Hunters (Ahngel !)

Ahngel lod roligt dæmonen røre ham. Et kort øjeblik lukkede Ahngel øjnene. Ikke af negativitet men bare for at lytte til blodet under dæmonens hud. Han smilte kort for sig selv. Ulmende.. dystert og fristet. Han åbnede igen de indsugende røde øjne og lyttede stille til dæmonens navn. Ma'lakel huh? Han blev ved med mentalt at gemme navnet og lade det runge i hovedet på ham. Ma'lakel. Ma'lakel. Ma'lakel. Ilddæmonen Ma'lakel.
Han vendte roligt ansigtet en smule så deres ansigter igen var paralelle med hinanden. Han smilte igen og lod en kort tåge af mørke svirre hen i hans blik og gøre ham endnu mere ulæselig og fuldkommen fattet i en nærmest hånlig morskab. Dog ville han ikke håne Malakel. Han havde ingen grund. Ej heller lyst. Han fandt ikke Malakel som en af dem der skulle hånes eller nødgøres.
"Mig en ære..." hviskede han tilbage. Hans stemme havde en underlig hvislen over sig når han hviskede. Som en slanges stemme opløst i sand der fyrer imod vinden. "..monsieur Ma'lakel." afsluttede han.

Han rynkede lidt på næsen af det sidste. Som var han utilfreds med det ord der blev sat foran hans navn. Han gentog det selv et par gange inde i hovedet, og synes det lod fimset og på en måde mindre mandigt. Var det vampyrens måde at håne ham på? Måske et kælenavn til en han fandt svagere end ham selv? Ma'lakel kunne læse vampyrens øjne, der var svært og desuden ville han heller ikke spilde tid på det når der var så meget andet han kunne foretage sig. Han sniffede en gang til luften, og indtog vampyrens duft som for at gemme den i hans register over væsener han havde mødt. Hans snif var ikke særlig åbenlys han gemte det ved at lade som om han tog en dyb indånding. De grønne bæst øjne blev ved med at stirre på vampyren, afventende.
*... måske smager han godt..*

"Så stille lige pludselig?" sagde han med et kort smil. Denne gang mere venligt men stadig meget neutralt. Han lænte sig lidt tilbage i sædet og betragtede på Malakel. Så ham an med den lille smule afstand der nu var. Der var noget ulmende over hans venlighed. Det var vel bare en simpel facade af høflighed som han altid påtog sig. Han var vel opdraget til det. Diplomat. Aristrokrat, men ikke fisefornem som hans pokkers grållige landsmænd. En leder. En statistikker. Alfahan.
Ahngel så dæmen stille tilbage i øjnene da øjenkontakt sjældent rørte ham. Ofte var det det andet individ der veg først for hans røde øjne, der lod til at suge til sig åndeligt. Drømmende. Øjne man kunne svømme væk i og blive fanget som en bjørnefælde der klapper i. Han lod kort sin bekloede hånd flyde igennem det sortbølgende lange hår for at fjerne de overskudne totte fra det marmorhvide ansigt.

Ma'lakel fnyste af vampyrens lille kommentar om at han var blevet stille og så op på den udøde med en form for væmmelse et kort øjeblik. Han betragtede ham imens han bevægede sig, ned til mindste detalje. Og idet vampyr herren lænede sig tilbage og så på Ma'lakel mødte deres øjne igen. Hans grønne veg ikke væk fra den udødes røde. Det skræmte ikke dæmonen der efterhånden havde mødt øjne med en mere skræmmende og sær farve. Han så utilfreds på vampyren, men et lille smil bredte sig dog over hans læber og han gav ham et nik. Som en slags anerkendelse, eller accept, som havde dæmonen accepteret ham, eller noget helt andet. Han kravlede derefter tilbage ind i ilden og lod sig opsluge af flammerne.
,, .. du er anderledes end forventet udøde... men du har stadig et sprog der giver mig kvalme. "
Hans aura havde ændret sig fra noget mere dominant, som havde han ændret adfærd uden helt at være klar over det selv. Han så på vampyren med fjendlige øjne, men det var en fjendlighed der kom naturligt til demog de var ikke faretruende nok til at vampyre ville føle sig stødt, eller det regnede han ikke med at den udøde ville.
Et undren kunne blive set i Ma'lakels øjne igen:
,, Hvorfor hjalp du mig?"

