Hunters (Ahngel !)

Der gik en strøm af lettelse igennem halv-dæmonen som han kunne mærke den udødes læber da de pressede imod hans egne i et frivilligt kys, som Ma'lakel ellers havde troet han skulle tvinge vampyren til at fortsætte med. Dette var kun begyndelsen på et velkendt ritual som mennesker, dæmoner, elvere, engle, og i nogle få tilfælde som nu, vampyrer havde udført lige siden deres oprindelse. Lige fra man blev ført ville hver bevægelse, hver en lyd være indprentet i ens underbevidsthed. Hvad man gjorde, man havde næsten ingen selv kontrol, kun et begær der styrede en som dukke mesteren ville styre hans dukke. Og Ma'lakel adlød meget hurtigt dette begær der fortalte hvad og hvordan man skulle føre sig frem med hensyn til dette ældgamle ritual. Først lod man sin partner, den anden dukke, indse ens intetioner, lade denne enten selv blive opslugt af en form for hypnose eller også tvang man denne til at fortsætte indtil ens eget egoistiske ønske var opfyldt. Derefter trak man sin midlertidige mages nedre beklædning af så det sad løst, i håb om at det ville fremkalde et ubevidst ønske om at blive afklædt, om at ville mærke den anden. Efter at halv-dæmonen havde adlydt den del, kunne han som nævnt tidligere mærke hvordan det samme begær væltede over vampyren da denne valgte at gengælde det kys som Ma'lakel før havde givet ham og senere hen, pressede sig op imod ham, forhåbentlig ivrig efter at være så tæt som overhovedet muligt! I det Ahngel havde forsøgt at få så lidt mellemrum imellem dem, ville Ma'lakel's ene, nu frie hånd, liste sig om på ryggen af vampyren ligge som en støtte imod den udødelige kolde prins, og hjælpe med at holde denne oppe imens den hånd der havde trukket bukserne ned på vampyren greb fat om dennes ene balle i en rus af midlertidig desperation for nærhed. Og som deres dyriske kys fortsatte, og Ahngel forhåbentlig stadig klingede sig til Ma'lakel, spændte halv-dæmonen sine muskler og løftede vampyren op imod ham selv for så at bruge sine knæ til at flytte dem længere ind på madrassen så de ikke skulle begynde dette oven på det hårde kolde gulv der umuligt kunne være særlig behageligt for hverken Ma'lakel eller Ahngel. Som de lå der, Ma'lakel med knæende der pressede ned imod madrassen der svagt gav efter for hans vægt, og bøjede sig ned for at ligge Ahngel ned på madrassen ligeså, holdt han stadig sin ene hånd på ryggen af vampyren imens hans overkrop lagde sig svagt oven på ham, ikke så han maste ham men lige så det mellemrum der burde have været imellem dem ikke længere eksisterede. Halv-dæmonen fortsatte med at presse sit underliv imod vampyrens, imens at den hånd der havde grebet fast om vampyrens ene balle gav slip og endnu engang tog fat i kanten af dennes bukser samt den underbeklædning der måtte være inden under disse, trak nedad imens han brød deres kys og lod den anden hånd glide væk fra under vampyren. Han rejste sig op, siddende imellem vampyrens ben, imens at han tog fat i vampyrens bukser med den anden hånd også og trak dem længere ned, til omkring knæene. Hans nattesyn tillod ham at se noget af den udødes halv nøgne krop men ikke detaljerne. Derefter slap han bukserne og lod sine hænder køre ned af vampyrens skinneben, lod negle slæbe sig vej ned af dem uden på stoffet. Han fjernede hvad end den udødelige måtte have a skotøj samt strømper der under, smed det væk til et hjørne eller afkrog: ret ligeglad med hvor det ende, han ville blot afklæde dette væsen, bid for bid. Derefter tog han igen fat i bukserne og trak dem denne gang helt væk så vampyrens under del var helt nøgen. Han lænede sig forover, tog fat som han tidligere havde gjort i kanterne af den udøde's trøje og trak til! Forhåbentlig ville alle knapperne denne gang sprænge op og endnu engang afsløre det arrede bryst som Ma'lakel efterhånden havde haft fornøjelsen af at se et par gange. Hvis skjorten var blevet åbnet, ville han meget hurtigt læne sig for over igen, hans krop skyde en form for meget varm energi ud, ikke nok til at skade vampyren da det ikke var ild men sikkert noget der var meget stærkere: da dette skyllede ind over de stearinlys som Ahngel tidligere havde fået kvalt, gav det dem nyt liv så rummet atter svagt var lyst op af de små flammer der steg fra dem, viste vampyr herren's hud frem for det bæst der var over ham og havde klædt ham af. De grønne øjne lyste af længsel imens at hans øjne faldt på arrende der var på vampyrens bryst og mave. Han lod tungen glide ud fra inde imellem hans læber, alt imens hans hænder stille løb kildrende ned af vampyren's sider med neglende der var trykket imod den udøde's kolde hud, den løb over det første ar han fik øje på. Kærtegnede denne afmærkning med hans tunges ru, varme overflade og lod den løbe fra arret begyndelse til dets slutning. Lyset fik igen Ma'lakel's hud til at syntes med gyldent end mørke brun. Fik hans væsen til at se mere eksotisk ud som før lyset blev kvalt. Hans tunge vejrtrækning kunne tydeligt høres imens at hans hænder gled ned og lagde sig på vampyrens hofter.

Takterne blev hurtigere.. det gik langsomt, men det var sikkert som var det klart. Ahngel kunne mærke den i tændingerne og talte endda sekunderne mellem hvert slag også selvom det passionerede og nyopdagede kys stadig var rettet imod Ma'lakel. Rigtigt. Pulsen forøgede sig væsentligt, hvilket nærmest gjorde små smertestød fra de før nærmest stillestående blodårer og nu virkede som om nerverne sad i en skruetvinge, men nej.. det afholdte ikke Ahngel på nogen mulig måde overhovedet. Han ligeså lod mavemusklerne spændes og løftede sig yderligere imod Ma'lakel, som nok ville mærke at det ikke gjorde en kæmpemæssig forskel om hans arm var om Ahngel eller ej. Man måtte give ham. Ahngel havde normalt ingen behov for at folk skulle opvarte ham på nogen måde. Han ønskede så lidt hjælp udefra så muligt, men denne gang virkede det bare så ufatteligt nemt bare at overgive sig kropsligt. Den tanke skød den stædige alfahan dog fra sig. Måske havde Ma'lakel fået lokket ham ind. Fået ham opstemt på det lille ritual som Ma'lakel sikkert havde tænkt over fra den første gang han udfordrede Ahngel, selvom det nok da blot var for den rene irratation og for at piske en stemning op, hvilket også havde lykkedes. Billedet af Ma'lakel under Ahngels fod var fornøjeligt på sin egen måde. Ma'lakels berøringer og alene de dufte han udsendte ved hans krops reaktioner havde en optrippende effekt. På samme tid lullende og blødgørende, men på samme tid lod det en mærkelig følelse opblusse igennem Ahngels krop, selvom det ikke ville kunne mærkes af Ma'lakel. Et ganske stille støn lod sig bevæge fra Ahngels mellumgulv og op igennem brystkassen med en langsomt gippende bevægelse, som frøs han, men tværdigmod. Det han havde følt var den uforklarlige og ukendte følelse af noget varmt der kogede op. Varme der dog ikke nåede ud til hans fingerspidser eller igennem de mange porrer og celler han bestod af. Ahngel blev igen revet ud af tankerne idet han mærkede noget der sendte et sug igennem hans mave. En følelse af kort at blive løftet og derefter igen lagt imod Madrassens dog noget mere behagelige flade, som stille slog rynker over den vægt Ahngel nu havde påført den. Ahngels arme havde meget kort lagt sig om Ma'lakels overarme for ikke at miste hele balancen i det. For Ahngels øje ville det være tydeligt. Deres farver var som kontraster og imod den solkyssede hud virkede hans egne fingre mere eller mindre snehvide i stedet for den mere gråhvide udgave han normalt var omgivet af. Ahngel lange hår lagde sig uregelmæssigt om ansigtet og gled derefter væk af tynden. Lod igen hans ansigt være frit og vise de meget svagt åbnede øjnene da Ma'lakel trak sig væk. Ahngellod igen sine øjne åbne og kiggede meget kort op i loftet. Et ret så tomt og fraværende blik, som var han der slet ikke overhovedet, men blot en kort udgave af hvad der måtte være en adskillet krop fra hans sjæl. Hvad foregik der helt præcist i hans hoved? Igen lod han sine øjne fokusere på Ma'lakel et kort øjeblik inden han igen gengældte det dyriske kys med først en kraft, som ville han skubbe Ma'lakels nakke tilbage. Det mundede dog lidt ud så det ikke føltes som et angreb, men mere som et hedt kys fra udøde kolde læber. Da kysset atter blev brudt var Ahngel stille. Han vendte blikket en smule ud til siden med et ganske ulæseligt blik først. En undertone af noget der mindede om et åndedrag hørtes daefter. Noget i stil med et langtrukkent suk. Ma'lakels befamling sendte endnu engang et gys igennem den udødes rygsøjle og mundede ud i hans nakkes hårkant. Han rettede sig lidt op idet Ma'lakels opmærksomhed rettedes for hans brystkasse. Ganske rigtigt kunne knappernes sygninger ikke rigtig holde til mere, så dem der lod sig kile ud naturligt blev hængende i løse tråde, hvorimod ca halvdelen af de resterende bredte sig vidt omkring dem. Skjorten gled langsomt ned over hans arme og imod madrassen derefter. Først da lysende lod sig tændes sås det. Arrene der før blot havde set ud som om dækkede hans overkrop og gut viste sig nærmest sølvskinnende ned over benene og på undersiderne af hans arme. Omkring Ange de fer, som ligeså lod lysene reflekteres over den lille synlige tatovering der syntes at lægge sig under metallet. Morte De Sang stod der. Der ved højre pulsåres håndled. Ligeså på hans hals lod der meget små og nærmest usynlige tråde vise sig. Ligeså ar fra forgamne tider. Alt sammen oplyst i den svage gyldne tone, som hans hud også lod sig optage. Hans pupiller lod sig igen indsnævre og give ham det nærmest tankeløse dyriske blik over sig. Hans krop havde ikke ladt sig vise på denne måde før nu. Man kunne nemt spotte de små ting der gjorde hans krop anderledes fra et menneske. Hans torso og bens længde og de ret så merkante knoglesignature, der på steder som hofterne og halsen nærmest stak og bøjede den hvide hud.
Ahngel støttede sig endelig igen op og let og elegant nærmede han sig Ma'lakel og lod igen deres torsoer berøre hinande. Hans arme bevægede sig omkring ribbenene på dæmonen og om på ryggen, hvor de krummede mørke negle ville kunne mærkes idet han strøg hænderne ned imod hans lænd for at lade en enkelt hånd hvile der og den anden bevægede sig op over nakken igen og igennem det korte mørke hår som Ma'lakel besad. Endnu et meget langtrukkent åndedrag kom fra Ahngel idet han åbnede munden let og lod tænderne stryge hen over Ma'lakels hals og kraveben. Ikke bide, men ridse på en måde, alt imens den hånd der endnu var imod dæmonens lænd lod kløerne danne en ligeså bevægelse med spidserne pirrende den gyldne hud.

Vampyrens krop var ufattelig, hver del af den syntes at være menneskelig men på samme tid var den så anderledes, så unik i forhold til de mennesker Ma'lakel i sin tid havde rørt ved, og ladet fingrene glide over. Huden der var isende, men blød og glat, som et stykke silke imod en overflade af en is søjle. Det var et under at han ikke smeltede ham, at vampyren forblev hel. Halv-dæmonen følte gang på gang at han burde trække sig væk, at han ville brænde det udødelige væsen men denne så ikke ud til overhovedet at ænse hans ekstreme kropsvarme, selvom hver del af Ma'lakel kunne mærke vampyrens lave temperatur. Det fik hårende til at rejse sig på hans arme og ben, gav ham små næsten usynlige knopper der stammede fra hårendes oprejsning. Dette ville nok blive den mærkeligste form for elskov i verdens historien. Ma'lakel's tunge var på vej til at løbe over endnu et af Ahngel's ar da han kunne mærke skønheden bevæge sig, søge ham med hænderne, og han adlød som en lydig slave i det øjeblik. Opsat på at få mere, om at tage mere end hvad han måske kunne få. Han satte hænderne på madrassen så de sank ned og lavede små skygger der hvor hans hænder burde være. Lagde sit underliv imellem vampyren ben endnu engang imens han lod sig opsluge af det udøde væsen. Ikke på samme måde som den gang, men på en måde der på sin vis var mere skræmmende end det. Allerede nu kunne ham mærke hans krop dirre af træthed, af at være drænet for styrke, den tiggede ham om at stoppe imens legen var god, men sandheden var at de allerede havde krydset grænsen for hvornår man kunne stoppe. Han havde dette individ så tæt på, klar til at blive indtaget, så hvorfor stoppe? Om han så skulle dø bagefter det, så skulle det gennemføres nu. En kold fornemmelse løb igennem hans krop som han kom til at være ansigt til ansigt med Ahngel. En mærkelig fornemmelse kom i maven på ham, en følelse af at han gjorde noget forkert: den fornemmelse mange har når de er sammen med en af samme køn, og så en anden der overskyggede den først nævnte: lidenskab. Han kunne mærke at han begærede væsnet, de glødende øjne der indeholdt det selv samme flamme hav som cirkulerede rundt i kroppen på Ma'lakel. Den måde Ahngel talte, opførte sig, den afslappende aura. Han ville have det hele. De tunge åndedrag som Ahngel slap ingen at hans ene hånd kørte igennem Ma'lakel's nakkehår, fik ham til at skælve af længsel, af utålmodighed. Spidserne af den tykke mørkebrune manke som halv-dæmonen besad gled forover i det han lå oven på vampyren igen. Endnu engang lukkede Ahngel det mellemrum der burde være imellem dem, lod deres brystkasser røre hinanden imens han kørte sin hånd ned til Ma'lakel's lænd. Dæmonen kunne mærke en gysen komme op i ham ved den pirrende berørelse. Han lukkede øjnende kort da Ahngel's læber igen fandt vej til hans hals, dog var det ikke just læberne som man normalt vis ville kærtegne sin partner med, han brugte. Den stikkende fornemmelse som Ma'lakel fik i kroppen for hver gang vampyrens lange tænder stille slæbte sig over hans hud. Visheden om at smerten fra et bid måske snart ville blive den næste ting han ville føle, fik noget op i Ma'lakel der gjorde ham endnu mere vågen. Det gav ham et midlertidigt skyd af adrenalin, som det man til tider for når man tror at noget farligt skal til at ske. Han elskede det, elskede den dyriske fremtræden Ahngel kom med. Der var ingen nænsomme kys involveret, eller anden form for romantiske berøringer: kun dem. To dyr der skulle til at elske, hvor ordet elske, ikke engang indgik i det der skulle til at ske. Hvorfor lykkedes det denne udøde gang på gang at vække noget uforklarligt i ham?! Han pressede sig imod vampyren, og satte sine hænder på dennes skuldre imens han strakte hals og befriede et lavt mørkt støn. Han afslørede den stærke nakke, og den brede hals fuldkommen til den forførende vampyr herre. Efter nogle sekunders nydelse, lod Ma'lakel også sine læber finde vej til den udøde's hals. Han kopierede meget hurtigt Ahngel's måde at kærtegne på. Lod spidsen af hans skarpe tænder glide over den iskolde overfalde af vampyren's hud imens hans hænder endnu engang vandrede ned fra vampyrens sider, gled over ribbende, ved maven, hofterne indtil den nåede vampyrens lår, der skifterede de position: den ene begyndte at spænde hans egne bukser op på en meget hurtig, let kluntet, ivrig måde. Imens den anden gled indad imod vampyren's kønsdele. Hans varme hånd lagde sig forsigtig på vampyrens lem, og begyndte stille at tage et fast greb om den: derefter lod han den glide frem og tilbage imod hans hand flade, først stille og så gradvist hurtigere. Han trak bukserne af sig selv med hans frie hånd så de faldt ned til omkring hans knæ'er. Afslørede da hans egne kønsdele overfor den udøde: hans lem var allerede fast og hårdt, parat til bare at gå i gang når Ma'lakel ønskede det, men tydeligvis ønskede han ikke at vampyren skulle lide under dette lille ritual, så derfor prøvede han at stimulere ham ligeså. I modsætningen til Ahngel var Ma'lakel muskuløs og stor, der var fedt de steder der skulle være, en lille smule hvalpefedt kunne man godt få nappet fat i på hans mave men så var der ellers ikke andet at komme efter. Dette væsen var bygget, skabt til at slås, til at dræbe, og det bekræftede hans stærke, muskuløse kropsbygning. Der var ar over næsten alt på den mørke brune hud, nogle var mere utydelige end andre: minder fra alle de kampe han havde haft i alle de mange år han havde levet. I forhold til hvor ens de syntes at være til tider var de, bortset fra arrende, fuldstændig uens i fysisk udseende.

