Hunters (Ahngel !)

Ahngel lod roligt Ma'lakel tale.. Han mødte Ma'lakels sidste faste lås på hans eget blik promte og uden de mindste synlige ønsker om at se væk lige netop nu. Endnu engang studerede han ham. Så ham overalt, selvom hans blik blot var på Ma'lakels.. Som om flere hundrede sæt øjne lå i det. Så overalt på halvdæmonens krop. Anså knogler og organer..
Han sænkede igen blikket tænkende og lod øjnene hvile imod Ma'lakels brystkasse og hans huds udsmykninger der nærmest bevægede sig på grund af dets forme.. Fremmed kultur for Ahngel.. Noget han ikke kunne tyde eller aflæse. Han havde ellers altid haft sine metoder.. sine styrker indenfor at se igennem folk uden at bryde deres barierre af tanker og hemmeligheder.. Duften af følelserne og de helt små bevægelser øjnene ellers aldrig så.. et øjentwitch.. en nærvøs trækning.

"Et bankende hjerte..." sagde han først stille og fattet inden han igen lod sine øjne bevæge sig op ad Ma'lakel og igen fastfryses imod hans grønne bæst øjne.. Ahngels egne øjne blev igen tynde.. Pupillen smal og irisen rød og merkant, på en måde voksende.. dannede noget satanisk over de foranderlige øjne.
"Og et menneskes stædige sind.." sagde han.. Stædighed havde altid været noget menneskene var gode til at holde tæt til sig.. følelser der nok aldrig ville forsvinde.. Ahngel vidste udmærket hans egen position.. Han havde påtaget sig noget menneskeligt selvom det ellers aldrig burde være sket. Han havde lagt det på hylden og undertrykkede det selv, men så igen.. Hos nogen.. Meget få skimtedes det.. Mest hos dem som kendte ham som ingen anden end Ahngel og at Lucifer blot var det forhadte navn spyttet ud på brostenen af den ungre rebelske menneskeelskende vampyr.
"Men så igen..." sagde han derefter og lagde hovedet lidt på skrå og lod sig igen lægge sig tæt til sine tanker.
"Jeg er ingen tankelæser eller fremtidsspående.. fortidsspående.." sagde han og kiggede igen på Ma'lakel. "Jeg kan meget vel have fejllæst dig." sagde han så og rettede skuldrene lidt tilbage og løftede igen sin hals lidt op. Arvævet fra biddet før var ved at fortage sig fuldkommen i hans hvide hud. Blot en enkelt streg, som var lidt mørkere end hans egentlige tone, var alt der nu var på den velformede hals.

Endnu engang lykkedes det vampyren at fange den ellers meget ligeglade halv-dæmon's opmærksomhed, som med et ubrydeligt magisk greb om halvblods bæstet's indre fascination af den udøde og denne's ord. Han skuttede sig idet svaret nåede ham, en ubehag fløj igennem kroppen på ham, sitrede, sveg nærmest for vampyren havde ikke fejl læst ham. Han havde uhyggeligt nok ramt plet endnu engang med hensyn til Ma'lakel, lige som Ma'lakel tidligere havde fundet de små knapper man skulle trykke på for at få den udøde til at reagere som man ville have den til, gang på gang. Kunne det virkelig passe at de hver i sær havde fundet ting ved hinanden, som andre syntes at overse ganske let? Fundet de små huller, de manglende dele som normal individer ville let og elegant se hen over. Måske var det fordi de begge var hvad de var, jægere, mordere, de var hver i sær en afspejling af hvad man kunne ende med at blive hvis man blot blev mindet om hvad ens eksistens betød, længe nok. Selvom den udøde ganskevist var en yngre udgave af Ma'lakel så var han ældre i sindet hvor Ma'lakel var forblevet på samme stadie som hans krop syntes at være. Han var ikke vis og alt vidende, et år for ham var blot som en dag for et normalt menneske, man blev ikke vis som en ældgammel elvertusse på blot en dag. Hans øjne flakkede som Ahngel's syntes at bevæge sig over alt på ham, imens at et nervøst barn begyndte at komme til live i hans mave. Han brød sig ikke om at blive vurderet på nogen måde eller på nogle tidspunkter, og lige nu var det bestemt ikke noget han påskønnede. Han gav udtryk for det ved at udløse en lavmælt knurren der fik den fede kat på puden til at spidse øre men da den så den lavmælte knurren ikke var rettet imod den selv lod den sig dovent falde ned på puden igen, imens den stadig spandt lystigt. Ma'lakel så på Ahngel med et meget indgående blik, som igen afspejlede hans vantro imod vampyren selvom denne havde fået lov til at se og røre mere end de fleste, et kort sekund blev han i tvivl om det havde været klogt at bringe ham til hans hjem. Indtil nu havde kun to været her, Kilia og Dådyret. Kilia havde ganske vist kun været der nogle få minutter, hendes konstante kommentarer om hygiejne og andre irriterende bemærkninger var ikke noget han havde gidet at høre på i længden så de var taget tilbage til hendes hjem, selvom hun hårdnakket protesterede, men ja, Ma'lakel havde vel et menneskes indædte stædig og havde svunget pigebarnet over skulderen og fortsat væk fra huset som om ingenting var sket. Dådyret der imod havde haft fornøjelsen af at færdes i huset som hun ville i en overgang, før hun altså blev til hele Di Morga's hore tøs, han så ned i det hans tanker kom på hende og dybt had var ikke til at misforstå, Ma'lakel tænkte på noget der fik ham til at afgive en anspændt aura. Den forsvandt dog og blev erstattet med nysgerrighed.
... Gad egentlig vide ...
Endnu et stort gab undslap dæmonen før han nåde at sig det han ville og en pibende lyd kom fra ham denne gang samt nogle små søvndrukne tåre fik presset sig vej og lagde sig i Ma'lakel's øjenkrog. Han rystede kort på hovedet derefter, og så igen over på vampyren:
,, Hvorfor har du et hjerte? Plejer udøde ikke at ... være tomme? Du ved, ingen organer..?”

Ahngel lyttede stille til Ma'lakel og kom kort til at smile lidt skeptisk. Hele den ide om hjerter og organer.. Det var ærligttalt mange som havde dne tanke omkring dem. Dog hans hjerte... hvorfor det slog var lidt af en gåde for ham. De fleste halvvampyrers hjerte slog ganske rigtigt også, men når nu man aldrig rigtigt havde været i 'live' så var det ikke rigtigt til at gennemskue. Han bevægede kort sine fingre op og let ind under sit kæbeparti så han let kom til at prikke sine negle imod huden.. Dog uden at gøre hul på det. Det var også så ganske lidt det var. Kun så blodet endnu bevægede sig i hans årer. En meget meget langsom puls.. 20 sekunder eller deromkring.. Ahngel ventede stille på det næste slag hvorefter han fjernede sine fingre igen og så på Ma'lakel.
"Selvom vi ikke er mennesker, så har vores natur tilpadset os til en vellignende race.." sagde han så.. "Dengang de første vampyrer begyndte var de langt mere dyr at iagtage end mennesker.. Men eftersom smitten blev udviklet for vores avl, blev vampyrene mere og mere menneskelige af udseende.. De udviklede organer.. Dem der ikke var mennesker før. I princippet er det bare en kædereaktion for vores tilpasning, som når mennesker tilpadser sig varmt vejr og arktisk kulde. Kroppene hærdes.. De nyfødte vampyrer ville beholde deres organer, men de ville blive inaktive efter en god tid, dog er der tilfælde hvor hjerteslagene holder ved og tilogmed åndedrag." sagde han så. "Åndedraget er nu mere en rutineting end noget kropsligt automatisk. Det giver den iltning af blodet som holder det friskt i stedet for at cellerne dør som de burde ved pulsløse kroppe."
Ahngel holdt en kort pause og betragetde Ma'lakels person. Han var udmattet. Træt om ikke andet. Et kort nik kom fra ham idet han rettede sig lidt op igen og så imod sit venstre håndled.
"Så egentlig kommer fuldblodsvampyrene efter de menneskefødte rent udviklingsmæssigt. Måske er vi mere udviklede rent fysisk, men det ender nok med at vi en dag ligner menneskene så meget at vi kommer til at æde som dem. Bo som dem og trække vejret som de gør." sagde han. Et kort stænk af had til det faktum kunne høres. Han ønskede ikke vampyrenes forfald, men nærmere deres overlevelse og muligvis der sejr over menneskene som race. Mennesker. Jordens yndlinge. Begavet med alt naturen kunne give dem og gjorde derefter de mørke væsener til syndebukke.. alene fordi de ingen planter kan æde og ingen liv uden mord kan igennemgå.
Hans øjne lå igen på Ma'lakel. Han tav kort. "Jeg bør ikke opholde dig længere." sagde han. "Din krop vil bare udkøre sig selv." sagde han tænkende inden han så ned ad sig selv. Han løftede kort armene og begyndte at knappe skjorten igen de steder hvor der ikke manglede. Ganske vidst var der blevet flået nogle ud af stoffet, men det skænkede han ingen tanke.

Det var som at få fortalt en historie inden sengetid. I den tid hvor vampyren talte, fik han Ma'lakel til at føle sig som en lille knægt der fik fortalt et eventyr, omkring riddere og andre store helte der reddet folk og rende rundt og var seje med deres sværd: selvom det den udøde fortalte om var meget anderledes, langt fra omkring riddere og skønjomfruer. Det var om en sørgelig skæbne fra en ellers stor rase. Hvis menneskets fjender døde, ville menneskene skabe sig selv som fjende. Den teori havde Ma'lakel altid holdt fast i, folk som ham selv og vampyren var skabt med et formål: at slå ihjel, at være de fjender de var, så hvorfor skulle Gud, hvorfor skulle nogle ville ændre på det? Hadet i vampyr herren var ikke svært for Ma'lakel at tyde, han havde efterhånden set det hadske komme frem i blodsugeren et par gange nu. Og lige så stille, desto mere tid han brugte med væsnet, dets bedre blev han til at læse ham, og aflæse hans følelser. Hans øjne glimtede, og farverne legede med hinanden, kunne ikke helt finde ud af om det skulle være grøn eller den lidt gullige farve som skulle dominere mest hvilket gav hans brændende blik et meget overnaturligt skær: de så mindre menneskelige ud, eller mindre end de havde været før. Samtidig med at hans øjenfarver legede med hinanden kunne Ma'lakel også selv mærke en legesyg trang til at gøre noget der kunne løfte den lidt tunge stemning efterhånden. Skuffelse, følelsen af at blive skuffet overvældede ham i det vampyren sagde han at han ville trække sig tilbage. Ma'lakel kunne mærke legesygen trænge sig endnu mere på efter det, han havde egentlig ikke lyst til at vampyren skulle forlade stedet. Han lagde hovedet let på skrå som han iagttog vampyren knappe sin skjorte igen, imens at han smilede triumferende over de par manglende knapper, han godt vidste hvorfor ikke var der: så blind af sin blodrus havde han dog heller ikke været. Efter at have set skjorten blive knappet helt, lod han sine øjne glide op på vampyrens ansigt igen som han lettere kunne se nu, hvor lyset fra stearinlyset oplyste det. Den smukke hvide hud, fejlfri som buen på den klassiske næse, de lyse læber og det kuld sorte hår der fik ansigtet til at være mere lige og aflangt end det egentlig var. Øjende der fortsatte med at brænde i de uhyre magma lignende farver som gemte den udøde på et skjult inferno af flammer inden i sig. En skjult skat måske? Der kunne eksplodere hvis man vidste hvordan man vækkede den sovende vulkan. Ma'lakel rakte en hånd ud imod vampyren efter at have studeret det underskønne ansigt blodsugeren var blevet velsignet med. Han viftede hånden ind imod sig selv, som en gestus til at Ahngel skulle komme nærmere, uden at sige et ord lod han blot hans øjne hvile på vampyren; lod blandede følelser af barnlighed, drilsk legesyge, og målrettet alvor blive set i dem. Efter nogle sekunder separerede han dog sine smalle lysebrune læber og talte stille, som ville de begge forsvinde hvis han talte for højt.