"Jeg beklager meget mit gammeldags sprogbrug." sagde han og foldede kort sine hænder imod hinanden. "Det ligger desværre mit erhverv til." sagde han med et kort skruppeløst smil. "Men det glæder mig da at jeg ikke har vundet en høj forudanelse fra dig." sagde han og nikkede.
Hvorfor han hjalp ham? Tja.. måske havde Malakel vel ret til at vide det.
"Normalt ville jeg heller ikke have gribet ind, men desværre ligger det til din gruppe. Du har et mål, altså en skæbne og den må ikke ødelægges." sagde han så.
"Du, er en af dem som skal bevares." sagde han og lagde hovedet lidt på skrå og betragtede dæmonen i ilden. Ild..
"Jeg hjalp dig af den lille årsag. Jeg har gæld der skal betales hvis jeg nogensinde skal kunne være i fred og vende tilbage til min hjemstavn. Så om du vil det eller ej, så er jeg forpligtet til at stoppe situationer der kan være fatale." sagde han og smilte kort.
"Det lod dog ikke til at være tilfældet alligevel, men det var vel udmærket at jeg kom frem alligevel. Du ville nok ikke kunnet klare regnen længe?"

Ma'lakel lyttede nygerrigt som han havde gjort før. Ivrig efter en hver form for information som vampyren gav ham. Han betragtede ham imens han talte, næsten med et sultent blik. Som han blev færdig med at tale igen, drillede Ma'lakel vampyren ved at sætte hovedet lidt på skrå og se på ham med en næsten mærkelig form for trance igen.
,, Hvorfor ...?", det var det eneste der kom fra ham.

Ahngel kiggede stille på dæmonen først og lod sine mundviger udvide sig til et djævelsk, men fattet smil.
"Der er mange ting du kunne sætte spørgsmål ved, Ma'lakel." sagde han og nikkede kort. "Men desværre kan jeg ikke udtale mig for meget i den sag." sagde han derefter med et kort opgivende suk. Hvor gerne han end ville ytre sig, gik det ikke. Han ville nødig sætte organisationens navn i rampelyset idet han ikke stolede på denne dæmon endnu. "Men alt i alt er det vel ikke så indviklet." sagde han derefter. "Jeg holder kloen over dem der skal bevares." sagde han afsluttende og tænkte lidt over sine egne ord inden han lod de tiltalende blodrøde øjne lægges tilbage på den nysgerrige dæmon.

Han blev ved med at lytte, men der var noget ved det vampyr herren sagde der ikke gav nogen som helst mening for ham. Hvorfor ville en person der udgav sig for at holde så megen magt og anstændighed, følge nogen. Var dette væsen ikke en selvisk morder som ham, med mindre at vampyren altså stod i gæld til nogen og arbejdede det af, det ville forklarer meget men han var ikke sikker overhovedet. En anden teori kunne være at dette væsen ikke var ligeså stor og stærkt som det udgav sig for, og havde brug for folk til at beskytte sig og derfor arbejdede som betaling for denne beskyttelse, men... det gav heller ikke rigtig mening.
Hans øjne vandrede op og ned af Ahngel, og Ma'lakel så mere mistænksomt på ham.
,, Så.. du er faktisk en marionet?"

Ahngel klukkede dystert ved Malakels spørgsmål og lod kort en hvid bekloet hånd løbe igennem det mørke hår. "Det kan man vel kalde mig indtil jeg har betalt tilbage hvad jeg skylder." sagde han og foldede let hænderne og støttede kæben derpå.
"Men..." sagde han derefter med et bestialskt smil, dog af en let sadistisk munterhed. "..jeg har dog ikke fulgt deres regler til punkt og prikke." sagde han og vendte de røde øjne imod dæmonen igen. "Resten skal bare overstås.. man kan ikke gå et liv, som er så langt, igennem uden at skulle afsone et eller andet." sagde han. Sådan var det ihvertfald for vampyrer. Enten betalte de for at genvinde ungdom efter en tur i ilden, ellers kunne det måske være at udsøde sig fra sin skabermester.. Ahngel lå ikke ind for de kategorier, men stadigvæk. Betaling.. er nu engang bare betaling.