Den sitrende følelse ved berøringerne blev forøget idet Ahngel ligeså mærkede tænder imod sin egen hals. Mærkede dem glide ind over hans hals, som han lænede imod siden for alene at strække den ret merkante halsknoglers struktur og stramme det hvide hud derom, så Ma'lakels tænder ville have denne frie lejde over den glatte hals og kraveben. Ahngel åbnede munden den smule og lod et langdraget blandet suk komme til øre. Noget i retningen af et diskret støn og en simpel reaktion på åndelig afslappelse, selvom hans krop efterhånden skreg på en måde der kunne minde om Ma'lakels, men selvfølgelig ikke den samme. Det ville nok aldrig være det samme. Sex var.. Ikke noget vampyrene fra Ahngels kategori noget der blev lagt megen vægt på. Elskov udgjordes for det meste igennem bid og disse bevægelser og sindsregulerende evner som de havde over sig.. Dog.. Sex var ikke ligefrem fremmet for ham. Faktisk så.. overhovedet ikke. Han havde dog ikke ladt sig friste i den lange tid på at genoptage de få menneskelige lyster der kom frem i ham imens han havde været i Terre. Faktisk i ret lang tid havde han ladt sig afholde i håbet på at smide den sidste falske rest af menneskelig opførsel fra sig. Den listede sig dog tilbage til dem. Til Ahngel og Ma'lakel i det faldefærdige byggeri. Igen lod han sin mund trykke imod Ma'lakels hals, dog længere imod kravebenet hvor han så krummede ryggen en smule og lod læberne bevæge sig hen over det øverste af den duftende brystkasse for derefter at nærmest suge sig fast i noget der først lignede et kys, men så derefter blot blev til bid der ikke rækkede dybere end lige under de første lag hud, så smerten ikke ville være andet end lidenskabelige små prik. Han løftede igen nakken og gentog det over kravebenet, for derefter at tvinge Ma'lakels kæbe opad og ligeså trykke sin mund og tænderne let imod hans halsfulsåres region lige under venstre kæbekant. Han lod igen lidt luft komme til munden idet han slikkede den smule blod væk der ville piple frem og kort bevæge den egentlige ret lange tunge op over kæben i en nærmest drillende tone. Da var Ma'lakels hænder allerede omkring hans hofter og lod sig køre nedad endnu engang og endelig røre Ahngels kønsorgan for at lade det kærtegnes med Ma'lakels ene frie hånd. Ahngel knejsede igen nakken og lod blikket tillukkes idet et mere merkant støn kom fra ham af resultatet for den fremskyllende og let unaturlige følelse af et for 'første gang' rigtige samvær med en af hankøn. Den smule tvivl om at dette kunne være forkert havde Ahngel haft lige siden Ma'lakel første gang kyssede ham på den mærkeligt ømme måde.. nu var den mere eller mindre kastet hen i skyggerne og ladt alene i et formørket område i hans følelsesmæssige psyke. Ahngels hænder lod sig nu trykke Ma'lakel imod ham, hvorefter hans fingre ville lade et mere lystent tag i den solbrune hud. Skabe ridser der ville være dybere end før, som om de ventede på at rive ham midt over. Det ville dog ikke resultere i at de direkte ville støde imod hinanden, men blot en reaktion på det ophobende ønske af at lade denne dæmon gøre hvad pokker han end ville. En let dyb klukken kunne igen høre, men den mundede hurtigt ud i endnu et let vokalt hvislende sprog der kun ville komme til tale ved sådanne lejligheder. Når for mange ord omkring dette var blandet.. For mange smigrende ord og for megen nænsom omtale der blot ville sammentrækkes i et støn, bevidende at det hele var rigtigt på den ene og den anden måde. Gøre sikker på at det var det der skulle gøres. Et meget kort udspekuleret og gennemført satanisk tandsmil kom til syne kort idet Ahngel lod de røde øjne åbnes i en tid, som om noget moredce ham kosteligt på en ret så sarkastisk måde. Han rettede nakken igen og så direkte på Ma'lakel først med et blik der syntes at ha gennemskuet alt og med disse magmaøjne der syntes at være på næppet til sit udbryd. Gennemlysende i gyldne og i røde farver med intet andet end ren mørke som sin ulmende kærne. Hans tunge lod sig kort bevæge hen over det øverste tandsæt med en kort klikkende lyd.

"Det ligner dig bestemt ikke at være så afholden.." hvislede han sagte og sørgede for at disse ord ikke ville blive kvalt i de små udbrud af længselsfulde vokaler. "..så meget har jeg dog lært.." Han lod sin hånd imod Ma'lakels baghoved vippe Ma'lakels ansigt imod hans for derefter at stjæle et kraftfuldt kys fra dæmonen hvor den let slimede kolde tunge lod sig bevæges over Ma'lakels eget tandsæt imens han lod sine ben hæves og omkransede kort Ma'lakel inden Ahngel kort lod det ene knæ støttes imod madrassen og lade ham løfte lidt. Tydeligere kunne budskabet vel ikke være?

Det var som om noget havde taget kontrol over tiden, over alt inde i det lille rum hvor de lå og skulle til at udføre det ritual der nu var blevet påbegyndt og som ikke kunne standses for noget i verden! Det var sådan det var når man startede, hver enkel bevægelse var et bevis på hvad man følte, det afspejlede ens behov, ens ønske, ens mest hemmelighedsfulde begær! Hvad end man ville det for blot at få hvad man ville have, eller man gjorde det som et symbol på en fuldt ud dybt følt kærlighed var irrelevant. Når man gjorde det, ofrede hver part altid en del af dem selv, fortalte små ting som kroppen, som tungen ellers aldrig ville tillade blev fortalt. Men lige nu syntes verden at være ligegyldig, hver bekymring blev skyllet væk fra Ma'lakel fra hver gang han kunne mærke Ahngel's hænder bevæge sig, om det var fingrene der gled igennem hans hår, eller Ahngel's negle der piercede hans hud, det betød ingenting, følelsen af vampyrens berørelse fik ham til at glemme, til endnu engang at gå ind i en trance der var meget velkendt. Den udøde havde kunnet tryllebinde ham fra da de mødtes for anden gang inde i bordegaet, og den evne havde han så sandelig ikke mistet under dette. Der gik endnu engang et stød imellem Ma'lakel som vampyren ændrede sin måde at kærtegne Ma'lakel's hals på. Den lette følelse af vampyrens glatte tandsæt imod hans hud blev til en sælsom stikken der for hver gang pirrede en lille del af halv-dæmonen's ubevidste ønske om at blive bidt igen. Han havde stadig bide mærket fra sidste gang hvor vampyr herren havde sat tænderne i ham, og krævet hans blod. Hånden der havde revet Ma'lakel's bukser ned blev ført op til vampyren's side og fingrene gled et lille stykke ned under vampyren i det halv-dæmon rørte ved ham. Lod senere fingrene køre i små spontane mønstre for at lade sig selv blive pirret af den kolde temperatur som vampyren stadig besad. Hvor han dog begærede dette væsen mere end noget andet. Hans efterabende kærtegn på vampyrens hals ændrede sig også svagt imens at hans hånd fortsatte lidt tid med at stimulere hans partner, det blev til en svag nappen, nok til at man kunne mærke et lille stik af smerte som Ahngel selv lod Ma'lakel føle men halv-dæmonen havde en anden fremgangs metode: han åbnede munden og bed meget let i vampyrens hud for at få den ønskede effekt, slikkede derefter på det sted han havde nappet, som et dyr ville slikke sin partner det sted den vidste at han havde ondt for at lindre smerten. Indimellem denne lille ophøjelse af deres 'kys' ved halsen slap Ma'lakel nogle lave mørke støn der kom helt nede fra halsen på ham, en blanding af et støn og en knurren idet han mærkede vampyren slikke over hans underkæber hvor en stikkende følelse sekunder forinden havde fundet sted. Et forsøg på måske at advare samtidig med at han ikke kunne holde den mængde af nydelse han også følte ved det tilbage? Han blev tvunget til at strække hals endnu mere, hvilket gjorde at hans læber, tænder og tunge stille forlod Ahngels hals, men i stedet pressede Ma'lakel stille sit hoved imod vampyrens så hans brune manke blandede sig med Ahngel's lange sorte. En følelse af tilfredshed gik igennem Ma'lakel ved lyden af at vampyren faktisk stønnede, han vidste ikke hvorfor det kom bag på ham at en vampyr kunne stænne, men lyden af den udødeliges tunge åndedrag gav ham en kriblende fornemmelse i hele kroppen. Det hele føltes skørt, mærkeligt på en sådan måde at han knap havde ord til at beskrive det. Han kunne mærke at vampyrens greb om hans krop blev stærkere og den udødes trang til at være tæt på ham ligeså, i det vampyren valgte at skubbe sig op fra madrassen og op imod ham, men dog ikke på samme måde som før, så der intet mellemrum var imellem dem. Dette væsen fascinerede Ma'lakel åh så gevaldigt, han kunne ikke forudse den udødes bevægelser, hvilket var sjældent han ikke var i stand til det hos sin partner. Pludselig overraskede Ahngel ham igen: han trak sig tilbage med åbnede øjne og så på Ma'lakel der normalt vis ikke kunne lide at blive observeret under sådanne ritual. Måske ville vampyren blot se ham an, eller måske... Ma'lakel fik øje på smilet der var på den udødes læber og rynkede brynende i forvirring. Hvorfor smilede ham? Han rynkede lidt ved næsen i det den svage klikke lyd kom fra vampyren idet dennes tunge gled over tænderne. Han så en lille smule vantro på Ahngel først men efter hans ord, fik også Ma'lakel et smil på læberne. Så den lille herre ville drille? Han gav et 'heh'-smil fra sig men det blev meget hurtigt erstattet af et overrasket ansigts udtryk idet han blev tvunget ned imod vampyren og hans læber presset imod væsenets i et kraftfuldt kys. Det gav et sug i maven på Ma'lakel der ikke havde forventet det! Men efter at have registeret hvad der lige var sket reagerede han ved at lade hans egen varme tunge mødes med Ahngel's kolde, glide under den, nærmest sno sig om den i en forførende dans! Det var det! Han kunne ikke mere vente! Han pressede sine læber lige så hårdt imod Ahngel's og slap dennes kønsorgan meget hurtigt hvorefter han i stedet lod hånden glide ind under vampyrens skulder blad for at ligge hånden på bagsiden af dennes skulder. Den anden hånd der før havde lagt og blidt kærtegnet vampyrens ene side blev ført op til halv-dæmonen's mund hvor han standsede deres lidenskabelige kys nogle sekunder for at føre pege og lange fingeren ind i hans mund og omfavne dem med hans spyt. Alt imens de grønne øjne stirrede længselsfuldt på den udøde der lå foran ham, studerede dennes underskønne ansigt. Efter at have gjort sine to fingre fugtige nok pressede han igen sine læber imod vampyrens, og forsøgte at fortsætte det kys han før havde stoppet. Fingrene blev ført ned til vampyrens underliv hvor Ma'lakel's lem stille gled frem og tilbage imod vampyrens i de samme seksuelle mønstre som før. Forsigtigt pressede han de to fugtige fingre mod Ahngel's hul, lod dem først køre uden omkring men pressede sig derefter ind for at forbedrede det på hvad han skulle til at gøre. Det tog ikke lang tid, blot få sekunder før at han trak sine fingre ud igen, og greb fat om hans eget lem som han guidede derned og begyndte at pressede op i vampyren. Som han gjorde blev grebet om vampyrens skulder gradvist stærkere og han rynkede brynende svagt imens at han stille stoppede deres kys, samtidig med at han kom længere ind i vampyren. Det føltes koldt og stramt, mærkeligt ligesom vampyrens krop var det. Dog var det ikke nogen ubehagelig følelse men det var meget anderledes fra den varme han normalt vis oplevede når han trængte ind i nogen. Hans læber rørte stadig Ahngel's men kysset var nærmest gået i stå midt i det hele, imens at man kunne mærke Ma'lakel ikke rigtig trak vejret. Efter at han var kommet helt ind, flyttede han sit hoved i en form for refleks som om at dette gjorde ondt på ham. Lade hovedet på den side af Ahngel's hoved hvor hans hånd ikke havde fat om skulderen på ham, og lade sin kind imod hans hvorefter at han pustede ud som han havde virkelig holdt vejret i det han var trængt ind i Ahngel, pusten blev hurtigt overtaget af et støn imens at den hånd der før havde fugtet vampyrens åbning greb fat i lagenet på madrassen så hans knoer blev helt hvide. Han lukkede øjnende i og prøvede at få styr på sin egen krop et øjeblik og det tog ikke længe. Han begyndte at bevæge sig lige så stille ind og ud af vampyren, bevæge sine hofter i de seksuelle mønstre han før havde gjort men nu kunne hver enkel bevægelse han gjorde med hofterne mærkes af den udøde. For hvert stød, gav Ma'lakel et svagt støn som vampyren let ville kunne høre, hans åndedrag var tungt og hurtigt, og hans krops varme fik små perler af sved til at pible ned fra hans ryg og over musklerne på hans store overarme.

Øjenkontakten ville ikke brydes da Ma'lakel kort ville separere deres læber idet han fugtede sine fingre. Man skulle tro at Ahngel kunne reflektere Ma'lakels øjenbevægelser med en uhyggelig præsition. Han åbnede øjnene og lod dem eventuelt bevæge sig imod Ma'lakels øjne om de ville flytte sig eller ej. Det virkede dog ikke som en stirren langt fra. Der var på en måde gået noget ind foran det lille sjællige spejl der ville være for Ahngels dragende øjne. En mærkelig slørethed i form af en nærmest usynlig lille sort pupil omkransende af den brændende gyldenrøde farve. Igen ville læberne mødes og igen ville Ahngel nærmest lade de øverste af Ma'lakels interiore skind ridses af sine spidse tænder og ru tunge. Hans hænder hvilede dog mere afslappet imod Ma'lakels nakke og midterryg nu. Han rev ham ikke til sig, men holdt fast i ham med et jerngreb. Dog lod han sine hænder vandre i takt med at han ligeså vendte sine skuldre for at variere kysset på bedst mulig måde. Et langvarigt åndedrag igennem næsen kunne kort høres idet et kort stik af den fysiske strømmende nydelse løb igennem ham som et kuldegys der igen ville ende ved hans hårkant og lade arvævet om hans krop rejse sig idet huden reagerede på det. Ma'lakels kort berøring om hans åbning resulterede i en meget kort krumning med hans hænder og negle imod Ma'lakels muskuløse ryg. Selv kunne man mærke sine porre åbne sig for luften og lade de overskydne væsker trænge igennem hans krop. Derefter kom det lille stik af tvivl imod ham, men det var dog ikke stort nok til at han havde tænkt sig at tage notits af det overhovedet. Han ønskede brændende dette til at ske. Forløb på noget som han ingen ide havde om hvad var. En ret så naiv tanke flød igennem ham inden han mærkede halvdæmonens læm imod sig for derefter at bevæge sig op i ham. Et gip fra hele hans torso bevægede sig ud i armene og lod ham synke neglene hårdere ned i Ma'lakels eksotiske tannede hud. Han lod dem rive få milimeter idet han kort lod hænderne ryste og bevæge sig nedad for at lægge sig fladt på hans ryg igen og trække neglene til sig endnu engang. Det ville ikke blot være Ma'lakel der skabte mellemrum mellem kysset idet Ahngel åbnede munden lidt yderligere og kom med støn der virkede en smule anderledes end det før. Det var vel meget sagt en meget anderledes følelse. Stønnet lod sig laves om til et blot koldt åndedrag imod Ma'lakels kæbe, som indåndede han kort Ma'lakels egen ånde. Ahngel hvilede rent instinktivt sin hage kort imod Ma'aleksl skulder idet Ma'lakel havde besluttet sig for at afslutte kysset kort og stabilisere sin krop og den nye tilværelse. Ahngels krop reagerede lidt alla den samme måde som Ma'lakels ville gøre her.. dog ville disse svedperler være noget mere merkante, da den sølvrøde væske begyndte at kunne ses over hans hals og kraveben.
Det let langvarige suk blev nedtonet for derefter igen at lade sig skabe et nyt i takt med Ma'lakels mærkelige ryk. Selvom det ikke kom med denne præcise seksuelle nydelse, så var der dog et eller andet der ikke ligefrem gjorde det ubehageligt? Måske det ønske om at når noget skulle smerte, skulle det være fuldkommen gennemtrængende. Ahngel havde dog ikke tænkt sig blot at lade dette lægges til Ma'lakels lyster. Han havde selv et behov at dække og det ville han tage brug af. Han lod endnu engang sin tunge stryge hen over Ma'lakels halsside for derefter at strække sin hals den smule at han ville kunne lægge læberne længere imod nakken end blod det bløde halsvæv. Han lod tænderne synke ned en enkelt gang, så blodet ville piple frem for så derefter blot at kysse imod det blødende sår.. Brede det over den brune hud og klistre den ind i det mørkerøde krydrede blod. En rullende bevægelse lod Ahngel løfte knæene den smule mere for Ma'lakels plads, for derefter at krumme ryggen så en bevægelse lignende ville skubbe ham mere op imod Ma'lakel. De lange negle lod sig ligeså glide hen over Ma'lakels ryg for igen at lade den skamfere den smule af den røde masse.. gnide den ud med den hvide håndflade dog igen at skabe en ridse, som når en kat trækker klørende ind og ud af simpel overfladisk nydelse og begær. De lange spidste hjørnetænder ridsede ligeså imod Ma'lakels hud imellem bidende og lod synlige flænger efterlades. Hans holde hånd der endnu lå imod nakken lod sig kort glide hen over blodet for derefter at bevæge den tilbage med et tyndt mørkerødt spor. Alene duften ville være nok til at lade hans tandkød tilbagetrækkes. Han lod den lange tunge komme frem fra hans læber igen og lod den glide hen over det væv han nu engang kunne komme til for derefter at lade tænderne synke ned i et udvalgt sted. Det ville gøre ondt, men det ville ikke være ulideligt. Langt fra. Dette var ikke mad.. dette var intet offer. Dette var elskov de færreste nogensinde ville forstå. Det var sådan set det der fangede Ahngel i de små øjeblikke hvor den seksuelle trance gippede fra sit tag. Han forstod ikke Ma'lakel... Han kunne ikke tyde Ma'lakel.. Var det derfor at han var ført ud i sådan en tvivl?

