppet og forvandlet sig til noget andet. Blot den ene var blevet tildelet denne anden chance. En chance uden ham.

"Jeg.. skal ikke i nærheden af forelskelse.."
Hans blik tonedes fra irriteret til endnu engang tænkende og lukket. Nå ja. Enhver havde vel mærket en hjertesorg før, men det var ikke byrder han kunne bære. Hverken fysisk eller mentalt. Han havde altid bebrejdet sig selv over det. Set fejlene der. Hvad der er ordentligt og stilrent udenpå ville være kaos indeni. Synes du mit værelse er rodet, så ønsker du ikke at se mit skab.
Han ønskede ikke følgerne. Blive tæmmet af kærlighed og atter vende tilbage til det han engang var. Det ville ikke gå. Aldrig nogensinde ville han lade sit sind blive korrupt af dete fænomen.. Menneskenes fænomen som væsener tog til sig. Væsener med stærke fysikke, men meget svage sind og hjerter.
Han så stille hen imod Ma'lakel derefter med et egentligt klart blik. Han var ude af rusen af tanker og var igen mentalt til stede. Undring igen. Fuldkommen ren undring kom der fra ham imens han betragtede halvdæmonen. Hvad pokker havde han egentligt lige sagt og hvad havde han selv svaret til det? Han vendte igen stille øjnene væk.

Han betragtede vampyren som hans teenage agtige fjendtlighed atter kom til syne. Det syntes at Ma'lakel's direkte måde at være, snakke og opfører sig på generelt havde en stødende effekt på den udøde. Men hvorfor gemme? Hvorfor pakke alting ind i vat som om dets betydning blev mindre af det, hvis man havde noget på hjertet skulle man sige det, ud med det i stedet for at lade det sidde og dulme, blive større og mere og mere betydnings fuldt. Ma'lakel havde ikke spurgt af nysgerrighed denne gang, det var blot sluppet ud af hans mund uden at rigtig havde nået at tænke over det, men efter at have spurgt kunne han faktisk mærke nysgerrigheden stikke, og nage ham. Hans øjne slog gnister som Ahngel nærmest pressede ordet: forelsket ud, som var det en bums på gaden eller noget andet ulækkert og socialt nedværdigende: som havde Ma'lakel fornærmet ham på det groveste. Halv-dæmonen blev skam også helt i tvivl da den udøde trak sig væk. Var det virkelig sådan en døds synd at nævne det ord? Tjah, han var heller ikke selv den store fan af kærlighed men følelsen var herlig, ikke for ham selv naturligvis, men at se den skade andre, drive folk ud i en midlertidig sindssyge som de ikke kunne flygte fra. Det var smukt, meget simpelt smukt. Det som gav alle væsener størst glæde bragte dem også den største sorg. Gud det sadistiske møg dyr, måtte have vreden sig i sin hvide himmel af bare fryd over at se hans skabninger lide så meget, straf, den uendelige straf var kærlighed. Dets mere han tænkte på det dets mere forstod han vampyrens reaktion. Hvem ville anklages for sådan noget? Selvom hvis det var ham ville han sikkert reagere mindre.. voldsomt, måske et løftet øjenbryn og et er-du-dum-udtryk? Men det var ikke ham der havde fået den spand lige i hovedet, det var ham der havde slynget spanden imod hans nuværende værelses kammerat. Han observerede nysgerrigt Ahngel's stilhed der kom efter det lille udbryd, og ordrende der undslap ham. Han ville ikke i nærheden af det? Der gik noget igennem Ma'lakel da han sagde det, som om halv-dæmonen havde fået en udfordring. En kriblen fortsatte igennem hans krop bagefter i det stykke tid vampyren igen så ud til at være opslugt af tanker. Han vendte hovedet lige igen og afbrød sin vampyr gestus, hvorefter de grøn-gullige øjne lagde sig på den smukke vampyr. Næsten lige efter Ahngel var kommet til sig selv igen talte Ma'lakel:

,, Så du er blevet brændt?”, spurgte han meget direkte. ,, Eller er du blot et af de væsener der er blevet afskrækket ved se andre gennemgå processen til evig forrådnelse?”.
Ma'lakel satte sig helt op og sad vel en god meter af vampyren selv. Mørket som omfavnede dem fik Ma'lakels øjne til at lyse op sin en kats, og også de mange katte's øjne kunne ses i mørket. Stille kom der en hen imod Ma'lakel, den grå stribede fede kat. Den nussede sit hoved imod dens herre og blev imod sætningen til de andre ikke afvist af ham. Stille kunne man hører dens sagte spinden som den kravlede op på Ma'lakel's lår og nussede hovedet imod hans mave.