,, Kom..”, bad han den udøde.

Ahngel rettede kort på den sorte skjortes krave inden han blev distraheret af en bevægelse fra Ma'lakel. Et vink eller en af de der bevægelser til når folk hidkaldte hinanden. Han lod sine røde øjne lægges tænkende op på Ma'lakels med en nyfunden opglødet undrende nuance. Spillende imellem dyb og helt neonrød nærmest, men alligevel lyste de ikke op som neon, som var de fanget bag hinden over selve øjet. Direkte på ham og bevægede sig med meget små fine bevægelser. Det dirrede ikke men så alligevel dæmonen an, selvom det for det blotte øje ville virke som en fuldkommen stillestående stirren. Han så undrende på Ma'lakel og lagde hovedet lidt på skrå, lod sit sorte hår kort lade sig falde ned af skuldrene i de små tråde..
Da Ma'lakel endelig talte kom der et kort ryk i musklerne om hans tindinger. Havde han haft ører som en kat eller en hund havde de lagt sig tilbage med denne bevægelse. Denne trækning.
kom havde han sagt til ham. kom?
En voldsom tvivl lod sig stikke imod Ahngels hud i takt med at hans øjne igen lod sig forandre og reduceres til en sort revne igennem den røde iris. Han hævede stille øjenbrynet imens han så Ma'lakel an igen. Hvad havde han nu tænkt sig? Af alle væsener han havde mødt var Ma'lakel nok den der var mest utilregnelig, selvom Ahngel dog havde haft sine hits på ham og hans nerver. Hvorfor skulle han være så pokkers uigennemskuelig? Mærkelige måder at bevæge sig på at komme ind på livet af folk, men alligevel var det en fornemmelse Ahngel ville vide mere af. Han havde aldrig rigtigt haft en stor interesse for væsenerne her i Terre. Tværdigmod. Han havde set mange af dem som patetiske prøvelser på at være noget de aldrig ville opnå. Alle med den samme historie.. Alle med de samme lyster og mål for livet. Alle sammen kedelige og ensformede. Blændet af en vampyrs taleevner selvom han i virkeligheden ønskede dem på bunden af Point Du Lacs undergrund.

Der gik sin tid før Ahngel havde ladet sine tanker slå væk igen. Komme tilbage til den virkelige hændelse. Han sad der i huset stadigvæk og nu havde Ma'lakel hidkaldt ham. Ikke fordi det var en direkte overraskelse at denne nærhed igen kom op, men mere den måde Ma'lakel så frit sagde det på. Hidkaldte ham og igen ville denne irriterende lille del af Ahngel komme til syne. hans stolthed og hans irratation over at blive kommanderet med, men nej. Han føjede sig med et kort opgivende suk og lænte sig først forover og nærmede sig med et enkelt skub fra sit højre knæ imod gulvet. Han så direkte og spørgende på Ma'lakel. Han havde virkelig ment det da han sagde han var unik. Sådan en mærkelig skabning.. Så anderledes.

Han små grinte en lille smule idet han opfattede den udøde's tøven. Det mørke lette grin, der var stille men kunne høres på grund af den lidt brummende undertone der kom med det, var ikke ment i henblik på hån, han kunne blot ikke lade være med at udtrykke hans lille morskab. At se det smukke væsen var så forsigtig gav ham en lille smule for meget selvtillid man sagtens kunne mærke på den aura der kom omkring ham. Hans udstråling blev mere, stærk, hans charisma overvældende som han fik et lille ego boost fra Ahngel's forsigtige tilnærmelse. Den udøde var virkelig en af hans hjemløse killinger i det øjeblik: virkede skræmt og fjern, men kunne alligevel ikke lade være med at komme hen til en for at få varme og mad. Dog var det ikke just mad Ma'lakel havde tænkt sig at give ham. Halv-dæmonen skubbede sig lidt længere op at sidde så han ikke længere dovent sad med bøjet ryg, og så på vampyren. Skæret fra lysene på gulvet fik skyggerne på hans krop og ansigt til at blive stærkere, markerede hans muskler endnu kraftigere og fik ham til at se mere maskulin ud end han egentlig var. Den solbrune hud kom til at få et gyldent skær der gjorde ham meget eksotisk at se på, og den mærkelige japansk lignende tatovering formindskede ikke det eksotiske udseende. Han lignede en form for farao, den brune gyldne hud, hans stærke charismatiske udstråling og så det korte mørke brune hår der uldent sad til hver sin side, udover en lille tot der havde bøjet sig ned over hans ansigt og dinglede lige udenfor hans venstre øjenbryn. Et øjeblik kunne man faktisk beskrive Ma'lakel som smuk, flot, på en forbudt måde. Denne skønhed som lysende gavnede ham var også midlertidig, når morgenen igen kom ville han ikke længere være denne charismatiske farao, men blot en uhygiejnisk halvling igen. Han havde aldrig fået at vide at han var flot, eller smuk, det var vel også kun noget som man sagde til kvinder, og hvis det nogensinde blev sagt til ham ville han sikkert reagere med er ret så ligegyldigt blik. Han så ud som han gjorde, der var aldrig kommet noget godt ud af at gå op i det ydre. Hvem havde brug for det? Hvis man ville have en kvinde tog man hende, man ventede ikke til at hun havde givet en sit nummer, stukket af i en lav fnisen hvorefter hun ivrigt satte sig ved telefonen for at se om man ringede. Åndssvage kvinder. Udulige små finker der ikke tjente anden formål end at være avls dyr. Hans tanker lande på Kilia og et øjeblik fortryd han sine egne tanker, men stoppede hurtigt da han vidste at det var sandheden han havde tænkt.
Som Ahngel kom hen til ham ændrede han meget hurtig position, han spredte benende imens han stadig sad op, lod hans brystkasse blive fuldt ud synlig imens han med den hånd han havde hidkaldt Ahngel greb fat i vampyren da denne var kommet tæt nok på. Han trak til, og førte det udødelige væsen ind til ham, sørgede for at vende ham i processen med den anden hånd han ikke længere støttede sig med, så vampyren ville have ryggen op imod Ma'lakels brede gyldne brystkasse, hvorefter halv-dæmonen holdt ham fanget ved at slange sin ene arm omkring vampyrens mave. Han lod ansigtet støtte imod Ahngels højre side af hovedet, som nussede han sin kind imod ham. Man skulle næsten tro han begyndte at spinde lige om lidt. Han nussede fra toppen af Ahngel's hoved hele vejen ned til hans øre hvor hans eget hår ikke længere blandede sig med vampyrens blanke sorte man. Lod sine læber intimt presse imod huden på det marmor hvide væsens nakke, hvorefter den ru tunge drillende gled over den kort tid efter. Varmen fra hans åndedrat slog imod vampyren selvom denne sikkert ikke ville føle det. Stille, som var ord ikke behøvet blev stemning mere og mere intim.

Ahngel betragtede stille Ma'lakels forundere forandring til noget man rent faktisk kunne omtale som noget smukt på sin egen groteske måde.. Igen denne nærmest yoyale fremtoning. Det pirrede Ahngel og et kort utilfreds udtryk kom fra hans ansigt idet han igen mindede for meget om den person.
Da skete der noget.. Noget han slet ikke havde fporudset. Endnu engang. Satans til uforudsigelige Ma'lakel. Ahngel mærkede taget i sig og den hurtige omtumling, hvor han ikke nåede at sige noget andet end et kort: Huh?!
Først da han fandt sig siddende, let omtumlet og kiggende ud i værelset med vidt åbne, nærmest sygelige dirrende øjne. Hvad var der lige sket? Først da han mærkede berøring af hans hals og siden på hovedet lod han øjnene vendes imod Ma'lakel som han akkurat kunne skimte i profil. Derefter mærkede han Ma'lakels arm omkring hans mellemgulv og en nærmest alarmerende fornemmelse gik i ham. Hvad pokker var det der skete? Hvorfor denne pludselige.. Ahngel bed kæberne sammen og tog sig i først at stirre vredt på Ma'lakel og følte sig ærlig talt lidt fornærmet over at dæmonen tillod sig selv at flytte rundt på ham på den måde. (Hobbit Ma'lakel!! HOBBIT!) Hans øjne var stadig let lamslåede og store, men farvespillet deri havde ændret sig dratisk til noget mere bevægende mellem en nærmest isrød farve.. meget lys og en gylden nyance.. Ikke et udtryk han ofte brugte overhovedet. Gav hans øjne et stænk af en mærkelig sølvrød, som farven på metal der bliver alt for overophedet og næsten rammer en hvid nyance.. Koldbrændende og fuldkommen slået ud af fokus.
Han mærkede Ma'lakels læber imod sin hals og gippede kort. Tog sig selv i at skære tænder meget kort som var det noget der skulle overstås som et stik med en kanyle. Derefter lod han igen sine øjne bevæges over ham.. Nu med et mere spørgende udtryk... Maven.. sin kind og tænding. Halsen tilogmed.. For mange punkter på een gang.
Et kort blink kom fra Ahngels højre øje. Hurtigt og upålideligt. Ikke noget han selv havde styret men blot en essens af hvad Ma'lakel rent faktisk pirrede til. Alt for mange af de punkter der før havde været skamferede.. ødelagte.. Tilsølet i blod og tårer, men som nu nærmest blev kærtegnet. Ahngel åbnede kort munden den smule, så hans foreste tandsæt akkurat kunne skimtes, dannende endnu en uforstående mine.. Tretten takter.. det var hvad det var på.. Tretten. Nu ti.. Ahngels puls reagerede ret betydeligt på hele denne forvirrende omvendelse..

