Hvorfor er jeg her?- Eithan

"Det betød meget, men det ligner mig ikke, jeg har ikke styr på mine handlinger" mumlede hun og bed sig hårdt i underlæben. Hun havde aldrig i hele hendes liv været forelsket før. Så hun vidste ikke helt hvad det var og hvordan det føltes. Hun kiggede bedede på ham.. "Jeg er sådan en idiot" mumlede hun og lod hendes hånd glide op til hendes pande.

Eithan så lidt skeptisk på hende, da han ikke helt troede på hende og skød det ene øjenbryn op i panden. Han rystede derefter på hovedet af det sidste, hun sagde. "Nej; nej, du er ej," svarede han med et bestemt tonefald. Han prøvede kort at få øjenkontakt med hende men droppede det så og så i stedet ned mod asfalten.

Hun kiggede ham kort i øjnene da han prøvede at få øjen kontakt. Hun blev pænt nervøs, når hun ikke havde ordeligt sttyr på hendes følser. Hun omfarvnede ham hurtigt "Tak, fodi jeg du ikke hader mig" mumlede hun mens hun krammede ham. Hun havde faktisk aldrig omfarvnet nogen før, kun krammet venskabeligt. Men aldrig omfarvnet? O.o

Eithan stivnede let, da han blev krammet/omfavnet og vidste ikke helt, om han skulle gengælde det eller ikke? "Hvorfor skulle jeg dog hade dig?" brummede han, idet han forsigtigt lagde armene omkring hende. En lidt uvant stilling, men det var faktisk meget rart. Han smilede let for sig selv.

"Fordi jeg er meget forvirrede" mumlede hun let, men krammede/omfarvnede ham stadig. Et lille smil passerede hendes læber da han lagde armene om hende. Hendes kinder blev svagt røde, men han kunne ikke se det siden hun krammede ham. Så hendes hoved vendte ud mo vejen, eller gaden.

"Alle er lidt forvirrede en gang i mellem," brummede han, hvorefter han løsnede taget om hende og trak sig ud af omfavnelsen, da det blev lidt for meget nærkontakt for ham til sidst. Han trådte derefter et skridt bagud, så afstanden i mellem dem blev lidt større. "Men du må vel hellere se at komme videre?" mumlede han og hentydede til før, hvor hun havde løbet sin vej. Han vidste ikke rigtig selv, hvor han skulle gå hen. Tilbage til restaurenten? Nej. Det lille toilet var lidt for klaustrofobisk efter hans mening. ^^

Hun sukkede let.. "Jeg aner ikke hvor jeg var på vej hen" mumlede hun let, og fjernede blidt en hår tot fra hendes kind. Hun lod langsomt hendes hånd glide ned i hendes lomme. Hun fandt hurtigt en hårnål og fik hår totten væk. Hårnåle var efiktive en gang imellem. Især når ens hår drillede.

Eithan svarede blot med et 'hrm' og slog derefter blikket ned mod sine sko. Normalt plejede han at opholde sig i den østlige del af Di Morga, hvor der ikke var nær så fint som her. Men han følte sig mere ugeneret dér. Der var ikke så mange mennesker. Han stødte i hvert fald sjældent på nogen. Men ligenu orkede han ikke at gå derhen.

hun kiggede kort ned i astfaldten.. "ømm.. Jeg burde nok finde et sted at siove" mumlede hun let.. "Vil du med?" spurte hun stille, for hvis han ikke hørte det kunne det vel være lige meget ikk? Hun kunne vel også godt holde sig vågen i nat, hvis hun ikke fandt et sted. Hun mærkede let at hun fik sommerfugle i maven.

"Om jeg vil med?" gentog han forundret. Overrasket over at hun spurgte ham. Eithan stod lidt tid uden at sige noget, da han lige skulle være sikker på, om han havde hørt rigtigt. "Øhh.." mumlede han ret så ubegavet. "Det vil jeg da godt," svarede han så, endelig. Et forsigtigt smil dannede sig på hans læber, hvorefter han nikkede for ligesom at bekræfte hans svar.

Hun smilede glad til ham.. "Så må vi vel hellere komme asted inden solen, du ved nok står op" mumlede hun let og hentydede til at han ville blive til aske hvis ikke de skyndte sig bare en lille smule. Hun smilede kært, men hendes kinder, forblev rosa farvet. Hun tænkte kort over hvor de skulle gå hen.. "Hmm... har du en ide til hvor vi kan gå hen?" spurte hun stille med et forsigtigt smil.

"Mmh," svarede han med en lettere brummende undertone og rystede efterfølgende på hovedet. "Næ," mumlede han kort for hovedet, eftertænksomt. Lige nu kunne han ikke komme i tanke om et passende sted, hvor de kunne sove/tage hen. Han gennemrodede hukommelsen for steder, men fandt ikke rigtig frem til noget. Han trak på skuldrene, da han opgav og så i stedet afventende på hende. Måske havde hun et forslag?

"hmm.... Hvad med vi spørger om der er et hotel som kunne have et kælderrum, som vi kunne sove og være i gratis imorgen og i nat?" spurte hun stille og tænkede. Hvis de nu var i et kælderrum ville solen heller ikke ramme dem vel? Hun kiggede kort op og hen på ham. Hun afvendte kort svar!