Neglende der gennemborede hans hud, vampyrens lange åndedrag der startede i et højt støn men ende i en let stribe af luft som Ma'lakel kunne mærke imod sig, alt sammen en påmindelse om hvorfor han ville fortsætte med at leve, med at eksistere. Hans hånd der havde fat om lagenerne løsnede sig svagt, og han trak det hvide lagen længere opad men gav slip på halv vejen imens han lod endnu et sammen bidt støn fylde deres omgivelser, i det han kunne mærke noget der snak ned i hans hud. Vampyren havde trukket sig over til hans skulder idet han var trængt ind, og ligesom Ma'lakel havde denne vist også haft brug for tid til at vænne sig til hvilken situation de var i. Det stille pres fra vampyrens hage havde afsløret det, og den stilhed der var inden Ma'lakel begyndte at bevægede sit underliv og trænge ind i vampyren gang på gang. Han bevægede sig først stille og roligt, for egentlig at vænne sig selv til den sære følelse det var at have elskov med en udød. Med en person der faktisk ikke burde eksistere, burde være i live. Men der var ikke tanker som disse der fløj igennem hans hoved, han kunne ikke tænke imens at han elskede med vampyren. Hans indre så vel som krop var fuldstændig fanget, druknet i vampyrens berørelse, i dennes duft. Duften, den lå i lagenerne, over madrassen som den udøde havde lånt igennem dagen. Han pressede sit hoved blidt imod madrassens overflade, imens at hans hånd greb fat i laget ikke ret lagt fra. Han bed tænderne sammen i det han kunne mærke noget der brød igennem hans hud, og sank ned i ham: ikke langt men nok til at han vidste der ville komme blod. Det fik en bølge af ren adrenalin til at suse igennem kroppen på ham imens han kunne mærke hvordan vampyren lod til at værne om de huller den havde skabt i hans mørke hud. Følelsen af vampyrens læber der pressede ned imod det, i et.. kys? Var dette ikke fordi den udøde ønskede at drikke af ham? At æde af ham, imens at den drænede ham fra det han i den grad ikke havde meget tilbage af: kræfter? Han kneb det ene øje sammen et kort øjeblik imens alle de andre sanser begyndte at spille ind. Det var ikke for at dræne ham at vampyren havde prikket hul, men meget simpelt for at vise ømhed. En måde hvorpå vampyren viste en gengældt lidenskab! Først havde Ma'lakel ikke forstået det men som han kunne mærke hvordan varmen fra hans blod blev spredt væk fra såret, begyndte han at forstå det en lille smule. Et stød gik igennem ham i det han kunne mærke vampyrens negle blive slæbt op langs hans ryg, og han trak sig selv op i vampyren en tand hurtigere og hårdere. Hele hans krop var i en form for ekstase over hver bevægelse vampyren tog, og han indså meget hurtigt at han elskede det. Elskede den måde vampyren gengældte hvert stød ved at lade små åndedrag undslippe og ellers kærtegne hans sår, vis blod syntes at være uvurderligt for vampyren i dette øjeblik. Han bed den stikkende smerte sig, som han blev den påført ved at vampyren bredte hans blod i større mængder udover hans hud. Han kunne ikke længere holde ud at gå langsomt op i vampyren mere, og kunne mærke en overvældende lyst til bare at ødelægge det udødelige væsen, hvilket han valgte at gøre. I det øjeblik han havde besluttet sig gav vampyren ham også mere plads: som om at denne vidste hvad det var han ville. Enten kunne den udøde læse tanker eller også var det blot deres kroppe der naturligt spillede sammen til perfektion. Kort efter at han havde fået mere plads følte han igen at mellemrummet der burde være imellem dem forsvandt, vampyren trak sig længere op imod ham som om at denne lige så ville have mere. Ønskede at tage det hele til et nyt niveau, og dette ønske opfyldte Ma'lakel: hans stød gik fra at være rolige og beherskede til at blive hurtige og gennemborende! Som ønskede han virkelig intet andet en blot at dræbe vampyren på stedet. Dette virkede ikke som lidenskabelig elskov, det var alt for destruktivt og vildt til at kunne sammenlignes med den måde andre individer faldt om halsen på hinanden og begyndte at elske i en romantisk blid maner. Ma'lakel's måde at gøre dette var meget anderledes, men der var ingen tvivl om at i modsætningen til andre var dette hans måde at vise lidenskab, at vise det som han på andre tidspunkter 'aldrig' kunne, og måske var det derfor at han ikke kunne holde igen når han først gik i gang? Fordi alting kom frem på bordet, vrede, lykke, sorg, glæde, alting der sad fast inde i ham og ikke havde mulighed for at kunne ud fik frit løb, eller også var det af simpel instinkt at han gjorde det hårdt og brutalt! Fordi at hans dyriske sind ikke tillod ham andet, ikke lod ham være tilfredsstillet med andre væseners bløde former for måde at vise de ville ham nogen. Hvis han ville have noget tog han det, og hvor ville han dog have Ahngel! Han fortsatte med at torturere vampyren i nogle gode minutter før at hans fart ændrede sig og han begyndte at gå mindre vildt til den. Han trak vejret hurtigt og tungt alt imens at hans hjerte syntes at være på vej til at springe ud af brystet på ham. Han kørte lige så stille ud af vampyren, men tvang så sig selv op i ham i et hurtigt ryk for at give en blanding af øjeblikkelig nydelse blandet med en lammende smerte der forhåbentlig ville få den udøde til at give en lyd fra sig. Han gemte ansigtet imod den udøde's lange sorte hår inden at han trak sig svagt væk fra denne, ikke så han var alt for langt væk, men blot for at separerer den udødes læber fra hans åbne sår så han kunne fange dem i et lidenskabeligt kys der ville give ham en smagsprøve på hvordan hans eget blod smagte i vampyrens mund. Sådan ville det fortsætte: minutter med tortur, og ind imellem små øjeblikke hvor han viste et behov for at mærke vampyrens læber imod hans egne. Hånden der havde fat om lagenerne ændrede også position : først gled de ned langs vampyrens side, over dennes kolde hud, for derefter at bevægede sig længere ind, ind imod vampyrens underliv som Ma'akel lavede et mellem rum ved, ved at trække hans væsen længere ned af: lade hans tunge glide over vampyren's strube imens han krummede ryggen i processen. Hvilket skabte dette ønskede mellemrum imellem dem, som tillod ham at gribe fat om vampyrens lem med hans frie hånd alt imens den anden stadig havde fat om den udødes skulder. Han begyndte stille at køre vampyrens lem op og ned i hans hånd flade i takt med at han tvang sig ind og ud af vampyren, for at give den ekstra snert a nydelse der skulle til for at føre dem bege til climax. Imens at deres elskov var begyndt kunne man også svagt høre lyden af regn der slog imod taget over dem i store mængder. Og sammen med det kunne en truende buldren blive hørt, som himmelen lod et lyn slå ned ikke langt fra Ma'lakel's hus.

Den nyformende elektricitett der begyndte at ophobe sig i luften lød som en meget svag ringen for Ahngels ufatteligt følsomme hørelse.. som mange dyr selv ville kunne mærke vejret skifte og ligeså lade sin krop reagere på den på den ene eller den anden måde. Dog virkede denne prikkende følelse over hans hud nærmestt umærkelige over de fortsættende kuldegys der ville skyde igennem Ahngels slanke hvide krop alt imens han endnu havde sine hænder imod dæmonens ryg og nakke. Ahngels underbevidste invitation til dæmonen var vel blevet hørt? Han kunne noget så tydeligt mærke den ophobende nye kraft i de´pulserende stød fra Ma'lakels manddom. Man kunne ikke sige at hele oplevelsen var direkte behagelig på den måde, men det virkede løsluppent at lade denne form for fysiske smerte ophobe sig gradvist og sikkert. Smerte var et tegn på liv. Et liv som Ahngel nogengange noget så fanatisk ønskede at opleve igen og igen.. det var en af de grunde der var til at han lod Ma'lakel tage det som han ville have denne gang. Det var derfor Ahngel føjede sig og nærmest brændende ønskede denne form for syge nærhed imellem to væsener af hankøn.. det og så...
Endnu et voldsomt stik af liv blev skudt igennem Ahngel og fik hans nakke til at skyde kort tilbage imod madrassen og lod det sorte hår brede sig over det allerede krøllede stof. Hans mundvige kunne nærmest ikke anes, selvom den i det let høje og hvislende gisp lod sig vendes en smule op i noget der kunne ligne et smil, der så blev undertrykt af det makabre smil som han besad.. Tillod hans tænder kort at lade sig drive frem fra hans tandkød og pålæggge sig selv en halv centimeter mere end de allerede syntes. Egentlig gik hans tænder helt ind i kæben på ham og stoppede ikke blot under tandkødet, men fortsatte og gik i et med selve hans kranies benhårde dog let krakkelerede struktur. Han strakte halsen og lod igen den varme luft stryge igennem hans hals og ned og fylde de lunger han egentlig ikke behøvede, men så alligevel så var kroppens reaktioner meget mere saftige når der var tilsat et åndedrag. De lange hvide fingre lod sig presse imod Ma'lakels nu forholdsvist blodige ryg og lod neglene presse sig ind igen og skabe kratere derfra, inden han igen løsrev dem og smøg dem længere ind om ham som var han i stand til at sluge ham blot med den nu lette blodsveds-glinsende marmorkrop. Nærmest på samme tid lod han sit gab halvt lukkes og presse sine læber imod Ma'lakels i de små pauser. Man skulle tro at han havde lært sig hele dette øjeblik, som havde det et manus eller en handling, men nej. Nej overhovedet ikke. Hans krop handlede nærmest på sine egne vegne og selvom Ma'lakel meget vel ville ende med at skabe Ahngel et interiort ar, så ville det ikke bekymre ham, for dette var noget Ahngel selv ønskede. Dette var ikke blot Ma'lakels triumf for at lade sig få hvad han havde antydet til fra allerede første pærevending. Ma'lakels sind.. hans krop, blod og tanker. Det hele var noget der ønskedes tilfangetaget af Ahngel selv. Så hyklerisk at ønske en anden på den måde, men ikke ønske sig selv på den måde, eller hvad? Blandingen af tanker og sexuel rus lod sig fade ud da Ahngel mærkede den pirrende ru tunge som Ma'lakel besad, glide op ad sin strube for at snitte den nederste del af kæben, hvor den lod sig sammentættes i leddet ved hans vellformede hvide hals, hvor knoglerne bøjede huden på den let avantgarde måde. Ahngels uregelmæssig indåndinger og støn blev avet om til et mere langtrukkent stemmelejde, som var hans stemme blot et koldt vindstød inden det lod sig tillukkes og erstattes med et merkant åndedrag igennem hans næse, nu hvor han lod sine tænder blottes og lod tandkødet skydes yderligere tilbage i et nydende sammenbidt udtryk idet Ma'lakels hånd mærkedes imod hans eget kønsorgan. Han bukkede kort nakken en smule inden han igen lod den lægges imod madrassen i et kort forsøg på at lade den overflødige pirren af hans krop ud i en anstrengt bevægelse. Den nu pulserende dog erotiske form for smerte han følte ved Ma'lakels drift druknede en smule imod den prikkende sexuelle berusning der bredte sig fra hans midte og ud i fingerspidser og tær. Igen blev hans vejrtrækning regelmæssig og nem at finde i en rytme der stemte med Ma'lakels egne bevægelser. Hurtige og ikke rigtigt udmundende, som ville dulme den prikkende lyst til at lade det ophobe sig i det klimax som Ma'lakel selv efterstræbte hver eneste gang han måtte bevæge sig i dette mønster. Han havde fornemmet det for længst. De mange sindslige og nærmest døde tegn på omgang med mange væsener fra både Terre og andetsteds.. Næsten umuglige at sætte en finger på, men det var der. Det gemte sig i hans fingeraftryk, i hans åndedrag og i hans blodbaner. Mange tifoldige.. måske endda mange hundrede, men hvem kunne nu engang vide det?
Også selvom Ma'lakel var i kontrol af den lyst som blev givet Ahngel, så pressede han sig dog den smule imod ham med en række bevægelser der nu ikke syntes så elegante og harmoniske, på grund af stødene og de egne impulser og ønsker om at lade det udmunde hårdere. De små tynde røde pletter over hans krop, lod sig stille forværres i farve og blive til ideelt sved af blod end blot de små duftende undertoner af væske og en essens af den røde fuldblodsvæske, der lod sig nu let glide ned over hans sider og gøre hans hud klistret og mere sølvlig end blot hvid. Lod sig lægges mellem dem og blande begge deres kroplige safter og skabe et koldsvedigt lag imellem dem. Igen krummede han nakken den smule så hans baghovved kort ville støtte imod madrassen der ville give efter når han pressede sin let muskuløse brystkasse op fra endnu en af de små utilregnelige spasmer der ville komme af bevægelserne imod hans faste manddom.
Han vendte ansigtet lidt efter igen at lade sin krop munde ud fra det vokale og på en måde hvislende støn, som var det overhovedet ikke en del af hans stemme, men kom fra selve kernen af hans vejrtrækning. En vind fra hans brystkasse converteret til et nærmest hviskende og sensuelt støn fra en fredsfindende genganger. Han lod sin mund lægges imod den skrøbelige hud der ville ligge over Ma'lakels kæbes og kranies sammensætning, ikke langt fra øret og lægge de forreste tænder imod huden i et sensuelt nap for at gentage det den smule blidere imod hans fugtige pulserende tænding.

Vampyrens langtrukne, sukkende, små støn fik en gennemborende fornemmelse til at samle sig i hans mave. Som skete der noget med hans krop der sende små elektriske stød igennem hans kønsorgan og fik dette til at give et automatisk lille ryk opad fra sig. Det var knap nok til at vampyren ville kunne mærke det fuldstændig men det lille pirrende ryk ville dog kunne mærkes. Uvejret over det gamle falde færdige hus kom tættere på, og den buldrende larm fra skyerne fik svagt overdøvet de støn som de undslap i dette lidenskabelige spil som fortsatte i godt og vel endnu en halv time. En halv time, hvor begge individer sikkert blot ville drukne i deres egen ros af hinandens duft. Deres krops væsker som blev blandet sammen til én masse: vampyrens røde og Ma'lakel's gennemsigtige fik sammen avlet en lettere lyserød væske der løb ned fra dem begge. Dets længere tid der gik, dets mere utålmodig kunne han mærke at han blev, det var svært ikke at udløse presset i ham med det samme. Den udøde var en meget dyrisk partner, hver en bevægelse som denne gjorde kunne få Ma'lakel til at ønske at minutterne, sekunderne blot ville gå langsommere så han kunne blive ved, uden at mærke skrigende fra hans krop!
Hans krop var begyndt at nå det punkt hvor at han ikke længere kunne holde det igen. Han lod hånden, der førhen havde holdt fast i vampyren's skulder, lægges imod dennes side hvorefter han lod sine negle prikke hul ind i vampyrens lyse kolde hud og begynde at tvinge sine fingre ned ad: og med det skabe ridser langs Ahngel's allerede arrede krop. Et lyn slog ned som Ma'lakel tvang sig selv op i den udøde en sidste gang! Det lyste rummet op i et hvidt flash og fik den ellers så eksotiske halv-dæmon til at ligne et monster fra en gyserfilm der ville afskrække små børn. Hans tænder synlige i det han slog hovedet tilbage og viste tænder. Den lange skarpe tandrække fik et alt for faretruende udseende i skæret fra det hvide, imens at hans grønne øjne lyste op på en måde der fik en til at komme i tvivl om han overhovedet havde øjne og ikke bare to huller ind til kraniet der lyste på en afskrækkende måde. Hans hår faldt ned omkring hans ansigt imens at han vendte hovedet ned igen, et sidste mørkt støn forlod ham. Hans varme væske blev sprøjtet op i vampyren, en nærmest inderlig brænden ville kunne mærkes af den iskolde prins. Deres dyriske ritual var fuldendt, men Ma'lakel lod sig ikke trække ud af vamyren med det samme. Hans hoved begravede sig kort ved vampyren's hals imens at nogle små stød fra hans lem der stadig tvang sig op i ham i langsomme ryk, kunne mærkes. Måske ville han gerne fortsætte? Dog måtte han give op, da hans krop simpelthen ikke ville lade sig overtale længere. Den store halv dæmon stødte sin forarm imod madrassen for at forhindre at han faldt sammen oven på den smukke vampyr. De grønne øjne gled over på hans udøde elsker, en sidste gang strakte han hals for at forene deres læber. Hans smalle pressede sig blidt imod den udødes lyse, i et ømt kys som det han før havde givet vampyren, det kys der fik en til at føle sig som den eneste i hele verden som halv-dæmon nogensinde ville elske med. Om det var ærligt og dybtfølt, det var ikke til at regne ud! Men uanset hvad virkede det ikke til at dæmonen blot sænkede ham det for at narre hvad end overfladiske følelser der måtte være, måske en form for: tak? Imens at han blidt pressede sine læber imod vampyrens kolde, trak han sig stille ud af ham hvilket fik Ma'lakel til at ånde tungt ud af næsen. Han lukkede øjnende kort i idet han skænkede den udøde det mærkelige kys, hvorefter han trak sig væk fra den udøde helt. Satte sig halvt op imens at hans brystkasse stadig gik i lettere store ryk, hans hjerte hamrede stadig, samtidig med at hans åndedrag stadig var tunge. Træt og ufattelig udmattet lagde han sig nøgen ved vampyren's side. Varmen fra halv-dæmonen's krop var stadig ekstrem, men ikke så gal at vampyren ville kunne føle det. Hans brune krop glinsede svagt i skæret fra den bløde belysning som kom fra stearinlyset. Først lå han et øjeblik med lukkede øjne og fik vejret men derefter åbnede han de malakit grønne øjne, vis gullige nuance var den der stille var begyndte at dominere mere. Han rakte sin ene hånd op imod hans 'elsker' og lod hans fingre glide ned af dennes kind i en kærtegne gestus. Alt imens han gjorde det, betragtede han Ahngel med et blik der sagde alverdens ord: smuk, betragende, hypnotiserende! Der var ikke ømme følelser indblandet, blot den sensation det var at han rent faktisk havde befamlet sådan en uopnåelig skønhed som Ahngel eller Lucifer, nu engang var, og så ud til at være. Tanken fik ham til svagt at smile, dog ikke længe. Han trak sin hånd til sig igen lidt efter imens at han kunne mærke hans øjenlåg tigge ham om at lukke i, det var heller ikke svært at se på ham at han var ufattelig træt. Men han kæmpede, kæmpede for at holde sig vågen! Kæmpede til det sidste for at blive ved med at se på den hvide smukke prins.