En ond klukken kom fra Ma'lakel som han havde fanget vampyren i sine arme. En latter der begyndte i brystkassen, kildrede på vejen op af halsen på ham og blev gjort mørk og hæs af hans stemme der spillede ind over den lige så stille, som den forlod ham. Triumferende som havde han fanget et dyr i en fælde, ventet i skjul på at den udøde skulle falde i den og blive spundet ind i Ma'lakel's giftige spindelvæv. Han havde ikke tænkt sig at gøre den udøde noget, han ville ikke kneppe ham, bare lege, lige så stille, blot røre og smage det var alt: lovede han sig selv. Det spørgende udtryk som Ahngel kom med fik den eksotiske halv-dæmon til at slå gnister med øjnene, forvirrende: så smukt som når et dyr ikke kunne forstå hvordan den var havnet hvor den var. Det hvide tandsæt som vampyren let afslørede, læberne der trak sig svagt tilbage og vidste de lange finde tænder der før havde boret sig ind i Ma'lakel's ud og suget fra hans blodårer, grådigt, som kunne det uhyrer væsen ikke få nok af det brændende blod som Ma'lakel besad, fik Ma'lakels krop til at skrige i tilbageholden lyst. Men vampyren havde taget fejl, hans blod var ikke dødt, det var blot forbandet, blod der stammede fra de mørkeste mest noble afkroge af det dæmoniske system: dets ukendte monarki. For dæmoner var skam også 'civiliserede', dog på en måde der var anderledes fra mennesker og andre menneske relaterede raser. Deres respekt byggede på frygt, selvom Ma'lakel ville være noget af det laveste i den verden ejede han noget ingen andre gjorde: blodet fra den højest stående Tana're der nogensinde havde været, dog var dette en viden han ikke havde opdaget endnu. Ikke engang efter så mange år. Hånden der ville ligge på vampyrens ene side gled lige så stille men længselsfuldt op af den udøde's kolde bryst uden på skjorten men dens drillende vandren over den tynde skjorte ville sikkert næsten føle som om at hans fingre faktisk var i kontakt med ens hud. Hans varme åndedrat fortsætte med at slå imod den kolde marmor hvide hud imens at hans ru hårde tunge gled over den, gang på gang indtil at hans tænder stille begyndte at tage fat og sensuelt nappe, imens et meget bredt smil bredte sig på hans smalle læber. Den mørke farao og den hvide nordiske prins: et eller andet sted lød det godt i Ma'lakel's hoved. Endnu engang forsvandt han i et eventyr imens den hånd der gled over brystkassen på vampyr herren bevægede sig faretruende op imod dennes hals. De lange fingre lukkede sig om struben på det blods elskende væsen imens at han stoppede med at kærtegne den udødes smukke fristende nakke skind. Han stødte igen hovedet imod vampyren, tog en indånding som han duftede til det ravne sorte lange hår, pressede næsen ind imod den udødes tænding imens han hviskende talte igen. Den mørke stemme kom som ud af ingenting, hans fingre der hurtigt prøvede at få sat den udødes krop i koma af begær og lammende lyst, ville være nok til at distrahere en fra hans ord. Prøvede at udløse den vulkan han havde set gemte sig i det døde væsens øjne: hvilket brændende had han ville få frem, hvilket inferno af vrede han ville kunne udløse i det søde væsen han havde fanget.

,, Hvorfor gå så tidligt.. vi er først lige ved at have det sjovt..”

En ond klukken kunne igen blive hørt og et sadistisk, direkte djævelsk smil fik liv. Han elskede det. At kunne mærke sit offers paniske reaktioner, at kunne se deres fortvivlelse, og undre sig: blot gætte sig til hvordan det ville reagere når han engang begyndte at lege for alvor. Den hånd der havde fat om Ahngel's strube begyndte at bevæge sig længere op: hans lange finger lagde sig på den udødes hage imens ringe og lille fingeren blødt stødte fingerspidserne imod struben stadig. Pegefingeren bevægede sig legesygt imod den udødes underlæbe og strøg først det lyserøde hud nænsomt ingen den drilsk trak ned i den, og begyndte at snige sig ind i den udødes mund for at berøre dennes tunge. Som hans fingre rørte vampyren på måder han stærkt tvivlede nogen nogensinde havde gjort før, fandt hans læber vej til den udødes øre.

,, Synes du ikke?”.

Hans tænder lukkede sig stille om Ahngel's øreflip efter de let provokerende ord. Imens at han fortsat pirrede vampyren ved at lade sin anden frie hånd kørte ind under kanten på den udødes trøje, stille kæle dennes mave skind indtil den fortsatte ned af og stille lod fingrene forsøge at knappe den første bukseknap op.

Ahngel skulede til Ma'lakels grin over det, hvilket igen lod hans læber trækkes tilbage og vise et sammenspændt blotten af hans tænder. Normalt havde han vist tænderne i enten sadistiske smil eller lignende, men det her kunne virke som om han havde tænkt sig at bide hovedet af ham hvert øjeblik der skulle være... men un der det anspændte og retudsagt vrede indelukkede udtryk tøvede han.. Spekulerede på højtryk hvad pokker denne dæmon var?! Hvordan han kunne tillade Ma'lakel denne befavnelse.. Det burde han ikke kunne! Han burde ikke kunne røre ved ham som var han blot noget af lavere statur? Et dyr? En af hans katte?
Hans hidsige udtryk blev stummet meget brat idet Ma'lakel duftede til Ahngels hår. Rørte tændingerne igen, som han havde gjort før, men denne lyd for øret. Denne sugende lyd af Ma'lakels langtrukkende åndedrat. Det tilsidesatte hans spændte kæber til en mere fraværende tone. Igen fuldkommen væk i tanker, men denne gang noget andet. Hans øjne var stadig opflammede som sad fantasifostret lige bag ham.. Faktisk så.. ja.., Det gjorde det. Det bed ham.. det duftede til ham og følte på stederne.. på arrene.. nærmest for igen at ridse neglen imod jernvæggens ydre.. Skrigende imod Ahngels øre. Fik det hele til igen at virke så pokkers klart. Tanker som Ahngel havde fortrængt.. tanker som Ma'lakel selv ville kende til.
Endelig gik der en bevægelse igennem Ahngel. Hurtig så øjet ikke ville opfange det, men lod sig igen bremse. Han havde den ene arm på gulvet let under sig, som var han akkurat ved at rejse sig op. Den anden hånd derimod.. den trykkede imod Ma'lakels knæ, hvilket ved berøringen gav et synligt gip igennem Ahngel. Meget synligt endda.. som når man rækker hånden ud i mørket for at bevise at der ikke er nogen.. at der ikke er nogen der står ved siden af ens seng og alligevel.. mærker man en hånd.. for derefter at vågne fra Mareridtet..
Ahngels arme dirrede kort. Mest på grund af at sidde på den måde han egentlig gjorde. Ma'lakels arme var en usynlig ting lige nu.. Fremmed og ikke andet end et velkendt mindes kærtegn. Trøst.. Hvordan kunne han være indbegrebet af begge to? ... alle tre.. Ahngels hånd strammedes om Ma'lakels ben.. nærmest borede sine negle ned i det.. Alt for mange.. Alt for mange..
Lad mig være, Lucifer..

"Laissez-moi tranquille, Lucifer..." hviskede han så.. meget lavt. Måske ville det endda ikke kunne høres overhovedet. Ahngel bøjede derefter hovedet, men så ikke på noget. Stirrede bare.. disointeret.. faret vild.

Det føltes fantastisk at dominere, en dejlig følelse der spredte sig i kroppen sammen med en nyskabt ejerfornemmelse der kom over ham. Det var ikke svært at mærke eller føle på vampyren at denne ikke brød sig om Ma'lakel's pludselig greb, pludselig dominans og magt der var i gang med at ødelægge denne. Han kunne mærke det hele smuldre, ved at røre vampyrens strube kunne han føle pulsåren der hamrede løs, som var den udøde ved at gå line på en snor der kunne knække hvert øjeblik og når han faldt ned ville hans kunstige liv være forbi. Men på sin vis var denne mentale tortur som Ma'lakel udsatte ham for vel lige så slemt. Han gav et kort 'heh'-smil idet han kunne mærke hvordan vampyren greb fat om hans let bøjede knæ: lod neglende tage godt fat, som en kat's stærke greb i de sekunder hvor den besluttede sig for endelig at gøre det af med den mus som den havde fået fat i. Hans tænder lukkede sig endnu engang om den udøde's øre imens at denne begyndte at hviske, stille som var det en messen, en bøn det udødelige individ var begyndt på. Han forstod ikke ordrene, men på grund af deres skrøbelige måde at komme til liv på regnede Ma'lakel med at det var en slags tiggen. Det tændte ham. Fik hans hjerte til at slå en lille smule hurtige, hans krop til at blive varmere. Han ville have dette væsen, det kunne han mærke på både krop og sjæl: først havde han hungret efter blot dennes mentale blokader, men efter at have fundet ud af den øjeblikkelige lammelse som vampyren gennemgik ved at være i tæt intim kontakt fandt han noget mere interessant. Han havde lyst, lyst til at ødelægge, lyst til at dræne vampyren fra al håb, al chance for overlevelse. Hånden der så let havde fået knappet bukserne op på den smukke noble vampyr, begyndte at skubbe dem op så han bedre kunne komme til at 'lege' med ham. Fingeren der var i munden på den skræmte, ustabile vampyr som prøvede at komme væk fra alt dette, som var det hele blot et mareridt, ved at skubbe sig væk fra Ma'lakel's overkrop som om det skulle hjælpe til at få det hele væk. Men selvom han lænede hovedet forover, slangede Ma'lakel sig efter og forblev tæt op af ham. Lod sin tunge glide langs hans øreflip på en meget intim og lidt for lidenskabelig måde. Han kørte hånden ned under Angel's bukser så hans fingre blot var få millimeter fra at røre denne's kønsdele. Strejfede roden af penissen svagt imens at han endnu engang hviskede ind i vampyr herrens øre med sin mørke lidt hæse stemme:

,, Spred dem..”, der lå en alvor i de små hvislende ord der undslap halv-dæmonen.
Det kunne tydes som en ordre, en kommanderen. Efter at have talt lod han pegefinderen der stille legede med Ahngel's tunge bevæge sig ud af denne's mund, omkranset af den udødes spyt lod han den glide over vampyrens overlæbe, alt imens hans overlegne tilstedeværelse fyldte rummet i så voldsom en grad at den magelige fede kat der ellers havde lagt på puden valgte at trække sig tilbage, ud fra værelset.

Den falske tilstedeværelse hamrede som pulsslag imod Ahngels tændinger. Verdenen i hans hoved og denne virkelighed havde sammensmeltet til noget fuldkommen anderledes. Noget syrealistisk som han på en måde ikke kunne finde hoved eller hale i. En kort nærmest ubekvæm lyd kom fra Ahngels strube idet han tog noget luft til sig. Det pirrede. Ma'lakels berøringer selvom de for Ahngels øjne nærmest vikrede som om at han greb ud efter dem. Hans hænder, men hans egne kløer ville gå igennem dem. Kæmpede for at flå sig ud af den tomme tilstand han havde ladet sig påsætte i. Alt sammen på grund af den pokkers dæmon!
Ordene Ma'lakel nærmest kommanderede til ham fik hans klarhed sat en smule mere på skinder. Han kunne høre det højt og klart imod dit øre, hvor halvdæmonen endnu lod være en af kilderne til disse kropslige kampe. Irratationen dulmede af imens noget andet begyndte at vride sig og lade ønsket om at flå et eller andet levende tog til. Ma'lakels hænder og Ma'lakels ord. Et eller andet sted ønskede Ahngel bare at lade ting ske og ikke sige noget imod det. Igen bare falde tilbage til hvad han engang var. Det virkede så uhyggeligt velkendt og den nærmest automatiske effekt tog til. Ønsket om at lukke sig inde og vendte på pinen ville overstås. Ahngel knejsede nakken. Knejsede den langsomt, så hans hoved nærmest hville hvile på Ma'lakels skuldre. Et kort øjeblik ville hans øjne vige til siden og se på Ma'lakel. Se på ham med et tomt udtryk. Intet farvespil og intet liv overhovedet. Det var stilheden før stormen. Han så direkte på ham. Gennemtrængede ham med dette ene lille blik. Hans pupil var smal og nærmest usynlig i øjnenes nu nærmest sorte nyance.. Igen. Hans sinds tilstedeværelse var uforklareligt, men hans krop var der. hans øjne på Ma'lakels profil. Det hele var stille på ham i den tid der gik med det blik. Et blik der nærmest ligesågodt kunne komme fra en der akkurat havde draget sit sidste suk. En af de døde som Ahngel med sit bankende hjerte og flammende øjne ellers altid lod sig udskille fra. Pulsen jog stadig afsted, men var mere regelmæssig og mere rungende på sin egen måde.. som om hele bølger af pulsen slog ud fra ham. Da kom lyden. En rungende metallisk lyd fra et åndedrag. Langsomt og nærmest iskoldt af alene lyd. Åndede ind og lod pulsen blive større. Tog ilten til sig, selvom det ikke var hans at kræve. Lod det omdanne sig som det gjorde ved mennesker. Blot en enkelt gang for at lade mindet om deres første møde træde i kraft. Manipulationen af den døde luft. Af kvælstoffet der dannede sig og sev ud fra hans krop. Han mimede noget idet han lagde hovedet lidt på skrå. Så nu igen direkte på Ma'lakel. Hans mund dannede et ord der ville stikke på hukommelsen. Ordet: Mourir.