Hans ansigtsudtryk ændrede sig ikke i noget tid efter at vampyren havde snakket. Det var let at se at han vendte noget i hovedet og han fik skam også et forførende glimt i øjne efter Ahngel var færdig med at snakke. Hans blik var åbenlyst sultent nu, som ville han til at æde vampyren foran ham af ren og skær hungren. Men dette blik fortalte også om hans interesse for den udøde. Han var en marionet, og han var klar over det, hvilket var tegn på at dette væsen ikke levede i illusioner, men det var jo ikke til at vide. Han havde famlet rundt med mennesker det havde Ma'lakel set, så spørgsmålet var for ham bare om denne udødelige var blevet "kopurteret" af menneskets illusioner og falske sødme.
,, Du tiltrækker mig, fortæl mig udøde, hvorfor dræber du ikke dine overordnede og fortsætter ud i friheden. Æder disse mennesker der åbenbart skal bevares, i stedet for at lade dem til snavse dig med deres urenhed?"

Ahngel lo kort over dæmonens svar, som egentlig lød så enkelt, så enkelt. "Tro mig. Jeg ville for længst have taget mig af de andre medlemmer hvis jeg havde chancen. Problemet er bare at denne kontrakt jeg har med dem, er noget helt og addeles fysisk. Kommer jeg ikke af med den på deres måde, kommer den ikke af." sagde han og strøg kort sit højre håndled og brettede det op. På hans hud sad der en sølvfarvet lænke fast, som var tilsluttet en lås og et sølvfarvet kors med røde rimsten. Små nåle derfra gik ind i hans håndled og dannede sig i et med de tydelige blå blodårer og muligvis også selve hans konstruktur. Hans knogler. Hans håndled var pircet på en sådan grotesk måde, at de fleste havde vendt blikket i afsky. Han stolede dog på at dæmonen kunne tage at se på det. Han rørte den lille lås. "Dette lille stykke mekanik er hvad der holder mig på måtten." sagde han med et kort djævelsk smil. "Uden nøgle.. ingen frihed. Desværre er nøglen noget rent symbolskt, og kun hende, hvis hænder lagde den om mig, kan låse dem op.. frivilligt." sagde han og brettede ærmet ned igen.
Pokker tage at skulle tage ordrer fra dem.. han plejede at være den der udgav dem.

Ma'lakel lyttede stadig med, hvis han havde lyst til det kunne han forme nogle dyre ører af ild der ivrigt ville pege imod vampyren, men det var ikke tilfældigt. Han så på lænken med en sadistisk nydelse, som gav den ham et kick af at se noget så grusomt var blevet placeret på den udøde. Han følte en trang til at gå ud af ilden, og lege med den, bare prøve at fjerne den for at se hvad der så ville ske med ham! et sjovt eksperiment det kunne blive! Ma'lakel fik et smil på igen og hans aura blev nærmest barnlig og legesyg idet han så den. Han kravlede ud af ilden og imod vampyren og tog fat om hånden der havde lænken, med hans egen der var indsmurt i den glohede ild. Blikket i øjne på denne ondsindede skabning var ikke til at tage fejl af, han så på lænken med en form for længsel og fascination! Hvis man selv kunne få fat i sådanne tortur redskaber, hvilken magt man så ikke kunne have over væsenerne!
Han så op på Ahngel med de grønne bæst øjne der stadig ondt den sadistiske gnist.
,, Hvem er dine herrer?"