Tiden gik hurtigt og et stykke forinden Ma'lakels klimaks ville nås, havde Ahngel allerede ladt sit højedupunkt passere, men uden en forløsning i form af det normale. Igen var det blot denne tykkere form for blod der ville presses den smule ud af ham. Den smerte Ma'lake påførte Ahngel var efterhånden ikke andet end en blot meddelelse om at han stadig befandt sig hvor han var og at han endnu mærkede sin krop være i 'live' og give udslag for de stærke stød der kørte igennem ham og sammensmeltedes med Ma'lakels bevægelser og hurtige åndedrag. Ahngels tag om Ma'lakels ryg blev efterhånden en smule mere blidt i stedet for at de lange negle lod sig flænse den solbrune ryg yderligere. Selvom Ahngels åndedrag nok var blevet mere stabilt end Ma'lakels var det stadig en omvæltning. Så sjældent var hans puls i det løb og så sjældent var han tappet for kræfter af alene denne grund, som om at det i dette tilfælde var Ma'lakel der grådigt sugede livsenergien ud af den efterhånden rødligtglinsende vampyr. Hans stemme lod sig lidt træde i kraft i takt med at stønnene igen lod sig ophobe, dog uden at sige noget. Lynet slog ned og nådestødet slog i kraft. Malede værelset hvidt og sort, som var det alene Ma'lakels forløsning der havde resulteret i naturens overvældende kræfter. Det modkørende to farver lagdes over Ahngel og gjorde denne gang ligeså hans blik hvidt samt oplyste arrene, som var de nærmest usynlige og lod hans nedre dele forgemmes i sort. I mørke der lod til at danne centrum i det sorte hår og bevæge sig ud over værelset som om selve hans struktur begyndte at forsvinde i form af deforme hårspidser. Dette støn var lydløst og lod blot hans mund holdes åben i en tid imens han trak vejret til sig igen. Lod atter en gang hans tandsæt vises, men på en mere befriende måde end Ma'lakel der nærmest ødelagde sin kæbe for at få fuldt udbytte af hans anstrængelser. Ahngel slog med et øjnene op igen og lod den røde farve vende tilbage til det efterhånden ret så små pupiller. Den varme væske prikkede imod hans indre og var på en måde.. På en eller anden måde? Ahngels tanker begyndte at galopere af sted.. Hvad var det? Hvad pokker var det? Hvorfor nu igen? Den samme følelse som meget kort før de lod derefter kroppe forenes. Denne mærkeligt velkendte form for sviden og prikken. Varme? Ahngels negle borede sig endnu engang ned i Ma'lakels ryg med en let rysten af alene de spændte muskler i hans underarme og håndled. Lod samtlige fingerled give et lille knæk fra sig, som nok ikke var til at høre alligevel. Han mærkede en mærkelig form for ro glide hen over sig idet Ma'lakels krop syntes at give efter for den udholdenhed, der indtil videre havde gjort sig som et spørgsmåltegn i Ahngels hoved. Han havde set denne dæmons udmattelse før, men hvorfor så ligepludselig så anderledes? Et sidste hæst suk undslap Ahngel inden han kort blev distraheret af et kys, der på en eller anden måde virkede nyt, også selvom at de havde krævet hinandens læber ganske hyppigt de sidste par minutter.. måske timer. Hans blik dirrede kort inden han stille lod øjnene lukkes og gengælde kysset i samme ømme omfang. Hans negle frigjorde sig atter fra den varme hud og lod håndlfaderne hvile derpå. Ma'lakels fugtige hud klistredes let imod Ahngels endnu koldbrændende hænder og lod denne prikkende følelse genopstå igennem hans fingerspidser og hulrum i hånden. Ma'lakel lod sig seperere med Ahngels krop igen og den samme velkendte kolde ro lagdes hen over Ahngel i takt med at pulsslagende for hans ører blev højere, nu da hans krop ikke længere fulgte med. Igen mærkede han luft imod sit torso og underliv da Ma'lakel lagde sig ved hans side og betragtede ham. Ahngels blik var fraværende i en tid. Livløst om man ville, men lyste nærmest op idet Ma'lakel rørte ved hans kind og kæbeparti. Han vendte blikket imod Ma'lakel med en langsomt glødende rød farve. Et øjeblik hvor man rent faktisk kunne skimte noget der lignede indre ro naturlig udmattelse. Der lå stille et rødt monsterlignende smil gemt i øjnene, men om ikke andet var det stadig på sin egen måde varmt og gengældende imod Ma'lakel, også selvom hans mund intet sagde og hans ansigt ikke en muskel spændte. Forvirret på sin vis var han, men samtidig forundret og betaget af dette væsen som ir for sig havde fortjent al foragt, men fik den ikke. Han burde, men.. hvorfor så ikke? Ma'lakels træthed var åbenlys og et let tænkende blik lod sig dannes i de for en af de første gange nær Ma'lakel, klare øjne. En lille snas af et smil kom frem idet han stille bevægede sin ene hånd over Ma'lakels pande for at sætte fingerspidserne ved hans øjne. Ikke dækkende, men lige over som et underbevidst ønske om at han ville havde de grønne øjne lukket. Den anden hånd gled stille op af Ma'lakels brystkasse for derefter omstryge hans kraveben og placere sig ved hans hals for at mærke pulsen. Bare mærke. Ahngels hænder var denne gang ikke fuldkommen isende, men mere i retningen af en klar kølighed, som nok ville føøles behagelig over den påtrængende varme Ma'lakel havde givet sig selv. Det lille skæve smil forstummede, men hang på en måde ved i de rolige øjne. Det kunne nemt se ud som om hans krop ingen udslag gav for hele situationen, men det var en løgn. Ahngels krop reagerede, hvilket også var det der tyngede Ahngel, men på en anderledes måde.
Meget anderledes.

Det var som den mest harmoniske stilhed efter at en landsby var blevet erobret. Efter at slaverne var blevet taget, byens mænd hængt, og den nye regering begyndte at flytte ind. Krigen havde raset og destrueret alt der kunne se fredeligt ud, men lige nu var stilheden heller ikke så fredelig og harmonisk som den nu engang gav sig ud for at være: der ville altid være en taber og en vinder, gjaldt det også her? Der gik en kold skælven ned af ryggen på halv dæmonen i det det glødende farve spil af rødt iagttog ham, mødte de gul-grønne ulve øjne i en stund hvor der kun fandtes den stilhed. Den mærkelige form for stilhed. Udover regnen der slog imod taget på Ma'lakel's faldefærdige hus, og de buldrende skrig som himmelen kom med, som havde flere og flere minutter imellem sig, så var der ingenting. Lynene var heller ikke så tætte på det lille paræsel hus til at det kunne ses imellem de små sprækker der var i træ værket, mere. For en gangs skyld, og for første gang i mange år blev den destruktive halv-dæmon fyldt med en indre ro, som skyllede ind over ham: omfavnede ham og tillod ham at være træt og udmattet. Han vidste ikke hvor lang tid der gik med blot at stirre ind i de flammende magma øjne, men i den tid kunne han ane så meget i vampyrens blik: et smil, en ro, og en for første gang fuldtud tilstede værelse. Alting gik langsomt i Ma'lakel's verden, hans døsige tilstand gjorde at han registrere bevægelser med halveret fart, men selvom han var dvask så var han meget hurtigt til at opfatte da vampyren løftede hånden for at sætte på den på hans pande. Den kølige berørelse var dulmende for den brand varme halv-dæmon der havde brugt alt for megen energi. Hele håndfladen der lå over hans pande var automatisk tæt på at få ham til at lukke øjnende i, selvom han blev ved med at kæmpe imod det faktum at hvis han ikke snart tillod sig selv at sove, ville hans krop sove for ham! Fingrene der stille gled ned over øjnende i en nådig gestus var det der fik de grønne øjne til at lukke i. Lige så stille blev de tunge øjenlåg forseglet og Ma'lakel's bæst øjne kunne ikke længere ses. Nu var der blot hans ansigt træk, det meget markerede kindben og det fredelige udtryk der kom som hans vejrtrækning gik fra noget hurtigt til noget meget langsomt. På mindre end et minut var dæmonen synet hen i drømmeland. Han lignede et barn som han lå der, og så skødesløst sov foran et væsen der kunne udnytte tiden til at sørge for han aldrig vågnede igen! Det bløde lys lagde sig over hans ansigt og fik endnu engang halv-dæmonen til at se meget mere eksotisk ud end han var. Som nogle sekunder passerede begyndte en let brummen at kunne høres fra ham. Som en normal menneskemand sikkert ville snorke eller hvad der var værre, brummede Ma'lakel meget stille i hans søvn. Det lød som en bjørn eller ulv som knurrede imens at den åndede ud. Af alle de mennesker som Ma'lakel i sin levetid havde slået ihjel, var det nu, i denne stund, at han mest af alt lignede dem.

Ma'lakels hurtige tilgang til søvnen fik et lille mærkeligt smil hen over Ahngels læber. En blanding af dyster morskab, men på en måde også afklaret på sin egen mærkelige måde. Hvordan denne dæmon igen lod sig glide betryggende ned i en sindstilstand så skrøbelig foran noget der virkelig burde være fjenden. Alt taget i betragtning, havde han gode grunde til at ønske Ma'lakel til livs, men så igen.. Der var vel også grunde til at han ikke ønskede blodet skulle stoppe med at bevæge sig. Grunde til at hjertet igen skulle lades slå og grunde til at der ville dukke mere op om denne dæmon i form af de tanker og udringer, som Ma'lakel selv måtte besidde om den indelukkede vampyrherre. Han lod sine hænder hvile imod Ma'lakels forhoved og hals i lidt tid endnu inden han stille fjernede dem igen og flyttede vægten til den anden side, så han lagde sig på ryggen og kiggede op i loftet, hvor der nogle steder kunne antydes våde pletter af friskduftende regn. Ahngel lod øjnene lukkes et øjeblik imens den lette lugt skød igennem den tykke aroma af blod og sved. Da lod han de røde øjne vises imod det mørke loft igen, men kiggede ikke på det. Langsomt lod han sine tanker glide hen i noget let og luftigt og mindre anstrengende at fokusere på. Lige nu behøvede han ikke den fysiske tilstedeværelse mere. Den opløstes stille og efterlod intet end blot de let glødende mørkerøde øjne, som stille lod sig mere og mere forsvinde i en endnu mørkere farve, så hans pupil blot ville ligne en skygge imod den nærmest sortrøde farve. Han ville ikke kunne sove. Ikke nu. Ikke imens natten stadig var intakt og der var så mange tanker der pressede sig på netop da. Tanker der var nye for ham. Tanker der angik dæmonen ved hans side og så de sædvanlige selvfølgelig, men noget var anderledes denne gang.. Jo mere Ahngel prøvede på at fokusere på dette individ kom det gamle billede aldrig op. Det var blevet.. omgjort? Ahngel førte stille sine hænder over sig og op over tændingerne med et let tryk. Hvorfor var denne dreng? Mørket lod sig opløses i klarere billeder, men viste ingen jernjomfru.. viste ingen sorthåret alfahan og viste ikke nogen blond menneskekvinde, men en dreng, ude fra et andet syn end hans eget. En mørk nuance, men ikke ligeså ravnesort som Ahngels manke også havde været i den alder.
Blødende ryg og blødende øjne så han. Blødende i sorte og grå farver over hans mørklagte nethinde. Farverne nægtede at lade sig påføres. Nægtede at vise disse klare farver som det ellers detaljerede omrids ville besættes af. Uklare billeder af sten og krucifiks’ i mangfoldighed. En meget bekendt smag syntes at genskabes imaginært over Ahngels tunge. Smagen af den salte hud og det krydrede blod, som så pludselig syntes at farve dette billede af den unge ukendte dreng. Gjorde det mere klart hvad Ahngel havde påtaget sig selv da han tillod sig selv at trænge ind i Ma'lakels allerede kaotiske sind.
Det var.. Ma'lakel?
Trykket om Ahngels tændinger var steget en smule da han igen åbnede øjnene med en dirrende pupil. En uforståelighed efter at ha set et nærmest uigenkaldeligt drømmebillede af den unge udgave af denne dyriske elsker. Ahngel mærkede sine hænders afkræftning der endelig begyndte at glide hen over ham. De lange fingre med de krusede negle gled længere op ad panden og igennem den blanke hårgrænse for at trænge igennem de tynde tråde og gennemrode hovedbunden imens små ridser ville stikkende gå hen over ham i takt med fingrene. Igen var blikket roligt. Ma'lakel havde.. rigtigt nok. De lignede på sin vis hinanden meget på bestemte punkter. På minder.. på følelser og endeligt, og så alligevel så forskellige. Meget forskellige. Nærmest som to modsatte ladninger var de, men så alligevel ikke. Ahngels tandsæt lod sig kort vises da denne tanke havde ladet sig bearbejde i et par minutter. Der var ingen ende derpå. det ville altid have et men, ville det ikke? Det pokkers 'men'.. det ødelagde logikken, som Ma'lakels selv efter Ahngels mening gjorde. Denne sikkerhed han havde haft inden han gav sig hen for dæmonen. Hvordan havde Ma'lakel kunnet? Hvorfor kunne han?
Ahngel lod sig døse hen i tanker igen. Der gik tid, men det føltes som få minutter. Tanker der fløj i en hastighed mindende om en drømmefyldt søvn. Snart ville genskæret gøres hvidt og Ahngels øjne ville igen åbnes og fokuseres på sin side.. Trods himlen udenfor ikke var blevet betydeligt lysere, så var Ma'lakels sovende udtryk blevet mere uklart i takt med at lyset efterhånden lod sig ophobes med de mindste forskelle. Gjorde ham den smule sløret på sin egen måde. Gøre ham bleg igennen Ahngels øjne. Alt blev langsomt blegt i takt med at morgenen påbegyndtes og den bindende søvn snart ville overtage Ahngels krop. Et tomt blik lod sig liste imod den anden side end der hvor Ma'lakel lå.. Ud i rummet hvor meget tynde lysstråler kunne fanges med øjnene. Ramte dem dog ikke direkte. Ahngel løftede stille armen og strakte den imod den nærmeste lille grållige stråle og lod sin håndryg røre ved den. Bare for at mærke.. bare for at se sin hud blive en smule mørkere og danne små ridser i form af noget krakkeleret eller et endnu intakt potteskår over hans marmorhvíde hud. Ahngel tog hurtigt hånden til sig igen med et let anstrengt blik over de små, dog sviende stik i hans hånd. Observationer. Det var alt det var, eller hvad? Måske bare en føling med hvad der var udenfor hans rækkevidde. Solen. Ilden. Lyset. Hvad skulle man med det når man havde ting som Månen, mørket og kulden? Ahngels øjne listede sig stille hen imod Ma'lakel efter sin hånd med et tænkende blik. Ma'lakel.. Han havde det, havde han ikke? Han havde varme. Han havde ild og en sol at betragte? Mere nåede Ahngel ikke at tænke før hans øjne nærmest på kommando droppede i og tvang ham ned i denne ufrivillige søvn. Lammede ham men med sin bevidsthed intakt og flydende af tanker, men uden evnen til at føre dem igennem fingerspidserne.. Tale dem eller bevæge dem. Røre dem. Et sidste suk lukkede resten af luften ud af Ahngels lunger inden pulsen lod sig stoppe og blodet blive stillestående.. Han drømte dog ikke. Han var for det meste kun i stand til at drømme, når virkeligheden virkede for uoverskuelig.