Et tryk som en strøm skød ud fra Ahngel. Mængden af den døde luft der slog fra sig med det samme, ville bryde den lille kontakt mellem dem. Lave en åbning. Først nu brændtes hans øjne op igen. Glødede sig røde. Bitter rosenrød og derefter til den blodige farve han med en nysgerrig tone havde stirret på Dæmonen. Derefter igen ophobende som det smeltende metal. Hvid. Nærmest helt hvid, selvom det nærmest koldbrandende røde optog hans førhenværende sorte pupil, der endnu blot var et center for de store runde iris.
Han flåede sig væk med ét. Lod det mellemrum mellem dem brydes fuldkommen idet han nu skubbede Ma'lakel hårdt og brutalt ned i gulvet, så bordet ville flytte sig med en skrigende lyd imod gulvet. Ahngels nu klodeformede hænder pressede begge Ma'lakel ned i gulvet med et blik af ren afsky imod denne halvdæmon. Et blik med et så forandret udtryk var ikke før blevet set over ham.. fik ham nærmest til at se brændende som en ilddæmon selv af udseende, men luften var kold som is. En af de dødbringende klør imod Ma'lakels strube og den anden imod hans mellemgulv med fingrende pressende imod maven, som ønskede han at bryde maveskinnet med en enkelt centimeter mere. Noget bevægede sig.. Små bevægelser overalt omkring dem. Stort set hele værelset gav efter for den voldsomme energi der flød ud fra Ahngel med en nærmest synlig effekt som når varmen fra et sterinlys bøjer luften og gør omgivelserne bølgende. Had og en af de reneste af slagsen. Hans hænder rystede dog, men det var nok på grund af hans musler der spændte sig. Gjorde hans blodårer så meget mere tydelige og nærmest voksede til noget mindre kønt og elegant.
Han hadede Ma'lakel! Han hadede alt han for pokker var og ville blive! Han hadede at det faktum af at slå ham ihjel ville betyde mere gæld en blot den pokkers elvers afgang! Han ville aldrig kunne komme ud af det, men lige nu.. åh ligenu var det ikke ligefrem hans logik og sammensatte tanker der slog ud. Som det dyr vampyrene engang var.

//You told me to do it just like Ahngel xD//

Det var en dans der var så velkendt for ham, at selvom det syntes at verdens stod stille i de minutter han rørte, følte og hungrede efter den udøde, vidste han at uret stadig tikkede. Det var stadig nat, og det dirrede stadig i hans krop for at få både søvn men også forløsning. Han havde lovet sig selv at han ikke ville tage vampyren, det løfte var meget svært at holde, hver reaktion så panisk, så bedårende, så nuttet. Bare lege, bare lege – mindede han sig selv om gang på gang, for ikke at begynde at gøre flere voldsomme ting. Han frygtede af det udødelige bæst ville bukke under for presset hvis han blev for voldsom, hvis han ville ham for meget! Det var ikke planen. Han gav et lidt halv forvirret udtryk i det vampyren ikke spredte benende men i stedet gjorde noget helt andet: han lænede hovedet imod Ma'lakel, imod dennes brede overkrop, indtil han lod det hvile på hans skulder. Ma'lakels øjne mødte meget hurtigt vampyrens i det han ikke forstod denne handling, men som blikket kom kunne han se at han måske havde pillet lidt for meget ved de forskellige knapper vampyren besad. Tomt, nærmest opgivende og koldt: manglede den legesyge livsglade farve i sig, sin tændte gnist. Et sted i Ma'lakel fik synet ham til at krølle sig sammen, men det var ikke til at kunne ses på den brutale halvdæmon. Det lille gram af samvittighed som han fra sin menneskelige halvdel dog stadig besad, prikkede og stikkede til ham, men denne lille bitte samvittighed var ikke stor nok til at få halv-dæmonen til at lytte overhovedet. Igen kom et smil frem på læberne med samme triumferende ondskab og magt syge som det altid havde været. Denne overgivelse, det hele kort så ud til at være, huede den unge dæmon, han skulle til at fortsætte, til fortsat at pirre og torturer den stakkels udøde da et ord blev formet af vampyr herrens læber: han vidste ikke hvorfor han fik en forfærdelig følelse i kroppen men ordet lød meget bekendt, dog kunne han ikke helt huske hvad det var til for, der var trods alt gået et år siden deres sidste sammenstød. Men han fik tidsnok en lille opfrisker på det da det lykkedes Ahngel i al denne tumult som Ma'lakel var i, at komme fri og væk fra halv-dæmonens intime greb om ham, dog hjalp noget ham, en stærk kræft Ma'lakel med det samme kunne genkende. Det der dengang havde ført ham til nederlag, han kunne føle et kvælende tag om hans strube som om at han manglede luft. De grønne bæst øje blev spærret op i overraskelse som han lige pludselig fandt sig i den samme situation som dengang: skubbet ned imod jorden og ude afstand til egentlig at gøre særlig meget ved det. Bordet blev slået tilbage og gav en klagende lyd fra sig som den gjorde, det vækkede Ma'lakel's sanser der førhen havde været lammet af overraskelse. Halv-dæmonen havde begge sine hænder imod gulvet, alt imens han kunne mærke hvordan en let legesyg stikken begyndte at prikke til hans strube: en hånd på struben, den samme ubehagelige stikken kom ikke lang tid efter også fra hans mellemgulv: en anden der. Han så forbløffet det hadske sammenspil i vampyrens blik der helt sikkert tilkom ham selv: der var nogen tvivl om hvem de drabelige blik ønskede at flå fra hinanden i en rus af raseri! Ma'lakel havde trykket, prikket, rørt, og begramset de steder han havde kunne komme i tanke om at et væsen ville have en sær form for tilknytning til. Den seksuelle fremtræden: det var blot for at piske en stemning op og for at se hvor langt han egentlig kunne gå og få lov til at fortsætte før at den udøde ville afbryde ham: og det havde den marmor hvide skønhed så sandelig også gjort nu. Ma'lakel's ansigt udtryk var overrasket i en tid hvor at vampyren holdt ham nede, så på vampyren med en mærkelig form for frygt et kort øjeblik. Derefter forstummede hans forbløffelse og hans ansigt tog en meget mere normal drejning: forventende, nysgerrighed kunne spores i de grøn gullige øjne: afventende på hvad vampyren ville gøre i sit næste træk og med en flad tone, talte han:

,, Ja.. ja gør det.. dræb det eneste interessante væsen i hele denne sølle lille by!”, sagde han med en udtrykløst ansigt og et lige så følelsesløst toneleje.

Ahngels blottede tænder syntes kort at vokse i størrelse så han ydelrigere måtte åbne munden en centimeter på grund af hjørnetændernes synlige nye længde.. mest på grund af den tilbagetrukkende tandkød. Ange de fer pirrede stadig.. Brændte hans håndled så at sige. Brændte og stak selvom det umiddelbart så normalt ud.. ordene under metallet derimod.. åh sådan en rus.. sådan en fristelse at bare gennembore denne dæmon med sine hænder.. Og dog.
Ma'lakel talte til ham.. fik Ahngels øjne til at sammanspænde yderligere.. Fik musklerne om hans øjne til at trække sig sammen tydeligt, så huden nærmest rynkede og blodårerne lod sig synliggjorde over halsen og hans tændinger. Der var intet åndedrag. Ingen sved i form af vand eller blod denne gang.. Hans hånd på Ma'lakels strube flyttede sig idet han havde fremkvablet det sidste fordømte ord der sådan stødte imod Ahngel selv. Han lagde den imod Ma'lakels mund, forholdte den så lukket som han formåede. Forbandede bastard af en dæmon! Hvor vovede han at bruge det imod ham nu!? Satans til halvblod.. Halvblod...?
Noget syntes at tone ned i Ahngels øjne og hans blik blev igen mere genkendeligt, men stadig rasende og igen lod han hans hånd imod mellemgulvet presse en smule yderligere.. men han tøvede alligevel! Han tøvede! Man måtte aldrig tøve! Man måtte aldrig vise at man tænkte over det... Når først man gjorde så.. Ahngel bøjede hovedet i noget der kunne ligne et nederlag.. en bukken måske, men stadig trykkende Ma'lakel imod gulævet. Noget alla kroppens eget suk.. Det lange blanke hår lagde sig om hans ansigt så det i en tid blev usynlig.. derefter kom det.. Denne lyd i takt med små rystelser i hans torso.. Små utilregnelige lyde der allerførst ikke kunne defineres overhovedet.. men først derefter hørte man denne klare klukken. Kold og ligeglad, men på en måde som om han akkurat havde fået noget af det mest morsomme at vide i hele verdenen.. Klukkenen lod sig ophobe idet det blev til en latter. Høj, manisk og metallisk, som en bjergrygs ekko eller som om hans stemme havde denne form for rystende undertone der syntes at få hele verden til at bevæge sig et kort øjeblik.. Han stoppede dog brat igen og lænede sig lidt frem så Ma'lakel igen ville kunne se hans ansigt.. Hans hår dog endnu hængende ned imod ham, dannende denne skygge hen over det før lyse ansigt der nu var henlagt i nærmest intakt mørke. Månens lyd badede ikke hans ansigt men lod håret skinne til en svag hvidlig spejling. Hans ansigt virkede nu ikke som om han lige havde grinet overhovedet. Det havde den samme tomme form som han havde haft lige inden han ikke fandt sig i det mere.. Et meget langvarigt rystende suk gav sig igennem kroppen, som havde han i lang tid holdt vejret og først drog det igen da.. Han så direkte på Ma'lakel men var til gengæld også et helt andet sted. Stilheden lod sig herske i en tid.. denne gang var det afslutningen på hans midlertidige vanvid. Opløsende som en søvn. Han lænede sig ned imod Ma'lakel derefter, stadig holdende hænderne hvor han havde. Han lod sit ansigt komme ned så tæt på Ma'lakel så muligt imod hans egen tænding og imod hans øre.. Kun et kort øjeblik mærkedes den frysende ånde imod Ma'lakels nakke inden Ahngel endelig lod sin stemme komme frem igen. Bryde stilheden noget så betydeligt.