Ahngel så tænkende på Ma'lakel. Han havde ikke længere den irriterede tone i ansigtet, men mere afklaret og kølig som han havde været før. Hans blik var igen intakt på Ma'lakel og fjernede sig endnu ikke igen. Nu rundede snakken vel lidt og hvorfor ikke bare sige det som det var. Ahngel tænkte sig stille om og lod sine ord tage tid til at bearbejdes i hans hoved. I et kort øjeblik lukkede han endda øjnene, men ikke for at søge væk fra Ma'lakels blik eller ligende, men mere et udtryk af at han havde ramt en duft eller hørt noget der faldt i hans smag, som når man lytter til musik.
Han åbnede øjnene igen med det samme afklarede udtryk. Pupillerne havde gentaget sine normale størrelser og lod igen farvepaletten i hans iris spillle i de forskellige glødende farver, som små lys og skygger imod en blodpøl.
"Ja jeg er brændt." sagde han meget ligeud. Han lod ordene lægge sig lidt i luften inden han stille fortsatte igen.
"Jeg ville ikke udtale mig om det hvis jeg ikke var.." sagde han så derefter og nikkede stille og kortfattet. Det var vel ingen hemmelighed at han havde følt det, men måske lige på de måder han akkurat havde. Nogen ville nok kalde det groteskt.. det ene tilfælde ihvertfald. Han kom først nu i tanke om et meget merkant punkt der akkurat kom frem imod nethinden idet han sad og så på Ma'lakel foran sig. En anelse mere muskuløs end ham selv, men højden var ikke så anderledes. Hele posituren og måden han bevægede sig på mindede forfærdeligt meget om en enkelt person. Han tænkte sig lidt om men flyttede tanken fra sig derefter.

"Jeg kan forstå at det er en slags minde vi har til fælles.." sagde han stille og rynkede brynene kort.. "Men så igen. Virkelighed er vel virkelighed.. og mon ikke de fleste har prøvet at lade sig.. brænde af det." sagde han så og så imod Ma'lakel.
"Du har endda mødt en af dem.." sagde han så med et tænkende blik og så igen imod Ma'lakel med et let alvorligt blik, som om netop denne pointe ikke hugede ham. At Ma'lakel havde haft et fingerstrøg af noget der tilhørte hans fortid, som han så bitterligt forsøgte at holde indespærret.

Den store kat i skødet på Ma'lakel lå sig mageligt på ham og slikkede én gang på hans knap så rene bukser. Derefter slog den fornærmet tilbage med hovedet som om at buksernes smag var en hån imod dens stærke smagsløg. Den stille spinden fra den syntes at blive højere dets længere den blev ved Ma'lakel som selvfølgelig ikke havde viftet den væk endnu. De grønne øjne slog gnister ved iagttagelsen af Ahngel, den udøde så ikke ud til endnu engang at slå over i mindre udødelig væremåde hvilket på en måde skuffede Ma'lakel. Deres omgivelser syntes igen at synke hen, og Ma'lakel følte at han endnu engang befandt sig i et helt andet univers sammen med vampyren. Præcis lige som det havde været nede i bordegat inden de altså ødelagde det hele, eller kæmpe ormen gjorde. De grøn gullige katte øjne mistede så småt deres rødlige nuance og blev de samme som før, lige så kolde og uigennemtrængelige som Ma'lakel's egen sjæl, de lod intet minde om anfaldet ligge, ingenting var tilbage i hverken hans blik eller krops sprog der fortalte at han lige havde vist sådan en skrækindjagende menneskelig side. Men det var det der var prisen for at holde noget indespærret. Uanset hvad for et væsen man var, så var det at nedtrykke følelser farligt, meget endda. Det ville altid komme tifold igen, men det var lige præcis det som Ma'lakel forsøgte at ændre, han ville ikke længere være det samme væsen, han ville ændre, ændre alt! Det hele, hele byen om nuvel, det skulle bare ændres. Han nikkede kort i mørket til Ahngel's ord. Han kunne vel ikke gøre andet end at give ham ret i at alle havde følt som de, blevet brændt til aske for derefter at prøve på at genskabe ilden, men ligesom de begyndte at brande igen blev de igen forvandlet til aske og sådan fortsætte det. I en ond cirkel der gik hånd i hånd. Kærlighed og smerte, nok det mest ondskabsfulde i verden. En nysgerrighed så dog ud til plante sig i hans øjne da Ahngel nævnte at Ma'lakel selv havde mødt en af de flammer der havde brændt den udødelige:

,, Hende tøsen? Men... hun var da ikke er større betydning for dig mere, var hun?”, spurgte han på en lidt halv retorisk måde som om han tænkte højt for sig selv. De grøn-gullige øjne så kort ned på katten der spandt i hans skød. Igen talte han en smule som om han var et andet sted end her, som om at han sagde noget højt fra hans tanker:
,, Det er sjovt ikke? Hvordan man kan skabe noget der er så stærkt og dog kun i en tid så godt, indtil man så langsomt opdager at det dræber en i processen, lige så stille.. som en gift man ikke kan slippe af med, og selvom man måske overlever den så forsvinder den ikke, og man bliver aldrig helt immun overfor den.”
Han lod en hånd glide over den fede kats mave imens han talte. Hvorefter hans blik igen fæstnede sig på vampyren, det var mærkeligt. Han havde aldrig talt så åbent med et andet væsen i mange hundrede år. Et sted lettede det, og et andet.. var der den konstante alarm klokke som ringede.

Ahngels kølige blik var genfundet og hans lette arrogante udstråling igen belysende, men ikke så fremfusende. Han holdt dog bare på sine former. "Den flamme døde for mange år siden." sagde han kort og så stille på Malakel inden han rettede sig lidt op. Endnu engang knækkede han med et af leddende i sin krop. Denne gang hans håndled, som efter et kort vip smuttede helt på plads med endnu et ret ulækkert klik. Ahngel gjorde ikke det store nummer ud af at iagtage det dog. det var en refleks som at blinke når nogen klapper foran ens sæt øjne.
"Hendes betydning for mig har ligeså mistet denne glans, men jeg kan sige så meget at jeg var naiv som yngre. Jeg var.. troende på hvad jeg gjorde." sagde han let bittert og strøg en hånd igennem sit hår og lod det ugle lidt omkring hans håndryg idet han stillede dækked eimod det ene øje. Det øje der dengang var blevet skadet for hendes beskyttelse. Pokkers til bånd. Pokkers til aftale. I sidste ende havde den jo ikke hjulpet det mindste. Det endte alligevel med at hun døde for ja.. så at sige..
Ahngel kiggede kort på hånden der dækkede halvdelen af hans underskønne ansigt. Han tog den ned igen og åbnede igen det øje der før var dækket. Hans blik blev langsomt tomt idet hans tanker vandrede videre imod de andre. Hvordan det nærmest stred imod Ma'lakels ord. Hans kærlighed til dem begge.. de to specielle. De døde før kærligheden gjorde.
Han så op igen og kiggede på Ma'lakel. Fandt egentligt at samtalen var gået for langt ind på ham så pludseligt, men så igen.. det gjorde samtidig ikke rigtig ondt mere.. Ikke nu. Der skulle mere til at tænde denne brændende form for savn. Den var så undertrykt at den ikke var til at ridse ud af guldringens udhulning. Hans røde øjne lagdes igen køligt imod Ma'lakels. Lod igen hans øjne dvæle ved Ma'lakels person. Posituren var vellignende og allerede da mærkede han trang til at gennemborde og ødelægge billedet. Bare skuppe ham ud af den stilling og de udtrykke. En kort gnist af noget der mindede om had dukkede op idet hans røde øjne flakkede væk fra den falmede dybrøde farve og igen op til den meget stærke blodrøde farve. Ikke et had til væsenet foran sig, men noget som hans øjne ikke fokuserede på. Hans øjne betød lige nu slet ingenting overhovedet.

"Det gentager sig ikke.." sagde han, som forsikrede han for en ulykke han var skyld i.