"Jeg har ingen herre direkte." sagde han blot. "Men lederne for organisationen er ikke fremtrædende med deres navne. De har for mange der vil af med dem til at de vil give deres navne.. selv til deres tilhængere." sagde han og betragtede ilddæmonen tage fat om håndleddet. Tak skæbne for at Ahngel akkurat havde drikket, ellers havde hans hånd ikke nok modstandskraft til den ødelæggende ild.
"Dog kender jeg til to af dem.." sagde han så og knyttede kort sin hånd med et tænkende udtryk. "Det er hvad der venter dem, som døde uden at have fuldendt hvad de skulle. De såkaldt FatalDestiiin's." sagde han så og lod blikket hvile på Malakel. De to.. for alt i verdenen. Han ville aldrig kunne røre dem eller tale direkte med dem.
Ikke med hans egne blodplettede hænder.

Ma'lakel's grønne ulve øjne veg ikke væk fra Ahngel idet han talte og efter han var færdig så han igen ned på hans hånd og lod stille sine lange fingre glide ind i vampyrens håndflade med den vedligeholdte fascination. Han gentog navnet med en sær form for beundring og nydelse:
,, FatalDestiiin, FatalDestiiin, FatalDestiiin.."
Han hviskede det som ville selve navnet blive udslettet af at han sagde det for højt.
,, Interessant!... "

//Sorry jeg ikke skriver så meget har mange emner i gang og så har jeg mit forum :P

//Det er helt i orden//

Ahngel betragtede stille dæmonen og lagde hovedet lidt på skrå. Ingen blufærdighed at finde hos dæmonen? I Ahngels øjne var det en god ting. Han løftede stille sin modsatte hånd og placerede roligt sin pegefinger på det næderste tandsæt for derefter stille at lade sine fire makabre hjørnetænder trænge ind i kødet, hvori andres blod flød. Blod der nu var hans blod og kun hans. Mort De Sang blod helt ind til den langsomt pumpende kerne, hvor den anden lille lås sad fastgjort og sendte et lyn igenem hans krop for hver eneste uanstændig tanke. Nogengange var det et sensationelt kick at lade sig gå igennem.. hvis han altså var.. ja.. påvirket. Påvirket af blodet fra alt for mange BrookDestiiin's. Dem der ingen fremtid har.

Ma'lakel så på Ahngel og der kom en knurren som han rørte på den anden hånd, en advarsel. Han stolede ikke på vampyren og trak sig tilbage så han sad på rumpen foran vampyren. Hans bæst øjne fulgte fingeren helt op til vampyrens tænder og hans øjne lyste som om han næsten kunne mærke den smerte vampyren påførte sig selv, uimodståelig smerte. Mere, mere, mere af den! Bliv ved! Han kneb øjne en lille smule sammen og så ham med et sultent blik. Et tændt blik, som gjorde vampyren noget der fik en seksuel lyst til at blusse op i væsnet foran ham, og Ma'lakel's blik fortalte at hvis han ikke stoppede ville halv-dæmon handle ud fra intet andet end selvisk lyst og instinkt.

Ahngel smilte kort stadig med fingeren fæstnet mellem sine tænder. "Så, Ma'lakel." sagde han og lænte sig lidt tilbage og betragtede dæmonen analyserende og fattet. "Må jeg spørge hvilket mål det er du har dig forusat? Altså hvis du allerede er klar over hvad du skal opnå?" sagde han tænkende og betragtede Malakel med en dæmonisk spørgelysten.
Selv havde han allerede fået udført sin del af sin skæbne, men man kunne jo aldrig vide om der var mere i vente, kunne man vel? Ahngel åbnede igen stille kæberne og lod hans finger komme let frem igen og lod fire små blodstriber løbe ned for dem, bare for at Ahngel igen kunne slikke dem af med sin lange lidt spidse tunge. Som at give folk tid at løbe på. Falskt håb om at slippe væk fra hans kraftfulde kæber. Han så stadig roligt på Ma'lakel med samme spørgende blik.

// Du godeste xD!!....