"Giver du mig lov? .. I så fald har du vel besvaret dit eget spørgsmål.." Hvislede han stille, dog ikke med en kold stemme.. mere som om der lå en morksab i hans ord og mening. "Jeg tror at det er dig, der er kuldret, Ma'lakel.."

Hans hjerte hoppede en ekstra gang idet han så sammen trækningerne ved vampyrens øjne. Dennes vrede var som det hav Ma'lakel havde set gemt i ham. Det mørke som halv-dæmonen havde skimtet og for hvert minut så det ud som om det blev større, mere vildt og ustyrligt. Han undrede sig et kort sekund over om vampyren selv var klar over hvilket mageløst kaos han selv bar rundt på? Han kunne føle en varme løbe rundt i kroppen, adrenalinet der pumpede rundt i påmindelse om at dette ikke var nogen særlig heldig situation at være i. Vampyren kunne let dræbe ham hvis han lystede, men Ma'lakel kunne ikke dy sig, han skulle bare prøve! Ville bare have mere, skubbe den udøde længere udover kanten, bare for at se hvad der skete. De grønne øjne dirrede som en af den udødes kolde fingre lagde sig på hans smalle læber. Mørket var overalt , lyset var blevet kvalt da vampyren slap fri så der var ingen måder at se klart på for Ma'akel. Skønt han havde overnaturligt blod i sig var ulempen ved at være halv-blods at han ikke havde et særlig godt nattesyn, og efter der lige havde været lys i rummet skulle de grønne bæst øjne først til at vænne sig til natten igen. Derfor var det eneste han kunne se af vampyren, dennes omkreds og så de lysende øjne, for ikke at nævne, hans berøringer. Han lukkede kort øjnene som han fokuserede på den finger der lå på hans læber, kold som havde nogle trykket en isterning imod dem. Han slugte en klump imens han bare lod sig selv føle kulden fra dette væsens nærhed. Han skælvede svagt da en kuldegysning løb igennem hans krop, det sitrede i den, som han kunne mærke hvordan deres roller blev byttet om. Man skulle tro at han var skræmt, at han var bange for at være så tæt på en meget vred blodsuger, men det var ikke derfor hans hjerte var begyndt at slå raske slag så han syntes at for hvert et skulle det til at hoppe ud af hans brystkasse. Han åbnede øjnende igen, og beskuede den langhårede vampyr's mærkelige lave klukken der stille begyndte at blive højere og mere og mere manisk, og gal. Midlertidig sindssyge? Hvad havde han vækket ved at røre ved de forskellige punkter i dette monsters psyke? Uanset hvad det var så elskede han det, han forgudet det døde væsen mere og mere, for hvert sekund der gik med den maniske klukken, til det gale farvespil der var i denne's øjne. Var han ved at blive forelsket? Måske. Eller også var det bare følelsen af at kræve noget der overtog ham. Hans hoved og halvdelen af hans torso lå oven på madrassen, imens resten var imod det kolde gulv. Endnu en kuldegysning gik igennem ham som Ahngel valgte at læne sig tættere på, at bore neglene i hans mellemgulv hårde imod hans hud der snart ikke kunne tage mere og var på vej til at flække. Han trak vejret mere tungt, mere dybt idet han kunne se de lysende røde øjne komme tættere på. Han stirrede på ham, så direkte på Ma'lakel men uden at lade en eneste følelse vise. Igen kunne man ane et kort sekunds frygt i Ma'lakel, frygten for at blive opslugt af vampyren igen, men da denne stille lænede sig ned imod hans ene side forsvandt det igen. Han gøs i det han kunne mærke den is kolde ånde blidt presse ind imod hans øre, et halv kvalt stille støn blev udløst imens han lukkede det ene øjne for at kontrollere sig selv til ikke at falde under den forbandelse han sekunder før havde prøvet at lokke vampyren til at falde i. Ordrende, vampyrens stemme der nåede hans øre og derefter kørte rundt i hans hoved igen og igen. Han trak stille på smile båndet et kort øjeblik. Han kunne ikke længere holde det ud, en af hans hænder der havde været imod gulvet, greb fat om vampyrens lår imens at han åbnede munden svagt for at befri sin lange tunge, så den kunne glide ud. Spidsen af den gled først over indersiden af fingeren, kærtegnede, lidenskabeligt, hvorefter han stille talte med samme mørke brummende stemme som altid:

,, Du har ret, jeg er helt og aldeles kuldret...”, hviskede han.
Alt imens hans anden hånd fandt vej op til vampyrens, den der var faretruende tæt på hans strube. Hans fingre lukkede sig omkring håndledet, ikke hårdt men dog heller ikke helt nænsomt. Han lænede kort hovedet bag ud for at åbne munden helt, og så spidsen af den udødes finger ville glide ned på hans underlæbe, hvorefter at han lagde hovedet normalt igen og omfavnede den udødes finger i hans mund med hans læber, hvor han stille begyndte at sutte og slikke på den som var han ved at kærtegne vampyrens kønsdele med hans tunge. Han åbnede det andet øje så de var begge synlige, lyste op i mørket ligesom vampyren røde. Glimtede med begær, med lyst, med et inderligt ønske om at få virkelig gjort den lille fantasi han havde opfosteret i hans hoved omkring om selv og vampyren i dette øjeblik.

Ahngel lod sig endelig rette op igen så hans ansigt ikke længere var vendt imod Ma'lakels side på hovedet. Han rettede sig op og så direkte på ham igen. Hans øjne var igen forandrede. han var tilstede igen.. Vanviddet havde aftaget fra hans fysiske, selvom hans hoved endnu var et rod. Et stort forfærdeligt rod og det var efterhånden blevet sværere at undgå skyggerne han så omkring dem. Skygger af hænder og smil og øjne.. Rummet var malet i blod for Ahngels røde nethinde, men han ignorerede det. Lod som om han ikke så det, som når man ville undgå at lade de ældre drenge i skolegården tirre en. Lade som ingenting og se på den virkelighed der skimtedes igennem det rødtransperante indbildende billede.. Så ikke på det, selovm han ville være dne eneste her der rent faktisk ville kunne se det overhovedet. Ma'lakels ord tillod Ahngels fokus at skærpes igen derefter. Han gav ham ret? Havde Ma'lakel lige tilstået at Ahngels nys var rigtigt.. også selvom det mest var for at pirre dæmonen, som han endnu havde en brændende lyst til at gennembore med sine kolde klør. Først nu opdagede han Ma'lakels fortsættende berøren af hans krop.. Gav et stik af vrede igennem Ahngels krop. Han gav bare aldrig op, gjorde han, den pokkers til dæmon! Dæmoner! Alle sammen i vejen og fyldende.. uddøende omkring de voksende anatal af andre mørke væsener. Kunne man mon kalde vampyrene for dæmoner i sig selv? Udstødte børn fra selveste Satan hvis vedkommende rent faktisk fandtes? Hvis der var et helvede og en satan.. det ville være et rart tilholdssted.. Verden var værre end det der gemte sig bag de fanatiske menneskers tro.
Ahngel var endnu igen urørlig, men hans stirren holdt ved. En kold stirren der ir for sig så nedladende på Ma'lakel på sin egen måde. At lade sig kontrollere på den måde af lyster og af begær. Det osede ud af Ma'lakel.. det rev imod Ahngels næsebor. Ahngels finger, som Ma'lakel var i fær med at kærtegne blev heller ikke fjernet bare sådan. Han veg ikke. Ma'lakel havde alt for tit efterhånden fået Ahngel til at reagere på den måde han havde håbet på.. han havde lært at bruge de små mentale svagheder, den satan! Dog imponerede det Ahngel meget. Ingen havde før fundet ned til disse punkter.. Lige bortset fra den ene selvfølgelig, men så igen. Når man selv skabte punkterne var det jo selvsagt.
Et meget kort øjeblik kørte en tanke igennem Ahngels hoved. En overvejelse og en føling igennem hans egen krop. Ma'lakels pokkers tilnærmelser sendte et gyd ned ad Ahngels nakkevirvel og videre igennem rygraden indtil det bredte sig som vand igennem hans krop for igen at forsvinde. Stadigvæk.. Selvom det faktisk kunne virke nemt at lade sig kollapse fuldkommen i hans nærhed, ønskede han ikke Ma'lakel den frihed overfor sig selv. Ahngel ønskede ikke nogens dominans over ham.. Nok en lighed mellem ham og den dæmon der befandt sig under hans hænder.

Ma'lakel's ru varme tunge fortsatte med at kærtegne den udødes kolde finger, imens at de lysende malakit grønne øjne stirrede længselsfuldt ind i vampyrens røde i det denne satte sig op. Igen befandt de sig i en meget velkendt position som om at hver gang de overhovedet kom i fysisk kontakt med hinanden ville de på et eller andet tidspunkt ende op på den måde. Vampyren der sad oven på Ma'lakel, og på en eller anden måde lykkedes at pirre nysgerrigheden, lysten, begæret i det ondskabsfulde bæst. Små følelser trængte sig på, små ting der gjorde den ophidsede halv dæmon mere besat af tanken om at udføre sin fantasi om vampyren, kom frem. Bankede på hidtil uåbnede døre, som blev åbnet og sat på klem. Hånden på vampyrens lår kravlede let op af den is kolde skønhed, gik fra kanten af bukserne til begyndelsen til den arrede mave. Den anden hånd der havde fat om den udøde's håndled strammede dens greb en tand mere og prøvede derefter at lede hånden væk, så den udødes pege finger stille ville glide ud af Ma'lakel's mund, presse ned imod hans underlæbe let på en bevidst seksuel måde, og forlade ham lidt efter. Forundringen der pressede på i vampyren's fjerne blik, fik Ma'lakel til at frydes. Den forvirrende effekt hans handlinger havde på væsnet foran ham fik ham til at hungre efter mere. At se hvordan han hele tiden kæmpede for ikke at gøre handlinger der ville behage Ma'lakel fik et inferno af flammer til at bryde løs inde i den lidenskabeligt fortabte dæmon der ikke så ud til at kunne holde igen. Ingen pli, ingen form for skalke skjul til at gemme hvad han følte for vampyren bag ved, lige så dyrisk som et andet primitivt individ spændte han mave muskellerne og brugte dem og hans ryg til at skubbe sig op at sidde: om så vampyren ville bore neglene i ham ville han ikke standse. Smerte var ingen fremmed hos ham, men det ville vampyren vist godt være klar over. Hans sleske, bedrageriske ulve øjne holdte øjenkontakten som han skubbede sig op imod vampyren. Hånden der før havde været på en lille rejse op af den kolde prins' krop, fulgte med ham idet han endnu engang brød barrieren der udgjorde et andet individs personlige rum. Ubetynget af skyldfølelse eller anden form for skam over at forsætte med dette giftige spil han havde sat i gang, blev hånden der havde listet sig op af den udøde's krop hurtigt placeret på denne' hals, fingrene gled ind imellem den udødes nakkehår, varme som altid. En temperatur det udødelige væsen umuligt ville kunne mærke. Men selve berørelsen som Ma'lakel udsatte ham for, åh det vidste halv-dæmonen han kunne mærke. Neglende satte sig fast i vampyrens hovedbund på baghovedet af denne, begravet under de lange blanke sorte silke tråde der udgjorde vampyrens hår, alt imens han stædigt holdt blikket. Forsøgte nærmest at lokke vampyren, at friste selvom denne gang på gang havde vist sig at kunne modstå Ma'lakel. Men desto mere Ahngl prøvede på at holde ham væk, desto mere hungrede Ma'lakel efter ham. Han vidste at han fik en lille del af ham, hver gang han nærmede sig steder hvor den udøde ikke havde styr over sig selv. Mon denne hørte stemmen som Ma'lakel før havde hørt, denne stemme han før havde hørt hviske ind i øret på den guddommelige prins? Var det den der rodet rundt med hans hoved, og fik ham til at reagere så voldsomt. Et svagt smil kom til syne på Ma'lakel's læber. Den hånd der havde haft fat i vampyrens ene hånd begyndte også at ændre position, hånden kørte op til vampyrens, flettede hans lange fingre ind imellem Ahngel's iskolde. Holdt hånden med et let legesygt greb. Han lænede sig helt tæt på den rasende vampyr, provokerede ham nærmest ved at vise hvor lidt han egentlig frygtede ham Så tæt på at deres læber ville strejfe hinanden i det Ma'lakel talte igen. Han havde hovedet let på skrå, ikke så han lavede en direkte vampyr gestus, men tæt nok på. Hans stemme hviskende og hæs som før:

,, Rolig... fokuser på mig. Mine berøringer, min stemme..”