Timerne gik og de gik hurtigt. Regnen stillede af og startede igen. Mennesker blev født og nogle døde. Verden fortsatte som den gjorde og lod igen solen bag skyerne synke imod vesten bag Terres sorte bygninger som stod i silhuet. Lod skumringen tage over og lade igen Ahngels øjne åbnes.
Et kort stykke af uforståelighed da han med det samme fokuserede de røde øjne på Ma'lakel foran sig. Han tav kort og kiggede ned ad dæmonen med et tænkende blik imens minderne samlede sig igen og dannede billedet om hvor han var og hvad han gjorde der. Hvad gjorde han der egentlig? Ahngel støttede sine hænder imod det nu relativt tørre lagen over madrassen og satte sig op. Tillod sig selv at se ned ad sig selv en overgang. Betragte sin egen hvide arrede nøgne krop. Et kort stik af afsky vækkedes og han vendte blikket væk igen. Ud imod værelset endnu engang. Lyde og stemmer fra natten før gav stadig en vis rumklang, som Ma'lakel nok ikke selv ville kunne høre. I virkeligheden stoppede ekkoer vel aldrig, men fortsatte i en evighed, blot uden lyd. Et kort knæk kom fra Ahngels ryg idet han støttede sig imod væggen og rejste sig op. Han stod der i en tid med hånden imod væggen og fingerspidserne hvilende imod den hårde overflade inden han kiggede om på gulvet. Navnlig efter tøjet, som Ma'lakel i sin rus havde smidt til alle sider. Ahngel snerrede kort for sig selv, men tav idet han lugtede noget der ikke var hverken Ma'lakels sædvandlige krydrede duft eller blot han selv. Ahngel hævede den modsatte arm og betragtede sin håndryg. Kilden til den irriterende lugt. Han løftede den til munden og lod sin tunge glide hen over den og ind imellem fingrene til neglenes spidser. Han rynkede på næsen. Han selv. Det var vel blandingen af resterne fra det spritlugtende værtshus, ormens sekret, for ikke at tale om samtlige væsker fra ham selv og Ma'lakel. Ikke en kombination han bifaldt.
Ahngel havde endelig fundet sit stykke tøj i form af de sorte bukser med den lille løse kæde om og holdt den i højre hånd imens han bevægede sig igennem værelset for at finde hans lille mål. Rigtigt nok endte han i døråbningen til et ligeså faldefærdigt badeværelse med et revnet spejl og med flakkede klinker og sprækker. (improviserede).. Ahngel smed igen bukserne fra sig idet han kort skævede til et ansigt der syntes at se tilbage på ham. Han udgjorde selv billedet i det revnede spejl. 7 års ulykke huh? Han vendte blikket igen og gik imod bruseren lidt længere inde i det lille badeværelse. En kort rømmende lyd kom da han bevægede sine fingre igennem de let fedtede hårspidser. Ma'lakels accept eller ej.
Ahngel drejede om på håndtaget og lod vandet falde fra toppen og ned over hans hvide, dog let misfarvede krop i form af det let røde blod. Først nu da han begyndte at lade hænderne bevæges om sig mærkede han det nye ar, som han ikke havde opdaget da de blev lavet. Et kort glimt af nattens event gippede Ahngels nethinde og fik hans blik til at bevæge sig nedad og betragtede vandet glide ned ad væggen. Han strammede kort kæben inden han langsomt lagde panden imod væggen og lod blikket vendes let nedad. Han støttede sin venstre hånd imod væggen ligeså imens hans hår blev gennemvædet og blev den smule længere over vandets let tunge masse.
Hvorfor virkede det hele så pokkers realistisk?

Ma'lakel var i en dyb søvn over den lange periode hvor alting syntes at gå videre uden at halv-dæmonen behøvede at være tilstede. Hvis Zane havde sendt bud efter ham denne morgen havde han ikke opdaget det og ville sikkert heller ikke have gjort det da hans afkræftede krop krævede at han sov indtil at den selv syntes at nu kunne den holde til at gøre alle de mærkelige ting som Ma'lakel kunne finde på at gøre i løbet af en dag. Men selv dagen blev sprunget over, indtil der kun lå orange rødlige farver over himmelen der svagt var ved at blive opslugt af den mørkeblå farve som dominerede på den snart stjerne klare nattehimmel.
Kunne dæmoner drømme? Blive fanget i et spind af deres egne minder, deres erfaringer i løbet af en dag? Måske kunne de ikke, måske kunne de. Uanset hvad så var Ma'lakel i stand til at drømme, og drømme gjorde han.

Det startede med mørke. Mørke der senere blev lysere og lysere. Han stod nøgen i en gang, en slags kloak skakt under jorden hvor vandet omfavnede hans underkrop, helt op til hans hofter. Ligesom alt andet var vandet også fuldstændig sort, og klistret? Havde den samme substans som olie. Han kørte en hånd igennem det. Det klæbede til hans hånd flade imens at han observerede det med væmmelse. De grønne øjne vandrede derefter fra hånden og så ud af. Der var ingenting. Ingenting overhovedet! Ikke andet end denne sorte masse. Selve gangen var lige pludselig blevet opslugt af denne vandede form for olie der virkede som et hav, men til forskel for havet var vandstanden her så lavt at han kunne mærke bunden under hans bare fødder. Det var koldt. Så koldt af der gik kuldegysninger igennem ham, fra hans fødder og op hver gang han overhovedet gjorde tegn til at han ville bevæge sig.
Der blev lysere, nu kunne han adskille 'himmel' fra 'jord'. Se overfladen af hvad han stod i. Den lysere blålige nuance over ham fik vandet der omkransede ham til at reflekterede i en ligeså blålig farve. Temperaturen faldt, blev lavere og lavere, indtil at han til sidst kunne se hans ånde der blev omdannet til en lille sky af tåge ud foran hans ansigt. Hvad var dette? Han kunne sagtens tænke imens at alt dette blev vist foran ham. Mening med det var han stadig uklar. Måske var han et sted i hans underbevidsthed: et sted han for længst havde glemt eller fortrængt? Uanset hvad var der en følelse der kom tilbage igen og igen inde i hans drøm: angst. Følelsen af desperation, at være ræd, angst for noget eller nogen. Han vidste ikke hvad han var så ufatteligt bange for, alt sammen var jo blot en stor pøl af.. olie? Men selvom han vidste han burde være bange kunne han ikke helt tage den følelse til sig da han svævede et sted imellem sin egen vilje stærke bevidsthed, som var han på randen til at vågne hvert øjeblik, og så den alt omfavnende ubevidsthed. Illusionerne om hvad han burde føle gik ind og blandede sig med hvad han i virkeligheden ville føle. Et spil igennem virkelige følelser og fiktive. Men selvom at han blev ved med at være på randen af at komme tilbage til virkeligheden, fortsatte hans drøm som hænde intet af dette.
Pludselig kunne han se et lys, et rødligt skær der begyndte at komme nærmere med en ufattelig fart! Og inden længe fandt han sig omhyllet af alt ædende flammer der... brænde ham? Han skreg i drømmen, slog om sig som besat! Han kunne føle at det stak i hver en del af ham! Lugte det forbrændte kød som var hans?! De flammer der normalt vis aldrig nogensinde havde udsat ham for smerte, var nu det der fortærrede ham! Men hvad betød det! Hvad betød det hele?!

De grønne øjne blev spærret op, vidt åbne i det hans hjerte galoperede om kamp med hans puls. I et panisk øjeblik satte han sig op og begyndte at gramse på sig selv: kørte hænderne over hans mave, arme, skuldre, ansigt! Alt sammen for at forsikre sig at det hele var ind takt og ikke brændt ind til ukendelighed!
Han lod luften forlade ham i et langtrukken lavt suk imens at han satte en hånd for panden. Hans hoved dunkede som havde han den største migræne i verdens historien. Som sædvanlig var det bivirkningen ved at tvinge sin krop ud til det sidste af hvad den oprindeligt ville kunne holde til, og ødelægge sin døgnrytme fuldstændig. Han kørte håndfladen ned over sit ansigt. Døgn rytme? Hans øjne gled ned på pladsen ved hans side: tom? Minder om den porcelæns hvide hud, de sukkende støn, og den bidende kulde under hans finger spidser fandt tilbage til ham, hvilket resulterede i at han lukkede øjne i. Et klart billede af vampyren kom frem for hans indre blik og Ma'lakel huskede det hele som blev det plasket lige i hovedet på ham, og apropos det. Vand? Vand der løb. Den skrattende lyd fra når han tændte bruseren inde i badeværelset ikke langt fra værelset hvor han var, nåede hans ører. Som om han troede at han kunne se igennem væggen så han sig over skulderen, imod døren. Det ville ikke være mærkeligt hvis den udøde havde stjålet hans badeværelse. Halv-dæmonen kørte en hånd igennem det mørke hår og så ud over rummet kort. Der manglede noget af den udødes tøj, lagde han mærke til, nu han så hen i de forskellige hjørner. Derefter fik han et lille smil på læberne, den form for smil der afslørede at han havde fået en meget god, men sikkert også ubehagelig ide. Han sparkede lagenet der var viklet om hans fødder væk og rejse sig op. Hans krop synlig for hvem end der skulle komme vadende ind af døren. Dog tvivlede han på at nogen ville komme sådan 'dumpende'. Han gik imod kommoden, satte sig på knæ, hvorefter han trak ud i en skuffe. Rodet rundt for til sidst at trække to rene (har aldrig været brugt før nu) håndklæder op fra skuffen. Svang dem over hans bredde skulder for at gå ind imod badeværelses døren. I al den tid var der det smil på hans læber. Inden i hovedet afspillede han igen og igen en bestemt scene han kunne forestille sig. Men mest af alt kunne han ikke få det røde farvespil i vampyrens øjne ud af hovedet. Et sted i maven på ham samledes der sig en form for spænding, som når et barn skal til at åbne den store julegave pakke! Han tog fat om håndtaget og drejede, den åbnede uden at give megen lyd fra sig. Ikke nok til at man ville tage særligt notis af det. De grønne øjne vandrede over det par bukser og kæden som var blevet smidt, derefter smed han selv håndklæderne på det brune toilet bræt og gik målbevidst imod badeforhænget hvor lyden af det brusende vand fik en gnist til at gå igennem kroppen på ham. Uden at sige et ord trak han det fra: hvorfor skulle han egentlig også sige noget, det var hans hjem! Han trådte ind med fronten til vampyren's ryg. Selvom han havde haft klare billeder og minder fra vampyrens nøgne krop inde i hovedet, var det som om at det faktisk at se på den slanke figur, den hvide hud og de lettere usynlige ar, ikke kunne måle sig med indre forestillinger.
En mørk stor hånd placerede sig ved siden af den ene af vampyrens hvide, imens at den store halv-dæmon bøjede sig let imod den udøde. Ikke så hans overkrop rørte ved den udøde's ryg men så man kunne nærmest føle den spænding der kom, når en person er så tæt på at man godt kan registrer det på sin krop selvom at man ikke har fysisk kontakt. Hans hår blev ligesom Ahngel's gennem væddet på kort tid, så det mørke brune hår klæbede sig til det meget markerede ansigt. Hans dyriske grønne øjne stirede tomt ud for ham ingen at han med sin mørke stemme talte i et tonefald der kunne tolkes på mange forskellige måde, blid, hård, kommanderede, foreslående, eller drillende?

,, Du er virkelig en af mine hjemløse katte... Først giver jeg dig husly, værner om dig, vasker dig, næste bliver vel at jeg også skal fodre dig, huh?”, dette blev sagt med et meget stort smil på.
Åbenlyst blot for at provokere den udøde på en måde Ma'lakel så som uskyldigt drilleri. Ikke just den mest normale godmorgen hilsen i verden, men hvornår var han nogensinde blevet betegnet som normal?

Roen lagde sig omkring Ahngel da den rislende lyd fra vandet syntes at fylde hele området omkring ham. Han dragede et ganske kort suk inden han lukkede øjnene for en stribe vand der besluttede sig for at krydse ned over hans ansigt i stedet for blot at gennemvæde hans nakke. Langsomt lod lugtene glide af ham, som et usynligt tæppe af overflødige transparante stoffer og materialer. Igen lod minderne glide igennem Ahngel idet han egentlig ikke havde fået starten med da han vågnede. Det startede med.. ja.. Et let sadistisk smil bredte sig over Ahngels læber. Dæmonen var nær druknet i en vandpyt derude eller måske sslået ned ad den lille gruppe menneskelignende væsener der lod til at ville opsætte en kamp. Derefter var det bordegaet og de kolde ord og klæbende tilnærmelser.. og så.. drengen igen? Ahngel åbnede stille øjenlågende igen, også selvom det lunkne vand ramte imod den hvide hinde og lod kort noget mørkt glide fra det ene øje og ned iver kinden. Ikke en tåre, men noget der kunne minde om et stykke aske eller lignende. Ahngel tog sin frie hånd og gned imod det lille sorte fragmente for derefter at gnide det imellem pegefingeren og tommelfingeren indtil det kun var en sort plet på hans fingerspidser. Indtil videre havde han ikke rigtigt skænket den nutid9ige Ma'lakel en tanke. Han sov vel endnu? Døgnrytmer hos dagsgående væsener var ham ikke bekendt, så han regnede ikke med at Ma'lakel ville sove i kort tid efter de mange timer med åbne øjne.
Igen lod Ahngel sin hånd lægge sig ind over sin side og lod den anden hvile imod væggen foran ham. Fulgte klinkernes former og revner med fingerspidserne og lod samtidig neglene slibes med en let hvinende lyd. Ahngel spidsede stille øre idet han hørte Ma'lakels entre på badeværelset. Javel ja? Han havde vel brug for mere søvn havde han ikke, om ikke andet ville han nok ikke være så fræk at-
Jo.. Jo det ville han. Hvorfor tvivlede Ahngel overhovedet på det et enkelt lille sekund? Selvfølgelig trak han badeforhænget frem og selvfølgelig ville den hurtige, dog separerede form for nærhed slå Ahngel ud af sine tanker og igen stirre stift ind i væggen med let dirrende pupiller. Man skulle tro han efterhånden havde vænnet sig til det omkring dæmonen, men nej. Det stak dybere end at det blot ville kunne ødelægges af en vaneting. Det første Ahngel så til ham var hånden der ligeså placeredes ikke langt fra hans egen. Han betragtede den nøje og kunne allerede med sindet skabe resten af Ma'lakels krop for sig. Fra fingerspidserne og til de sydende malakit grønne øjne. Han talte til ham? Efter den sidste times stilhed den forrige nat, virkede Ma'lakels stemme helt surrealistisk, som havde de været fuldkommen stumme og aldrig hørt Ma'lakels let mørke stemme så klar for ens øre. Kommentaren fik Ahngel til at trække på smilebåndet, men endnu så Ma'lakel ikke så det. Han lukkede øjnene et kort øjeblik og lod vandet glide lidt mere over sig da han bukkede nakken en smule yderligere. Det sorte hår gled langsomt ned over hans ansigt og lod et par snooede totter glide ned foran øjnene, efterfuldt af adskillige flere, som han dog fjernede med hans frie hånd. Et kort øjeblik var han stille, som havde han valgt at ignorere Ma'lakels flabede bemærkning, men nej. Han rettede sig op og vendte halsen og lod sit ansigt kigge imod Ma'lakel med den samme rolige fattede tone, dog med denne undertone af sarkastisk morskab.

"En kat måske, men jeg er langt fra hjemløs." sagde han så og dro et let unødvændigt suk inden han vendte sig en smule mere imod ham, så han stod med siden til, stadig med sin hånd hvilende på væggen, som bruseren selv var ophængt på. Vandet løb stadig over hans hår og lod det bevæge sig i takt med strålernes forskydning. Gav en smule liv i de sorte lokker, som havde de derefter eget liv når vandet rørte dem. Ma'lakels fjogede smil fik Ahngel selv til at prikkes i smilebåndet, men han forholdte det så diskret så muligt. Han havde aldrig rigtigt været til smil. Ikke på den måde ihvertfald.
"Og med hensyn til at fodre mig," sagde han og lod så endelig smilet komme til syne, men i denne let morbide tone som det yndede. "..så kan det vel sagtens ordnes." mumlede han så inden han lod smilet tysse ned og igen vende de nu let gyldenrøde øjne imod tatooveringerne over hans hals og videre ned over kroppen. Hans øjne dvælede lidt derved inden han ogen så op, men blev mødt at noget lettere uventet. Meget kort lod et glimt af det billede han havde set da morgenen indtraf. Et kort glimt af denne lille blodige dreng, men som nu igen var denne let robuste dæmon med et blik der viste alt andet end netop det barn. Et tænkende udtryk lagdes hen over ham og lod den ellers så tilstedeværende farve falme en smule. Endelig slap han væggen der nu nærmest var bag ham og vendte sig helt imod Ma'lakel for alene bedre overblik. Han løftede den ene hånd op imod Ma'lakels ansigt og placerede den ved kæbelinjen og løftede lidt op imens hans øjne meget intenst lod farverne rettes imod ham. Et lille glimt. Noget der bekræftede eller afkræftede.. Hans hud var selvfølgelig kold, men med det let varme vand over virkede det ikke så isnende, som det normalt ville. Derefter lod han sin arm strækkes yderligere og slanges rundt om hans hals for kort at føle arrene han havde skabt på dæmonen. Et virkelighedstjek?