Halv-dæmonen fortsatte med at se på vampyren med et meget hungrende blik, som skulle han virkelig kæmpe med sig selv for ikke at springe på den udøde og påføre ham hans form for smerte! Normalt vis ville han have gjort det uden tøven, men dette væsen... var en smule anderledes end forventet og hans nygerrighed om at få mere at vide før han gjorde noget drastisk stod i vejen for hans dyriske lyster. Med øjne stift rettet imod vampyrens mund, selv efter at væsnet havde lænd sig tilbage, talte Ma'lakel til ham:
,, Jeg har mine planer... ikke at jeg er du-.."
Han stoppede sig selv da han så blodet, dejligt varmt blod der sikkert ville pirre hans smagsløg på sådanne måder at han ikke ville kunne få nok. Han bed tænder sammen og sagde sammenbidt:
,, Til helvede med det!!"
Han satte sig en lille smule op, greb fat om vampyren's skjorte, og rev den udøde ned på gulvet med sådan en overnaturlig kraft at det virkede alt for abnormalt selv for Ma'lakel som var halv dæmon at besidde sådanne styrke. Man kunne vel sagtens regne ud at hans lyster var det der udgjorde hans pludselige styrke; når han ville have noget, ville han have det! Da han havde fået vampyr herren ned på gulvet foran den glødende kamin der gav dem begge et mere eksotisk udseende, satte Ma'lakel sig oven på vampyren, tog fat i dennes hånd og lod den glohede tunge glide over de blodige fingre. Grådigt slikkede han blodet af dem, og som han havde forudset var denne smag af vampyrens blod mere sød, med vanedannende end så meget andet han havde smagt.

Ahngels blik var blevet mere undrings neutrakt idet han mærkede gulvet imod sin ryg og baghoved. Han kiggede længe på dæmonen og derefter ned på sin finger. Et bredt smil kom endnu engang frem da han så det. "Jamen.. så går jeg da ud for at selvkontrol må ligge et sted på listen, huh?" sagde han en smule sarkastisk. Sjovt. Han var den anden dæmon Ahngel havde mødt som hellere ville drikke blod. Han åbnede stille håndfladen og lod dæmonen drikke hvad han ville.. det ville ikke gøre ondt på Ahngel.
Dog vidste han at det ikke just ville være behageligt at forsøge at tømme ham. Hans blod havde den underlige effekt på folk. Et afkog fra junkieblod og andet lignende, som han tillod sig selv at æde. Det gav folk syner og midlertidig lammende sindsyge så at sige. Ahngel plejede nu at more sig over hans blods virkning på folk. Nok havde trippet forlængst undsluppet hans eget sind, men det sad der endnu, som et blodigt giftstof.

//Hvilket :D?//

Ma'lakel slikkede vampyrens fingre rene med sin lange tunge, han hørte den sarkastiske kommentar og den fik dæmonen til at smile meget bredt og sadistisk. Han stoppede dog med at indtage vampyrens blod efter han havde slikket hånden ren, han ville have noget andet end bare vampyrens blod; hans krop! Han lod hånden hamre imod det hårde trægulv, imens hans fingre flettede sig ind imellem vampyrens. Flammer stod stadig op fra dæmonen og en djævels ondskab gav genskær i Ma'lakel's ellers meget rolige ulve øjne. De skarpe tænder blev blottet igen idet halv-dæmonen sendte Ahngel et lumsk smil samt en ond klukken, der var en lille smule svær at tyde, men det var var i hvert fald ikke roser og bløde berøringer han havde i tankerne. Med sin frie hånd sneg han sig ind under den udøde's tøj og lod hans fingre glide kildrende over dennes fløjls hud. Han bøjede sig ned over vampyren og hviskede med sin mørke og brummende stemme:
,, Min selvkontrol er det mindste af dine problemer lige nu.. medmindre..", han lod sin lange tunge let røre skinnet af Ahngel's læber i en drillende maner.
,, Mine intentioner altså er gengældt?"