Ahngels ansigt forandrede sig lidt igen idet han opdagede at de atter var i den pokkers position. Hvad var der med den nærhed? Hvorfor var den så afgørende? Og ikke mindst.. Hvorfor havde Ma'lakel lov til det? Fordi han turde? Fordi han ingen hæmninger havde for det. Det irriterede Ahngel meget betydeligt. Disse tilnærmelser. Da hans finger atter var ude af Ma'lakels mund sukkede Ahngel indvændig og lod igen blikket slappe lidt af. Han havde vel endnu opgivet? Sejren begyndte stille at træde frem idet han virkelig troede på at denne gang ikke skulle føre til endnu en tilnærmelse. Han fandt sig knap i Ma'lakels disrespektfulde opførsel, men-
Tankerne stod kort stille idet han mærkede Ma'lakel bevæge sig opad imod ham med ale styrken i hans rygsøjle og mavemuskler. Endnu et let foruroliget blik anedes, selvom det meste nu var denne genopblussende form for afsky for at Ma'lakel nægtede at opgive. Nægtede at lade sig overvinde. Ma'lakels berøring af hans allerede alt for beragede hals mærkedes igen og endnu et meget upåagtet tik kom igennem ham i form af endnu et upålideligt blink med det ene øje. Kuldegyset lod sig fortsætte idet han mærkede Ma'lakels fortsatte berøring op ad nakken og imod hans hovedbund. Neglene der hver især prikkede, nej, nærmest borede sig imod hans skalp var en modbydelig følelse. Det føltes som om han havde lagt hovedet på blokken og bare ventede på at Ma'lakel ville synderknuse hans baghoved med sine klør. Dog veg han ikke sine øjne fra Ma'lakel af alene denne stædighed og arrogance. Han havde ikke tænkt sig at lade det føre ned i det vanvid han før havde set som et rødt flammehav, hvor Ma'lakel blot var dette fortidens minde med den lange sorte manke og skyggelignende udtoning. Som en genspejling i vandoverfladen.
Igen blev han flået ud af sine tanker ved Ma'lakels ord der kort lod sig paralysere ham fuldkommen. Han spærrede vantro øjnene op, men med et ansigtsudtryk der så ud som om han kunne bryde i denne sarkastiske og sindsyge latter igen. Han holdte det dog kun der.. Hans øjne krummede sig atter og gav et streng udtryk fra sig. rolig havde han sagt huh? .. Var der nogen der skulle være rolig var det Ma'lakel selv. Grave på den måde i hans hoved og være så hyklerisk man overhovedet kunne være. For minutter siden var det Ma'lakel der var i sølet. Han der udelagde tårer og ham der bukkede under for følelsernes pres. Og nu..? Nu gjorde han død og fandme det selv. Der var dog en forskel som Ahngel frydede sig over. Ahngel ville aldrig græde. Kunne aldrig lade sig græde. Hellere forlade stedet end at lade noget så skændigt komme ud i verdenen. Han hadede tåere. Han var træt af dem. Hans blik tonedes ned igen.. Igen lod der dybe tanker rumstere. Det han ville ha haft af Ma'lakel før.. den information. Det havde ikke været af skadefro som man skulle tro. Et kort svid af misundelse. Ma'lakel var hjerteløs... Noget Ahngel brændte for at besidde ligeså.

På en måde virkede det så let at sidde der med Ma'lakel så tæt på sig. På en eller anden måde havde han lyst til at give hen og lade det være som det var, men nej. Nej. Nej for pokker! Død, død, død! Han eksisterer ikke her og vil aldrig gøre det.

"Er jeg mere rolig, ville jeg ikke engang holde mig oppe."

Ma'lakel's varme åndedrag slog imod vampyrens kolde læber imens denne talte. Den ubehag som Ma'lakel kunne skimte hos den udøde, den stædighed der gjorde at denne ikke veg tilbage, væk fra ham, fik halv-dæmonen til at tørste endnu mere efter at smage vampyrens læber, han så nemt bare ville kunne tvinge ind i et lidenskabeligt kys, men for engangs skyld ønskede han ikke at være den der forenede dem. Han ville nyde at se den kolde prins gøre en indsats for selv at tilfredsstille sine mørke længsler: med andre ord, han ville have ham til at hungre efter Ma'lakel. Det var som om at hvert øjeblik betød alting, som om at for denne skrøbelige skabning han rørte ved var dette en balance gang: enten ned i sindssyge eller en stædig opretholdelse af den mentale stabilitet. Selv nu fortabte vampyren sig i sine tanker, selv nu hvor Ma'lakel syntes at have fat i ham igen. Kom nu, tiggede han indvendigt, bad til at den udøde ville gøre noget igen. Modstå, blive ved så Ma'lakel's lyst kunne vokse sig større, stærkere, mere ustyrlig end den allerede havde været for bare få minutter siden. Han trak på smile båndet over den respons han fik fra vampyren. Rolig? Mente han selv det. Med en lille smule morskab i stemmen kom hans svar til Ahngel overraskende hurtigt, alt imens fingrene der gemte sig ved vamyrens baghoved stille trak sig og begyndte blidt at køre i små mønstre imellem de sorte silke tråde.

,, Virkelig?”, han klemte øjne lidt sammen i vantro. ,, Hvis det er sandt, hvorfor kæmper du så så hårdt for at modstå?”.

Med det begyndte en let klukken at kunne gøres fra halv-dæmonen, en indædt latter der startede helt ned fra maven, vandrede lystigt op til halsen og gav en dejlig kildrende fornemmelse indtil den fik lyd og klemte sig ud imellem de sammen bidte tænder. Skarpe, med styrke nok til at flå struben op på et andet væsen hvis det var det han ønskede. Han forblev tæt på vampyren i lidt tid. De grøn gullige øjne stirrede fortsat ind i de røde, udfordrede, dominerede frygtløst den uimodståelige skabning der sad oven på ham. Uden at give nogen form for advarsel først kunne han ikke længere holde sig tilbage: de smalle læber pressede sig nænsomt imod vampyrens kolde, et kys der et eller andet sted ikke kunne kaldes det, da læberne kun lige rørte nok til at de kunne mærkes, og tage let fat i hinanden. Imens han gjorde denne instinktive handling lukkede han øjnende i, i nogle få sekunder hvorefter de åbnede sig igen som deres læber gik fra hinanden ligeså. Derefter gav han endnu et af sine triumferende smil som om han havde vundet noget. Hånden der stille havde leget rundt med vampyrens nakke hår blev trukket væk lige så stille, som halv-dæmonen valgte at ligge sig ned igen. Igen kunne man mærke denne alt for selvsikre aura der sprøjtede ud fra ham, som denne mægtige farao der igen var kommet live og fik lov til at blive set. Hans øjne slog endnu engang gnister, i det han lå lænt tilbage i mørket, og ventede på vampyrens næste træk.


//Sorry det er ikke så godt, eller langt :/

Ma'lakells ord fangede ret så tydeligt Ahngels opmærksomhed og tvang hans øjne tilbage til den alt for tilstedeværende og alt for rene oplyste rød, som så sjældent kom frem. Jo.. Når han kæmpede eller noget i den stil, men kun når hans tanker så drastisk blev skubbet til side af en kraft der ikke tilhørte ham selv. Modstå? .. Modstå?! .. Egentlig havde Ma'lakel fuldkommen ret. Ahngel var spænt på hænder og fødder og det man egentlig kunne udtale det som hvis man skulle.. I blot et ord, var modstand. Bitter og ren modstand. Ikke blot for Ma'lakels fristende tilnærmelser der gradvist blev mere og mere lokkende, men også rent generalt? Han gik konstant med dette indeholdte pres i form for denne sindsyges energi og tanker, handlinger der ønskedes udført. Selv i hans udbrud holdt han sig selv tilbage.. Låste sin krop med tusindvis af mentale lænker og remme. Bare for ikke at lade handlingen skride igennem og ødelægge hans strube og maveskind. Han bevægede ret hurtigt sin hånd op på nakken og over Ma'lakels hånd, som ren refleks og holdt den fast et øjeblik inden hans blik blev rettet op og han mærkede igen tilnærmelsen fra Ma'lakel i form af dette mærkeligt ømme kys. Han lænede sig kort tilbage for kort at undvige, men det lykkedes ikke. Han havde ikke været hurtig nok, ellers havde han egentlig ikke ville ødelægge det, men bakkede bagud rent instinktivt.
Da Ma'lakels læber slap ham og han lænte sig tilbage, samt fjernede hånden fra hans nakke, begyndte tankerne at summe i Ahngels hoved igen, som tusindvis af stemmer der ikke kunne fortolkes medmindre de blev gennemgået ufatteligt langsomt. Saniteten.. Sanitet.. Det var alligevel blot en blokade. Et skalkeskjul? .. Hans røde øjne brød ikke kontakten med Ma'lakel en eneste gang. Hans øjne var tilsyneladende rolige og harmoniske som før. Den ulmende og elegante form for mørke. Ikke ond af person, emn ond af eksistens og drifter. Hvad var 'ond' overhovedet?
Han rettede sig endelig lidt op, så han atter sad mindre domineret end før. Han hadede det. Han hadede ideen om at Ma'lakel havde ret. Han hadet det på en indædt og barnlig måde. Han hadede Ma'lakel. Han hadede alt han var og hvad han stod for, men så.. alligevel? Hvorfor dette brændende ønske om pludselig at holde hånden over ham på den måde? Hvorfor kunne hadet ikke være normalt og koldt. Ligegyldigt? Hvorfor skulle så mange pokkers tanker handle om den elendige halv-dæmon?! Han kunne umuligt være så vigtig på noget punkt?! .. Ahngels hoved bøjede sig kort og stille idet denne kort onskabsfulde klukken tog sit comeback, men kun i meget få sekunder og det lod sig ikke ophobes. Kontrolleret vanvid fra fingerspidserne. Havde Ma'lakel..? Nej.
Han bøjede sig endelig ned imod Ma'lakel.. Kiggede fortsat på ham, men nu med et meget koldt og nærmest dødt ansigtsudtryk. Et meget dødt øjeblik.