Endnu et af de så velkendte stød gik igennem Ma'akel's krop idet Ahngel vendte hans ansigt imod ham. Og endnu engang havde de forestillinger der før havde været i hans hoved ikke været nok til at kunne forberede ham på hvor fejlfri dette væsen egentlig var. De røde øjne, deres farvespil der havde kørt på repeat inde i hans hoved lige siden han så ned på den tomme plads ved hans side da han vågnede, fik det spændings fyldte dyr inde i maven på ham til at krølle sig en lille smule mere sammen i en form for nervøs spænding. Og, han følte sig for første gang nervøs i nærheden af et andet væsen. Ordrende der kom ud af vampyrens mund syntes først ikke helt at blive opfanget af ham. Han stirrede fortabt på den udøde, hans øjne fulgte læbernes bevægelser, hvordan de formerede de ord han hørte selvom at han ikke helt kunne forstå dem på en måde. Derefter gik de til den udødes øjne igen imens at en lille dråbe af vand slangede sig ned fra hans pande og tværs over hans næse for så at glide ned til kæbens kant og falde ned sammen med alle de andre utallige dråber der løb ned over den muskuløse mørke krop. Hans tatovering forblev ligeså mystiske som altid, vandet gjorde dem hverken lysere eller havde anden effekt på dem udover at Ma'lakel kunne mærke hvordan hans overnaturlige styrke stille for tog sig ved at han lod vandet gennemvæde ham. Ligesom at normalt vand slukkede ild, fik det varme vand slukket hans overnaturlige evne til at kontrollere og fremmane det bestemte element! Men han havde ikke brug for det. Ikke lige nu i hvert fald.
De grønne ulve øjne stirrede fortsat intenst på vampyren imens at denne vendte sig helt imod ham, afslørede den slanke mave og resten af den atletisk muskuløse krop der kunne give Ma'lakel ånde nød. Hans smil havde fortaget sig stille men selvom at han ikke smilte med munden gjorde han det med øjnende i stedet for. Han havde som regel altid lettest ved at vise følelser uden helt direkte at vise det, selvom nogle følelser selvfølgelig var ham mere behagelige at indrømme end andre! Men selvom han prøvede på ikke at fremvise alt for megen 'glæde' kunne han alligevel ikke lade være med at lade et bredt smil pryde hans ansigt i det vampyren gav et meget komsik forsøg på at efterabe en lige så imødekommende gestus: det let anstrenge smil som vampyren kom frem, med fik en mærkelig varm følelse til at på igennem halv dæmonen, da han et eller andet sted fandt vampyrens handikap med hensyn til menneskelig opførsel som blot at give et smil, meget morsomt og også lidt.. kært på en meget sær og psykotisk måde! Den lille kommentar om at Ma'lakel sagtens kunne fodre ham, hjalp til med at smilet blev siddende lidt længere end det ellers ville. I bund og grund var Ma'lakel vel mad for Ahngel, var han ikke? Han fulgte vampyrens blik nysgerrigt i det han så ud til lade sine øjne vandre over Ma'lakel's krop. Og det fjerne blik fik halv-dæmonen atter øje på endnu engang. Hvad vampyren nu engang tænkte på der kunne få denne til at dvæle væk lige nu forblev Ma'lakel en gåde. Men den lille særhed som vampyren netop besad med hele tiden at lade sit sind være andet steds var noget af det som Ma'lakel fandt allermest interessant ved den smukke udødelige. Han veg en lille smule væk da han lige pludselig kunne mærke den sagte kulde fra vampyrens hånd imod hans ansigt, men det var dog kun et resultat af den kolde berørelse han ikke havde været forberedt på. En kuldegysning gik imellem ham som vampyren begyndte at begramse de ar som denne selv havde skabt forinden imens at Ma'lakel kunne skimte noget meget nysgerrigt i vampyrens bevægelser som om denne gerne ville se om Ma'lakel virkelig fandtes, om den nat de havde delt faktisk var virkelig. Idet at det stille gik op for Ma'lakel satte han sin anden hånd på mur klinkerne bagved Ahngel som for at fange den udøde imellem arms arme. Derefter lænede han sig imod ham for at fange den udøde's kolde læber i et let kys hvorefter han stille trak sig, blot få centimeter væk fra den udøde imens at vandet piplede ned af dem begge. Et meget veltilfredst smil malede hans ansigt i det han fik det lille glimt i øjnende.

,, Jeg er skam virkelig...Lucifer”, navnet blev nærmest hvisket af ham.
Fik den mørke stemme til at udtale det på en endnu mere mørk og dyster måde, som var selve navnet farligt at sige højt.

Det lille sæt der skød igennem Ma'lakel da Ahngel rørte ved ham prikkede yderligere imod hans nedre ansigt og lod en kort snas af det spidse tandsmil komme frem. Sadistisk på sin egen måde, ja, men det var nu mere fordi at han fandt det lidt komisk at det denne gang var Ma'lakel der veg for en smule berøring. Så mange gange havde det efterhånden været Ahngel der reagerede på den måde. Så mange gange havde initiativet tilhørt Ma'lakel gang på gang på gang, men da det lille sæt bekræftede stikket af de offensive reflekser, kunne Ahngel ikke lade være med at fryde sig i sidste ende. Hans smil forstummede da Ma'lakel placerede sin anden arm imod fliserne på væggen og nærmest fangede Ahngel fra at kunne gå til siderne. Efterlod ikke nogen synlig åbning. Et kort uforstående blik gled ind over hans ansigt og skulle til at spørge ind til guderne måtte vide hvad, men blev afbrudt af Ma'lakel der nærmede sig ham for at kræve Ahngels læber inden Ahngel selv havde registreret det. For pokker. Hvorfor tænkte han dog så langsomt i Ma'lakels nærhed. Hvorfor var det så svært at læse og afgøre. Kysset stod dog ikke på længe. Ahngel kiggede stille på Ma'lakel i noget der kunne minde om forlegenhed som blev trykket ned af alene stædighed. Normaltvis ville sådan et ansigt efterfølge af menneskenes varme der opsteg i hovedet, men ikke nu. Et lille bebrejdende smil sendtes til Ma'lakel om at fortælle at det ikke kunne ligne ham mere alligevel. Først da Ma'lakel talte blev Ahngels ansigt igen ganske objektivt. Selvom det ikke burde, lød navnet Lucifer mærkeligt i hans hoved.. det var nok til dels fordi han stort set kun blev kaldt det i frankrig og blandt dem der lå under hans embede. Det gjorde dog det den smule mere personligt med Ma'lakel. Ganske rigtigt. Ma'lakel havde vel været en af dem der havde trængt langt ind i Ahngels hoved. Han kendte ham egentligt bedre end mange andre gjorde, også selvom der stadig langt fra var lukket op i Ahngels hoved. Det irriterede faktisk Ahngel lidt. Selve tanken om at nogen nogensinde havde kunnet være i stand til at trænge ind og røre ved hans tanker.. ihærdigt prøve at forstå dem, men i sidste ende aldrig rigtig gætte rigtigt. Ahngels blik sænkede sig.. at Ma'lakel havde været 'virkelig'? Var det virkelig hvad Ahngel havde villet opnå ved den berøring, som stadigvæk ville ligge over Ma'lakels nakke. Et bevis for at han stadig havde sin sanitet i orden og at hans hoved ikke skabte tilfældige fantasifostre? Men.. Tilfældig ville nok heller ikke været ordet. Alene den lange tid han efterhånden havde tilbragt i Ma'lakels selskab.. så sindsyg ville han nok aldrig blive til at han ville kunne forestille sig til sådan noget? .. Eller hvad? Før havde han set, hørt og følt tilstedeværelser der kun fandtes i hans hoved.
Ahngel bevægede kort fingrene fra arrene og lod derefter hånden hvile imod Ma'lakels skulder med et lidt sløvt udtryk. Igen.. tanker. Mange tanker. Han vendte endelig blikket på Ma'lakel igen og lod øjnene smide den tunge mørke farve og træde tilbage i den lyse blodige farve. Igen til stede.

"Men er jeg?" sagde Ahngel så og lod det lille let arrogante smil trædes frem. Dog virkede smilet ikke til at være tilegnet Ma'lakel, men som om han et kort øjeblik så igennem ham.. igennem væggene og ud i intetheden. Igen fokuserede hans blik og smilet forstummede. Han vendte kort blikket til siden med noget der kunne minde om et irriteret suk fra hans egen fraværende sindstilstand, som om han virkelig hadede ligepludselig at forsvinde ind i tankerne.

Han fulgte Lucifers hånd som den gled væk fra hans ansigt og vandrede længere ned af imod hans bryst. Der var noget der fik hele verden til igen at syntes ligegyldig. Som lyden af vandet der faldt fra bruserens hoved og slog imod begge deres kroppe. Dråber af klart vand der løb ned over dem, vaskede hver enkel lille dråbe af sved, de væsker der var blevet blandet i løbet af deres elskov fra natten før, væk. Fik de forskellige dufte opløst og lod dem falde til brusekabinens gulv for at løbe ned i risten og forsvinde. Så kun minderne om det var ladt tilbage til dem begge.
Som altid vidste vampyren sig at være fortabt i tanker i en tid inden at denne svarede Ma'lakel, men svaret der kom var den store halv-dæmon ikke forberedt på. Han trak på smilebåndet som det blev sagt og støttede sig imod klinkerne i det at næsten alt hvad han kunne føle af overnaturlig styrke ikke længer syntes at være tilstede. Det havde gået i en midlertidig dvale for at vende tilbage når engang hans krop var blevet tør igen. Men det betød ikke at Ma'lakel ikke var stærk, eller at han ville falde sammen som dengang ude i regnen. Dengang? Hvor var dette egentlig en meget morsom måde det hele havde bundet ud i. Først var det vampyren der havde reddet ham og på grund af et eller andet mystisk syntes han at han også havde reddet vampyren? Men det var blot en indre følelse.
Han opfangede det lettere arrogante smil han fik efter at vampyrne havde givet sit lille come-back til Ma'lakel, hvorefter at denne naturligt forsvandt i sine egne tanker endnu engang. Ma'lakel gengældte det lille smil med et af sine egne inden at hans venstre hånd lod sig fjerne fra de ødelagte klinker og hans fingre blev ført op til den udøde's hage for blidt at tage fat. Måske for at ryste den udøde ud af sine tanker og få ham til at fokusere på ingen andre end Ma'lakel der var foran ham. Med det lille smil på læberne sagde han drillende:

,, Lad os da tjekke så?”, med det fjernede han den anden hånd fra klinkerne bag ved den udøde.
Hånden blev ført til vampyrens ryg hvor at Ma'lakel's varme fingre begyndte at stryge let hen over dennes våde kolde hud. Mærkede, følte, rørte ved hver del af den udødens rygrad imens at den hånd der før havde haft fat i den udødes hage let strøg ned af vampyrens torso, over den arrede mave og videre ud i siderne for til sidst at ende det samme sted som den anden hånd, på ryggen. Han tog et skridt efter at have følt på vampyrens overkrop, så den udødelige skønhed blev tvunget ind i en form for omfavnelse, så tæt at deres underliv ville røre samt det meste af mave skindet ville støde imod hinanden. Han søgte vampyrens hals med læberne, lod dem ikke presse imod denne's strube som i et kys men lod dem blot let vandre over den med det alleryderste af læberne der kildrende rørte en gang imellem. Han tjekkede, tjekkede på sin egen alt for intime måde om vampyren var virkelig, og for hver en del af den udøde som hans fingre kørte over vidste han at den udøde var i live, at han skam fandtes. Hans hænder kørte ned af vampyren's ryg og lagde sig over hver sin balle. Med et stille ryk trak han Ahngel tættere på sig, alt imens at han trak væk fra vampyrens hals og gav den kolde prins et meget flabet smil: man kunne næsten læse hans perverse tanker. Han gav dem et lille klem inden at han med står morskab i stemmen sagde:

,, Jep, du er skam virkelig nok..”.

Ahngels blik fokuserede i den lille rum tid på en af de ødelagte klinker der efter hans hoved havde fået en form han kunne finde et billede i af en eller anden kaliber. En måde at lade øjnene være beskæftiget imens det rødtransperante lag af tanker og hallucinationer gled ind over hans mentale øje og dække det med billeder og ansigter der nærmest svævede formløst i luften omkring ham. Hans ansigt var nu stadig rettet imod Ma'lakel, men blikket vendte væk, så Ma'lakels mørke hår kort kunne skimtes i en sløret ufokuserethed, da de røde øjne så nøje betragtede de sorte revner over de krakkelerede fliser. Fliserne syntes dog pludseligt tættere på en forventede og mørkere... hele det transperante lag af tanker begyndte så småt at krakkelere for at opløses til ingenting. Lod igen fokuset glide tilbage til virkeligheden da han mærkede Ma'lakels berøring over hans hage. Han bevægede blikket brat på ham igen og så først lettere overrasket ud, men så efter meget kort til gled den kolde facade ind over hans ansigt, som ville han kort overbevise Ma'lakel at han var højt hævet over den slags, men som det tankelag han besad, og som de revnede fliser i væggen, krakkelerede denne kolde maske og lod igen hans øjne blive den smule større, dog ikke meget. Han mestrede nu stadig den tavse mund og det stillestående udtryk, selvom hans blik fortalte en anden historie. Den glødende magmafarve kom stille igen og lod denne gang til at blive i en længere tid. Hvad talte dæmonen nu om? Tjekke hva-
Et par sekunders fokus på den rislende bevægelse af Ma'lakels hænder over ham fik hans tanker til atter en gang at gå i fuldkommen opløstning og kort fjerne blikket fra Ma'lakels egne Malakit grønne øjne og ned til armene der syntes at igen tiltage nærhhed. Han kiggede først op igen da Ma'lakels mund berørte Ahngels strube. Et kort ringende signal fra hans hoved at han burde komme tilbage på hans egen rækkevides optimale længde, men den dulmede stille igen medens Ahngels diskret sank en klump. Alting virkede så.. langsomt? Eller måske ikke? Måske var det bare Ahngel der nu var langsom og kunne ikke fokusere på de nutidige bevægelser uden at tjekke hvad der først var sket. Hans analyse af hele scenariet blev afbrudt da Ma'lakel lagde sine hænder over hans baller. Et glimt af stædighed snørrede sig over Ahngels blik da de igen blev trukket tættere på hinanden. Pokkers til flabede dæmon! Ahngel gengældte ikke noget smil i første omgang men en diskret blotten med tænderne og krummede øjenbryn. Ja han irriterede ham noget så grusomt, men probemet var nu at Ahngel ikke selv gjorde noget ved det? Han ønskede det vel ikke? Vel?! Ahngel var tavs.. men det betød ikke at han igen var trukket tilbage til tankerne. Øjnene bevarede sin glød og Ahngel bevarede det stadige let drengede ansigt som han helst undgik at lade folk se. Egentlig så viste han sjældent noget overhovedet. Et kort suk kom fra ham inden han i omkring to sekunder lukkede øjnene for igen at tilskue Ma'lakel, men i en mere rolig og acceptabel tone. Stille træk han på smilebåndet. Denne gang med al mening og vilje. Det bredte sig til et let skævt smil og lod det meste af venstre del af hans tandsæt komme frem. Den smule hvidere end hans hud ville de være. Benhvide, hvor han selv ville være hen af en grållig hvid. Den hånd der støttedes imod Ma'lakels skulder fandt sig atter vej op om hans nakke igen og lod kort fingrene glide igennem hårkanten inden han lod håndfladen hvile derimod med et fast, dog ikke hårdt tag. Hans anden hånd bevægede sig bagud imod bruserens ventil og drejede så vandet ville varmes. Om det egentligt blev koldt eller varmt vidste Ahngel ikke selv, men i dette tilfælde blev det varmt. Og meget varmt endda. Nok til at man normalt ville fristes til at gå ud af badet af alene den let kogte varme. Kun en mild prikken mærkede Ahngel imod sin hud. Derefter lod han hånden placeres imod Ma'lakels underarm og glide opad over nakken igen og led ned over skulderbladet inden han selv lod sit ansigt nærme sig Ma'lakel. Langsomt stak han sin lange spidse tunge ud mellem de hvide rovdyrssmil og glide fra Ma'lakels kraveben, til halsen og op over kinden så blot spidsen ville røre.

"Fodr mig.." hviskede han stille med en hæs hvislende tone. En form for mørk morskab kunne ligesås høres i hans egne ord, men noget mere kompakte end Ma'lakels egen drillende fortolkning. Dette kunne nærmest lyde som var der et skjult motiv, hvilket ikke var tilfældet lige nu. Han lod igen tungen glide ud mellem tænderne og ned pover hans hals inden han tippede ansigtet let og hvilede læberne imod den solkyssede hud og lod langsomt tandkødet trækkes fra hans tandsæt og prikke imod Ma'lakels hud, og hvis der ingen modstand ville være, ville de skarpe tænder sænkes dybt, dog langsomt og blidt på smertens egen facon.