"Tjae, det kunne vi vel godt?" svarede han spekulativt. Alle rum uden vinduer kunne bruges. "Kender du et hotel her i nærheden?" spurgte han, da han ikke var så bekendt med den her del af byen. Forhåbentlig kendte hun et hotel med gæstfri personale. Søgende lod han blikket løbe langs butikkerne og diverse huse der lå langs vejen.

Hun smilede kært.. "Nej.. Men jeg har hørt om et" sagde hun og tog hans hånd, og førte ham afsted ned af vejen. Hun smilede kort igen. "Det burde ligge her om hjørnet og ja så drejer vi vist til venstre" mumlede hun spekulerde og gik fortsat afste, med ham.. Hmm.. ja det burde snart være. der. De kom ned af gaden og de drejede hurtigt til venstre. JA! det lå der. Hun drejede let der over.

Eithan fulgte så godt med, han nu kunne. Overvejde at trække sin hånd til sig men lod være. Mens de gik, betragtede Eithan bygningerne, som de efterhånden passerede på deres hotel søgende 'rejse'. "Er vi der snart?" ville han vide og så søgende rundt efter noget, der kunne ligne et hotel.

Hun smilede kort.. "Det tror jeg nok" sagcde hun og drejede såå til venstre. Hmm... Der lå det sørme. Hun smilede kært.. "Jeg tror vi har fundet det" smilede hun stille og gik hen mod det, hun fik stadig ham med. Solen ville snart stå op, i hvert fald senest om en time. Da de kom hen til det åbnede hun blidt døren til det store hotel. Hun fik ham og hende selv der ind.

Eithan fulgte blot med, da han ligesom ikke rigtig havde noget valg, fordi hun hev ham med efter sig. Med sin frie hånd krydsede han fingre for, at der var et ledigt rum til dem; helst et som ikke kostede noget - og forhåbentlig var der ikke alt for mange mennesker derinde.. men altså, hvem skulle også være oppe på det her tidspunkt?

Hun slap let hans hånd og gik hen og overtalte ham som stod i recpetionen til de kunne få et værelse eller et rum.. Hun fik en nøgle og gik så tilbage til ham, "Kom så inden han om bestemmer sigg" sagde hun og trak ham med ned af en lille trappe. De kom hen til et rum. Hun fumlede let med nøglen for at lukke døren op.

Eithan nåede ikke at svare, før han så blev trukket med ned af den trappe, der sandsynligvis førte ned til det rum, de havde fået lov til at låne. Mens hun stod og rodede med nøglen, fløj et par tanker i gennem hovedet på ham. Hvad skulle de foretage sig derinde, for at få tiden til at gå? Hun ville vel godt sove. Selv var han ikke det mindste træt. Sikkert på grund af alt det der var sket; alt det på én dag. Det havde så sandelig været en nået anderledes nat i nat, end dem han sædvanligvis plejede at tilbringe alene; men nu hvor han havde mødt Lilly, var han pludselig ikke alene mere. Selvom dette møde nok ville slutte før eller siden, håbede han dog, at de kunne ses igen.

Hun blev pænt sur på låsen da hun ikke kunne få den op.. Solens første stråler var ved at skinne gennem vinduerne, men inden han blev ramt af en sprakede hun døren op. hun puffede ham ind, hun var dog bange for at han ville vælte, men hellere det end at forsvinde. Hun fik nøglen ud af døren og låste hurtigt døren... "Undskyld, men jeg var nød til at få dig i sikkerhed" stønnede hun lettet. Hun lod sig glide ned af døren.

Eithan blev revet ud af sine tanker, da han blev puffet ind i værelset. Han udstødte et lettere, overrasket 'woah', men undgik dog at vælte. Da døren var blevet låst forsvarligt efter dem, vendte han sig om, så han stod med front mod hende. "Jeg dør altså ikke af lidt solskin," påpegede han, mumlende, men smilede dog lidt over, at hun bekymrede sig så meget for ham.

Hun sukkede lettet.. "Jamen jeg vil ikke have at du får nogen som helst form for skade" sagde hun og kiggede ham i øjnene med et uskyldigt blik. det var ikke meningen at hun så uskyldig ud, det gjorde hun bare. Hun smilede let til ham, inden hendes kinder, blev småt rosa igen. Hun kiggede kort ned i jordden.

Eithan smilede skævt til hende, selvom hun nok havde svært ved at se det, da hun hendes blik vendte ned mod jorden. "Tak," mumlede han og overjede kort, om han skulle give hende et kram eller noget lignende, men det ville nok ikke gøre nogen forskel; og så ville det også virke lidt akavet - så han besluttede sig for at lade det ligge. Han vendte derefter ryggen mod hende, så han kunne se værelset an.

Hun smilede let og kiggede igen op. Hun kiggede kort betragtede på ham. Men vendte så blikkket rundt i rummet.. Der lå to madresser ved siden af hinanden. De så ikke lige fremm rare ud, men bedre end ingen ting. Hun smilede kort og kært, mens hun let lagde hovedet på skrå.