Ma'lakel's fingre dansede rundt imens at den fede kat begyndte at puffe ud efter dem, men var alligevel lidt for doven ti at rejse sig og gøre en ordentlig indsats. Han sad nu i skrædderstilling, med en albue imod sit ene knæ hvor hånden støttede hovedet imens han lod at meget stort gab følge. Det var hverken fordi han følte deres samtale var kedelig eller emnet ubehageligt, dog var det et emne der hurtigt kunne gå hen og blive det. Den store tandrække af lange gullige tænder blev synlige for en stund som han lyttede til Ahngels ord og de knæk der kom fra den udøde's kolde krop. Han havde hørt knækkende før, de var hverken opmuntrende eller rare at ligge øre til men umiddelbart en nødvendighed for vampyren. Hans øjne hvilede dovent på den fede grå kat i hans skød imens han legede med den, så mindre farlig ud end før, måske fordi at han følte sig svækket og træt. Han havde arbejdet en hel dag, kommet hjem og fået sit livs største chok hvorefter han var blevet fortabt i en blodrus som vampyr herren havde udsat ham for, og så var der anfaldet. Han kunne mærke øjenlågene blive tunge, uanset hvor meget han benægtede det så havde han brug for søvn engang imellem. Han kunne sagtens gøre som før: holde sig vågen i otteogfyrrer timer uden at dratte om, men så var grænsen også nået. Men det sidste den smukke vampyr sagde vakte hans interesse, og de grønne øjne fik øjen kontakt med de røde. Han skimtede det skrigende had i den tid det var der, og rynkede fornærmet af det, dog så det ikke ud til at denne had var rettet imod ham, da den udøde bagefter så væk. Han kunne ikke benægte dette væsen foran ham var betagende, spændende, og... venlig. På sin egen indædte, arrogante måde, og selvom han var træt kunne han stadigvæk mærke hvordan nysgerrigheden var ved at tage livet af ham. Måske var grunden til at han ikke ville sove egentlig at han var bange for at gå glip af noget? Eller også stolede han blot endnu ikke på vampyren nok til at han ville lade sin krop gå i koma i flere timer imens den marmor hvide skabning var til stede. Imens han så på Ahngel blev der stille igen i lidt tid før Ma'lakel's mørke let brummende stemme igen kunne høres i rummet, og de grøn-gullige øjne dovent fik fokus på katten endnu engang.

”Der var tidspunkter sjælen ikke kunne le eller græde, hvor verdens syntes tom og uden betydning. Dage hvor alting bare ikke faldt sammen med alt andet, dage hvor du manglede. Hvor dit ansigt var alt jeg kunne ønske mig at se. Jeg elskede din stemme, forgudede dine ord, og bøn falde om dine kærtegn, dit smil, men ej dine tårer. For du, din glæde bliver til min. Og min til din. Der er mange der falder i fælden så den klapper, der vandre rundt i mørket med en de godt ved aldrig ville kunne være dig, for du er helhed, du er styrke, du er lyst og begær, sorg og glæde: du, du er alt! Du er døden og livet, du er kærlighed. - vel talt af en kvinde før jeg myrdede hende... en præstinde tror jeg, husker hende svagt. Men af en eller anden grund har jeg ikke kunne glemme de sidste bedende ord, måske fordi jeg endnu ikke kan regne ud hvorfor hun valgte at sige dem. De fleste ville sige en bøn der bedte”, han spyttede nærmest navnet ud af sin mund: ,, Gud, om at redde deres sølle ubetydelige liv. Men hun valgte det...”Gab. ,, Engle er lige så mærkelige som mennesker til tider. Men..”.
Hans øjne lagde sig atter på Ahngel igen:
,, At benægte du vil lade giften tage over igen er det samme som at nægte det faktum at du før har ladet den. Det er blot naivt.”

Ahngel lyttede tænkende til Ma'lakels ord og mærkede hvordan de stak imod ham med bittesmå jernspidse. Helt små dog kun. Ikke som pælene fra jammerskabet eller som alle de andre underlige indfald hvor hans race og disse genstande skulle forenes kropsligt. Han lagde stille hovedet på skrå med et tænkende blik og så kort ned på den grå kat. En kort spænding ved hans kæbepartis muskler lod ham trække lidt på ansigtets hud, som havde en nyfunden afklarethed opstået i ham, men nej. Da han kom ind på dette mærkelige fænomen Gud og disse engle der så og sige skulle være hans budbringere blev han kort tavs og så op igen. Han bed lavmældt kæberne sammen idet en lille ting dukkede op i hans hoved og rent automatisk mærkede han sinde fingre glide op af sin stadig opslåede skjortekant og mærke over sit solar plexus. Han ry
nkede brynene og så ned. Der manglede noget i form af dette emne. han havde ellers lagt det på hylden i en tid, havde han ikke? Ikke haft det om halsen og ikke lade folk genkende det på den bekostning at de skulle tro han var en fanatisk troende. Nå ja.. Hans hånd bevægede sig stille ind under højre skjorteærme og raslede lidt med de små metalliske led på Ange De Fer. Han fik fat i noget han selv havde fastgjort dertil for en god tid siden, bare for ikke at give fuldkommen slip på det. Ud af ærmet trak han et sølvkort, hvilende i hans håndlfade. Brændte ham ikke. Skadede ham ikke. Netop fordi dette kors ikke var smedet for Gud. Han så stille på det i sin håndflade, men lagde det ganske snilt ned i sin bukselomme med en diskret bevægelse. Igen rungede Ma'lakels ord i hans hoved og han rettede sig op igen. Om Ma'lakel havde set korset eller fundet det stødende var han eget problem. Ahngel vidste hvad det symboliserede for han selv.
Han tyggede lidt på ordet Gud, men fandt ingen tro komme frem i sig. Intet håb om hellig beskyttelse. Kristendommen havde for flere hundrede år siden smidt vampyrene fra sig, så hvorfor skulle de i det første overhovedet tage del i kendskaben. Derimod så han død over korset. Han så fanatisme og forfald. Magt og grådighed. Han så intet andet end mennesker der slås imod mennesker..
'Det er blot naivt' blev der sagt til sidst, hvilket lagde et merkant mørke over Ahngels ansigt. Noget dystert og lukket for omverdenen, men samtidig på en måde alt for fremskydende og på en eller anden måde bedende.