Hans hænder forblev på vampyrens bag parti en rum tid endnu. Det lettere flabede smil der lå over hans læber syntes at forstumme en lille smule i det vampyren overraskende gengældte det på en mere naturlig facon. Denne så ikke ud til at anstrenge hver ansigts muskel for at fremtvinge et tegn på menneskelig morskab. Om dette var et dårligt eller godt tegn, kunne halv-dæmonen ikke helt finde ud af. Som altid når vampyren gjorde noget, eller var på vej til det, kunne han ikke helt læse det korrekt? Som var der en usynlig mur imellem de to. Ikke at den skubbede dem væk fra hinanden men som gjorde det umuligt for i hvert fald Ma'lakel at læse vampyrens hensigter. Måske var det fordi at Ahngel var død? Ikke eksisterende. Han burde vel ikke eksistere ifølge moder naturs love. De døde burde forblive døde i al evighed. Dog kom smilet tilbage i det den hånd der hvilede på hans skulder atter søgte hans nakke. Det gav små kildrende sammenstød imellem let nydelse og mild angst i det fingrene fra vampyrens hånd legede med det gennem væddet nakke hår, der i vand ville syntes en del længere end hvad det før havde set ud til at være, indtil at den kolde håndflade blev langt imod den. De grønne ulve øjne betragtede nøje Ahngel, nysgerrighed dominerede hans blik som det så mange gange havde gjort i nærheden af den udøde før. Denne hungren efter mere viden ville aldrig rigtig uddø, uanset hvilken situation de stod i sammen. Han undrede sig, prøvede at finde det motiv han syntes der burde være bag disse kærtegnende befamlinger, som vampyren ellers ikke havde vist ham udover under deres 'makabrere' samleje. Han fik ikke holdt øje med vampyrens anden hånd, da den ved nakken, og de rød glødende øjne optog ham, og fik hans fokus til at forblive på vampyrens ansigt. Som kunne han regne noget ud ved blot at se på den udøde, hvilket han selvfølgelig ikke ville kunne. Idet det kogende vand skyllede ned over dem gik der en flod af noget lettende, beroligende igennem Ma'lakel's krop, hvilket fik ham til at lukke øjnende kort på en lettet måde. Som løsnede samtlige muskler sig i hans krop, og blev slappe idet det kogende vand skyllede ned over ham. Det var ikke svært at regne ud at Ma'lakel nød det varme glohede vand til det fuldeste. Han åbnede øjnende igen da han mærkede den anden hånd på hans underarm, der stille gled op af. Han fjernede for første gang fokus fra vampyren's ansigt, og så ned på hånden der gled opad: forsvandt om bag hans nakke og lagde sig over hans skulderblad. Han var på vej til at vende ansigtet imod vampyren igen, da denne lænede sig tæt på ham og den kolde lette følelse af vampyrens tunge der gled fra hans krave ben og hele vejen kom til hans kind, fik de grønne øjne til at spærre en lille smule op. En mild kuldegysning gik igennem ham ved det sultne kærtegn. Og ordrende som derefter stille kom til ham, var nok til at få noget inde i hans mave til at krumme sig sammen i en let form for angst. Han brød sig ikke om at blive bidt. Det føltes, ubehageligt, som om at hver nerve, det sted han blev bidt, trak sig sammen og fik den svage smerte der egentlig blot skulle være der, til at blive ti gange værre. Men... selvom han ikke brød sig om det lod han det alligevel ske. Foder? Det var rigtigt, uanset hvordan han vendte eller drejede det, ville han vel altid være en slags levende nuddel suppe for vampyren, ikke sandt? Han klemte øjnende sammen hårdt, forberedte sig på det ubehagelige bid imens at vampyrens tunge gled ned over hans hals endnu engang for derefter at drille ham ved at lade de skarpe tænder hvile imod hans hud inden at han kunne mærke den lette stikken fra hans hud der blev brudt.
Hans hænder kørte op af vampyrens ryg, kørte op for at den ene kunne sno sig om vampyrens hofte og den anden ligge sig tværs over vampyrens ryg for at lade fingrene ligge ved den udøde's skulderblad. Den mærkelige temperatur fornemmelse skyllede ind over ham, at have en glohed varme på ryggen, og at føle en isende kulde ved hans overkrop og underliv som han trak vampyren ind i en stærk omfavnelse, som resultat af at han skulle koncentrere sig en lille smule for at udholde den ubehagelige følelse af at hans hals blev gennemboret langsomt, hvorefter blod blev tvunget ud af ham.
I forhold til hvor stærkt og modbydeligt hans blod sidste gang ville have smagt, ville der være en sær forandring i den denne gang. Den stærke glohede brænden der før ville have hærget vampyrens gane og tunge, var meget bildere, den var ikke væk, men ikke lige så gloende hed og forfærdelig som før. Dog ville det stadig brænde, og sende små påmindelser om hvilket element han stemmede fra afsted, da uanset hvilket stadie han var i, ville han altid have noget af det element i sine celler. Små bomber af tåre væddende varm krydret blod ville uden tvivl finde deres vej ind i vampyren gab, som Ma'lakel for tredje gang lod sig bide af den underskønne vampyr herre.

Langsomt blev det skyllet ind over Ahngel. Den lille fornemmelse af virkelighed var efterhånden kun en summen for hans øre og verdenen omkring ham gav sig og splintredes til fordel for et rødligt mørke, hvor den rillende følelse af vandet der gled ned over dem, blot var en enkelt vind der prikkede på hans ryg i dette lydløse himmerig. En prikkende fornemmelse af hårde vandråber. Langsomt løftedes Ahngels øjne hen imod cen modsatte side, som Ma'lakel måtte have ryggen til. Fokuserede på en enkelt ligegydig plet uden at se på den. Hans øjne var ikke til stede, men samspillet i de gyldenrøde irisser var der. Gloende som vandet der løb ned ad dem begge. Blodet vækkede dog ikke dette vanvid for at fortære med det samme.. som var det blevet fortyndet eller havde mistet denne prikkende fornemmelse der kunne minde om et grådigt chok af menneskenes koffein. Rent på denne twistede måde. Det tillod dog Ahngel at holde fast i den sans der skælnede virkeligheden fra blodets manipulering med ham og da hans indtag af Ma'lakels livsvæske var begrænset og tilbageholden, var det nemt for Ahngel at se på dette mørke og konkludere at det intet andet var. At det ingen drøm var og at det ville forsvinde når han igen trak tænderne ud af Ma'lakel. Uvisheden bankede dog på.. gled ind over ham uden at han selv lagde mærke til det og tvang nærmest hans øjne i, i en falsk ubevidsthed og større længsel efter at lade sin uendelige grådighed tage til. Et langt suk ville kunne mærkes fra hans næse, som var han på nippet til at falde i søvn i denne stilling. I denne handling. Da Ma'lakel ingen fysisk modstand gav, blev fristelsen efterhånden mere og mere forøget. Langsomt begyndte hans eget hjerteslag at kunne ses for ham.. rødglødende og svag, men blev gradvist hurtigere og mere dominerende i mørket. Indtagende og svær at modstå med simpel viljestyrke. Lykken over at glemme verdenen omkring sig var nem at give op til. Alt for.. nem..
Men som et stik føltes Ahngel brat at blive suget ud af intetheden og igen tiltage sig sin fulde bevidsthed da Ma'lakels arme lagde sig om hans kolde krop. Ahngels øjne spærrede sig op idet denne røde kerne for hans mentale syn pludselig havde været for overvældende at se på, som afbrydelsen i en søvn, lige inden faldet som sender et sæt igennem kroppen, indtræffer. Et kort øjeblik havde han mærket det. Denne brændende fornemmelse alle de steder på ham hvor hans egen hud rørte Ma'lakels.. Et enkelt stik af pirrende varme, der ligesom vandet måtte brænde over ham, selvom hans hud måtte være lammet deraf. Ahngel sank diskret en klump og stirrede frem for sig i en tid. Langsomt trak han sine tænder til sig igen. Fjernede dem fra vævet og løftede nakken og ansigtet, hvis nedre del nu måtte være misfarvet af denne røde masse. Hans blik sænkede sig og så på såret han havde pålagt dæmonen. Først nu mærkede han denne pirren imod sin brystkasse. Havde han lige forsøgt sig på at slå Ma'lakel ihjel uden selv at være klar over det? Det var sket før... Når sulten blev for overvældende.
Hvor lang tid var der egentlig gået? En mærkelig klarhed strømmede hen over Ahngel og satte hans blik i en konstant enfarvet nyance i form af almindelig blodrød. Lidt mørk dog. Han så stadig på blodet over Ma'lakels hud.. Han bukkede nakken en smule mere, men lod ikke læberne lægges derpå. Hans sorte våde hår gled ned over skulderen og hans pande og strejfede såret med en glidende bevægelse. Fjernede stort set det meste blod ved blot at lade vandet skylde ned over det. Han ville ikke slikke det væk. Endelig rettede han sig op igen. Hans hænder gled langsomt ned fra Ma'lakels ryg og nakke og lod sig hænge langs siden imens han et kort øjeblik blot kiggede ud i luften imens de sidste par natte blev gennemgået i hans hoved.. Igen lod denne mærkelige kulde vise sig over Ahngels marmorhvide ansigt, som egentlig var det eneste over hans krop der ikke var besmittet af hundrede ar.. Eller.. egentlig ikke. Det var ikke nemt at se, men over hans højre øje kunne det skimtes. Meget svagt kunne det lille ar fra deres første sammenstød ses. Ma’lakel som det første ar der havde nået hans ansigt. Nået at mærke ham et sted han ikke yndede at dække til eller vise frem.
Han så på Ma'lakel. Først tankeløst og observerende men derefter vaklede det lille stænk af personlighed over ham da han sænkede blikket fra Ma'lakels grønne øjne og til hans hage. Ma'lakel.. holdt ham igen tæt ind til sig, gjorde han ikke? For at have den der bed så tæt på så muligt? En mærkelig reaktion når noget man ved skal til at skade en, bliver trukket til en selv? Måske for at sikre sig at der kun vil være denne éne form for skade og at Ahngel ikke kunne finde på mere i den egentlig stærke favntagelse. Dog tvivlede han ikke på at han ville kunne komme væk hvis han lagde kraft nok i det. Fysisk kraft.
Han gjorde ikke noget. Han lod langsomt sit lukkede ydre genskabes igen og bringe den kølige aura over hans øjne. Den mærkelige form af drilagtighed var død da hans bid ligeså blev afbrudt. Hans øjne kiggede bare stille lidt ned frem for sig. Søgt ikke Ma'lakels blik lige nu, men en unødvændig stirreplet uden egentlig at spekulere dybt på noget. Et kort øjebliks tomhed. Ikke andet.

Han holdt øjnene lukkede i en god tid imens at han kunne mærke ubehagen i hele hans krop bredte sig. Det føltes som om tiden blev trukket i langdrag. Som om at det hele snurrede rundt for hans indre blik imens at der var en stemme i hans underbevidsthed der rev, bed, slog på ham for at tvinge ham til at trække sig væk fra vampyren, vis sult vel blev en smule stillet af den store halv-dæmon's krydrede mørke blod. Men som resultat af den klagende lille stemme, gav han blot vampyren et let klem, spændte svagt musklerne et sekund. En rebelsk reaktion fra en indre kamp med sig selv? Trække det væsen som hans underbevidsthed advarede ham imod tættere på sig, for trodsigt at gå imod de alarm klokker der ringede. Dets længere tid de stod der under det glohede vand fra bruseren, blev stilheden, smerten, spændingen i de sammentrækkende nerver omkring det sted hvor han blev bidt, mere og mere uudholdelig for ham. Dets mere skulle han fokusere for ikke at skubbe den udøde væk fra sig, ind i de allerede flækkede fliser og bruserens håndtag. Hvorfor dette ønske om at lege føde? At lege bytte? Var det fordi han bevidst ønskede det? Måske. Men han vidste det egentlig ikke. Tænkte sjældent over hvad det var han egentlig gjorde når han var sammen med andre væsener uden for kamp. Han regnede med at han meget simpelt, havde lyst til det? Mere lå der vel ikke i hans nuværende underkastelse.
Imens at han holdt øjnende lukket kunne han fornemme den lette banken fra sit eget hjerte. Med et slag efter et andet, mindede det ham om hvor dødelig han selv var. Tanken om at kunne dø en dag havde ellers aldrig banket på døren indtil hans tanker, men lige nu kom den. At kunne dø.. at han ville dø af alderdom fordi han var halvt menneske, fik noget vredt og trodsigt til at komme til live inden i ham. Han nægtede at dø, ville aldrig dø! Men ved den konklusion vidste han også at det han frygtede allermest, var døden. Ikke at kunne lukke øjnende op igen efter at være faldet hen. Han havde set så mange dø, og tanken om at det selv kunne ske for ham var.. nervepirrende... angst fremkaldende. Aldrig! Han ville aldrig dø!
Med den overbevisning lod han sine tanker syne hen til noget andet, noget mere drømmende. Hans krop føltes tung på grund af det varme vand der faldt ned over ham, og gjorde ham dvask. Det eneste der gav ekko igennem ham var bidet. Ahngel som sugede han livet ud af ham. Men lige som Ma'lakel ikke længere kunne holde adrenalinet tilbage i kroppen eller ignorer den stemme inde i hans underbevidsthed trak vampyren sig heldigvis væk fra ham. De lange tænder blev trukket ud fra hans hals, og han stod i nogle sekunder bare og prøvede på at få de spændte nerver til at slappe af igen. Det greb der var om hans nakke forsvandt også lige så stille, samt den kolde hånd der førhen ville have ligget på hans skulderplade. Han åbnede øjnende kort tid efter og mødte de fraværende røde øjne inden at de vandrede ned til hans hage. De grønne bæst øjne syntes ikke umiddelbart anderledes end før men som Ahngel så væk så Ma'lakel opad og bed tænderne sammen i en tilbageholdt frustration over den irritation der kom fra bidet imens at det varme vand havde skyllet ned over det. Derefter så han frem for sig igen, først lagde hans blik sig over de flækkede klinker, og så på vampyrens gennem væddet sorte hår. Han huskede ikke at det var lige så langt som det så ud til at være nu, men han kunne stadig huske små glimt af dets sorte silketråde. Han betragtede det lange hår i en tid inden han lagde mærke til vampyrens blik der ikke mødte hans. Han fornemmede meget hurtigt den kølige aura idet vampyren ikke ville se på ham, eller tage initiativ til at røre ham yderligere. Svagt rynkede han brynende i forvirring. Han fortrød vel ikke at have bidt ham? Et skævt smil kom frem på Ma'lakel's læber inden at hans omfavnelse for tog sig, og hånden om vampyrens hofte gled ned over dennes bagparti igen inden at den solbrune hånd greb fat i vampyrens lyse kolde hånd i stedet, vis muligt lade fingrene glide ind imellem den udøde's. Alt imens den på vampyrens skulderblad gled ned og forholdt sig på den udødes side. Han sank hovedet lidt på en undersøgende måde, imens at de grønne øjne søgte vampyrens: han prøvede at få øjenkontakt.

,, Hvad er nu dette? Sådan en pludselig kølighed? Smagte jeg virkelig så dårligt?”, sagde han på en halv drillende, halv alvorlig måde.
Han var faktisk en lille smule nysgerrig: hvordan smagte han egentlig for vampyren?

Den kolde døde facade der havde lagt sig over Ahngel blev gradvist ændret til noget der mindede mere om irritation imod noget igen ukendt, som havde han lige nu en mental diskussion med et af hans egne små individer der gik imod hans vurderinger og meninger. Først da Ma'lakel sænkede ansigtet og lod øjnene føres på højde med Ahngels egne lyste de kort op og blev drævet tilbage til virkeligheden. Hans ansigt var dog stadig køligt med en tone der nærmest stikkede af en unødvendig ligeglad holdning. Han var dog ikke ligeglad.. Langt fra. Ma'lakels halvflabede bemærkning fik Ahngels øjne til at knibe sig en smule sammen og lod den røde iris til at virke endnu lysere på grund af den meget tynde sorte streg over selve øjet der nu udgjorde en skygge. En dråbe vand fandt sin vej ned ad panden, over øjenbrynet og over selve øjet, for først at sidde fast imod hans øjenvipper og derefter gå i et med øjets rødsaltede overflade. Han blinkede en enkelt gang på langsom maner og så igen på Ma'lakel. Igen uden et eneste blink eller uregelmæssighed i hans øjne. Smagt dårligt? Havde den dæmon ikke sit liv kært eller hvad? Var der gået et minut eller mere ekstra ville Ma'lakel knapt ha kunne stå på sine ben. Ahngel skævvede kort ned ad Ma'lakels brystkasse inden han så op igen. Nah.. der skulle vel mere til for at få ham til at kradse af ikke, men hvorfor stikkede det så på den måde? Ahngels hænder gjorde ikke rigtig modstand for at lade Ma'lakel snog sine egne fingre om hans, dog bifaldt han det heller ikke på samme måde. Hans hånd var endnu rolig og gengældte nærmest slet ikke den mærkeligt formede form for nærhed. En diskret rynken på næsen resulterede dog i at han til sidste en smule sløvt lukkede hånden imod Ma'lakels.
Det irriterede ham.. Det irriterede ham noget så grusomt. Selvom han natten før havde smidt sin afstand til Ma'lakel på gulvet og haft sex med ham, så var der stadig denne prikkende klo i hans baghoved der gravede sig igennem hans hår med skarpe fingerspidser for så at forsvinde hver gang man strøg sin egen hånd igennem for at mærke efter.
Blodet dryppede stille fra Ahngels kæbe imens han stadig så på Ma'lakel. Denne stædige mine dominerede igen og med et ønske om på en eller anden måde at give igen, men alligevel forholde sig rolig, som han var.