"Af samme grund som du nægter at holde dig tilbage.." sagde han så med en meget neutral tone. Nærmest kuldegysende. "Vi vil vel ikke tæmmes igen..."

Endelig tog Ahngel sit alternativ og lod sine læber lægges imod Ma'lakels i et kys. Ganske afholdent dog, men det var nu engang et kys. Et kys han aldrig skænkede nogen. Han tog aldrig initiativet.

Ma'lakel lå lænt tilbage og betragtede vampyren, han kunne stadig mærke den kolde berørelse fra vampyrens fingre der lå over hans. Et tegn på at han endelig havde rørt ved noget indeni vampyren, noget der ikke blot var et lille stykke af dennes hukommelse. Måske havde han ramt plet med hensyn til at vampyren virkelig modstod ham, selvfølgelig gjorde han det, vampyrens ansigts udtryk var udtryksløs men hans krop fortalte alt. Fortalte om alt det der lå under huden på den udødelige guddommelige skabning. Ma'lakel's korte hår lagde sig som en krans omkring hans hoved, kun den lille genstridige tot der absolut ville sidde lige over hans ene øjenbryn fik lov ikke at komme i kontant med madrassen han lå på. Hans bredde nakke, stærke hals var fuldstændig vist frem overfor blodsugeren, så derfor gik der en nervøs følelse igennem ham som vampyren begyndte at grine: ville denne angribe ham, eller forvolde ham anden skade? Et eller andet sted ønskede Ma'lakel det, et eller andet sted, var der noget af ham der nærmest tiggede vampyren om at sætte tænderne i ham igen. For grunde han ikke helt forstod slog hans hjerte, normalt for engangs skyld. Han kunne mærke det, lige så stille. Dets hjerteslag var små og med et alt for stort mellemrum til at kunne være et menneskes men det var der stadig, og det var usædvanligt. Adrenalinet slog op i ham idet han pludselig opdagede at vampyren bøjede sig ned over ham. Alarm klokker ringede, bad ham om at dække sin hals idet han var overbevidst om at vampyren ville gøre noget destruktivt igen. Den mørke halv-dæmon spærrede øjnende svagt op ved det som vampyren sagde, ikke fordi deres betydning ramte ham på nogen ufattelig personlig måde, men de sidste fik noget i ham til at sige klik endnu engang. Nej, han kunne ikke modstå vampyren, det havde han aldrig kunne. Han slugte en klump og prøvede at holde sig fra at presse sin overkrop op igen og kræve de kolde lyserøde porcelæns læber endnu engang, men det blev ikke nødvendigt. Han klemte Ahngel's hånd i ren refleks over det der skete. De grønne malakit øjne dirrede i overraskelse over at mærke vampyren der lod sine læber presse imod Ma'lakel's, dog kunne han stadig mærke en vis tilbageholdenhed i kysset som om at den udøde stadig ikke var helt sikker på om det var en god ide at gøre det han var i færd med. Men Ma'lakel lod det ikke opsluge hans tanker overhovedet. Hånden der ret hårdt klemte vampyrens, imens deres fingre lå flettet sammen ude i den ene side, blev lidt mildere, men han holdt stadig nænsomt fat i hånden, som var det en forsikring om at hvis Ahngel prøvede at flygte nu havde Ma'lakel en chance for at stoppe ham. Han lukkede halvt øjnende i, så på vampyren med de halvt åbnede øjne, der stædigt stadig gyldent lyste op i mørket. En kuldegysning fløj igennem hans rygrad og fik ham til at skælve under den udøde et kort øjeblik. Dog kun få sekunder efter at vampyren havde presset sine læber imod Ma'lakel's ville denne kunne mærke at de læber vampyren kyssede begyndte at presse igen ind imod dennes. Ma'lakel kyssede igen. Dog uden den tilbageholdenhed som vampyren kæmpede med. Længselsfuldt forsøgte Ma'lakel at tage deres kys til et mere vovet stadie, ved at tvinge vampyrens mund åben ved hjælp af bevægelser med læberne , så de ville begynde på en form for lidenskabeligt kys, dog uden at tungerne nødvendigvis skulle røre ved hinanden. Imens han kyssede vampyren igen, førte han sin frie hånd op til dennes kind, lagde den der og kørte fingrene hen ind imellem de små sorte silke tråde han før havde leget med.

Ahngels øjne var endnu åbne og endnu fokuserede.. Sådan rent praktisk talt altså. Som om han ikke så selve kysset som noget overhovedet, men alligevel.. Der gik ikke lang tid før han ligeså lod sine røde øjne lukkes let i og lukke det sataniske udtryk inde igen bag det hvide øjenlåg. Hans hånd der ikke var klemt af Ma'lakels støttede på madrassens kant ved siden af Ma'lakels hoved, dog uden at røre. Da Ma'lakel gengældte Ahngel let ømme kys og lod det ophobes den smule, føjede Ahngel sig og lod det udvikle sig til noget mere, dog ikke voldsomt på nogen måde. Hans mund åbnede lidt deraf og hans tænder ville meget muligt kunne mærkes over Ma'lakels læber ligesom Ahngel meget vel ville kunne komme til at mærke Ma'lakels rovdyrsgab over sine egne hvide læber. Ahngels hår lod sig stille glide ned over skulderen idet Ma'lakel førte hånden igennem de blanke sorte tråde.
Havde Ahngel føjet sig fuldkommen og opgivet hele selve det begreb de kaldte for modstand i denne sammenhæng? Lige nu var det en ret så sandsynelig tanke over hans pludselige tilnærmelse, men nej. Han havde under ingen omstændigheder tænkt sig at lade Ma'lakel dominere hans sind og tæmme ham. Så hellere flået end at skulle igennem sådanne ting igen, og så specielt hvis der en dag ville ske denne omvæltning. Den dag han måske var nød til enten at opgive imod Ma'lakel eller fjerne ham med magt. Mon Ma'lakel selv havde tænkt over det? At Ahngel måske en dag ville træde op som en fjende? På sin vis var Ma'lakel virkelig meget i vejen for Ahngels planer, men så igen. Skadede han Ma'lakel var det ikke sikkert at elverens død ville være nok til at komme af med filteret.

Måske...

Ahngel mærkede stille sit eget kys føres i en anden retning. Tænderne imod Ma'lakels læber ville meget vel rive hul på den krydrede hud og tillade Ahngel at kysse Ma'lakel på en måde der faldt ham selv mere naturlig. Kys.. menneskeskabte. Talte man om kys i Ahngels hoved, så fik han helt automatisk et billede af blod i form for hengivenhed i hovedet. Det var sådan set ikke med hans gode vilje at forsøge at skamfere Ma'lakels mund den smule. Det var rent instinktivt. Den del af ham der ville handle som det dyr vampyrene oprindeligt var, mens kysset ville tilhøre den del der tilpadsede sig som et menneske. Gik iblandt dem. Lærte hvordan man tilnærmede sig dem på en sikker måde. Ahngel rettede sig endelig op og lod kysset afslutte idet han åbnede de røde øjne igen og så direkte på Ma'lakel med et ganske ulæseligt udtryk. Overvejende, men om hvad?

//Srry det var ikke langt ^^''//

Hans hjerte slog, begyndte at forværres, fik ham til svagt at føle at hans krop blev forgiftet idet vampyren ikke trak sig efter Ma'lakel havde vist tegn på at han ikke ville trække sig, men tvært imod var med på legen. Det var ufatteligt hvilke doser af exstarcy som dette væsen tvang ham ud i. Deres læber der løb over hinanden, de glatte tænder som han gang på gang strejfede imens vampyren fortsatte deres 'kys' i noget tid. Ikke én gang fik deres tunger kontakt, og ikke en gang rørte de ved hinanden på andre intime måder, der burde få hårende til at rejse sig på deres kroppe, men alligevel kunne Ma'lakel føle dette sug i maven, som om at hver lille del af ham krøllede sig sammen i en sær form for paralyserende overgivelse. Var dette sådan som det føltes at blive domineret af en anden mand? Følelsen var ny, han havde aldrig prøvet denne form for hypnose. Hver del af ham gik i en slags dvale. Bare et lille vindpust kunne skubbe ham over kanten og få ham til at ville skrige af bare frustration over at den udødes kolde hænder ikke rørte ved ham endnu, at han ikke fik lov til at befamle denne skabning, overtage ham! Den lidenskab der blev skabt af det dyriske kys som Ma'lakel og Ahngel delte, var ren galskab for halv-dæmonen der ikke var vant til andet end de normale form for menneskelige kærtegn. Han skælvede i nydelse, i desperation over at ville have mere. Han klemte øjnende i, fokuserede på vampyren's læber, hver gang de blev forenet med hans for så at torturer ham ved at blive fjernet lidt efter. Smagen af jern kom senere og lagde sig som en bitter aroma over hans smagsløg. Den stærke, brændende, krydrede smag det ville have været hvis vampyren slugte det eller fik det i munden var anderledes fra hvordan Ma'lakel blev kærtegnet af det. Han kunne ikke mærke den stærke sitren der ellers ville løbe over andres tunger. Men det var vel blot fordi han ikke kunne blive rørt af hans egnet ild? Han kunne mærke en svigen fra hans underlæbe som et snitsår blev skabt af en af Ahngel's lange skarpe rovdyr tænder. En smuk lille streg der lå over den imens det mørke blod løb ned af hagen og ind i munden på han. Men han trak sig ikke væk selvom det gjorde forbandet ondt, forblev hvor han var og fortsatte med at kysse vampyren igen, selvom det sikkert ville være lidt ubehageligt hvis vampyren fik blodet ind i munden. Ma'lakel var sikker på at de ville ende i noget intimt, seksuelt og at de ville blive ved med at kærtegne hinandens læber indtil en af dem ikke kunne holde det ud længere og måtte røre den anden. Dog ville Ma'lakel ikke tage initiativet denne gang, han ville vente, vente og se hvad vampyren fandt på. Denne havde jo allerede overrasket ham et par gange! Så da den udøde skuffende valgte at afslutte deres kys og trak sig væk blev Ma'lakel en lille smule skuffet, dog opretholde han et poker fjæs der ikke viste at han følte som han gjorde men stadig lyste af begær og lyst, alt sammen for det individ der fortsat sad oven på ham. Hånden der før havde været på vampyren's kind trak sig tilbage og blev ført ned til halv-dæmonens mund, hvor hans tommelfinger stille gled over den blodige underlæbe og tørte den ren selvom det sikkert var meningsløst. De grøn-gullige øjne stirrede urokkeligt ind i vampyrens, efter at han havde åbnet dem da deres kys blev brudt. Det var lige før man skulle tro hans pupiller ændrede sig og blev lige, siden hans blik afslørede at i modsætningen til Ahngel, tænkte Ma'lakel ikke over situationen, han vidste jo ikke hvem Ahngel holdte med af Zane og de andre, det havde han ikke givet udtryk for eller fortalt på noget tidspunkt. Deres nuværende 'forhold' syntes også at være så langt væk fra alt det. Møg elverne, rebellerne, små aspara'er der troede de kunne redde verden. Det hele var bare ikke eksisterende! I hvert fald når han var sammen med dette kold blodige væsen.