Ahngel fik et mere alvorligt udtryk i ansigtet da han klargjorde dæmonens intentioner.. Tale om hurtige forførelser? Ahngel fnøs kort med et lettere håndligt smil.
"Min kære dæmon. Desværre skal der mere til fra din side til at jeg uden videre vil gå med til det." sagde han så. "Nok er normalt hungrende efter det farlige, men der er desværre kun én ting, som tillokker mig." sagde han. "Så.. mourir.." det sidste hviskede han nærmest sensuelt idet hans velkendte trykbølge lod sig slå imod dæmonen. Ikke smertefuldt, som han havde formået ved deres første møde. Ikke meget afstand men hurtigt nok for en vampyr at komme op at stå uden så meget som at blinke. Han smilede til dæmonen med et senistert udtryk.
"Desuden er sejr endnu sødere, hvis den er vundet rent." sagde han så og knappede stille en af de løsrevne knapper på den sorte skjorte. "Fristende ellers.." tilføjede han og brettede igen sit ærme ned over den makabre lås.

//Må logge. skrives i morgen//

Ma'lakel spærrer øjne en lille smule op idet han bliver presset tilbage, og minder om deres førte møde for alarm klokker til at ringe. Han var ikke svag, dette væsen så måske havde hans lyster fordrevet hans fornuft men alligevel, han brød sig ikke om at blive afvist. Ilden der før roligt summede over ham, blev stille mere blåligt, et tegn på at Ma'lakel brugte kræfter. Han rejste sig kort efter vampyren havde gjort det. Et lille smil skjulte hans irritation over at blive afvist, men det var skjult godt under en facade af ren dyrket lyst der igen gik ind over ham. Hvis der var noget Ma'lakel tænde mere på udover smerte så var det visheden om at der var noget han ikke kunne få; hvilket selvfølgelig gav ham lyst til at få fat i det! Han rakte hånden hurtigt frem, greb fat i håret på vampyrens baghoved og pressede deres læber sammen i noget man vel kunne kalde et tvangsfuldt kys? Imens han gjorde dette lagde han den anden hånd på vampyrens lem. Og greb en lille smule fat. Det varede kun nogle få sekunder, og så trak han sig stille tilbage og fjernede sin hånd hvorefter han sagde med et drillende smil på læberne:

,, Er det ikke lidt ondt sagt, du skylder mig det trods alt... efter at du tog mit sidste offer fra mig... re-mem-ber?"

//Det er bare ok ^^

Ahngel trådte hurtigt et skridt tilbage efter dæmonens lille tilnærmelse. Hans læber var pateret i et hånligt grin idet han strøg sin finger tørrende over læberne.
"Jamen.. jamen. Det glæder mig da at du kan huske mig." sagde han kort. Derefter strøg han sin håndflade ned over sit højre øje. Det lod som om huden omkring øjet smuldrede idet han fjernede hånden igen og afslørede et sort øje med en tynd ildrød pupil, samt mange blållige blodårer omkring selve øjet. "Som du nok kan se vil det selv tage mig lang tid at glemme det igen." sagde han og lod endnu engang øjet blive intakt.
"Jeg beklager inderligt at skulle ha taget den kære Ailince fra dig.." sagde han og smilte dystert. "Men hun er desværre under min beskyttelse lige meget hvad." sagde han.
"En blodbrud." tilføjede han nærmest hviskende.. han var dog ikke sikker på om dæmonen overhovedet kendte til begrebet, men stadigvæk. Blodbrud var en ubrydelig kontrakt mellem ham og hans tilkommende bloddonere.

Ma'lakel's smil bliver mere end bare drillende da hans er Ahngels øje, og blikket i hans egne viste at han så sandelig nød at se den skade han havde påført den ellers underskønne udøde. Hvilket mesterværk, hvilket under! At han havde skamferet et sådanne ansigt, det gav man næsten lyst til at falde om halsen på vampyren en gang til og æde ham op!
Flammerne der havde fået et blåligt skær blev igen mere orange: han følte sig knap så tændt og mindre truet end før. Disse ord som vampyren sagde, igen følte Ma'lakel de på en sær måde var dobbelt moralske.
,, En blodbrud... tænk at du lader dig selv være så afhængig af en dum menneske tøs.. Jeg troede vampyrer som dig var.. skal vi sige mere selvstændige?"