"Hvorfor smager du ikke selv, Ma'lakel?" sagde han så og lænede sig frem og pressede læberne imod ham imens blodet stadigvæk ikke havde ladt sig fortynde af det rendende vand over dem. Han lagde ansigtet lidt på skrå inden han igen fjernede sin kæbe fra Ma'lakels, forhåbentlig plantet lidt af hans eget blod i hans mund efter at ha åbnet munden den lille smule. Der var kun gået ganske få sekunder. En mærkelig måde at svare på, men hvad.. "Dog.. for dig er det vel bare blod, er det ikke?" sagde han så og lod stille sit smil bredes, dog ikke bredt eller markant. Ganske diskret og nærmest usynligt. Gnisten i hans øjne tillod det dog at virke mere sandfærdigt. Måske var det en genvej til at finde ud af Ma'lakel spørgsmål der nok i sidste ende ville have sandheden om hvorfor Ahngel pludselig virkede sådan igen, ud. Blod.. bare blod huh? Hvorfor så allerede favorisere Ma'lakels stærke krydrede blod? En smag som kemiske blandinger der meget vel kunne være ren gift for Ahngels system? Et trip der ville overgå de flestes? Ikke engang junkieblodet der så ofte havde manipuleret med hans sind i en sjælløs tilstand af falsk morskab, men så igen. Det var anderledes. Ma'lakels blod havde ikke gjort ham hæmningsløs eller ligeglad på nogen måde, som junkieblod måtte gøre. Det var vel beviset på at Ma'lakels blod jo ir for sig bare var blod i fysisk forstand. Dens smag var bare sådan og dens virkning så brændende at det nærmest gjorde ondt at indtage, men hvor mange gange havde en fysisk smerte ikke virket tillokkende på sin egen måde? Specielt i den forstand? Summende og langt fra sit højdepunkt, hvor man bare ønsker at det overstås.
Ahhngel trak sig endelig den smule væk, så han ikke stod så tæt på Ma'lakel igen nu hvor dæmonens greb havde løsnet sig den smule. Kontakt. Stadig en mærkelig ting, men det var efterhånden blevet nemmere at håndtere.. i hvert fald nær Ma'lakel, selvom Ahngel nu stadig sydede mere eller mindre indeni for at han havde været så nærgående de få øjeblikke hvor han havde mistet besindelsen fuldkommen. Ma'lakels uregelmæssigheder. Hans mærkelige måde at bevæge sig udenom Ahngels kropslige landminder men pille ved dem alle undervejs. Det undrede Ahngel dybt.. nærende.

Han ventede, på sin vis tålmodigt, på anden vis ufattelig utålmodig. Og indeni kunne han ikke forstå hvad der havde drevet vampyren ud i denne mærkelige stilhed. Den udøde havde været fraværende før, men ikke på denne måde. På den måde der gav Ma'lakel indtryk af at han burde føle skyld, hvilket han ikke kunne. Andre tidspunkter ville den udøde sagtens kunne se på ham imens denne forsvandt væk ind i sine egne tanker, men nu. Ma'lakel følte det som om han havde gjort noget forkert, som om han havde fortjent den udødes kølighed af grunde han ikke kunne regne ud. Fandens til uklarhed! Han forbanede at han ikke kunne læse vampyren, finde ud af hvad denne tænkte på og hvorfor han lige pludselig kunne føle en fjendtlighed. Så vidt han vidste havde han ikke gjort noget udover det sædvanlige, havde han?
Der gik noget igennem Ma'lakel i det han blev set på med ligegyldighed. Ude afstand til at se igennem den kolde facade som Ahngel så mesterligt opsatte, kunne han mærke hvordan noget vredt skyllede ind over ham. Lige som vampyren selv: klemte øjnende en smule sammen, gjorde Ma'lakel det samme. Ligegyldighed? Så vampyren fandt ham ligegyldig? Var det sådan landet lå?! Han lagde mærke til dråben der gled ned over vampyrens udtryks løse ansigt. Fulgte den ikke med blikket men kunne skimte den ud af øjenkrogen. Den tavshed der kom imellem dem syntes at være alt destruerende, som om at selve luften blev svær at indånde af den. Det ellers så fredelige krops ved halv-dæmon havde haft ville ændre sig meget drastisk i det Ahngel viste en mild form for irritation. Som et dyr der afspejlede dens herre's følelser så det ud til at Ma'lakel reagerede lige sådan. Dets mere irriteret, eller frustreret Ahngel blev, dets mere aggressiv blev Ma'lakel. Hans øjne rettet imod den udøde næsten hele tiden, der var øjeblikke hvor han enten blinkede eller hurtigt så ned af, som følte han ubehag ved at se direkte ind i den blod røde farve der ellers havde været fokusset mange gange. De grønne øjne så let på det mørke blod ved vampyrens kæbe, og før han helt havde nået at fange hvad det var vampyren sagde blev et par kolde læber presset imod hans. Normalt var hans læber let separerede idet hans øjne blev spærret op, så smagen af noget jern, samt noget stærkt og krydret, løb ind i hans mund. Den normale smag af blod der blot lod til at have fået noget mere krydret. Han kunne ikke mærke det glohede i den, eller den branden der ville sprede sig i ens gane. Da han naturligt ikke kunne blive skadet af noget som helst der havde den mindste form for flamme lignende effekt i sig. Dog var det kogende vand noget han godt kunne mærke, men ikke blive skadet af. Han stod tilbage uforstående da vampyrens ord først samlede sig inde i hans hoved nu. Vandet nåede ikke at skylle alt blodet væk og den lange tunge gled ned over hans læber efter vampyren havde trukket sig tilbage. Det dyriske i Ma'lakel øjne der førhen havde haft en vis form for menneskelighed syntes svagt at syne hen i det han stirrede meget indgående på den udøde bagefter, hans øjne klemt sammen så hun en streg af grøn med sort i midten kunne ses. Vandet piblede ned af hans ansigt, overkrop og resten af hans solbrune væsen. Han betragtede det smil der kom fem fra vampyren men det blev ikke gengældt. Der var en slags sindssyge inde i de grønne øjne, som var han enten på kanten til at slå vampyren ihjel eller at befamle denne indtil ord knap kunne beskrive hvilken længsel Ma'lakel måtte føle. Det hele afhang meget enkelt af krops sproget. Og idet Ahngel trak sig væk tog Ma'lakel et skidt tættere på. Deres førhen sammen flettede fingre blev separeret i det Ma'lakel's hænder blev langt imod klinkerne endnu engang bag ved vampyren: fangede denne igen. Alt imens at den udøde blev ved med betragte Ahngel, med et blik der ikke kunne tolkes som andet end: tankeløst? Dødt måske? Og dog afventende! Hvad vampyren gjorde nu kunne få meget store konsekvenser for hvilken retning dæmonen mentalt ville vippe over i: et sløret øjeblik af midlertidig sindssyg, eller den samme selvstændige bevidsthed som før. Alt dette tegn på hvor simpel Ma'lakel egentlig var, og hvor lidt der skulle til for at psykopaten der slagtede små børn kom frem i ham. Hans kropssprog var dominerende, idet han rettede sig helt op foran den hvide vampyr herre som for at vise at det var ham som der var størst!

Ahngels opmærksomhed blev forstærket imod Ma'lakel da han mærkede en ganske speciel form for arrig aroma fra ham, også selvom vandet gjorde læsningen af kroppens impulser svære og ret så ukorrekte til tider. Pokkers til vand. Han behøvede dog heller ikke at tænke videre over det inden Ma'lakel tog et skridt imod ham og igen spærrede Ahngels sider. Selvom Ahngels øjne blev opspærret og noget mere neutrale i udstråling, virkede han dog ikke overrasket. Ikke sådan rigtigt. Nærmere undrende? Hvad pokker havde han at være så arrig over overhovedet? Han havde jo for pokker fået hvad han ville have og mere til. Hvad var så hans problem?! De ru klinker kunne nu mærkes imod Ahngels ryg, da han nærmest afslappet lænede sin ryg imod for ligeså at lade armene nede langs hans sider presse sig bagud og lægge håndryggene imod væggen ligeså. En ganske blottet stilling egentlig. Frit lejde til at skamfere ham på de værst tænkelige måder hvis det endelig skulle være. En stilling der nok ville efterfølges at en klingen for at komme på afstand af dæmonen igen eller bare at holde sig så tæt på den falskt betryggende væg. Dog virkede det mere som om Ahngel mærkede sig frem. Lod fingrene glider langs klinkernes grå fuger og skrabe imod de uregelmæssigheder der ville være i den grå forstenede masse. Hans blik stadig imod Ma'lakel. Stadig dødt på sin egen måde inden han igen lod blikket falde en smule nedad Ma'lakel da han nærmest pustede sig op som en anden tudse ville gøre for ikke at lade sig se ud som et byttedyr for krybdyrene i dens omegn. Ahngels blik havde ikke sænket sig for at undvige Ma'lakels blik, men mere for at betragte Ma'lakels bevægelse og studere hans krops mærkkelige udsvingninger. Hans øjne knibedes sammen da han igen fokuserede på virkelighed og lod de røde øjne igen flamme op i en let gyldenrød. Selvom Ma'lakel rejste sig truende foran Ahngel, kunne man stadig se en form for bitterhed i Ahngels ansigt. Stædighed der kunne minde om en teenagers måske. Irritation for at skulle indrømme noget, som for forældrene nok ville være en synd.
Et langvarigt og lettere højt suk kom fra Ahngel, som for at lukke den kolde aura ud af sig og igen tage en fattet mine på inden han så på Ma'lakel igen. Irritationen var faldet, men hans øjne stadig let bidende og stikkende, men så igen.. Noget lå over Ahngels annsigt. En form for bitter afmagt og had imod et nederlag han ikke havde set komme. Had imod hans egen viljestyrke der måtte ha knækket på et tidspunkt, som han ikke huskede. Ma'lakel havde sejret over ham. Det var sådan landet lå. Ahngels kolde sind havde knækket overfor ham og tilladt Ma'lakel denne fysiske frie adgang. Ikke bare det faktum at Ma'lakel havde trængt ind, men at der overhovedet var nogen der var i stand til det. Alene hans tilstedeværelse der overfor Ma'lakel var et sikkert bevis for Ahngels nederlag. Hans kamp om at holde folk væk, der så ofte var lykkes med perfektion.. Den barierre.. det skjold og den strategi havde Ma'lakel undveget med perfektion. Undgået Ahngels gennemførte had og endda udviklet det til noget i den nærmest brændende modsætning. Begær. Endnu et nederlag. Ahngel begærede Ma'lakel så at sige. Det pinte ham nærmest mere end det faktum at Ma'lakel havde fået lov til at befamle ham og ir for sig gøre hvad pokker han end ville. Ma'lakel havde fremskudt en følelse langt gemt væk. Kropsligt begær og ønske om noget så simpelt og patetisk som den skide nærhed! Det havde vel også været derfor at Ahngel havde trukket tænderne til sig inden låsen over hans håndled havde slået ind. Blodet havde været.. utilfredsstillende.. netop fordi han ikke havde bidt Ma'lakel med den sult han nærede. Stadig ikke tilfredsstil når det han ønskede ikke var at æde fra ham, men blot at røre ham et kort øjeblik.
Et let arrigt hvæs kom fra Ahngel inden han knugede hænderne og lod dem igen lægges om hans side. Patetisk! Patetisk!! Det var hvad han var! Frankrigs store alfahan? Hah!! Ha..hah.. Patetisk.. Han bøjede hovedet i en tid og kiggede ned på gulvet imens den indre arrigskab lod sig dæmpe i takt med vandet der redte hans hår ned om ansigtet på ham. Han knejsede igen nakken og så på Ma'lakel. Hans blik dirrede kort, men var ikke opspildt eller arrigt mere. Nærmest helt medgørligt, men stadig med noget der tyngede ham.
"heh.." mumlede han først med en lukket mine inden han lod blikket vandre over Ma'lakel og ned til hans grønne blik igen. "Stille dig op på den måde.." sagde han lidt bittert inden han sukkede og rettede sig op. "..har du overhovedet mere du ønsker at vinde fra mig?" sagde han så og lod et kort glimt af opgivelse herske i hans røde blik.

Se for helvede på mig.. Hvad er der mere at blotte? At undersøge? At røre ved?

Ma'lakel's dominerende fremtoning forblev intakt i den tid hvor Ahngel tænkte, bevægede sig og meget simpelt ikke ændrede sit kropssprog. Den store halv-dæmon, var som forstenet foran det udøde væsen, hans blik var ikke længere en mands, men noget der ikke længere havde evnen til at holde igen, skulle vampyren gøre det mindste som han ville tolke som truende. Et stort, og modbydeligt stærkt monster imod en hvid smuk prins: sekunder, fløj afsted som heste der galoperede igennem ørkenen! For hvert sekund der gik hvor den udøde's krop stadig var intakt var lige så nervepirrende som når en mand stor foran den store løve i colluseum: alting afhænger af én ting, én ting der er afgørende for liv eller død! Afgøre om løven vil angribe, om den vil slå ihjel eller ej! Hvad ville Ma'lakel? Hvilken vej ville hans mentale stadie tvinge ham ud i? Tilbage til en selvbeherskelse eller ud i en dyrisk ros af hvilken som helst følelser der på dette tidspunkter måtte dominere hans sind? Denne nervepirrende stemning der pludselig kom blev ved indtil Ahngel ændrede sit irritable kropssprog indtil noget der på Ma'lakel virkede mindre truende. Uanset hvordan man vende og drejede tingende kunne man ikke nægte at Ma'lakel måske var mere bæst end mand? Mere dæmon end dødelig? Han så i hvert fald ikke ud til at ville flå vampyr herren fra hinanden efter at vampyren stille men sikkert begyndte at afgive en lugt af underkastelse, den underkastelse som Ma'lakel havde håbet på at få. Det beherskede vendte stille tilbage til ham, hans øjne begyndte igen at afspejle en person og ikke et monster. De grønne øjne kørte ned af den udødes krop imens at dennes ord stille blev ved med at ringe i han hoved. Hvad kunne han mere vinde? Den måde vampyren kærtegnede de flækkede klinker, hans skræmte kropssprog: den måde hans krop underbevidst veg væk fra Ma'lakel i frygt. Det var det han havde vundet ved dette lille spil, at vide, at være sikker på at det var ham der var alfa hanen af de to, og at bevidne at vampyren selv godt var klar over det. Uanset hvor meget den udøde ville benægte, uanset hvor meget han så end ville prøve at skubbe det hele væk: så var det afgjort nu, Ma'lakel 'bestemte'. Han var lederen i deres lille 'folk'.
Stadig med håndfladerne imod klinkerne på hver sin side af vampyren, lænede den store halv dæmon sig imod den udøde efter at denne havde udvist desperation i både den måde han valgte sine ord og den måde han havde trukket sig tilbage. Et eller andet sted fandt Ma'lakel det nuttet, men at blive opfattet som nuttet, ville det ikke drive en hver til vanvid da det på en eller anden måde altid ville virke nedladende? Vandet fra bruseren løb ned af den solbrune ryg, dryppede på hans overarme, og fik det mørke hår til at glide ned i øjnende af ham om han lænede sig tæt på. Håndfladerne imod klinkerne blev til underdelen af han arme imod dem, som han ødelagde det rum imellem dem som Ahngel så gerne ville skabe. De grønne øjne søgte ikke vampyrens først men lukkede sig før at de smalle læber endnu engang blev presset imod dennes, om han ville det eller ej. Deres kroppe blev atter tvunget til at røre hinanden, koldt imod varmt. Overkroppen og underlivet, idet han pressede den udøde op imod den halv kølige væg og gik et skridt længere med deres kys, forhåbentlig behøvede han ikke tvinge vampyren ind i det så velkendte dyriske kys de før havde delt. Fanget, det var hvad Ma'lakel ville sige med alt dette, han havde fanget vampyren, lige fra det øjeblik denne havde sagt ja til at han var interesseret.
Han trak sig efter minutters hed kærtegn, med deres kroppe tæt imod hinanden, deres læber der rørte, og deres tunger der ville strejfe hinanden igennem de halvt hivende vejrtrækninger. Han så på Ahngel, blikket bestemt og målrettet, men stadig med et glimt af sjofel dril.

,, Nu skal jeg fortælle dig en hemmelighed..”, hviskede han næsten.
Han lænede sig ind, imens at han hænder fjernede sig fra klinkerne og lagde sig på hver sin side af den udødes kind. Lod dennes gennemvædede sorte hår falde ned over fingrene imens at han hviskede ind i vampyren øre, næsten lige så blidt som en kærligheds erklæring:
,, Jeg har allerede vundet alt..Lige fra det øjeblik du gav efter...”.

Derefter trak han sig væk fra vampyren igen. Stod et øjeblik og så ind i de glødende røde øjne, stadig med hænderne på hver side af dennes hoved imens at hans tommel finger stille kørte over et stykke af den kolde kind. Et 'heh'-smil kom fra ham som fandt han den konstatering underholdende, men der var også noget andet end bare den selviske glæde i hans blik: stolthed! At kunne hypnotisere så ufatteligt et væsen om den tilbageholdende vampyr herre, var det ikke et mirakel i sig selv?
Han lod ikke Ahngel reagere meget derefter, han fjernede sig, og lod der igen eksistere et mellemrum imellem dem, hvorefter han vendte sig om: først med siden til og så med ryggen imod vampyren. Hans fingre krøb omkring hjørnet af bade forhænget og halv-dæmonen ville da træde ud med mindre vampyren afbrød ham.