,, Hvad venter du på?”, spurgte han lavt og undrende.

De røde indtagende øjne lå stadig ganske udtryksløst over Ma'lakels ansigt. Hvad pokker havde han overhovedet gang i? Det lignede ikke ham selv at kræve et andet individs læber på den måde. Hans øjne lod sig munde til en noget mere afslappet form, som om han ikke så det hele som noget særlig stort overhovedet, selvom det vendte og drejede sig i hans hoved. Hvad var det helt præcist Ma'lakel var for ham? Burde han overhovedet være noget? Et individ han ikke kunne slå ihjel.. Kunne eller ville? Da Ma'lakel endelig talte igen efter deres læber havde separeret hinanden tav Ahngel og rettede kort på sig, så hans lange blanke hår kort bevægede sig i den stillestående luft omkring dem. Luften der ligeså osede væk af den halvdæmon der havde vundet et af Ahngels kys. Kys han normalt ikke delte ud, men lod folk tage for derefter blot at se koldt til dem. Kys havde aldrig betydet noget for ham. Aldrig.. men hvorfor så udføre et?! For helvede! Hvad havde den pokkers dæmon gjordt?!
Ahngels ansigt lod dog ikke til at reagere synkront med hans kaotiske tanker fyldt med spørgsmål og hidsige kommentare. Et lille smil pressede sig frem idet han lod sine øjne bevæge sig fra Ma'lakels øjne og ned over skulderbladet for derefter at søge op og genvinde øjenkontakten med Ma'lakels ulastelig grønne øjne, som lå noget så klart på Ahngels sarte syn. Ligesom alle deres omgivelser. Han så alt som var det en dag for Ma'lakel. Måske bedre. Smilet lod sig ophobe idet Ahngels tænder lod sig presses frem bag læberne. Morede han sig? På ingen måde, men hans krop nægtede at lade de negative tanker komme frem i lyset.

"Hvad jeg venter på?" sagde han så med en dunkel stemme, som morede han sig sort. "Er det ikke dig der venter på noget? Jeg har en evighed hvis det skulle være.." hviskede han stille hvorefter han bukkede sig ned imod Ma'lakel igen. Ganske langsomt imens han holdt øjenkontakten med den kolde, let trodsige mine han altid havde over sig, dog legende på sin egen bestialske måde. Han lod sin kæbe røre siden af Ma'lakels hals og lod sine kolde læber hvile derpå. Så let ville det være. Så forbandet let. Et fragment af den førhenværende maniske klukken blev igen hørt, men som en mere indvændig udgave. Han sepererede læberne og lod sin let lange spidse tunge stryge over Ma'lakels halsside med en nærmest kælende fornemmelse. Hans kolde ånde ville være ufattelig nem at mærke imod Ma'lakels altid hede krop.

Endnu engang krøllede hans indre sig sammen over at se det lille smil komme frem på vampyrens læber. Hvad skete der med ham, han var fuldstændig forgabt i et kort sekund. Ville have, ville røre, ville for alt i verden høre! Den udøde pressede ham ud i en prøvelse på tålmodighed, og han vidste at han ikke havde det der skulle til for at holde igen meget længere. Dog kunne han godt fornemme at vampyren ikke var så selvsikker som han gav sig ud for, det var nemt for Ma'lakel at læse kropssprog, let for ham at se hvornår folk tøvede, eller undrede sig. Det skulle man bruge når man prøvede på at overleve i så kold og dejligt modbydelig verden som denne. Det mest interessante væsen i hele Terre? Titlen sad stadig fast i hans hukommelse og dukkede op næsten hver tredje minut, som hørte han det igen og igen. Det lød som små fragmenter af en drøm som var meget langt væk. Som vampyren talte til ham fik også han et lille smil på læberne, ikke særlig stort men nok til at den ene mundvig trak sig opad imod kinden imens der kom et meget lille: 'hmp', fra ham. Ret så selvsikkert og lidt rebelsk teenager agtigt. Hans øjne blev dog en lille smule større i det den udøde lænte sig ned imod ham igen: hans hjerte hoppede et slag hurtigere i det han forventede at vampyren ville fortsætte det erotiske kys. Som den udøde kom tættere på begyndte Ma'lakel meget stille at sænke øjenlågene men lukkede dem ikke helt. Igen, smage den udødes læber, strejfe dennes tænder der så let kunne gennembore ham og tids nok slå ham ihjel! Men han frygtede ikke vampyrens bid det mindste selvom han sekunder efter ikke længere var så overbevidst om at dette var harmløst! Vampyren gik ikke efter hans læber, men efter... hans hals? Han klemte det ene øje sammen imens han med det andet så over imod vampyren, et svagt mørkt støn undslap ham i det han kunne mærke hvordan rovdyret ovenpå ham kærtegnede den med tænder og tunge. En skælven gik igennem ham imens han gøs i det den is kolde ånde slog imod hans varme mørke hud. Det var tortur, det var pinsel! Hvad ville vampyren egentlig, det var først der Ma'lakel begyndte at tænke på hvilke motiver den udøde havde: Hvorfor han havde fanget ham på den måde som han havde, ville han suge ham tør for blod eller måske bare lege med ham som Ma'lakel havde tænkt sig at gøre ved ham i starten? Den idé var uacceptabel for dæmonen der endnu engang undslap et indædt støn af lyst. Han bed tænderne sammen imens hans krop skreg af ham, forbandede ham for blot at lade dette være op til tilfældighederne. Det var der det knækkede for ham, hans pupiller trak sig sammen i en midlertidig rus af instinktive følelser, meget simpelt: behovet for at formere sig, selvom det sikkert ikke kunne lades at gøre med dette væsen. Han greb fat om Ahngel's skulder med sin frie hånd, og brugte sit ene ben til at tilde dem over så Ma'lakel blev den der lå øverst og Ahngel nederst med spredte ben, da han jo sad oven på Ma'lakel før. Hvis det lykkedes Ma'lakel at få lavet om på deres positioner ville det hele først nu rigtig begynde. Ma'lakel lænede sig meget hurtigt ned, målbevidst efter hvad han ville have, og fangede den udøde's læber i det samme dyriske abnormale kys, men denne gang så var det ikke kun deres læber der ville danse over hinanden. Med sin frie hånd, der først havde klasket imod bredderne på gulvet som de var tiltet om i den nye stilling efter at have givet slip fra vampyrens skulder i processen, greb han fat i Ahngel's buksekant og trak ned imens at han trak vejret tungt imellem de små pauser der ville være i deres kys, hvis ellers Ahngel valgte at gengælde det. Han trak dem ned så de sad løst og lige netop hvilede på hofterne af vampyren, afslørede dennes køns hår hvis vampyren havde nogle. Alt sammen imens Ma'lakel pressede sit lem imod vampyrens underliv i et seksuelt mønster, der ikke var til at tage fejl af, selv ikke for det mest idiotiske menneske i verden: halv-dæmonen ville elske og det kunne ikke gå stærk nok! Begæret blev større imens Ma'lakel på ganske få sekunder udrettede alt dette. Grådig, ivrig, for ikke at nævne længselsfuld efter at komme ind i vampyren for at påføre denne nydelse i sådanne grader at verden ville græde tåre af blod hvis de skulle bevidne det.

De lyse kolde læber lod sig kort parteres idet Ahngel endelig besluttede sig for at lade tænderne sænke ned imod dæmonens krydrede blod. Han kunne allerede genskabe smagen i sit hoved, hvilket gjorde det en smule sværere at lade det foregå langsomt og lade Ma'lakel fortsat tro at..
Hånden på Ahngels skulder fangede brat hans opmærksomhed og han spærrede skarpt øjnene op idet han mærkede at Ma'lakels bevægelse gav ham overbalance og trang ham ned, hvor Ma'lakel så til sin egen fordel fik sig bevæget over Ahngel i stedet. Ahngels arme lange sig støttende ned om gulvet langs hans sider og gav et kort smæld fra sig da kontaktfladen (lol) mellem hans hånd og gulvet blev den smule ukontrolleret. Heldigvis var madrassen der til at afbøde den hurtige omskiftning, så hans nakke ikke ville komme i kambolage med gulvet. De røde øjne kiggede lidt overrasket over den hurtige bytning, som havde han først nu registreret at han rent faktisk lå på gulvet nu. Igen havde hans tanker forstyrret hans kordination og koncentration ved at holde øje med hans omgivelser. Pokkers til tanker! De røde øjne lagdes derefter på Ma'lakel, hvis hurtige tilnærmelse fik hans hals til at snørre sig sammen og etgip komme fra mellemgulvet af ren instinktiv alarmering. Kysset kom alligevel som en sky på en klar himmel. Efter hvad Ahngel havde opsnappet fra dæmonen var udmattelse.. Et tikkende ur. Hvor fik den dæmon sin overskudsenergi fra? Han burde ikke engang have kræfter nok til overhovedet at kunne vælte Ahngel om på den måde, som var han ikke andet end en vægtløs menneskelig skabning. Dog havde Ma'lakel efterhånden gang på gang overrasket Ahngel med sine tilnærmelser og bevægelser der på en eller anden måde smøg sig udenom den styrke der holdt Ahngel fysisk beskyttet. Lukkede det ned på måder Ahngel ikke kendte til. Igen var Ahngels hoved fyldt med tanker, men denne gang ikke ligeså fraværende som før. Han var meget rigtigt til stede, men så alligevel ikke. Indtil videre syntes Ahngel ikke rigtigt andet end overrasket over Ma'lakels mærkelige indgreb, også selvom han havde fornemmet for længst at han ønskede andet fra ham end blot de pokkers kys han efterhånden havde stjålet en del af. Der gik en tid inden der kom et kort og langtrukkent åndedrag igennem Ahngels næse. Selvom Ahngels sanser og alarmer var helt oppe at ringe imod Ma'lakels tilnærmelse, så.. på en eller anden måde så.. Det var ikke en hemmelighed at Ahngel aldrig havde ladt nogen kysse ham på den måde. Overhovedet ikke. Hans øjne var nu stadig brat åbne og hans hænder lod sig knytte imod gulvbrædderne i en hurtig bevægelse. Nærmest ufrivilligt lukkede Ahngel øjnene i. De små fragmenter der lukkede lys ind for hans blik begyndte stille at ødelægges og brækkes. Al den nærhed på en gang. Enten ville det synderrive eller også ville det opbygge. Fuldkommen.
Endelig lod han albuerne støtte imod gulvet idet han løftede sig den smule op og gengældte Ma'lakels længelsfulde kys med endnu en af de langsomme kolde åndedrag igennem næsen. Et meget langt kyldegys skød igennem ham ved Ma'lakels forførende bevægelser. Han ønskede ikke at indrømme det, men denne ide Ma'lakel havde. Den virkede slet ikke så frastødende mere. Den virkede faktisk ufatteligt fristende. Specielt for en vampyr der normalt kun beherskede lysten til at overleve, hvor avlen og den sexuelle drift kun fandtes helt tilbage i deres urtid. En tid Ahngel aldrig havde befundet sig i og alligevel.. Alligeveld virkede den så kraftig og så tiltalende, som om dette var hvad der burde gøres i stedet for at forvandle folk. Ahngel trykkede sig da op imod Ma'lakel og lukkede det tum der måtte være imellem dem. Et usselt lille rum, men hvor småt det end måtte være. Det skulle væk og det skulle væk lige nu!