"Hvorfor skulle jeg heller ikke have min ret til at være naiv? Det bliver man.. hvis ikke ødelagt..."
"Det er naivt af mig at tro jeg kan holde mig fra bålet... Det er naivt af dig at undertrykke hvad der ødelægger..." mumlede han stille. "Ligeså naivt som det er for mennesket at lægge deres lid til noget der har mere blod på hænderne end samtlige dæmoner og mørke væsener.. "

Hans øjne forblev ved katten i den tid hvor deres samtale var i gang, men ud a øjenkrogen kunne han godt se at der var noget som ændrede location på den udøde, noget som han tog fra et sted til et anden. Det vækkede igen vantro i halv-dæmonen's blik da han ikke fangede hvad det helt præcist var der fik et nyt gemme sted på vampyrens krop, og den dovne afslappede aura der før havde hvilet over Ma'lakel så ud til at blive mere voldelig og vågen. Hans øjne gled hen på det udøde væsen endnu engang, betragtede ham og lyttede til det han sagde. Endnu engang lykkedes det blodsugeren at give halv-dæmonen tilbage af samme skuffe. Hvad han sagde var rigtigt, dog så Ma'lakel ikke ud til at reagere synderligt på det. Gud havde i sandhed mere blod på hænderne end alle andre. Men han gav ikke vampyren ret i at det var naivt af Ma'lakel at undertrykke det udryddede, det der burde være udslettet for længst. Der følte han sig bedre vidende, det var noget han kunne styre, han vidste hvornår det kom og hvad det kom af. Så nej, han var ikke naiv, han håbede ikke på at det ville blive bedre og forsvinde, han benægtede ikke dets eksistens, han ville blot af med det! Dræbe det, sørge for at det aldrig nogensinde fandt vej tilbage til ham. Han ville være ... hel. Det var der vel intet naivt i, eller det var han overbevidst om der ikke var. Dog prøvede han ikke at modbevise Ahngel. Stille puffede han til katten, som gav et klagende miav fra sig, igen så katten helt fornærmet ud som om at det var den der var herre af huset og ikke Ma'lakel. Den rullede om på dens tykke mave, og Ma'lakel rejste sig. Katten kom op på dens ben og begyndte en luntende gang hen imod vampyren indtil den nåede ham, og så susede den forbi meget hurtigt, over imod madrassen hvor den meget mageligt og forkælet lagde sig på hovedpuden imens den spandt. Halv-dæmonen som nu stod i sin fylde højde lod jakken falde ned af sine skuldre imens han talte:

,, Og hvad er det helt præcis du tror er det som ødelægger?”, spurgte han med en snært af snerren i stemmen. Som om at lige præcis det havde prikket til en nerve i dæmonen.
Efter at jakken var gledet af hans skuldre, begyndte han at fjerne den blod til smurte trøje også, så han til sidst stod i bar overkrop for anden gang over for blodsugeren. Den eksotiske tatoveringen kunne igen ses malet på halv-dæmonens hele ene side af kroppen, imens ar og andre mærker fra kamp der fornyelig havde foregået også kom til syne i mørket. Blandt andet et meget stort sår ved den side han før havde blødt kraftigt fra der havde lukket sig, men stadig bar mærke af at her havde der været nået, ved at have en lidt lysere solbrun farve end resten af kroppen. Han så ikke ud til at være særlig forfængelig og forblev topløs i Ahngel's selskab uden at lade sig gå synderligt meget på af at vise sine ar og andre fysiske grimme minder fra utallige kampe. Han gik forbi den udøde som katten havde gjort og satte sig skiftevis på hug ved hver af de stearinlys der som altid ville være plantet omkring den ensomme madress. Stille begyndte lyset at vise rummet tydeligere end mørket havde gjort det for Ma'lakel og han lod sig dumpe ned på madrassen ved siden af den magelige fede kat der strækte sig idet Ma'lakel satte sig. Hans øjne låste sig endnu engang på Ahngel, afventende.